Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Bilag No. III. a

480General Silfersparres Beretning om det sandfærdige Forhold ved
Kong Gustav Adolphs Arrestering i hans eget Værelse
paa Slottet i Stockholm
den 13de Marts 1809, Kl. 8½ Formiddag.

«Den 13de Marts 1809, Klokken omtrent 7 om Morgenen, kom Major de la Grange til mig, hvor jeg boer i H. K. H. Prindsessens Palais, med en Hilsen og Anmodning fra General Adlerkreutz, at jeg skulde komme op paa Slottet Kl. omtrent 8½ i et for Fædrelandet vigtigt Anliggende. Jeg gav ufortøvet det Svar, at jeg til den Tid skulde indfinde mig i Pillarsalen. Kl. 8 begav jeg mig allerede paa Veien, og kom paa Stedet Klokken et Qvart paa 9, hvor jeg alene traf nogle Personer, som kom til samme Tid i den Hensigt at tage Afsted med Kongen inden hans Afreise. En kort Stund derefter indfandt sig Oberstlieutenanterne Gustav v. Otter og de la Grange, Majorerne Ulfssparre og Adlerkreutz, samt Lieutenant Arnell. Jeg begyndte at tale med En og Anden af disse Sidste, for at høre om de kjendte Hensigten med General Adlerkreutz’s Budskab til mig igjennem de la Grange, og fandt at de vare der i samme Hensigt. I det Samme kom General Adlerkreutz ind i Værelset og strax hen til mig, hvorpaa vi, efter nogle Ords Samtale med førnævnte 4 Herrer, ufortøvet gik afsted, først igjennem Kongens nedre Garderobe og derpaa lige ind i Kongens eget Værelse, hvor han stod midt paa Gulvet fuld paaklædt med sin Sabel ved Siden i en Samtale med Hans Excellence Klingspor, som var alene i Værelset med ham. Vi nærmede os strax Kongens Person, og General Aderkreutz yttrede: at saasom det var os overdraget ei alene af 481Rigets første Embedsmænd men af hele Armeen og Folket, at forsikkre os Hans Majestæts Person, saa begjærede vi Sammes Sabel. Herpaa svarede Kongen med nogen Heftighed: «Hvad er det? Hvad vil det betyde? I ere forledte.» – «Net, Deres Majestæt, det er vort fulde Alvor», svarede En af os. Kongen: «Dette er Forræderi, og I blive Alle ulykkelige, om I fortsætte saa forræderiske Skridt.» Vort Svar blev det samme og vi nærmede os end mere hans Person. Kongen veg nogle Skridt tilbage og drog sin Sabel for at forsvare sig, men vi skyndte os at gribe fat paa Kongens Person. General Adlerkreutz tog ham om Livet, og jeg tog i en Hast Værget af Kongens Haand, satte det fra mig bag et Bureau, som stod i Nærheden, og ilede tilbage til Kongen for at holde ham fra andre Udbrud af hans Heftighed, da han under et fortvivlet Skrig raabte: «Forrædere, Mordere, Hjælp, Frelse! o.s.v.» Derimod erklærede vi med de stærkeste og helligste Forsikringer, at det just var os, som vilde frelse hans Person fra alle de truende Farer, som sikkerligen vilde indtræffe, om han undkom fra Slottet. Imidlertid samledes Drabantvagterne i den fulde Tanke at komme Kongen til Hjælp, tilligemed deres Chefer udenfor Værelset, hvor vi vare, og hvortil Døren under Katastrophen holdtes stængt af Oberstlieutenant Otter, Major Adlerkreutz og Lieutenant Arnell. Lieutenant Hjerta, som disse bleve vaer udenfor, blev i en Hast sluppen ind, de Øvrige, som vare udenfor, søgte paa alle Viis, skjønt forgjæves, at komme ind, uagtet de med saadan Styrke søgte at forcere Døren, at den ene Dørspeile sloges i Stykker. Efterat Kongen endeligen var bleven noget roligere og havde ophørt at skrige, lode vi ham Frihed til at spadsere frem og tilbage paa Gulvet, hvorefter Døren aabnedes, og en Deel af Drabantcorpset, 482som derefter viiste sig, gik efter General Adlerkreutz’s Opfordring efterhaanden igjen til sine Poster. Derpaa gik General Adlerkreutz ud i næste Værelse, hvor han traf Oberst Melin, der havde Staven og Befaling over Alt. Melin maatte efter nogen Modstand levere Staven fra sig, og denne toges tilligemed Commandoen af Adlerkreutz. Jeg var ogsaa nærværende ved denne Begivenhed, og strax derpaa traf jeg H. E. Grev Ugglas og General Stremfeldt, som jeg formaaede til at gaae ind i Kongens Værelse til hans Selskab. Men da jeg kort efter kom ind i Værelset, fik jeg med Forundring see, at Kongen havde en blottet Sabel i Haanden, hvormed han gik frem og tilbage paa Gulvet. Jeg erindrede da, at jeg havde sat hans egen Sabel ved Bureauet, og frygtede for at det var den samme, Kongen nu bar. Jeg gik derpaa uformærkt did for at see om den fandtes paa samme Sted, hvor jeg satte den, hvilket dog ikke var Tilfældet. Da jeg imidlertid fandt, at Kongen havde et andet Værge, spurgte jeg, hvorfra Kongen havde faaet den Sabel han bar, hvortil svaredes mig, at det var General Strømfeldts Sabel, som Kongen ved hastigen at springe ind paa Generalen havde uddraget og siden bar. Jeg blev nu meget begjærlig efter at vide, hvo der havde taget Kongens eget Værge, som jeg havde sat i hans Værelse ved Bureauet, men da der forud var bleven forsikkret mig, at begge de øvrige Døre i dette Værelse vare saa sikkert stængte, at de ei fra nogen Side kunde aabnes, fandt jeg ingen Fare ved at give Kongen Frihed til at gaae i Værelset med denne Sabel i de Herrers Selskab, som befandt sig derinde. Jeg gik derfor ud i næste Værelse, og spurgte høit, hvo der havde taget Kongens Sabel, hvorpaa Major Ulfsparre svarede, at han havde taget og gjemt den. Jeg begjærede derpaa at faae 483den i Hænde, hvorfor Majoren og jeg gik ned for den lille Trappe ind i den nedre Garderobe, hvor han havde gjemt den i en Vedkasse. Jeg tog den og bar den i en Hast op i det øvre Værelse, hvor jeg traf Lieutenant Greipenwald, som jeg overgav Sablen og paalagde ham at bringe den i Generaladjutant-Værelset i Forvaring; men han bad mig at maatte beholde den indtil Videre, med Forsikkring, at Ingen uden Ordres skulde faae den fra ham, uden med Tabet af hans Liv. Deri samtykkede jeg, og gik derefter ind i Kongens Værelse, hvor jeg fandt ham roligere end før. Hos ham vare da Oberstlieutenant G. v. Otter, som fra Begyndelsen af uafbrudt havde været inde i Værelset, samt H. E. Grev Ugglas, General Strømfeldt og Hofmarskalk de Beche, der senere fik Lov at komme ind i samme Hensigt som General Strømfeldt og Excellencen Ugglas. Kongen promenerede da frem og tilbage paa Gulvet, bestandig med Sablen i Haanden, hvilket jeg ansaae forat være uden al Fare. Han fordrede da meget strengt af mig at faae sin egen Sabel tilbage, samt yttrede Mishag med, at Oberstlieutenant v. Otter var inde hos ham med Surtouten paa, og befalede ham flere Gange, skjønt uden Virkning, at gaae ud. Efter en Stund gik Oberstlieutenant v. Otter ud i næste Værelse efter min Begjæring, for at skaffe nogle Officerer ind, som kunde være tilstede ved Bevogtningen. Da deres Ankomst forhaledes noget længere end jeg ventede, gik jeg ud i næste Værelse, hvor jeg vidste at General Adlerkreutz var, for at bede ham befale et Par Officerer komme ind som Vagt. Dette skede, men efter nogle Minutter, da vi begge paa eengang gik ind i Værelset, fik vi see, at Kongen havde faaet Døren op lige for, og skyndte sig alt hvad han kunde, for at undkomme den Vei. General Adlerkreutz og Lieutenant 484Hjerta ilede i fuld Fart efter, og jeg tog Veien igjennem det store Galleri og Dronningens Værelse, for der at søge at træffe ham. Hofjægermester v. Greiff, som under dette var i de ydre Værelser, og fik høre Kongens Forsøg paa at undkomme, foer strax ud for den store Slotstrappe, og tog hændelsesviis Veien skraas over Borggaarden til Lejonhvælvingen, hvor han nogle Skridt fra denne inde paa Borggaarden traf Kongen, som da vilde forsvare sig med den Sabel, han havde i Haanden. Greiff afparerede Stødet med den venstre Haand, greb Kongen om Livet med den høire, og førte ham tilbage ind i Hvælvingen, hvor General Adlerkreutz med sine fornævnte Ledsagere traf dem begge. De fulgte samtligen Kongen, og ved Ankomsten til Dronningens store Trappe, bare de ham, der var meget mat, op for den til Dronningens Spisesal, hvor Kongen igjen begjærede at maatte gaae. Marschen fortsattes nu igjennem de store Værelser og Galleriet, hvor Kongen da selv begjærede at gaae ind i det hvide Værelse, hvilket og skede. Der fremsattes en Stol for Kongen, hvorpaa han ufortøvet satte sig, og blev siddende der over een Time aldeles stille. Jeg kom ind i Værelset paa samme Tid som Kongen, og der sattes strax 4 Officerer Vagt, hvorpaa General Adlerkreutz og jeg kom overeens om, strax at gaae op til H. K. H. Hertugen for at underrette ham om det Passerede fra Begyndelsen til samme Stund, hvilket Alt var H. K. H. ganske ubekjendt. Vi ankom i Hertugens smaa Værelser, traadte ufortøvet ind, og omtalte med den meest levende Bevægelse, hvad vi havde gjort for at frelse vort Fædreland, samt berettede, at vi nu havde Kongens Person i al Sikkerhed, og anmodede H. K. H. paa det indstændigste om, at han ufortøvet vilde antage sig Styrelsen, og i Kraft deraf som Fædrelandets Frelser og Regent 485foranstalte de Forholdsregler og Skridt, som nu ufordredes, og ei af nogen Anden kunde eller burde iværksættes. H. K. H. modtog denne Tidende med stor Bevægelse, og lovede endeligen efter nogen Tids Betænkning at opfylde vort Ønske.

De høie Embedsmænd, som havde faaet Underretning om denne Begivenhed, kom nu op til H. K. H., og der blev sendt Bud efter dem, som derom vare uvidende, hvilke ogsaa ufortøvet indfandt sig. Alt sattes i fuld Virksomhed, og denne lykelige Regjeringsforandring proclameredes i en Hast ved Herold paa sædvanlig Maade. Jeg fik derpaa ufortøvet Hertugens Ordres til at blive ansvarlig for Kongens Bevogtning, hvorfor jeg strax gik tilbage til Kongen, og forblev der tilligemed de ovennævnte 4 Officerer indtil Kl. 1½ paafølgende Morgen den 14de Marts, da Afreisen foretoges til Drotningholm i følgende Orden.

Kongen i en firesædig Vogn med mig, Oberstlieutenanterne v. Otter og de la Grange. Paa Kudskesædet, ved Siden af Kudsken, Hofjægermester Greifs; bag paa Vognen Lieutenanterne Trawenfeldt og Gripenwald. De øvrige 12 udseede Vagtofficerer deels i Staldvogne og deels i Hyrevogne. Eskorten bestod af 50 Mand Curasserer til Hest med tvende Officerer. Kl. 8 om Morgenen kom vi til Drotningholm, hvor Kongen fik sit eget Sengkammer til Beboelse, bevogtet af tvende Officerer i samme Værelse. Resten af Officererne passerede denne Dag mestendeels Alle udenfor i de øvrige Værelser, hvorvel der var foranstaltet Indqvartering for Enhver af dem i andre Værelser. Efterat Kongen havde ladet sig klæde af, gik han strax til Sengs, og forblev i den under god Hvile til om Eftermiddagen Kl. 5, da han stod op og klædte sig paa. Paa Drotningholm varede Opholdet til den 24de om Morgenen, da 486vi Kl. 8 afreiste derfra Søveien, hvor endnu fandtes stærk Iis til Gripsholm i følgende Orden:


1) Avantgarden bestaaende af 100 Mand Grenaderer med Commanderende, 4 Mand om hver Kurvslæde, og hvert Par Slæder havde Ordre, ei at kjøre hinanden nærmere end paa 10 Alens Distance mellem hver.
2) Første Hofstaldmester Baron Rålamb som Landshøvding i en Slæde.
3) Kongen i en Slædevogn tilligemed mig.
4) Oberstlieutenanterne Carl V. Otter og Reuterkrone i en Slædevogn.
5) Oberstlieutenant Gustav v. Otter og Lieutenant Hjerta, som vagthavende Adjutant i en Slæde.
6) Vagtofficererne, 16 i Tallet, 2 og 2 i hver Slæde.
7) Livmedicus Weigel og Expeditionssecretair Wallin i en Slæde.
8) Kongens Kammertjener samt Garderobe-Effecter i 4 Slæder.
9) Bataillons-Commandeur, Major Ensküld med hans Adjutant i een Slæde, samt
10) Resten af Livregimentets Grenadeer-Bataillon med Undercommanderende 4 i hver Slæde.

Disse 6 Mile fortsattes uden at skifte Heste alene med 2de Hvilestunde af en halv Time paa hvert Sted, hvor saavel Mandskabet som Skydsbønderne bleve forplejede. Det maa tillige bemærkes, at hvorvel jeg proponerede Kongen at stige af sin Slædevogn, blev han dog siddende stille, hvor han under den anden Hviletid tog en Sup Brændeviin og spiste en Hjerpe m. m. Klokken 1½ om Eftermiddagen kom vi til Gripsholm Slot, hvor Kongen strax bragtes ind i de Værelser, som for 487ham der vare beredte, nemlig hans sædvanlige Sengekammer og Værelset indenfor, det saakaldte Conseilværelse, der nu blev udseet til Kongens Soveværelse, og hvorhen ogsaa hans Seng strax indflyttedes. Vagten indrettedes saa, at 2de Officerer altid vare i det Værelse, hvor Kongen opholdt sig, samt tvende udenfor i næste Værelse, foruden en af Overadjutanterne eller de befalhavende Officerer, hvoraf En vaagede baade Nat og Dag, ligesom de 4 sidstnævnte altid skulde være tilstede, den Sidste dog med Frihed til at gaae ind og ud imellem Værelserne efter Behag. Hvad der dagligen forefaldt, udviser den hemmelige Journal, som med Nøiagtighed førtes, og hvoraf dagligen gjordes Extracter, som ved enhver beqvem Leilighed endog udenfor Postdagene i Underdanighed tilsendtes H. K. H. Rigsforstanderen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.