Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Bilag No. XXIII

Declaration.

«Fra den Tid Fred imellem Danmark og Sverige var sluttet i Jönköping har H. M. oprigtigen og uafladeligen 628bestræbt sig for at vedligeholde Venskab og god Forstaaelse med dette Naborige, men har tillige ikke kunnet dølge for Sig Selv, at den svenske Regjering langt fra at besjæles af samme Aand, kun alt for ofte har givet Beviis paa et modsat Sindelag. Ved hiin Fred havde Sverige forbundet sig til at bortfjærne Danmarks Fienders Krydsere fra sine Kyster. De vedbleve imidlertid ei alene at anholde danske Skibe tæt under den svenske Kyst, men toge dem endog i svenske Havne. Den danske Regjerings gjentagne Besværinger over det Tab, som derved tilføjedes Danmarks og Norges Handel, bleve sjeldent besvarede, aldrig afhjulpne. Den svenske Kyst i Kattegattet blev saaledes efter Freden i samme fiendtlige Stilling til Danmarks Skibsfart som den havde været under Krigen. Krigserklæringen, som den svenske Regjering lod sig formaae til at udstede mod England, frembragte i den Henseende aldeles ingen Forandring, og efterat Freden igjen var sluttet med Storbrittanien udbredte Faren for den danske Skibsfart sig over den hele svenske Kyst. Den danske Sømand kunde haabe under et venskabeligt Nabolands Kyster at være betrygget mod Overfald og Opbringelse. Han maatte troe, at en Regjering, der ikke sjeldent brammer med Frihed og Selvstændighed, vilde for sin egen Værdigheds Skyld hævde sine Territorial-Rettigheder mod enhver Fornærmelse. Men han fandt sig skuffet i sin Forventning, naar han i Farens Stund søgte Beskyttelse paa svensk Grund, hvor Fiendens bevæbnede Fartøjer ubehindrede ventede paa deres Bytte. Berøvet sin Eiendom, og ofte forfulgt af Fjenden endog op i Landet, kunde han blot beklage sit Tab, men maatte tillige føle en billig Harme over Nabofolkets Uvirksomhed i at beskytte sine Kyster. Den Bestemmelse i Fredstractaten, at al Eiendom tilhørende begge Staters gjensidige 629Undersaatter, der ved Krigens Udbrud var lagt under Beslag, skulde befries, blev fra Danmarks Side iværksat uden Ophold og med den strengeste Nøiagtighed. Derimod tilbageholdes endnu fra den Tid flere danske Undersaatteres Eiendomme i Sverige. De ofte fornyede Reclamationer om sammes Udlevering eller Erstatning for Værdien have kun tilvejebragt intetsigende Udflugter eller Løfter om Godtgjørelse, som man hidtil forgjæves har haabet opfyldte. Men Sverige lod det ikke forblive ved disse Beviser alene paa sit uvenskabelige Sindelag mod Danmark. I Begyndelsen af forrige Aar sluttedes mellem det russiske og svenske Hof et Forbund, der siden blev stadfæstet i Åbo, og hvorved Sverige erholdt Forsikkring om Ruslands Bistand til at udføre den allerede lagte Plan at bemægtige sig Kongeriget Norge. Til samme Hensigt blev et senere Forbund sluttet imellem Sverige og Storbrittanien. Førend man imidlertid skred til aabenbar Fjendtlighed, vilde man ikke lade lempeligere Midler uforsøgte. Ved listige og troløse Bekjendtgjørelser, som fra Sverige bleve Tid efter anden indsendte til Norge, søgte man at friste dette Riges Indbyggere til at unddrage sig deres retmæssige Arvekonges Herredømme. Paa samme Tid blev et stort Antal Skibe, som for den danske Regjerings og forskjellige Privates Regning efterhaanden afgik med Kornladninger til Norge, tilbageholdte i svenske Havne, hvor de havde søgt Tilflugt deels formedelst Storm og Søskade, deels for at undgaae fiendtlige Krydsere. Alle Forestillinger, som bleve gjorte mod denne voldsomme og for Norges Indbyggere grusomme Foranstaltning, vare aldeles frugtesløse. Den ligesaa haanende, som paa disse Kornladninger uanvendelige Forevending «at Kornudførselen fra Sverige var forbudt» var det eneste Svar, som fra Sveriges Side blev givet. Hensigten med 630at hindre Korntilførselen til Norge var umiskjendelig. Nordmanden skulde ved Hunger tvinges til at underkaste sig Sveriges Herredømme. Stolende paa sine mægtige Allierede, bluedes den svenske Regjering end ikke ved at gjøre H. M. det Forslag at afstaae Norge mod at erholde andre Lande, hvoraf Sverige ikke er i Besiddelse, og hvorover det ingen fri Naadighed har eller kan vente. Da nu den svenske Regjering hverken ved bedragelige Forslag der ofte vare forbundne med Trudsler eller ved sine gjentagne Forsøg paa at friste Nordmændene til Utroskab og Frafald kunde naae sit Maal, lagde den sin Misfornøielse for Dagen ved at ophæve de ministerielle og Handelsforbindelser imellem begge Stater. Man paalagde H. M.s Charge d’Affaires i Stockholm at begive sig bort, og den herværende svenske Mission blev tilbagekaldt. Den danske General-Consul blev ligeledes bortviist fra Gothenborg. Kort derefter afbrød den svenske Regjering al Samfærsel mellem begge Stater. Sverige har saaledes tilintetgjort enhver venskabelig Forbindelse med Danmark. Adgangen til de svenske Stater var spærret for enhver dansk Undersaat. Man gik nu videre. Den sædvanlige og ved Tractater sikkrede Postgang mellem Danmark og Norge gjennem Sverige blev standset. Man forbød svenske Skibe at betale Øresunds-Told, hvortil H. M. ifølge de ældre Tractater med Sverige, der paa ny ere befæstede ved Fredsslutningen i Jönköping, har den upaatvivleligste Ret. Dog ikke nok at svenske Skibe paa den Maade fritoges fra den Forpligtelse at erlægge Told i Øresund; svenske bevæbnede Fartøier have endog med Magt hindret andre Nationers Skibe fra at clarere ved Øresunds Toldkammer i Helsingøer. Endelig har en svensk Officeer Skriftligen erklæret den kongelige Gouveneur paa Bornholm at have Ordre til at opbringe alle Skibe 631under dansk Flag, og at hindre Samfærdselen imellem Christiansø og Bornholm. Ogsaa er en kongelig Søofficeer kort derefter paa en Reise fra Bornholm til Kjøbenhavn, bleven anholdt af en svensk Brig, og bragt til Ystad, hvorfra han endnu ei er kommen tilbage. Efterat den svenske Regjering paa saa mange Maader ei alene har tilsidesat enhver nabolig Pligt mod Danmark, og ophævet alle de Forbindelser, som sædvanligen finde Sted mellem Naboer og Stater, der leve i god Forstaaelse med hinanden, men endog aabenbarligen brudt Freden imellem begge Riger, deels ved at tilføie de kongelige Undersaatter et betydeligt Tab, og end mere ved at indgaae Forbindelser med Kongens Fiender, som sigte til at underkaste sig Kongeriget Norge, seer H. M. sig, skjønt ugjerne, tvungen til at gribe til Vaaben, for med Magt at afværge alle videre Fornærmelser af en Regjering, der alt længe har udøvet Fiendtligheder imod de danske Staters kongelige Undersaatter. De udforderlige Befalinger i den Henseende ere allerede udstedte til H. M.s Søe- og Landmagt. Aldrig var en Forsvarskrig retfærdigere. Aldrig har nogen Regjering med større Overbærelse og Langmodighed dvælet at anvende Vaabenmagt for at hævde Statens Sikkerhed og værne om Undersaatteres Eiendom. Kun Nødvendighed har kunnet bevæge H. M. til en Beslutning, der strider mod hans Hjertes Følelser. Men disse maae vige for den høiere Pligt at beskytte de ham af Forsynet betroede Stater og Undersaatter mod ufremæskede, troløse Angreb fra en Regjerings Side, hvis fiendtlige Planer mod Danmark hele Europa kjender. H. M., som altid med Tryghed stoler paa Sit elskede Folks urokkelige Troskab og Hengivenhed, har ikke villet tillade sig en haanlig og usikker Fred ved Offeret af Sine troe og tappre Nordmænd, men Han ønsker Intet heller end at Hans svenske Majestæt 632ved at erstatte det Tab, der er blevet H. M.s Undersaatter tilføiet, vil give Anledning til, at den gode Forstaaelse mellem begge Nationer, der tjener til deres gjensidige Fordeel, maa vorde tilveiebragt.

Kjøbenhavn den 3die September 1813.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.