Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

av Jacob Aall

Niende Capitel

Den 13de Marts 1808 døde Danmarks og Norges Konge Christian den VIIde i en Alder af 58 Aar, og det er alene formedelst Landets Stilling under hans Regjering og de i samme indtrufne Begivenheder, at Historien kan give hans Kongebane en Betydning, som den ingenlunde kan tillægge hans Personlighed. Denne meer udlevede end gamle Monark havde lidt ved hovedkuls at forflyttes fra sin gamle Rede paa Kjøbenhavns Slot da Krigen begyndte, og ved den forandrede Levemaade ved sit nye Hof; men hans Død forandrede Intet i Rigernes Stilling og Regjeringens Fremgangsmaade. Kronen blev sat paa Frederik den VItes Hoved; men det styrende Scepter havde 323siden 1788Egentligen allerede siden 1786. været i hans Haand. Med Rette kaldes Christian den VIIde i de forenede Rigers Historie Fredens Konge; thi efter en langvarig Fred tændtes egentligen først Krigens Fakkel ved hans Grav. For Øvrigt maa Historien nævne hans Navn paa den nordiske Konge-Liste, men den har lidet at tale om hans Gjerninger. Da han i sit 18de Aar besteg Danmarks Trone gav han store Forhaabninger, og syntes begavet med Evner til at skaffe sig Folkets Kjærlighed og Agtelse. Paa en udenlandsk Reise, som han ikke længe efter Tronbestigelsen foretog, modtoges han overalt med Udmærkelse formedelst sit indtagende Væsen, Munterhed og spillende Vid. Ved flere fremmede Hoffer omtaltes længe hans Nærværelse der med venlig Erindring, mange af hans vittige Udladelser vare der i Omløb, og en Gnist deraf fremsprudlede i en senere mindre glimrende Deel af hans Livs-Periode. Men inden han havde naaet Manddoms-Alder, sløvedes hans Evner, af Aarsager som det ei tilkommer os at oplyse, i den Grad, at han ingen Deel tog i alvorlige Regjeringssyssler, og denne Aands Sløvhed forøgedes ved den i Historien bekjendte ulykkelige Katastrophe, som ved Kjøbenhavns Hof indtraf i Aaret 1772. Men omendskjønt Christian den VIIde, i den største Deel af hans Regjeringstid, ingen Deel tog i Statsforretninger, og behandledes ved Hoffet meer som en kongelig Pryd-Plante, end en regjerende Majestæt, saa modtog han stedse Beviser paa sit Folks Deeltagelse og undersaatlige Hengivenhed, saa ofte dertil Leilighed gaves. Han saaes gjerne af sit Folk, og naar han viiste sig offentligen, hilstes han stedse med Ærbødighed og gjengjældte den ham viste Opmærksomhed med mild, men kongelig,kongelig] rettet fra: konkelig (trykkfeil) 324Værdighed. Hans ulykkelige Dronning Caroline Mathilde bar han stedse i øm Erindring. Mand og Søn bevarede, tilligemed den større Deel af Folket, i deeltagende Erindring denne ulykkelige Prindsesse, der faldt mere som et Offer for Letsind og Hof-Intrigue end for store og usædvanlige Forbrydelser, og Hevnens og Beskjæmmelsens Dag udeblev ei for de Fleste blandt dem, som havde bidraget til denne mørke Katastrophe i det danske Hofs Historie.

Under disse Omstændigheder maatte Rigernes Held for en Deel beroe paa Valget af Ministre, og det kan ikke nægtes, at dette var i flere Henseende vel truffet. Selv den Minister, som maatte bøde for sine Feiltrin paa Skafottet, Grev Struensee, grundlagde den Forandring i Danmarks indvortes Stilling, som brød gamle Fordomme og forberedte mere Lighed i de borgerlige Forhold. Struensees korte Regimente var ligesom en Forberedelse til den lettere Gang i alle indvortes Forhold, som udvikledes i en kort derefter paafølgende Periode; men hans Minister-Vælde manglede det hellige Element, uden hvilket intet menneskeligt Værk paa Jorden kan trives, og fra denne Side betragtet maatte Rigerne glæde sig over hans Bortgang. Danmarks udenlandske Minister, Grev Peter Andreas Bernstorf, havde erhvervet sig et Navn i Europa formedelst sin diplomatiske Klogskab; hans Minister-Noter agtedes over al Verden, hans Raad og Mægling begjærtes stundom af mægtige Stater, og saalænge han raadede i Statsconseilet beskyttede Fredens Engel det lykkelige Danmark. I Danmark nød han den største Høiagtelse, som vel nogensinde i den senere Tid er bleven en dansk Minister til Deel, og den utilbørlige Beskyttelse, som han beskyldtes for at have ydet tydsk Væsen og tydske Mænd, gjorde deri ikke noget øiensynligt 325Skaar. Han tog Danmarks politiske Lyksalighed ligesom med sig i Graven. Ministeren for de indre Anliggender, Chefen for Rentekammeret, Grev Chr. Reventlou, besjæledes aabenbart af en høi Agtelse for Menneskets Rettigheder, og som han var en Fader for sine Undergivne paa sit Gods, hvor han gjorde flere Indretninger og Forsøg, der sigtede meer til Statens og Andres Gavn end hans eget, saa gik hans fornemste Omsorg ud paa at forbedre Menigmands Kaar. En Tendents til at beskytte hver Mands Ret, af hvad Stand han monne være. Had mod Privilegier, og Tilveiebringelse af en fri Bevægelighed i Næringssyslerne gik aabenbart igjennem det Collegium, hvis Præses han var. De Forordninger, som kom ud i hans Tid fra Rentekammeret, vidne om hans liberale Aand, og hans Bestræbelser vilde have været heldigere, naar der ikke havde været en vis Ubøielighed i hans Sjæl, som ikke gav Indpas for Andres Ideer, og derhos en vis Smaaligheds-Aand, der stundom blev misforstaaet. Baade Danmark og Norge bærer Minder om hans liberale Ministerfærd.F. Ex. i Landbo- og Bergværksvæsenet, i hvilke begge Henseender han foranledigede renere og friere Anskuelser. Forfatteren tilkaldtes, under et Ophold i Kjøbenhavn 1802, til Raadspleie om den vordende Bergværkslov, og Grevens liberale Anskuelser om denne Gjenstand staae endnu tydeligen for ham. Det Samme overbeviste han sig om paa en Reise, som han foretog med ham i Norges Fjelde 1812, paa hvilken han viste sit Had mod enkelt Mands Forrettigheder til Statens Skade, og gav i den Henseende Anledning til nyttige Foranstaltninger. For Norge bevarede han sin Interesse indtil sin Dødsdag.«Jeg betragter mig stedse som Nordmand», skrev han faa Aar efter Skilsmissen til Forfatteren, «og ophører aldrig at interessere mig for Norges Vel». Chefen for Finantserne, Grev Schimmelmann, overgik uden 326Tvivl Grev Reventlou baade i Geni og Kundskaber, og stod ved hans Side i et liberalt og patriotiskt Sindelag; men ham fattedes Kraft til praktisk at udføre de kloge Ideer, som hans Forstand opfattede, og han valgte Forholdsregler, der betegne hans Finantsbestyrelse som en af de uheldigste blandt en lang Række af Forgjængeres. Derhos maa det tilstaaes, at hans Forvaltning af Statens Midler faldt ind i en Tid, da den høieste Viisdom ikke kunde raade Bod paa de danske Finantsers Forvirring. Skaden var ældgammel, Danmark blev med voldsomme Hænder kastet ind i en ødelæggende Politik, og dets Konge var uheldig i Midlerne til at formilde Ulykken, om det end var umuligt at raade Bod derpaa. Der var under disse Omstændigheder ingen Ballance mellem Indtægt og Udgift mulig, og da alle disponible Capitaler i Udlandet paa den Tid sattes i Bevægelse af mægtigere Stater, kunde ingen fremmede Penge komme i Ministerens Hænder. Saaledes indledtes Finantsministeren paa de uheldigste Veie at reise Penge paa, der bragte Ulykke over Samtid og Efterslægt, og baade Statens og hans egne Finantser gik til Grunde i denne Forvirring. Lovgivningsvæsenet var i gode Hænder, saalænge det lededes af Colbjørnserne, og Lovsproget har vel aldrig havt den Kraft og Reenhed, som i deres Tid. Man har beskyldt Christian Colbjørnsen for aristokratiske Begreber og ufrie Anskuelser; men om han endog i enkelte Dele af sin offentlige Virksomhed tilegnede sig mere den ældre end den nyere Tidsaand, saa vil hans Fortjenester af Landets Lovgivningsvæsen i det Hele ei kunne nægtes.Den gamle, i Fortidens Former forstenede, Odelslov fik i hans Haand en mere passende Skikkelse.

327Det kan saaledes ikke nægtes, at Christian den VIIdes Regjering, der tildeels udmærkede sig ved talentfulde, menneskekjærlige og fædrelandsksindede Ministre, var et Vendepunkt i Danmarks Historie med Hensyn til ringe Mands Stilling, Lighed i Betingelserne for den borgelige Virksomhed, Udviklingen af den borgerlige Frihed og til den sande Oplysnings Fremskridt. Af disse rene Elementer for en sand borgerlig Lyksalighed udgik Held og Velvære over begge Riger, saalænge Danmarks fredelige System erkjendtes af de øvrige europæiske Magter, og neppe gaves der mod Enden af Christian den VIIdes Kongebane en europæisk Stat, i hvilken der herskede en større Grad af indvortes Tilfredshed og et meer fremskridende Borgerheld, end i den dansknorske. Men da Fredsengelen veeg fra den danske Stat, forandrede denne Stilling sig paa det sørgeligste. Danmarks Held var bygget paa en bestandig Fred, og den rette Forberedelse ikke gjort til at gaae en ufredelig Tilstand imøde. Især viste denne ukloge Mangel paa Forudseenhed sig i Norges indvortes Statsforhold; thi der kunde neppe gives en mindre Selvstædigheds-Grad end den, som i Henseende til Statsindretninger og Forsvars-Anstalter fandt Sted i Fædrelandet i det her omhandlede Tidsrum, endskjønt der neppe gaves noget Afsnit i Norges Historie, i hvilket det havde stærkere Elementer til at grundfæste denne Selvstændighed. Historien vil bevidne, at Rigernes daværende Chef, endskjønt som Menneske en iblandt de ædleste, bar sin gode Deel af Skylden for Rigernes uheldige Stilling formedelst Krigen, men den vil derhos med uudslettelige Træk indgrave paa sin Tavle, at Frihed, lettere Betingelser for borgerlig Virksomhed, og renere Anskuelser om Landets sande Tarv, gjennem oplyste og liberalt sindede Statens Tjenere og Forfattere, udbredtes 328paa samme Tid i begge Riger. I Danmark og Norge forvanskedes saaledes de physiske Elementer til Statens Velvære, medens dens moralske og intellectuelle Evner gjorde gode Fremskridt.

Endnu før Fredens Konge steeg i sin Grav, tændtes Krigens Lue, og sjeldent besteg en Konge sin Trone med mørkere Udsigter og med mindre Kraft til at udholde en Krigs-Tilstand end Frederik den VIte. Dersom den ædleste Villie, en sund Forstand og en lykkelig Hukommelse, en omhyggelig Opmærksomhed paa alle Statsforhold i begge Riger og en ubøielig Retsindighed kunde lette Regjeringens Byrder, saa maatte Frederik den VIte være skikket til at bære dem; men han fremtraadte paa Historiens Skueplads i en skjebnesvanger Tid, da der behøvedes store Talenter, politisk Skarpsindighed, den forsigtigste Brug af Statens Midler og et omhyggeligt Valg af Raadgivere, for med Sikkerhed selvstændigen at føre Regjerings-Tømmen i et bevæget Tidsrum fuldt af politiske Forviklinger og politisk Udaad. Men store Talenter besad Frederik den VIte ikke. Ved hans Opdragelse i Barndomsalderen var der meer sørget for Legemets Hærdelse end Sjælens Udvikling; han kom til Statsraadet som Kronprinds i en Alder, da Forstanden sjeldent har naaet den tilbørlige Modenheds Grad, og i det han rensede sit Raad for Mænd, hvis Færd mod hans Moder var ham forhadt, var han ikke altid heldig i Valget af sin nærmeste Omgivelse, om han end var det i Valget af sine Ministre. I sin hele Regjeringstid viiste han en afgjort Tilbøielighed for Krigsvæsen, og i den militaire Stand havde han mestendeels sine fortroligste Raadgivere. Hans Charakters Ærlighed og Fasthed havde sin Skyggeside; den viste sig stundom i hans Diplomatik i en for hans Land skadelig Trofasthed 329i en vis antagen Politik, og i hans Statsraad ved en Vedholdenhed i Meninger, der ei altid var begrundet ved deres Rigtighed. Vi have ovenfor seet, hvor lidet han agtede paa den norske Regjerings-Commissions kloge Raad. De djærve Ord hørtes uden Vrede, men de vare spildte. Frederik den VItes Regjeringstid var et Beviis for, hvor gavnligt det er for Staten, at stille Raadgivere ved Siden af den egenmægtige Villie, og Ansvarlighed ved Siden af et Misbrug af Statens Kræfter. Han begyndte med en streng Oekonomie i Henseende til sit private Brug af Statens Midler; men hans Anstrengelse for at udvide, forbedre og ved udvortes Glands forherlige Krigsvæsenet over Statens Kræfter, og over dens daværende Stilling i Europa, forstyrrede alle Planer til Finantsernes Forbedring, som paa den Tid lagdes med Klogskab men udførtes med Svaghed. Især var han ligefra Begyndelsen af sin Regjering uheldig i Valget af sine politiske Skridt. Neppe havde han som Kronprinds overtaget Regjeringens Tømme, før hans Forbindelse med Rusland lokkede ham ind paa en Krigsbane, paa hvilken han ingen Laurbær høstede, og Staten ingen Fordeel, imedens den korte Krig forværrede Finantsernes allerede forhen mislige Tilstand. Hans senere Politik var vist nok meer uheldig end uklog, men fra det politiske Misgreb at opstille sin Armee i Holsteen, fjærnt fra Farens Brændpunkt, hvori Historien maa give Frederik den VIte personligen sin Deel, skriver sig begge Rigers Krigstilstand og Rigernes Skilsmisse, som første Aarsag.

Ved Christian den VIIdes Død begroves hans Personlighed; men hans Hengang og Frederik den VItes Tronbestigelse, som udraabtes fra Kongeboligens Altan den 16de Marts, gjorde aldeles ingen Forandring i de forenede Rigers indvortes 330og udvortes Stilling. Kun Kongenavnet forandredes, og de tvende Hoffer sammensmeltedes til eet, men Rigets Styrelse forblev i de samme Hænder. Imidlertid modtoges Efterretningen om Christian den VIIdes Død med Deeltagelse, dog mestendeels i Rigets fjærnere Egne og meest i Norge. Christian den VIIdes Regjeringstid havde været et lykkeligt Segment i den nordiske Histories Kredsløb, og der anstilledes en vemodig Sammenligning imellem det svundne Held og de nærværende Farer og Ulykker, hvormed især Norge var omgivet. Længe kastedes Savnets Blik tilbage til Christian den VIIdes Dage, og Spor deraf kan endnu findes mangesteds i vore Fjelde.Som et Beviis paa hvor meget Bønderne oppe i Landet havde tilovers for Christan den VIIde, eller den Tilstand, som da var i Landet, har Statsraad Motzfeldt bemærket: «Da jeg reiste 1815 med vor Konge som Kronprinds, tom i Guldbrandsdalen en Bonde for at tale med Prindsen og for at bede om, at vi maatte faae Christian den syvendes Religion igjen». Jeg var Tolk og oversatte først ordret, hvorved Prindsen studsede, og spurgte mig, om der var gjort noget Forsøg paa at forandre Religionen. Men jeg kunde da berolige ham med den Forklaring, at Bondens Mening var, at de skulde faae de samme gode Tider igjen som i Christian den syvendes Tid.

Mod Foraarets Nærmelse 1808 begyndte imidlertid Kornmangelen i Norge søndenfjelds i en frygtelig Grad at tiltage, og Ængstelsen for Sommeren maatte voxe under de daværende Omstændigheder. Om Foraaret fyldes i Fredens Aar vore Havne med danske Kornfartøier, som overføre det om Vinteren magasinerede Korn, for ved Salget deraf at dække forestaaende Termin-Udtællinger, og samle Penge i Casse, efter Vinterens Udtømmelse. Denne Flaade udeblev nu fast aldeles, og Norges Kornhandel maatte føres med egne Fartøier, uden at dets 331Kornhandlere endnu vare beredte paa denne pludselige Forandring i Kornforsyningen, der desuden omgaves med de største, ved Sommerens Nærmelse voxende, Farer og Resiko. Disse Farer forøgedes i høi Grad formedelst Krigen med Sverige, i hvis Skjærgaard svenske Kapere kunde have et beqvemt Tilhold, for at lure paa forbiseilende Fiender, ligesom det erobrede Bytte med Lethed der kunde indbringes.

Forfatteren har i et Brev af 3die Mai 1808 til Grev Otto Moltke, som forhen havde været Stiftamtmand i Christiansands Stift, og nu var Directeur i Rentekammeret,Senere hen Statsminister og Chef for det tydske Cancellie. beskrevet Norges Tilstand paa den Tid saaledes som han kjendte den, og dette Foster af Ængstelse og mørke Anskuelser om Landets Stilling anfører han her, fordi han troer, at det indeholder en sandfærdig Skildring over Norges Tilstand i Almindelighed paa den Tid. Otto Moltke havde under sin 7aarige Embedsførelse erhvervet sig en høi Grad af Kjærlighed og Agtelse, især paa Landet, formedelst sin omhyggelige Omsorg for Stiftets Interesse, sin særdeles Gave til at omgaaes Bonden, sit aabne og venlige Væsen og sin Embeds-Indsigt. Paa sine Reiser i Nedenæs Amt besøgte Moltke ofte ForfatterensForfatterens] rettet fra: Forfattterens (trykkfeil) Huus, han gav det første Stød til Forfatterens Deeltagelse i offentlige Forretninger,Ved at foranledige hans Udnævnelse til Medlem af Stattecommissionen, som blev nedsat 1802. og derved lagdes Grunden til et venskabeligt Forhold, der aabnede Veien til fortrolige Meddelelser. Otto Moltke var saaledes den Mand, til hvem han troede at kunne tale et aabent og frimodigt Sprog, og hvor frit han benyttede dette sit Forhold til Greven, vil sees af Brevet selv, 332som er indført efter den i Forfatterens Copibog deraf tagne Afskrift.Forfatteren har ikke betænkt sig paa at indføre flere Aktstykker, Ord til andet tagne af hans Copibog, i sin Historie, fordi de, nedskrevne i det Øieblik da Begivenhederne foregik, maatte indeholde det livligste Billede om den sande Stilling, som hans Pen formaaer at give.

«I den Formodning, at det ikke vil være Deres Høivelbaarenhed ukjært, at modtage Efterretninger fra den Egn, for hvilken De har viist saa megen Deeltagelse, giver jeg mig den Frihed at oversende Dem denne min Skrivelse, i hvilken jeg tillige faaer Anledning til at udbede Deres ædelmodige Medvirkning til at iværksætte fra de høieste Steder de Foranstaltninger, paa hvilke Norges Frelse fra Hunger beroer».

«Deres Høivelbaarenheds Bekjendtskab med Landets ædlere Deel, og især med Land-Almuens Tænkemaade, vil ikke et Øieblik lade Dem tvivle om den almindelige Stemning i dette af Skjebnen paa saa mange Maader nedbøiede Land. Den Frimodighed, hvormed Nordmanden pleier at give Tanken Liv, forlader ham ikke heller nu. Dristigen og utilbageholdende bedømmes alle offentlige Foranstaltninger; men disse frie Tanke-Yttringer skade ikke i ringeste Maade, hos enkelte Individer undtagne, Nationens Hengivenhed for sin Konge og for den Regjering, under hvilken den saa længe har følt sig lykkelig. Nationen er rystet ved de uoprettelige Tab, som den har lidt, og ved alle Næringsveies pludselige Standsning. Landets Indvaanere see med Bekymring og Ængstelse den tilkommende Tid imøde, i hvilken Kummer og Elendighed sørgeligen bebuder sig. Men de ansee ikke de Foranstaltninger, som ere trufne til Landets Proviantering, kraftfulde nok i Forhold til Landets Trang 333og Tidernes Crisis. En stor Flaade af Skibe, som afvigte Høst udsendtes til Aalborg for at afhente Kornvarer, deels for Kongens, deels for Privates Regning, blev indefrossen i Fjorde, og man oppebiede roligen, og indtil Marts Maaned, Isens naturlige Opløsning, uden at bekoste Skibene udisede i de første Vintermaaneder, medens Havet var frit for fiendtlige Skibe. En anden Flok af Skibe nedsendtes i Februar og først i Marts til Aarhuus og sydligere Steder. Disse bleve uden Undtagelse lagte i kongelige Transporter, og derved saaledes opholdte, at den beleilige Tid forsvandt, og Faren paa Søen uendeligen forøgedes. Da en Deel af disse Skibe paa deres Tilbagekomst ankrede paa Fladstrands Rhed, bleve de i Havnen røvede af engelske Baade, efter et Forsvar,Af Kanonbaade. som Rygtet ikke kalder hæderligt, og en anden Deel blev opsnappet af svenske Kapere. I Tider som disse, da enhver Korn-Speculant omspændes af tusindfold Farer, kan det ikke ventes, at enkelt Mand skal gjøre sig til Offer for det Almindelige, og uden Understøttelse villigen frembære sin hele Formue paa Fædrelandets Alter. Idelt Tab underkuer Modet, og det er saare sjeldent at deslige Opofrelser paaskjønnes med Erkjendtlighed. Intet synes altsaa billigere, end at forsikkre den modige og patriotiske Borger saa stor en Deel af hvad han vover, at ikke Forliset skal medføre hans totale Undergang. Men ogsaa i denne Henseende have Vanskelighederne været mangfoldige. Medens Farten var fri og ubehindret af engelske Skibe, forlangtes af Regjerings-Commissionen 7 pCt. for at assurere Skibet ned, og 7 pCt. for Tilbagetouren – en Procent, som var alt for høi til at den kunde vorde opmuntrende. Speculationerne 334lunknedes herved; men de ophørte ikke. Midt i Marts Maaned standsede Assurancen; den svenske Krig udbrød, og Tabet var saa sandsynligt, at Faa turde vove at udsende Fartøier. De Modificationer, som denne Forordning ved senere Concessioner har faaet, have været frugtesløse; de ere ikke blevne os bekjendtgjorte, førend den sidste Termin atter var udrundet. Saalænge Regjerings-Commissionen Intet kan foretage sig, uden at conferere med dem, som opholde sig i et utilgjængeligt Land, saalænge kan dens Foranstaltninger hverken blive kraftfulde eller lempede efter Omstændighederne. I denne rædsomme Periode er Øieblikket vigtigt, og naar det ubenyttet forsvinder, kommer den beleilige Tid ikke saa let tilbage. Jeg kan ikke nægte for Dem, høistærede Hr. Greve, at jeg i denne ulykkessvangre Tid betragter Norge som en Hjord uden Hyrde, som et Land uden Regent. Omspændt af mægtige og rovgjerrige Fiender, truet i sit Inderste med Hungersnød og dermed forbundne Blod-Scener, er det tillige afskaaren fra al Forbindelse med det Land, hvorfra Føde og Frelse skulde komme. De Ulykker, som Krigen afstedkommer i Danmark, ere paa ingen Maade at sammenligne med dem, som Norge lider; thi hvilken Jammer kan stilles ved Siden af den, som Hungersnød medfører?

Det er ikke min egen Ængstelse jeg her beskriver, ikke engang den Egns, hvori jeg virker. Forud ved en lykkelig Anelse advaret om hvad der skulde skee, har jeg, medens Vinteren varede, udtømt min Credit, og sat alle Kræfter i Bevægelse, for at forsyne mine Magasiner, og det har lykkes mig saa vel, uagtet Tabet og Udeblivelsen af 3500 Tønder Korn, at ikke alene alle mine Handelsbønder og mine Værksfolk indtil dette Øieblik ere rundeligen forsynede med Brød og Sædekorn, 335men at jeg endnu i adskillige Maaneder kan afbøde Mangelen – et Gode, som jeg vistnok kun har opnaaet ved de smerteligste Opofrelser og ved at sætte min hele Formue paa Spil. Men faa Egne i Landet ere saa lykkelige i denne Henseende, som denne. Ikke langt herfra vises allerede Spor af den ynkværdigste Jammer, og dersom ikke Undsætning kommer inden en føie Tid, saa forestaae Scener lignende de Dem bekjendte 1801, og endnu gjort mere rædsomme formedelst den befrygtede Umulighed af Undsætning.

Midt i dette kummerfulde Mørke ere vore norske Brødres modige Heltebedrifter paa norsk Grændse os en Opmuntring. Disse lykkelige Begivenheder, endskjønt kun Forspil af den store Katastrophe, opflamme utroligen Nationens Mod. Den derover yttrede Glæde, som grændser til sværmende Henrykkelse, beviser hvor værdig denne ædle og modige Nation er sin Konges Opmærksomhed og Kjærlighed, og at vore Fiender drømme forgjæves om den Lethed, hvormed de ville overvinde os. Ingen Elendighed er i Stand til at rokke Normandens Hengivenhed for sin nærværende Regjering, og overvindes han – thi hvo kjender Grændsen af den os bestemte Jammer? – saa vil han ikke længe taale det fremmede, uvante Aag.

I det jeg faaledes anbefaler Norges Sag til Deres Høivelbaarenheds Beskyttelse, beder jeg om Tilgivelse for Yttringer, som jeg ikke vovede at gjøre for Andre end for Dem.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 1

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.