Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

ANDET TIDSRUM. ANDEN AFDELING. FRA 1809 TIL 1814

3Vi træde nu, i denne Histories Fremskridt, ind i det skjæbnesvangre Aar, der indeholdt den første alvorlige forberedelse til en forandring i Norges politiske Stilling, og da de første Elementer til Opløsning mellem de i meer end 400 Aar forenede nordiske Riger begyndte at gjøre. Den urokkelige Vedhængenhed ved den gamle Tingenes Orden, og den trofaste Hengivenhed til den gamle Kongestamme, som herskede i Norge, især i de første Aar af dette Seculum, begyndte om ikke at vakle saa dog haardt at prøves, formedelst en fortsat Trængsel og Nød under den ulykkelige nordiske Krig, og formedelst Standsning af Landets vigtigste Næringsveie. Folket begyndte at anstille Betragtninger over Fædrelandets isolerede og forladte Tilstand under en Krig, i hvilken det forlodes af Venner og omgaves af Fiender. Det begyndte at føle Mangelen af alle de indvortes Indretninger, der kunde give Riget en vis Selvstændighed, og hvis Savn under en fri Forbindelse med Danmark ikke i den Grad var mærkelig. De roligste og det gamle Forbund meest hengivne norske Borgere begyndte at gruble over denne Fædrelandets betænkelige Stilling, og at indsee Nødvendigheden af en Forandring heri, og især af en fredelig Nærmelse til Danmarks bittreste Fiende, England, fordi den afbrudte Forbindelse med denne Stat indeholdt den vigtigste Aarsag til Landets Trængsler og Nød, og fordi den indvortes Vindskibelighed derved lammedes. Den danske Politiks 4Uheld, der stundom sammenblandes med Uklogskab, viiste sig nu aabenbarligen, og Nødvendigheden indsaaes af at indlede andre politiske Forhold, om endog den regjerende Konge ingen Forandring vilde gjøre i det hidtil fulgte politiske System.

Danmarks og Norges Stilling var i denne Henseende aabenbart forskjellig. Danmark har flere indvortes Midler til at igjennemgaae en Krigsperiode og til at raade Bod paa de Trængsler og den Forvirring, som ledsager denne Landeplage. Dets indvortes meest livlige og meest blomstrende Virksomhed kan ikke aldeles lammes uden at det umiddelbart overvældes af fiendtlige Skarer. Imidlertid begyndte Danmark i denne syvaarige Krig selv at føle Ulempen af en Forbindelse med Norge, der syntes ligesom at stride mod Naturen selv. Saalænge Danmark var forbundet med Norge, var det nødt til at dele sin Opmærksomhed imellem et tilstrækkeligt Forsvarsvæsen til Lands og Vands; thi en Flaade var det eneste Middel, som under Krig med Sømagter kunde beskytte Forbindelsen imellem begge Riger. Danmark var saaledes nødt til at anstrenge sin finantsielle Kraft paa et Forsvarsmiddel, som formedelst Europas Forandrede Stilling havde faaet en ganske anden Betydning, for ligesom at bevare den Plads blandt Sømagterne, som det i Middelalderen havde indtaget. I denne Kraftanstrengelse laa tildeels Roden til det danske Finantsvæsens slette Tilstand. Nødvendigheden af dette konstige Forbindelsesmiddel imellem tvende af Naturen ved et bredt Havbælte adskilte Nationer viste sig dobbelt formedelst Arten af de nordiske Rigers Forbindelse. Denne sidstes Ulempe føltes ikke i Fredens Dage, og især ikke under den for Norge fordeelagtige Handels Stilling, hvormed det forrige Aarhundrede endte og det nærværende begyndte.

5Men om saaledes end Norge leed meest under denne Krig, følte dog ogsaa Danmark sig derved nedtrykt, og Forbindelsen med Broderlandet tjente til at forøge Krigens Byrder. Danmarks Finantsnød tiltog end mere formedelst den store Anstrengelse for at lindre Norges Korntrang, og tildeels formedelst den danske Regjerings uhensigtsmæssige, skjønt velmeente Foranstaltninger i den Anledning; den danske Landmand leed, fordi han maatte bringe sit Overskud til de offentlige Magasiner, deels uden Vederlag, deels til nedsatte Priser; Danmarks Kjøbstæder, Embedsclasse og Fabrikker leed, fordi Kornets Priser steeg paa Torvet formedelst de store Masser, som sendtes til Norge, og tildeels bortødsledes under den offentlige Bestyrelse, deels forsvandt eller røvedes under Oversendelsen. Begge Riger følte saaledes Krigens Ulemper og Forbindelsens Unaturlighed under Krigstilstand, men aldrig meer end i Aaret 1809. Denne Følelse af en isoleret og forladt Tilstand yttrede sig vel ingenlunde i Norge i en alvorlig, endnu mindre i en almindelig Attraa efter Opløsning af det gamle Forbund. Haabet om, at den lykkelige indvortes Tilstand, som ved Krigen var forsvunden, under en gjenvunden Fred og en fornyet Handelsvirksomhed kunde vende tilbage, bortfjærnede Tanken om en endelig Opløsning. Men dette indsaaes tydeligen, at den nærværende Tilstand ei kunde fortsættes, og at de forenede Rigers Politik maatte adskilles, dersom den danske Regjering fandt sig tvunget eller beføiet til at fortsætte Krigen med England i den begyndte fiendtlige Stiil. Men just som denne Overbeviisning om Nødvendigheden af en temporair Skilsmisse havde naaet en vis Modenhed, skede et Vendepunkt i Danmarks politiske Færd. Dets Trofasthed i at følge Fastlandets Politik rokkedes ikke; men den danske Regjering tillod Norge midt under Krigens Vaabenbrag 6at indlede en fredelig Forbindelse med England, og Norges Handel og Virksomhed oplivedes i den Grad, at alle Trængsler glemtes, og enhver Tanke om Skilsmisse fra Danmark for Øieblikket forsvandt, og der behøvedes ganske nye og forandrede Omstændigheder, for i Tidens Løb at bevirke den Skandinaviske Forening. Hvad der skede 1809 var imidlertid som et Forspil til denne Katastrophes store Drama.

Vore Undersøgelser i dette Afsnit ere omgivne med særegne Vanskeligheder. Vi have Begivenheder at fremstille, som paa forskjellig Maade ere indsatte i den Tids Historie, og de Mænd, hvis Færd i Fædrelandet har havt den største Indflydelse paa Norges Skjebne, ere høist forskjelligen blevne bedømte af den Tids levende Mænd og historiske Granskere. Paa det ene Sted har Kjærlighed og Høiagtelse Smykket disse Hædersmænds Eftermæle med Historiens høieste Priis, paa det andet er det fordunklet af Mistillid til dered Hensigter og Miskjendelse af deres Handlinger. Det er ikke let for Historieskriveren at finde Sandhed i disse afvigende Domme, og han er ofte nødt til at saare den Ømfindtlighed, som ikke taaler at hengangne Venners Færd sættes i Skygge. Men Historien har i denne Henseende sin Ret, og Historieskriveren kan ikke tilfredsstille dens Krav, uden at fremstille Begivenhederne og Landsmænds Indflydelse paa disses Gang i sin nøgne Sandhed. Sædvanligen sørges der bedre for betydningsfulde Mænds Eftermæle ved en aaben Fremstilling af deres Færd, hvordan den endog i sin Tid af Landsmænd monne være bedømt, end ved et tvetydigt Halvmørke, som gjemmer de vigtigste Led i Hædersmandens Indflydelse paa Fædrelandets Skjebne. Dette føler Forfatteren Klart, at de fædrelandske Mænd, hvis Færd han har søgt at male i sin historiske Sandhed, og som kunde 7blive misforstaaet af Nutiden. som den stundom blev det af Fortiden, høre blandt dem, hvis Minde gjennem Jordlivets dyrebareste Baand er ham saa helligt, at han vilde ansee hver Linie som en Skamplet paa sin Forfattervirksomhed, der mishandlede hine Landsmænds Charakteer, eller gav dem en vanærende Plads blandt Fædrelandets virksomme Deeltagere i Afgjørelsen af dets Skjebne. Men som en Forfatter bør skrive uden Vrede og uden Fordom, bør han skrive uden partisk Hensyn til Venskabsforbindelse, og han maa, saavidt det staar i hans Magt, overgive til Eftertiden rene Billeder om Tidens Begivenheder og Characterer. Forfatteren har saaledes beflittet sig paa at overlade Bedømmelsen af Landsmænds Færd til Læseren selv ved en simpel Fremstilling deraf, saavelsom af deres Skrift og Tale, og han har henskudt sig under deres Dom, som stode hine Mænd nærmest, og vare meest berettigede til at give Forklaring og Oplysning om de omtvistede Punkter. Efter saa mange henrundne Aar kan dette Æmne behandles med Rolighed og Upartiskhed, ligesom Frugten af hine Landsmænds Virksomhed er sammensmeltet med senere Statsomvæltninger og Skjebnens Sammenføininger. Men i Fædrelandet, som har seet disse Mænds Handlinger i deres nærmeste Lys og høstet Frugten af deres ædle Anstrengelser, bør Billedet om deres Færd opfattes, medens det staar levende i Erindringen, og indgraves paa dets Sagatavle, medens det kan laane Sandhed af Samtidens Vidnesbyrd. Forfatteren har derhos dvælet længe ved disse Undersøgelser, og har søgt alle ham bekjendte Kilder for at udbrede Lys og Sandhed over denne Deel af sit Arbeide, for ei at lade nogen anden Uvished blive tilbage deri end den, som er en Følge af den menneskelige Evnes Uformuenhed til at indtrænge i Hjertets Dyd, bedømme Handlingens 8moralske Værd og de indvortes Motiver, som ligge til Grund for dem. Der er ingen Deel af sin Historie, hvori han heller ønsker at tilfredsstille sine Landsmænd, end i denne. Senere Begivenheder ligge vore Landsmænd nærmere, og kunne bedømmes med større Klarhed, medens mangehaande Tvivl have fordunklet hiint fjærnere Tidspunkt af Statsomvæltningens Historie. Medens Fædrelandet plukker ædle Frugter af Statsforfatningens unge Frihedstræ, bør det ikke glemme de Hænder, som plantede det og gave det den første Væxt.

Forfatteren har især i denne Afdeling ikke været sparsom med at tilføie Bilag til sin Text, hvorved Værket kunde synes at svulme til en besværlig og bekostelig Omfang, og han selv at gjøre sig Arbeidet let ved at berige det med Andres Bidrag og tildeels med Uddrag af trykte Skrifter. Men han har selv ofte følt det Ubeqvemme ved, under Løsningen af det Slags Skrifter at henvises til Værker, som ikke ere i almindelig Omløb, eller at maatte sværge paa Forfatterens Ord, uden at kunne undersøge hans Hjemmel. Han gjør ingen Undskyldning for Meddelelsen af de originale, fra ansete og troværdige Mænd ham tilsendte Breve til Oplysning om kritiske Punkter i vor Tids Historie; thi han indseer, at disse udgjøre den vigtigste Deel af hans historiske Fremstilling. Men han regner fornemmeligen hertil de flittige Uddrag, som han har gjort af svenske Skrifter, især af Handlingar rørande Sveriges Historia, fordi disse staae Læserne til Raadighed gjennem Skriftet selv, der befindes paa det store Bibliothek i Christiania; men han har ogsaa i denne Henseende raadført sig med sine Venner, som have fundet disse Bidrag paa sit rette Sted, og han har saaledes ikke betænkt sig paa at omplante dem paa norsk Grund.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.