Bilag No. II

Samtale mellem Kong Gustav Adolph, Præsident v. Ehrenheim
og den engelske Minister Merry.

Underhandlingerne med England om en Forøgelse i Subsidierne af 50,000 £ Strl. om Maaneden var nær ved at afsluttes, da den blev afbrudt ved Forholdet mod General Moore. Krigsrustninger, større end Midlerne dertil, og liden Sparsomhed i Udgifterne, havde i Løbet af det paafølgende 473Felttog foraarsaget alt meer og meer en betydelig Mangel i Krigskassen, hvorved Kongen fandt sig foranlediget til den 6te Decbr. (1808) at kalde den hidkomne engelske Minister Merry til sig, og at erklære ham, at dersom ikke 70,000 Punds maanedlige Forøgelse i Subsidierne bevilgedes, og Vexler til dette Beløb ei ufortøvet af ham udstedtes, skulde de svenske Havne tillukkes for England. Ikke lidet forbavset over en saa uventet Paastand af en Bundsforvandt, vægrede Ministeren sig i Begyndelsen aldeles ved at efterkomme denne Fordring, saasom dertil ei af sit Hof bemyndiget, og han vilde alene fornye den forrige Subsidie-Tractat. Men da Kongen heftigen og bestemt vedblev at holde paa bemeldte Alternativ, vedtog Ministeren den Middelvei at udstede Vexler paa 300,000 Pund som Forskud, og i Afregning paa de Subsider, hvorom man fremdeles paa begge Sider kunde træffe Overeenskomst. Hermed var Kongen for Tiden nogenlunde tilfredsstillet, men fandt forgodt i et egenhændigt Brev til Kongen af England at true med Havnenes Tillukkelse, i Tilfælde den fordrede Subsidieforøgelse vægredes. Den tidlige Vinter og den strænge Kulde, som afbrød al Communication med England paa flere Maaneder, gjorde, at den engelske Regjerings Yttring herover ei ankom før mod Slutningen af Februar 1809. I en Audience den 24de s. M. om Formiddagen overleverede Merry Kongen af Englands Svar og en Note fra Udenrigsministeren. I det første siger Kongen, at han var bleven meget forundret over Brevets Indhold, og da han af Erfaring vidste, hvor forgjæves det var, at Kongerne directe underhandlede med hverandre, havde han overgivet denne Sag til sin Udenrigsminister. Denne erklærede derimod i Noten, at naar man søgte at aftvinge England Forøgelse i Subsidierne, var det under 474dets Værdighed at bevilge dem. Tillige gav Merry tilkjende, at hans Hof ikke havde samtykket i Vexlernes Udstedelse, og at han derfor havde modtaget Bebrejdelser. Fortrædelig herover erklærede Kongen, at om den begjærte Forøgelse vægredes, vilde han ei slutte nogen Subsidie-Tractat med England. Merry lod forstaae, at da han af sit Hof alene var hidsendt for at afslutte denne Subsidie-Tractat, maatte han i saa Tilfælde begive sig herfra og efterlade sin Legationssecretair. Kongen sagde: «Reiser De bort, skal Legationssecretairen snart følge efter.» Under denne Samtale blev Kongen meer og meer opbragt og udbrød i heftige Udladelser. Til Slutning blev han aldeles udenfor sig selv af Vrede, gjorde et Sprang paa Gulvet, satte med Heftighed Hatten paa Hovedet, og gik med en vild Mine hastigen mod Ministeren. Denne, som troede, at Kongen nu vilde med den saaledes ledige Haand trække Kaarden ud og rende den igjennem ham, gjorde først et dybt Buk, hvor han stod nær Kongen, drog sig derpaa til Døren, bukkede atter og gik ud af Værelset uden at sige et Ord. Denne Anecdote gjorde Merry først bekjendt nogle Dage efter Regjeringsforandringen, sigende alene paa Spørgsmaal om, hvad der foregik ved Audiencen, at Kongen var meget fortørnet, og at det var umuligt at afgjøre Affairer med ham. Strax efterat Audiencen var endt, skrev Kongen i Sindsvrede et egenhændigt Brev til General en Chef for Vestarmeen, Cederstrøm, som havde sit Hovedqvarteer i Wennersborg, og befalede ham at lægge Embargo paa al engelsk Eiendom, engelske Handels- og Krigsskibe i Gothenborg og dens Skjærgaard. Dette Brev sendte Kongen forseglet hjem til Tibell, som var noget upasselig, med Befaling ufortøvet at sende det af med Coureer. Ingen fik det mindste at vide om dette ubetænksomme Skridt. Cancellipræsidenten, 475som sædvanligen pleiede at opvarte Kongen efter Audiencen med fremmede Ministre, for at erkyndige sig om Kongen havde Noget at befale, ventede forgjæves paa Audience alt til Klokken 4, i hvilken Tid Cabinetssecretairen, Baron Wetterstedt var bestandig inde hos Kongen, og kjørte derefter hjem. Følgende Dag ud paa Formiddagen indfandt Cancellipræsidenten sig i førommeldte Øiemed hos Kongen, som endnu viiste samme Sindsheftighed som Dagen før, og nu først berettede den paabudne Embargo. Cancellipræsidenten gjorde alvorlige Forestillinger i Henseende til Følgerne af dette Skridt: at samme sandsynligen skulde lede til et Fredsbrud med England, og forvandle denne Magt, Kongens Bundsforvandte og eneste Støtte, til Fiende; at de allerede før utilstrækkelige Midler til Krigens Udførelse skulde, under Savn af Subsidier, blive endnu meer utilstrækkelige; at store Tab vilde tilføies Staten og Private, som beredvilligen havde forstrakt store Summer paa de af Merry udstedte Vexler, som i Tilfælde af Fredsbrud sikkert ikke honereredes. Han anholdt derfor paa det Indstændigste om, at Embargo-Ordren maatte blive tilbagekaldt. Da disse Forestillinger aldeles Intet udrettede, spurgte Ehrenheim, om Kongen ikke var betænkt paa at underrette Hoffet i Petersburg om denne Embargo, for at berede Veien til en Fredsunderhandling? «Nei, svarede Kongen, det russiske Hof skal ei faae det at vide, førend af Gazetterne.» Yderligere forestiltes Kongen Umuligheden af at føre Krig med sine forrige Fiender og England tillige. Svaret blev: «Jeg skal slaaes med dem Alle, men først og fremst med Engelskmændene, thi de ere stolte og næsvise, dem skal jeg knække.» Dette sagde Kongen med heftige Gebærder, slaaende med knyttet Næve flere Gange i Bordet. Videre vedblev han: «Jeg har nok mærket, hvorledeshvorledes] rettet fra: hvorleledes (trykkfeil) 476man længe har søgt at skræmme mig til Fred, men jeg skal vise, at jeg ei lader mig skræmme af Nogen, ei heller af Eder, min Baron», udstrækkende ved disse Ord den knyttede Næve i Ansigtet paa Ehrenheim. Denne svarede, at hans Hensigt ingenlunde var at skræmme Kongen, men at opfylde en undersaatlig Pligt, idet han forestillede den Fare, for hvilken Kongen udsatte hele Nationen, sig selv og sin Familie. Kongen udlod sig: «Jeg er kjed af Alt dette her; jeg hører ei Andet end Mangler og Vanskeligheder fra alle Kanter; jeg vil døe, men jeg skal døe med Hæder.» Efterat Kongen saaledes længe havde givet sin stormende Heftighed Udbrud, blev han omsider mere rolig til Sinds, enten af Mathed, eller fordi han blev rørt af flere Gange fornyede Forestillinger om hans Børns og Families Skjebne. Erindringen om Nationens Fare virkede ligesaa lidet nu som altid tilforn. Man havde ofte før hørt ham sige: «Hvad betyder Nationen mod min Hæder?» Under de voldsomme Udbrud, hvortil han overlod sig ved nærværende Leilighed, undfaldt ham denne mærkelige Udladelse: «Nationen skal bøde, fordi den ei adlød min salig Fader.» Herpaa svarede Ehrenheim: «Deres Majestæts Hr. Fader var elsket af Nationen, og den fulgte ham frivilligen i Krigen.»

Efterat denne Samtale havde varet omtrent halvanden Time, aftraadte Cancellipræsidenten, uden at faae at vide eller kunne gjætte sig til Virkningen af sine Forestillinger. Efter en Stunds Forløb fik Baron Wetterstedt Befaling skriftligen at underrette den engelske Minister om, at Kongen attraaede at tale med ham ud paa Eftermiddagen. Merry indfandt sig, og i denne roligere Conference blev afgjort, at den forrige Subsidie-Tractat skulde uden nogen Forandring fornyes, og Spørgsmaalet om Forøgelse af Subsidierne skulde udsættes til fremtidig Underhandling, 477naar den engelske Minister havde faaet Leilighed til at forberede denne Sag i Parlamentet. Paa denne Conference fulgte Embargo-Ordrens Tilbagekaldelse, der ligeledes skede igjennem General Tibell.

Disse Contraordres kom ei til Gothenborg førend 18 Timer efter de første, medens hvilken Tid Embargoen iværksattes gjennem Trommeslag, og afstedkom megen Bestyrtelse og Forvirring dersteds. Den samme udførtes let paa engelsk Eiendom i Staden samt paa de i Havnen indefrosne Handelsskibe, men den var umulig med Hensyn til den engelske Eskadre under Admiral Keith, som da allerede var i flot Vande. Denne de engelske Krigsskibes Stilling havde flere Dage før været almindeligen bekjendt; alligevel yttrede Kongen ud paa Formiddagen sin Glæde over at faae disse Krigsskibe i sin Vold, og da Baron Wetterstedt, til hvem dette sagdes, bemærkede, at det turde blive vanskeligt at tage dem, saasom de laa udenfor Elfsborg, sagde Kongen med et moqvant Smiil, som han affecterede naar han var i høieste Grad irriteret: «Jo, det skal nok gaae an.» Dette anføres som et Beviis blandt mange andre, til hvilken Grad Dømmekraften savnedes hos Kongen, naar han var bragt i Passion.

Til Cancellipræsidenten nævnede Kongen ei et eneste Ord om Embargo-Ordrens Tilbagekaldelse, udentvivl fordi det kostede hans Stolthed for meget, at have maattet vige for en Andens Mening.

Da Subsidie-Tractaten nu skulde opsættes og forfattes, opstod en ny Vanskelighed, idet Kongen paastod, at England udtrykkeligen skulde forbinde sig til enten at forskaffe Finland tilbage eller en tilsvarende Erstatning. Det var let at forudsee, at den engelske Minister derved skulde gjøre Vanskelighed, 478og i al Fald maatte Underhandlingen derom trækkes i Langdrag, til stor Uleilighed for de mange Pengebehov, som krævede hurtig Hjælp. Endeligen bragte Ehrenheim det med stor Møie dertil, at Kongen lod sig nøie med, at der i Tractaten indførtes den sædvanlige Formular angaaende Garanti af begge Partiers Stater. Saaledes afsendtes den 2den Marts Subsidie-Tractaten til London, ratificeret og undertegnet af Kongen. Dog nægtede han, for at have et Baand paa England, at underskrive en allerede i Udkast færdig Handelstractat med denne Magt, hvilket Ehrenheim havde tilraadet maatte skee ved samme Anledning for at undgaae dobbelte Præsenter. Dette var et Træk af dennes Uegennyttighed, hvorpaa som yderligere Beviis kan anføres, at der med samme Coureer, som overførte Tractaten til London, afgik til den svenske Envoyé dersteds, Brinckmann, et Haandbrev fra Baron Ehrenheim, med den Commission at begjære, at den ham bestemte Present maatte gives i Penge, og Envoyéen for samme lade opkjøbe Korn og afsende dette til Landshøvding Lilliehorn i Wennersborg, for at uddeles til Nødlidende i Westergothland og Westgothadal. Bemeldte Landshøvding havde nogen Tid tilforn været hos Cancellipræsidenten og gjort en bedrøvelig Skildring over Tilstanden paa Landet.

Da den trykkende Pengetrang saaledes nødte Kongen til at indgaae Subsidie-Tractaten, vilde han gjengjelde den Forulempning, som han troede at have erfaret af den engelske Regjering, dermed, at han aldeles nægtede samme Gang at underskrive Handelstractaten. Der bemærkedes i disse Dage en Hevngjærrighed i Kongens Sind, som rimeligviis tidlig eller sildig skulde have opløst den nære Forbindelse imellem Sverige 479og England, om hans Regjering noget længere var bleven fortsat.

Den 24de Marts ankom Underretning fra London om, at den engelske Minister, uagtet hvad der var foregaaet i Gothenborg, allerede havde betalt Halvdelen af de Vexler, som Merry havde udstedt over sin Instruction, eller 150,000 Pund Strl., samt at der var al Grund til den Formodning, at den anden Halvdeel iligemaade vilde blive honoreret, saasnart den ratificerede Subsidie-Tractat var fremkommen, og Ratificationernes Udvexling var gaaet for sig. Dette var en glad Tidende for Præsidenten i Statscontoiret, der havde overtalt flere Handelshuse i Stockholm og Gothenborg til at acceptere Vexler for samme Sum. Næste engelske Post, som formedelst den vedvarende Nordenvind forsinkedes til den 11te April, medbragte Bekræftelse paa denne Formodning. Udvexlingen af Subsidie-Tractaten var gaaet for sig og de uindløste Vexler paa 150,000 Pund Strl. vare blevne betalte. – Nogle Dage derefter ankom til England fra Merry Beretning om Regjeringsforandringen. Den engelske Minister bedømte samme med megen Skaansomhed, og lod gjennem fornævnte Minister erklære, at han ei havde Noget at indvende mod, at Sverige søgte Fred med sine Fiender. Svensk Skib og Gods skulde ei løbe mindste Fare, hverken i aaben Sø eller engelsk Havn, naar alene Sverige ikke indgik i Forbindelser, som vare stridende mod Englands Sørettigheder. Det vilde ei paa mindste Maade blande sig i Sveriges indvortes Forfatning. Alene tilkjendegav Canning paa sin Konges Vegne Sammes særskilte Ønske, at ei nogen Voldsomhed maatte udøves paa Kongens Person.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.