Ottende Capitel

Ligesom de Skridt, som i Danmark gjordes i Anledning af Englands pludselige og voldsomme Overfald, mere bestemtes af en naturlig Harme over Fiendens Uretfærdighed, end et roligt Hensyn til Landets sande Stilling og smaa Midler, saa var den danske Regjering ogsaa mindre heldig i sine Bestræbelser for Norges Kornforsyning. Vi have ovenfor seet, at den lod det første beqvemme Øieblik efter Krigens Udbrud til at indlede et fredeligt Handels-Samqvem mellem England og Norge, og en tryg Kornfart mellem Frændestaterne, ubenyttet gaae forbi, og vi have tilstaaet, at den danske Regjering formedelst de stedfundne Omstædigheder var vel beføiet til i Begyndelsen at overtage Provideringen og gjøre den til en Statssag. Men kun den haarde Nød kunde tvinge Staten til at give Kornhandelen denne i sig selv unaturlige Retning. Det var iøvrigt meest overeensstemmmende med Statsklogskab, at understøtte den 311private Kornforsyning ved Siden af den offentlige, for jo før jo heller at give den en for alle Parter mere hensigtssvarende Gang. Men den danske Regjering synes strax fra Begyndelsen af ikke at have valgt de rette Midler, og, i det den gjorde Kornforsyningen strax hartad udelukkende til en Statssag, lagde den Hindringer i Veien for den private Kornforsyning. Derved opstod Misgreb, der ledede til Kornspilde, Slaphed i Kornforsyningen og stigende Kornpriser, ligesom derved Finantsernes Ødelæggelse fremskyndedes. Saaledes foranstaltede Staten Opkjøb af Korn i de nordlige Provindser af Jylland, hvorved Kornet steeg i en kort Tid meer end 50 pCt. paa de Steder, hvorfra Korn lettest kunde overføres til Norge, og hvor den private Kornhandel paa den Tid var livligst. Aalborg var, før og under Krigen, et vigtigere Kornkammer for Norge, end det siden har været, og mellem de nordstrandske Havne var under Krigen den livligste Fart paa Norge, som førtes for en stor Deel med norske Farkoster. Fast alle Smaafartøier løbe i den Kanal. Denne Stigen i Priserne var saa meget mærkeligere, som Pengenes Værd i de første Maaneder af Krigen endnu ei var falden; men Coursen snarere forbedredes end forværredes.Nathanson viser i sin «Fremstilling af Danmarks Statshuusholdning, Kbhvn 1836», Pag. 132, at Aarsagen dertil var deels den store Mængde chinesiske og ostindiske Varer, som ved Krigens Udbrud fandtes i Kjøbenhavn, hvis Værd steeg ved Napoleons Forbud, deels den Mængde Sølv og Guld, der var indkommet i Landet for Korn, som 1806 og 1807 førtes til Preussen, og at Englænderne satte meget Guld i Omlød efter Kjøbenhavns Erobring. Det vilde derimod – og derpaa gjorde Privatmænd i Norge de offentlige Autoriteter opmærksom – have været en let Sag, ved Kystfarere at forsende Korn fra det sydlige Danmark til det nordlige, 312og saaledes forhindre Prisernes Stigen til Lidelse for den norske Consument. Ved Privates Fartøier i Danmark lod dette sig ei let gjøre; thi de danske Skuder bortskræmtes snart fra Kattegattet. For at sikkre sig Fartøier til Overfarten lod den danske Regjering, saavelsom Regjerings-Commissionen, de Skibe, som den for sin Regning fragtede til Korntransport, assurere for Opbringelse, og da denne Foranstaltning ikke udstraktes til den private Kornfart, vilde denne saa godt som have standset i de første Høstmaaneder, da Kornforsyningen er vigtigst, naar ikke Thygesen, som før fortalt, paa egen Haand, skjønt uden at Foranstaltningen af den norske Regjering gjordes gyldig, havde udvidet Assurancen ogsaa til Private. Det var og en stor Hindring for Privates Kornfart, at ingen Assurance her i Landet gaves for Søskade, som Skibene i den Tid mere end ellers vare udsatte for, da de maatte benytte Storm og Uveir, for at undgaae Fiendens Forfølgelse. Fremmede Assurance-Selskaber krævede Præmier, som Kornspeculanterne ei kunde betale, og formedelst Correspondentsens Vanskelighed var Adgangen til at tegne Assurance udenfor Norge saa godt som spærret. Den danske Regjering forbedrede vel, efter nogle Maaneders Forløb, denne Mangel, og tillod Forsikkring for Kornskibe og Kornladninger; men et beleiligt Øieblik var forsvundet, og Kornforsyningen kunde den Høst ei blive fuldstændig. Den norske Regjering ville vi ikke anklage, fordi den ikke paa egen Haand oprettede en saadan Forsikkrings-Anstalt, hvoraf let kunde flyde stort Tab for Statscassen. Vi have ovenfor seet, hvor meget den indskrænkedes i sin Virksomhed af de danske Collegier, og hvorlunde flere af dens Forslag til at forbedre Landets Stilling forkastedes. Den saae Udgifterne dagligen forøges, Indtægterne formindskes, og maatte frygte for en Udgift, der 313saa betænkeligen kunde forværre Statscassens Tilstand. Frygten for Ansvar var maaskee ogsaa hos Commissionen mindre grundet; thi omendskjønt Ansvarligheden var udtrykt i strenge Bestemmelser, var den danske Regjering ingenlunde tilbøielig til en bogstavelig Fortolkning af disse.

Formedelst disse Feiltrin, som strax i denne farlige Kornfarts Begyndelse bleve begangne, fik Kornforsyningen en uhensigtsmæssig og uheldig Karakteer. Den tabte den omhyggelige Pleie, som Privatmand i en langt høiere Grad yder sine Anliggender end Staten; thi Privatmand søger sit Maal paa den meest sparsommelige Maade, og hans Aarvaagenhed for sin egen Fordeel lærer ham at finde de meest passende Midler. Denne Forsynlighed er dobbelt fornøden, hvor det gjælder Kornvarer, som let forvanskes, og en Handel, der kræver en rask Omsætning fra Haand til Haand, for at kunne fornye en Speculation, der fordrer store Capitaler, og i en Tid da Hungersnøden staaer for Døren giver lidet Udbytte, fordi der hefte Klager og Taarer ved Fordelen. Med denne offentlige Forsyning vare flere Ulemper forbundne, som fordyrede Kornet, skjærpede Hungersnøden, og gav Kornhandelen selv en unaturlig Retning. Den i Danmark oprettede Providerings-Commission samlede sine Forraad i store Qvantiter paa engang, hvorved Prisen, som ovenfor bemærket, betydeligen reistes. Saasnart den danske Regjering bestemte sig til at paatage sig Kornforsyningens Omsorg, forbandt den dermed Korn-Udskrivningen i Danmark, for at have paa rede Haand det Kornforraad, som skulde oversendes til Norge. Derved uddroges den største Deel af det Korn, som førtes til Torvs til Forsælgning, fra de sædvanlige Omsætnings-Kanaler, og den første umiddelbare Følge deraf var Kornets Stigen i Priis, til Lidelse baade for den 314norske og danske Consument, der ei var Landmand.Strax efter Krigens Udbrud contraherede Forfatteren med et af Aalborgs betydeligste Handelshuse om et stort Parti Korn, men da Leverancen skulde skee, kunde den ei fuldbyrdes, fordi deels Kornet var vanskeligt at faae, deels Leverandeuren ei uden sin Ruin kunde opfylde Contracten. Det var ikke et slet Aar, men Kornets Forsvinden paa Torvet formedelst Udskrivningen, der foranledigede denne Mangel paa Korn i private Hænder. Pengenes Forværring senere hen, under Danmarks tiltagende Finantsnød, understøttede troligen denne Kornprisernes nominelle Stigen, og begge National-Ulykker øvede den sørgeligste Vexelvirkning paa hinanden. Disse store Samlinger af Kornvarer magasineredes med store Bekostninger, og behandledes stundom med Skjødesløshed, stundom med Underslæb. Store Masser af Penge maatte paa engang skaffes tilveie, og dertil havde Regjeringen ingen anden Udvei end en forøget Seddel-Udstedelse. De store Tratter, som i den Anledning udstedtes paa de i Danmark oprettede Vexelkontorer, Bankkontorets uheldige, og tildeels af ukyndige Hænder ledede Omsætninger,Nathanson klager i ovenfor citerede Værk Pag. 135 over «at Bankkontoret i Kjøbenhavn solgte paa Børsen langsigtige Vexler paa Bankkontoret i Altona, og indlod sig i kostbare og bagvendte Vexel-Operationer, der desuden bleve saa gauche udført af Contorets Directeur, Thygesen, at Finantsernes Forlegenhed maatte blive øiensynlig for Enhver». bidroge meget til Coursens Forværring og en stærk Stigen af Kornets nominelle Priser. Store Misbrug fandt undertiden Sted ved Kornleverancen fra de offentlige Magasiner i Danmark selv, til Landmandens Skade, som skulde levere Kornet, og Korn-Udskrivningen var sædvanligen saa stor, at den danske Landmand kun i indskrænket Grad kunde søge Vederlag derfor paa Salgtorvet; thi han havde lidet at sælge, efterat Skattekornet 315var betalt. Flere af de Embedsmænd i Danmark, gjennem hvis Hænder Kornleverancen skede, især Amtsforvalterne, berigede sig ved denne Forretning. De modtoge Skattekornet af Kornproducenterne i et større Maal, og indskibede det i Fartøier, der gik til Norge i det lovbestemte.Saaledes fik Forfatteren anviist paa et af Danmarks store offentlige Magasiner 2000 Tønder Byg, ved hvis Indskibning han selv var overværende. Han forundredes ikke lidet, da Indskibningen standsede, efterat 1800 Tønder vare indskibede, og han henvendte sig i den Anledning til Amtsforvalteren for at faae det manglende Qvantum udfyldt. «Dersom De ved Skibets Ankomst til Norge, svarede han, ikke har Deres fulde 2000 Tønder, saa har De at holde Dem til mig.» – Saa skede det; Skibet udlossede 2000 Tønder, og Skattebønderne havde saaledes maattet stikke 200 Tønder Byg i Amtsforvalterens Lomme gjennem et stort Overmaal. Det er desuden begribeligt, at der paa den offentlige Vei sløsedes langt mere med Kornet selv, og sparedes mindre paa alle mellemliggende Udgifter, end paa den private. Det vil ikke være let at beregne, hvormeget Korn der fordærvedes af Muggenhed og Varme ved en lang Henliggen i Danmark og Norge, hvor meget der faldt igjennem Commissariers Fingre paa begge Steder, førend det kom til den sidste Consument, og hvor meget Overførselen og Korn-Uddelingen fordyredes ved Anvendelsen af uhensigtsmæssige Midler. Uheldig vilde den norske Kornhandler have været, naar han skulde have drevet sin Kornhandel paa denne kostbare Vei. Men under disse Omstændigheder forsvandt saa godt som al privat Kornhandel; thi Kornhandleren kunde sjeldent optræde ved Siden af saa mægtige, og i Midlernes Anvendelse saa ligegyldige Concurrentere.Imidlertid solgte Privatmand sit Korn som oftest ikke dyrere end Staten, og kunde gjøre det; thi hans Udgifter vare i flere Henseender mindre. Priserne paa Forfatterens Kornmagasiner vare som oftest lavere end paa Statens. Desuden maatte Regjeringen 316under Landets nedtrykte Forfatning ofte tilstaae Betingelser ved Salget, som ikke kunde gives af Private, og maatte med Hensyn til Priis og Betingelser rette sig efter Consumentens Evne til at kjøbe og betale. Privatmanden maatte hurtigen have sine udlagte Penge tilbage for at anvende dem i nye Omsætninger.

Det er let at indsee, hvor meget den indvortes Handel og Vindskibelighed maatte lide ved denne Kornvarernes Forvanskning og Kornhandelens Forandring under Krigen. Dertil kom, at Kornets stedse stigende Priis fordrev Kornhandlerne fra Markedet, thi der kunde i hine Ulykkens Dage ingen Fordeel gjøres uden Landsmænds Uvillie og Forfølgelse, og kun de bleve tilbage paa Kornforsyningens Marked, som vare nødte til at skaffe Korn til Uddeling i en vidløftig Virkekreds. Ikke den høieste Viissdom kunde lede denne Sag i Statens Haand til det rette Maal; men Uddelingen maatte skee efter en løs Kundskab, Andres Anbefalelse, Barmhjertighedens mislige Vink, eller Vedkommendes uforskammende Fordringer. Staten leed saaledes paa den ene Haand et directe Tab ved Udsalget, paa den anden et indirecte ved standsede Næringsveie, Omsætningens og den industrielle Virksomheds Forvirring.

I andre Henseender lagdes Hindringer i Veien for den private Kornfart, som svækkede Privatmands Villie og Evne til at indlade sig i disse paa den Tid farlige Handelsforetagender. Da Vinterens Strenghed bortjog de fiendtlige Krydsere fra de nordiske Vande, og gave vore egne, til alle Farer Paa Havet hærdede, Sømænd et friere Raaderum, lagdes i Danmark selv Beslag paa de norske Kornskibe, som søgte sydlige Havne. I Begyndelsen af Aaret 1808 skede Overførselen af franske og spanske Tropper fra Jylland til Fyen og 317Sjælland, for at udføre paatænkte, men aldrig udførte, Krigs-Operationer mod Sverige, og til at besørge denne Oderførsel optoges alle norske, saavelsom danske Fortøier, der vare beqvemme dertil og befandtes saa langt syd paa Danmark, som Aarhuus.Forfatteren havde, efter flere Ansøgninger og vidløftig Correspondents med Rentekammeret og Regjerings-Commissionen, omsider faaet Tilladelse til at kjøbe Korn i Sjælland, og under kongelig Assurance sendt 2de Fartøier afsted til Afhentelse. Men neppe vare de ankomne til deres Bestemmelse i Sjælland, før de bleve tvungne til denne Troppe-Transport, hvorved de forsinkedes saa meget, at Nordsøen og Kattegat paa ny fyldtes med Krydsere. Det ene vovede sig ei paa Hjemveien før langt senere, det andet faldt paa Tilbageveien i fiendtlig Vold. Denne Anmasselse af vore Kornfartøier paa en Tid, da Fare for Opbringelse var mindst, og Nøden i Norge stor, opvakte megen Misnøie i Norge, og skal Forfatteren slutte fra sig selv til Andre, var denne Standsning af de betænkeligste Følger.

Snart maatte imidlertid den danske Regjering bestemme sig til at forsikkre alle de Skibe, som anvendtes i Kornfarten, og de Kornladninger, som førtes tilbage med dem. Den danske Regjering indsaa, at dens Kraft, svækket ved Krig og et forstyrret Finantsvæsen, ikke var tilstrækkelig til at forsyne hele Norge med Korn, og at den private Kraft maatte sættes i Bevægelse, saavelsom den offentlige, for at naae dette store Maal. Men de foreskrevne Betingelser vare strenge, og Fortolkningen deraf ikke altid liberal. Visseligen var den danske Bestyrelse i den største Forlegenhed, og det var vanskeligt at finde den rette Middelvei. Krigen var en Landeplage, som nedbøiede det ganske Land, og de Foranstaltninger, som bleve trufne for at lindre den deraf flydende Nød, lagdes billigen 318paa den hele Folkemasse i en almindelig Skat; men under disse forøgede Udgifter, ved Siden af den egentlige Krigs-Udstyr og formindskede Stats-Indtægter, forværredes Finants- og Pengevæsenet alt meer og meer, hvoraf de betænkeligste Følger vare at befrygte. Den svage Stat maatte saaledes indskrænke sine Udgifter saavidt skee kunde, og søge at lægge en mulig Erstatning ved Siden af den gjorte Opofrelse. Det viste sig, at den danske Stat senere hen, ogsaa i andre Understøttelser til Virksomhedens Fremme i Norge, tilegnede sig den Grundsætning efter Mulighed at sætte Fordeel og Tab i Ligevægt. Saaledes kunde der vel neppe gjøres nogen grundet Indvending mod Assurance-Præmien selv, hvor høi den end var; men vel mod den forskjellige Maade, hvorpaa Foranstaltningen fortolkedes paa de forskjellige Toldboder, saavelsom den ubestemte Tidsfrist for Assurancen, afdeelt i korte Terminer. Derved forvoldtes deels indviklede Discussioner imellem vedkommmende Autoriteter og de private Kornspeculantere, der tegnede Assurance, deels Svækkedes den Opmuntring til Kornfart, som var Hensigten deraf. Derhos maa det tilstaaes, at den danske Regjering stedse gav den liberale Fortolkning Indgang, naar den troede at have for sig redelig sindede, og for den gode Sag ivrige Mænd, ligesom den norske Regjerings-Commission, under samme Forudsætning, altid søgte ved sin Anbefaling at forberede et liberalt Afgjør.Forfatteren, som i sin Providerings-Omsorg under Krigen var i mange vanskelige og kritiske Stillinger, og førte en alvorlig Correspondents med danske og norske Autoriteter, opnaaede altid det Resultat, som han burde vente. Regjerings-Commissionen havde under disse Forhold en vanskelig Stilling. Postdagligen strømmede til den Ansøgninger, affattede i de ynkeligste Klager over Brødmangel, om Hjælp af 319de offentlige Magasiner, og endog flere af de Mænd, hvis Stilling, som Forstandere for en stor Virksomhed, opmuntrede til en selvstændig Kornforsyning, lagde Hænderne i Skjødet, og lode sig række den fornødne Hjælp af Statens Forraad. Især var Østlandet i Krigens første to Aar ofte i stor Nød. Der dannedes vel, strax i Begyndelsen af Krigen, nogle Associationer til Korn-Indkjøb; men Udbyttet deraf var ikke saa stort som paa Vestlandet. Det var først da Licence-Farten begyndte, at Korn-Speculationen der vaagnede i det Store med Kraften til at udføre den. Imidlertid organiseredes af daværende Amtmand i Bratsberg Amt, siden Statholder, Løvenskjold, uden Opfordring eller Autorisation, en Providerings-Commission for Amtet, som bestod af Justitsraad Bentzon, Raadmand, siden Statsraad, Aall, Kjøbmændene D. Cappelen og Jørgen Wright, og som Casserer Inspecteur Heuch. Løvenskjolds Virksomhed som Amtmand staaer i deres levende Erindring, som dertil vare Vidner, og Regjerings-Commissionens Protokol bærer Vidne om hans Aarvaagenhed for Amtets Interesse, og hans Omsorg for at lindre dets Nød under vanskelige Omstændigheder. Med intet Amt havde Regjerings-Commissionen en saa levende Brevvexling som med dette. Ved hine Mænds Credit, og med stor Vove af egen Formue bragtes store Partier Kornvarer over Havet, ikke alene til Lindring for Amtet men og for andre Districter. Dens Virksomhed opvakte Statens Opmærksomhed, hvorved den fik offentlig Autoritet, og understøttedes af vedkommende Regjeringens Agenter baade i Danmark og Norge. «Bratsberg Amts daværende Amtmand – siger Løvenskjold – kan ikke tilbagekalde i sin Erindring hiin Rædsels-Periode uden med dyb Høiagtelse og Erkjendtlighed at erindre de nævnte Hædersmænd, som ulønnede med ham deelte Bekymringer og 320Anstrengelser til Lindring af lidende Medmenneskers Nød».En af disse Hædersmænd, Jørgen Wright, en af Egnens retsindigste, oplyste og meest fædrelandsksindede Borgere, paadrog sig under disse Anstrengelser en Sygdom, der kostede ham Livet.

Norge har ofte af danske Forfattere maattet høre, hvor store Offere dets Providering forvoldte Danmark, og hvor meget disse bidroge til Nationalgjældens Forøgelse og Pengevæsenets Forvirring. Offerets Storhed nægtes ikke, men Norge leed derved i en høiere Grad end Danmark, og formedelst ukloge Foranstaltninger og en uheldig Politik, forenet med en eensidig Haardnakkenhed i at forfølge fiendtlige Foranstaltninger, forstørredes Opofrelsen utilbørligen. Norge var Danmarks Statsfrænde, det bar sine Ulemper af Forbindelsen under en Krigstilstand saavelsom Danmark, men det bør ikke bære Vægten af Vildfarelser, hvori det ingen Deel havde, men som Norge taalte uden Knur, og med større Haab om en bedre Fremtid end Misfornøielse med det Nærværende. Man kan neppe i Danmark gjøre sig Begreb om de Lidelser og Bekymringer, som Mangel paa Livets første Fornødenheder og Omsorg for at tilveiebringe dem, i de to første Krigens Aar i Norge forvoldte. Fra dette mørke Tidsrum vender hver Nordmand, som har oplevet det, gjerne sit Øie.

Imidlertid gled Krigens første Vinter hen, uden at Elendighed og Nød viste sig i den Grad som senere hen. Den under en fordelagtig Handel samlede Velstand var endnu ei forsvunden, den rige Høst forsynede Landets Kornegne med de fornøde Fødemidler, de i Skovegnene paa gammel Viis fyldte Fadebure vare ikke udtømte, og Vestkystens Beboere skyldte deres Mod og deres Stiftamtmands kloge og raske Foranstaltning, 321at endnu ingen Nød der sporedes. De mere vestlige og nordlige Egne synes, hverken i denne eller den paafølgende Vinter at have gjennemgaaet saa store Lidelser som den øvrige Deel af Norge. Vesten for Næsset stimede netop i denne Vinter Silden, som i flere Aar havde vendt sig mod Sverige, til Norges Kyst og foranledigede der en Virksomhed, som bidrog meget til Indbyggernes Underholdning. En mere kortvarig og mindre grundig Understøttelse gav Kaperfarten, som i nogen Tid dreves med stort Held paa den Deel af Norges Kyster, der ei tog synderlig Deel i Fiskeriet. Trondhjems Stift var den første Vinter efter Krigens Udbrud saa nogenlunde forsynet med Korn, at Regjerings-Commissionen behøvede mindre at henvende sin Providerings-Omsorg paa denne Deel af Landet. Bergens Stift leed ogsaa mindre, ligesom der overhovedet i de Egne, hvor Fiskeriet er Hovednæring, under Krigen fandtes forholdsmæssig mindre Mangel paa Levnetsmidler end ellers i Landet, deels fordi deres Indbyggere vedbleve sine vante Næringssysler, og, om endog Afsætningen til Udlandet aftog, forøgedes saa meget meer den indenlandske, deels fordi det umiddelbare Forraad af Levnetsmidler var større. Tørfisken, naar den vel bankes og behandles, er et af Brødets bedste Erstatningsmidler, som under Krigen udbredtes alt meer og meer. Den fandtes paa alle Magasiner, og optoges endog, naar Korn var vanskeligt at faae, som en Hoved-Artikel iblandt Armeens Mund-Provisioner. Desuden aabnedes en Kornfart mellem Arkangel og de nordlige Egne af Norge, der forsynede disse med betydelige Partier Rug, som der er den vigtigste Kornsort. I det nordlige og vestlige Norge fremtræder Rug og Byg, som den almindeligste Kornsort endog i de mindre Formuendes Huusholdning, medens Havren er det i de østlige. I den 322Henseende lettedes Regjerings-Commissionens Omsorg meget ved Consul Brust’s virksomme Bistand til Indkjøb af Korn i Arkangel, ligesom det og synes, at Norge ved denne Leilighed nød godt af Ruslands midt under Krigen temmelig livlige Handels-Samqvem med England. Skibe fyldte med russiske Varer, som vare indtagne i Ruslands nordlige og østlige Provindser, convoieredes af det samme Englands Orlogsfartøier, mod hvilket Rusland havde erklæret en bitter Krig. De russiske Skibe bragte saaledes umolesterede mange Ladninger til Bodøe, og norske Skibe nøde godt af samme hemmelige Forbindelse. Men Danmark skulde endnu betale flere Lærepenge ved Næringsløshed, Handelsstandsning og Hungersnød i Norge, før det lærte at blande Krigens og Fredens Sysler med hverandre. Den første Contract om Kornvarer for Norges Regning, som Consul Brust indgik med Kjøbmænd i Arkangel, lød paa 25000 Tønder Rug, og Indkjøbet fortsattes siden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.