Ellevte Capitel

Saaledes skede endnu om Høsten 1809 en stor Forandring i Norge formedelst den saa kaldte Licencefart, og en ny og glimrende Handelsepoke begyndte for de norske Trælasthandlere. Aldrig have nogensinde Fragterne for Trælastdragere steget til den Høide, og aldrig er Trælasten i England forholdsmæssigen 113bleven bedre betalt end i denne Høst. Den norske Trælast begjertes meer i England end nogensinde, og de Omstændigheder, som siden nedtrykte dens Priser, viste sig kun i det Fjærne. Trælasttolden var ikke saa trykkende høi, og Canadas Tømmer oversvømmede endnu ikke i den Grad som senere hen det engelske Trælastmarked, endskjønt England under det lange Savn af nordisk Tømmer havde begyndt dermed at gjøre sig fortroligt. Hverken fra Sverige over Gothenborg eller fra de finske Havne vare endnu de store Masser løsnede, som siden saa meget nedsatte det norske Tømmer. Norge havde dengang for sig alle irske og engelske Havne, der krævede norsk Tømmer, medens senere hen den ene Havn efter den anden lukkedes for norske Trælastdragere formedelst det amerikanske i Prisen langt billigere Tømmers Concurrents. Da Farten aabnedes i September Maaned 1809 betaltes en uhyre Fragt, som udgjorde over det 5 dobbelte af den nu gangbare; thi for de første oversendte Ladninger betaltes indtil 6 a 8 Pund Sterlig pr. 100 beregnede Bord. Det var saaledes ikke usædvanligt, at nogle faa Reise paa England lagde Skibets Værdi i Redernes Casse, og ikke desto mindre havde Trælasthandlerne sit gode Udbytte af den solgte Ladning. Men denne gyldne Periode varede vist nok ikke længe.

Imidlertid steeg ikke Skibenes Værdi til den Høide, som under saadanne Omstændigheder skulde være at vente. Pengenes Værd begyndte paa den Tid stærkt at synke, og den forværrede Cours forhøiede ikke lidet Udskibernes og Skibsredernes nominelle Fordeel. Men i Almindelighed havde man endnu ikke tabt Creditten for denne løst, uden sikker Basis, omflagrende Pengemasse. Man var saa vant til at betragte sin Rigsdaler som en reel Værdi, at man ikke kunde tro den nedsat til 114nogle Skilling. Det var først naar Overdaadighedsvarer eller Huusholdningens Tillægsartikler, der i de første Krigens Aar fortæredes i en langt ringere Mængde end før og siden, indbragtes i Landet, at man følte den uhyre Forskjel mellem rede Sølv og det værdløse Papir. Vore indenlandske Producters Navneværdi var endnu ikke stegen i Forhold til de forværrede Penge. Kornets Priis gik vist nok efterhaanden stærkt i Veiret, men Aarsagen var ei alene at tilskrive Coursforværringen, men hidrørte deels fra de med Afhentelsen forbundne Farer og Omkostninger, deels fra den danske Regjerings ovenfor omtalte Foranstaltninger ved Indkjøbet, og mindre Omhu ved Magasinering og Fordeling. Vore øvrige indenlandske Producter vare langt fra stegne i det Forhold, hvori Papirpengene vare faldne. Jernets Priis f. Ex. var, endog i nominel Værdi, omtrent den samme som før Krigen, Lønningerne i Almindelighed saa godt som uforandrede; de smaa indenlandske Huusholdningsartikler gik ind i Kjøkkenet til lidet forandrede Priser, og de fleste Eiendomme gik i de første Krigens Aar endnu fra Haand til Haand i Landets nærværende Pengeværdier til Priser, der ikke vare mærkeligen høiere end de, der gjaldt da vore Penge endnu vare bedre. Den Indflydelse, som Coursforandringen har paa indenlandske Varepriser, Lønninger, Haandværkeres og Dagarbeideres Sold, viser sig ikke pludseligen hverken i en opgaaende eller nedgaaende Tilstand. De slette Penge gjælde sædvanligen i det indenlandske Forbrug under Coursforværringen længe som gode, ligesom gode betales som slette under Coursforbedring. Det var først efter 1809 at Øinene aabnedes med Hensyn til Papirpengenes sunkne Værd, og at dette værdløse Gods stødtes fra Haand til Haand, uden at være Gjenstand for Nogens Attraa, eller indsluttes i noget Gjemsel. Der 115indtraf under Licencefarten Omstændigheder, som vi senere have at beskrive, der gjorde at Luxusvarer begyndte at spille en langt større Rolle i vore Huusholdninger, de store som de mindre, og da lagdes Grunden til en stedse stigende Nydelse af transatlantiske Producter. Allerede mod Slutningen af dette Aar begyndte disse Phænomener at virke. Sælgeren af udenlandske Vexler undrede sig over den store Masse Papir, som han i et stigende Forhold fik for disse;I Begyndelsen af Aaret 1809 stod Coursen 200. Mod Slutningen af Juni var den allerede 300. I October gik den ned til 350 og ved Aarets Slutning stod den allerede i 400, paa hvilket Punkt – mellem 385 og 400 – den blev staaende i de første 5 Maaneder af 1810. See Nathansons «Danmarks National- og Stats-Huusholdning» Pag. 136–139. De mange Sedler, som udgik fra Altonaer Bank til Provideringsvæsenet og Understøttelse til Private i Norge, maa foruden Krigsudgifterne i begge Riger have havt sin Deel i denne Coursforværring. han begyndte at sætte Mistillid til dette Papir, for hvilket han efterhaanden fik færre og færre udenlandske Nydelser; hans Agtelse for dette Flitterguld faldt, han sløsede dermed, og idelige Omsætninger bidroge endnu mere til at nedtrykke det.

De daværende næringsdrivende Borgere følte lidet til Pengeforværringens mislige Følger. De fik i Almindelighed en solidere Mynt end den i Landet gangbare i deres Hænder, hvormed de lettere end før afrystede gamle Gjældsbyrder i Landets gjældende Penge-Repræsentativer, og Overskuddet henlagdes i en Myntsort, som liden Værdforandring var underkastet. Ikke heller føltes Forværringen i Almindelighed af den arbeidende Classe langs Norges vidtløftige Kyster, som vare inddragne i den blomstrende Handelsvirksomhed, der sysselsatte hver Arbeidskraft, eller af Skoveiere, hvis Produkter vare stegne under den 116fordeelagtige Afsætning. Det var Capitalister, Embedsclassen, nogle af Landets Huusmænd og Beboere af Norges indre Egne, saavelsom Mænd med faste Lønninger, der leed midt i denne Handelstravelhed formedelst Pengeforværringen, dog forholdsmæssigen meer i Danmark end i Norge. Embedsmændenes Stilling var virkelig paa den Tid høist beklagelsesværdig, naar de ikke kunde lægge en anden Indtægt ved Siden af Embedsgagen. I Norge skede dette stundom, deels ved stigende Sportler under en stærk Rørelse og hyppige Omsætninger, deels ved umiddelbart, fornemmelig som Skibsredere, at deeltage i Virksomheden selv. I Danmark lod dette sig sjeldnere gjøre. Der fløde Intægterne til Embedsclassen ofte i saa ringe Grad, at luslidte Kjoler og den største Undværelse i Huuholdningerne hørte til Dagens Orden. Fra den Tid af skriver sig vel og Begyndelsen til de mangfoldige Indgreb i Statens, eller som det i de Dage hedte, Kongens Casse, som skede af offentlige Oppebørselsbetjente meer i Danmark end i Norge; thi de Exempler paa Uredelighed af den Art, som Fortiden gav, vare i Norge færre end den senere Tids. Der var i Sandhed ogsaa en stor Fristelse, under egen Families store Trang og daglige Næringssorger, til at angribe en ved Haanden liggende fuld Casse. Thi Brøden begikkes dengang mestendeels ikke for at svælge i Overdaad, men for at tilfredsstille Familiens simple Fornødenheder. Ved Siden af Embedsmændene vare Capitalister, især Eiere af mindre Capitaler, hvilke stode inde i Landets egne Repræsentativer, og som ingen Anledning havde til at blande sig i den nye opvaagnede Virksomhed, at beklage. De Renter, som de hidtil havde oppebaaret, kunde være tilstrækkelige til at tilfredsstille disse mindre Capitalisters Fornødenheder, saalænge de havde den gamle Værdie, men de bleve aldeles 117utilstrækkelige under Pengenes alt meer og meer synkende Værd. Deres Stilling var endnu værre end Embedsmændenes; thi de lede ikke alene under Krigen formedelst Vareprisernes Stigen og Papirpengenes Synken; men da dette Onde ved en ny Pengenforordning skulde afhjælpes, maatte de taale en stor Reduction i deres Capital, medens Embedsmændenes Gage da rettedes efter Tingenes nye Stilling. De mangfoldige Enkers og smaa Capitalisters Suk over Tidernes Tryk formedelst Pengeforvanskningen var den bittreste Anklage mod en Statshuusholdning, hvis Forvildelser havde fremkaldt den, endskjønt der visseligen ikke fattedes Statsstyrelsen paa god Villie til at udbrede Held over Alle. Saaledes indeholdt vist nok den ved Licencefarten opnaaede Virksomhed et afgjørende Redningsmiddel mod overhængende Nød og Fare, men Spiren lagdes under Statens mangehaande Forviklinger, og formedelst Conjuncturernes Gang og Virksomhedens særegne Beskaffenhed, til en Uorden og Forvirring i Eiendoms- og Pengeforhold, der seent og først efter mange Landsmænds borgerlige Fald og store Lidelser forbedredes og omsider i senere Tid er bleven ordnet. Traaden af disse Betragtninger vil paa et følgende Blad blive forfulgt.

Imidlertid var der endnu en Bekymring tilbage i Landet, som ikke blev afhjulpen ved den igjen opvakte Virksomhed, nemlig Kornforsyningen, som i dette Aar krævedes i en større Grad end tilforn, deels fordi Aaret gav en mindre rig Afgrøde end i de foregaaende Aar, og Beholdningerne vare aldeles udtømte, deels fordi Virksomhedens nye Liv krævede flere Hænder, en stor Mængde Proviant behøvedes til de Skibe, som sattes i Fart, og fordi den bedre Tid tillod en fuldstændigere Madforsyning. Men ogsaa i denne Henseende opklaredes Fremtidens Haab. 118Ved Siden af Trælastlicencer, som tillode norske Skibe umolesterede at bringe norske Producter til England, lagdes Kornlicencer, i Følge hvilke det tillodes norske Skibe at gaae i Ballast til Danmark og derfra hente Korn til Norge. Denne Fart tog sin Begyndelse kort efter den paa ny begyndte Trælastfart, og flere norske Produkter gik tillige som Ballast over til Danmark. Flere vilde have gaaet, dersom ikke Frygten for at Jern og Trævarer ei skulde være blevet beregnet som Ballast, men som Varer, der af England vare forbudne at overføres til Danmark, havde hindret denne Slags Udskibning.Forfatteren sendte med fast alle sine Kornskibe et Parti Jern, der udgjorde Skibets Ballast, til Danmark, og ikke et eneste af dem blev opbragt, naar de med Licence vare forsynede. Vist nok paabød Licencen, at det med Korn ladede Fartøi skulde bringe sin Ladning til Leith, men de engelske Krydsere vidste i den Henseende god Beskeed, og det er ikke Forfatteren bekjendt, at et eneste fra Danmark til Norge bestemt Kornfartøi slæbtes den Vei. Derimod hendte det oftere, at de norske Fartøier, som havde ladet i Østersøen med Korn og andre Producter, bestemte til Norge, toges under engelsk Convoi og bragtes til England, hvor de maatte sælge deres Ladninger.Et Par af Forfatterens Fartøier havde denne Skjebne. Men den danske Regjerings Skridt i denne Henseende vare, som oftere paa den Tid, kun halve og ufuldstændige, og derhos foreskrevne af en Ærlighed i dens politiske Færd, som ikke gjengjældtes af dets Allieredes diplomatiske Forhold. Dersom Danmark, som Rusland og Sverige, havde indstillet al Kaperfart og al Jagt af Krigsskibe paa engelske Handelsflaader, som skareviis seilede til russiske og svenske Havne, saa vilde de engelske Krydsere være svundne fra de nordiske Havne, og Kornfarten imellem 119Danmark og Norge kunde være bleven dreven som i Fredens Ro. I de østersøiske Vande saaes ingen anden Kaper end nu og da en ubeleilig fransk, eller som udrustedes for fransk Regning, og betragtedes i disse Lande selv mere som Fiende end som Ven. Nu var vel Vesthavet temmelig frit for fiendtlige Krydsere, og engelske og norske Skibe vestenfor Lindesnæs behandlede hverandre som venskabelige Magters, men Kornfarten paa Danmark besværedes dagligen af engelske Orlogsmænd, som opbragte alle Fartøier, der ei med Licencer vare beskyttede. Dette fiendtlige Forhold maatte ansees fremkaldt ved den Jagt, som danske Orlogsfartøier i Nordsøen, og danske Kapere, der endnu i Mængde sværmede om i de danske Vande, gjorde paa de engelske Handelsskibe, der beseilede Østersøen.

Men endogsaa denne Kornfart, som beskyttedes af Kornlicencer, var nær bleven forstyrret formedelst danske Embedsmænds Ubekjendtskab med disse Papirer, og en utidig Embedsiver for at forstyrre det med England ved strenge Love forbudne Samqvem. Saaledes havde Forfatteren fragtet en Brig paa 2000 Tønder Korns Rum, som, ballastet med et lille Parti Jern, var bestemt til at indtage Korn i Kallundborg. Modvind optog Skibet paa Høiden af Samsøe, og Skipperen ankrede ved Kyholmen, hvor der laae Militaire under en Majors Commando. Skipperen gik i Land for at proviantere, hvor Majoren lod ham kalde for sig, og spurgde ham, hvorledes han var sluppen igjennem den Skare af Krydsere, som laae udenfor. Da Skipperen dertil svarede, at han var forsynet med Licence, lod Majoren sig denne forevise, stoppede Skibet og sendte Licencen med Coureer til Kjøbenhavn for at faae Forholdsordre. Lykkeligviis befandt Forfatteren sig netop dengang i Kjøbenhavn for at ordne sine Kornanliggender, og saasnart 120han fikfik] rettet fra: sik (trykkfeil) Nys om hvad der var passeret, bevirkede han Skibets Frigivelse ved umiddelbart at henvende sig til Kongen selv.En Audience hos Kongen af Danmark var, især for Nordmænd, paa den Tid en let Sag, naar man først havde gjennembrudt den Linie af Adjutantere og Hofmænd, som beleirede Forgemakket, og udholdt den Qvarantaine, som bestjernede Mænds Foretræde hos Kongen med Portefeuiller under Armen paalagde. Umiddelbart efter disse indlodes sædvanligen Nordmænd, der stode paa Reisen. Forfatteren har aldrig følt sig forlegen ved sin Audience hos Frederik den VIte; thi endskjønt hans første Tiltale var kort, stundom endog streng, og hans Manerer mindre forbindtlige, viste sig under Samtalen saa megen Ligefremhed, godmodig Deeltagelse, umiskjendelig Velvillie og aabent Øre for den foredragne Sag, at Forfatteren stedse tilfredstillet og som oftest bevæget forlod hans Gemak. Især maatte man beundre hans lykkelige Hukommelse og hans nøie Bekjendtskab med Rigernes indre Forhold og med detaillerede Omstændigheder endog i det fjærne Norge. Forfatteren var desuden Kongen bekjendt, og havde før modtaget Beviser paa hans kongelige Yndest. Saaledes betænkte han sig ikke paa ogsaa i denne sin Nød at fremstille sig for Kongen, forklare ham de indtrufne Omstændigheder og ansøge om Skibets Frigivelse. Da Kongen havde hørt Sagen foredrage, udbrød han: «Hvad er det for en dum Djævel af Skipper De har havt?» Forfatteren undskyldte Skipperen saa godt han kunde, og beraabte sig paa, at Hans Majestæts egne Agenter i Norge benyttede sig af deslige Sikkerhedsdocumenter. «Deres Skib er frit», var Kongens Svar, og efterat han omhyggeligen og med Deeltagelse havde spurgt om Tilstanden i Norge, ønskede han Forfatteren en lykkelig Reise og Held til hans Provideringsforetagender. Aaret efter var Forfatteren atter i Kjøbenhavn og havde en anden Vanskelighed, som paa samme Vei jævnedes. Han havde indkjøbt i Sjælland et Parti Korn og dertil fragtet 2de Skibe i Kjøbenhavn, til hvilken Ende han havde forsynet sig med 2de Licencer. Naar disse Documenter skulde som gyldige respecteres af engelske Krydsere, maatte Expeditionens Datum paa Toldboden ligge indenfor Documentets Udløbsdatum. Dette var ikke Tilfældet med disse Licencer, og for at de kostbare Ladninger med Sikkerhed kunde bringes over Havet maatte Toldexpeditionen antidateres. For at opnaa dette indfandt Forfatteren sig i Toldkammeret, for igjennem en af de formaaende Herrer at faae udrettet hvad han ønskede. Han stødte paa en Deputeret, Kammerherre Oldenburg; men neppe hørte han Ordet «Licence» før han slog det fra sig med begge Hænder og udbrød: «slige Documenter kjende vi ikke, og dermed kan Toldkammeret ei befatte sig». Forfatteren tog saaledes Mod til sig, fremstillede sig for Kongen selv, og forelagde ham Sagen og den Vanskelighed, hvori han var stedt. Bønnen blev tilstaaet, saasnart den var gjort. «Reis De kun hjem, svarede han, jeg skal sørge for Dem». Den følgende Morgen meldte Generalauditeur Bergh, som dengang var i Kongens Stab, Forfatteren i en Billet, at Sagen var ordnet efter Ønske. Skibene afgik og naaede lykkeligen deres Bestemmelse. Ved en af disse Audiencer 1812 i December overgav Kongen Forfatteren et Brev med 3 Segl for, til Tegn paa dets Vigtighed, til Prinds Frederik af Hessen, som dengang var Statholder i Norge. «Vogt Dem, sagde han, at Svensken ikke faaer fat paa Brevet, ellers er De ulykkelig, og hils min Svoger». Brevet kom lykkeligen til sin Bestemmelse. Efter den Dag blev der truffet saadanne Foranstaltninger gjennem den danske Regjering, at Skibe, som vare forsynede med Licencer, ei stoppedes af offentlige Autoriteter, og saavidt erindres lagdes Visitationen af saadanne Fartøier under Cheferne for Roerflotillen.

121Saa mørke Udsigterne derfor end havde været til Landets Providering i September Maaned, da Landmandens Haab var skuffet formedelst en mislig Høst, Norges Kyster vare omgivne af fiendtlige Krydsere, som opfangede de mindste Fartøier, og der ingen Udsigt var til at kunne liste Kornet over Nordsøen fra Danmark, eller i Almindelighed til at kunne reise Midler til at betale det, saa meget lysere bleve disse Udsigter inden Aarets Ende. Hele Norges Coffardiflaade fra de største til de mindste Seil vare i Bevægelse deels for at føre Landets Producter over til et fordeelagtigt Marked, deels for at 122hente Fødemidler fra Danmark. Saavel fra England som fra Danmark bragtes Provisioner af alle Slags Nødvendigheds- og Overdaadighedsvarer, al Mangel forsvandt; thi Midlerne til at betale tilveiebragtes i Overflod ved den nyopvakte Virksomhed. Der var en Travelhed over det hele Land, hvis Lige faa Tidspunkter i Norges Handelshistorie kan fremvise. Alle vilde deeltage i den nye blomstrende Virksomhed, og især var der en idelig Omsætning af Skibe. Fartøier byggedes, kjøbtes i Kjøbenhavn og andensteds, og gik fra Haand til Haand i Landet selv. De, der ikke turde stole paa Licencefartens Sikkerhed, skilte sig ved sine Skibe for en Priis, som da syntes høi, men blev lav formedelst Pengeforandringen. Paa den Tid opstode ogsaa flere Handelsmænd, der befandt sig paa Borgerlivets laveste Trin, og berigedes ved de simpleste Omsætninger. Det var nok at kjøbe, lade den kjøbte Vare henligge en Tid, og da sælge for at begynde en ny Omsætningskreds; thi formedelst Pengenes Fald betaltes det Kjøbte stedse med slettere Penge, og Overskuddet kunde bruges til en ny Gevinst. Dette Forhold vedvarede ligetil Januar 1813,1813] rettet fra: 1816 (trykkfeil, notert i trykkfeilliste bakerst i originalutgaven) da Pengeforordningen satte en Grændse for Pengeforværringen, og Speculanten forlod Varemarkedet for at træde ind paa Pengemarkedet. Nogle af disse Nylinge forsvandt ligesaa hurtigen som de opstode, men andre lagde Grunden til Handelshuse, som nu ere i større eller mindre Anseelse. Vi ville senere hen have at tale om, at ikke alle Handelsmænd benyttede denne fordeelagtige Tidspunct til at begrunde en solid Velstand, endskjønt der var Tilfældet med adskillige, men flere ere de, som i en mindre forsigtig Færd lagde Roden til deres borgerlige Undergang.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.