Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Bilag No. III. b

Beretning, forfattet af Cancelli-Præsident Ehrenheim,
den 13de Marts.

Cancellipræsidenten, Ehrenheim, som ogsaa blev anbefalet at følge Kongen, men efter Begjær fik Tilladelse til at reise forud til Nyköping, foer op til Slottet henimod Kl. 10 om Formiddagen for at indhente yderligere Ordres af Kongen forinden Afreisen. Da han kom til den ydre Borggaard, mødte Vagten hans Vogn, og den vagthavende Officer sagde, at han havde Ordres til ei at tillade Nogen at kjøre op til Slottet. Uden at begjære Forklaring herover vendte Cancellipræsidenten hjem igjen, og fik kort efter Besøg af en Person, som tilkjendegav ham, hvorlunde det berettedes, at Kongen skulde være arresteret. Omtrent en Time derefter blev han kaldet til Hertugen 488gjennem 2de Adjutanter, Ekstedt, tjenstgjørende hos Hertugen, og Ulfssparre hos Hs. Excellence Klingspor, i hvis Vogn han tilligemed Ulfssparre kjørte op til Slottet. Den anden Adjutant gik tilfods bagefter, tilligemed en civil klædt Person ved Navn Claeson),En af de Adelsmænd, som paa Rigsdagen havde nedlagt sit Adelspatent og forandret sit Navn fra Cederstrøm til Claeson. forhen Cederstrom, som sikkert paa eget Begjær havde faaet Tilladelse til at officiere ved denne Leilighed. Saaledes havde denne Afhentning til Slottet et Udseende af militairsk Bevogtning, som man siden søgte at undskylde dermed, at Cancelliepræsidenten skulde, efterat være bleven kaldet, have nægtet at indfinde sig, hvilket var en aabenbar Usandhed. Da Hofkansler Zibet ved samme Tid, eller kort før, begav sig op til Slottet, hendte ham det samme, at hans Vogn hindredes i at kjøre frem. Zibet, som ei saa let lod sig afvise, begjærte at tale med den vagthavende Officer, og sagde ham, at da han havde hørt Kongen agtede at reise, vilde han forinden opvarte H. M. for at erfare om Samme havde Noget at befale, i den Formodning, at dette ingenlunde kunde vægres ham. Officeren svarede høfligt, at han noksom vidste, at han talede med En af de høiere Embedsmænd, som vare berettigede til at kjøre op til Slottet, men beklagede, at hans modtagne Ordres nu hindrede ham i at tillade det. Baron Zibet spurgte paa hvis Ordres dette skede, og da der svaredes: paa den tjenstgjørende Generaladjutant Adlerkreutzes Ordres, begjærede han i det mindste at kunne opsende sin Tjener til Adlerkreutz, for at indhente hans Svar. Officeren sagde, at ogsaa dette var ham forbudet. Derefter kjørte Hofkantsleren tilbage, søgende først Statssecretairen Lagerbring, som ei 489var hjemme, og siden Rigsdrosten. I Salen stødte han paa Admiral Grev Claus Wachtmeister, som pustende og stønnende var i Færd med at rive op Vest og Halstørklæde. Zibet spurgte, hvad det var for Toilette Greven gjorde, hvorpaa denne berettede, at Kongen var arresteret, at Medlemmerne af den kongelige CommissionFormodentligen den, som var nedsat for at undersøge Rigets Tilstand og foreslaae Midler til Krigens Fortsættelse. vare kaldte til Hertugen. Da Rigsdrosten i Følge heraf besluttede at lade sig bære op til Slottet, endskjønt han endnu ei var helbredet af en svær Sygdom, syntes Zibet, at han som Medlem af denne Commission ogsaa burde indfinde sig, endskjønt ingen Kaldelse endnu var kommen ham tilhænde, og kjørte saaledes tilbage til Slottet, hvorhen hanhan] rettet fra: kan (trykkfeil) kom ubehindret. Under Opgangen spurgte han, hvor man samlede sig? Der blev svaret, at i det hvide Værelse udenfor det store Galleri vare mange Mennesker. Hofkantsleren begav sig did, fandt Værelset i megen Uorden, Dronningens Toilette midt paa Gulvet, og Kongen siddende bleg og mat i en Lænestol med Hatten paa Hovedet, heftig angreben af Opkastelse, samt blodig paa Haanden og Kjoleskjødet. Zibet bad Kongen skylle sin Mund med koldt Vand for at stille Opkastelsen. Dette hørte Kongen, begjærede et Glas Vand, og skyllede Munden dermed, hvorefter Brækningen standsede. Under dette formaaede Kongen formedelst Mathed knapt at aabne Øinene. Tæt ved hans Stol stod Borgenstjerne, og Værelset var opfyldt med milltaire og civile Personer, som mestendeels vare Zibet ubekjendte, hvilke promenerede fra og til, sludsken klædte i Surtouter, og slængte sig skjødesløst i Stolene. Efterat Hofkantsleren en Stund med Bevægelse havde betragtet Alt dette, og selv modtaget ikke blide 490Øiekast af de her Tilstedeværende, blandt hvilke befandt sig Adskillige af dem, som paa Norköpings Rigsdag frasagde sig Adelsskabet, og som ved nærværende Begivenhed havde spillet en vigtig Rolle, spurgte han, hvor Medlemmerne af den kongelige Commission vare, som vare blevne opkaldte. Derefter begav han sig did over, og traf de høiere Embedsmænd og Generalitetet der i Værelset. Hertugen kom ud, og tilkjendegav i en Tale, at han med Hensyn til hvad der nyligen havde tildraget sig, havde, som den nærmeste fuldmyndige Slægtning af den kongelige Familie, seet sig nødt til at forlade sin Rolighed og paatage sig indtil videre Rigsstyrelsen i Egenskab af Rigsforstander. Derhos gav han tilkjende, at han havde ophævet den kongelige Commission, og i dens Sted tilforordnet et Conseil, i hvilket Medlemmerne af fornævnte Commission anmodedes følgende Dag at indfinde sig. Derefter forestillede Feltmarskalk Klingspor Vigtigheden af, at der til Rolighedens Vedligeholdelse maatte udsees et sikkert Forvaringssted for Kongen, og foreslog dertil Gripsholms Slot. Inden Hertugen kunde svare herpaa, udbad Baron Zibet sig Tilladelse til i denne kritiske og ømfindtlige Sag at yttre nogle Ord: Han var forvisset om, at Hertugen, langtfra at ville forøge Smerten af Kongens Stilling, var beredvillig til at skaffe al den Lindring, som kunde forenes med Almeen-Sikkerheden; han forestille hvorlunde blot Benævnelsen af Gripsholm maatte vække en smertelig Følelse hos Kongen, idet den ulykkelige Skjebne, som der tilforn var mødt en svensk Konge, maatte tilbagekaldes i hans Erindring. Han troede, at Kongen med al Sikkerhed kunde forvares paa Stockholms Slot, hvor han fik Anledning til at see og leve med sin Familie, hvilken Trøst han aldrig kunde formode Hertugen vilde nægte ham. Her faldt General Adlerkreutz meget 491højrøstet ham i Talen, «at dette var et Spørgsmaal, som senere kunde afgjøres.» Zibet derimod paastod, at det var just nu Spørgsmaalet burde afgjøres; thi naar Kongen var bleven bortført til et afsides Sted, var det for seent. En og Anden begyndte nu ogsaa meget varsomt at lade sig mærke med, at være af samme Tanker. Hertugen, som syntes tvivlraadig, sagde, at han vilde videre tænke derpaa.

Inden Hofkantsleren aftraadte, berettede han for Hertugen med sin sædvanlige Frimodighed, hvorlunde han af en Hændelse var kommen til det Værelse, hvor Kongen var; at han troede at være i TempeltaarnetHvor Ludvig den Sextende havde siddet. saa foragtelig opførte man sig der imod Kongen. Derpaa berettede han, hvad ovenfor er bleven anført, og tilføiede, at Hans Kongelige Høihed turde erindre sig, at da le Masque de Fer indsattes i Fængsel, blev Commandanten forbuden at sætte sig i hans Nærværelse. En slig egard syntes endnu med større Grund at burde vises ham, som nyligen havde været regjerende Konge; at Hertugen visseligen tænkte for ædelt til at ville forøge Smerten af en Stilling, som desuden var tung nok. Hertugen blev øiensynligen rørt ved disse Forestillinger, og befalede Generaladjutant Adlerkreuss at bortvise fra Kongens Værelser alle uvedkommende Personer, og alene lade de Vagthavende blive tilbage, hvilket ufortøvet iværksattes.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.