Syttende Capitel

I Sverige var Regjeringen imidlertid betænkt paa et nyt Valg til Tronfølger. Den udlovede Præmie for Opdagelsen af Fersens Morder, saavelsom den anstillede Undersøgelse om Aarsagen til Prindsens Død, havde ikke ledet til noget Resultat, og af ovennævnte Grunde syntes det som Regjeringen ikke vilde trænge dybere ind i disse Undersøgelser. Under 28de Juni blev det bekjendtgjort, at en overordentlig Rigsdag skulde aabnes i Ørebro, hvis fornemste Hensigt var at tage et nyt Tronfølgervalg under Overveielse. Det sædvanlige Rigsdagssæde, Stockholm, fandtes nu ikke passende, fordi Urolighederne i Sverige endnu maatte aves med en stor Krigsmagt, og det var at befrygte, at Gjæringen under en Rigsdags Sammenkaldelse i Hovedstaden ei vilde ophøre. De fleste nævnede Hertugen 171af Augustenborg, den afdøde Kronprinds’s Broder, Andre Kongen af Danmark, Andre Prindsen af Oldenburg, den russiske Keisers Svoger, og Prindsen af Danmark, Christian Frederiks, Navn blev ved denne Leilighed ogsaa nævnet. Imidlertid synes Stemningen i Begyndelsen at have fæstet sig paa Hertugen af Augustenborg, og Holst til den Ende at være bleven afsendt til Augustenborg. Reisen skede saa hurtig, at Holst ikke engang berørte Kjøbenhavn. Det samme Parti, som havde arbeidet for Christian Augusts Valg, arbeidede nu ogsaa for hans Broders, og i Spidsen for dette stod Adlersparre og Platen, hos hvem vel endnu den gamle Idee om den skandinaviske Halvøes Forbindelse randede. I en Skrivelse til Kongen fra en unævnt RaadgiverSee Handlingar rørande Sveriges Historia 9de Deel Pag. 1 ff. anbefaledes meget dette Valg, og deri lægges stor Vægt paa «den norske Nations levende Hengivenhed» for den afdøde Prinds, der rimeligviis vilde gaae over paa Broderen. Ved Hertugens Nærværelse i Ramløse havde han vundet de Tilstedeværendes almindelige yndest ved sine Kundskaber, sit simple og forekommende Væsen, ligesom han i det Udvortes ikke var Prindsen ulig. I Danmark troede man, at Hertugen, der var bekjendt som Videnskabsmand, nødigen forlod sin philosophiske Rolighed for at indtræde i en Stilling, som havde givet hans Broder liden Glæde, og hvori han havde fundet en tidlig Grav. Det hedte derhos, at Hertugens Gemalinde tilraadede at afslaae en Krone, som hun troede burde sættes paa hendes Broders, Frederik den VItes Hoved. I Sverige paastod man, at Hertugen ikke viiste sig utilbøielig til at modtage Valget, men gjorde den samme Betingelse, som hans afdøde Broder under lignende Omstændigheder havde gjort, nemlig at Valget skulde have Kongen af Danmarks Bifald. Underhandlingernes 172Beskaffenhed er lidet bekjendt, og de lededes af en Mand, som brugte den største Forsigtighed i sine Udladelser, og Hemmelighedsfuldhed i Udførelsen af det ham betroede Ærende. Da Holst imidlertid kom tilbage til Stockholm, var Tonen der aldeles forandret, og det hedte nu, at Hensigten af Holsts Reise kun havde været at ordne den afdøde Prinds’s private Familieanliggender. Valget synes heller ikke at have været efter Kongen af Danmarks Sind, som selv havde den Plan at lægge denne Krone til sin egen.Der var endog Tale om, at Frederik den VIte havde i Sinde at forhindre Hertugens Afreise, og til den Ende havde sendt et lille Krigsfartøi til Augustenborg, og at den commanderende Officeer paa samme erklærede Hertugen, da han vilde gjøre en Reise til sit 3 Mile fra Augustenborg liggende Sommerslot Gravenstein, at han havde Ordre til at hindre Hertugens Afreise. Denne Adfærd skal have krænket Hertugen meget. I 20de Bilag a findes nogle Yttringer om Hertugen af Augustenborgs Valg, uddragne af ovenciterede Værk, som synes at være af Adlersparre. Vi ville ikke her indlade os i at bedømme, hvorvidt hiin lærde, retsindige og med mange elskværdige Egenskaber begavede Fyrste besad den Charakteerfasthed, det Overblik over Statsanliggender, og overhovedet den Evne til at styre et Rige, som kunde erstatte Sverige Tabet af hans uforglemmelige Broder; men Hertugens egen Betænkelighed ved at modtage Valget, Kongen af Danmarks Modstand og nye Valgplaner, udkastede af Sveriges formaaende ende Mænd, gjorde det let at forstyrre dette Valg.I Sverige vilde man vide, at Grev Wedel, gjennem sin Ven, Grev Platen, havde fraraadet at vælge Hertugen – i Norge vidste man Intet derom.

Det er ligesaa vist, baade at Kongen af Danmark selv bestræbte sig for at forene de skandinaviske Riger, og at han havde et ikke ubetydeligt Parti for sig paa Rigsdagen. Til 173den Ende havde Frederik den VIte udsendt en Agent til Sverige, og udstyret ham med Midler til at vinde Stemmer, men Ærendet var neppe i de rette Hænder, og Sagen havde ingen Fremgang, uagtet den understøttedes af betydningsfulde Mænd i Sverige.Det er, og det vist nok med Grund, bleven paastaaet, at Kongen af Danmarks Bestræbelser understøttedes af et Par betydningsfulde Svenske. hvilke som Deeltagere i Gustav den IIIdies Mord vare flygtede til Danmark og nu opholdt sig i Kjøbenhavn. Men de Betingelser, som Hines betydningsfulde Venner gjorde Kongen af Danmark, forkastedes efterhaanden, hvorved deres Interesse for Valget lunknedes, og ingen Tale videre blev derom. Fornemmeligen strandede dette Valg paa Nationalfordomme, der ligesom fra Barndommen af vare indpodede i Gemytterne. Først i den senere Tid have de tre nordiske Nationer lært at overvinde disse Fordomme, og at betragte hverandre som Grene af een Stamme, der ere forenede ved fælleds Sprog, Sæder og Charakteer. En politisk Forening mellem de tre Riger, med hvor mange Vanskeligheder den end vilde være forbunden, og hvor lidet ønskelig den i flere Henseende vilde være, vilde under saa gunstig en Anledning som den vi her have at fremstille, ikke møde den Modstand nu som dengang; thi vist er det, at Tanken om Sveriges Forbindelse med Danmark under eet Scepter fandt paa den Tid ligesaa liden Sympathi i svensk Mands Barm i Almindelighed, som Norges Forening med Sverige i Nordmandens. Et saadant Valg vilde og uden Tvivl have været forbundet med store, fast uovervindelige Vanskeligheder. Den souveraine danske Konge havde neppe beqvemmet sig til at paalægge sig de Baand, hvormed Sveriges Grundlov indskrænkede den executive Magt. At regjere tvende Riger under forskjellige Forfatningsformer og med forskjellig Magtautoritet vilde neppe tækkes den uindskrænkede 174Monark, ligesaalidt som den danske Statsstyrelse paa denne Tid monne havt viisdom til at løse en saa vanskelig Opgave. Ikke heller kunde Frederik den VIte tiltræde sin Stilling i Sverige som Kronprinds, medens han var Konge i Danmark. Carl den XIIIde havde da enten maattet nedlægge en Krone, som nyligen var ham givet af Folkets eenstemmige Villie, og som han vel ei var villig til at overgive i andre Hænder, eller og begge Fyrster havde kommet i en underlig Stilling til hinanden. Foreningens Elementer vare saaledes endnu alt for stridende og tilbagestødende, og ogsaa denne Plan, som ingen dyb Rod havde, var let at kuldkaste. Valget af Prindsen af Oldenburg, eller af Christian Frederik, hvor meget det sidste Valg end i mange Henseender maatte have for sig, synes ei alvorligen at være kommen paa Bane paa Rigsdagen, ligesom hiint føromtalte paa en norsk Hædersmand, som ubestemt og udtalt af enkelte Stemmer, neppe kan faae Plads i Historien.

Imidlertid fik Valgplanen i Sverige pludseligen en uventet Retning, og det gik her som saa ofte i Verdens Historie, at store Begivenheder fremledes af ubetydelige Aarsager. For vor Historie ere disse Forhold saa meget vigtigere, som derved lagdes Grundvolden til en stor Forandring i Norges politiske Stilling, uden at der fra dettes Side gjordes mindste Skridt til at forberede, langt mindre fuldbyrde den. Den første Tanke hos dem, der ledede Tronfølgervalget i Sverige, var at vinde den store og seierrige Helts Bifald, som dengang med sikker Haand styrede Europas Fastlands Politik. Kong Carl den XIIIde og de Mænd, der stode ved hans Side, troede dengang, at Hertugen af Augustenborgs Valg burde foretrækkes ethvert andet, og det blev magtpaaliggende dertil at erholde Napoleons Bifald. Til at overbringe disse Meddelelser, og give den svenske Minister 175ved det franske Hof de fornødne Instruxer, valgtes en ung Mand, Baron Mørner. Valget af denne Mand, der blev saa afgjørende i Henseende til Tronfølgervalget, skede meer efter et Tilfælde, for at vise en svensk Statsmand, der da var i Fremstigende, en Opmærksomhed, end fordi Manden dertil havde fornøden Dygtighed og diplomatiske Egenskaber. Wettersteds Svoger, Baron Mørner, skildres af Sveriges oplyste og indflydelsesrige Mænd som «en Etourdi», og det viiste sig, at han langt overskreed sit Ærendes Grændser, som kun var at overlevere sine Depescher, men ei indlade sig i Sagen. I Stedet derfor aabnede han Underhandlinger med Prinds Pontecorvo selv. Hvorledes disse indlededes af en betydningsfuld svensk Mand, og hvorlunde Mørners egenmægtige Skridt optoges af Sveriges formaaende Mænd, sees af Minister Engstrøms Forklaring derover, som findes i vedlagte Bilag.See 20de Bilag b. Skjønt dette Document ikke er officielt og der saaledes ikke haves Sikkerhed for Rigtigheden af det hele Indhold, saa har Forfatteren troet at burde optage det, da det – uimodsagt – er antaget som skrevet i hiin Tid og af Sveriges daværende Udenrigsminister, og derfor maa have Interesse. Denne Vending i Valgsagen satte imidlertid de svenske Ministre i Begyndelsen i stor Forlegenhed formedelst de afgjørende Skridt, hvormed man havde nærmet sig Hertugen af Augustenborg, og de Grunde, som fremdeles talte for dette Valg. Den gamle Konge synes at være bleven let overtalt til at forandre sine Anskuelser, og give den franske Prinds sin Stemme; men Kongens Raadgivere fandt det betænkeligt, og ikke overeensstemmende med Kongens Værdighed at træde tilbage, efterat saa alvorlige Skridt vare gjorte. Forslaget var dog ledsaget med saadanne tilsyneladende officielle Tilbud, hvis Fordeelagtighed maatte opvække Ministrenes Opmærksomhed. Talen var desuden her om en Prinds, som ved sin Charakteer, 176sine Talenter og krigerske Daad havde erhvervet sig et stort Navn i Europa, og vundet de Nationers Agtelse og Kjærlighed, med hvilke han havde staaet endog i fiendtlig Berørelse. Overgangen til dette nye Valg lettedes derhos deels ved Hertugen af Augustenborgs egne Betænkeligheder ved at modtage Valget, og den danske Konges Modstand mod samme, deels ved de Skridt, som foretoges paa Rigsdagen. Alt bidrog til at stemme den svenske Nation for det nye Valg.

Rigsdagen i Ørebro var sammenkaldt, og indgav under 13de August en Adresse, hvori den bevidnede Kongen sin Deeltagelse i Kongens og Landets Sorg over Kronprindsens Død, og takkede for Rigsdagens Sammenkaldelse. Kongen bevidnede i et Svar paa denne Adresse sin Erkjendtlighed for det Beviis, som Stænderne gave ham paa deres Deeltagelse, og glædede sig over at finde deres Tænkemaade i Henseende til Nødvendigheden af at sammenkalde en Rigsdag overeensstemmende med sin egen. Derefter skreed Rigsdagen til Dagens Orden. Men neppe vare Forhandlingerne om denne vigtige Gjenstand begyndte, før Coureren Fourmiers Ankomst fra Paris gav Spørgsmaalet en ny og uventet Retning. Med det i Upsala-Tidenden omtalte Brev fulgte et Portrait af Prinds Bernadotte selv, hans Søn og Gemalinde. Denne Artikel indeholdt tillige et usikkert Rygte om at denne Prinds, i Tilfælde Valget skulde falde paa ham, vilde nedlægge i den svenske Bank 8 Millioner Franker af egne Midler, og tilbagekjøbe de svenske Domainer i Pommern, som Napoleon havde skjænket sine Generaler, og som ved Fredsslutningen imellem Frankrige og Sverige vare disse forbeholdne. Beløbet af disse Godser formeentes at udgjøre 3 Millioner svenske Bankodalere. Desuden smigrede Forfatteren af denne Artikel Nationen med, at Bernadotte 177skulde bevirke Napoleons Samtykke til en fri Handels-forbindelse med England, der kunde betragtes som et Offer paa det Venskabsalter, der bandt Keiseren til sin store General. Denne Artikel, som var forfattet under Rigsdagens Øine, var aabenbart udsendt for at forberede Nationen paa den uventede Vending, som Valgforretningen havde taget.

Denne nye Retning med Hensyn til Tronfølgervalget bestyrkedes ved Grev Æredes Tilbagekomst fra Paris. Han havde lært at kjende den nye Valgcandidat og de Omstændigheder, der kunde fremme dette Valg. Under den 15de August fandtes i den i Ørebro udgivne Rigsdagstidende nogle Anmærkninger, som nærmere antydede Rigsdagens Mening. Korteligen berørtes de Fordele, som Kongen af Danmarks Valg vilde medføre og som ansaaes langt mindre end de dermed forbundne Ulemper. Gamle, bittre Erindringer raadede i denne Deel af Fremstillingen. Med større Forhaabninger om Held berørtes Hertugen af Augustenborgs Valg; men han var ikke General, og kunde i den Henseende ikke yde Sverige den Hjælp, som det i sin nærværende Stilling behøvede. Ikke heller kunde man være sikker paa, at Kongen af Danmark vilde tillade en af sine Undersaattere at bestige en Trone, som han ønskede sig selv. Derimod var der meer end Sandsynlighed for, at Napoleon ønskede Valget af sin Broders Svoger, Prindsen af Pontecorvo. Baade Politik og Venskab maatte fremme dette Napoleons Ønske, og for Sverige maatte Valget være af saa meget større Værd, som der i Prindsens Person fandtes forenede Egenskaberne af «en stor Feldtherre, en stor Statsmand, en velgjørende Menneskeven, og den kraftfulde modne Mand, der forstaaer at styre et Rige». Hertil føiedes det allerede i ovennævnte Artikel af Upsalstidenden berørte Haab, at Pontecorvo 178vilde anvende en Deel af sine bekjendte store Rigdomme til Sveriges Bedste, og der yttredes Formodning om, at dette Haab snart vilde ophøies til Vished. Artiklen ledsagedes med en kort Udsigt over Bernadottes Liv. Hans Fortjenester som Helt og Statsmand udhævedes, og at han som Menneskeven velsignedes af de svenske Krigsfanger. Som Privatmand skildredes han som maadeholden, uden Hang til Overdaadighed eller forfængelig Pragt.Ved denne Roes vilde man formodentligen fornye Erindringen om den afdøde Kronprinds’s Simpelhed, der saa meget tækkedes Folket. Var han end ikke af høi Byrd, saa havde han, ved selv at bane sig Vei til den Høide, hvorpaa han nu stod, gjort sig nøiere bekjendt med alle Classers Stillinger i Staten. Hans Fortjenester gave ham i denne Henseende større Fordringer end Lykkens Gaver. Han forstod vel ikke Landets Sprog, men med sine store Talenter vilde han let deri kunde tilegne sig den fornødne Færdighed.I en Samtale med Grev Ærede havde Prinds Pontecorvo omtalt denne Vanskelighed og imødegaaet den, ligesom han med Hensyn til Religionsforskjellen anførte Henrik den IVdes Exempel. Om Rigsdagsforhandlingerne see «Historia om Regimentsförändringen i Sverige 1809. Stockholm 1823. Pag. 270 ff.

Efter denne Gemytternes Forberedelse gik den nye Valgforretning rask fra Haanden. Den hemmelige Committee indgav sin Betænkning overeensstemmende med disse Anskuelser; Forslaget drøftedes og antoges i Statsraadet, og Kongen ilede at indgive sin Proposition til Stænderne. I denne udvikledes Grundene for Valget, hvori der især hentydedes til Napoleons Ønsker. Deri fremsattes alene Nødvendigheden af, at det maatte gjøres til Pligt for den valgte Tronfølger at antage den lutherske Religion, førend han betraadte svensk Jord, og tillige 179ligesom den afdøde Kronprinds underskrive en Forsikkringsact. Saaledes hævedes alle Betænkeligheder. Bondestanden erklærede sig først; dog voterede 7 af de tilstedeværende 140 Medlemmer for den afsatte Konges Søn. Præstestanden erklærede sig dernæst, og yttrede, at Religionsforskjellen ingen uovervindelig Hindring kunde være, da han efter Overgangen til den lutherske Religion vilde med desto større Iver fremme den herskende Kirkes Sag. Borgerstanden erklærede sig eenstemmigen for Prindsen af Pontecorvo. Paa Ridderhuset afgjorde General Tibells Tale Valget. Han talede med Begeistring om Prindsen, og hans Tale maatte have saa meget større Vægt, som han havde lært at kjende Frankriges udmærkede Mænd, medens han besørgede Fangevexlingen imellem begge Nationer.

Prinds Pontecorvo blev saaledes valgt til Sveriges Kronprinds, og ved en høitidelig Deputation, bestaaende af Grev Rosen, Grev Mørner og Kammerjunker Lindersköld, blev Valget Prindsen meddeelt. Imidlertid ilede den officielle Tidende, Inrikstidningen, at gjendrive de fra Ørebro gjennem Upsala Blad udspredte Rygter. Den modsagde aldeles, at der var kommet Depescher fra Paris, som havde medbragt Bernadottes Portrait, og endnu meer at han havde gjort de omhandlede glimrende Løfter om Pengeforstrækninger.Bernadotte havde som General saa meget mindre havt Anledning til at samle saa megen Formue, som det var noksom bekjendt, at han i de Lande, hvor han havde camperet med sine Hære, ikke havde fulgt mange af de franske Generalers Udsuelsessystem, men rostes overalt for Humanitet og Eftergivenhed. Lægges alle Omstændigheder sammen, er det klart, at de Løfter, som Fourmier tilføiede sin Mission, ikke ere tagne af Prindsens egen Mund, eller i høi Grad af ham ere blevne misforstaaede. De benægtes, som anført, i den officielle Tidende, Engstrøm ansaae det for nødvendigt nøiere at undersøge Udsagnets Paalidelighed, og de staae ingenlunde i Sammenhæng med det Begreb, man maa gjøre sig om Prindsens Formuesforfatning paa den Tid. Det er i alle Tilfælde vist at Prindsens Valg beroede paa solidere, begge Parter mere værdige Grunde, end hine historisk ubegrundede Løfter. Sverige havde valgt ham formedelst hans store Egenskaber, og ikke formedelst hans Guld, til Tronfølger. Den sidste Tanke afviistes med 180Haan. Der vare paa den Tid Rygter i Omløb, at Bernadotte, som nyligen havde staaet i vanskelige Forhold til Napoleon, ikke var i Gunst hos Keiseren som General, og at denne ikke var fuldkommen tilfreds med Valget; men ingen offentlig Yttring fra Keiserens Side henpegede paa noget Saadant, da Keiseren tilkjendegav den svenske Deputation sin Deeltagelse for Prindsen, og forsikkrede Sverige om sit Venskab. Der gik endog det Rygte, at Napoleon havde udstyret Prindsen med en Million Franker, for at han kunde vise sig med tilbørlig Anstand i sin nye Stilling.Forholder dette, som gjentages i flere historiske Beretninger fra den Tid, sig saaledes, er det Beviis nok for at Bernadotte ei som riig Mand traadte ind i sin nye Stilling. Hans Gemalindes Formue kunde være stor for Privatmand, men var mindre end fyrstelig, og dens Kapital var desuden efter de franske Love ikke disponibel for hendes Gemal.

Den afsatte svenske Konge satte sig i Bevægelse under denne Tronforandring i Sverige. Han nærmede sig Nordtydsklands Grændser i Haab om, at han eller hans Søn skulde komme i Betragtning ved det nye Valg. Men med Undtagelse af de før omtalte 7 Deputerede i Bondestanden rørte sig ingen Stemme paa Rigsdagen for den afsatte Kongefamilie.

For Danmark var Frankriges Villie en Lov, og efterat Napoleon havde yttret sig venskabelig i Henseende til Sveriges 181Tronfølgervalg, havde Danmark ingen Indvending at gjøre. Den danske officielle Avis gjenlød af Roes over Sveriges valgte Kronprinds, og talede meget om det Venskab, som var imellem Danmarks Konge og General Bernadotte under dennes Ophold i Danmark som Chef for de franske Tropper. Vist nok havde disse ikke været velkomne Gjæster i det af Krigen og mangehaande Tab og Lidelser haardt medtagne Land. Det paastodes endog, at det havde kostet mindre at tilfredsstille Englænderne som Fiender end Franskmændene som Venner; men Bernadottes egen humane Færd og blide Væsen havde ogsaa der skaffet ham almindelig Agtelse og Yndest. Med Tilsidesættelse af politiske Planer lod Danmark sig saaledes nøie med Haabet om i den nyvalgte Kronprinds at finde en fredelig Nabo.

Sidst i September gav Sveriges Kronprinds sig paa Veien, og hvor han drog frem modtoges han med den Udmørkelse og Hæder, som svarede til hans nye Stilling. Hans Reiselinie gik mestendeels igjennem Lande, hvor han havde kantonneret som fransk General, og ved sin humane Færd vundet Folkets Hjerter. I Danmark glædede man sig over det Venskab, hvormed Frederik den VIte og den nye Kronprinds behandlede hinanden, og derpaa byggedes et Fremtids Haab, som snart skulde skuffes under nye politiske Omvæltninger. I Helsingborg mødte den svenske Erkebisp med flere Geistlige den valgte Tronfølger, for i Eenrum at modtage hans forandrede Troesbekjendelse. I denne Forhandling med den svenske Geistlighed erklærede Prindsen: «at han i sin tidlige Barndom havde været underviist i den reformeerte Religion, og at han i Tydskland havde lært lutherske Præster at kjende, og ved Samtaler med dem overbeviist sig om, at Guds sande Ord og Christi 182Lære indeholdes i den Ausburgske Confession».Protokollen over Troesbekjendelsen findes indført i Allgemeine Zeitung 1810. Fra Helsingborg ledsagedes Prindsen af Kongens Udsendte gjennem Landet til Drotningholm. De samme Ceremonier, den samme Eds- og Hyldingsact, som havde fundet Sted ved Prinds Christian Augusts Modtagelse, gjentoges nu ved Prinds Pontecorvos Indtog.

Imidlertid havde den franske Prinds paataget sig et vanskeligt Hverv i det høie Nord. Han betraadte et Land, som var nedtrykt af Følgerne af en ulykkelig Krig, som endnu leed af standsede Næringsveie, et forvirret Pengevæsen, og en paa mange Maader lammet Statskraft. Han medbragte et politisk System, som for Tiden ikke lovede Sverige Opreisning for sit Tab, eller Lindring i sine Lidelser. Ombytningen af Alliancen med Frankrige i Stedet for det gamle Forbund med England kunde ikke være velgjørende for Sveriges indre Rørelse, der i Handelsforbindelsen med England havde sin vigtigste Støtte. Med Undtagelse af Freden, som var kjøbt med smertelige Opofrelser ved Tabet af en vigtig Deel af Sverige, havde dette ingen af de Fordele opnaaet, som det havde lovet sig af Forbindelsen med Frankrige. Ikke heller havde den franske Prinds bragt Rigets Finantser de Fordele, hvorom dunkle Rygter havde været i Omløb. Det svenske Hof var ofte Sæde for Kabaler og Partiaand, og Aarsagerne til hans Formands Dødsmaade vare indhyllede i et Mørke, som maatte indgyde Mistillid til den Lykke, der var den valgte Prinds vederfaret. Han forstod ikke Landets Sprog, var ubekjendt med Landets Sæder og indre Forhold, og han maatte danne sig en Kreds 183af Mænd, der kunde veilede og raade ham i hans nye Stilling. Saaledes maatte han i Begyndelsen indskrænke sig til at være en blot Tilskuer af hvad der foregik om ham, uden at kunne virksomt indgribe i den indvortes Bestyrelse, og med Forsigtighed og udeelt Hensyn til Sveriges Interesse bestemme sit Forhold til udenlandske Magter. Sveriges Historie har at fortælle, hvorlunde den nyvalgte Kronprinds løste disse Gaader. Den Lykke, som havde fulgt ham igjennem hans hele Liv, og hævet ham fra Borgerlivets laveste til dets høieste Trin, forlod ham ikke heller i hans nye Stilling. Ved ganske at løsrive sig fra sit gamle Fosterland og alle dets Interesser, og udelukkende at opofre sig sit nye Fædrelands, beredte hans Klogskab ham selv og hans Familie en betryggende Fremtid. Et heldigt Resultat paatrykte Sveriges Politik i de Aar, som kom, viisdommens Stempel, medens Danmarks sattes i Skygge formedelst et aldeles uventet uheldigt Udfald. Ikke længe efter hans Ophøielse til Carl den XIIIdes Tronfølger fik Sveriges udvortes Politik en uventet Skikkelse, som gjorde hans Personlighed som Helt og Statsmand høist vigtig for det svenske Folk, og som ledede Sverige til et længe eftertragtet Maal, der blev en vigtig Støtte for hans kongelige Værdighed.

Men neppe var Carl Johan – saaledes lod han sig kalde i Følge Kongens Ønske – traadt ind i sin ophøiede Stilling som Sveriges Kronprinds, førend Sverige maatte føle Virkningen af sin forandrede Politik og sin Nærmelse til Frankriges Keiser. Paa Fastlandet havde Napoleon nu som det syntes, deels ved Seiervindinger deels ved stærke Alliancer, sikkret sin Overmagt og ligesom begrundet et Slags Universalmonarki, men til Søes havde han følt Englands Overmagt, saa ofte Englands og Frankriges Flaader maalte deres Kræfter. Hans 184Forbittrelse mod England voxede i Følelsen af hans Afmagt, og han brugte sin mægtige Indflydelse paa alle sine Allierede for at isolere England fra Fastlandet, og ved at forstyrre dets oekonomiske Stilling og dets Handelsforhold fremlede en Svækkelse og Forlegenhed, som han ei ved Vaabenmagt kunde fremtvinge. Saaledes nødte han ogsaa Sverige til at erklære England Krig, og vilde, at denne skulde føres alvorligere end mellem Rusland og England, mellem hvilke Lande en fredelig Handelsforbindelse ikke ophørte midt under en offentligen erklæret Krig. Rusland var den eneste Magt paa det europæiske Fastland, mod hvilken Napoleon viiste en ærbødig Skaansel. Han var saaledes ikke tilfreds med de – vist nok ikke alvorligen meente – Foranstaltninger, som i Sverige vare trufne for at hindre engelske Varers Indførsel, men forlangte, at det skulde skride til de meest fiendtlige Foranstaltninger mod England. Napoleon lod ved sin Minister i Stockholm, Alquier – denne for det svenske Ministerium besværlige udenlandske Minister, der i en overmodig Stiil udførte den stolte Keisers strenge Bud –Den svenske Minister, Engstrøm, som var Chef for det udenrigske Departement, klagede ofte over det Besvær, som Alquier forvoldte ham. forelægge Sveriges Konge en officiel Note, hvori der kun levnedes det svenske Hof 5 Dage til at vælge mellem at erklære England aabenbar Krig, eller sætte sig i en fiendtlig Stilling til Frankrige. I et egenhændigt Brev af 19de November 1810See Recueil de lettres &cet. de Charles Jean, Stockholm 1828. Pag. 24. til Napoleon skildrer Kronprindsen den vanskelige Stilling, hvori han ved denne Erklæring blev sat, og den Sundhedssvækkelse, som derved var forvoldt Sveriges Konge selv. 185Han tilføier: «at, da han bestemte sig til at modtage Valget som Sveriges Kronprinds, havde han haabet at kunne forene det Lands Interesse, som han havde tjent med Troskab, og i 30 Aar forsvaret, med det Lands, som havde udkaaret ham; men neppe havde han sat Foden paa Sveriges Grund, førend han maatte frygte for at see dette Haab skuffet; og Sveriges Konge selv har kunnet bemærket, hvor smertelig denne Kamp mellem hans Hengivenhed for Keiseren og Følelsen af hans nye Pligter havde været.» Han gjorde Napoleon opmærksom paa de sørgelige Følger, som en Krig med England maatte have for Sverige, idet den vilde ødelægge dets Handel og standse dets Udførsel af dets vigtigste Producter; at de svenske Magasiner ifølge en ulykkelig Krig vare tomme, Orlogsværfterne uden Virksomhed, og Staten uden Fonds til at beskjæftige dem, og at der behøvedes mange Millioner for at udruste Flaaden og samle Armeen, medens Kongen ingen Magt havde til at paalægge nogen Skat uden Stændernes Samtykke. «Men – saaledes ender dette Brev – alle disse Betragtninger have maattet vige for den Pligt at tilfredsstille Deres Majestæt. Kongen og hans Raad have lukket deres Øre for Elendighedens Raab, og besluttet en Krigstilstand med England alene af Ærbødighed for Deres Majestæt, og for at overbevise vore Bagvaskere om, at Sverige, efterat være kommet under en viis og maadeholden Regjering, kun attraaer Fred paa Havet. Lykkelig vilde Sverige – dette Sverige, som hidtil har været saa lidet kjendt – være, dersom det for al sin Hengivenhed kunde erholde nogle Beviser paa Deres Majestæts Velvillie.»I et senere Brev udtrykker han Meningen af denne Sætning, nemlig Haabet om Frankriges Pengeunderstøttelse.

186Til dette Brev føiede Kronprindsen tvende andre af 8de og 19de December, som han adresserede directe til Keiseren, «og benyttede saaledes en gammel Fordeel, som han ønskede fremdeles at bevare, og som maatte fornye i hans Sjæl ligesaa behagelige som hæderlige Erindringer.» Deri lægger han fremdeles Napoleon Sveriges hjælpeløse Tilstand paa Hjertet, og erklærer, at det vilde være umuligt for Sverige at bære de med Krigen forbundne Udgifter, naar ikke Frankrige kom det til Hjælp. Sverige havde vel erklæret England Krig, og fordoblede sine Anstrengelser for at give den Vægt, men det kunde ikke udføre Confiskationssystemet i den strenge Stiil, som Frankrige havde foreskrevet. Constitutionen garanterede i Sverige Enhvers Rettighed, og om Kongen handlede derimod, vilde Statsraadet dertil ikke kunne give sit Samtykke. Han selv, som troede at have Nationens Mening for sig, vilde aldeles forskjærtse den, dersom man kunde tiltroe ham den Hensigt at gjøre mindste Brud paa Constitutionen. «Sveriges Konge – saaledes ender han Brevet af 19de December – tilbyder Frankrige sit opofrende Venskab, men jeg beder D. M. indstændigen, at tilstaae os den Tillid, som vi formedelst vor oprigtige og uforanderlige Hengivenhed fortjene.»

Saaledes havde Carl Johan strax i Begyndelsen af sin nye ophøiede Stilling store Vanskeligheder at gaae imøde. Napoleon, som nu var paa sin høieste Magts Spidse, og for hvis Fod det europæiske Fastland ligesom laa overvundet eller ydmyget, behandlede Sveriges Kronprinds som sin forrige General, og forlangte af ham en ubetinget Opfyldelse af sine Ønsker. Keiserens besværlige Minister i Stockholm krævede, hvad Sverige ikke kunde tilstaae uden Opofrelse af sine dyrebareste Interesser. At erklære England en virkelig Krig, bortvist 187engelske Skibe fra sine Havne og confiskere engelsk Eiendom, var at lægge Baand paa Sveriges vigtigste Næringsveie. Den største Deel af Sveriges Jern gik ud af Landet, og deraf allerede paa den Tid en stor Deel til Amerika. Standsning af denne Fart vilde smerteligen føles i Sveriges store Høiland, hvor det vrimler af Jernfabrikker. Nationen havde ventet, at dets nye Kronprinds formedelst sin nøie Forbindelse med Napoleon skulde berede Sverige Fred med Frankrige uden noget saadant Brud med England, der maatte forstyrre dets Handel; – og nu forlangtes en ligesaa streng Iagttagelse af Fastlandets Spærringssystem med Hensyn til England, som Napoleon selv og hans Allierede fulgte. Carl Johan indsaa denne sin vanskelige Stilling, og begyndte at gjøre sig fortrolig med Tanken om at skille Sveriges Interesse fra Frankriges, og at bringe sin Kjærlighed til sit gamle Fædreland som et Offer for sine nye Forhold. For Tiden maatte han vel føie Napoleons Villie, og aabenbart erklære England Krig, og fra begge Sider gjordes tilsyneladende de sædvanlige fiendtlige Foranstaltninger; men hemmeligen fortsattes Forbindelsen imellem Sverige og England, og deres Skibe seilede fredeligen ved hverandres Side i de nordiske Vande. Ikke meget over et Aar var henrundet fra Kronprindsens Ankomst til Sverige, førend den skjulte Forandring i Prindsens Tænkemaade aabenbarede sig i hans, i stærke Udtryk, med Keiser Napoleon førte Brevvexling, og Sverige kom da i samme Stilling til Frankrige og England, som før Gustav 4de Adolphs Afsættelse, men med større Kraft til at understøtte sin nye Politik.

I Aaret 1810 stod saaledes Sverige i en politisk Stilling, heel forskjellig fra den, som i 1809 havde fundet Sted. Da var det fast Englands eneste Forbundsfrænde paa Fastlandet, 188og i blodig Kamp med sine Naboer. Nu havde det forenet sig med Fastlandet, og erklærede England Krig. Men i det nye Fiendskab viiste sig endnu Spor af det gamle Venskab, ligesom Træk af det forrige Fiendskab under det nye Venskabs Maske. Denne tvetydige Tilstand varede endnu i 1811, men udviklede sig i sin sande Skikkelse 1812.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.