Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Tiende Capitel

Efterhaanden begyndte de Vanskeligheder, som havde hindret Prinds Christian August i offentligen at modtage Thronfølgervalget i Sverige, at hæves. Vi have ovenfor seet, at han kun under den Betingelse vilde modtage Valget, at han dertil erholdt sin nærværende Konges Samtykke, og at Fred imellem Danmark og Sverige virkeligen kom i Stand. Senere hen tilføiede han ogsaa den Betingelse, at Sverige formedelst hans Valg ikke skulde indvikles i vanskelige Forhold til Frankrige, og han erklærede bestemt, at han i begge disse Tilfælde vilde træde tilbage. Vi have forhen bemærket, at disse Erklæringer fra Prindsens Side ikke tilfredsstillede Kongen af Danmark, da de ledsagedes af Prindsens Ulydighed mod den danske Konges Befaling at rykke ind i Sverige med den norske Hær. For at retfærdiggjøre sit Forhold, udrydde hvert Mistankens Spor hos den danske Konge, og overbevise ham om Umuligheden for den norske General i Landets og Armeens nærværende Stilling at gaae offensiv tilværks, sendte Prindsen sin Fortrolige, Overqvarteermester Darre,Darres Forbindelse med Prindsen efter den Dag var ikke langvarig. Han elskede Prindsen, men sit Fædreland over Alt. Han modtog derfor ikke det Tilbud, som Prindsen skal have gjort ham, at følge ham til Sverige, men vendte efter Fredslutningen tilbage til sit Landgods paa Toten, hvor han døde samme Aar i October i en kraftfuld Alder af 45 Aar. Prindsen hædrede hans Minde ved at forøge hans Enkes Pension af sin egen Casse til 500 Rdlr. Pensionen erkjendtes af Prindsens Broder, Hertugen af Augustenborg, som ledsagede Bekræftelsen deraf i et egenhændigt Brev til Enken efter Prindsens Død. (See Samlinger til det norske Sprog og Historie 5 B. 1 H. Pag. 166 ff). Hvad Wergeland i sit Skrift, i Noten, anfører om Darres Dødsmaade Pag. 36 er uden Tvivl ikke rigtigt. Flere af Forfatterens Venner, som levede paa den Tid, have ligesaalidet som han selv hørt Noget derom, og Rygter af den Art løbe om med en Fart. Generalchirurg Thulstrup, som blev sendt af Prinds Christian til Darres sidste Sygeleie, fandt ham stærkt lidende af Hæmorhøidal-Tilfælde, og han ansaa hans Død, som paafulgte faa Dage efter, som en Følge af denne Sygdom. Skulde maaskee Wergeland forvexle Darre med en anden Person af Darres Familie, som frivillig skal have endt sine Dage? til Kjøbenhavn, 107der fuldstændigere og sikkrere med Ord kunde forklare Kongen Tingenes sande Stilling, end skriftligen kunde skee. Af alle i Kjøbenhavn værende Nordmænd modtoges Darre med den største Glæde; thi han høiagtedes formedelst sit fædrelandske Sind og sin Dygtighed, og hans udvortes elskværdige Personlighed banede ham Adgang til alle Landsmænds Deeltagelse. Paa Norge var desuden den meest deeltagende Opmærksomhed ogsaa i Danmark paa den Tid henvendt. Det danske Hof overvældede derhos Darre med Høfligheds-Beviser, og ophøiede Prindsens Rang og Stilling. Han udnævnedes paa den Tid til Feldtmarskalk og Statholder i Norge. Men med Hensyn til Øiemedet for sin Reise vendte Darre med uforrettet Sag tilbage, og den paa Prindsen hvilende Mistanke udryddedes hverken i de større eller mindre Kredse i Danmarks Hovedstad. 108Hvad Prindsen ved denne Leilighed erfoer, maa have foranlediget ham til hine ovenfor omtalte Beklagelser. Senere hen, da Prindsens Stilling til Sverige som Tronfølger var afgjørende bestemt, besluttede han personligen at reise til Kjøbenhavn, for at nedlægge sine Embeder i den Konges Haand, hvis Tjeneste han forlod, og tillige uden Tvivl for at berolige Frederik den VIte med Hensyn til hans Forhold i Fremtiden mod sit gamle Fosterland. Men Prindsen lod sig af Sveriges Konge og af svenske Mænd, som han høiagtede, overtale til at opgive Reisen.Sveriges Konge yttrede ikke utydelig sin Frygt for at Reisen kunde blive farlig for Prindsens Liv. Men en saadan Mistanke var ligesaa fornærmelig som ugrundet; thi intet Hof var mindre skikket paa den Tid end det ærlige danske til at lægge troløse Planer mod Nogens endog sin Fiendes Liv. Svenske Forfattere selv tage ogsaa det danske Hof i Forsvar i den Henseende. (See 11te Bilag Litr. o.).

Imidlertid indtraf flere Omstændigheder, som bevægede det danske Hof paa den Tid til at vise et fredeligt Sindelag imod Sverige, og gjøre forsonlige Skridt til at hæve det fiendtlige Forhold imellem begge Riger. Thi nu indsaa Kongen af Danmark tydeligen, at de store Planer, som han med sine Allierede havde lagt til Sveriges Undertrykkelse, ikke mere kunde udføres, da de hver for sig sluttede Fred med Sverige saaledes som egen Interesse bød, uden at tage mindste Hensyn paa Danmark. Og dette Rige, isoleret fra sine Forbundsfrænder, var i Sandhed for svagt til at understøtte sin Fordring paa Grændseudvidelse, og kunde heller ikke gjøre den gjældende ved nogen virkeligen gjort Erobring. De første Skridt til Fred skede saaledes fra Danmarks Side, og det saa pludseligen, og med saa meget Maadehold med Hensyn til Fredsbetingelserne, 109at de opvakte det svenske Kabinets Forundring, for ei at sige Haan. Sverige var meer ligegyldigt for de Skridt, som Danmark vilde gjøre, efterat det selv havde tilfredsstillet sine mægtigste Fiender. Det kunde derfor nu antage en høi Tone i sine Fredsunderhandlinger med Danmark, ligesom det svenske Hof havde følt sig krænket ved det danske Hofs Adfærd under de senere i Sverige indtrufne Begivenheder.

Da Tronforandringen i Sverige lykkeligen var tilveiebragt, forsømte ikke det svenske Hof at meddele det danske samme, og havde derhos yttret Ønske om Freds Oprettelse mellem begge Parter. Kongen af Danmarks første Følelse ved denne uventede Efterretning var Harme over den voldsomme Haand, som var lagt paa hans kongelige Fætter.Rygtet talte om et Kraftudtryk ved denne Leilighed af Frederik den VIte, som hentydede paa hans Utilbøielighed til at indlade sig med oprørske Undersaattere og Voldsmænd. ligesom den hele Begivenhed gjorde et Skaar i Danmarks Udvidelsesplaner paa Sveriges Bekostning. Det danske Hof yttrede saaledes ingen Deeltagelse for denne Katastrophe, og svarede ikke paa den gjorte Meddelelse. Det var aabenbart dets Hensigt at udsætte sine Beslutninger i den Henseende, indtil det havde erfaret sine Allieredes Tanker, og hvorledes disse vilde tee sig under denne Tingenes Forandring. Den danske Konges Udsættelse og Taushed var derfor naturlig. Sverige gjengjældte denne Kulde fra Danmarks Side, og da det valgte sin Fiendes Overgeneral i Norge til Tronfølger i Sverige, gjorde det Danmark derom ingen Meddelelse. Imidlertid lykkedes det Sverige at bevirke en fredelig Tilstand med sin Hovedfiende. Underhandlingerne i Frederikshamn med Rusland lovede en snart forestaaende Fred-Afslutning med dette Rige, og i Følge Keiser Alexanders 110daværende Forhold til Napoleon, maatte ogsaa denne lede til Fred med Frankrige. Den franske Keisers Opmærksomhed var desuden paa den Tid henvendt paa ganske andre politiske Gjenstande end paa sit Forhold til Sverige, som han lempede efter den russiske Keisers Ønske. Danmark begyndte saaledes at frygte for at blive den tabende i Stedet for den vindende ved denne Krig; thi Rusland lod, som sagt, ikke til at tage mindste Hensyn til Danmarks Interesse, men kun at sørge for sin egen i sine Fredsunderhandlinger med Sverige. Derhos frygtede den danske Konge for de hemmelige Bevægelser i Sverige, og tildeels i Norge, som gik ud paa den skandinaviske Halvøs Forening. Danmark var saaledes tilfreds med at ende Krigen uden Offer af egne Landstrækninger, opgav alle sine Udvidelsesplaner, og den danske udenlandske Minister Bernstorf aabnede en Brevvexling med den svenske Minister for de udenlandske Anliggender, Engstrøm, hvori Danmark foreslog Sverige en Fred, hvis Betingelser skulde grundes paa status ante bellum.Bernstorfs og Engstrøms Brevvexling findes i Bilag 17 o ff. Engstrøms Brevvexling med Adlersparre og med Bernstorf findes i Bilag 16 o ff, og Engstrøms Brev til den franske Minister Didelot i samme Anledning findes i Bilag 17 e.

Fredsunderhandlingen aabnedes imidlertid ikke i en venskabelig Tone. Bernstorf yttrede i sit første Brev til Engstrøm, at det havde opvakt stor Forbauselse ved det danske Hof, at Sveriges Tronfølgervalg var falden paa en Fiendes Overgeneral – «et Valg af den Beskaffenhed, at Historien neppe havde noget lignende at fremvise.» Den Danmark derved forvoldte Krænkelse forøgedes ved, at Valget ikke engang var blevet det danske Hof communiceret. Imidlertid erklærede han paa sin Konges Vegne, at Danmark vilde samtykke i Valget, naar en 111passende Fred kunde opnaaes; men at det, indtil en saadan istandbragtes, maatte modsætte sig Prinds Christian Augusts Ophøielse til Sveriges Kronprinds. Derhos foreslog Bernstorf saadanne Betingelser, som Sverige maatte ansee antagelige, nemlig det samme Forhold imellem begge Stater, som før denne Krig havde fundet Sted. Et saadant Fredsforslag maatte ansees billigt, da ingen af Magterne havde gjort nogen Erobring fra hinanden. Engstrøm gav paa sit Hofs Vegne først et undvigende Svar, og forsvarede det mod Bernstorfs Angreb. Han søgte at oplyse, at Kongen af Sveriges Forhold mod Danmarks Konge var foranlediget ved Sammes Taushed og uvenlige Adfærd, og at Sverige, omringet af idel Fiender, havde Vanskelighed ved at undgaae Valget af en Tronfølger iblandt disse, naar det ei vilde vælge en engelsk Prinds, hvilket for den almindelige Freds Istandbringelse neppe vilde være tjenligt. Den næste Depesche var imidlertid affattet i en fredeligere Stiil, og begge Rigers Befuldmægtigede nærmede sig hinanden til en fredelig Overeenskomst. Mødet til Fredens Afslutning bestemtes at skulle være Jønkøping, som laa omtrent lige langt fra begge Rigers Hovedstad. Fra Danmarks Side mødte Ministeren Rosenkrantz og fra Sveriges Side Adlerberg. Der sluttedes saaledes en Fred imellem Danmark og Sverige under 10de December 1809, i Følge hvilken Rigernes Grændser bleve de samme som før Krigen. Rosenkrantz forlangte vel paa Danmarks Vegne, efter den imellem dets Allierede vedtagne Regel, at Sverige skulde udelukke de engelske Skibe fra svenske Havne, men da den svenske Sendemand ikke ubetinget vilde indgaae dette, lod Rosenkrantz sig nøie med en hemmelig Artikel, hvori Sverige kun indgik i Betingelsen, autant que les moyens de Suède pourront le permettre sans se 112compromettre avec Angleterre,Forsaavidt Sveriges Kræfter tillode det uden at udsætte det for Ulemper fra Englands Side. og Rosenkrantz tilføiede: ce que nous sommes bien eloignés de desirer.Hvilket vi ere meget langt fra at forlange. Sveriges krigerske Stilling til England blev saaledes kun simulair, da begge Magter hemmeligen aftalte ikke at afbryde det fredelige Handelssamqvem. Nogle andre mindre vigtige Punkter, saasom Delinqventers Udlevering og fri Flaadning paa Clara-Elven til Norge, bleve let afgjorte.Formedelst Broderens, den norske Rosenkrantzes, bekjendte ædle Uegennyttighed og stadige Hensyn til Fædrelandets Tarv i hans offentlige Stilling, lagdes visseligen ikke nogen diplomatisk Vægt paa denne Artikel formedelst Bestemmelsens Vigtighed for de Hafslundske Godser. Større Vanskelighed forvoldte derimod Sveriges Paastand om Ophævelse af Sundtolden for svenske Skibe og Lettelse i disses Expedition i Helsingøer. Rosenkrantz erklærede paa det bestemteste, at dersom Sverige ønskede Fred med Danmark, maatte denne Paastand opgives. Freden blev saaledes afsluttet, uden at nogen af Parterne kunde rose sig af nogen Fordeel i denne korte Krig, og Grunden til Forsinkelsen i Christian Augusts Valg til Sveriges Kronprinds var nu fra denne Side hævet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.