Bilag No. I

469En Proclamation til de Svenske fra Befalingen
over de i Wermeland stationerede Tropper.
(vide Arndt Pag. 441.)

«Et betydeligt Antal Krigere have grebet til Vaaben for at nærme sig Hovedstaden og give vort fælles, nu ulykkelige og sønderlemmede, døende Fædreland Freden tilbage.

Naar enhver Medborger indseer, at vore Hensigter lade sig forene med hvad Samvittighed og Ære byde i ethvert Bryst, saa kunne vi ikke feile i den faste Overbevisning, at vor uforfærdede Iver vil vorde understøttet og billiget af Enhver, som elsker det svenske Fædreland: af alle vore Vaabenbrødre ikke mindre end af vore ubevæbnede Medbrødre.

Hvilke ere altsaa vore Hensigter?

Vi have rakt hverandre Hænderne paa, at Rigets Fædre og Lovgivere skulle have Frihed til at sammentræde under vore Vaabens Beskyttelse, og at overlægge og beslutte om det lidende og ellers snart ødelagte Fædrelands Anliggender.

Vi have rakt hverandre Hænderne paa, for deres Fødder at nedlægge vore Vaaben, som vi have grebet for deres Frihed; 470uforfærdede Krigeres sammenholdne Sværd ville da om de svenske Lovgiveres Naadssæder danne en Beskyttelsesmuur, som ingen Magt formaaer at gjennembryde.

Vi have rakt hverandre Hænderne paa, at Død og Fordærvelse skal træffe Enhver, som endnu vil forlænge Sveriges Lidelser, det være nu en fremmed Magt eller en indenlandsk Uheldsstifter.

Sveriges tydske Lande ere Fienden overladte; Finland, dette Fædreland for det tappreste og ædleste Folk, er indtaget af Fienden. Vi have rakt hverandre Hænderne paa, at ingen Alen meer af det svenske Fædreland skal overgives i Fiendernes Hænder.

Sveriges Bjergværker og Handel ligge øde. Sveriges Ungdom er reven bort fra Ploven, for nogen og uden Pleie at vorde et Bytte for Sygdom og Død. Landmandens Tyngder og Byrder ere saa store, at han med al sin Taalmodighed ei længere kan bære dem. Udsuende Beskatninger ere uden Skaansel inddrevne; Afmagt, Elendighed og Forvirring gribe fra Dag til Dag paa en gyselig Maade meer og meer om sig. Vi have rakt hverandre Hænderne paa, at Landets Fædre og Vise skulle have Frihed til at gjenskjænke Fædrelandet Lyksalighed, Velstand og Lovens Fred.

Maatte de høiere og lavere Stænder, som vi, modigen og tillidsfulde række hverandre Hænderne paa, at Fædrelandet skal vorde befriet. Deres Samdrægtighed er Rigets Styrke, deres Tvedragt er Undertrykkernes Støtte.

Maatte Sveriges Fædre og Vise snart tilbyde Sveriges Naboer Fred og Tillid; men maatte dette Tilbud ledsages med den Forsikring, at hver svensk Mand heller ligger begraven under 471svensk Jord, end at han seer sit Fædrelands Selvstændighed krænket eller opløst.

Vor Forbundsfrænde England vil vide at agte et Folk, som sønderbryder sine Lænker og befæster lovlig Frihed i sit Skjød. Frankriges og alle Aarhundreders Helt vil høiagte et Folk, som ligner ham i Stordaad og Krigerhæder. Ruslands og Danmarks Herskere, uophørligen stræbende efter Oplysnings og Vindskibeligheds Fremme, ville ikke fiendtligen forfølge et Folk, som har det samme Øiemed. Naar al personlig Forbittrelse er ryddet tilside, saa er Intet tilbage uden fælles Høiagtelse, fælles Fordele, fælles Forsæt at leve og døe som selvstændige Mænd.

Vi have med Bedrøvelse seet Sveriges Hjælpemidler adspredte over Landets vide Grændser, bortødslede uden Øiemed, uden Plan, uden at tilsigte nogen virkelig Nytte, og uden Resultat endog kun paa et eneste Punkt.

Maatte Sveriges sidste endnu overblevne Kræfter ikke unyttigen, eller til virkelig Skade, vorde misbrugt af Uforstand, i Fald Fædrelandet opfordres til Anvendelse af disse Kræfter.

Disse ere vore Ønsker for vort Land. Vi ville med Glæde opoffre Liv og Vel for deres Opfyldelse.

Stor og yndig vorder for Sverige den festlige Dag, da enhver svensk Mand med forsvaret Ære og Selvstændighed vender tilbage til sit fredelige Haandværk, til ny Velstand og Lykke i sit eget Huus.

Forsvaret paa en af Rigets Grændser er for en kort Tid svækket ved vor Afmarsch, men naar Fienden mod al Sandsynlighed, og mod givne Løfter, benytter sig deraf, saa vil han, ved vor hurtige Tilbagekomst, ved blodige Tab snart erfare, hvilken en Forskjel der er mellem Krig, som føres af Herskernes 472personlige Had, og en anden, som udspringer af et troløst Brud paa Nabovenskab.Hentydning paa en Vaabenstilstand, som den danske Overgeneral i Norge, Prindsen af Augustenborg, skal have lovet. Med denne havde Adlersparre pleiet hyppige Forhandlinger og Aftale, sandsynligviis ogsaa om Forhold og Planer, som senere kom for Lyset. (Arndts Anm.)

Vi regne med fuld Tillid paa enhver Krigsbefalingsmands Iver for at virke i Forening med os til at gaae med Lynstraalens Hurtighed og Styrke med os indenlandske Ulykkesstiftere og fremmede Fiender imøde.

Til Slutning vove vi for alle vore elskede Landsmænd at Yttre det Ønske, at den sidst befalede almindelige Krigsstyr ei maa vorde udredet, førend Rigsstænderne have udtalt sig om dens Gyldighed.»

Karlstad, den 7de Marts 1809.

Befalingen over de i Wermeland
stationerede Tropper.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.