Syvende Capitel

De Foranstaltninger, som Regjerings-Commissionen fandt fornødent at træffe til at tilveiebringe et tilstrækkeligt Penge-Repræsentativ, og sørge for Norges Providering, vare ikke de eneste, som beskjæftigede den i denne farefulde Tid. Tusindfold andre Omstændigheder krævede dens Opmærksomhed og paalagde den Omsorg og Ængstelse. Især gave de skarpe Forholdsregler, som den danske Regjering i sin Harme over England Voldsfærd troede sig beføiet til at tage mod samme, Anledning til alvorlige Forestillinger, som den henvendte til den danske Konge selv i et Brev af 18de September.See Bilag 9. I dette forundsætter Commissionen, at det ikke er Kongens Villie at foranstalte alle engelske Eiendomme priisdømte i Norge, førend et saadant fiendtligt Skridt af den engelske Regjering var gjort. Den gjør opmærksom paa, at en saadan Priisdømmelse af engelske Effecter vilde være til aabenbar Skade for Norge, da den vilde medføre Confiskationen af alle norske Effecter i England, der vare af langt større Værdi, end de engelske Eiendomme, som befandtes i Norge. Forestillingen blev imidlertid uden Frugter, da en Forordning under 9de September var udkommen, der indeholdt de før omtalte Bestemmelser angaaende 296Forholdet til England under den nærværende Krigstilstand. Strax efter udstedtes under 11 September et Reglement for Kaperfarten og Prisernes lovlige Paadømmelse.

Ved disse Bestemmelser afbrødes saaledes al Communication imellem Norge og England. De Skibe, som i England vare lagte under Embargo, bleve der condemnerede, og da alle de Skridt, som det engelske Ministerium gjorde for at indlede fredelige Underhandlinger, vare blevne afviste, fik de engelske Krydsere i Nordsøen Ordre til at opbringe alle de danske og norske Fartøier, som fandtes der, og nu mestendeels bestode i Kornskibe. Forgjæves gjorde den norske Regjerings-Commission et nyt Forsøg paa at stemme den danske Regjering til mildere Forholdsregler, og bane Vei til en Skibsfart, som gjennem neutrale Fartøier kunde vedligeholde Norges vigtigste Næringsdrift.See Bilag No. 10. Ogsaa dette Forsøg mislykkedes; de skarpeste Love bleve givne for at hindre al Forbindelse med England, og strengt udførte. Regjerings-Commissionen saae sig, formedelst disse skarpe Kongebud, nødt til at sætte sig ind i Anskuelser, som vare fordærvelige for Norges Handel, og anvende den Myndighed, der var den overdragen, til at udføre dem. Enkelte af Norges Borgere viste sig uforstandigen virksomme til at befordre Landets Sperring, ved at henvende Regjerings-Commissionens Opmærksomhed paa de Forsøg, som gjordes paa at indlede en simuleret Handel med England igjennem neutrale Fartøier, Imidlertid stede disse Angivelser dog kun af enkelte Handelsmænd, der ikke vare Udskibere, men Skibsredere, og altsaa ei kunde umiddelbart deeltage i denne Udskibning. Vi forklare os denne Adfærd deels af den Harme, som opfyldte 297Nordmandens Sind i de Dage over Englands voldsomme, og for Norges Handel og indvortes Velvære saa fordærvelige Adfærd, deels deraf, at offentlige Anliggender paa den Tid betragtedes fra en snævrere Synspunkt end under den senere frie Forfatning. Øiet hæftede sig sædvanligen kun paa den Gjenstand, som laa nærmest ved egen Dør, og Borgeren var sjeldent i Stand til at overskue indtrufne Begivenheders Sammenhæng med det hele Samfunds Bedste. Derhos stod Nordmanden, i sine, ofte siden gjentagne, høie Tanker om Fædrelandets Stilling og politiske Vægt, i den Forblindelse, at de fiendtlige Skridt, som Norge gjorde mod England, vilde saa meget forværre dette Lands Stilling, at det skulde beqvemme sig til en for de forenede nordiske Lande ærefuld Fred. Regjering og Folk vare enige med hinanden i skjæve Anskuelser og ukloge Forholdsregler.

Saaledes findes i Regjerings-Commissionens Deliberations-Protokol en Forestilling af 16de December fra de Handlende i Tønsberg, hvori disse gjøre opmærksom paa «de mangfoldige Misbrug, der foregaae ved Udførselen af norske Producter fra Norge i Skibe under neutralt Flag». Især skulde det være Pappenburgere eller Kniphausere, som indtoge Ladninger paa Kysterne, og atter skulde være bestemte til England. Derhos forklarede de, at England efter alle Beretninger allerede nu leed Mangel paa Trævarer, og, udelukket fra Østersøen, skulde det blive aldeles berøvet denne uundværlige Artikel. Det var derfor efter deres Formening klart for alle Sagkyndige, hvor vigtig en Grund dette maatte blive for England til at indgaae Fred. Der var saaledes kun eet Middel til at bevirke dette, saavelsom til at forebygge engelske Manufacturvarers Indsmugling her i Riget, og dette var: «aldeles at forbyde al Udskibning 298af Trævarer og norske Producter – det være til venskabelige, neutrale eller fiendtlige Magter – og ligeledes at forbyde al Indførsel af udenrigske Varer, af hvad Navn nævnes kan, naar undtages de første Nødvendighedsvarer til Livets Ophold. Uden denne Bestemmelse indsees intet Middel til at forebygge de utallige Misbrug og den nedrige Snighandel, som nu gaaer i Svang, – og saalænge denne vedvarer, vil vel England sildig eller aldrig bringes til den Yderlighed, som udfordres for at tvinge det til Fred.» Saavidt kan et indskrænket Oversyn over politiske Forhold, skjæve Anskuelser og en ilde forstaaet Patriotisme drive det! Og disse Raad udfløde fra en By, som ved flere Leiligheder under Krigen lagde et sandt patriotisk Sind for Dagen. De gode Mænd glemte eller vidste ikke, at der under hine neutrale Flag dagligen gik Skibe fra Østersøen ladede med Trælast, under engelsk Convoi stilende til Englands,Enkelte af disse opbragtes til Norge, og et deriblandt, ladet med store Master, blev indbragt til Christiansand, men frikjendtes paa Grund af den Sætning «frit Skib gjør frit Gods». Frikjendelsen blev vel misbilliget af Regjerings-Commissionen, ikke fordi det var fiendtligt Gods, men fordi Skibet førte Varer, som af Magterne indbyrdes ansaaes for Krigsfornødenheder og Contrabande. og at mægtigere Nationer, der stode i samme fiendtlige Forhold til England som Norge, tillode en hemmelig Forbindelse med dette Land. Fra Drammen opløftede sig paa samme Tid en Stemme i samme Anledning, der gjorde Regjerings-Commissionen opmærksom paa lignende saakaldte Misbrug. Den samme MandChristopher Faye i Drammen. gjorde siden sit Fædreland større Tjeneste ved, som Greve Wedels og Provideringens Agent i Gothenborg, 299deels at fremme Korn-Provideringens store Sag, deels befordre den Fart paa England, hvorimod han nu ivrede.

Under disse Omstændigheder kunde Regjerings-Commissionen, naar den ikke ganske vilde oversee Kongens Befalinger, ei blive uvirksom, men maatte gjøre strenge Undersøgelser om denne Handel og foranstalte den hemmet. Der var desuden i Regjerings-Commissionen neppe meer end eet Medlem, som satte sig tilbørligen ind i disse Forhold, og paa hvis Raisonnement over Landets Stilling vi i ovenfor anførte Breve, som af ham vare conciperede, have havt en Prøve. Prinds Christian August tog, som allerede berørt, især i Begyndelsen, liden Deel i Foranstaltninger fra Commissionens Side, som angik Handel og Vindskibelighed; Grev Moltke satte sig ikke ind i denne ham fremmede Gjenstand, og Rosenkrantz’s redelige Sjel var kun aaben for den bogstavelige Udtydning af sin Konges Villie. For saadan Overvægt maatte Falsen altsaa vige, og bøie sine liberale Anskuelser under de strenge Kongebuds Ord.Forfatteren, som i den Tid oftere besøgte Christiania, for at føre sin Sag for Regjerings-Commissionen, havde i sine Samtaler med Falsen Leilighed til at overbevise sig om hans liberale Frisind og store Ønske at lette Virksomhedens tunge Skridt under Landets kritiske Stilling. Saaledes blev Wulfsberg, dengang Byfoged i Tønsberg, befalet at anstille den strengeste Undersøgelse, hvis Resultat blev, at denne begyndte Udskibning ved neutrale Skibe aldeles ophørte.Bilag 11. Wulfsbergs Fædrelandssind var bekjendt formedelst hans varme Iver for Universitets-Sagen, og hans store Embedsdygtighed prøvedes i mange for Fædrelandet gavnligere Stats-Ærender end dette.

300Rosenkrantz var saa samvittighedsfuld med Hensyn til at forhindre Udskibning af norske Producter gjennem neutrale Skibe, hvoraf Faa i Landet kunde høste saa stor Fordeel som han, at han overgav til Regjerings-Commissionen et Brev fra et engelsk Huus, som overbragtes ham af en preussisk Skipper, hvori han dertil opfordredes. Ved denne Leilighed erklærede han: «at han i dette som i ethvert Tilfælde afskyede Alt, hvad der syntes at kunne sigte til at lægge Dække over hans Handlinger». BrevetMed dette Brev fulgte et andet af samme Art til Kjøbmand Jørgen Aall i Porsgrund. blev tilligemed en Forestilling, hvori alle Omstændigheder vidtløftigen forklaredes, indsendt til Kronprindsen og hans Bestemmelse derom indhentet. Dog anbefalede Regjerings-Commissionen Skibenes Frigivelse, paa Grund af, at de vare ankomne til Norge før Forordningen af 24de December var udkommen, hvori strengeligen forbødes under haard Straf al Samqvem fra norske Handlendes Side med Skibe, som kom fra de brittiske Øer, Colonier, og Besiddelser, eller paa deres Reiser havde anløbet samme. Efter et Par Maaneders Forløb faldt endelig kongelig Resolution i denne Sag, i-Følge hvilken Skibene tillodes at afgaae; men Ladningerne bleve udlossede, fordi der foreskreves Skipperne saadanne Betingelser, som de ei kunde opfylde. I sit Brev i den Anledning tilføier Kronprindsen: «at han ei kunde andet end bifalde Regjerings-Commissionens Fremgangsmaade med at stoppe fornævnte Skibes Afseiling, og med fuldeste Tilfredshed erkjender den Aarvaagenhed, hvormed Samme stræber at forebygge al Handel med Fienden, saavel directe som indirecte». Saaledes gik en gunstig Leilighed tabt til at forbedre Norges ulykkelige Stilling ved en 301uskyldig, af alle de øvrige krigførende Magter tilladt, Handel med Fienden gjennem Skibe med neutralt Flag, og vi have her atter et Beviis paa Kronprindsens strenge Redelighed i at opfylde sine til Frankrige og Rusland indgangne Forpligtelser; men tillige paa hans upolitiske Færd, i Følge hvilken han valgte Forholdsregler, som ikke efterlignedes af Nogen af hans Allierede, – ja neppe af Napoleon selv – og som paaførte hans ulykkelige Undersaatter saa store Lidelser. Dagligen seilede store Flaader af neutrale Magters Coffardi-SkibeDisse Skibe gik sædvanligen under Pappenburgeres eller Kniphauseres Flag, men disse ubetydelige Landskaber maatte have været den europæiske Handels Dronninger for at udsende saa store Flaader. Engelske Skibe gik ofte under amerikansk Flag, men stundom var det virkelige Amerikanere, og den amerikanske Regjering gjorde efter Freden store Fordringer paa Erstatning for disse Opbringelser, som mestendeels maatte tilfredsstilles. – endog engelske Skibe under neutralt Flag – forbi Kjøbenhavns Red, som bragte Varer fra England til de østersøiske Havne, og fra disse igjen tilbage til England, endskjønt denne Handel i Følge offentlige Krigserklæringer var aldeles forbudt. Hvor langt anderledes vilde Norges Stilling have været, dersom den danske Regjering tidligere havde aabnet sine Øine i denne Henseende!

Et andet Forsøg til at indlede en gjensidig Udvexling af Skibe og Fanger blev ligesaa forgjæves senere gjort af Regjerings-Commissionen. En engelsk Capitain Hamilton havde bemægtiget sig udenfor Riisøer et Skib, der førtes af N. Simonsen, og som tilligemed Ladningen ansattes til en Værdi af 8 a 9000 Rd.; men Hamilton gav Simonsen fri, under Betingelse af at han skulde udvirke Frihed for Mandskaber paa det udenfor Riisøer forliste Skib, Unity Smack. 302Commissionen bemærkede, at naar Hamiltons Ønske bevilgedes, «kunde dette maaskee blive en Bevæggrund for andre engelske Krydsere til en mere menneskelig Fremgangsmaade mod andre Coffardifarere, end den de sædvanligen vise». Den danske Regjering vilde ikke tillade denne Omvexling. Samme Skjebne havde et Forslag, som Regjerings-Commissionen under en senere Dato gjorde om «at samtlige her i Fangenskab værende, og paa Bergstaden Kongsberg anholdte, storbrittaniske Undersaatter ved et Parlamentair-Skib maatte vorde oversendte til England, deels for derved at løse en Deel af vore i engelsk Fangenskab under en haard Behandling sukkende Landsmænd, deels for at spare de store Bekostninger, som disse Fangers Underholdning og Bevogtning medtager». Commissionen oplyste, at disse brittiske Fangers Underholdning, foruden hvad Bevogtning ved militair Magt kostede, medtog aarligen en Sum af meer end 30,000 Rd., «og at denne Statskassens Bebyrdelse endda bør henregnes blandt de mindste Uheld, til en Tid da den unyttige Fortæring af enhver Tønde Korn er et nationalt Tab». Den tilføiede «at dens Borgerfølelse lider, ved at see Undersaattere af en Regjering, der er Deres Majestæts Dødsfiende, fortære den Føde, hvorefter Landets betrængte Sønner sukke». Den oplyste, at 7000 af Danmarks og Norges Undersaattere mishandledes i brittiske Fængsler, af hvilke en Deel kunde befries fra sine Lænker ved denne Ombytning. Commissionen indstillede saaledes, om det maatte ansees passende med et Parlamentair-Skib, forsynet med hans Majestæts aabne Brev, og ført af en dertil beordret Søe-Officer, at oversende de paa Bergstaden Kongsberg anholdte storbrittanniske Undersaattere. Men den danske Konge vilde endnu ikke høre Forestillinger af den Art, og der kan ikke gives noget større 303Beviis paa, hvor stor hans Forbittrelse var over Englands voldsomme Angreb, og hvor meget han satte sit Haab til et heldigt Udfald af sine egne og sine Allieredes fiendtlige Anstrengelser, end at han afviiste ethvert Skridt, der havde et fredeligt Udseende og enhver Tilnærmelse til England, medens Norge vaandede sig under Hungersnødens Elendighed og Følgerne af standsede Næringsveie. Der er ingen Grund til at tvivle om den danske Konges Kjærlighed til det norske Folk, eller hans oprigtige Attraa efter at lindre dets Nød under Krigen; men nægtes kan det ikke, at flere af hans Foranstaltninger, og især hans afmægtige Trods mod en overlegen Fiende, tværtimod hans stærkere Allieredes Exempel, stilede til det modsatte Maal.Et Forsøg, som fra den engelske Regjerings Side blev gjort paa en Udvexling af begge krigførende Magters Fanger, afviistes ogsaa af Regjerings-Commissionen, rimeligviis fordi den kjendte Kongen af Danmarks Utilbøielighed til at indlade sig i fredelig Underhandling med England. Skibsfører P. Lund blev nemlig 1807 i August Maaned opbragt til England, hans Skib condemneret og solgt, og han selv som Krigsfange sendt til Reading. Gjennem gode Anbefalinger fra Venner i London skaffede han sig anseete Mænds Deeltagelse paa det Sted, hvor han som Fange opholdt sig, og fik ved disses Indflydelse paa Lord Sidmouth og Canning sin Frihed. Denne Leilighed benyttede Canning til at gjøre den norske Regjering et Forslag til Udvexling, som forgjæves var gjort den danske. Men denne Mission paadrog Lund stor Ulempe, Han blev, som mistænkt for at have staaet i utilladelige Forbindelser i England, arresteret, tildeels behandlet som Forbryder, og først efter 7 Ugers Forløb frigivet under Forpligtelse, at han ingen Regres maatte søge for den ham tilføiede Ulempe, ligesom intet Ansvar skulde paahvile Nogen formedelst denne mod Lund anlagte Sag. En af Regjerings-Commissionens agtværdigste og humaneste Medlemmer benyttede sig ved denne Leilighed af Udtryk, som vise hvor vidt Iveren for at udføre endog utidigen strenge Kongebud kan drive. Han paastod nemlig «at om han alene havde havt at fælde Dom i Lunds Sag, vilde denne have mistet sit Hoved» – og det blot fordi han havde overbragt et Forslag fra England, der aabenbart stilede til Norges Bedste. Mærkværdigt er i denne Henseende et Forhør, som blev optaget paa Agershuus Fæstning den 27de Mai 1808.

Iblandt de Byrder, som vare Norge paalagte i denne ulykkelige Krig, og den Omsorg, som desaarsag paahvilede Regjerings-Commissionen, hørte saaledes ogsaa de Foranstaltninger, som maatte træffes deels til Krigsfangernes sikkre Bevogtning, deels til deres Forpleining. Ved Krigens Udbrud 304befandtes nogle engelske Skibe i norske Havne og nogle Reisende, som tilfældigviis opholdt sig i Landet, deels for at rygte Handelsærender, deels for at see sig om i Norge. Deres Antal beløb sig omtrent til 200 – vist nok et ringe Antal mod de flere Tusinder, der befandt sig som Fanger i England. Men i et Land, hvor Mangelen paa Levnetsmidler var saa stor, føltes enhver Forøgelse af Provideringens Byrder. For at formindske Udgiften af Vagtholdet paa den ene Side, og tillige give de ulykkelige Fanger en større Frihed til at bevæge sig i fri Luft i Omkredsen af Byen, bestemtes Kongsberg til deres Opholdssted. Der var ogsaa, under den dagligen formindskede Folkemængde formedelst Bergværksdriftens Indskrænkning, den største Overflod af Huusrum saavelsom let Adgang til Brændsel. Til Underholdning for disse Fanger bestemtes efter deres borgerlige Stilling fra 48 Sk. – som i meget enkelte Tilfælde forøgedes til 72 Sk. – til 24 Sk. dagligen. Imidlertid findes idelige Klager fra Fangernes Side over Utilstrækkeligheden af deres Underholdning, og det blev dem derfor tilladt gjennem Connexioner deels i Norge deels i Sverige at forbedre 305deres Stilling ved Tilskud af egne Midler. Nogle af de engelske Fanger befandt sig saa vel under deres Fangenskab i Norge, at de giftede sig og sloge sig ned her. Der sporedes øiensynligen hos Regjerings-Commissionen Attraa efter at lindre disse Fangers Skjebne saa meget det stod i dens Magt, saavel i Følge den Humanitets og Menneskeligheds Aand, som herskede blandt dens Medlemmer, som af Politik, for ved en god Behandling af engelske Fanger at berede vore Landsmænd, i England den samme Skjebne og lette Adgang til Fange-Udvexling. I alle Tilfælde bleve de faa engelske Fanger langt menneskeligere behandlede i Norge end de Norske i England, hvor Fangerne indsluttedes i saa kaldte Prisonskibe under en maadelig Forpleining, eller fordeelte i det Indre af Landet i smaa Byer, hvor deres Skjebne var forskjellig efter som Lykkens Lod traf dem. Det lykkedes imidlertid enkelte menneskekjærlige Privatmænd i England ogsaa at lindre norske Fangers ublide Kaar og endog at forhjælpe dem til Flugt fra Fangenskabet, men de Nordmænd, som befandt sig i engelske Prisonskibe, omtale mestendeels deres Fangenskab i England som den mørkeste Periode af deres Liv, hvortil ikke alene Hjemvee men og den strenge Behandling bidrog. Denne Sammenstuvning i snevre Skibsrum af mangfoldige nødlidende Mennesker, som nøde en knap Kost og Lidet eller Intet fik til Klæder, frembragte især en Ureenlighed, hvorover Mange beklagede sig.I denne Henseende skylder Forfatteren Statsraad Motzfeldt følgende Bemærkning. «Af de danske og norske Krigsfanger paa Parole i England tilstodes af den engelske Regjering Officiererne 1½ Shilling og Skippere og andre 1 Shilling dagligen. Deraf skulde de nu afholde Logis, Spise og Klæder. Det var saaledes saare lidet, men den Ene hjalp den Anden og der var intet Forbud for at skaffe sig mulig Tillæg af egne Ressourcer. Officererne fik senere 2½ Sh. dagligen til af den danske Regjering, der betaltes af Consul Wulf, Folkets Velvillie mod Krigsfangerne er forhen berørt, men det Modsatte var Tilfælde fra Regjeringens Side, og fra Enhvers, som ansaa sig for at høre til samme. Om det saa var en Clerks Clerk man stødte paa, var man vis paa at møde Uartighed. De Krigsfanger, der vare i Prisonskibene, havde det meget slet. Der var stuvet sammen en Mængde paa hvert Skib; kun nogle Timer om Dagen maatte de komme op paa Dækket; Klæder fik de ikke, og til Kost skulde de have 2/3 af Matros Ration, men den fik de ingenlunde. Nogle af Cheferne paa disse Skibe vare vel bedre Folk, men de allerfleste vare raa og slemme Personer. Paa et af Skibene havde nogle Krigsfanger gjort sig nogle Fiskestænger, men Chefen forbød al Fiskeri, sigende, at Krigsfanger ei maatte fiske bort Fisken for hans brittiske Majestæts Undersaatter.» / «Den danske Præst Rossing reiste undertiden ned til Chatham for at tale med og trøste Krigsfangerne, men ogsaa dette blev forbudet, indtil Rossing igjennem den ædle Wilberforce fik Forbudet hævet. Rossing uddeelte iblandt Hiælp til Krigsfangerne, deels modtaget fra Danmark, deels af velgiørende Engelskmænds Sammenskud. Oprørende var det at læse, at Castlereagh i Parlamentet, i Anledning af Wilberforces Motion om Forbedring i Krigsfangernes Behandling, yttrede: ‘Krigsfanger ere som døde for det Land, hvorfra de ere, og kun en Byrde for det Land, der har dem; man har derfor gjort nok, naar man blot holder Liv i dem’.»

306Ved Placat af 30te October 1807 blev det forbudt Skoveiere «uden Admiralitets og Commissariats Collegii foregaaende Indvilgelse at sælge enten tildannet Egetømmer, der til Skibsbyggeri kan være anvendeligt, eller noget til Skibstømmer tjenligt Egetræ, hvad enten samme staaer paa Roden eller er skaaret». Forbudet skadede paa den Tid det gaves kun lidet, da intet privat Skibsbyggeri fandt Sted, fordi Skibsfarten var standset, og, da denne siden aabnedes under Licencefarten, vides 307ikke at Forbudet blev sat i Kraft, endskjønt det ikke ophævedes. De private Skibsværfter kom da i livlig Bevægelse, uden at Forbudet spærrede Adgang til fornødent Skibstømmer. Den danske Regjering var ofte strengere i sine Bud end i Overholdelsen deraf. Forbudet mod at bruge Eg til Ligkister, som udgik 13de November 1807, havde ingen Virkning i Norge, hvor Egen saa godt som aldrig dertil anvendes. Under 20de November s. A. udgik et andet Forbud, som kunde have gjort større Skade, om det var bleven efterkommet. I en Cancelli-Placat befaledes nemlig, «at alt Forraad af Krud, Salpeter og Bly, som maatte haves i de danske Stater, skulde under vedbørlig Straf paa ethvert Sted angives for vedkommende Øvrighed, og opbevares til Kongens og Landets Tjeneste; desaarsag Intet deraf maa sælges eller udføres af Landet». I Anledning af dette Forbud indstillede Regjerings-Commissionen, hvor skadelig dets Overholdelse kunde blive for den indvortes Industri, især for Bergværkerne, som ikke vilde kunne fortsætte deres Virksomhed, naar de ei kunde skaffe det nødvendige Krud til Malmsprengning i Gruberne. Offentligen blev Budet ikke tilbagekaldt, men Forfatteren har aldrig følt sig i Forlegenhed formedelst samme. Han er endog flere Gange under Krigen, naar han manglede Krud til sine Gruber, dermed bleven forsynet af de offentlige Autoriteter.

Overhovedet viste Regjerings-Commissionen ved alle Leiligheder oprigtig Attraa efter at formindske de Byrder, som Krigen paalagde Statscassen. Stedse maalte den Staten ringe Kræfter, satte sig ind i den Fare, som truede den formedelst den grændseløse Seddel-Udstedelse, og, endskjønt stedse beredt til at hjælpe hvor det behøvedes for at understøtte Vindskibelighed, og lette Privatmands Anstrengelser for at befordre de vigtige 308Providerings-Sag og igjennemgaae en farlig Crisis, saa var den tillige stedse omhyggelig i at sørge for, at der stilledes tilbørlig Sikkerhed for den givne Hjælp, og for at spare Statens Casse. Det er umuligt at miskjende denne Sparsomheds-Aand, forbunden med Attraa efter at komme Virksomheden til Hjælp, naar man gjennemgaaer Regjerings-Commissionens Deliberations-Protocoller, og dens Brevvexling med Autoriteter og Private. Dens Yttringer i Breve til den danske Konge og de danske Collegier henpege stedse paa den store Fare, hvormed Seddelmassens Forøgelse truede Finantserne, og stedse lægger den Vægt paa den Sikkerhed, som burde gives Statscassen saa ofte den aabnedes for private Laansøgere. Ved denne kloge Fremgangsmade gjorde den sig vist nok sit Arbeide høist besværligt; thi den tilstod aldrig nogen Ansøgning uden at have veiet Følgerne for Staten af dens Bevilgning, prøvet Ansøgernes Borgerværd og hans Stillings Sikkerhed. Commissionens Protocoller vidne om, hvor vidløftig og besværlig denne Slags Correspondents var, og hvor vel overveiet enhver Beslutning. Den modtog i den Anledning ofte bittre Skrivelser og Klager over utilbørlig Behandling, men dens Sindighed og Rolighed i Besvarelsen deraf var urokkelig, ligesom dens Fremgangsmaade en stadig Gjennemførelse af de Grundsætninger, som den i sit vanskelige Arbeide og farefulde Stilling havde foreskrevet sig. Saa godt som aldrig pukkede den paa sin ophøiede Stilling, og den Commissionen overdragne store Myndighed i Landet; men hvor den fandt for sig Mænd af ægte Borgerværd, og redelig Iver for Fædrelandets Vel, taalte den ofte bittre Udeladelser, dulgte Udtryk, som den ansaa for utilbørlige, eller endog tilbagesendte Breve, hvis Opbevarelse den troede kunde være Forfattere, som den i andre Henseender agtede, til Vanære 309eller Skade.Forfatteren har selv havt Beviser paa Regjerings-Commisionens Overbærelse, i det den engang i venlige Udtryk beklagede sig over hans Bitterhed, og en anden Gang sendte ham i Stilhed et Brev tilbage, som den ansaa for at træde Statsborgerens Ret til frimodige Yttringer for nær. Men han sporede aldrig et mindre venligt Sindelag hos Commissionens Medlemmer efter den Dag. Kun ved en enkelt Leilighed findes Commissionen at have gjort vedkommende Correspondent opmærksom paa den Agtelse, der skyldtes en Autoritet, som af sin Konge var overdraget en Myndighed, der i de fleste Tilfælde var lige med Kongens egen; men Correspondenten, en af Landets mindre betydende Kjøbmænd i en lille Handelsstad, havde brugt en Tone, som var høist upassende, og ei kunde taales af Regjeringens Repræsentanter, naar de ikke, ved at sætte deres Myndighed paa Spil, skulde tabe deres Indflydelse og Kraft til at handle til Statens Tarv.

Vi have tilforn gjort opmærksom paa, at denne dybe Indsigt i Statsstyrelse og Statshuusholdning, som Regjerings-Commissionen i sine fleste Beslutninger, og i sit Forhold til alle Vedkommende, lagde for Dagen, fornemmeligen skyldtes Etatsraad Falsen; men hans Medcolleger havde deres gode Deel i at Beslutningen gaves den meest velgjørende og humane Form. Falsen var vis paa i Prinds Christian August at finde ubetinget Bifald til sine sædvanligen vel grundede Forslag; thi Prindsen nærede en ubegrændset Tillid til hans Indsigt og patriotiske Sind, og hans militaire Kald, saavelsom den dermed forbundne hyppige Fraværelse fra Commissionens Sessioner, nødsagede ham til at overlade Omsorg for Landets indre Bestyrelse til sine Colleger. Og naar Falsens Forslag, grundede paa Statshuusholdningens systematiske Forskrifter, syntes 310at aande Strenghed, formildedes de af hans 2de Collegers, Moltkes og Rosenkrantz’s milde og menneskekjærlige Sind, der uden den strengere Sidemand Alvor let havde foranlediget en mindre gavnlig Blødhed og Eftergivenhed i Udførelsen af de Commissionen paahvilende Pligter. Igjennem hele Regjerings-Commissionens Arbeids-Tid fandt i denne Henseende den heldigste Sammensætning Sted af en systemastisk, fra Statshuusholdningens rene Principer hentet, Strenghed og en human Mildhed, som modererede hine, og da denne lykkelige Blanding var tilstede strax i Begyndelsen af Regjerings-Commissionens Virksomhed, bestemtes derved dens Charakteer, og vedligeholdtes saalænge dens ansvarsfulde og vanskelige Stilling varede.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.