Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Bilag No. XX. b

Beretning om Tronfølgervalget efter Kronprinds Carl Augusts Død, af Statsminister Greve v. Engström.

(Af 2den Deel af Portefeuillen, udgiven af Forfatteren til Skildringer af det Indre af Dagens Historie.)

«Christi-Himmelfartsdag, som var den 31te Mai, kom Kronprindsens Haand-Secretair Kullberg til mig omtrent Kl. 10 591Formiddag, just da jeg agtede mig at gaae ud. Han saae forstyrret ud. «Hvad fattes?» sagde jeg. – «Er De syg?» – «Nei; men jeg har faaet ubehagelige Tidender.» – «Hvad da? – Er Kronprindsen syg? – Har han Feber –?» – «Nei, det er værre –.» – «Siig frem!» – «Han er død

«Min Bestyrtelse kan jeg ikke beskrive.

«Jeg skyndte mig til Cabinettet og bad Kullberg komme did med Major Forsel, som bragte Tidenden fra Qvidinge. Han kom, og berettede Sammenhængen for mig og Hofkantsleren. Jeg bad da Wetterstedt anmode samtlige Statsraadets Medlemmer at samles hos mig, paa det vi kunde raadslaae. Jeg sendte Bud efter Livmedicus Weigel og Archiater Schulzenheim, af hvilke den sidste var hos sin Søn paa Frøsund, og begav mig derpaa op til Kongen. Længe maatte jeg vente, indtil jeg fik bort alle ved saadan Lejlighed undværlige Personer. Af dem var Biskop Murray den vanskeligste at blive af med. Jeg betroede nu Sagen til Cancelliraad Battram, og vi gik ind. Lang Tid behøvedes for at berede Kongen paa denne sørgelige Tidende. Først vilde han ei troe, at Prindsen var syg, og siden ikke, at det var farligt. Endeligen sagde han: «Lever Prindsen?» – «Nei Deres Majestæt.»

«Da begyndte han at skjælve paa en saa farlig Maade, at jeg begyndte at frygte for ham Selv. Battram gik ud for at søge Hjælp, og jeg satte Kongen paa en Lænestol. Schulzenheim var just ankommet. Han og Weigel kom ind med Battram, og droge Omsorg for Herren. Han brast endeligen i en heftig Graad, og blev siden noget mere stille. Jeg bad H. M. tillade Statsraadet at tage de for Øieblikket nødvendige Foranstaltninger, paa det han kunde tilbringe den øvrige Deel af Dagen uden Besvær. Dette bifaldtes. Jeg overgav 592Kongen i Lægernes Hænder og traadte af. I Forgemakket fandt jeg Overkammerjunker Baron Claes Flemming, og bad ham følge mig til Dronningen, som var ved sit Toilette, men ikke destomindre modtog os, da jeg sagde, at mit Ærende var af vigtigste Beskaffenhed. Hun tænkte paa ingen Ting mindre end den Begivenhed jeg havde at berette, og havde hele Formiddagen sysselsat sig med en Hofdragt for Hoffruentimmerne under Hoffets Ophold paa Drotningholm og Haga, som da paatænktes. Jeg sagde hende: «Jeg kan give Deres Majestæt den tilfredsstillende Efterretning, at Kongen befinder sig vel, endskjønt jeg har været nødt til at bringe ham den sørgelige Efterretning, at Kronprindsen ikke er meer til.» Hendes Forundring over en saa uventet Tidende var stor. Hun vilde ufortøvet gaae op til Kongen, men vi bade hende bie, indtil Kongen kunde noget fattefatte] rettet fra: fattte (trykkfeil) sig.

«Jeg begav mig derpaa hjem, hvor jeg fandt hos mig Statsraaderne Rosenblad, Platen og Adlerbeth, Hofkantsleren Wetterstedt, Statssecretairerne Rosenstein, Järta, Bortzell.

«Adlercreutz, nommé Conseiller d’Etat après Adlersparre n’etait pas en ville. Il revient dans la nuit.

«Rosenstein, som holder af at perorere, og som vil erstatte med Phraser, hvad der fattes ham i Styrke, hævede sin Røst og sagde: «Lader os nu være Venner og glemme Alt Gammelt.»

«Til hvem taler Du, sagde jeg, jeg har Intet hverken at bebreide mig eller at glemme.»

«Om Formiddagen blev intet Andet afgjort, end at Prindsens døde Legeme af Chymister skulde undersøges, for at udforske, om han var forgiftet, og disse burde indsendes fra 593Stockholm. Jeg forestillede forgjæves, at man derved skulde give Anledning til en Tro, som kunde have kjedsommelige Følger. Jeg bad derhos, at man skulde sende Nogle fra Lund, for at afstedkomme mindre Opmærksomhed; men jeg blev overstemt. Berzelius og Pontin skulde reise, og Følgen af denne Reise blev – den uskyldige Grev Fersens Mord.

Om Eftermiddagen gjorde jeg en Skildring af Sveriges politiske Stilling, som satte os ud af Stand til fuldkommen at lide paa nogen anden Magt. Jeg foreslog, at Kongen skulde skrive til Keiser Napoleon, og begjære hans Raad med Hensyn til Thronfølgen, for at interessere ham for hans Forsvar, som blev valgt. Det bifaldtes almindeligen, og Rosenstein vilde ikke lade denne Anledning til at smigre Wetterstedt gaae sig af Hænderne. «Og da bør», sagde han, «vor bedste Negotiateur sendes til Paris. Baron Wetterstedt er den Eneste, som kan gjøre Riget denne vigtige Tjeneste.» Jeg lod det gaae første Gang; men da han kom igjen anden Gang, svarede jeg: «For det Første er ikke Spørgsmaal om at underhandle, men om at afgive Brev. Dernæst har Kongen Minister ved det franske Hof; saa er og Hofkantsleren nødvendig hjemme, og endelig spørges Herrerne tilraads om Sagen, ikke om Maaden at udføre den paa.» – Hermed afbrødes Spørgsmaalet.

Midt under vore Overlægninger kom den forargelige Charge d’Affaires Desaugiers og plagede mig med sine Klagemaal over Handel med England. Med Møie blev jeg ham qvit, og fik afsluttet hvad der forhandledes. Jeg bør anmærke, at Wetterstedt og Järta vare de ivrigste for at faae Berzelius og Pontin afsendte. Efter endt Raadspleie gik jeg op til Kongen for at aflægge underdanig Beretning og modtage Sammes Befalinger til Morgendagens Statsraad. Aftenen tilbragtes i Cabinettet, 594for at expedere dHrr. Chemister og nødvendige Estafetter. Derpaa sluttedes denne sorrigfulde Dag. Morgenen derpaa fandt jeg Baron Adlersparre i Kongens Forgemak. Han havde ikke et saa bedrøvet Udseende som jeg havde formodet. Han kom da fra Kongen, og havde overtalt H. M. til at udsee Hertugen af Augustenborg til hans Broders Efterfølger. Nedkommen i Statsraadet erklærede Kongen os sin Beslutning. Alle understøttede den; dog foreslog Adlerkreutz Hertugen af Oldenburg, mod hvilket virkeligen Intet var at indvende uden hans Forbindelse med Rusland. Jeg sagde, at jeg ikke kjendte Hertugen af Augustenborg, men han var en Broder til en elsket og savnet Herre, han havde tvende Sønner, og saaledes bortfjærnedes Tanken om en Tronledighed, og han var saa ubetydelig, at vi for hans Valgs Skyld ei skulde komme i Trætte med nogen anden Magt. Brevet til Keiser Napoleon skulde alligevel afgaae; men stiles saa, at det skulde udmærke Hertugen af Augustenborg som den der ønskedes, og – NB paa Baron Pontins indstændige Begjær – saa at det afvendte al Tanke om Valget af en fransk General. Wetterstedt opsatte Brevet. Det var af følgende Indhold, og justesteredes den 2den Juni. Baron Adlerbeth, endskjønt ligesaa stor Huusholder for Kronen som for sig selv, paastod, at endeligen trende Courerer skulde sendes, og at den med Doubletterne burde sendes over Pommern, for ei at løbe Fare for at opsnappes af de Danske. Denne Baron Adlerbeths Frygt lagde Grunden til Prindsen af Pontocorvos Valg, som nedenfor skal berettes.

Torsdag Aften kom Tidenden om Prindsens Død til Upsal, og Fredag Eftermiddag stod Baron Otto Mørner i Cabinettet. Hans tilkommende Svoger, Hofkantsleren, begjærede 595for ham Tilladelse til at reise til Paris. Han havde været i Frankrige, kjendte Duroc, og skulde med al Sikkerhed udrette store Ting for Fædrelandet. Derpaa regnede jeg vel ikke stort; men jeg havde hørt sige, at han havde udmærket sig i Krigen, og jeg vilde vise Wetterstedt Venskab. Saaledes skaffede jeg ham Kongens Tilladelse, og han reiste til Upsal, for at komme tilbage Søndag Aften. Løverdag Aften affærdigedes en Cabinetscoureer med Brevet til Keiser Napoleon. Træt efter Arbeide, som nu næsten havde varet i 3 Dage, sagde jeg ved Bortgangen fra Conseillet til Statssecretair Järta: «I Morgen skal jeg sove længe, og ingen Ting gjøre hele Formiddagen.» – «Det er D. E. ikke sikker om», svarede han – og rigtigt var det sagt; thi Kl. 7 Søndag Morgen blev jeg vaagnet af Baron Ankarsvärd, som var afsendt af Baron Lagerbjelke for at forberede paa en dundrende Note, som skulde indkomme fra den franske Charge d’Affaires, for at erklære, at Keiseren ansaae sig i Krigstilstand med Sverige, saafremt ikke den engelske Charge d’Affaires Forster inden 5 Dage havde forladt Stockholm. Knapt havde jeg gjennemlæst Lagerbjelkes jamrende Depesche, førend den franske Charge d’Affaires Desaugiers ankom og fremviiste de Befalinger, han havde faaet. Jeg svarede: at jeg over hans Andragende skulde indhente Kongens Yttring, og reiste virkelig ufortøvet til Haga. Dronningen befalede mig til Middag. Endskjønt jeg ellers er Mester nok over mig selv, til ei at lade mørke Sorg og Uro, saae jeg dog nedslagen ud. De Nærværende tilskreve det Kronprindsens Død. Den havde vel sin Deel deri; men Træthed, Mangel paa Søvn og Bekymring over den franske Note havde lagt saa megen Tyngde i Vægtskaalen, at jeg laa under. Alt, hvad videre hører til Forsters Reise, hører ei hid. At den skulde 596finde Sted inden den fastsatte Tid, derom blev Lagerbjelke underrettet med den Coureer, som overførte Doubletterne. Ankarsvärd sagde, at det burde være ham, da han paa ingen andre Vilkaar havde paataget sig Hidreisen. Saaledes var Mørner paa Veien ikke at komme til Paris, men han kom overeens med Ankarsvärd, og de reiste sammen Mandags Aften.

Da Kongen skrev til Prindsen af Augustenborg for at tilbyde ham Successionen efter sin Broder, valgte H. M. til Brevbærer Oberstlieutenant Holst, salig Kronprindsens Adjutant; thi – sagde Kongen – han kan bedre end nogen Anden overbevise Hertugen om, at hans Broder ei blev forgiftet i Sverige. Nogle Dage efter Holst’s Afreise sagde Wetterstedt til mig i Platens Nærværelse: «For at være sikker paa, at Hertugen modtager det, er det vel bedst at sende Baron Platen til ham, og han er værdig at reise.» – Kongen svarede: «Jeg kan ikke skikke nogen Statsraad som Coureer, det er under dennes Værdighed. Naar Spørgsmaalet bliver om at modtage Hertugen, da bør Platen ihukommes.» – «Skeer det ikke snart, sagde Platen, saa er det for seent.» – Wetterstedt indvendte, «at man burde sende en Svensker, og at Holst, som Nordmand, ei var at lide paa.» – «Da Herrerne heromdagen, svarede jeg, bevilgede ham en større Pension, end nogen Svensk har faaet, berømte de hans Paalidelighed.»

Dette mislykkede Forsøg afskrækkede ikke. Nogle Dage senere, efterat Statsraadet var forbi, kom Wetterstedt med H. E. Grev Essen til mig, for at overbevise mig om Nødvendigheden af at sende en Svensk til Hertugen af Augustenborg, og at denne Svenske burde være Platen. Jeg svarede, at jeg ikke ansaae det nødvendigt, men for at tilfredsstille deres Samvittighed kunde vi alle Tre gaae til Kongen og indhente 597Sammes naadige Villie. Vi begærede og fik Audience, i Hvilken jeg sagde, hvad Grev Essen og Baron Wetterstedt attraaede; at jeg for min Deel fandt det unødvendigt, da Kongen havde gjort et saa godt Valg af Brevbærer, som det af Oberstlieutenant Holst; men skulde H. M. finde, at Holst behøvede et vaagsomt Øie, saa kunde ingen saa betydende Mand som en Statsraad sendes, i Særdeleshed da man ikke havde noget Ærende at give ham, som var ham værdigt. Behøvedes Nogen, som skulde overtale Hertugen til at modtage Successionen, saa kunde dertil bruges Essens Svoger, General, Baron Blixen von Finecke, som fra sin Eiendom i Fyen kunde aldeles ubemærket gjøre en Reise til Hertugen. Skulde blot Holst’s Opførsel oppasses, saa kunde Wetterstedts gode Ven, Kammerherre Silfverstolpe, sendes. Til hans Afsendelse havde man en Anledning; thi Kronprindsen havde efterladt sig Doubletter af de danske Ordener. De han havde faaet af Kongen af Danmark, burde overleveres høibemeldte Herre, og de øvrige tilhørte Hertugen. Paa det Udvalget kunde gjøres, skulle alle afleveres til den senere Herre. Dette Sidste vandt Kongens Bifald,og Silfverstolpe afreiste. Det forsvundne Haab, at bemægtige sig Hertugens Person, afstedkom en Forandring, som senere hen skal sees.

Fredag Eftermiddag, den 6te Juli, kom Wetterstedt til mig i Cabinettet og sagde, at Baron Mørner var kommen tilbage og havde vigtige Ting at berette, hvilke han blot kunde sige os Begge. Han kom ind. «Det gjør mig ondt – sagde jeg til ham – at De ei længer har kunnet more Dem i Paris. Hvad fører Dem saa hastigen hjem? Har De Ondt eller Godt at sige os?» – «Godt», svarede han. – «Naa, Gud skee Lov; det ere vi ikke vante til. Hvad ere Deres Depescher?» 598– «Jeg har ingen slige; thi jeg vilde ei modtage Noget af Baron Lagerbjelke.» – «Hvad bringer De da?» – «At jeg har formaaet Prindsen af Pontocorvo til at modtage den svenske Krone.» – Hvorledes kunde De tale med ham derom, uden at være befuldmægtiget?» – «Der taledes i Paris om Kongen af Danmark. Vælges han, saa bliver Sverige en dansk Provinds. Vor eneste Redning er Prindsen af Pontocorvo.» – «Er De sikker paa, at han modtager Tilbudet, saa at De ei paa dobbelt Maade comprommitteres?» – «Aa nei, jeg har her et Brev.» – «Fra ham til Dem?» – «Nei, fra mig til ham.» – «Hvad beviser det?»

Under denne Samtale indtraadte H. E. Grev Essen. Da han saae Wettersteds og min Forundring, spurgte han om Aarsagen. Jeg bad Mørner berette. Efterat han havde endt, sagde Essen: «Dreng (Poike), Du burde sidde der, hvor hverken Sol eller Maane skinner.»

Søndag Morgen afreiste jeg til Haga, og afgav underdanig Rapport om Mørners Beretning. Baron Adlerkreutz var ogsaa derude, og fik Kongens Befaling til at antyde Mørner Arrest.

Den 13de Juli begroves Prinds Carl August. Da vi vare komne fra Begravelsen, spurgte Wetterstedt mig, om jeg ei vilde betroe Sagen til Baron Platen, som skulde reise tidlig næste Morgen, for at træffe Grev Wedel, og siden komme til Ørebro Rigsdag (NB. Platen og Adlersparre sagde altid, at Sverige skulde gjennem Wedel faae Norge). Den 13de om Aftenen betroede jeg Platen, hvad Mørner havde medbragt.Den 14de reiste han, og den 26de var han i Ørebro, arbeidende for Prindsen af Pontocorvo. Han sagde, at Grev Wedel fraraadede Hertugen af Augustenborgs Valg og talede for 599Prindsen, hvilket alligevel syntes lidet troligt, da de aldeles ikke kjendte hinanden.


Afskrift af et Brev fra Grev Ærede fra Paris 23de Juni 1810.

«Dagen efter min Afskedsaudience hos Keiseren begjærede Baron Mørner en Samtale med mig, under Vilkaar af den dybeste Taushed, og min parole d’honneur, at jeg til Ingen skulde opdage, hvad han havde at betroe mig. Hans oprørte Ansigt gav mig Anledning til at troe ham engageret i en Duelsag, og jeg gav ham med Haand og Mund det affordrede Taushedsløfte. Jeg nævner denne Omstændighed, for at oplyse D. E. om Aarsagen, hvorfor jeg fortaug Mørners Hemmelighed for Lagerbjelke. Jeg var ordentligen bundet gjennem et parole d’honneur, og jeg har endnu den Fordom fra gamle Tider, at jeg anseer et saadant Engagement helligt. Hvor stødende det maa synes, at lade Kongens Minister paa Stedet (og hvad næsten meer er, en Person, som viser mig alt Venskab og Fortrolighed) ukyndig om en Demarche af Natur som denne, saa maa han dog tilgive denne irregularité en faveur af et Princip, som han ei kan dadle. – Men jeg kommer tilbage til Sagen. Mørner betroede mig: at mange Folk i Sverige høiagtede Prinds Pontocorvos store Egenskaber, og at han rimeligen ved Rigsdagen vilde faae et stort Parti, om han satte sig paa Listen af Candidaterne til Tronfølgen; at Mørner i Anledning deraf havde nærmet sig Prindsen, som syntes meget smigret af denne Tillid, men som havde svaret ham, at, endskjønt han troede Keiserens hemmelige Tilbøielighed (Böielse) var for ham, kunde han dog ei love, at Keiseren gjorde noget offentligt Skridt til hans Faveur, fordi han ei 600vilde øve nogen Indflydelse paa de Svenskes frie Valg, og at han (Pontocorvo) meget vel vidste, at Keiseren hverken havde givet Lagerbjelke eller mig (Ærede) noget ret bestemt Svar, ikke heller til bestemt Grad bundet sig ved det Brev, han havde skrevet til Kongen af Sverige; men han skulde ikke destomindre ufortøvet betroe Keiseren Sagen og indhente hans Tanker.

«D. E. kan let indsee, hvor forundret jeg blev ved denne Fortrolighed. Jeg havde i min Conversation med Kejseren altid fundet Noget saa udtermineret, en saa liden intèrêt for alle de Personer, hvorom der var Spørgsmaal som Tronfølger, saa jeg altid nærede den Mistanke hos mig selv, at Keiseren hos sig selv ønskede en Anden. Nu troede jeg at have faaet en Straale af Lys, og jeg besluttede at gjøre Alt, for at opdage det Sande. Lykkeligviis havde jeg den Dag god Anledning til at see Prindsen. Han havde Morgenen før sendt mig et Par Pistoler ved Grev Mørner, og jeg maatte takke for Presenten. Jeg valgte hertil just det Øieblik, da han kom tilbage fra St. Cloud. Prindsen nærmede sig mig strax med en Aabenhjertighed, som er ham egen, i det Mindste i dette Land. «Kjender De, min Herre, spurgte han, en ung Baron Mørner, og den Fortrolighed han har viist mig? Jeg begjærer Deres oprigtige Tanker baade om Tingen og om Personen.» – Hvad Personen angaaer, svarede jeg, saa kan De see, af hans Figur og fornemmelig af hans Demarche, at det er en ung Etourdi og Enthusiast. Hvad Sagen angaaer derimod, saa bør jeg ei tvivle om, at jo i dette Moment, og inden Gemytterne kunne samle sig til en Eenhed, den Tanke har kunnet opstaae hos flere Personer, at en Person med Deres Fortjenester tillige var en passende Candidat. Om denne Tanke er meer eller mindre almindelig, kan jeg saa meget mindre sige, som 601Kronprindsens Død er indtruffen siden min Afrejse, og jeg saaledes ei kan kjende, hvad man i Anledning af hans Succession her og der omkring i Riget kan ønske. Alt hvad jeg veed er, at jeg officielt intet Ord derom har hørt, og at jeg med den Oprigtighed. De affordrer mig, bør sige, at De har tre Ting imod Dem, hvoraf i det Mindste to er af stor Betydenhed, 1) Religion, 2) Sproget, og for det 3die troer man, at De er i en mindre god Stilling til Keiseren.» –. «Hvad det Sidste angaaer, svarede han, flatterer jeg mig med, det er ugrundet. Sproget derimod er en Grund af Betydenhed i det Mindste for nogen Tid. Men De bør vide, at jeg er født i Henrik den 4des Land, og at min hele Slægt har været Protestanter.I rue de Baulay i Paris findes endnu den Dag i Dag et Handelshuus, hvorpaa hænger det Skildt: «Bernadette & Comp. Om dette Firma er beslægtet med det svenske Kongehuus, er Udgiveren ubekjendt. Min Moder er død i den Lære; jeg selv er instrueret i den, endskjønt min Fader som Catholik har ladet mig følge sin. Hvad Henrik den 4de har gjort, troer jeg ogsaa at kunne gjøre m. m.» Resten af hans Conversation gik ud paa hans Agtelse for den svenske Nation, paa hans Forsæt aldrig at virke for, men aldrig undvige, hvad Skjebnen i den Vei kan beslutte. Han ønsker ei en Krone, men han frygter den ei m. m. Umuligt kunde jeg udlede, om han havde nogen virkelig Bistand at vente af Keiseren; men han stillede dog flere Phraser saa, at jeg burde gjætte mig dertil.

«Imidlertid befandt jeg mig gjennem Alt dette paa en vis Maade comprommitteret vis à vis Keiseren. Han havde paa en fortrolig Maade talt med mig om Sveriges Affairer; han havde saa cordialement affordret mig en oprigtig Beretning 602om de Partier, som muligen kunde opstaae i Anledning af Tronfølgen, saa han med Grund maatte finde det underligt, at jeg havde fortiet et Parti for hans egen Undersaat. Jeg fandt mig krænket ved den Mistanke, at synes dobbelt eller Intrigueur. Jeg gik derfor directe til Hertugen af Cadore, med den Begjæring, at han skulde forklare for ham, at jeg havde ageret med ham med den største Oprigtighed, at om jeg havde kjendt et Parti for Prinds Pontocorvo, skulde jeg allerførst have berettet dette; men at jeg først Dagen efter min Afskedsaudience havde erfaret Mørners Demarche hos Prinds Pontocorvo og det saakaldte Parti, som skulde være for ham i Sverige; at jeg vel kjendte de svenske Følelser for Frankrige, og den svenske Admiration for Keiseren, som maaskee var rejailleret paa hans Generaler; men at jeg dog ei troede den Basis, hvorpaa Mørner grundede sin Opinion, determineret nok til at fortjene nogen stor Opsigt; med hvad mere jeg kunde sige, for gjennem en længere Conversation at udlede Cadores Tanker om Sagen; men det var, som at vinke til en Død. Ministeren var endnu mere boutonneret (indsluttet) end sædvanligt, men fulgte mig dog et Par Værelser længere ved Afskeden end i sædvanlige Tllfælde.

«Ligeledes har jeg havt en lang Conference med Alquier i samme Æmne og Stiil, uden at jeg kunde udlede det Mindste, som jeg kan med Sikkerhed opgive som Beviis for, at Keiseren vil appuiere Pontocorvo. Spørger D. E. mig, hvad jeg virkeligen hos mig selv troer, saa svarer jeg, at Keiseren kanskee ønsker det; men at han aldrig compromitterer sin Protection i noget Tilfælde, hvor Udfaldet er tvivlsomt; men at Alquier har med sig Hemmeligheden af Gaaden.

603«Jeg skynder mig at reise hjem, saa snart mine Etiquetsvisiter give mig Frihed dertil. Jeg troer min Hjemkomst nyttig for Kongen gjennem det Begreb jeg kan give om visse Ting her, som jeg troer bedre at kjende, end nogen Anden; men som ei ere skikkede til at sættes paa Papiret, hverken en clair eller en chiffre.

«Spørger D. E. om mine Tanker om Prinds Pontocorvo, saa svarer jeg oprigtigen: at jeg for ham har en ubegribelig stor Høiagtelse, ei alene som Statsmand og Feltherre, men som dydig og ædel Mand. Vox populi, vox Dei. Hele Tydskland og hele Frankrige have denne Tanke. I sit private Liv er han her et virkeligt Exempel uden Lige (efterföljd), god Mand, god Fader, god Ven, god Formand, er han elsket af Alt, hvad der omgiver ham. En Slags Independance i hans Væsen (varelse-sätt) har rimeligviis givet Anledning til den Mistanke, at han staaer sig mindre vel hos Keiseren. Jeg har dog flere Gange seet dem sammen, uden at see Anledning til denne Supposition. At han virkeligen er høiagtet af Keiseren, vide Alle. Nu har jeg sagt Alt, hvad jeg veed om Prinds Pontocorvo – Alt, hvad jeg har gjort i Anledning af Mørners Etourderie. Jeg har været et Slags Diplomat her, og jeg har saaledes ageret en consequence. I Sverige bliver jeg simplement Baron Ærede, og min Stemme giver jeg til den meest Fortjente – –.»


Afskrift af et Brev fra Grev Ærede af den 16de Juli 1810.

«En Attaque paa Øinene nøder mig til at indstille den Hastighed, hvormed jeg hidtil har gjort min Reise, og derfor afsender jeg med en Coureer Baron Lagerbjelkes Depescher. 604Saasnart Baron Mørner var afreist fra Paris, underrettede jeg Baron Lagerhjelm om Baron Mørners underlige Forhold, og hvad jeg har gjort for at følge denne Sags Spor. Jeg lader det staae derhen, om Sveriges politiske Stilling tillader at vælge en Franskmand til Tronfølger; men at ville en Mand uden personlig Fortjeneste, er at tegne vor Dødsdom som Stat. D. E. behage at tilgive min Aabenhjertighed: af Alle, som der ved Tronfølgen kunde blive Spørgsmaal om, anseer jeg Prindsen af Augustenborg som den mindst passende. Jeg har omgaaes med Mennesker, som kjende ham personligen, og mit Omdømme er ei paa det Loft (på höft) – –.»

I Ørebro forøgedes dagligen det Parti, som ønskede Prindsen af Pontocorvo til Tronfølger. Næsten eller aldeles Ingen tænkte paa Kongen af Danmark. Historien om denne Herres Forsøg paa at opnaae den svenske Tronfølge, findes i mit Bibliothek.

Den 22de Juni ankom Grev Ærede til Ørebro og besøgte mig Dagen efter. Han syntes ikke da saa enthusiastisk for Prindsen af Pontocorvo, som han havde været i sine Breve, men talede dog altid for ham. C’est le seul français qui j’ai trouvé à Paris (sagde han); les autres generaux sônt des allemands roides & ennuyeux. Man kan ikke nægte, at Alt, hvad der fornemmeligen skaffede Prindsen Venner, var Svenskernes gamle Hengivenhed for Frankrige, og Haab om Keiser Napoleons Venskab, tilligemed Overbeviisning om hans Krigskunst, Tapperhed og Aandsnærværelse (rådighet). Baron Lagerbjelkes Depescher begyndte at blive interessantere. De vare vel skrevne; men hans Yttringer vare saa opskruede, at han haabede at kunne 605forklare dem til hans Fordeel, som til Slutning skulde blive valgt. Hvad der fattedes dem i Tydelighed, det erstattede Baron Wetterstedt gjennem sine Forklaringer. Han, som siden sin tilkommende Svogers Tilbagekomst var aldeles omvendt fra det augustenborgske Parti til det pontocorviske, begjærede, at Lagerbjelkes Depescher skulde meddeles Statsraadet. De bleve af dem læste, og af Wetterstedt saaledes forklarede, at den Hæderlige Adlerbeth, som ventede Sveriges Sikkerhed fra Frankrige, overtydedes om at Keiser Napoleon ønskede Prindsen af Pontocorvo. Han saa det med Bekymring, eftersom han var gaaet ind paa Tanken at vælge Hertugen af Augustenborg; men troede at burde opoffre sin Overbeviisning for Fædrelandets Vel. Rosenblad taug. Biskop Rosenstein, hans Slægtning, og Adlersparre, til hvem han bar en uindskrænket Tillid, vare ivrige for Augustenborg. Han tænkte at følge Pluraliteten. Gyllenborg var nykommen og yttrede sig lidet. Ærede var for Prindsen af Pontocorvo, og Adlerkreutz aldeles imod Augustenborg. Jeg overværede sjeldent disse Herrers Overlægninger, men blev uryggelig ved mit Forsæt, ei at forlade Kongen. Jeg havde aldeles Intet bidraget til at lade hans Valg falde paa Hertugen af Augustenborg; men efterat det var gjort, burde jeg forblive derved, indtil Kongen forandrede sin Tænkemaade. Platen og Adlersparre vare de, som havde fremsat dette Forslag. Platen havde siden forandret sig; men Adlersparre holdt ud med en ham egen Haardnakkenhed (envishet).

Den 29de Juli kom Oberstlieutenant Holst tilbage med 2de Breve fra Hertugen af Augustenborg til Kongen. Det ene var Svar paa Kongens Brev, som Holst havde medbragt, og det andet paa det, som Silfverstolpe havde afgivet. Den Sidste kom iligemaade tilbage og afgav underdanig Beretning 606om sit Ærende. Deres Tilbagekomst gjorde ingen mærkelig Sensation i Stænderne. Hertugen erkjendte, sagde Silsverstolpe, at han ei var skikket til Konge; han var tvivlraadig, om han skulde antage eller ikke et Tilbud, for hvilket han havde, sagde han, Kongens Godhed at takke; men han troedes dog dertil at kunne formaaes. Hertuginden var aldeles derimod; thi hun vilde, at hendes Broder, Kongen af Danmark, skulde faae den svenske Krone. Endskjønt det var aldeles tvivlsomt, om Hertugen vilde modtage Tronfølgen, vare hans Tilhængere lige ivrige. Adlersparre havde Kongens Haand-Secretair Battram i sine Hænder. Denne, som hver Aften var inde hos Kongen og sladdrede (jollrade) med ham, talede da bestandigen foragteligt om Prindsen af Pontocorvo, og kaldte ham «Sergeant.» Man snakkede saa for Kongen, at H. M. skrev selv til Overstatholderen, som var meget for Prindsen, et Brev med fornærmelige (förklenliga) Udtryk om ham. Saasnart jeg fik det at vide, skrev jeg til Skoldebrand, og bad ham tilintetgøre Kongens Brev, paa det intet Mindesmærke om saadan Uretfærdighed (orättvishet) skulde findes. Jeg tillagde: vi tænke ulige om Valget af Tronfølger; men dette hindrer mig ikke i at gjøre Prindsen af Pontocorvo den Ret (rättvisa), som man er ham skyldig. – Adlersparre og hans Tilhængere formanede Kongen til at kalde Grev Ærede til sig. H. M. sagde til ham: «Min salig Fader var Deres Faders store Velynder; min Broder har gjort Deres Lykke, og jeg har altid været Deres Ven. Hvorledes kan De nu være mig imod?» Ærede svarede: «Jeg erkjender med Ærbødighed Kong Adolf Frederiks Godhed imod min Fader; at Kong Gustav den 3die viiste mig Raade, skal jeg aldrig forglemme, og D. M. skal jeg til min Dødsstund være huld og tro; men at D. M. vil at Sverige, 607efter Hans Bortgang, skal styres af en ludi Magister, det er for meget begjært.»

Prindsen af Pontocorvos Venner forøgedes dagligen, saa at Pluraliteten var afgjort til hans Fordeel; men den hæderlige Tænkemaade raadede hos Stænderne, at de ei vilde skille sig fra Kongen, men ønskede, at han vilde give dem sit Bifald. Flere af mine Venner, udsendte af Prindsen af Pontocorvos Parti, kom til mig, for at formaae mig til at gaae over til hans Side. De sagde, at jeg alene tilbageholdt Sagen; thi jeg kunde overtale Kongen. De tillagde, at Adlersparre og hans Folk vare mine Uvenner, og skulde styrte mig, om de fik Overhaanden. Jeg svarede: det veed jeg; men ingen privat Hensigt har nogensinde virket paa mig. Jeg har ikke bibragt Kongen den Tanke, at foreslaae Hertugen af Augustenborg som Tronfølger. Det gjorde Adlersparre og Platen; men siden de have faaet ham til at gaae saa langt, som skeet er, kan jeg ei styrke ham i at modsige sig selv. – Jeg skriver dette for Efterverdenen, og bør oprigtigen bekjende, at jeg desuden fandt det vanskeligt at vænne mig til den Tanke, at Sverige skulde styres af en fransk General. Mit politiske System er det gamle, bygget paa Venskab med Frankrige, men ei paa Underdanighed, og Prindsens rette Tænkemaade kjendte Ingen. Baron Wetterstedt omtalte Alt, hvad Keiser Napoleon skulde gjøre for Sverige, af Venskab for Prindsen. Erfaring har lært, hvor lidet han kjendte dem begge To. – Tingene balancerede paa den Maade nu er bleven omtalt, da en Hændelse indtraf, som vendte Alt til Prindsens Fordeel. Den 10de August communiceredes mig seent om Aftenen en Coureer. Det var en Svensk ved Navn Bonsac, som jeg havde seet i Paris 1795. Han var dengang der for at pleie det kanzowske Huses Anliggender. 608Bonsac overgav mig et Brev af følgende Indhold:

J’arrive à l’istant de Paris. Je suis chargé d’une lettre, que je des remettre à Votre Excellence elle même. Je dois de plus m’acquitter d’une mission importante envers elle. Mes instructions portent que je dois eviter autnt qu’il soit possible de me faire remarquer. A et effet j’ai l’honneur de Vous addresser la présente par un négociant svedois, Mr. Bonsac, qui a fait le voyage de France avec moi. Je Vous supplie de lui faire connaître de quelle manière je dois parvenir jaqu’a Votre Excellence, si toutes fois Elle ne préère de m’envoyer chercher ici pour me conduire à la ville.
Mosås le D Aout 1840.
étoit signé
G. A. Fournier.


Fournier er af Nation Franskmand; han har været bosat i Götheborg som Handlende, men nødtes til at forlade Staden, formedelst en gjort Bankerot.

Jeg kaldte ufortøvet til mig Baron Wetterstedt og Statssecretair Järta, forat forespørge mig, om Fournier kunde modtages i Ørebro. De svarede, at da han ei vitterligen var nogen fremmed Magts Ombud, men syntes at reise i eget Ærende, kunde han ganske vist modtages, naar han kun ei opholdt sig længe. Jeg bød ham saaledes indfinde sig Dagen derpaa. Han kom og sagde, hans Ærende var paa Prindsen af Pontocorvos Vegne at sige mig, hvorlunde Prindsen havde faaet høre, at en ‹…› Deel af den svenske Nation ønskede ham til Tronfølger; at han var villig til at svare til en saa hædrende Tillid; men at om hele Sverige ønskede ham og 609Kongen var derimod, vilde han ei modtage Kronen. For at legitimere sig som bemyndiget til sit Ærende, overgav han mig et Tandstikker-Futteral af Elfenbeen, hvori vare Prindsens og Prinds Oscars Portraiter en miniature, og et Brev fra General-Handels-Agent Signeul til mig. Det første modtog jeg for at vise Kongen og gav det siden tilbage, endskjønt Fournier bad mig beholde det. Gud veed hvor det tilsidst standsede. Wetterstedt tog det, og viiste det overalt. Den lange Secretair Lundbeck aftegnede Miniaturerne og derefter blev 2 Kobberstik stukne. Signeuls Brev var af følgende Indhold:

«J’ose supplier Votre Excellence permettre que je recommande très respectueusement a sa bienveillance le porteur de la présente Mr. Fournier, qui se rend en Suède pour ses affaires particulièrcs. Comme je le crois en mêmc tems chargé d’une commission importante, je me fais un plaiser de déclarer qu’il est incapable d’aucune intrigue qui puisse déplaire à Sa Majesté. Son caractère honnête et les instructions dont il est muni me repondent de la conduite honorable qu’il tiendra et j’espère qu’il se rendra digne de la haute protection de Votre Excellence.»

Efter at have betragtet Miniaturerne og læst Brevet, androg Fournier hvad der var betroet ham, og hvoraf det Væsentligste findes i den Memorial, jeg fremlagde for Kongen, og hvoraf længere nede findes en Afskrift. Han sagde derhos, at i Følge den Forskrift, der var ham givet, burde han alene holde sig til mig, overgive General Ærede Prinds Oscars Portrait og siden ikke tale med Nogen. Dette holdt han aldeles ikke, thi allerede om Eftermiddagen talede han med en Mængde Mennesker, og Fremstillingen om Pengefordelene, som 610Sverige kunde vente sig af Prindsens Valg, hvilket skulde være en stor Hemmelighed, blev det saa lidet, at Alt tilhobe fandtes nogle Dage efter i Upsals Dagblad.Artiklen, trykt hos Stenhammer og Palmblad, lød saalunde: «Uddrag af et Brev fra Ørebro, dateret 13de August 1810: «I Gaar ankom tvende Courerer fra Paris. De medbragte Depescher fra Prindsen af Pontocorvo, tilligemed Portraiter af Prindsen selv, hans Gemalinde og Søn. Der opgives, at Prindsen af Pontocorvo, i Tilfælde at han skulde blive valgt til Tronfølger af Sverige, vilde af egne Midler indsætte 8 Millioner Livres (omtrent 80 Tønder Guld i Banko) i vor Bank, samt tilbagekjøbe det af den franske Regjering bortdisponerede Krongods i Pommern, ligesom alle i Frankrige condemnerede Handelskibe med deres Ladninger. De sidstnævnte skulle i Værd gaae op til 3 Millioner Rigsdaler. Den Forsikkring, Prindsen derhos beretter at have givet, at berede os fri Export af alle vore Tilvirkninger, og saa megen Samqvem med England, som nærværende Omstændigheder nogensinde tillade og vore Behov uundgaaeligen kræve, synes baade at bevise Keiser Napoleons Velvillie for os og Prindsen, hvis Valg han ikke utydeligen synes at ønske.

Jeg svarede Fournier, at Tilbudet kom noget seent, da man allerede var gaaet saa langt med Hertugen af Augustenborg; men at jeg skulde gjøre H. M. Rede for, hvad han havde sagt mig, og give Svar. Jeg anmærkede dog, at, hvor stort Begreb jeg end havde om Prinds Pontocorvo, kunde jeg ikke dølge for mig følgende Vanskeligheder: 1) at Herren ikke kjendte Landets Sprog; 2) at af en fransk Prinds burde vi vente haarde Skridt imod England, hvilket skulde aldeles tilintetgjøre vor Handel; og 3) at Prindsen skulde blive ledsaget af en Mængde Udlændinger.

Hertil svarede Fournier: at Prindsen meget snart skulde lære svensk; at han var en Ven af Handelen, og skulde gjøre for de Svenske Alt, hvad gjøres kunde; at meget 611saa Franske skulde komme ind med ham, og at General Gérard, som havde skaffet Prindsen mange Uvenner, allerede var fra ham. Det maa da have været den Gérard, som saa heltemodigen faldt paa Valpladsen ved Luzen 1813, og hvis Egenskaber som Krigsmand jeg har hørt Prindsen meget berømme.For saavidt det ikke snarere er nuværende Marskalk, Grev Gérard, som den 11te October 1836 blev Serafimerridder.

Denne Dag var Postdag. Jeg havde meget at gjøre, og vilde ikke mod Aften tale med Kongen om en Sag, som skulde kunne virke paa Sammes allerede nedslagne Sind. Jeg opsatte det saaledes til Morgendagen, en Søndag. Jeg skulde da spise Middag hos Baron Åkerhjelm paa Dylta. Didreisen fordrede en Times Tid. Jeg kunde saaledes opholde mig i Ørebro til Kl. 1.

Klokken 9 gik jeg op til Slottet. Jeg ventede til halv 1. Kammerherren, som havde Vagt, spurgte ofte efter; men bestandig sov Kongen. Jeg troer, at Hs. M., træt af Alt, hvad der sagdes om Kongevalget af begge Partier, vilde være i fuld Stilhed Søndag Formiddag, paa hvilken han ei var nødsaget at modtage Nogen, og derfor ikke ringede efter Kammertjeneren. General Adlerkreutz kom lykkeligviis op til Kongen inden jeg gik. Jeg bad ham forberede H. M. paa, hvad jeg havde at sige, og reiste derpaa afsted til Dylta med Justitsombudsmanden Baron Mannerheim, til hvem jeg underveis betroede Sagen. Han var ei heftig for Hertugen af Augustenborg, men anmærkede, da jeg nævnede Pengefordelene, at det var at sælge Fædrelandet. Jeg svarede: «Nei; thi Fordelene vare ikke for os, men for Riget. Og de kunde af den Aarsag saa 612meget hellere antages, som de ei tilbødes af nogen foragtelig Mand. Ved Tilbagekomsten fra Landet saa jeg Grev Ærede i sit Vindue. Han bad mig komme op. Ubeskrivelig var hans Glæde. Adlerkreutz havde talt med Kongen og fundet H. M. mindre utilbøielig. Jeg ilede op paa Slottet. Saasnart Kongen blev mig vaer, stod han op fra Spillebordet og kaldte mig ind i sit Cabinet. Jeg aflagde der min Beretning, som Kongen med megen Taalmodighed hørte paa, og da jeg til Slutningen sagde, at Prindsen havde ladet mig erklære, at om hele Sverige vilde give ham Tronfølgen og Kongen var derimod, vilde han ikke modtage Tilbudet, yttrede Hs. M. sig: «det maa dog være en hæderlig Karl.» Ved Statsraadets Sammenkomst den paafølgende Dag opløstes min her ovenfor paaberaabte Embedsberetning angaaende hvad Fournier havde anført. Den lød saalunde:

«I Følge Embedspligt bør jeg til D. M. afgive følgende Beretning:

Igjennem Ombud har Prindsen af Pontocorvo for mig ladet yttre: at han vel havde flere Anledninger til den Formodning, at der kunde blive Spørgsmaal om hans Person ved Valget af svensk Tronfølger, men at han, hvor smigrende det var, dog ingenlunde vilde det skulde skee, naar det ikke var Deres Majestæt behageligt; at, i Tilfælde han skulde blive paatænkt, kunde han ufortøvet skaffe sit nye Fædreland følgende Fordele: 1) 8 Millioner Francs, som inden 6 Maaneder skulde indsættes i det svenske Rigsgjælds-Contoir mod 4 pCt. Rente. 2) Liqvidering af alle de svenske Handlendes Fordringer hos den franske Regjering, hvoraf een Million Francs skulde ved Prindsens Ankomst contant betales, og efter Forbringernes totale Beløb paa Vedkommende fordeles; 3) 613Omtuskning af Prindsens private faste Eiendomme i Frankrige og Hannover, imod de Domainer i svensk Pommern, som H. M. de Franskes Keiser havde bortskjænket. Desuden gav samme Ombud Prindsens Beredvillighed tilisende, at gjøre Alt, hvad der stod til ham, til Fordeel for den svenske Handel.

Omendskjønt nu disse Tilbud ere ledsagede af Omstændigheder, som give den Grad af Troværdighed, at jeg privat ikke kan i mindste Maade drage deres Rigtighed i Tvivl, saa have de dog ikke al den Sikkerhed, jeg, i det Embede jeg beklæder, bør fordre. Men de ere af den store Vægt for Fædrelandet, at de, efter min underdanige Tanke, bør have væsentlig Indflydelse paa det Valg, for hvilket Rigets Stænder ere sammenkaldt. Det bliver saaledes af yderste Nødvendighed at skaffe sig ovennævnte Sikkerhed, og den kan let, endskjønt med nogen Tidsforhaling, vindes.»

Endskjønt den hemmelige Committee allerede var indkommen med sin Yttring til Fordeel for Hertugen af Augustenborg, befalede dog Kongen, efter Statsraadets eenstemmige Opfordring, at denne Beretning, som Anledning til en ny Yttring, skulde meddeles den hemmelige Committee.

Strax derefter udkom det Brev, som her nedenfor findes afskrevet. Det var uden Navn og Datum, men skrevet med Generalconsul Signeuls Haand saa lydende:

«Endskjønt jeg som Embedsmand burde lade Kongens herværende Minister ignorere, at jeg maaskee bedre end han kjender den Negociation, som Baron Mørner har entameret, fordrer alligevel min Pligt, herved paa det ærbødigste at prævenere D. E. om, at den franske Keiser skulde med største Tilfredshed see Marskalken Bernadotte som Konge i Sverige. At Alquier ei reiser, kommer aldeles ikke af nogen Misnøie med de 614Propositioner, hvorom der er Spørgsmaal. Den franske Regjering vil alene vide, om det Parti, som foreslaaer Pontocorvo, er af Kongen understøttet, og at det saaledes ikke har nogen Charakteer af Intrigue. Jeg kan paa min Ære forsikkre D. E, at Keiseren blev enchanteret af den Nærmelse, som er skeet til Prindsen af Pontocorvo. De Underretninger, som i dette Tilfælde ere blevne mig meddeelte, ere paalidelige, thi jeg har dem fra Personer, som ere Keiseren nær, og fuldkommen kjende Sammes hemmelige Tænkemaade mod Sverige. Den Troskab, jeg skylder Kongen, forenet med min ærbødigste Højagtelse for D. E., har determineret mig til at skrive dette Brev, hvis Indhold er sandt og upartisk. Om det end skulde være stridende mod visse officielle Beretninger, haaber jeg at Fremtiden skal bevise, at jeg har været vel underrettet, samt at jeg i min snevre Virkekreds har forsøgt at være mit Fædreland nyttig.»

Signeul havde tilforn, strax efter at Efterretningen om Prinds Carl Augusts Død var kommen til Paris, skrevet mig til, at Keiser Napoleon ønskede, at Kongen af Danmark maatte blive valgt til Tronfølger. Det var den Tanke, som satte Baron Mørner i Bevægelse. Havde Kongen af Danmark kunnet blive valgt, uden nogen Keiserens synlige Medvirkning, saa havde han været glad ved at see en mægtig Ruslands Fiende opvoxe gjennem 3 nordiske Rigers Forening; men han vilde ikke i det Øieblik fortrædige Rusland, hvilket Land han endnu da troede at behøve med Hensyn til sine Planer med den engelske Handel. Alle den danske Ministers, Hr. Dreyers, Depescher til det danske Ministerium indeholdt den franske Keisers Forsikkringer om hans Ønske, at Kongen af Danmark maatte blive valgt til Tronfølger; men den franske Charge d’Affaires Desaugiers fik ingen Forskrift at bidrage dertil. Ikke den 615mindste Indflydelse havde han; men den danske Minister von Dernath, viiste ham sine Depescher, og formaaede ham til at yttre sig i Keiserens Navn, til Fordeel for den danske Konge. Da dette Brev blev bekjendt i Paris, tilbagekaldtes han med Keiserens Unaade, og blev paa nogen Tid ei benyttet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.