Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Bilag No. XI

Breve fra Carl den 13de til Baron Adlersparre, uden Dato men rimeligviis af Juli Maaned 1809.

a.

Min bedste Adlersparre! Jeg feliciterer til en lykkelig Seier og tillige til de gode Tidender, som De har faaet med den nysankomne Parlementair. Mørner reiser i Morgen Kl. 10 Form. og har i Aften faaet sin Instruction efter Overeenskomst. Han maa iligemaade have givet Eder Svar om den nysankomne Nordmands Præsentation for mig i Morgen efter Rapporten. Kan jeg nævne Noget til ham om det nye Valg? Jeg ønskede at vide dette inden jeg seer ham, iligemaade om han er min nys accoucherede Søn hengiven? Lad mig vide dette inden Præsentationen skeer.

Nu ønsker jeg Dem en meget rolig Nat. Det, som i Dag er forefaldet, skal gjøre den meget rolig for mig.
Carl.


b.

Min bedste Adlersparre! Nu begynder Dandsen sin Gang. Gjennem mit Embedsbrev seer De, hvor dumt de bære sig ad, og hvor nødvendigt de finde at lade min nærværende Søn, saa 521godt som mod sin Villie, antage det Tilbud, som han kanskee af en usædvanlig Delicatesse ellers vilde have refuseret. Aarvaagen bør man være saavel fra svensk som fra norsk Side; vaage over at Ingen fra Jylland faaer søveis passere til Norge, og gjøre Surprise der. Jeg lægger dette paa Deres Samvittighed. Denne Tidende kommer ellers à propos for at sætte Nordmændene i Harnisk, om de ere retsindede. Som en ægte Revolutionsmager overlader jeg denne Sag blindt hen i Deres Hænder, forvisset om at den ufeilbarligen maa lykkes.

Med fuldkomment Venskab er jeg altid Deres gode Ven
Carl.


c.

Skrevet i de første Dage af August 1809.

M. b. A.

Med Extrapost kom i Dag til en af Rigets Herrer, Friherre Engström, vedføiede Brev fra Grev Bernstorff hvis Indhold er af den mærkelige Betydenhed, at jeg uden Ophold har villet meddele Dem samme. I den vigtige Commission, som jeg har overdraget Dem, m. b. A., har det ikke kunnet undgaae mig, hvor meget denne Underretning kan være Dem til Nytte. Imidlertid har Ingen her derom faaet mindste Underretning, undtagen Engström og Wetterstedt. Jeg har overdraget den Sidste at meddele Dem, vidtløftigere end nu Tiden tillader mig det, mine Tanker og den Beslutning, som Engström har faaet Befaling at meddele som Svar. Jeg venter med Længsel paa Resultatet af det, som De anførte i det Brev, jeg fik fra Dem i Gaar med Cabinets-Coureer Lundqvist. Fra Axel Mørner har jeg ei hørt et eneste Ord; jeg veed blot at han har passeret Wennersborg; men siden veed jeg ei om han 522er fløiet eller sunket. Han burde være fremkommen, og om saa er, burde jeg ogsaa havt nogen Underretning fra ham. Skaf mig at vide, hvorledes det forholder sig dermed, og sæt mig i Stand til at kunne bringe de uretfærdige Munde her til Taushed. De forstaaer hvad derved menes. Armaden mod Nord er kommen til Øregrund, hvor den har mødt Modvind. Stedingk er kommen til Åland, videre veed jeg for Tiden ei. Farvel saalænge o.s.v.
Carl.


d.

I et Brev til Adlersparre, dateret Stockholm 14de August 1809, siger Carl i en Efterskrift.

P. S. «Jeg maa avertere Dem om, at ingen Coureerfart imellem Norge og Danmark har været afbrudt. Om Saadant er sagt, er det en reen Usandhed. Iligemaade har Statsraad Platen sagt mig i Dag, at en vis Manderfeldt skulde udgive sig for et hemmeligt Sendebud fra mig til Norge, hvilket er en stor Usandhed, og som jeg maa anmode Dem om at dementere paa det ivrigste, og det saa meget mere, som han har været dømt for aabenbart Tyveri.

Ut in litteris.


e.

Fra Samme til Samme.

Stockholm den 15de AugustAugust] rettet fra: Angust (trykkfeil) 1809.

Med Axel Mørner, som kom hid forleden Løverdag Eftermiddag, som var den 19de, modtog jeg Deres Brev, m. b. A., tilligemed Prindsen af Augustenborgs. Jeg behøver ei at beskrive Dem min inderlige Glæde over Sammes Svar, og 523i Særdeleshed det ostensible, som han har tilskrevet Dem. Det maler hans Charakteer og Tænkemaade, samt retfærdiggjør Alt, hvad De har sagt mig om hans ædle Hjerte. Jeg anseer mig nu aldeles tilfredsstillet ved at have valgt ham til min Eftermand, og kan nu med Rolighed døe, da jeg er vis paa at overlade et elsket Fødeland til hans Forsorg, hvis Tænkemaade om Hæder og Ære er saa overeensstemmende med min. Nu længes jeg blot efter at faae ham at see og gjøre hans nærmere Bekjendtskab, samt som en Fader slutte en elsket Søn i mine Arme. Jeg havde ved Indhændigelsen af Deres Brev strax svaret samme Dag som det kom, men da jeg først vilde meddele den hemmelige Committee Sagen, og derved tage det Fornødne i Betragtning, har jeg opsat dette til i Dag. Jeg kommer nu derfra og er bleven tilfredsstillet ved mange glade Ansigter, hvorimod ganske Faa, hvis Næser bleve noget forlængede, have i lige Grad moret mig. Imidlertid agter jeg ei at give Plena nogen videre Efterretning herom, inden Freds-Negotiationerne have taget en stadig Form, som bøier sig mere til vor Fordeel. Jeg har imidlertid proponeret Jönköping til Samlingssted for de danske Negotiationer; men jeg maa henstille til Dem, om det ikke var muligt, at Prindsen kunde formaaes til at begive sig hid, naar Freds-Negotiationerne med Danmark ere aabnede, og at han da i Egenskab af Tronfølger samtykkede i at aflægge Hyldings- og Troskabs-Eden i Stændernes Nærværelse. Derved afbrødes paa engang alt Fælledsskab (gemenskap) med Danmark, og Følgerne af hvad der kunde forefalde i Norge efter hans Afreise kunde iligemaade siden aldrig sættes paa hans Regning. Ligeledes var der en rig Grund for Nordmændene til hastigen at tage deres Parti, i Fald Danmark ansatte en ny Høistcommanderende i hans Sted, 524hvis Ankomst og maaskee strenge og positive Opførsel ufortøvet skulde sætte dem i den Nødvendighed i en Hast at tage det Parti, som ønskes, for at undgaae en ublid Fremgangsmaade. Jeg har befalet, at eftersom Høsten overalt har været meer end gunstig, skal Korn paa alle Steder være i Beredskab for at understøtte Norge, hvor den efter troværdige Beretninger ei har været fordeelagtig, om man ei kan sige at overalt har været Misvæxt. Det kunde og gives Nordmandene tilkjende, at Sverige er rede til paa al Maade at understøtte deres Trang.

Som jeg formoder vil De, m. b. A., snart faae en entrevue med Prindsen. Siig ham paa mine Vegne Alt, hvad det forbindtligste Venskab og Agtelse for hans Person kan indgive mig, og det Indtryk af admiration, som hans hæderlige Svar hos mig har opvakt. Han har derved tilvundet sig min oprigtigste Hengivenhed, og jeg betragter ham fra denne Stund med samme Øine, som en Fader sin Søn.

Kunde De ved denne Leilighed forestille ham, at om han som min Søn vilde optage mit Navn, eftersom det han hidtil har baaret er bleven saa forhadt for vor Almeenhed, var det ikke alene en Glæde for mig, men ogsaa af Nytte for ham – dog gjør heri som De finder tjenligst.

Underret mig forøvrigt om hans Ønske at modtages: om Deputerede fra Stænderne skulle møde ham ved Grændsen, eller reise til hans Residents? Hofstaten, som jeg sender, bør med Nette forføie sig til den sidste; men Alt bør lempes efter hans Attraae, og derom ønsker jeg udførlig Efterretning.

Jeg sender Dem tilbage Prindsens private BrevFormodentlig det Brev, som under lOde Bilag Litr. b er anført. som ei 525skulde vises, samt Bagges, og er altid Deres troe og oprigtige Ven
Carl.


f.

Fra Samme til Samme.

Stockholm den 16de August 1809.

M. b. A.! Jeg fik i Formiddags med Coureer Cronland Deres Skrivelse af 13de, og jeg længes efter Resultatet af denne angelegne og vigtige Sag med den Følelse, som naturligviis vækkes saavel af den varme Deel, jeg tager i Udfaldet, som af den inqvietude, jeg maatte føle, om den skulde mislykkes. Jeg tilbagesender det tilføiede Brev, i Fald det kunde tjene Dem til nogen videre Nytte.

De Danske synes at have alt meer og meer nedsat deres Prætensioner. Et Forbud mod Kaperiet er udfærdiget, og med sidste Post blevet hidsendt af Tawast.

(Han fortæller i dette Brev, at Garnisonen paa Christiansø paa Bornholm havde rebelleret og var deserteret til Carlshamn, og mener, at de Svenske «her havde gjort en god Coup, som i det mindste skal bringe Ministeren paa dansk Side til forøget Hæslighed»).


g.

Fra Samme til Samme.

Stockholm den 28de August 1809.

M. b. A. I Gaar Aftes ved min Tilbagekomst fra Rosersberg modtog jeg fra General Armfeldt en Rapport, som er bleven ham meddeelt igjennem en Reisende, at Prinds Frederik af Hessen paa en Baad er gaaen over fra Jylland til Norge. 526Hans uventede Ankomst frygter jeg kan have en ubehagelig Indflydelse, og jeg iler derfor at underrette Dem derom. I Gaar Aftes meget seent ankom Ankarsvärd fra den nordre Armee, hvor Wachtmeister i 2 Dage har slaaes med Russerne. De have forceret sig igjennem og forladt Umeå tilligemed deres Sygehuus og nogle Kanoner. Deres Tab skal være stort, men vi have og tabt mange Folk. I Dag er Prindsen af Augustenborg høitideligen bleven erklæret som Tronfølger, hvilket skede paa Rigssalen. Wetterstedt og Engström har jeg befalet at meddele Dem forøvrigt alt det Nye, som er forefaldet. Jeg har blot Tid til at skrive disse Linier, eftersom jeg nu skal expedere Ankarsvärd til Nordarmeen. Om nogle Dage skal jeg skrive vidtløftigere; vær alene o.s.v.
Carl.


h.

Fra Samme til Samme.

Stockholm den 31te August 1809.

M. b. A! For tvende Deres Breve af 24de dennes har jeg at takke. Fra Vesten har jeg faaet indsluttede Brev. Jeg sender det som jeg har faaet det, paa det De selv kan dømme om Sagens Natur, og hvad Tro man kan fæste til saadant Snak. Man har desuden berettet mig, at Brevforfatteren har brugt flere inconseqvente Udladelser saavel i Wennersborg som Gøtheborg; han tykkes være misfornøiet med ikke at kunne spille en betydende Rolle. Den han agter sig at udføre, frygter jeg for bekommer ham ilde, om han vedbliver i den Smag.

Jeg tilbagesender Dem Grev Wedels Brev, og i Følge 527deraf venter jeg blot paa Deres Svar paa, hvad jeg i dette Æmne skrev til Dem.

Pengene, som De har begjært, afsender Engström i Dag. Det er alt for godt Kjøb, om de bidrage til vort Øiemeds lykkelige Fuldbyrdelse. – – – Jeg kommer igjen tilbage til min meest angelegne Sag, nemlig Prindsen af Augustenborg. Hav Øinene paa hans nysankomne Vicarius.

De til Frankrige sendte Negotiateurer ere ankomne til Stralsund, og ville skyndsomst fortsætte deres Reise; jeg længes efter snart at høre Noget fra dem. Med Ønske af al Fremgang forbliver jeg o.s.v.
Carl.


i.

Stockholm den 13de Septbr. 1809.

M. b. A. Da den Post, som jeg ufortøvet affærdigede ved Indhændigelsen af Deres sidste Skrivelse, maa være ankommen til Dem, saa haaber jeg at De er underrettet om alle de Foranstaltninger, jeg har truffen til Hovedsagens Befordring. Paa min Befaling maa De og have faaet Underretning af Engström om hvad der er forefaldet, og den mærkelige Declaration, som den engelske Charge d’Affaires, Forster, har givet om sin Ministers Tanker, angaaende Norges Forening med Sverige. Jeg har saaledes ikke villet forøge Deres Correspondance med mine Kragetær; men da Carl Løvenhjelm fortalte mig i Gaar, at han agtede at besøge Dem, har jeg ikke kunnet spare mig den Fornøielse at skrive Dem til for at bevidne Dem min Tilfredshed med alle de gode og vel anlagte Forholdsregler og Skridt, som De har taget til vort store Øiemeds Fremme, hvilket jeg haaber, uagtet alle hidtil gjorte Indvendinger og Modgang, 528omsider dog skal lykkes, trods alle Intriger og til Spot for alle Lykkesøgeres Planer.

I dette Øieblik fik jeg en Rapport fra Puke, at han med den store Flaade lykkeligen er kommen til Øregrund, endskjønt han paa Reisen har været hjemsøgt med Taage og Storm. Den Mand er uforlignelig, og saadanne Folk voxe ei paa Træer; ligesaa kjæk som forstandig, elsket af sine Underhavende, har han ikke sin Lige, og jeg føler mig lykkelig ved at eie en saadan Embedsmand. Jeg længes nu snart efter at faae høre glædelige Tidender fra Norge. En Coureer til Norge er passeret Helsingborg. Hans Navn er Wedel-Jarlsberg; han er ved den danske Garde til Hest.

Farvel nu saa længe o.s.v.
Carl.


k.

Fra Samme til Samme.

Stockholm den 21de Septbr. 1808.

M. b. A.! Jeg fik i Gaar Aftes fra Wetterstedt Deres Brev til ham med Indholdet af den nye Vaabenhvile. Jeg feliciterer Dem til vundet Endemaal. Tidenden glæder mig, og jeg længes efter at faae den endelige Bekræftelse af Dem for end meer at takke Dem derfor. Jeg haaber saaledes, at dette nærmer os endnu mere til den afgjørende Sags Stund. Benævnelsen: en militairsk Vaabenhvile er besynderlig; thi man har aldrig hørt om en civil Vaabenhvile. Det er sikkerligen en Arv, Nordmændene have faaet af de Danske, at tale figurative som de; men det maa forblive for deres Regning. Naar Hovedsagen er god, er det forøvrigt ligegyldigt hvad Navn man behager at give den; blot frygter jeg, at Benævnelsesmaaden underkastes 529en Ridicule af visse slette Railleurer her; men det maa blive deres Sag; den leer bedst, som leer sidst. – – I Ridderhuset kives om Smaating, som ei angaae det Hele. Individuelle Interesser kappes med hverandre, uden at der i Hovedsagen gjøres Noget for det Almindelige. Det er for beklageligt, at de, som ved deres Byrd ere Tronen nærmest, bortfjærne ved deres sædvanlige Opførsel den Agtelse, som de burde have for deres Modstander. De la Grange kan berette alle Medlemmernes besynderlige Motioner og Optrin. – –


l.

Den Samme til Samme.

Stockholm den 22de Septbr. 1809.

M. b. A! I Morges Kl. 8 ankom Cabinetscoureren Østbom med den af Ambassadeur Stedingk og Gen. Adj. Skoldebrand underskrevne Fredstractat til min Ratification. Hvorvel Vilkaarene ere svære formedelst Finlands Afstaaelse, saa seer jeg mig dog tvungen, gjennem det Ønske Almeenheden har yttret, til at undertegne for at skaffe mit Fædreland Rolighed. Jeg anseer mig lykkelig, ei at have været Aarsag til Tabet af et Land, hvis Indbyggere paa en for Efterverdenen saa mærkelig Maade har lagt for Dagen deres Kjærlighed til et elsket Fædreland og en usvigelig Troskab mod sin Regjering. Denne for mig saa smertelige Catastrophe er Følgen af den Conduite, som den forrige Regjerings forvirrede System har foraarsaget, og den er saa almindelig bekjendt, at jeg Gudskeelov er fri for alle de Beskyldninger, som maae sættes paa Følgen af forrige Galskaber. For Tiden sat ud af Stand til at hjælpe en uhjælpelig Sag, befrier min Samvittighed mig, og den trøstende Tanke bliver mig tilbage, at jeg paa ingen Maade har undladt at 530gjøre Alt, hvad jeg har kunnet, for at formindske Tabet samt skaffe Sverige Fred og Ro. Vor nærværende Grændse er fra norsk Grændse langs med Tornea Flod gjennem den botniske Bugt, Ålands-Havet og Middellinien af Østersøen. Danmark er ikke blevet indbefattet i Freden, hvorvel det har meget drevet paa samme gjennem Baron Blume, dets Minister ved det russiske Hof; han havde ogsaa til den Ende indfundet sig i Frederikshamn for at faae Anledning til at gjøre sine Paastande, men blev af Grev Romanzow selv til Slutning afviist derfra. Vi have saaledes sluppet nogen russisk Mægler. Jeg venter nu yderligere en dansk Negociateur efter min første Proposition. Det bliver curieust at erfare, hvorledes denne Fred bliver betragtet i Norge, da Rusland ei har nævnet Danmark i sin Fred. Jeg troer at det kan gjøre en god Virkning. Om et Par Dage skal Alt forelægges Stænderne. – –

Carl.


m.

Rosersberg den 8de Octbr. 1809.

Fra Samme til Samme.

M. b. A. Med Capitain Bagge modtog jeg i Onsdags Aftes Deres Brev af den 1ste d. M. Dagen derpaa ankom fra Grev Bernstorff et Brev til Engström med Tilkjendegivende, at en Rosenkrantz var udseet til Fredens Afslutning, og skulde til den Ende indfinde sig i Jønkøping. Minister Adlersberg fik ufortøvet derom Befaling og Svaret afgik i Torsdags. Saaledes er Fred paa alle Sider at vente.

Hvad Udsultningssystemet angaaer, da har dette aldrig været min Plan; jeg har anseet det for ulempeligt og halve Midler, der aldrig due. Vil man en Sag med fuldkommen 531Villie, bruger man saadanne Midler, som aldrig svige, nemlig Haandkraft. Den stærkeste har da altid Ret, og den listigste Uret. Er det Nordmændenes Villie, bør de tale af Skjægget og stoppe Munden paa de Sadducæer.

Silfersparre har jeg aldrig befalet, ei at sælge Noget af de vestre Magasiner, men overlader Saadant til Deres Bedømmelse; han har rapporteret mig, at han har adlydt min Befaling. – –

Jeg haaber, at Freden med Danmark skal være afgjort inden Maanedens Slutning, og at jeg saaledes ogsaa snart at faae min Eftermand at see, efter hvis Ankomst jeg længes. – –


n.

Stockholm den 20de Octbr. 1809.

M. b. A! Med Grev Ankarsvärd modtog jeg Deres Brev af den 12te Dennes. Om de omtalte Contusioner, som ere indtrufne ved Vestarmeen i Henseende til Krigsforvaltningen og General-Felttøimesterens Expeditioner, har jeg befalet Rettelser. En ilde forstaaet god Hensigt har været Aarsagen til dem, som herefter skal blive rettet. Det vilde være for vidtløftigt her at omtale alle besynderlige og uanstændige Scener, som her ere forefaldne; dog er det nødvendigt endnu en Tid at have Taalmodighed indtil Æblet bliver modent. I Dag er der kommen Extrapost fra Grev Bernstorff, at den forventede danske Negociateur inden kort Tid skal tiltræde sin Reise, og at man blot venter Kongens Tilbagekomst fra Holsteen, som vel skeer om faa Dage, for at expedere ham. Jeg længes med Utaalmodighed efter denne Sags Slutning for snart at kunne see min Efterfølger, hvilken jeg ønsker maa række mig 532Haanden, som en hæderlig Mand i mine brydsomme Bekymringer. – –

Carl.


o.

Stockholm den 23de Octbr. 1809.

M. b. A,! – – Da jeg troer, at De for nærværende Tid kan virke meget paa Prindsen af Augustenborgs Beslutning, at foretage den forestaaende Reise til Kjøbenhavn, hvorhen han anseer det for sin Pligt at reise, for at give den Konge han hidtil har tjent et Erkjendtlighedstegn, saa maa jeg anmode Dem, som min Ven, at hindre denne Reise paa alle Maader ved Deres Forestillinger. Jeg troer, at det er min Skyldighed ligesaa meget at fraraade denne Reise for hans egen Skyld, for at betage den her værende Almeenhed, og især dem, som ville paa alle Viis kaste en Skygge paa hans Forhold, Aarsag til den Daddel og Misnøie, som en saadan Reise skulde afstedkomme.

Hele Verden veed, at det danske Hof er aldeles misfornøiet med hans Udnævnelse. De frugtesløse Skridt, som det har gjort for at tilintetgøre dette Valg hos den franske Keiser, Keiserens nyligen til det russiske Hof givne Approbation dertil, den qvalte Bitterhed, som under falske Complimenter fremlyser i alle dets Ministres Yttringer derom, den unødvendige Langsomhed, som det danske Hof desuden anvender i Afsendelsen af dets Freds-Negociateurer, hvilket iligemaade vidner om dets Uvillie – Alt beviser, at Prindsen af Augustenborgs Ophold i Kjøbenhavn kan ei Andet end blive desagreabelt om ikke farligt for ham. En saadan Reise giver ligeledes hersteds dem Vaaben i Hænderne, som gjøre unyttige 533Forsøg paa for Veltænkende at formindske den gode Opinion, som man har søgt paa alle Maader at fæste i Alles Sind. Alle disse Grunde overlader jeg til Deres Prøvelse, som har været det kraftigste Hovedmiddel til hvad der er gjort, og jeg kunde ei være min tilkommende Eftermands Ven, om jeg ikke som ærlig Mand derom yttrede mine Tanker. Jeg besværger Dem derfor at afvende denne Reise, hvorved De frelser ham fra en sikker forestaaende UlykkeOm endog i sin Tid noget Skin af en saalunde formodet Fare fandt Sted, saa veed man nu saa meget sikkrere, at den var aldeles ugrundet. Det er endnu den Dag i Dag og bliver det rimeligviis evindeligen uforklarligt, hvorledes saadan Mistanke kunde opstaae om en udmærket ædel Nations udmærket ædle Regjering. (Den fv. Udg. Anm.) som jeg ‘frygter saameget meer, om Reisen gaaer i Fuldbyrdelse, som det er en mærkelig Omstændighed, at en vis Mand har sagt, at En har spaaet, at han ei skulde leve længe. Naar jeg lægger dette sammen med Reisendes Omtale, er et saadant Snak ei uden sin hemmelige Grund. Uden directe at nævne mig, gjør heraf den usage De finder bedst.

Hvad den norske Handel angaaer, agter jeg derom at gjøre Motion i Statsraadet, og jeg haaber, at samme inden kort Tid bliver bekjendtgjort, og med det Ord: «indtil videre», som De har foreslaaet. At miste en hæderlig Mand, er altid et smerteligt Tab; det er saameget føleligere, naar det er en Mand, som har opoffret sin hele Tid paa sit Fædrelands Bedste. Dette Savn hædrer saavel Prindsen som Nordmændene. Danske Chicaner styrke mine Betænkeligheder om hans forestaaende Reise. Deres svage Politik gjør dem falske, og Falskheden er capabel til Alt, naar Frygt og Had støde sammen. Derfor 534siger jeg end engang: gjør, hvad gjørligt kan være, for at hindre denne Reise, som i al Fald kan hjælpes ved et Haandbrev fra ham til hans forrige Monark. Det er mig ukjært, at han har tabt sin Ven; saadanne ere sjeldne for Personer af vor Stand, og deres Tab er uerstatteligt. Det er af lige Beskaffenhed, som om man mister en Arm eller et Been; man kan vel have Nytte af den øvrige Krop, men man savner altid hvad man har tabt, og Mindet om Tabet er en smertelig Følelse, som aldrig kan hindres.Herved menes vel Major Darres Død, som indtraf ved denne Tid.
Carl.


p.Side 124 er henviist til 11te Bilag o istedetfor til 11te Bilag p.

Stockholm ben lOde Novbr. 1809.

M. b. A.! Med megen Fornøielse modtog jeg i Gaar Middag Deres Brev af 9de dennes, som De har afsendt med Coureer. Med meget Andet, hvorfor jeg har at takke Dem, har De ogsaa ved dette Tilfælde forøget min Erkjendtlighed ved Deres lykkelige Bestræbelse for at afvende Tronfølgerens vovelige Reise til Kjøbenhavn. Hans Brev er et nyt Beviis paa hans hæderlige Tænkemaade, det bekræfter de Tanker, jeg altid har næret om hans ædle Egenskaber, men borttager dog ei hos mig Grunden, der foranledigede mig til at nære en vis Frygt for Følgerne af en Reise, som i alle Henseender kunde blive farlig for hans Person, der paa enhver Maade ligger mig alt meer og meer om Hjertet, og som jeg anseer bunden til mit og mit Fædrelands Fremtids Vel. (Det Følgende af 535Brevet indeholder Maaden, hvorpaa Prindsen skulde modtages i Sverige, og som senere blev fulgt. Brevet ender derpaa saaledes):

Saasnart De har havt Deres første Samtale, lader De mig dette vide gjennem en Coureer af en dermed fortrolig Adjutant. Ved Deres Sammenkomst med ham, underretter De mig om, hvilke Domestiker han vil tage med sig. Danske Cavallerer undviges, thi de kunne ei betjene en svensk Kronprinds; ligeledes maa jeg paany minde Dem om Forandringen af Navnet Christian. Vil han at jeg adopterer ham som Søn, er dette det bedste Middel. Det satte mig strax paa en mindre fremmed Fod med ham, og jeg vilde have den dobbelte Glæde at blive Fader og faae en hæderlig Mand til min Søn. Det Nationen saa forhadte Navn Christian hørtes ikke mere, og blev desuden ei mere et Middel til at beskygge en Person, som jeg ønsker skal besidde Alles Kjærlighed og Tillid, uden at den skal blive deelt i Folkets Hjerter. Jeg ledes af den Attraa, at vi efter hans Ankomst skulle være Eet og aldrig en Gnist af Afsondring skal findes mellem os. Jeg ønskede og oprigtigen at kjende hans Ønsker med Hensyn til hans private Liv, for at bidrage til alt det, som paa en eller anden Maade kan være ham behageligt, hvilket jeg beder Dem at sige mig oprigtigen og uden Krus.

Efterat jeg har givet Dem, m. b. A., mine Tanker tilkjende om det første Punkt af Deres Brev, som jeg anseer for det vigtigste, maa jeg komme til det andet. Jeg er meget vel tilfreds med Deres Foranstaltninger i Gothenborg, og hvorvel jeg haaber og formoder, at de med Guds Hjælp blive overflødige, stemmer jeg overeens med Dem deri, at de blive uforandrede til Rigsdagens Slutning. Vore Fremmede kives her, og 536trække Tiden ud, alt hvad de kunne; de søge her som andensteds at udsprede Misnøie og Uro, men jeg haaber at holde dem fra Livet. Deres Tale skal blive uden Virkning ved vor nye Søns Ankomst, om ikke før, og naar de omsider engang skilles ad og drage til Provindserne, har jeg Grund til at troe, at deres herværende Opførsel vil gjøre en modsat Virkning der, og at de, som ei vogte sig, ville beklage at maatte til deres egen Ulykke sande det gamle Ordsprog, at den, som graver en Grav til en Anden, falder som oftest selv deri.Mon dette kan ansees som en Spaadom om det siden indtrufne sørgelige Optrin i Hovedstaden? (Den fv. Udg. Anm.)

De trange Pengeressourcer, og visse herværende Medlemmer af Statscommitteens Skrig, foraarsagede Indskrænkningen ved Vestarmeen, da Stilstanden blev bekjendt. Jeg har siden sat Officererne paa Reisereglement. Dette var vel endnu ei kommet til Dem, m. b. A., inden De skrev Deres sidste Brev, men jeg haaber, at det nu er Dem tilhændekommet. Ligesaa har jeg befalet Engström og Wetterstedt at meddele Dem de sidste saavel indenlandske som politiske Nyheder. De senere ere tilfredsstillende; de første ere som sædvanligen blandede med Dumheder og Sottiser, som skulde skræmme dem, der ere meer uvante end jeg til alle Rigsdagsplaisirs, men som i mine Tanker ere saa nøie forbundne med Sagens Natur, at de ei kunne undviges, og som ved alvorlig og kold Conduite visseligen lede til Besvær for den Styrende, men dog til ingen Følger for det Almindelige. Hvad det Første angaaer, saa faaer man gjøre sin Skyldighed. Besværlighederne ere nøie forbundne med mit Kald, og derpaa maa jeg ei regne saa ængstelig, saalænge der ei er nogen Uleilighed at befrygte af det Første, hvilket dog i 537alle Henseender bør være det vigtigste, og paa en eller anden Maade være fredet mod alle utilbørlige Anstød.

Jeg tilbagesender Prindsens Brev: det er for vel skrevet til ei at overgives til sin Eier; jeg anseer det som et classisk Opus.

Jeg slutter med fornyet Anmodning om at forsikkre Prindsen, naar De træffer ham, om mit uforanderlige Venskab, Agtelse og Velvillie, og at jeg ønsker derpaa at give ham uomstædelige Beviser.

Carl.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.