[Innledning]

1I det Forfatteren heraf forelægger sine Landsmænd nærværende Arbeide, anseer han det for passende at gjøre de Grunde bekjendt, som have ledet ham ind paa denne vanskelige Deel af hans Forfatter-Bane. Der er ingen Grund til Frygt for, at Arbeidet skal ansees for ubetimelig med Hensyn til den Gjenstands Vigtighed, som forelægges; thi Norges Historie har i flere Aarhundreder ikke havt den Betydning, som i det korte Tidsrum, hvis Historie her behandles. Fra Calmar-Unionen af og indtil vore Dage har Norge ikke været nævnt iblandt Europas Stater. Det betragtedes som en Provinds af Danmark, og Norges Navn var mestendeels kun bekjendt for de faa Stater, med hvilke det stod i nærmere Handels-Forbindelse. De Omstændigheder, under hvilke Fædrelandet har erhvervet sig en ny Navnkundighed, ere saa mærkværdige, at de ikke allene fortjene at optages i vor egen Histories Speil, men at de og havde tiltrukket sig de Staters Opmærksomhed, der under Statsvidenskabens 2Udvikling, Friheds-Ideernes Gjæring og Statsforfatningernes Forbedring have søgt at bane sig Vei til en større Fasthed i deres politiske Stilling og til en betryggende Ligevægt i Statsmagternes Fordeling. Denne lille Stat som hverken af Naturen er udstyret med stor indvortes Styrke og store Velstands-Elementer, ei heller formedelst sin afsides Beliggenhed kan have nogen mærkelig Indflydelse paa den europæiske Politik, har fremstillet et ofte priset Mønster af en Statsforfatning, der aabner alle Statsborgere den frieste Adgang til at nyde naturlige Rettigheder, og til ubeskaaret at høste Frugten af Flidens og Snillets Anstrengelser under Lykkens begunstigende Smil. Paa den anden Side gives der vel intet Folk, som paa en roligere Bane eller med lettere og naturligere Midler er gaaet over fra den største Afhængighed med Hensyn til Statsformen til en fuldkommen Selvstændighed, fra den meest uindskrænkede Regjeringsform til en passende Fordeling af Kongens og Folkets gjensidige Rettigheder. Det kunde vel lønne Umagen at eftergrandske Aarsagen til denne en ubekjendt og ubetydelig Stats stille Fremtræden paa Idee-Gjæringens store Skueplads, og som ved ublodige Midler fremledte et for alle Partier heldigt og, i flere Henseender, i andre Nationers Øine misundelsesværdigt Resultat.

Den norske Statsforfatnings Reform istandbragtes ingenlunde ved revolutionaire Midler; thi den overraskede ligesom Nationen selv under en ved flere Leiligheder yttret Tilfredshed med det herskende Dynastis Fremgangsmaade i Bestyrelsens Hovedsag. Ikke heller synes Reformen at være fremledet ved 3nogen Styrke af indvortes Midler, som kunde begrunde Lovgivningens Viisdom. Den videnskabelige Dannelse, som den rette Skole for en theoretisk viis Statsforfatning, fandtes i Norge kun i ringe Grad. Videnskabeligheden havde sit Hovedsæde i Frændelandet, hvor de af Tidsaanden fremavlede Ideer fordunkledes ved det aristokratiske Støv, som klæbede ved en forældet og Menneskerettigheden krænkende Statsform og Statsorganisation. Høiskolen var ikke i Landet selv, og det var sjelden Landets egentlige virksomme og uafhængige Borgere, som sendte deres Sønner til Danmarks Universitet, men mestendeels Embedsmænd som beredte disse i Videnskabernes Tempel meer en videnskabelig Sands og en uafhængig Stilling i oekonomisk Henseende, end den Uafhængighed i Ideer og den Smag for constitutionelle Statsformer, som mangesteds i Europa begyndte at gjære i Gemytterne. Universitets-Opdragelsen var fast for Alle et Middel til Embedsbefordring. Ikke hellere kunde det siges, at Norges Embedsmænd i Almindelighed udmærkede sig som Videnskabsmænd og Forfattere. De vigtigste verdslige Embeder vare mestendeels i unge danske Adelsmænds Hænder, for hvilke den flygtige Embedsstilling i Norge sædvanligen kun var en kort Forberedelse til vigtigere Embeder, hvortil i Danmark gaves dem Adgang. Flere Medlemmer af det danske Statsraad begyndte deres Embedsbane som Amtmænd i Norge. De underordnede, skjønt ofte indtægtsrige, verdslige Embeder vare mestendeels i danskeVi kalde saaledes dem, som havde taget dansk juridisk Exramen: men vi skulle siden see, at nogle blandt Storthingenes dygtigste Medlemmer hørte blandt disse. Juristers Hænder, som tildeels kun 4havde faaet en ringe Grad af videnskabelig Dannelse. Det var saaledes i den geistlige Stand, at vore fleste og lærdeste Videnskabsmænd og Forfattere fandtes, og i denne Henseende var Norge i Sammenligning med Danmark aldrig fattigt, ligesom de norske Digteres Sange paa den Tid flittigen blandede sig med de danskes. Vi ville i det Følgende have at forklare, hvorfor de uafhængigste Borgere i Almindelighed vare de meest tause og mindst virksomme under Statsforandringens store Værk, og hvorlunde Afhængigheden paa den anden Side ikke hindrede Frimodighed i Yttring og den Selvstændighed i Storthingsfærd, som har været de norske Storthings Særkjende. Vi ville ogsaa i denne Henseende have et blandet Billede at fremstille, i hvilket lyse og mørke Farver vexle med hverandre.

Ligesaa uøvede maatte Landets Borgere ansees for at være i Alt hvad der angaaer Statsanliggender. Der gaves fast ikke en eneste Institution, i hvilken den norske Borger havde nogensomhelst selvstændig Stemme. Uden at Magten i den herskende Statsstyrelses Haand i Hovedsagen kunde siges forsætligen at være misbrugt, udøvedes den eneraadig, og Borgerne havde ingen Anledning til at gjøre sig bekjendte med Statsstyrelsens Grene, langt mindre til at deeltage i dens Udøvelse. Statsstyrelsen udøvedes i Stilhed og ligesom hemmelig, og Publiciteten havde endnu ikke opløftet dens Slør. Statsomvæltningen skede saaledes, uden at Borgerne enten havde Villie, eller, som det syntes, Evne til at bevirke den, og det kan ikke nægtes, at det maatte være et Særsyn at see et 5almindeligen erkjendt Viisdomsværk dannes af saa uøvede Hænder.

Men jo værdigere dette Tidsrum er til at indsættes i Norges Historie, jo mere kræver Fremstillingen sin Mand, naar Værket ei skal bortskylles blandt den store Hob af Tidens Døgnskrifter, og det maatte synes dristigt at paatage sig et Arbeide, som deels af Andre heldigen er bleven forsøgt, deels er omgivet med særegne Vanskeligheder. Imidlertid har Forfatteren havt flere Grunde til at vove Forsøget, uden at han ved dets Begyndelse tør bestemme, i hvilken Grad af Fuldstændighed det vil komme for Landsmænds Øine. Hans Evne til en saadan Fremstilling støtter sig mere paa deeltagende Venners Dom end hans egen; thi ligesom han aldrig uden Mistillid til egne Kræfter har forelagt sine Landsmænd nogetsomhelst Skrift, saa maatte et Arbeide af denne Beskaffenhed vække større Betænkelighed end noget af de foregaaende, der ere udflydte af hans Pen. Naar denne Betænkelighed var overvunden maatte han imidlertid have flere subjective Grunde til ved denne Leilighed at fremtræde som Forfatter. Hans Livs- og Virksomheds-Bane, som nu ligger ved Grændsen af en høi Alderdom, gaar igjennem en lang Periode af Norges nyere Historie. Han har i længere Tid og paa flere Maader end de Fleste blandt sine Landsmænd deeltaget i de offentlige Foranstaltninger, som ere trufne for at forberede, overveie og fremlede dets nærværende Stilling. Den Tillid, hvormed han i denne Henseende er bleven hædret, har opfordret ham til at gjøre sig bekjendt med de rige Hjælpemidler, som i vor Tid have understøttet 6Statsmandens aarvaagne Virksomhed, og oplyst og rettet saa mange fra Fortiden nedarvede Vildfarelser. Som Privatmand har han siden dette Aarhundredes Begyndelse staaet i Spidsen for en vidløftig Virksomhed, og i dette Tidsrums forskjellige Stadier gjort Erfaringer, som maatte synes værdige til at samles i et Billede over Tidens Aand og Begivenheder, og nedskrives paa Fædrelandets Sagatavle. Han maatte saaledes synes at kunne have et Oversyn over Tildragelsernes Række og Næringsveienes Forhold, som Faa blandt sine Landsmænd, og dersom han tør forudsætte Disses Tillid til hans Bestræbelser for at give sit Billede Sandhed, uden at stole for meget paa sin Forfatter-Evne, maatte han vel fristes til at lægge dette originale Maleri af Nutiden ved Siden af det, han nyligen som Oversætter gav af Fortiden.

Desuagtet har Forfatteren ikke skjult for sig selv de Vanskeligheder, som dette Arbeide har fælles med andre af samme Art, og de særegne som hvile over dette. Saalænge Historieskriveren har Næringsveienes Forhold at fremstille har hans Arbeide en lettere Gang. De numeriske Opgaver, saavel i stastistisk Henseende, som med Hensyn til Resultatet af den borgerlige Virksomhed, ere i vor Tid saa mangfoldiggjorte, at Historiemaleren i denne Henseende ei kan mangle Materialier. Om disse Opgaver end ikke alle ere i den høieste Grad paalidelige, om de end stundom have skjulte Brist, som byder en forsigtig Anvendelse deraf, saa maae de dog i en varsom Haand kunne udbrede tilstrækkeligt Lys over Næringsveienes, Oplysningens og den nationale Velstands Stilling i Fædrelandet, og 7i disse Henseender et nogenlunde paalideligt historisk Billede kunne fremstilles. Iligemaade ere billige Læseres Krav paa den objective historiske Sandhed mindre, naar den fjærne Fortids Begivenheder fremstilles af historiske Forfattere. Naar denne har opfattet den Aand, der gaar igjennem den fjærne Fortid, de Mænds Charakteer som han fremleder paa Skuepladsen, og Gjæringsperiodernes factiske Resultat, saa seer Læseren igjennem Fingre med den mindre sikkre Fremstilling af Begivenhedernes Detail. Anderledes har det sig, naar Forfatteren har Personer at fremlede paa Skuepladsen og Begivenheder at fortælle, som nyligen tildroge sig. Her møde Vanskeligheder, som ere fast uovervindelige, og meer end andensteds i vort Norden, hvor en Forfatter støder paa tusinde Betænkeligheder og Forviklinger, naar han opliver sine Billeder med Træk af handlende Personer, som endnu leve, eller ved hvis Grav beskyttende Frænder og Venner fremstille sig. Saadanne levende Billeder kan imidlertid en Historieskriver, der skildrer sin Tids Begivenheder, ikke udelade paa sit Maleri. Han maa saalunde søge sit Mønster mere blandt ældre Forfattere, som i et livligt Drama lægge Begivenhederne for Læsernes Øine, og hvis Pensel er mere beskjæftiget med at male handlende Personer end at forelægge en vidtløftig Talrække af omhyggeligen samlede Bidrag til at kjende Fædrelandet i sin livløse Form. Han maa blande den nye Historieskrivers Konst med den gamles; thi uden denne omhyggelige Fremstilling af det Levende og det Livløse, af den handlende Borger og af Gjerningens Frugter, vil han ikke kunne skildre Begivenhederne i deres historiske Sandhed, og give det Stempel paa Tidsalderens Aand 8den Oversigt over Fædrelandets Stilling, den forandrede Statsforfatnings Rod og Forhaabningernes Kilde, som laaner hans Billede Sandhedens Farve, og paatrykker hans Værk ligesom Evighedens Mærke. Thi vist er det, at enhver virksom Deeltager i vor forandrede Statsforfatnings Drama, ethvert af de mærkelige Navne, som gaae igjennem vore Storthingsforhandlinger have leveret deres Bidrag til Landets nærværende Stilling, hvad enten de gave Anledning til fremadskridende eller tilbagegaaende Bevægelser, og fortjene som saadanne en Plads i vor Historie. Det har ligesaalidt i vore Storthingsforsamlinger, som i andre Conventer, ligesaalidt i Norge som andensteds, været den kolde og rolige Fornuft og den sindige Overveielse, som ene har fremledet store og for Fædrelandet gavnlige Resultater; men Oppositionen, endog den exalterede og i de Flestes Øine uforstandige, har sin Priis, og har ydet sine Bidrag til den lykkelige Statsforandring og Statsbygningens Soliditet, som nu ligger klart for hver Mands Øie. Vore Forsamlinger have havt deres høire og venstre Side, hvis Medlemmer i bestemte Retninger og bekjendte Farver, ofte i høie Toner og med stor Bitterhed fægtede imod hverandre; men de have ogsaa havt deres Centrum, hvis Øren vare meer aabne end deres Tunge løsnede, og som uden at træde ind i Forsamlingen med bestemte Meninger, heldede sig snart til høire snart til venstre Side. Historieskriveren maa, saavidt han formaar, give Alle sin Ret, og han vil have Leilighed til at forevige saavel den stille Virksomhed som den henrivende Veltalenhed. Men hvo indseer ikke, at dette Arbeide er et af de vanskeligste, som en Forfatter kan paatage sig, ja at Opgaven selv er en 9Gaade, som neppe lader sig løse af menneskelig Indsigt. Der hører en Snorres Konst og Upartiskhed til at fremstille Dagens Helte saa, at deres politiske Virksomhed og Indflydelse paa Samfundets Tarv meer udledes af deres egen Færd og Tale end af Historieskriverens raisonnerende Dom.

Imidlertid er Vanskeligheden formindsket derved, at de politiske Høvedsmænds Tone er bleven roligere alt som Fædrelandets Stilling er bleven mere fast og ordnet, de vigtigste Knuder, som beskjæftigede vore første Storthing, ere løste, og Evnen til Selvstyrelse voxet med Udbredelsen af den større Indsigt. Under de forhen berørte Omstændigheder, under hvilke Statsomvæltningen fandt Sted i Norge, kunde vel Lidenskaberne ikke komme i det Oprør, eller Overgangens Bevægelser være saa urolige som der, hvor Reformen var et Foster af Misnøie, en stor indvortes Forvirring og Ulighed i Borgernes Stilling; men Fædrelandet deelte sig ikke destomindre strax i tvende store Partier, som ivrigen, skjønt ikke blodigen, strede mod hinanden om den Form, hvorunder den nye Trone skulde reises, og det i visse Henseender til sig selv overladte Rige vælge sin Fremtid. Dersom Medlemmerne af disse forskjellige Partier ikke rasede i hverandres Kjød, saa fore de desto grummere afsted mod hverandres patriotiske Sind og Charakteer. Norges constituerende Forsamling, saavelsom de første Lovgivere have havt deres Bjergparti og deres Girondister, hvilke med et pralende Mod og en djærv Patriotisme paa den ene Side, en frygtsom Betænkelighed og en rolig Overveielse paa den anden Side, under mange Slags Gjæringer søgte at lede Statsroret i Begyndelsen 10af Statsforfatningens Overgang. Vi ville under disse Betragtningers videre Fremskridt faae at see, hvorlunde denne politiske Storm omsider lagde sig, en fredelig Stilstand skede i de brusende Gjærings-Elementer, og begge Partier rakte hinanden Fredens og Forligets Haand over det beroligede, og i politisk Henseende lykkelige, Fædreland. Men under disse oprørte Sindsbevægelser, og medens Fædrelandskjærligheden yttrede sig under saa forskjellige, gjensidigen misforstaaede, Toner var fast ingen rolig Anskuelse mulig, og de oprørte Elementer maatte udgjære, førend Historieskriveren kunde benytte dem som et historisk Stof til en Oversigt over Fædrelandets Stilling, og over Statsforandringens Gang og Betydning. Desuden var i Omvæltningens Begyndelse ingen Slags Erfaring gjort, og i ingen Henseende var enten Fædrelandets Styrke til at fremtræde som selvstændig Nation under en politisk Forening med Sverige, eller dets Repræsentanters moralske Evne til at berede Fædrelandet en lykkelig Fremtid ved vise Beslutninger, prøvet eller modnet. Overspændte Begreber om Norges Kraft paa den ene Side, utidige, af Erfaring ikke bekræftede, Ængstelser, paa den anden Side, blandede sig med Lovgivernes Viisdom, forvildede Granskeren, og tillod ikke med sikker Haand at fremsætte noget tro Billede af Tidens Gjerninger og Fremtidens Haab.

En langt lettere Gang har nu den historiske Granskning, efterat meer end et Qvart-Seculum er henrundet siden hiin store Forandring. De fleste af de Mænd, som førte de tvende Hovedpartiers Fane, ere nedstegne i Graven, eller have forladt 11den politiske Skueplads, og Historieskriveren kan meer uanfægtet give dem den Plads i Historien, som deres Færd og Tale monne have berettiget dem til. Historieskriverens Arbeide lettes og derved, at han forefinder paa begge Sider store Navne, som fortjene deres Plads iblandt Fædrelandets Hædersmænd, saa han ved at give Enhver sin Ret maa tvivle om, hvem han skal tildele Prisen, og hvo han maa ansee for at have den vigtigste Deel i at berede Fædrelandet sin nærværende lykkelige og faste indvortes politiske Tilstand. Disse Parti-Høvedsmænd have visseligen havt sine Eftermænd, der endnu ere virksomme i Storthingssalen, og paa forskjellige Maader arbeide paa et Eftermæle, men deres Navn kunne ikke indflettes i den Krands af Constituentere, som have lagt den første Steen til Landets Forfatning. Efterhaanden som Gjenstandenes Vigtighed formindskes paa Storthinget, de gjensidige Forhold imellem Constitutionens Magter ordnes, og enhver Deel deraf enten finder sig tilfreds med Magt-Fordelingen, eller i det mindste anseer en fortsat Strid derom unyttig, eller for den indbyrdes Harmoni mellem Stats-Autoriteterne skadelig, indtræder en fredeligere indvortes Tilstand, og en roligere Overveielse af hvad der endnu bør gjøres for at fuldende det store Værk. Under denne Tingenes Stilling lettes og Granskerens Anskuelse af Constitutionsværkets Historie, saavelsom Fremstillingen af dets indvortes Beskaffenhed. Det hele Reformværk betragtes af vore Landsmænd med andre Øine nu end i dets Begyndelse, og Materien selv kan behandles friere.

12Derhos kan det vel ikke nægtes, at denne Fremstilling maatte, naar den overgaves de rette Hænder, have stor Interesse, ikke allene for Landsmænd, men ogsaa for philosophiske Granskere, som prøve Constitutions-Værket i Almindelighed, og veie den rette Fordeling imellem Grundforfatningens trende Statsmagter. Thi vist er det, at Norges Statsforfatning i denne Henseende har Særegenheder, som ikke let finde Sted i andre Landes Constitutioner, og at baade dens historiske Grund, og det nye Statsforholds lette og frie Udvikling, uden de voldsomme Rystelser, under hvilke Statsomvæltningen andensteds skede, er en interessant Gjenstand for den Grandsker, der prøver Constitutionernes Fremskridt og vejer deres Værd, saavelsom for ham, der vil nedlægge et Billede af vor Statsforfatnings Art og Oprindelse i Efterverdenens Arkiver. Dette indsees tydeligen, naar man betragter de forskjellige Domme, som i vore Dage fældes over det norske Constitutions-Værk. Paa et Sted prises Norges Grundlov, som et Mønster paa den høieste Stats-Viisdom, hvis Elementer fortjene at benyttes i Overveielsen og Bestemmelsen af constitutionelle Forhold. Paa andre Steder ansees Efterligningen deraf som den største Ulykke, der kunde overgaae de Lande, hvor en Forandring i Statsforfatningen ønskes og tiltrænges. Baade Roes og Daddel har sin Grund, deels i Ubekjendtskab med de sande Forhold, deels i de lærde Statsmænds Utilbøielighed til at sætte sig ind deri. De demokratiske Elementer i den norske Statsforfatning have deres Rod i Landets ældgamle Tilstand. I Norge var i denne Henseende lidet Stof til revolutionaire Bevægelser; thi der gaves vel faa Lande, hvor de borgerlige Rettigheder 13udøvedes med større Frihed og Lighed end i Norges Fjelde, og hvor Middelalderens Lehnsvæsen mindre havde fæstet Rødder.Her tages ikke Hensyn til de flere Indskrænkninger paa Vindskibelighedens Vei og den Mangel paa Selvstændighed i denne Henseende, som fandt Sted, og hvorpaa senere gjøres opmærksom. Ved denne lykkelige Omstændighed styrkedes et Lands Kræfter, som af Naturen ikke er rigeligen begavet. Det er visseligen et Særsyn, at Norge, som i flere Aarhundreder var forbundet med et Rige, hvis Statsforfatning syntes at indeholde de meest aabenbare Krænkelser af statsborgerlige Rettigheder, og hvis indre Forfatning bærer dybe Spor af Middelalderens Lehnsvæsen, endskjønt formildet af en human Regjering, kunde gjennem sine Constituenter udkaste og grundfæste en Statsforfatning, der i saa mange Henseender udmærker sig ved sine liberale Bestemmelser, og hvis Indførelse har forvoldt saa liden Rystelse i de bestaaende Forhold. Udviklingen heraf vil ikke være uværdig Læserens Opmærksomhed, dersom den falder i de rette Hænder.

Det Tidsrum, som vi have at gjennemgaae fra dette Aarhundredes Begyndelse, har Forfatteren deelt i trende Stadier. Den første Periode gaar fra 1800 til Syvaarskrigens Udbrud 1807, og omendskjønt denne indeholder Skildringens lyseste Side, saa kan den ikke give Anledning til den vidtløftige Behandling som de senere Perioder, men maa betragtes som en 14Indledning til disse. Den anden Periode gaar fra 1808 til 1814; den indeholder Krigens rædselfulde Aar og ender med Constituenternes Sammentrædelse paa Eidsvold for at udkaste det nye Statsværk. Denne Deel af vort Billede er visseligen den mørkeste, og maa behandles saa meget omhyggeligere som denne Periode i mange Henseender forandrede Landets oekonomiske og moralske Stilling, og beredte Overgangen til den sidste Periode. Det er ogsaa over denne anden Periode Forfatteren bør kunne udbrede det største Lys, da den indtraf i hans Livs kraftfuldeste Alder, og i hans borgerlige Haandterings virksomste Tidsrum, da han stod i Forbindelse med de Fædrelandets Mænd, som nærmest styrede Norges Anliggender paa den Tid, og da hans Stilling, som Forstander for en vidløftig Virkekreds indviklede ham i alle de Farer, der omgave Fædrelandet paa den Tid, udenfor Krigsskuepladsen. Det er imidlertid de sidste Aar af dette andet Tidsrum, som ville kræve den vidtløftigste Behandling, fordi de indeholde de fleste Elementer til en historisk Oversigt. Den sidste Periode gaar fra 1814 indtil et af de Aar, som ligger vor Tid nærmere, og det vil beroe paa Omstændighederne, om Forfatteren derpaa vil kunne lægge Haand. Oldingens Løfter ere usikkre og Rimeligheden af at kunne opfylde dem bortfjærnes dagligen. Arbeidet selv er en Alderdomssyssel, som giver Forfatteren en interessant Erindring om et forsvundet skjæbnesvangert Tidsrum, og som ei var kommen for Lyset medens han levede, naar han ei dertil af sagkyndige Venner var bleven opfordret.

15Forfatteren har ikke allene stolet paa sine egne Erindringer, eller benyttet sine egne Nedtegnelser. Han har heldigviis bevaret i sin Brevsamling flere Documenter som formeentligen udbrede Lys over Dagens Begivenheder; men saa ofte han har maattet stole paa sine Erindringer, eller havt omløbende Rygter om vigtige Begivenheder at fortælle, har han henvendt sig til de Mænd, som tog umiddelbar Deel i den omhandlede Begivenhed eller kjendte den tilfulde. I denne Henseende har han sædvanligen mødt den meest forekommende Velvillie, og han maa sætte disse Meddelelser iblandt de interessanteste Bidrag til sin Historie. Kun i enkelte og sjeldne Tilfælde har han spurgt forgjæves, og er derved sat udaf Stand til at udbrede det rette Lys over enkelte af Dagens dunkle Begivenheder. Forfatteren kan i sin Fremstilling have gjort sig skyldig i Gjentagelser; men deels kunne de samme Billeder let fremtræde paa flere Steder i et historisk Panoram, som dette, deels er der visse Hoved-Ideer og Hoved-Begivenheder hvorpaa en Forfatter lægger særdeles Vægt, deels kan Gjentagelsen være en Skjødesløsheds-Feil. Gjentagelser kunne saaledes være baade vitterlige og uvitterlige; men i alle Tilfælde tiltrænger Forfatteren i denne, som i flere Henseender, den velvillige Læsers Eftergivenhed og milde Bedømmelse. Det følger af Sagens Natur, at forskjellige Begivenheder, Charakterer og Handlinger erindres og bedømmes forskjelligen af Landsmænd. Forfatteren maa saaledes berede sig paa forskjellige Domme over sin Fremstilling, men han haaber, at den Omhyggelighed, hvormed han har søgt at fremhæve den historiske Sandhed, den Critik han har anvendt i Brugen af sine Kilder, og den Varsomhed, 16hvormed han har fremstillet sine Landsmænds Færd, vil berede Værket en venlig Modtagelse og Forfatteren den overbærende Bedømmelse, som ikke vil lade ham angre, at han har ladet denne Slutsteen af sine literaire Arbeider komme for Lyset, medens han er oven Jord.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.