Tolvte Capitel

123Mod Slutningen af Aaret 1809 hævedes omsider alle de Betænkeligheder, som hidtil havde hindret Prinds Christian August i at modtage Hædersvalget, som Sveriges Kronprinds. Freden med Danmark var, som vi ovenfor have seet, definitiv afsluttet, og Frankriges Keiser havde erklæret sig tilfreds med Valget. Napoleon var alt for beskjæftiget med andre store Planer til at skjænke de nordiske Anliggender nogen alvorlig Opmærksomhed. Han havde endt Krigen med Østerrige ved en fordeelagtig Fred; hans Hære i Spanien havde været seierrige, og Joseph var vendt tilbage til Madrid; Selv beredte han sig til en ægteskabelig Forbindelse med en østerrigsk Prindsesse, efterat have skilt sig ved sin forrige Gemalinde. Da Prinds Christian August saaledes havde overbeviist sig om, at hans Udnævnelse til Sveriges Kronprinds ikke vilde indvikle hans nye Fædreland i krigerske Forhold med Europa, og han derhos havde sikkret sig sin forrige Konges Samtykke til Valget, gjorde han ingen Indvendinger mere, men erklærede sig villig til at begive sig til sit høie Kald. Prindsen havde i denne hele Sag handlet med den største Varsomhed og med en Delicatesse, som banede ham Vei til de meest anseete svenske Mænds Høiagtelse. Af alle de Forhandlinger, som ere givne Historien til Priis, synes det virkeligen som Valget tilfredsstillede den bedre Deel af Nationen blandt Høie og Lave, og om der var nogen Misfornøielse, maatte den skjule sig og øve sine Rænker i Stilhed.

Kong Carl den XIIIde yttrede det Ønske for Prinds Christian August, at han vilde ombytte Navnet Christian, der i Erindring om Christian den Andens grusomme Færd i Sverige 124var saa forhadt, med Navnet Carl. Han overdrog Adlersparre, der ogsaa havde Prindsens Fortrolighed, dette Forslag og tilstod, at, endskjønt denne Omstændighed kunde synes mere ligegyldig og smaalig, vilde Prindsens Føielighed i denne Henseende bane ham en lettere Adgang til hans Faderkjærlighed.See 11te Bilag o. Prindsen gik Ønsket beredvilligen i Møde, og hans første Brev derefter underskrev han Carl August. Dog forbeholdt han sig at bruge sit gamle Navn saalænge han var i Norge, i en Anelse om at dette Navneskifte ikke vilde tækkes hans kjære Nordmænd.

Kort før Prindsens Afreise fra Norge faldt den svenske Konge i en Sygdom, der endog truede at blive farlig for hans Liv. Prindsens Udtryk i sine Breve om denne Gjenstand bare Spoer af den høieste Deeltagelse,See 10de Bilag g. og forsaavidt hans Hu stod til hans Ophøielse, maatte vist nok Carl den XIIIdes Hengang paa den Tid have forstyrret hans adopterede Søns Fremtids Skjebne. Førend Prindsen betraadte svensk Grund, var imidlertid Faren forbi. Dog tog Prindsen heraf Anledning til gjennem Adlersparre at foreslaaae Bortfjærnelsen af al Pragt og af festlige Foranstaltninger ved hans Indtrædelse i Sverige. Han meente nemlig, at en Nation, der endnu blødte af de Saar, som Krig, Næringsløshed og en forvirret indvortes Tilstand havde forvoldt, behøvede at vise Sparsomhed i sine Foranstaltninger, og burde bruge Maadehold i sine Glædesyttringer. Hans simple Væsen passede bedst til en Modtagelse uden Bram, og i det han sigtede til et ædelt Maal, tilfredsstillede han sit eget Ønske. Derhos bad han Adlersparre ikke gjøre andet Brug af hans gjorte Forslag i denne Henseende, 125end som Adlersparre selv fandt passende til Sagens Natur og svarende til Kongens Ønske. Forslaget blev forelagt høie Vedkommende, det blev modtaget med Erkjendtlighed og forøgede Agtelsen for Prindsens Charakteer; men Ceremonien ved hans Modtagelse var ordnet, og Foranstaltningerne i denne Henseende gik deres aftalte Gang. Ved en udvortes Glands skulde Valget gives en Høitidelighed, som hævede dets Betydning i Folkets Øine. Men just paa denne udvortes Pragt satte Prindsen liden Værd. Dersom et længere Liv var bleven Prinds Christian August beskaaret, vilde hans Simpelhed uden Tvivl havde bygget Tronens Værdighed paa en solidere Grundvold.

Da Prindsen forlod Norge, var hans Formue ikke betydelig,Prindsen besad i Følge Efterretninger, som Forfatteren har fra Augustenborg, en Formue af 40,872 Specier 44 ß, som bestod i 4 pCt. bærende Statspapirer, og hans Andeel i de saa kaldte «Pensionsfondgelder» blev hans Bo efter hans Død godtgjort med 4731 Rdlr. 37 Schl. holst. Ct. Deraf nød han Renter; men paa denne Formue havde han gjort en Gjæld paa Augustenborg af 11,400 Rdlr. Schl. holst. Ct. Af Augustenburg havde han en aarlig Appanage af 2000 Rdlr. Schl. holst. Et. Under sit Ophold i Østerrige gjorde han et Testament, hvori han testamenterede sin Broder Prinds Emil, der levede i Leipzig, sit Efterladenskab, om han døde i dette Feldttog; men da han kom lykkelig tilbage, hævedes Testamentet af sig selv. Ved hans Død lagdes en Pensionsbyrde af 798 Rth. Schl. holst. Ct. og 300 Rdlr. dansk Ct. paa hans Boesmasse. Resten tilfaldt hans Broder Hertugen, Prindsesse Lovise og Prinds Emil; men de 2de første renoncerede paa deres Arv til Fordeel for Prinds Emil. hans tarvelige Gage formindskedes aarligen formedelst Pengeforværringen, og hans Goddædighed tillod ham ikke Opsparelser. Hans Levemaade var høist simpel og tarvelig, hverken svarende til hans Stilling som Prinds eller Rigets første 126Embedsmand, og han førte intet Huus, der paa nogen Maade kunde sammenlignes med nogle af Christiania Byes formuende og gjæstfrie Familiers. Om noget Gilde hos Prindsen hørte man aldrig tale, endskjønt der ofte i Byens gjæstfrie Familier gaves Feter til hans Ære. Hans Pensioner til flere Enker og afskedigede Officerer samt hans runde Gaver til Nødlidende udtømte hans Casse til den Grad, at han ofte med Længsel saae Terminen til den forefaldne Gage i Møde, og maatte mod Slutningen af Terminen bruge stor Oekonomi med sine Udtællinger og indskrænke sine Gaver.Ved slige Udtællinger paadrog han sig formodentligen den før omtalte Gjæld til den Augustenborgske Bestyrelse. Imidlertid funderede han en Stiftelse i Norge før sin Afreise, som bærer Mindet om hans Godgjørenhed til Efterslægten. Saaledes skjænkede han en Gaard, som tilhørte ham i Frederikshald, til Realskolen, og bestemte, at dersom denne blev hævet, skulde den tilfalde det søndenfjeldske Regiments og Frederikshalds Byes Fattige til lige Deling.I 18de Bilag findes nogle biographiske Notitser om Prindsens Ophold og Embedsstilling, som ere indførte i «Handlingar rørende» etc. af 5te Deel Pag. 1, og synes at være af en paalidelig Haand. Da han forlod Norge for at indtræde i sin høie Stilling i Sverige, kunde han ikke af egne Midler bestride de Udgifter, som hans Rang medførte. Han havde ikke engang en passende Eqvipage, hvori han kunde møde den Skare af Stormænd, som vare sendte ham imøde paa Grændsen, men en Vogn maatte i en Hast skaffes tilveie i Sverige, hvori han kunde fortsætte Reisen. Fra Sverige tilstilledes ham 1000 Bankodalere i Sølv, for at han ei skulde mangle den fornødne Æresskilling, og for at kunne bestride den ved saadanne Leiligheder brugelige Uddeling til de Fattige.See 14de Bilag g.

127Prindsen af Augustenborg forlod Christiania den 4de Januar 1810, og der var en stor Høitidelighed i Anledning af hans Afreise. Byen var illumineret, og i Cathedralskolen, den nuværende Departementsgaard, gaves et stort Middagsselskab, hvori en overordentlig stor Mængde deeltoge. Der yttrede sig en stor Enthusiasme for den Bortreisende, og i de Hurraraab, som hørtes under Skaalerne, istemte den udenfor forsamlede Mængde.Festen beskrives i Bladet Tiden No. 38 1810. See 19de Bilag. Prindsen var rørt over disse talende Beviser paa Erkjendtlighed for hvad han for Norge havde udrettet. Afskeden ledsagedes med de varmeste Ønsker for hans Fremtids Vel, og en almindelig Sorg var udbredt over det hele Land ved denne Skilsmisse. Den 4de Januar 1810 ledsagedes Prindsen af en stor Mængde af Byens og Omegnens Indbyggere og Embedsmænd til Sveriges Grændse, hvor den endelige Skilsmisse fra Norge skede under Følelsens vemodigste Yttringer. Aldrig gaves Feste, hvori oprigtig Høiagtelse og Kjærlighed mere forenede sig med den Hylding, der skjænkes Konger og Fyrster, end ved disse. Enhver, som har gjennemlevet dette Tidspunkt og deeltaget i disse Begivenheder, gribe i sin egen Barm! Til Sverige fulgte ingen Nordmand Prindsen uden hans Adjutant Holst, for hvem han havde beredt en Ansættelse i den svenske Armee. Den svenske Konges Ønske, og Nordmandens almindelige Tænkemaade paa den Tid mødte hinanden. Før Afreisen udstedte Prindsen følgende Afskeed til det norske Folk:

«Nordmænd!

Det for mit Hjerte smertelige Øieblik er kommet, da Skjebnen og Pligt nøde mig til at forlade Eder. Da vi erholdt 128Efterretning om, at vor fredelskende Konge var tvungen til at gribe til Vaaben, at Freden var brudt, som i en lang Række af Aar havde gjort vort Fædreland lykkeligt og til en Gjenstand for alle Nationers Misundelse, da var ikkun eet Raab: «det gjælder Kongens den retfærdige Sag; det gjælder Fædrelandets, Norges, Ære og Frelse», som gjenlød fra vore Klipper, og ikkun een Tanke, een Følelse besjælede gamle Norges Sønner. Med Standhaftighed og norskt Mod blev da hvert fiendtligt Angreb afslaaet ved vore brave Sø- og Landkrigere, ved vore Kysters kjække Beboere. Med udholdende og mandigt Mod taalte Flere af Statens Borgere deres Velfærds uforskyldte Tab, Mangelen af Livets første Fornødenheder, Tabet af deres Venner ved smitsomme Sygdomme; villigen offrede de af det, de selv savnede, paa Fædrelandets Alter, til at forsyne efter Evne deres kjæmpende Medbrødre med manglende Fornødenheder, til de Syges Forpleining og Vederqvægelse; thi vi kjæmpede i en retfærdig Sag til gamle Norges Ære, og Privatinteressen maatte vige for Almeenvellet. Nordmændenes gamle Charakteer oplivedes i dens fulde Kraft; den erhvervede Europas øvrige Nationers Hylding, og Norge indtog paa ny den Rang, som tilkommer det i den Retsindiges Øine, som skjønner Kraft, Energi og Høimodigheds Virkning i Forhold til Evner. I dette Øieblik stillede en for mig heldig Skjebne mig i Spidsen for en ædel og kraftfuld Nation, og jeg blev hædret ved dens Anstrengelser. Stolt af at have erhvervet mig det hæderfulde Navn af Nordmand, erholdt jeg saa mange Beviser paa Høiagtelse og Kjærlighed af Eder, at jeg ei seer mig i Stand til at udtrykke den Taknemmelighed, den inderlige Hengivenhed for Norges ædle og kjække Sønner, som opfylder mit Hjerte, og som vil være min Stolthed og min 129Træst indtil mit sidste Aandedræt. Krigen oplivede Nordmandens energifulde Charakteer; Privatinteressen maatte vige for Almeenaanden, og saaledes bliver den en Velgjerning for Norge, thi denne Stemning vil og maa – ved at følge vore Fædres Exempel – ved at gjøre Tarvelighed til Ære, Vindskibelighed til Pligt og et af Eders Hovedøiemed – ved de følte Manglers mulige Afhjælpning ved Industri – ved Oplysningens Fremme og Fordommes Bortrydning, gjøre Norge til et lykkeligt, kraftfuldt, selvstændigt, uovervindeligt Land. Naar Privatinteressen maa vige for Almeenaanden, da vil hver Mand føle og indsee, at almeennyttige Indretninger ei alene kan, og med Rette bør forlanges af en mild og retfærdig Regjering, som ei uden yderste Nød forøger byrdefulde Skatter, vanskelige at bestemme og fordele; men at disse Foranstaltninger bør, og muligens ikkun hensigtsmæssigen kan bevirkes, ved ægte Nordmænds Forening; da vil Norge see dets Opdragelses-Anstalter udvidede. Oplysningen fremmet, Agerdyrkningen, fornemmeligen i vore sydlige Provindser, som ved deres Danmark lignende Climat maatte kunne blive et Kornkammer for Norge, oplivet. Ved nye Veies og Kanalers Anlæg vilde nye Velstandskilder aabnes. Ved Fabrikker vilde vore Metaller end mere forædles, og vi i vort eget Land forfærdige mange af de til Jordbruget fornødne Redskaber, som vi nu maae søge i andre Lande. Vore Skove vilde hensigtsmæssig og sparsommelig benyttes, for ei at berøve vort Land en Skat, hvis hastige Tab vil have Landets Udmattelse og Undergang til Følge.

Saaledes vilde det nu overstandne Uheld blive en sand Lykke for Norge, da det oplivede Nordmandens Charakteer, det oplivede den Kraft og den Stemning for Almeenvel, som hædrede Norge, og som kun med Ringeagt kan ansee Egennytte 130og nedrig Interesse, der alene tilkommer indskrænkede Hoveder og indskrænkede Hjerter.

Dette er mit Haab, mit Ønske i det Øieblik jeg forlader Eder, mine Landsmænd! Lad det blive opfyldt, og det skal blive mig det sikkreste Beviis paa Eders kjærlige Erindring, en sand Beroligelse for mit Hjerte, som til dets sidste Slag vil føle lige varmt for Eders Vel.

Christiania, d. 30te Decbr. 1809.
Christian August.
Prinds til Slesvig-Holsteen.»

Paa den norske Side af Svinesund, strax ved Overfarten gaves Prindsen et Afskedsmaaltid, i hvilket Prinds Frederik af Hessen, der var Prindsen oprigtigen hengiven, og tillige adskillige svenske Herrer deeltoge. De Svenske følte sig bevægede som de Norske ved de uhyklede Beviser paa Hengivenhed, Prindsen modtog; thi Sorg og Savn brød igjennem Gildets Høitid. De svenske Herrer forlode Selskabet før det opløstes, for at modtage Prindsen paa svensk Grund, og nu gaves Afskedens Smerte frit Løb.Historia om Regimentsførändringen i Sverige År 1809 Pag. 185.

Paa Svinesunds Grændse modtoges Prindsen af Revolutionens Helt, Baron, nu Statsraad, Adlersparre med en Tale, hvori han yttrede Tillid til Prindsens Evne til at læge Sveriges Saar, og Høiagtelse for hans Personlighed. Prindsen svarede paa svensk, efter hvilket Sprog han havde lagt sig siden Udnævnelsen. «Med usædvanlige høitidelige Følelser, sagde han, betræder jeg mit nye Fædrelands Grændser. En ny Virkekreds, store og nye Pligter vise sig for mit Blik; 131men jeg tager ikke i Betænkning at betræde denne farlige Bane. Et ædelt og lidende Folks Tillid kalder mig. Sverige! jeg er kun svensk; jeg skal altid blive det! Jeg føler hvad Æren byder; jeg føler inderligen Folkets Trang. Mine Kræfter, mit Blod helliges fra dette Øieblik min Konge og mine Medborgere. Af den Ene skal jeg lære at regjere, for de Andres Vel skal jeg anvende alle mine Evner. Redeligsindede og erfarne Mænd skulle understøtte mine Hensigter. Dersom det bliver min Lod at regjere et ældgammelt og berømt Folk, saa skal man vel efter min Bortgang ei nægte mit Minde den Priis, at jeg har villet gjøre mit Folk lykkeligt.»

Paa den svenske Grændse modtoges desuden Prindsen af Flere blandt Sveriges vigtige Mænd, og af de første Embedsmænd i ethvert District. Fra Kongen vare Greverne Brahe og Fabian Fersen sendte for at modtage Prindsen. Egnens Almue strømmede skareviis til for at faae den Fyrste at see, om hvem Rygtet havde baaret saa meget Godt ind i Landet. Overalt modtog han Beviser paa Deeltagelse og Glæde over hans Ankomst, men dog hjerteligere og almindeligere i de lavere Stænder end i de høiere. Der gaves blandt de Sidste Enkelte, som ikke vare fuldkommen tilfredse med hans Adfærd.Saaledes skulle Nogle af de svenske Officerer strax under Prindsens Reise have stødt sig over og fundet Smaaligt, at han, som stedse viste sig streng i Krigstjenesten, rettede paa nogle skuldrende Skildvagter, med hvis Holdning han ei var tilfreds. Han var ogsaa bekjendt i Norge for at være streng i Tjenesteforretning, og det hendte ikke sjeldent, især i Frederikshald, at Officerer fik Arrest for Forseelser i Tjenesten.

Da Landshøvdingen, Grev Rosen, paa Grændsen af sit Lehn, det første han betraadte i Sverige, hilsede den svenske 132Kronprinds med en Tale, svarede han, at han aldrig skulde glemme, at dette Lehn var det første, han i Sverige betraadte, og at han der var bleven modtagen med umiskjendelige Beviser paa Hengivenhed. Han forsikkrede derhos Greven om sin Erkjendtlighed, og overdrog ham at bevidne Lehnets Indbyggere sine velvillige Følelser. Overalt var der ingen Ende paa Taler og Velkomsthilsener, hvormed Embedsmændene langs Prindsens Reiselinie modtoge ham, deels i høie deels i simple Talemaader og Ord. Ved denne Leilighed kom hans Evne til at udtrykke sig med Lethed og uden Forberedelse ham vel tilpas. Hans Ord vare simple, og fandt Indgang hos Folket, hvis Ven han blev i Sverige, som han var det i Norge. I Gothenborg blev han modtagen med Festlighed og Illumination.

Imidlertid udspredtes Rygter om en anden Stemning hos Nogle af Landets høie Adel, som endog kom de Mænd for Øre, der havde havt den vigtigste Rolle og Stemme i Revolutionen og Tronfølgervalget. Der vare Breve i Omløb, som talede om, at Prindsen aldrig vilde komme til Stockholm og den samme Ulykkesspaadom løb igjennem flere Munde om i Sverige. Wetterstedt yttrede endog i et Brev til AdlersparreSee 14de Bilag h. megen Frygt for, at deslige Rygter skulde komme for Prindsens Øre, og saaledes forbittre ham en Beslutning, som han kun efter lang BetænkningBetænkning] rettet fra: Betænkming (trykkfeil) havde taget, i Følge hvilken han havde forladt en rolig Stilling, som det norske Folks Kjærlighed og Høiagtelse havde gjort ham kjær, og indtraadt i en ny, der udsatte ham for mange Farer. Med disse Rygter sattes Prindsens Upasselighed, ikke længe efter at han var kommen paa svensk Grund, i Forbindelse. Han klagede over Maveulemper 133og Mangel paa Appetit. Upasseligheden tiltog endog i den Grad, at han nødsagedes til at tage en Rastdag paa Strømsholm, ikke mange Stationer fra sit Bestemmelsessted, i det han erklærede sig ude af Stand til at fortsætte Reisen. Dunkle Rygter, hvishvis] rettet fra: hris (trykkfeil) Sandhed Historien aldeles ingen Anledning har til at oplyse, langt mindre dertil sætte nogen Lid, bragte ogsaa denne Upasselighed i Forbindelse med en senere sørgelig Begivenhed. I alle Tilfælde er det vist, at de vigtigste Mænd, som i Sverige stode ved Roret paa den Tid, gjorde sig al Umage for at overbevise Prindsen om, at hans Valg var en Udflydelse af Nationens almindelige Ønske, og søgte paa alle Maader at berede ham en Modtagelse efter hans Sind, og at tilfredsstille hans Ønsker.

Prindsen kom lykkeligen til Drottningholm, hvor en Deputation af Rigets Stænder overgav ham Valgacten, og modtog hans Underskrift under samme. Efter at Landmarskalken havde hilset Prindsen med en Tale, svarede han med følgende Ord: «jeg overgiver til Hr. Greven og Landmarskalken denne Act, som nu for evig binder mig til det svenske Folk. Allerede slaaer mit Hjerte varmt for dets Vel. Jeg kan forsikkre om min redelige Villie, om mine rene Hensigter – Gode Herrer og svenske Mænd! Giver mig Ret til at fordre det Samme af Eder! Fædrelandets Behov ere vigtige og paatrængende. Giver hverandre Eders Haand paa, med forenede Kræfter at ville arbeide for vort store Maal, Fosterlandets Vel!»

Først efterat denne Bekræftelsesact var foregaaet imellem Prindsen og Rigsdagens Deputerede, kunde han fremstille sig for sin kongelige Fader, for mundtligen at imodtage Bekræftelsen paa en Adoption, som skriftligen var ham meddeelt. Indtoget i Stockholm skede den 22de Januar, og Rigsmarskalken 134Grev Axel FersenDen samme ulykkelige Fersen, der nogle Maaneder efter førte Prindsens Liig til sit Hvilested, og under saa mange Lemlæstelser myrdedes ved Prindsens Grav. ledsagede ham med stor Pomp til Hovedstaden, hvor han paa Kungsholmtorvet blev modtaget af Magistraten og Borgerskabets 50 ældste.Ved Høitideligheder af den Art, hvorved Forfatteren ogsaa engang har været tilstede i Stockholm, er dette Optog af Magistraten og Byens ældste Noget af det Høitideligste endskjønt i en simpel Form. De stundom gammeldags Eqvipager, velfødte, ofte umage Heste, de simple Kudske- og Tjenerdragter, de ærværdige Herrer selv i deres bedste borgerlige Pynt gjorde et høitideligere Indtryk paa ham end al den øvrige moderne Pragt og glimrende Vaabenskue. Gjennem en Haye af Livgarden begav Prindsen sig, ledsaget af Greverne Brahe og Adlersparre til Kongens Sengkammer, hvor Kongen befandt sig omgiven af de høieste Embedsmand, og derfra førte Prindsen ind i sit store Kabinet, hvor Præsentationen skede. Kongen ledsagede derefter Prindsen til Dronningens Værelser, hvor den samme Ceremoni fandt Sted. I Rigssalen holdt Kongen en Tale, hvori han bekjendtgjorde, at han adopterede Kronprindsen til sin Søn, og derefter opløste Hofkantsleren den af Kongen underskrevne Adoptionsact, hvori Kronprindsen som Tronfølger bar Navnet Carl August. Efterat Prindsen var bleven opfordret til at aflægge Eden, traadte han frem, og med Haanden paa den hellige Skrift fremsagde han den sædvanlige Edsformular, som Udenrigsministeren forelæste ham. Kongen og Kronprindsen vexlede derefter kjærlige Ord med hinanden, og da Prindsen nærmede sig Kongen for at kysse hans Haand, sluttede Kongen ham i sine Arme med en synlig Bevægelse, som meddeelte sig alle Tilstedeværende.En af Sveriges meest udmærkede Mænd, som var tilstede ved denne høitidelige Act, har forsikkret Forfatteren, at han aldrig har bivaanet en offentlig Handling, som har grebet ham høitideligere end denne, og han omtalte Prindsens Anstand og Forhold ved denne Leilighed, som det meest udmærkede af den Art, hvortil han har været Vidne. I Norge havde Prindsen liden Leilighed til at udvikle dette Slags Naturgaver. Der udmærkede han sig ved stor Simpelhed og Godmodighed i sit Væsen, endskjønt det ikke skulde falde Nogen let ind at glemme sig i hans Nærværelse. Derefter aflagde 135Stænderne og alle i Rigssalen forsamlede Embedsmænd Hyldingseden, som blev dem foresagt af den udenrigske Minister, og Dagen endtes med de ved saadanne Leiligheder sædvanlige Festligheder.

Vi forlade nu vor elskte Prinds ved et Hof, hvor han vist nok iblandt Sveriges meest formaaende, betydningsfulde og retsindige Mænd erhvervede sig mange oprigtigen hengivne Venner, der agtede ham høit, og ønskede at jævne alle Vanskeligheder paa hans nye Bane; men ved hvilket ogsaa tildeels herskede Kabaler, politisk Meningsforskjellighed og en urolig Partiaand, som ofte forbittrede ham hans korte Ophold i Sverige. Og vi vende tilbage til Norge, hvis Stilling, beroliget ved Freden med Sverige, og opmuntret ved det nye Handelsliv, som opvaktes imellem England og Norge, nu tildeels tabte den sørgelige Interesse, som en forvirret Krigstilstand og mangehaande Lidelser frembringe. Vi have saaledes et Par Aar at indføre paa vor Histories Blade, i hvilke Fredens Sysler dreves i Norge under en udvortes Krig, og hvori vi have meer at fortælle om Fredens Gjerninger end om Krigens Rædsler.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.