Breve fra Wetterstedt til Adlersparre.
a.
Stockholm 17de August 1809.
Cronland bragte mig i Gaar Dit Brev af 11te, for hvilket jeg maa bevidne Dig min meest venskabelige Hengivenhed.
547Visseligen bør aldrig den dyrebare Forening imellem Sverige og Norge tabes af Sigte, og den mandige Selvfølelse aldrig forspildes, hvorigjennem en Fristad for Verdens Selvstændighed muligen kunde beredes inden den nordiske Halvø; men herved forekomme vigtige Betragtninger, hvis Grund Du sikkert med mig vil dele. For Øieblikket ere vi aldeles enige; Rigets Trang til en snar Fred er af Dig erkjendt; ingen Erobring, ledsaget af nye Farer, skulde i vor nærværende Stilling kunne erstatte Opsættelsen af Fredsværket. Lad os derfor nu flytte os til en fjernere Fremtid, da Nordmændenes Sindelag for Sverige vil have vundet sin endelige Udvikling, da ei mere Fjeldene adskille stridige Folkeslag, og Sverige efter nogen Tids Pusterum kunde vinde sine Kræfter tilbage, i det mindste i den Grad, at det kan give den vundne Territorial-Forøgelse Vægt, Beskyttelse og Forsvar. Kunne vi vel, siger jeg, i denne Forholdenes Stilling, under Forudsætning af at Foreningen med Norge skede mod Frankriges Ønske, og at vi saaledes paadrage os Krig med denne Magt, med Rimelighed haabe i Længden at kunne, endog med Englands Bistand, hæve os til Hevnere, og Forsvarere for det faste Lands Frihed, og især at lykkes i dette djærve Forehavende? Enten falder Frankriges kjæmpestore Behersker i Løbet af sine endnu ufuldendte Planer og den Regjerings-Bygning, som han har opført, adsplittes over hele Europa og tilbageskjænker dettes Troner den forrige Selvstændighed, i hvilket Fald Ingen paataler Sveriges Sammensmeltning med Norge; og Rusland, ligesom England, af alle mulige politiske og commercielle Grunde bestemt til et nøie og vedvarende Forbund, gjerne seer vor Opmærksomhed afledt fra vore østre til vore vestre Grændser. Eller og er og forbliver Napoleon Continentets Behersker, og strækker sin Magt ligesaavel 548til os som til fjernere Landskaber, om vi tæt slutte os til hans uforsonlige Fiende, England. Jeg tilstaaer, at vor locale Beliggenhed er fortræffelig, men Udsigten til en evig Krig for at bevare et Forbund med Storbrittanien giver mig alligevel intet trøstende Resultat; thi Tilgang til Folk, om ei til Penge, skulde altid fattes. Krigen, just fordi den bliver defensiv og ført i Vintertiden, da ingen engelsk Søstyrke kan beskytte os, vil blive baade folkespildende og besværlig, da en lang og tilgjængelig Kyst er at forsvare; thi jeg forudsætter altid, at Rusland og Danmark, saalænge Napoleons Magt er den samme som nu, stedse paa hans Vink gribe til Vaaben, om Noget skeer paa vor Side, som kunde være stridende mod hans Universal-Planer. For saaledes at resumere mig, troer jeg – men kan bedrage mig – at Norges Forening med Sverige, garanteret af Frankrige, bliver sikkrere og mindre farlig, end samme Forening, forbunden med en Krig med Fastlandet, hvorved den engelske Sømagt blev vor Beskyttelse og Værn. Du svarer mig, at fri Handel er det eneste Middel, som vil bevæge Norge til at erklære sig for os; men mon England, i Tilfælde af en almindelig Krig uden med denne Magt, kan forsyne Norge med saa stort Qvantum Korn, som kan tilføres det fra Jylland og Arkangel? Desuden om Frankrige i Fremtiden, og jeg haaber denne monne ei være langt borte, angriber Rusland og opfordrer os til at virke paa vor Side, hvilket sikkerligen er det største Stød, som kunde stiles mod den engelske Handel paa Østersøen, hvad bør vi da gjøre i det Tilfælde de russiske Barbarer vises igjen tilbage til Asien? Skulle vi overgive Finland, og ei med Opofrelse af vor sidste Kraft søge at tilbagevinde en tusindaarig Besidddelse af det Land, hvor enhver Indbyggers Navn fortjener at ristes med uforgjængelige Runer paa Fædrelandets 549Altar? Jeg er overbeviist om, at der blot kan være en Tanke herom; og skulde Valg nødvendigen finde Sted imellem Finland og Norge, saa, hvorvel jeg erkjender det sidstes Fortrin i geographisk og militair Henseende, skulde jeg ei kunne sove roligen i min Grav, om jeg ei havde stemt for vore Medbrødre. England kan med den bedste Villie aldrig skaffe os Finland tilbage; det kan ei heller i Længden forsvare os i en Krig, hvortil en, ei af Europas Continental-Magter bifaldt Forening med Norge skulde give Anledning. Derimod kunne begge disse Tilfælde lempes paa Frankrige. Fra Seinens Strande kan den Tordenkile slynges mod Nevas Bredder, som nu har rammet den adleste Formuur for Sveriges Fremtids Selvstændighed, og da først kunne vi som frie og selvstændige Mænd nedstige i vore Grave, naar de nordlige Strande af Østersøen fra Ladoga til Nordsøens Havne blive et eneste Folkeslag.
England har selv tilladt os Havnelukkelsen, og med Varme endt den Varsomhed, hvormed vi ere gaaet tilværks i Spørgsmaalet om denne Begivenhed, men ganske sikkert er det, at den Interesse, som vi nu vække hos det engelske Ministerium, forsvinder aldeles, dersom Rusland svinger om og gaaer over til det engelske Parti; thi da aabnes for England en saa vidt udstrakt Udsigt paa Handelsveien, at Sverige ej engang mere bemærkes. Da er det den gamle Modvægts-Plan indtræder, som er Sveriges Interesse til Frankriges. – Men jeg har været baade vidtløftig og besværlig i Haab om at Du med sædvanlig Godhed tilgiver mig.
Oberste Gahn har faaet et Brev fra Kongen, som vedlægges i Afskrift. Du skriver saa mystisk, at jeg ei anderledes kunde concipere det, og jeg haaber at det maa være tilstrækkeligt. – Grev Mørner turde nu vel ei længere udeblive. Uroen 550og Efterspørgslen om Svaret fra Norge tiltager dagligen, og der paastaaes endog, at En og Anden har villet forsøge at gjøre Anmærkning om en Seendrægtighed, som tilskrives en mindre Opmærksomhed for Rigets Værdighed.
Vale etc.
Wettterstedt.
b.
Fra Samme til Samme.
Stockholm 22de August 1809.
Kongen har i Dag meddeelt den hemmelige Committee i Oversættelse saavel Prindsens Brev til hans H. M. som hans paa Norsk til Dig. Det sidste er i Særdeleshed vel og værdig en forfattet. Af den Tale, som Kongen holdt i Committeen, maa jeg vedføie en Afskrift; jeg haaber at den maa være overeensstemmende med Din Maade at bedømme dette Anliggende paa.
Jeg har læst de private Breve, som Kongen selv vil tilbagesende. Gr. W.s har hele Stemplet af en mandig og kraftfuld Charakteer; men ikke desto mindre troer jeg altid, at vi, for at faae Prindsen, først maa gjøre Fred, og saalænge Fred ei er gjort, og han saaledes bliver tilbage i Norge, skeer intet Udbrud; men at det er og bliver bedst, mindst farligt for Tiden og meest ledende til en Garanti for en uforstyrret Besiddelse i Fremtiden, om vi paa en fredelig Maade kunde tilvejebringe Foreningen mellem Sverige og Norge.
De danske Sager faaer Du af Engstrøm. Grev Romanzom har sagt, at den danske Minister i Petersburg har pleinpouvoir til ogsaa at underhandle om Fred. De ende aldrig hvor de begynde.
551c.
Fra Samme til Samme.
(Han anfører deri, at han ei anseer Åland saa vigtig, at Tvisten derom skulde lede til en fortsat Krig, især naar Havnelukkelsen modificeres, og tilføier derpaa): «Er det sandt at Wedel er reist til Kjøbenhavn for at udvirke Tilladelse for Prindsen at komme strax? Denne Tidende har jeg fra Kongen.
Jeg maa prevenere Dig, at H. E. har tilskrevet General Armfeldt, for at foreslaae ham at nedlægge Befalingen over den vestre Armee.
d.
Stockholm 28de August 1809.
Nu kom Brev fra Lagerbjelke. Han var endnu den 24de i Ystad for Modvind. Prindsen af Hessen skal lykkeligen være ankommen til Norge; i det mindste har man fra dansk Side med megen Affectation underrettet os derom. Det var interessant at vide, hvad Sensation denne Fyrstes Ankomst har gjort i Norge.
e.
Stockholm 29de August 1809.
Efterat den hemmelige Committee er bleven hørt og eenstemmigen, med visse ubetydelige Modificationer, er bleven staaende ved den Beslutning, at Riget i sin nærværende Stilling ei videre kan udholde Krigen, hvorfor Fred med Rusland tilraades endog paa de opgivne Vilkaar, om deri ingen Forandring muligen er at vinde, blev i Gaar Statsraadet in pleno med Statssecretairen sammenkaldt, og der blev iligemaade Freden 552den almindelige og eenstemmige Tanke. I Følge deraf er Svar afgaaet til Rusland, grundet paa følgende Punkter:
1) At anvende alle mulige Forsøg paa at forsvare de omtvistede Punkter.
2) Afgive den Forpligtelse, at Åland ei skal blive befæstet, om denne Ø forblev i svensk Vold.
3) At fordre samme Forpligtelse, om den aftrædes til Rusland.
4) Erklære at, om Intet hjælper, vil Kongen saavel om dette Punkt som om Grændsen ved Calix indhente Napoleons Naad og Tanke, inden en afgjort Beslutning tages.Det sees af Carl Johans senere Breve til Napoleon, at Sverige dengang virkelig henvendte sig til Frankriges Keiser i den Anledning, men fik til Svar: «Henvend Dem til Keiser Alexander, han er stor og ædelmodig.»
5) Give efter om dette frugtesløst fremstilles.
Den Mediation, som tilbydes Frankrige, skal, om Ruslands Stilling til dette Rige er usikker, virke Eftergivenhed hos det russiske Hof, for ei at indblande den franske Keiser i Fredsunderhandlingen; eller og – om Rigsgrændsen, som nu paastaaes, i Forveien er bleven aftalt imellem begge keiserlige Hoffer – tydeligen lægge for Dagen for Nationen, som stoler i Almindelighed paa Frankrige, at man da først har givet efter, naar der ei længer var Udvei til Opsættelse uden at sætte Fredsværket paa Spil, der kræves saa høit af Nationens almindelige Stemme, af Successions-Ordenens fremtidige Fasthed, og Nødvendigheden af at knække et vist herværende Parti for den forrige Kronprinds. Jeg har skrevet et langt Votum i Statsraadet, som jeg med det Første skal sende Dig, og som tydeligen udvikler, hvor uundgaaelig nødvendigt det er at slutte 553en hastig Fred, for at frelse hvad der endnu er tilbage af Riget, befæste en endnu vaklende og af deelte Partier omgiven Trone, forskaffe os en Kronprinds, som vi af meer end een Grund behøve, og give Steenkulsarbeidere og Consorter lange Næser, der give et blodigt aristokratisk Sindelag Luft til Fordeel for et saakaldet lidende Barn. Mærkværdigt er, at Grev Romanzow – i Følge hvad en i Forgaars ankommen Courers Depescher omtale – har sagt til Baron Stedingk: «chaque pays a ses epoques; si la Suede trouverait occasion dans l’avenir de faire ses negociations d’un autre coté, comme nous en avons fait du coté de Finlande, nous ne pouvons certainement pas nous y opposer». H. G. Stedingk har faaet Befaling ei at tale Noget om denne Yttring, men med Forsigtighed føle sig for, om dette vil sige noget mere end en almindelig Høfligheds-Phrase for at trøste os over vort Tab. Ligesaa mærkeligt er det ogsaa, at en Hr. Krehmer, Groshandler i Petersborg, skriver til en herværende Hr. Lang: «Die Sachen konnten hier eine grosze und wunderbare Veränderung nehmen». Naar dertil lægges Engelskmændenes gjentagne Formaninger til os at gjøre Fred, deres fortsatte Vægring ved at erkjende Kongen, deres Lamhed og aabenbare Consideration med Hensyn til Rusland, som nu er gaaet saa vidt, at de have sendt tilbage de 4000 Matroser, som forrige Aar toges i Lissabon paa Admiral Senjawins Flaade: saa kunde det vel hende, at Rusland og England ere hemmeligen overeenskomne om at nærme sig til hinanden efter sluttet Fred med os. Men da kunde det let hende, at vi gjennem disse forenede Omstændigheder, og uden Vanskelighed, fik Norge os overladt. Det Samme gjælder og, om vi i Forening med Frankrige skulle angribe Rusland. Dette Anfald bliver imidlertid heel vanskeligt, eftersom den engelske 554Flaade naturligviis skulde afskjære alle Communicationer. Du faaer i Dag Armfeldts Conversation med Kaas. H. E. Stedingk er bleven underrettet om den Usandhed, som er bleven sat paa hans Regning.
Jeg haaber, at Prindsen og Du blive tilfredse med den Maade, hvorpaa jeg har conciperet Kongens Tale paa Rigsdagen.
Efter Din Samtale med Prindsen turde vi faae sikkrere Opgave om den slette Rolle, Prindsen af Hessen spiller i Norge.
Vale
W.
f.
Stockholm 26de Decbr. 1809.
(Taler om den Strenghed, hvormed Napoleon vil have Havnenes Lukkelse udført. Derpaa tilføier han:)
«Imidlertid ere alle stødende Udtryk mod England borttagne, og ei engang Spørgsmaal om Missionerne. De forsvinde alligevel ganske sikkert.
Ordres ere givne til Paris at give efter og undertegne. Det sidste er formodentligen allerede gjort inden Ordren fremkommer. England er averteret, og kan ei klage, i det mindste ikke over Mangel paa Oprigtighed fra vor Side.
Champagny har sagt: «La Russie peut étre mecontente, mais elle n’osera. Elle nons a manqué de paroles pour vons arracher l’isle d’Åland.
Jeg sender en Afskrift af Instructionen for H. E. Fersen. Begge Deres Exellr. have været nær ved at komme i Rangstrid. Du skal i Overmorgen faae flere Afskrifter og Detailler i disse Etiket-Spørgsmaal.
555H. M. K. anmærkede, at Du som Statsraad er af for høi Grad til at præsentere for Prindsen, hvorfor dette er overdraget Kammerherren. Kulbergs Placering hos Prindsen beroer paa H. K. H.s eget Godtbefindende.
Kongen har befalet mig at anmode Dig om ufortøvet ved Svinesund at tale med Prindsen om H. M.s Ønske at adoptere ham som Søn, samt i saa Tilfælde at kalde H. K. H. Carl August. H. M. ønskede, at Du directe vilde hidsende Underretning om Prindsens Svar, saa at H. M. derefter kunde rette sine Demarcher.
Vale etc.
W.
g.
Stockholm 28de Decbr. 1809.
– – – – I den sikkre Formodning, at Du nu ikke unddrager Dig for at modtage Prindsen, og derved undviger den ubehagelige Virkning, som dette skulde have paa hele Landet, tilbagesender jeg Dig nu Storadmirals-Diplomet, for af Dig at overleveres H. K. H., og iler at indgaae i nogle for Reisen nødvendige Detailler.
– – Iligemaade har Capitain Bagge sagt, at Prindsen ei har egen Eqvipage længere end til Svinesund, og at han der ventede at faae Vogn mod sig. I Følge Grev Fersens Instruction er, som jeg med forrige Extrapost af 26de dennes kommunicerede Dig, seer Du, at Prindsens herfra sendte Reise-Eqvipage ei før end i Gothenborg skulde møde. Du turde derfor, i Tilfælde Du, ei kan anskaffe noget tjenligt Kjøretøi, som kunde bruges imellem Grændsen og Gothenborg, med den samme Coureer, som Du afsender angaaende Hof-Oekonomiens 556Besørgelse til Udevalla, for Fersen ogsaa yttre Dig angaaende Behov af en Vogn, da en saadantilligemed Oekonomien skal blive Dig sendt til det af Dig bestemte Sted.
I Dag er Kronprindsen i et Extra-Ordens-Capitel bleven udnævnt til Ridder af Seraphimen med Ret til at bære tilligemed denne Ordens Insignier ogsaa Sværd- samt Nordstjerne-Ordenen, samt ufortøvet efter Modtagelsen anlægge og bruge den.
Du har i Dit Brev begjært Svar paa nogle Puncter i Prindsens sidste Brev af 22de, som herhos følget:
1) Veed Du, at Freden er ratificeret, og jeg sender Dig 2 trykte Exemplarer deraf.
2) At ved denne Tractat ingen anden hemmelig Artikel er tilføiet end den herhos i Afskrift bilagte, hvorom jeg har præveneret Dig.
3) Er Prindsens Yttring om at indstille Festiviteterne et nyt Beviis paa hans ædle Tænkemaade. I den Anledning turde Du bruge den Fremgangsmaade, hvad Gothenborg angaaer, som Du finder tjenligst.
Her i Stockholm er aftalt ei at gjøre nogen Illumination, men derimod sammenskyde en Sum Brændeved til de Fattige.
4) Holst er allerede udnævnt til Oberstlieutenant og Overadjutant; men maatte naturligviis i dansk Uniform følge med Prindsen efter Sammes yttrede Ønske.
Prindsen faaer i Dag overleveret en Sum af 1000 Rd. Banko i svensk Mynt, meest Sølv, for at kunne uddele til de Fattige paa Veien.
H.K.M. har befalet mig at sige Dig, at han haaber Du ei vil unddrage Dig det Dig givne Hverv. H. M. var meget tilfreds med Prindsens Brev; Han skrev Dig til i Forgaars 557om Adoptionen, hvorpaa H. M. sætter megen Priis, ogsaa troer jeg i Ordene respect filial i Brevet fra Prindsen at hente Anledning til at tro, at han ei personligen er derimod.
En Proposition skal afgaae til Stænderne om Udnævnelsen af en Deputation for paa Drotningholm at aflevere Valgacten. Den tilligemed Successions-Ordningen ere nu trykte, og skal saa snart muligt er i Landet publiceres.
h.
Stockholm den 13de Januar Kl. halv 1 om Aftenen.
Jeg stuver dette efter en Conference med flere paalidelige Personer hos Baron Mannerheim, hvor et vigtigt Æmne er blevet discuteret. Længe har det været udspredt, at Kronprindsen aldrig skulde komme over den svenske Grændse. Dette Foregivende er, efterat sikker Tidende er indløben om hans Hidkomst, bleven ombyttet med det Rygte, at han fra Gothenborg skulde vende tilbage til Norge. I Eftermiddag er sagt og forsikkret, at – – Prindsen aldrig skulde komme fra Drotningholm. Jeg vil troe, at Rapporten herom er overdreven, eller og at det blot er et Skræmmeskud for at formaae Regjeringen til Composition med Liguens Hovedmænd, men i alle Fald blev hos Baron Mannerheim besluttet, at jeg – – burde underrette Dig, og Dig alene derom, saa at Du ubemærket og hemmeligen kunde tage Dine Forsigtigheds-Skridt. – – Jeg har herom Intet sagt til fordi jeg til Dig alene overlader at gjøre hvad Brug af denne Fortrolighed, Du troer den fortjener, og det desuden, som Du selv let vil finde, er af yderste Vigtighed omhyggeligen at fortie Sagen for Prindsen, som i alle Fald har gjort en ulykkelig Ombytning af en stormende, svag og kivesyg Stat mod en rolig, og af Alles 558Kjærlighed omgiven og beskyttet Stilling. Blot Mistanken om et saa beskaffent Rygte som det omhandlede maatte snarere gjøre et høist ubehageligt Indtryk paa hans Sind og saaledes undviges. Da imidlertid Drotningholm er særskilt paapeget, torde en fordobbelt Aarvaagenhed der blive nødvendig.
i.
14 Januar Kl. 8 om Morgenen.
– – Da Kronprindsen ei før den 20de kommer til Drotningholm, vil Stændernes Deputation skee følgende Dag den 21de, og det høitidelige Indtog skee den 22de.
I det trykte Ceremoniel, som nu ei længer kunde opsættes, staaer Du indført som kjørende efter Kronprindsens Vogn.
I Anledning af Dit Brev til Kongen, som med stor Glæde blev modtaget, er jeg nu i Færd med at forfatte Adoptions-Artiklerne. Deri kommer ei Noget til at staae om Navneforandringen, hvorom Prindsen i sit Svar turde bedst og lempeligst vække Spørgsmaal; men alt dette bør skee inden han aflægger sin Ed. Thi skal H. K. H. hedde Carl August, bør han sværge under dette Navn.
Kulberg skriver til mig og paaberaaber sig en Bulletin, som aldrig er fremkommen, og som skulde indeholde en Beskrivelse over Reisen og Feterne, samt den rørende Afsked fra Norge.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.
Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.
I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.
Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859
Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.