Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Sextende Capitel

Men neppe vare Sveriges indvortes og udvortes Statsforhold blevne ordnede, og dets politiske Held i Fremtiden grundfæstet paa store Forhaabninger, før en ny Ulykkesbegivenhed indtraf, som truede at omstyrte den til almindelig Held og Tilfredshed sammensatte Statsbygning. Sveriges Kronprinds synes, siden hans Indtrædelse i sin ophøiede Stilling, ikke at have levet glade Dage i Sverige, og hans tilsyneladende blomstrende Sundhed og stærke Constitution at være bleven i høi Grad formindsket og svækket.Vi have imidlertid ovenfor seet, at han fra sin tidlige Ungdom af bar Spiren hos sig til Sygelighedssymptomer. Under Krigen i Norge, i hvilken han ingenlunde sparede sin Person, men deelte Soldatens Besværligheder, og under Jagten, paa hvis Glæder han satte stor Priis, udsatte han sig for Strabadser, der nok kunde svække en stærk Constitution. Formedelst sit aabne og naturlige Væsen, sin Fromhed og Hjertensgodhed, og sin venlige Tone mod Alle, der nærmede sig hans Person, hvor stor en Afstand der end var i Henseende til Livets udvortes uvæsentlige Forhold, blev han snart elsket og agtet af den større og bedre Deel af Nationen. Han blev Folkets Ven, og viiste sig aldrig uden at have modtaget Beviser paa, hvor meget han havde vundet dets Kjærlighed og Deeltagelse. Især havde han ved hiint simple og elskværdige Væsen draget Menigmand og den store Bondeklasse til sig, der i ham saae et Værn mod 152det Tryk, som forældede Feudalindretninger endnu lagde paa den ringere Landmand; de uadelige Stænder betragtede ham som en simpel og ædel Folkets Mand, der vilde træde i Skranke mod Sveriges Adelsaristokrati. Prindsens Simpelhed og Tarvelighed viiste sig i alle hans Forhold, og i den Henseende havde hans ophøiede Stilling ingen Indflydelse paa ham. Disse Egenskaber fulgte ham til Sverige.Da hans Appanage bestemtes til en Sum, som var langt under den Maalestok, som siden blev valgt, betænkte han sig paa at modtage den, i det han yttrede, at Sverige i sin nærværende Forfatning tiltrængte enhver Besparelse i Udgift. Han havde saaledes ogsaa i den store næringsdrivende og handlende Borgerclasse oprigtige Tilhængere, og modtog derpaa ved festlige Anledninger under jublende Glædesyttringer veltalende Beviser. Paa dette Borgerlivets Trin pleie Kjærlighedens og Agtelsens Udbrud at bære Sandhedens og Oprigtighedens Præg, og den ofte ufrivillige Yttring deraf giver Beviser paa den almindelige Stemning.Kort efter at han var bleven hyldet som Kronprinds, gave Magistraten og Borgerne ham paa Børsen et stort Festmaaltid, og ved denne Høitidelighed vandt han saa meget de Tilstedeværendes Tilfredshed ved sit simple og humane Væsen, som passende Taknemligheds Yttringer, at han med stor Jubel ledsagedes hjem til sin Bolig. Det er saaledes upaatvivleligt, at Prinds Carl August vilde være bleven Folkets Afgud i Sverige, som Christian August havde været det i Norge, naar hans Livsbane ei var bleven afbrudt ved en ulykkelig Begivenhed just i Begyndelsen af hans nye Stilling; thi Egenskaber som de Prindsen var i Besiddelse af maatte, jo længere han levede, jo mere bane ham Vei til Folkets voxende og varige Kjærlighed.

Ikke saa almindeligen var han elsket og agtet i den høiere 153Adelskreds; thi til at stille sig høit i dennes Gunst kræves Egenskaber, hvoraf den valgte Kronprinds ikke var i Besiddelse. Historien finder sig ikke beføiet til at berøre Intriguer, som gjøre ved Hofferne, og som i hine Dage visseligen ikke have været fremmede for det svenske. Men der er aldeles ingen Grund til at antage, at nogen dyb og udbredt Cabale havde dannet sig iblandt Hoffets Store, for at omstyrte Nationens erklærede Valg af det nærværende Dynasti, allermindst for igjen at hæve den forskudte Kongefamilie paa Tronen. For den afsatte Konge reiste sig ingen Stemme, og der var neppe nogen svensk Mand, som alvorligen tænkte paa at bringe Gustav Adolph eller hans Slægt igjen paa Tronen. Hans Navn var udslettet paa Historiens Fremtidstavle, og det stod anklaget i Fortidens som første Aarsag til Sveriges Ydmygelse og Sønderlemmelse. Var der saaledes – en Formodning, til hvis Bekræftelse denne Historie ingen Kjendsgjerninger har at frem lægge – endog enkelte Familier, som vare endnu den afsatte Kongefamilie hengivne, eller som i en Tronforandring søgte at vinde tilbage en tabt Indflydelse, eller samle ny Understøttelse for en tilbagegaaende Formuesforfatning, saa tabte disse enkelte Stemmer sig i et fast almindeligt, til Had grændsende Misnøie med den afsatte Konge, og i det store Haab, som Nationen satte til den valgte Tronfølger, der uden at udmærke sig ved glimrende Talenter visseligen var i Besiddelse af de Egenskaber, som bane Vei til Folkets Kjærlighed, og berettigede Nationen til store Forhaabninger om dets Fremtid. Der smededes saaledes neppe ved det svenske Hof stiltiende Rænker for at tilintetgjøre Folkets Valg, men Prindsens simple og humane Væsen, der strakte sig til hver Slags Omgang, tækkedes ikke altid den stolte svenske Adel. Maaskee anede Nogle af disse i den liberale Prinds 154en Modstander, som vilde arbeide paa en Nivellering imellem de forskjellige Stænder, der ikke var Adelen kjærkommen, og endnu ikke var tilbørligen forberedt. Derfor forefaldt Scener imellem Prindsen og nogle høie Adelsmænd, der havde et uvenligt og Prindsen krænkende Udseende. Han skjulte ikke sit Misnøie mod Yttringer, der vare fornærmelige, for dem han agtede, og bortfjærnede fra sin Person de Mænd, der saaledes havde paadraget sig hans Misgunst. Det hedte derfor at han undertiden, naar han blev gjort opmærksom paa den Forsigtighed og Værdighed, hvormed han burde omgive sit Væsen, fordi han stundom syntes at glemme sin ophøiede Stilling, og viste Andre en Opmærksomhed, som var usædvanlig i denne, tilbageviste Erindringen med en Fyrstes naturlige ømfindtlighed, der ei modtager Irettesættelse af sine Undergivne.Der var saaledes paa den Tid ogsaa her i Norge Rygter i Omløb om Scener af den Art mellem den ulykkelige Fersen og Prindsen, skjønt ingenlunde af den Natur, som hentydede paa forbryderske Hensigter fra Fersens Side.

Disse Scener forbittrede Prindsen stundom Hoflivet, og han trak sig ofte tilbage fra Hoffets Larm til det stille Kammer, for at lette Sindet ved sædvanlige Adspredelsessysler. I saadanne Timer, helligede Rolighed og kjære Erindringer, fandt han især Glæde i at spille Skak med sin forrige norske Adjutant og troe Ledsager, Oberstlieutenant Holst, som var bleven Prindsen uundværlig ved de smaa Opmærksomheder i det daglige Liv, som bane ofte mere Vei til Venskab og yndest end store og vigtige Tjenester. Holst var ingen Mand af udmærkede Talenter, og han besad ikke Prindsens Fortrolighed i den Grad som Major Darre, men han havde Egenskaber, som gjorde ham skikket til at være Prindsens daglige Selskab. Han var 155taus som Graven og bar aldrig udenfor Prindsens Kammer, hvad kun der hørte hjemme. Han var utrættelig i Omsorg for Prindsens smaa Fornødenheder, der vist nok ikke vare af stor Omfang eller vanskelige at tilfredsstille, men i en bestemt Orden vendte tilbage i hans daglige Forretningskreds. Men hvad der i Prindsens sidste Levedage især gjorde ham Holst kjær og uundværlig var det, at han var saa godt som den eneste Mand i hans Omgangskreds, med hvem han frit kunde omtale sine kjære Erindringer om det Land, han havde forladt, og som beholdt hans Kjærlighed til hans sidste Stund. Dertil kom, at hans Helbred, strax han indtraadte paa svensk Grund, leed ved Coliksmerter og Maveuordener, der i høi Grad foruroligede ham, og hvorved hans Sind, der tillige bøiedes af andre Sorger, endnu mere nedtryktes. Allerede tidligen sattes disse Ulemper af Rygtet, der saa gjerne bærer Gift paa sin Tunge, i Forbindelse med forbryderske Planer mod Prindsens Liv, og Flere af Sveriges ædelttænkende Mænd, der vare Prindsen oprigtigen hengivne, vare bekjendte med dette Rygte, og søgte, som ovenfor fortalt, at skjule det for ham. Men Historien behøver neppe at give denne Prindsens Sygelighed en saa giftig Rod. Den forklares naturligen af en forandret Levemaade, et festligt Liv, af den lidenskabelige Sindsbevægelse, som maatte ledsage hans nye Stilling, og den nedtrykte Sindsstemning, som bittre Erfaringer foranledigede hos en saa simpel og naturlig Charakteer, og som længe havde været ham fremmed, samt, og maaskee fornemmeligen, af en forhen omtalt Uorden i hans Livsorganer, der yttrede sig meest, naar han førte et stille Liv.

I May Maaned dette Aar foretog Prindsen en Reise til de sydlige Provindser i Sverige for at undersøge Forsvarsanstalterne, og gjøre sig bekjendt med Troppernes Tilstand. Paa 156denne Reise skulde han tillige møde sin ældste, og høit elskede Broder, Hertugen af Augustenborg, som han i lang Tid ikke havde seet. Men han var ikke kommen længer end til det tredie Skifte fra Stockholm, førend han allerede befandt sig ilde. I Åaby spiste han en kold Postei, og følte sig strax derefter saa underlig upasselig, saa han faldt paa den Mistanke, at den havde været forgiftet. Doctor Lodin i Linkøping, hvis Lægehjælp han søgte, vilde vel berolige ham med den Forsikkring, at hans Onde ei skrev sig fra en saadan Aarsag, i det ellers hans Reiseselskab maatte have havt samme Uheld som han. Men han paastod, at Ingen uden han havde nydt af Posteien, og Frygten forlod ham ikke. Denne Prindsens Paastand tjente til at forplante Rygtet om hans Forgiftelse, som derefter udbredte sig alt meer og meer. Han fortsatte imidlertid Reisen til Carlskrona, men Svimmelhed og Brækning forfulgte ham bestandigen. Da Kongen fik Efterretning om Prindsens Sygdom, sendte han sin Livmedicus Rossi til ham; men Prindsens Tilstand forværredes, og gik endog undertiden over til en vis Grad af Sjelsvildelse, der mærkeligen viiste sig ved hans første Møde med Broderen, som fandt Sted i Ramløsa. Han kjendte ikke sin Broder igjen, men spurgte med hvem han havde den Ære at tale. Imidlertid hævede Glæden over Mødet med en elsket Broder endnu hans Sjæl til muntre Følelser, og han tilbragte nogle lykkelige Timer i sin Broders Selskab, hvorhos han dog meddeelte ham sine sørgelige Anelser, hvis Ugrund Broderen forgjæves søgte at bekjæmpe. Den 28de Mai reiste Brødrene til Helsingborg, hvor de toge en sørgelig Afsked med hinanden, begge anende, at dette Møde var deres sidste, og Hertugen af Augustenborg vendte tilbage til Kjøbenhavn.

157Efterat Prindsen havde nydt en tarvelig Frokost,Nogle paastaae dog, at han havde taget en stærk Frokost. ilede han til Qvidingehede, for at lade de der opstillede Mørnerske Husarer passere Revu. Han tog imidlertid ingen Deel i Commandoen, som overlodes Regimentets Oberst. Prindsen befandt sig midt for den venstre Fløi af Regimentet, og Oberstlieutenant Holst kun nogle Skridt bag ham. Prindsen blev af Ordonnantsofficeren underrettet om, at Regimentet skulde gjøre en Attaque, og han blev anmodet om at stille sig ved en af Fløiene, for at kunne oversee Regimentets Evolutioner. For at efterkomme dette Vink ilede han til den venstre Fløi i Galop; men neppe havde han redet et Par hundrede Alen, før Hatten faldt fra ham, som hans anden Ordonantsofficeer, Ritmester Barnekov, optog og leverede ham. Men efter et kort Ridt begyndte Prindsen at vakle, og han faldt baglænds af Hesten, hvorefter den galopperede afsted uden Rytter, uden at nogen anden Aarsag kunde opdages til Prindsens Fald end Svimmelhed og Mathed, som lod ham tabe Ligevægten. Oberstlieutenant Holst, der var Prindsen nærmest, ilede ham til Hjælp, og strax efter Flere af Prindsens Suite og af de i Nærheden værende Officerer. Men Prindsen fandtes uden Livstegn liggende paa Ryggen. Fra det nærmeste Huus, Qvidinge Præstegaard, bragtes en Seng, hvori Prindsen lagdes og bares ind i Huset, men alle de Midler, som anvendtes af de tilstedeværende mange Læger, der vare Livlægen Rossi behjælpelige, vare frugtesløse. Dødens sikkre Tegn indfandt sig – Prindsen vaagnede ikke meer til Livet.

Der skredes derpaa til Ligets Undersøgelse, hvilken dog efter den almindelige Mening foretoges med en Skjødesløshed, 158der siden tjente til en Støtte for en skrækkelig, skjønt vist nok ugrundet, Mistanke og de meest nedslaaende Rygter om Prindsens Forgiftelse. «Der fandtes – hedte det – tre til fire Gryn saa store som Sandkorn» i den Dødes Mave, uden at man havde analyseret disse Bestanddele, eller givet nogen beroligende Oplysning om Udfaldet af Synsforretningen. Kun i almindelige Udtryk tilskreves Prindsens Død et pludseligt Appoplexitilfælde. Men til denne Dødsmaade troede man paa den Tid ikke at finde tilstrækkelig Grund i Prindsens forrige Helbredstilstand eller hans Legemsbygning, og den føromtalte Svaghed, som i visse Tilfælde havde ledsaget ham fra hans tidlige Ungdom, kjendtes kun af Faa. Over de nærmere Omstændigheder ved Prindsens Dødsmaade blev der ført en Protokol, og Obductionsforretningen blev med Coureren Ehrenheim afsendt til Stockholm. Kongen lod den afgive til Collegium Medicum, hvis Betænkning bestyrkede de ved Ligets Obduction tilstedeværende Lægers Formening, at Døden var foranlediget ved en pludseligen indtruffen Apoplexi. Kongen havde strax ved Efterretningens Modtagelse afsendt Livmedicus Pontin og Professor Berzelius for at undersøge Obductionens Beskaffenhed, og disse berømte Mænds Skjøn, fornemmeligen det som gaves af Berzelius, var ikke skikket til at hæve den gruelige Mistanke.Wetterstedt beklagede meget den Virkning, som dette Skjøn gjorde paa Folket, endskjønt det indeholdt mere nogle dunkle Udtryk end bestemte Hentydninger til nogen skrækkelig Misgjerning. Justitskantsleren fik derfor kongelig Befaling til at anstille den omhyggeligste Undersøgelse af alle Omstændigheder, som kunde give nogen Oplysning, og Befalingen selv indeholdt et Vink om, at Rygtet om en Forgiftning havde givet Anledning til 159denne kongelige Foranstaltning. Der opdagedes imidlertid Intet, som kunde begrunde den rædsomme Tvivl, hvorimod de faktiske Omstændigheder syntes at hentyde paa, at Prindsen var død af Slag, hvis Følger vare blevne gjorte dødelige ved den Rystelse af de indre Dele, som hans Fald af Hesten havde foranlediget. En af Norges paa den Tid agtede Læger, den siden saa ulykkelige Doctor Heiberg i Drammen, bekendtgjorde under 29de Juni et Udkast til en Bedømmelse over denne Obductionsforretning, hvori han skarpt dadlede den Skjødesløshed og uvidenskabelige Maade, hvorpaa den var behandlet; men fandt dog ingen Symptomer ved Dødsmaaden, som hentydede paa Forgiftelse.Hans Bedømmelse endte saaledes: «Til Slutningen skylder jeg Sandheden at tilføie, at ingen af de bekjendtgjorte Symptomer, hverken før eller efter H. K. H. Kronprindsens sørgelige Død, give Ret til at troe, at H. K. H.s Liv er forkortet ved Gift, men ved en saadan Fyrstes pludselige Død falder den almindelige Mening let paa en slig Formodning, og det er derfor meget at beklage, at denne skal finde en Støtte ved Mangel paa Nøiagtighed ved Obductionsforretningen».

Efterretningen om Prindsens Død, og de dermed forbundne Omstændigheder, opvakte Bestyrtelse og Sorrig hos den svenske Nation, men især blandt Bonde- og Borgerclasen. Jo meer elsket Prindsen havde været, jo dybere Sorgen, jo meer rørende Beviserne paa Deeltagelse i den indtrufne Ulykke, og desto større den Hæder, der skjænkedes hans Minde. Da Prindsens Liig førtes fra Skaane til Stockholm, stimlede Landsfolket til fjærn og nær sammen, for at see de dyrebare Levninger af den elskede Prinds, og overalt blev Liigvognen trukken af den bedrøvede Mængde – en Ære, der ei var vederfaret noget kongeligt Liig siden den store Gustav Adolphs Tid.

160Imidlertid forenede sig snart med disse Yttringer af en dyb Sorg Betragtninger over Prindsens Dødsmaade, og over de dunkle Vink om den rædsomme Anledning dertil, som fandtes i den skjødesløse Behandling af den anstillede Synsforretning. Store Ulykker af den Art, især naar de ramme udmærkede Personer, er den offentlige Stemme tilbøielig til at tilskrive usædvanlige og overordentlige Omstændigheder. Ofte betragtes Hoffet som en Fokus for slige Misgjerninger, og en Kabale, endskjønt anlagt i en mindre blodig og forbrydersk Hensigt, faaer under saa uventede og sørgelige Begivenheder let Snigmordets Farve. Nogle af Stockholms Blade bidroge til at udbrede Tanken om Prindsens Forgiftelse, som Anledning til hans Død. I et af de meest læste Blade «nya Posten», fandtes en Fabel, der allegorisk fremstillede Prindsens Hengang ved Gift, og Fersens Søster, Grevinde Piper, som Giftblandersken; derhos henpegedes paa Grev Axel Fersen som Deeltager i Ugjerningen. «En hemmelig Kabale, sammenspundet paa Samfundets Høider af Ophavsmænd, som Historien ikke nævner, og som lededes af Avind og Had til den Fersenske Familie, oprørte uden bestemt Plan, men ved udspredte Rygter Folkets Gemytter, og lagde Spiren til et Resultat, som visseligen var blodigere end den lagte Plan».Denne Mening om hiin ulykkelige Katastrophe er bleven Forfatteren umiddelbart meddeelt af en af Sveriges meest bekjendte Mænd, og han har ei betænkt sig paa at gjøre den til sin. Som Rigsmarskalk ordnede Grev Axel Fersen Liigtogets Modtagelse i Stockholm, og Liigbegjængelsens Ceremonier, og han viiste sig ved denne Anledning med den Pomp, som svarede til hans høie Embedsstilling og hans store Formue. Den samme Mand, som for 161faa Maaneder siden havde under Folkets Jubel ført Carl August ind i Stockholm for at hyldes som Kronprinds, bragte nu hans Liig til de svenske Fyrsters Hvilested. Den 20de Juni kom Liigtoget til Stockholm, og strax ved Indtrædelsen i denne Stad begyndte allerede Grev Fersens Mishandling af den rasende Pøbel. Det havde staaet i Fersens Magt at undflye, men han var for stolt til at skye en Fare, som han var sig bevidst ikke at have foranlediget. Da imidlertid Mishandlingen fortsattes, Stene kastedes ind i hans Vogn, sammes Vinduer itusloges, og man stødte med Kjæppe og Regnskjærme efter Greven selv, sprang han af sin Vogn paa Ridderholmstorvet og reddede sig i et Huus ved den franske Kirke, hvor han søgte Skjul i et lidet Overværelse. Men den ophidsede Pøbel, hvoriblandt flere velklædte Personer, forfulgte ham ind i Huset og bestormede hans Smuthul. Forgjæves stillede Generaladjutant Silfversparre sig ved Grevens Side, forgjæves bad Greven selv med sammenfoldede Hænder om Skaansel, i det han paa det høitideligste forsikkede om sin Uskyldighed, og lovede derfor at fremføre de gyldigste Beviser. Mishandlingen fortsattes, og da Silfversparre med en anden Officeer førte den afmægtige og stærkt saarede Greve ud af Huset, for over Torvet at bringe ham i Arrest, i Haab om at tilfredsstille Pøbelen paa denne Maade, myrdedes han paa det ynkeligste med Stød af Stokke og Regnskjærme, og det lemlæstede Liig blev, efterat alle Decorationer og Klæder vare blevne bortslængte, grusomt mishandlet. Men endnu tilfredsstillede dette Mord ikke den vilde Pøbelskare; den ilede til Grevinde Pipers, Fersens Søsters, Huus i samme mordiske Hensigt, men hun havde allerede fundet et sikkert Tilflugtssted. Excellencen Ugglas og flere Stormænd svævede iligemaade i øiensynlig Fare. Men omsider 162standsede disse Rædselsscener ved Anvendelse af Vaabenmagt. Feldtmarskalk Klingspor havde just den Dag nedlagt sit Embede som Overstatholder, og Generalmajor Sköldebrand var traadt i hans Sted. Denne modige og agtede Krigsmand bevirkede kongelig Tilladelse til at ende disse Mordscener ved Vaabenmagt, efterat Nogle af Folket og nogle Soldater vare blevne dræbte og saarede. Han holdt en Tale i denne Anledning til Borgermilitairet paa Børsen, og hans Anseelse bidrog meget til at bringe Rolighed igjen tilveie. Kun Enkelte af Forbryderne overgik imidlertid en exemplarisk Straf; Nogle blandt dem, som mistænktes for at have været meest virksomme Deeltagere i Mordet, bleve arresterede; selv Silfversparre truedes med Sagsanlæg, fordi han paa den Dag ikke havde truffet noksom kraftige Foranstaltninger til at fremme Almeensikkerheden; der udsattes store Præmier for Opdagelsen af Ophavsmændene til dette blodige Oprør; men, enten nu alle disse Foranstaltninger lededes med Lunkenhed og Skaansomhed for den offentlige Mening, eller og de mangfoldige Deeltageres borgerlige Stilling ei gjorde den høieste Strenghed tilraadelig, – Resultatet af disse Undersøgelser svarede ikke til den udøvede Udaad. Kun tvende af de strafværdigste Oprørsstiftere, som bleve overbeviste om at have deeltaget i denne Udaad, Skuespilleren Lambert og Guldsmeden Hellborn, straffedes med Fængsel paa Livstid. Roligheden tilveiebragtes igjen, og Mordscenen glemtes.

Saaledes faldt en af Sveriges meest agtede og meest formuende Stormænd for Morderhaand, uden at han i mindste Maade kan ansees skyldig i den Ugjerning, hvorfor han opofredes.«Den ulykkelige Fersen» siger hiin føromtalte Hjemmelsmand» var ligesaa lidt deelagtig i noget Attentat mod Prindsens Liv som jeg, og aldrig er et uskyldigere Offer faldet for Avind, Partiaand, Had, med mere Sligt, end han». Fersen befandt sig, i den sidste Deel af sin 163Levetid, i en fuldkommen politisk Rolighed, og havde ingen Deel taget i den sidste Tronforandring i Sverige. I den franske Revolution havde han, som en ægte Riddersmand, stillet sig ved den kongelige Families Side, i hvilken Rygtet sagde han havde knyttet kjærlige Forbindelser, og havde med Livsfare for sin Person søgt at befordre den kongelige Families Flugt og Frelse. Han agtedes høit af den afsatte Konge, og var af ham befordret til et af Rigets høieste Embedsposter, men uden politisk Betydning og Indvirkning paa det store Statsværk. Han stod i stor Anseelse baade for sine udvortes og indvortes Egenskaber. Han var personligen elskværdig, og viiste sig velgjørende og tjenstagtig mod sine Medmennesker, endskjønt han med Stolthed holdt paa sine udvortes Fortrin som Adelsmand. Han var i Sandhed for stolt til at besudle sit Navn med Giftblandinger, og denne Beskyldning er aldrig bleven troet af nogen svensk Mand, der kjendte Fersen og Forholdene paa den Tid. Der var Rygter i Omløb om at Fersen ikke hørte til Prindsens Venner, at han som ceremoniel Hofmand stundom havde at udsætte paa Prindsens simple Væsen,I Norge var paa den Tid en Anekdote i Omløb, at Prindsen en Gang havde bukket sig for at tage et Tørklæde op, som var faldet fra en Dame, og at nogle Ord vare vexlede mellem Fersen og Prindsen om det Upassende heri fra Prindsens Side, og det Usømmelige fra Fersens. og at Prindsen holdt ham inden sine Grændser ved en alvorlig Tilbageviisning; men Prindsens Simpelhed var paa rette Sted forbunden med høi Værdighed, og mellem Mænd, der begge kjendte dennes sande Væsen, kunde neppe forargerlige Scener have 164fundet Sted. Dunkle Rygter om disse Scener, hvis Art sædvanligen ikke formildes i Folkemunde, og som udbredtes ved hiin ovenfor berørte Kabale, saavelsom den Pragt, hvilken Fersen lagde for Dagen under Liigprocessionen som en Følge af sin Stilling som øverste Ceremonimester, og ligesom haanede Folkets Sorg, var rimeligviis den første Aarsag til Forbittrelse mod ham, der under Gemytternes indbyrdes Ophidsen steeg til det høieste Raseri. Afsendelsen af Stockholms berømteste Chemiker for at anstille et Skjøn over Dødens Art maa og ansees som en af Aarsagerne til Fersens Mord. Thi Rygtet om Forgiftelsen underlagdes deri udtrykkeligen som Aarsag til Afsendelsen, og derved bragtes Pøbelen, den høiere og den lavere, paa ulykkeligen vildledende Spor. Da Mordet var begaaet, vare vel alle offentlige Tidender, endog de som ved skammelige Allegorier havde ophidset Folkets Gemytter, enige i at frikjende Fersen for den grusomme Anklage, men Mordet selv betragtedes som et Sonoffer paa Prindsens Grav for den blotte Mulighed af den mistænkte Udaad. Det ansaaes som et aabenbart Beviis, der lagdes for hele Verden, paa den Afsky, hvormed Forbrydelsen behandledes af den svenske Nation, og som næredes ved den skjødesløsse Maade, hvorpaa Undersøgelsen om Aarsagen til Prindsens Død var anstillet. Lægernes Udsagn, Rossis dunkle Forklaring, Kongens Foranstaltninger – Alt forenede sig for at opvække en gruelig Mistanke, som i Pøbelens Haand blev en straffende Nemesis for en Brøde, der ei var begaaet. Fersens Søster, Grevinde Piper, en livlig og anseet Dame, var ogsaa indflettet i denne Anklage, men efter sagkyndige Mænds Dom ligesaa uskyldig som Broderen. Hun fremstillede sin Uskyldighed i et, i et værdigt Sprog forfattet, Brev til Kongen, og i de Forhør, som efter hendes Forlangende bleve optagne, 165opdagedes Intet, som henpegede paa hendes eller hendes Broders Deeltagelse i den Misgjerning, hvorfor de anklagedes.Rygtet har stilet disse Anklager mod andre Personer, men Historien maa ansee det under sin Værdighed at gjendrive grundløse Beskyldninger.

Historien har overhovedet ingen Grund til at fremstille Prindsens Død som en Følge af Forgiftelse, ligesom der, som ovenfor fortalt, heller ikke findes Spor til, at nogen Kabale er bleven lagt for at bevirke en Forandring i det skete Tronfølgervalg til Bedste for den afsatte Kongefamilie, om der endog gaves nogle saa kaldte Legitimister, der sukkede over dens Bortgang. Ikke heller kan man finde Grund til en saadan Udaad i Had eller Ringeagt mod Prindsen selv. Dersom enkelte svenske Familier fandt sig skuffede i Prindsens Person, enten fordi Haabet om den skandinaviske Halvøes Forening igjennem ham ikke gik i Opfyldelse, eller fordi man maaskee fandt hans Talenter mindre eminente end man havde ventet, fordi de faldt mindre i Øinene, saa gave disse Betragtninger ikke Stof til et saa afskyeligt Snigmord. I Almindelighed var Prindsen elsket og agtet, ikke alene af den store Hob, som han især besad den Kunst at drage til sig, men ogsaa af Sveriges meest betydningsfulde Mænd. Efterretningen om hans Død gjorde et saa stærkt Indtryk paa Kong Carl den XIIIde, at det svage Legeme var nær ved at bukke under, og Sveriges bedste Mænd ansaa et stort Haab at gaae tilgrunde i Prindsens Person. Hans Egenskaber maatte styrke denne almindelige Høiagtelse. Hans Tarvelighed, og en paa det høie Trin af Statsforhold usædvanlig Forsynlighed med Statens Midler, Ringeagt for den tomme Pragt, og høi Agtelse for Menneskets 166væsentlige Fortrin, i hvilken Stand de fandtes, lovede i ham en Fyrste, som passede til vort Norden, hvis Former ere simple men kraftfulde. Derhos besad han en Værdighed og Anstand i sit Væsen, en Lethed til at udtrykke sig i en passende Form, som beundredes endog i en Kreds af Mænd, som have Ord for at have i en høi Grad tilegnet sig disse Egenskaber.Vi have ovenfor derpaa anført Exempel. «Han var – for at benytte en forhen nævnt svensk Hædersmands Udtryk – en Urtyp af hvad Skandinavien behøvede for at fremme sin Styrke, sit Velvære, sin Velstand og Lyksalighed.» Er det at undres over, at Prinds Carl Augusts Grav vædedes med de bedste svenske Mænds bittre Taarer?

Der var heller Ingen iblandt de Mænd, som vare Prindsen meest oprigtigen hengivne, og nærmest omgave hans Person, der nærede Mistanke om at Gift havde endt hans Dage. Vi kunne ikke nære mindste Tvivl om Oberstlieutenant Holsts Hengivenhed for Prindsen, grundet paa en ubegrændset Høiagtelse, en daglig Omgangsfortrolighed, og tusindfold Beviser paa Prindsens Godhed for denne sin mangeaarige og daglige Omgangsven, ligesaalidet som der kan tvivles om at hans Sorg over Prindsens pludselige Død var dyb og oprigtig. Men aldrig er en Yttring kommen over hans Løber, som havde den fjærneste Hentydning til Mistanken om et lumskt Mord gjennem Forgiftelse. Tværtimod erklærede han sig høit mod denne opdigtede Aarsag til Prindsens Død, hvilken han tilskrev hans ved en forandret Levemaade svækkede Constitution, og en pludselig Sygdoms Symptomer, udledet af denne Svækkelse, hvis Rod han allerede medbragte fra Norge som en Følge af Strabadser under Krigen og Ungdomsuforsigtighed under Jagtlivet. Holst gav derpaa det meest aabenbare Beviis, da han 167forblev i Sverige og der modtog Embedsstilling, hvilket han visseligen ikke havde gjort, dersom han havde betragtet Prindsens Død som en Følge af en snigmordisk Forbrydelse. I Norge blev imidlertid dengang hans Beslutning at forblive i Sverige miskjendt, eller i det mindste dadlet; thi det dunkle Rygte om Prindsens Forgiftelse, som var i Omløb i Sverige, udbredte sig endnu meer i Norge, og man vidste, at Holsts Stilling i Armeen var ham i hans Fædreland forbeholdt.Prinds Frederik af Hessen, som tilfældigviis var i Forfatterens Huus nogle Dage efterat Sørgebudskabet om Prindsens Død var kommet til Norge, erklærede sin Glæde over, at Holsts Tilbagekomst til Fædrelandet var ham lettet derved, at hans Nummer i Armeen her stod ham aabent. Men Enhver, som kjendte Holst, vil visseligen frifinde ham for den Ligegyldighed, at han af egennyttige og ærgjærrige Grunde havde opofret sine Følelser for Prindsen, naar han havde havt Anelse om hans Død ved en forbrydersk Udaad.I Sverige er bleven anført som et Beviis paa Agtelse for Prindsens Minde, at der blev tilstaaet Holst en betydelig Pension efter Prindsens Død. Forfatteren kjender ikke disse Forhold, men Holsts Levemaade bar ingen Symptomer af en glimrende Stilling. / Prindsens Privatsecretair i Sverige, Kullberg, nu Biskop i Calmar, har ogsaa erklæret sig overbeviist om, at Prindsen ei døde af Gift.

Prindsens Kammertjener Juul vilde ikke forblive i Sverige; men ilede strax efter Prindsens Død tilbage til Augustenborg. Der fattedes ikke paa liberale Tilbud fra det svenske Hofs Side for at holde ham tilbage; thi det vilde hædre Prindsens Minde ved at berede en ham saa dyrebar Tjener en sorgfri Fremtid og lykkelige Alderdomsdage. Juuls Bedrøvelse havde en dyb Rod; han havde været om Prindsen fra hans tidligste Ungdom, og ledsaget ham paa hans udenlandske Reiser, og under den østerrigske og norske Krig. Naar Juul talede om 168Prindsen, skede det stedse i høi Begeistring; han var uudtømmelig i hans Roes, og det var aabenbart, at det vare mere Kjærlighed til Prindsen end Haabet om de Fordele, som han i hans Tjeneste kunde vente sig, der bandt ham til Sammes Person. Da nu Prindsen var død, vilde Juul ikke forblive et Øieblik længer i Sverige end der behøvedes for at vise de dyrebare Levninger den sidste Ærbødighed, og at ordne sine Tjenesteanliggender. Denne Juuls hurtige Afreise fra Sverige og Afslag af de gjorte Tilbud har givet Anledning til den Formodning, at Juul nærede Mistanke om Prindsens Forgiftelse, og skyede et Land, hvor han troede Prindsens Dage ved Udaad forkortede. Men til en saadan Formodning gives ikke mindste Grund. Juul, der overhovedet var taus og forsigtig i sine Udeladelser, har aldrig saalænge han levede paa Augustenborg yttret noget Saadant, og talede overhovedet meget lidet om Prindsens Ophold i Sverige og Norge. Hans Enke, som endnu lever, har forsikkret, at der ikke blandt hans Papirer findes det Mindste herom, og at hun ikke har hørt et Ord af hans Mund, som hentyder til en saadan Mistanke. Han levede paa Augustenborg efter hans Tilbagekomst fra Sverige, pensioneret af Prindsens Efterladenskab, saavelsom af det svenske Hof, og døde 1834. Forfatteren har ogsaa Aarsag til at troe, at Prindsens Familie paa Augustenborg ikke heller fæstede nogen Tro til dette Rygte, men betragtede hans Død som en Følge af en Sygelighed, som han i sin Ungdom ved Uforsigtighed, i en modnere Alder ved Strabadser havde paadraget sig, og hvortil kom en tilfældig Sygdoms Symptomer.Disse Meddelelser om Juul har Forfatteren fra Augustenborg selv.

I Norge udbredte Efterretningen om Prindsens pludselige Død den oprigtigste Deeltagelse og den dybeste Sorg. 169Mindet om hvad Nationen skyldte den Hedenfarne oplivedes, og det syntes som han i Dødens Blund var gjengiven det norske Folk, og hans korte Ophøielsesdage vare udslettede i hans Livs Historie. Rygtet om den rædsomme Maade, hvorpaa Prindsen skulde være kommen af Dage, kom tilligemed Dødsbudskabet, og den større Deel af vore Landsmænd lagde saa meget villigere Øre til dette Rygte, som man endnu i de Dage intet Godt ventede fra Sverige, og som man havde hørt meget tale om dette Hofs Intriguer, Prindsens sygelige Tilstand og nedtrykte Sindsstemning under hans Ophold i Sverige. I Norge var kun een Stemme med Hensyn til Prindsen; Folkels Kjærlighed og Høiagtelse for ham var udeelt, hans Færd i Landet var uden Daddel, og han havde tilfredsstillet Alle. Efterretningen om hans Død tilligemed Rygtet om de Omstændigheder, som ledsagede samme, nedsænkte derfor det ganske Land ligesom i en dyb og almindelig Familiesorg. Det var under disse Omstændigheder naturligt, at der fæstedes i Norge mere Lid til Rygtet om Prindsens unaturlige og voldsomme Bortrykkelse end det fortjente. Almindeligen beklagedes, at han havde forladt et Land, som bar ham i udeelt Kjærlighed og Troskab i sit Hjerte, for at modtage en ophøiet Stilling, i hvilken han sjeldent fandt sig tilfreds, og hvori Dødens Bæger formeentes ham rakt af forbryderske Hænder. Danske og norske Digtere forenede sig for at forherlige hans Minde, men især tiltalte følgende Linier af Professor Rahbek det norske Folk:

«For ham tre Nationers Taarer rinde,
Hans Fødsel brammer Danmark af,
Erkjendtligt Norge har hans Seiersminde,
Ham Sverig bød en Krone, gav en Grav.
170For hine leved han, for dette er han død,
Hvis Graad mon stoltest, hvis retfærdigst flød?»

Denne Begivenhed bortfjærnede end mere Tanken om en politisk Forbindelse mellem den skandinaviske Halvøe, som nyligen mangesidig i Sverige var bleven bragt paa Bane. Den betragtedes nu i Norge med en fast forøget Modbydelighed. Enhver Grund til Foreningen med Sverige, hentet fra Landets udvortes Farer, eller indvortes Næringsforvirring var bortfjærnet formedelst denne nyopvakte Virksomhed, og vore Træproducters fordeelagtige Afgang til England. Prinds Christians Person, elsket og agtet af Alle, var det eneste Led i denne Forbindelseskjæde, og ved hans Død opløstes det sidste svage Element. Efter Prindsens Død var intet Spor i Norge af Ønsket om Norges Forening med Sverige at finde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.