Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Attende Capitel

Ogsaa i dette Aar var Norges fornyede Trælastudskibning til England og Fragtfarten fordeelagtig, og med Hensyn til de umiddelbare Resultater gaves der neppe noget Aar i Norges Handelshistorie, som i denne Henseende kan stilles ved Siden af Aaret 1810. Flere gamle Huse styrkedes og lagde Grunden til stor Rigdom, der forplantedes til Efterslægten, nye Huse reiste sig, og der fandtes Navne paa Handelsmændenes Liste, som vare ligesaa ubekjendte, som deres Stilling i Borgerlivet havde været ubetydelig og ringe. Naar imidlertid Sporene af denne tiltagende Velstand ikke i forventet Grad udbredtes over et følgende Tidspunkt, men afløstes af Forlegenhed og endog borgerlig Undergang paa mange Hænder, saa maa det tilskrives Aarsager, som i vor Skildring korteligen maae berøres. – De Handelshuse, som henlagde Udbyttet af deres Handels Virksomhed i den gode Myntsort, hvori det var erhvervet, eller nedlagde det i Udlandet til Raadighed derover i sin Tid, samlede vist nok en Rigdom, der ikke forvanskedes under den Handelsstandsning, som strax efter indtraf. Flere af de Handelshuse, som til den seneste Tid regnes iblandt de solideste og rigeste, lagde i den saakaldte Licencetid Grunden til 189deres Rigdom. De derimod, som omsatte sin udenlandske Mynt i Landets slette Penge og som, under Foragt for det omløbende Repræsentativ, forøgede Speculationer, der i Tidens Løb bleve mindre indbringende, eller kjøbte Eiendomme, som ikke afkastede de simpleste Renter, og siden i en ufordeelagtig Handelsperiode sank meer og meer i Værdi, indviklede sig i vanskelige Forhold, der efterhaanden ledede til Undergang. Eiendomme, især Jordegods, stode allerede i den Tid høit i nominel Priis, og de kjøbtes ikke sjeldent for engelsk Sterling formedelst den Ringeagt, hvori Papiirpengene allerede da stode. Men ingen Eiendomme ere mindre indbringende i Norge end Jordegods i deres Hænder, som ei umiddelbart kunne gjøre sig dem nyttige, og naar ikke særegne Øiemed derved kunne opnaaes. Kun store og let adgjængelige Skovstrækninger have bragt enkelte Kjøbere Fordeel; men denne er dyrekjøbt, naar Kjøbesummen skal hentes i udenlandske Kasser, høit forrentes, og tilbagebæres i gyldige Værdier. Det var almindeligt paa den Tid, at Trælasthandlerne søgte at skaffe sig en vis Selvstændighed ved Kjøb af Jord- og Skov-Eiendomme, og dette Slags Omsætninger vare da hyppigere end nogensinde.Det maatte da være i den seneste Tid, da mindre Jordegods under den stigende Udvandringslyst saa hyppigen falbydes. Men netop disse gave Anledning til store Tab og Forviklinger. Det hendte vel endog, naar en Deel af Kjøbesummen ved Afslutning af Kjøb af Jord- og Skov-Eiendomme betaltes strax, eller i nogle paafølgende Terminer, at den solgte Eiendom faldt tilbage i Sælgerens Haand for den ubetalte Rest, fordi Kjøberen ei kunde fuldbyrde den indgangne 190Contract.F. Ex. Guldskoven ved Drammen. Kjøberen betalte de første Terminer, hvorefter Eiendommen faldt tilbage til Sælgeren. Under deslige idelige Omsætninger reiste mange Huse store Summer hos engelske og danske Commissionairer – tydske benyttedes den Tid sjeldnere – og satte sig i Gjæld i en Pengeværdi, som deels havde Sølvets Gyldighed, deels siden ikke faldt saa dybt som norske Papiirpenge. Pengeforordningen 1813 forøgede disse Forviklinger, forværrede Skyldneres Forhold, og gav et Spillerum for deres Konstgreb, som havde Penge at fordre og Penge at bortlaane, og vilde benytte Næstens Forlegenhed.

Desuden var Aaret 1810 endnu ikke til Ende, før Handelsvirksomheden i det Hele blev mindre fordeelagtig, og især Trælastudskibernes Kaar forværredes i Forhold til Skibsredernes. Disses Handelsbetingelser have ofte, baade før og siden, staaet i ulige Forhold til hinanden, og Trælastudskiberne have ofte hørt iblandt dem, der ei have gjort rigtig Beregning imellem Udgift og Indtægt. Det store Forskud, hvori de nødvendigen maae staae, fordi den kjøbte Vare ofte først efter Aars Forløb kommer i deres Hænder, nødsager dem ofte til at tage deres Tilflugt til fremmede Kasser; Trælastens Priis fluctuerer ofte paa Udsalgsmarkedet, trykket af en stor Concurrence, og Begjærligheden efter at udskibe har ofte drevet Fragtpriserne i Veiret. Det har saaledes stedse været et sædvanligt Handels-Phænomen i Norge, at Skibsredernes Fordeel har været større end Udskibernes, og saa var det ogsaa i hine Dage. Deraf fulgte ogsaa, at disses Velstand under Licence-Farten sjelden slog saa dyb en Velstandsrod i en gylden Tid som Hines, og at alle konstige Midler til at oprette en synkende Velstand 191have været meer almindelige iblandt Trælasthandlerne end blandt Skibsrederne, flere Formuesomsætninger og Fallissementer iblandt hine end blandt disse. Dertil kommer, at der sædvanligen i Fædrelandet, og dengang i en høiere Grad end nuomstunder, har været en besynderlig Mangel paa indenlandske Understøttelsesmidler for Penge-Circulationen, til Hjælp for Vindskibelighedens periodiske Trang, og at saaledes vore virksomste, stundom fuldkommen vederhæftige, Handelsmænd have maattet i en betænkelig Grad forøge deres Afhængighed af udenlandske Commissionairer. I hiin Periode fandt saaledes Phænomener Sted, som ofte siden ere gjentagne, og den tilsyneladende Glands, som Licence-Farten udbredte over den Tids Handelsvirksomhed, skjulte hemmelige Mangler, der i den senere Tid paa en uheldig Maade lagdes for Dagen.

I Aaret 1810 gik Coursforværringen den raskeste Gang, og de danske Bankosedler begyndte at nærme sig i Værdi den Lap Papiir, hvorpaa de vare skrevne. Aaret begyndte med en Cours lidet over 400, men knap var det udrundet, før den faldt ned til 800. Dette maatte synes at være et underligt Phænomen, da der i dette Aar ikke fattedes Midler til at inddrage udenlandsk Mynt i de Handlendes Hænder, under hvilke Omstændigheder Coursen pleier at forbedre sig. Men selv denne bedre Handelsstilling monne havt sin Deel i Pengeforværringen. Saalænge Handelen sturede, var man nødt til at respectere det circulerende Papiir, fordi intet andet Omsætningsmiddel var forhaanden, og dette derfor uagtet det løse Fundament holdtes i en vis Agtelse; men da Handelen igjen aabnede Kilden til gyldige Værdier, forskjødes de slette Penge, og man benyttede den fremmede bedre Mynt i sine Omsætninger. Det i Danmark kjøbte Korn betaltes ikke længere med Bankosedler, 192mestendeels hentede fra Altonas ideligen beskjæftigede Seddelpresse, men med udenlandske Tratter, og Huusholdningens Tillægsartikler og Luxusvarer hentedes umiddelbart fra England, og betaltes med Handelens Overskud. I dette Aar indstrømmede desuden en saa stor Mængde Colonial- og engelske Manufacturvarer til Norge, som vel neppe nogensinde før der har været seet. Det gjordes nemlig af det engelske Ministerium til Betingelse for den aabnede Trælastafsætning til England, at der for en stor Deel af de norske Producter skulde tages Colonial- og engelske Manufacturvarer, og Landet opfyldtes saaledes med en stor Mængde af disse Artikler. Fra den Tid udbredtes ogsaa disse Varer i en bredere og bredere Zone ind over Landet. De vare saa meget velkomnere, jo længere man havde maattet indskrænke Nydelsen deraf. Kaffekjedlen kom igjen i Gang, og det i en større Grad end nogensinde tilforn, og Menigmand, som af Mangel paa Tobak ofte havde tygget den Lomme, hvori Tobakken i bedre Dage var gjemt, kunde tilfredsstille sin gamle Tyggelyst, og den slette jydske Tobak kunde ombyttes med den gode liverpoolske. Disse hjemkomne Varer brugtes som rede Penge, og i Omsætningernes Kredsløb anvendtes lidet Papiir. Paa den Tid var Omsætningen af Penge overordentlig hurtig; thi alle Hænder vare paa den productive Vei i idelig Bevægelse. Det er bekjendt, at jo hurtigere Pengenes Omløb er, jo mindre Mængde af Penge-Repræsentativer behøves der, og det var ingen Under at den uhyre Masse Papiir, som Regjeringen til mangehaande Brug satte i Omløb, og som alle Hænder med Foragt stødte fra sig, naar de ikke i Statens regulaire Betalinger bleve Vedkommende paatvungne, efterhaanden sank saa godt som til ingen Værdi. Denne golde Virksomhed fortsattes derimod bestandig; – den Masse Papiir, 193som Regjeringen satte i Omløb, svarede til Statens voxende Fornødenheder under Krigen, og Seddelpressen i Altona var en af de meest beskjæftigede Fabrikker i Landet. Vi have seet hvor meget Norges Providering, tildeels formedelst mindre kloge Foranstaltninger, bidrog til Pengenes Forværring. Krigsmagtens Forsyning paa Krigsfod baade i Danmark og Norge krævede overordentlige Summer, og Danmark var midt under Krigens Trængsler betænkt paa atter at skabe en Flaade. En stor Phoenix – saaledes kaldtes det første Orlogsskib, som byggedes efter Flaadens Tab – opstod allerede i dette Aar af den bortranede Flaades Aske, og flere mindre udsloge sine Vinger ved dens Side. Under alle disse forøgede Statsudgifter formindskedes Statsindtægterne, og i Budgettet var ingen Ballance at tænke paa. De fleste Intrader tilfløde Staten i slette Penge, og udgjorde saaledes en langt mindre Værdi end tilforn; og det extraordinaire Krigsudstyrs Udbytte svarede ikke til Forventningen. De norske Toldintrader monne vistnok paa den Tid have været betydelige, og Opbringelse af Priser ved Kapere og Orlogsfartøier maa vel have bragt Statscassen betydelige Summer, fordi Beløbet tvangsviis mod Statspapirer maatte indsættes i den, ligesom den og berigedes gjennem Fortoldning af de erobrede Varer, og af de udenlandske Producter, der i saa stor Overflod flød ind i Landet gjennem den simulerede Handel over Tønningen. Men de directe Skatter indgik i slette Penge, og Statens Forbrug forøgedes dagligen. – Historien har neppe nogen Klage at indføre i sine Annaler over den danske Finantsbestyrelse under Krigen; den maa henfløtte sin Anke til en ældre Periode, og den maa beklage de Omstændigheder, som nødsagede den danske Regjering til Skridt, der maatte styrte dets Pengevæsen i Gruus. Klagen maa stiles 194mod de Magter, som uretfærdigen droge Sværdet mod en uskyldig Stat, der samvittighedsfuld undgik alle Fornærmelser. Ikke heller maa den anklage den danske Konges Politik, som grundede sig i Europas daværende Stilling. Den har maaskee kun at beklage, at den danske Regjering med sin ringe Kraft førte Krigen i sin fulde Strenghed, medens mægtige Nationer vidste at blande Fred og Krig med hinanden. Norge leed imidlertid under Licence-Fartens bedre Periode mindre end Danmark under Coursforværringen. Det savnede hverken gyldig Valuta eller udenlandske Varer, og det var kun, som forhen bemærket, en vis Classe af Landets Indbyggere, som leed under Tilintetgjørelsen af Papiirpengenes Værdi, fordi Staten ikke orkede at forbedre sine Gageringer i Forhold til Pengenes Forværring, og Privatmænd i sine Lønninger ofte fulgte samme Stiil.

Endskjønt Havet i dette Aar bar faa Spor af Orlogskrig mellem England og den dansknorske Stat,Paa smaae Skjermydsler fattedes dog ikke, især i Danmarks Vande. saa var Kaperfartøierne og de faa armerede Krigsfartøier, som svømmede omkring i de nordiske Vande, i idelig Bevægelse, og de sidste havde at rose sig af en besynderlig Held. Ingen Fangst af den Art under Krigen var dog større end den, som Capitaine Johannes Krieger i August 1810 gjorde med de 5 Orlogsbrigger, som vare under hans Commando. Af en Flaade af omtrent 200 Coffardiskibe, som kom fra østersøiske og svenske Havne, og convoieredes af flere engelske Orlogsskibe og mindre Fartøier, udskar han en slet bevogtet Deel af de bagerste Skibe i Convoien, og indbragte dem lykkeligen til Christiansand. De fleste af 195disse Skibe vare ladede med østersøiske Producter; kun nogle faa af dem bleve frikjendte, som tilhørende neutrale Nationer, og Beløbet af de erobrede Ladninger, som ved Auction bleve solgte 1811, var ikke mindre end 7,613,842 Rd.Formedelst Pengenes Slethed, den tvungne Indsættelse i Statscassen, og den senere Reduction, formindskedes Summen betydelig; men Vedkommende høstede dog stor Fordeel af denne Coup. I Statscassen indflød en ikke ubetydelig Sum, som Told af disse Varer, endskjønt en stor Deel af dem, som raa Producter, erlagde kun en ringe Told. Landet blev ved dette Salg vel forsynet med Skibsmaterialier, og især berigedes Christiansand ved disse Omsætninger, og den dermed forbundne Virksomhed. Overhovedet høstede Christiansand under Krigen store Fordele af sin Beliggenhed, baade med Hensyn til sin naturlige Handelsvirksomhed, og til de ved Kaperfarten og Orlogsfartøier dertil indbragte Priser. Der var saaledes intet Sted i Norge, derved Toldafgifter saa meget berigede Statscassen som Christiansands Toldsted, der i Aaret 1811 kunde indlevere i Toldcassen 508,135 Rd. og 1812 680,857 Rd. Denne Byes fordeelagtige Beliggenhed for Kornfarten, de driftige Mænd, som især i Stiftamtmand Thygesens Spor beflittede sig paa denne Fart, og den stærke Trælastudskibning derfra, gav tilligemed Kaperfarten, der dreves meest i Christiansand og paa de nærmeste Kyster vesten for samme, og hvis Priser der forauctioneredes, en Livlighed og Byen selv en Tilvæxt af Folkemængde, som under paafølgende mindre fordeelagtige Handels-Conjuncturer gav Anledning til Forviklinger og Stadens tilbagegaaende Formuestilstand. Paa Handelsveien ligger sædvanligen den onde og gode Tid vexelviis ved Siden af hinanden, og det er klogt 196under begge Slags Conjuncturer at forberede sig paa en Forandring, endskjønt denne Klogskab efter Sagens Natur ei kan ventes iagttaget. De Fordele, som Kaperfarten fra Christiansand og nogle faa Havne vesten for indbragte, forsvandt snart under Vedkommendes letsindige Brug af de let erhvervede Midler, under forandrede Handels-Conjuncturer og Pengenes idelige Forfald. Der er saaledes kun meget enkelte Familier Forfatteren bekjendte – og disse findes ikke i Christiansands By – som ved Kaperfarten lagde Grund til en Velstand, der udbredtes over en senere Fremtid. Armoden blev endog saa meget større i enkelte af de virksomste Kapersteder, som Indbyggerne bleve vante til en Overdaadighed, hvilken de siden ei kunde vedligeholde. Der vare latterlige Anecdoter i Omløb om silkeklædte og udmajede Lodskoner i disse vestlige Havne, og om den Luxus, som denne pludselige Rigdom foranledigede blandt disse til Livets høiere Nydelser uvante Familier. Elendigheden afløste den korte Velstand, Silkepjalterne blandedes med den gamle Vadmelsdragt, da den overdaadige Levemaade ei kunde vedligeholdes, medens Smagen derfor engang var opvakt. Da Virksomheden under Freden vendte tilbage til sin naturlige Bane, og Christiansand kun solgte det Korn og andre Varer, som fortæredes og forbrugtes i Byen selv og dens Omegn og Opland, sank igjen dens Velstand. Senere hen har den vel ofte gjort gode Fordele ved Havarivæsenet, der stundom behandles i Kapervæsenets Form; men Velstanden og Virksomheden i denne By er kun en Skygge af hvad den var under Krigen, og den har med Møie baaret Byrden af en Folkemængde, som i denne Stad kun ved overordentlige Omstændigheder kan finde tilstrækkelige Næringsmidler.

197Den øvrige Deel af Norge tog liden Deel i Kaperfarten, især efter Aaret 1809, da Forbindelsen med England i hiin var aabnet, og kun meget enkelte Huse,Af disse erhvervede et i Christiania sig en ikke ubetydelig Formue. som ikke befattede sig med Trælastudskibning, deeltoge i Fælledskab med vestlandske Kaperudrustere i denne Fart. Saavel denne, som Orlogsmændenes Jagen efter Koffardiflaader, som fore imellem England og Østersøen, var endog almindeligen forhadt i den øvrige Deel af Norge, og betragtedes som et farligt Indgreb i den Slags Neutralitetstilstand og fredelige Handelsforbindelse med England, som ved Licencefarten var tilveiebragt. Krigens Bitterhed voxede under denne gjensidige Molest, som næredes af Privatinteressen uden at fremme Statens Tarv. Norges Forhold til England grændsede saa nær til et livligt Handelssamqvem i den dybeste Fred, at Overgangen til en Fredstilstand, eller i det mindste en Vaabenhvile, liig den der fandt Sted imellem Sverige og England, var ligesaa naturlig som let, og Følgerne deraf vilde have virket velgjørende endog paa Danmarks Sletter. Men Privatinteressen hæver sig sjeldent til store Hensyn til Fædrelandets Tarv, og Danmarks Konge var endnu ikke fredelig stemt mod England.

I Danmark var Kaperfarten baade meer indbringende, og indeholdt fra den Side en større Opmuntring til privat Deeltagelse, og tillige fandt den Sted under en fuldkommen Afbrydelse af den danske Skibsfart paa fjærne Vande. Den var saa at sige der den eneste private Sømandsvirksomhed, da endog danske Kornskuder under Krigen sjeldent saaes i Kattegattet. Derhos var den danske Kaperfart en saa alvorlig Hindring i den engelske Fart paa de baltiske Vande, at den danske Regjering 198let kunde blendes ved Haabet om at kue sin overmodige Fiende, og tækkes sin mægtige Allierede, til Opnaaelsen af store politiske Fordele naar Fredsslutningen fandt Sted. Den danske Konge syntes at have gjort nok, da han aabnede Norge Anledning til en fredelig Handelsforbindelse med England, og i denne Henseende betragtede han Norge som udenfor det strenge Afsondringssystem, der var ham foreskrevet af Frankriges Keiser, og som han fulgte lige til Napoleons Fald. Dette Brud paa sit politiske System gjorde han vel og i Norge for at forhindre Rigernes Skilsmisse. Oprigtigheden af sin Vedhængenhed ved sit fiendtlige System mod England lagde han iøvrigt for Dagen ikke alene i diplomatiske Noter, men i effective Foranstaltninger. Saaledes var det naturligt, at Kapervæsenet dreves i Danmark med langt større Alvor og Held end i Norge. I de snevre Passager mellem de danske Sunde og Vande, ligefra Skagen af indtil Østersøen aabner sin brede Flade, var det vanskeligt endog for de bedst convoierede fiendtlie Flaader at smutte igjennem, og der gik sjeldent nogen Handelsflaade forbi, uden at den maatte yde sin Tribut af et eller flere Handelsskibe, som afskares af dristige Kapere eller danske Krigsfartøier.Det paastodes endog, at Danmarks Konge selv, som Generalissimus, tog sin Deel af Priispengene. Priisretten var saaledes i idelig Bevægelse, og condemnerede Skibe med kostbare Ladninger faldt dagligen i private Armateurers eller den danske Marines Hænder. Efter Fredens Slutning havde vist nok den danske Stat sine Ulemper af denne midlertidigen fordeelagtige Kaperfart, og af de hyppige Condemnationer, hvor omhyggeligen endog Priisretten søgte at værne om den neutrale Skibsfarts Rettigheder. Der 199skede da hyppige Reclamationer fra de Staters, især Amerikas, Side, som troede Neutralitetsretten krænket ved de danske Tribunalers Priisdomme og den danske Kasse fik i den Anledning store Byrder at bære. Foruden ovennævnte Fordele havde den danske Stat andre og store af denne Fart. Betydelige Summer indfløde i Statskassen igjennem Tolden af opkaprede Varer; Danmark selv forsynedes paa denne Vei med mangfoldige Varer, som det paa fredelig Vei ikke kunde erhverve, og da en Deel af Priispengene maatte indbetales i den danske Statskasse, hvor de sattes fast i Kaperobligationer, hvis Udbetaling henflættedes til en fjærn Fremtid, saa fik den derved et velkomment Tilskud.Ved en Cancelliplacat af 8de November 1810 blev bestemt at: «naar en Prise, som er condemneret til Fordeel for nogen med kongl. Kaperbrev forsynet Kaper, ved Auction udbringes til meer end 10,000 Rdlr., da skal det af hvad Prisens Realisationssum overstiger 10,000 Rdlr. gjøres frugtbringende i Kongens Kasse». Efter 4de § skulde derfor udstedes Obligationer, lydende paa Opsigelser efter 6 Aar med 4 pCt. Rente. Disse Obligationer bleve en stor Gjenstand for Salg. Den danske Staskasse optog, stedse forlegen, alle Tilflydelser, og henskjød Tilbagebetalingen til en fjærnere Tid. Den danske Kaperfart havde ikke alene Fordelen af Landets Beliggenhed og Indbyggernes ivrige Kapersind under Landets særegne Stilling for sig fremfor den norske, men ogsaa det overflødigere Mandskab. Den fordeelagtige Skibsfart i Norge paa denne Tid beskjæftigede alle dygtige Matroser, som ikke vare udskrevne til Orlogs, og de lode sig heller hyre i denne fredelige Fart, der afkastede en sikker og god Fordeel, fremfor at gaae ombord i Kapere og udsættes for at slæbes i de forhadte engelske Prisons. Formedelst Handelens Hvile var der i Danmark flere ledige Matroser overalt end i Norge, og naar 200Udskrivningen til Orlogs der var endt, bleve mange Sømænd tilbage, som gladeligen gik ombord i Kapere, der ofte gjorde store og gode Fordele. I Danmark rasede saaledes Krigen med England i sin fulde Kraft, i Norge blomstrede Handelens Sysler, og hvad der lagde Hindringer i Veien for disse blev forskudt og forhadt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.