Nittende Capitel

Selskabet for Norges Vel tabte ikke den Hovedsag af Sigte, som det havde faaet i Arv fra det topographiske Selskab, Norges Universitet, og det er dets Virksomhed i denne Henseende, som indskriver dets Navn med uudslettelige Træk i Norges Historie. Det havde modtaget en Sum af 1000 Rd., som af tvende Patrioter var udsat for en tilfredsstillende Besvarelse af didhørende Spørgsmaal, og til at bedømme de i den Anledning indkomne Afhandlinger var nedsat en Committee, bestaaende af 5 Medlemmer, nemlig Biskop Bech, Professor Rosted, Overlærer Platou, Slotspræst Pavels og Grev Wedel-Jarlsberg. Iblandt de indleverede Besvarelser kronedes den, som var indsendt af Adjunct N. Wergeland, med en Præmie af 800 Rd., og Bedømmelsen derover, som indleveredes 6te Februar, lød saaledes:

«Blandt de indsendte Besvarelser udmærker sig fortrinligen Skriftet med Titel Mnemosyne. Fuldstændighed, Grundighed, Varme for sand Videnskabelighed, Tydelighed i Fremstillingen, samt et ædelt og correct Sprog ere dets umiskjendelige Egenskaber. Da imidlertid Forfatteren paa nogle Steder, især ved tredie Spørgsmaals Besvarelse, ei aldeles har opfyldt de Fordringer, man troede at burde gjøre til den, der skulde 201vinde den hele Præmie, har man fundet det passende at fradrage en femte Deel. Skriftet Mnemosyne tilkjendes saaledes en Præmie af 800 Rd.»

Men ikke alene kronedes dette Skrift med den største Deel af den udsatte Præmie, men med Sandhed kan det siges, at det modtoges over hele Norge med Bifald, endog med Enthusiasme. Forfatteren erindrer ikke let, at have læst noget Skrift, som har meer opvarmet hans Følelser for en stor Fædrelandsinteresse end dette, og han hørte paa den Tid ofte samme Dom af andre Læsere blandt sine Landsmænd. Wergeland fik derpaa talende Beviser ikke alene i den hæderlige Bedømmelse af hiint Selskabs Committee og ved den ham tilkjendte Præmie, men fra flere Kanter bevidnedes ham Landsmænds Erkjendtlighed for dette Nationalværk, der saavidt Forfatteren veed endog ledsagedes med et Honorar fra enkelte Hænder. Men den største Tilfredshed maatte han finde i det Stød, som han derved havde givet til et stort Nationalanliggendes Fremme – og aabenbarligen bidrog Værket til at vedligeholde og forøge den almindelige Interesse, som Universitetssagen fandt i Norge paa den Tid.

I Danmark blev ikke Wergelands Bog modtaget saaledes som i Norge. En af Danmarks lærdeste og grundigste Jurister, A. S. Ørsted, underkastede Bogen den skarpeste Kritik,I dansk Litteraturtidende for 1811 Pag. 593 ff. søgte at blotte dens Mangler og tilbagedrive dens skarpe, og vist nok tildeels ubeføiede Ankeposter over Norges Savn og stedmoderlige Behandling fra Frænderigets Side. Recensenten gav iøvrigt det fædrelandske Sind, som den norske Nation ved denne Leilighed viiste, sin Ret og glædede sig i Haabet om det 202Fremstød, som denne Indretning vilde give Videnskabeligheden i Norden. Han var endog i visse Punkter enig med Forfatteren og udhævede fordeelagtigen disse; men han gik med skarpe Vaaben især løs paa Wergelands Udfald mod Frændestaten, og blottede Manglerne i hans Udkast til Universitetets indre Organisation. Recensenten beholdt vist nok Valpladsen, forsaavidt han ikke gjendreves af noget alvorligt Gjenmæle. De Mænd, som havde tilkjendt Wergeland Prisen, lode det blive ved enkelte Yttringer af Misnøie over den strenge Behandling, og paa Wergelands Landsmænd havde Recensionen ingen synderlig Virkning til Skade for dens første fordeelagtige Indtryk. De fleste Nordmænd, som interesserede sig for denne Nationalsag, fulgte alene med spændt Opmærksomhed Sagens Materie. Denne var vakt ved Wergelands Bog, og de vare mere ligegyldige for de Planer, der lagdes for Universitetets Form, som de troede vilde blive bestemt af de rette Hænder. Wergeland vaandede sig under Recensionen og tog ikke alvorligen til Gjenmæle. Han gjemte de bittre Følelser, som Recensionen forvoldte ham, til en beleiligere Tid, og gav dem senere hen, da Norge var bleven forenet med Sverige, Udbrud paa en Maade, somsom] rettet fra: sam (trykkfeil) opvakte Misnøie baade i Norge og Danmark.

Denne Recension virkede imidlertid i en anden Retning. Den lagde Tømme paa ubesindige Udtryk af en eensidig Fædrelandskjærlighed, som saa let blander ubeføiede Ankeposter og indbildte Fornærmelser med Bevæggrunde, der hvile paa Sandhed og Ret. De faa Skribentere, som beskjæftigede den norske Presse, bleve mere forsigtige, og Nordmændene indskrænkede sig til i Gjerningen at fremme denne Nationalsag. Det blev Nordmændene alt meer og meer klart, at der behøvedes en Høiskole i Landets eget Skjød, deres Attraa voxede efter en 202videnskabelig Selvstændighed, som aldrig kunde opnaaes saalænge den akademiske Dannelse maatte fuldendes i Kjøbenhavn, og af den Aarsag indskrænkes til et mindre Antal Studerende. Vi have allerede ovenfor bemærket, at det nærværende Øieblik af flere Aarsager var særdeles beqvemt til at fremme dette Nationalanliggende. Nationen havde under Krigen, især den som førtes med Naboriget, lært at kjende sin isolerede Stilling med Hensyn til Universitetsopdragelsen, da Antallet af de i det kjøbenhavnske Universitet indskrevne Studentere var i den Grad aftaget, at Norge med Føie kunde kaldes udelukket fra Adgang til denne videnskabelige Indretning.I Mnemosyne Pag. 129 findes en Fortegnelse over de i Aarene 1792–1809 indskrevne norske Studentere ved Kjøbenhavns Universitet. Deraf sees at de norske Studerendes Tal ingensinde udgjorde over ¼ Deel af Studenternes Antal i det Hele – et i Sandhed lidet Forhold med Hensyn til Folkemængden, da Slesvig og Holsteen maatte undtages. I Krigens Tid var Antallet saa meget aftaget, at i 1808 Ingen, i 1809 kun 7 vare indskrevne i Kjøbenhavns Universitet, om ellers Opgaven er paalidelig eller Forfatteren deraf maaskee manglede de fornødne Data. Men i alle Tilfælde var Forholdet ringe. Dette Savn føltes saa meget dybere, som Norge saa godt som ingen Institutioner havde til Understøttelse for den høiere Grad af akademisk Dannelse. Danmark, af Omfang langt mindre, i Folkemængde da ikke meer end en halv Gang større, kunde rose sig af 3 Indretninger af den Art, endskjønt den ene af dem dengang var mere til Pryd end til virkelig Gavn for dem, som attraaede akademisk Dannelse. Nationens Følelser vare ikke alene i Almindelighed opvakte under Landets forladte Stilling og hæderligen overvundne Farer, men især vare de i Bevægelse ved de Skridt, som i denne Anledning vare foretagne, og ved den kraftige 204Stemme, som havde udtalt sig om Sagen. Nationen begyndte derhos igjen at samle nye Kræfter. En saadan Stemning maatte benyttes, et saa beqvemt Øieblik til at afhjælpe det store Savn ei forsømmes. Det var betænkeligt at lade den patriotiske Lue, der var opflammet og næret under fælles Farer og Trængsler, afkjøles under en fornyet og fordeelagtig Virksomheds koldere Beregninger; – thi i Sandhed, Erfaring har lært, at Tilbøielighed til Opofrelse ikke altid ligger ved en let erhvervet Rigdoms Side.

Directionen for Selskabet for Norges Vel besluttede at benytte denne Stemning og disse gunstige Omstændigheder, til at træffe alvorlige Foranstaltninger for at fremme det Hædersværk, som var deres Hænder betroet. Den lod de indkomne Afhandlinger trykke, for at Udbredelsen deraf kunde forberede Gemytterne til Værkets Understøttelse, og de bleve indrykkede i Selskabets philosophiske og historiske Samlinger, hvis bedste Prydelse de udgjorde.Biskoppen i Nordlandene, B. Krogh, havde ogsaa indgivet en Afhandling, som blev kronet med accessit. Efter Opfordring af flere Medlemmer og adskillige Districtscommissioner udstedte Directionen i Selskabets overordentlige Møde den 1ste Juni 1811 en Indbydelse til Subskription til alle Selskabets Districtscommissioner for dertil at modtage Enhvers Bidrag.

Indbydelsen lød saaledes:

«Landsmænd og Brødre!
«Længe følte tænkende Nordmænd Savnet af et norskt Universitet. Flere Gange lød Norges Ønske høit: at opreise Videnskaberne et Høisæde i eget Skjød! Ædle Mænd, hvis Minde er og bliver Nordmænd helligt, talte med Varme og 205Kraft denne vigtige Nationalsag. Men mange Vanskeligheder hindrede til dette Øieblik sammes Iværksættelse. Forsynet forbeholdt Kong Frederik den VItes Regjering den udødelige Hæder, at grundlægge Videnskabernes Tempel i Norge.

«Store Ulykker, som rammede Staten og truede at sønderknuse den, lod Norge mere levende end nogensinde føle ethvert Savn, og fremkaldte tillige en før ukjendt Kraft til at afhjælpe disse. Ønsket om et Universitet opflammedes meer end nogensinde forhen; thi Fiender baade til Lands og Vands lagde nye Farer, ny Vanskelighed i Veien for den studerende Ungdom, og den ved Krigens Ulykker vakte større Stræben til Fuldkommenhed i enhver Vindskibelighedens Green gjorde dagligen Fordring paa mangehaande manglende Kundskaber.

«Norges Ønsker naaede Tronen, og Frederik den Sjette, der ei kan ville Andet end sine Undersaatteres Vel, der ei kan taale, at nogen Deel af den forenede Stat tilsidesættes, vil sikkerligen give Norge et Universitet, naar Midlerne, som udfordres til dets Oprettelse og Vedligeholdelse, tilveiebringes. Af Regjeringen bør vi med Tillid vente, at den kraftigen vil bidrage til disse Midlers Tilveiebringelse; men kan vi, eller bør vi vente, at den vil gjøre Alt! – Nei, Landsmænd! Utallige vigtige Gjenstande gjøre Fordring paa Regjeringens Opmærksomhed og dens ved Krigen svækkede Midler; derfor skylde vi vor egen som vore Landsmænds Ære at forene og anstrenge vore Kræfter, for at opreise og vedligeholde Videnskabernes Tempel i Norge, paa det ikke Samtidige og Efterkommere skulle sige: «Nordmænd talte i en lang Række af Aar om Nødvendigheden og Nytten af et norsk Universitet, men de bidroge kun lidet ved kraftfuld Daad til at skaffe deres Fædreland dette saa uskatteerlige Gode.» – Dog Nei! 206Sligt skulle Aarbøgerne ikke vidne om Norges nulevende Sønner! Med sand Glæde som med trygt Haab forudsee Undertegnede, der for Nutiden nyde det Held at staae i Spidsen for vort fædrelandske Samfund, at den samme høie Aand og nordiske Kraft, som under Anførsel af Norges hedenfarne men udødelige Helt og Ven værnede om Norges Selvstændighed mod Fiendens Skarer, under Kamp tillige med Hunger og Nød, ogsaa vil vise sig i Nordmænds Anstrengelser for et norsk Universitet. Med Glæde vil den Rige ile at offre sin Overflod, og den mindre Formuende at indskrænke sine Fornødenheder, for at reise Norges Universitet paa en fast Grundvold. Alle brave Nordmænd ville kappes om at bidrage til den store Nationalsag; thi hvo blandt os er saa kortsynet, at han ei seer Vigtigheden af at Norges studerende Ungdom, dets vigtigste Haab, dannes i dets eget Moderskjød paa en til Landets Natur passende Maade, og hvo blandt os er saa kold, at han ei henrykkes ved Tanken om at see med et norsk Universitet en ny Morgenrøde fremstraale over Norges Fjelde.

«I denne Overbeviisning og efter flere brave Nordmænds Opfordring opfylder Directionen i det kongelige Selskab for Norges Vel herved en behagelig Pligt, at give Nationen Leilighed til offentligen at yttre sin Iver for et norsk Universitets Grundlæggelse og Vedligeholdelse, ved at fremlægge for vore ærede Medborgere, og igjennem samtlige Districtscommissioner en Subscriptionsplan, hvorpaa enhver kan tegne sig, hvad og hvorledes han vil bidrage til hiin vigtige Nationalsag, – være sig enten paa engang med Gaver af Guld, Sølv eller Pengesummer, af Jordegods eller andre faste Eiendomme, af Bibliotheker eller Naturalsamlinger, Instrumenter og Andet 207deslige – eller aarligen ved at anvise Indtægter af staaende kapitaler, private Tiender, bortbygslede Landgodser m. m.

«Ligesom vi forud ere overtydede om, at alle vore brave Medborgere, saavel i som udenfor dette vort Fædrelands-Samfund, kraftigen ville bidrage til dette ædleste Øiemeds Opnaaelse, saaledes tør vi forsikkre, at i denne vigtige Sag Intet fra vor Side skal vorde forsømt til vort Norriges».

Christiania, i Directionen af det kongelige Selskab for Norges Vel, den 1ste Juni 1811.
Friederich Prinz zu Hessen.
S. Rasmussen. I. Rosted. Stoud Platou.
I.L. Bull. Peder Anker. M.G. Rosenkrantz. H. Wedel Zarlsberg.

Planen blev derefter trykt og forelagt i Directionsmødet den 8de Juni, og samme Dag subscriberedes allerede 85,500 Rd., nemlig Prinds Friedrich af Hessen 5000 Rd., Peder Anker og Grev Wedel Jarlsberg 50000 Rd., Rosenkrantz 30,000 Rd., Overlærer Platou 500 Rd. De øvrige Medlemmer af Directionen subscriberede aarlige Bidrag til et Beløb af 150 Rd. Ved dette Møde var kun Directionens Medlemmer forsamlede, og til dem alene indskrænkede sig Subskriptionen. Planen blev derefter tilsendt det ankerske Fideicommis, hvis Formue, som endnu paa den Tid, endskjønt meget formindsket mod hvad den forhen havde været, var meget betydelig, den afdøde Bernt Anker havde bestemt til Norges Gavn, og især til Oplysningens Fremme, og Administrationen for samme gav derpaa følgende Paategning:

«I intet Tilfælde kan med større Grund gjøres Fordring paa Bidrag af det ankerske Fideicommis end i nærværende, 208hvor det gjælder om et saa længe ønsket, saa høit tiltrængt Universitet i Norge, hvorved Testators Formaal tillige paa den kraftigste Maade vil blive fremmet. Alligevel vil det falde Fideicommisset vanskeligt, under dets med Gjæld behæftede Forfatning, nu at udtælle en saadan Capital, som Planens Vigtighed, og det af de for Sagen varme Landsmænd hæderværdigen givne Exempel maatte fordre. Man haaber derimod, at et aarligt Bidrag kunde for Universitetet blive af lige Nytte, og dette vilde for Fideicommisset være meest beqvemt. Men Administrationen formener, at i ethvert Tilfælde bør en underdanigst Forestilling, enten om Capital paa eengang eller om aarligt Bidrag, ikke nedlægges for Hans Majestæt til allernaadigst Approbation, forinden man har erfaret, hvad der af begge Dele fra Norges med Evne og Villie begavede Mænd vil indkomme, da vi troe, at dette Resultat bør lægges til Grund for vor allerunderdanigste Forestilling.» Denne Udsættelse foranledigede imidlertid, at intet Bidrag fra det ankerske Fideicommis tilflød det norske Universitets Fond; thi da Subscriptionen var sluttet, og Fideicommisset derefter skulde gjøre den tilsigtede Foranstaltning, var dets Forfatning bleven saa forviklet, dets virkelige Formue faa meget formindsket, at Administrationens Opmærksomhed maatte udelukkende henvendes paa at redde denne uformelige Bygning fra en Undergang, som faa Aar derefter virkelig paafulgte.

Ikke forgjæves gjorde Directionen for Selskabet for Norges Vel denne Opfordring til det norske Folk. Overalt, hvor Subscriptionsplanen viiste sig, berigedes den med store Bidrag; men de vigtigste skyldtes Handelsstanden. Denne samstemmige Iver for en vigtig Nationalsags Fremme, udtrykt i større Bidrag end nogensinde er bleven offret af private Hænder i Norge 209til Statens Gavn, opvakte den danske Konges Opmærksomhed og fremskyndte hans Bifald – et Bifald, hvortil vi ikke alene ville hente Grunden i en klog Agtelse for et Folks Stemme, hvis Hengivenhed for det gamle Forbund i Majestætens Tanker nyligen vaklede, men fornemmeligen i den Kjærlighed til det norske Folk og oprigtige Attraa efter at fremme dets Gavn, som viiste sig i alle hans Handlinger. Saaledes udkom et kongeligt Rescript af 2den Septbr. 1811 til Directionen for Universitetet og de lærde Skoler af følgende Indhold:

«Ved allerhøieste Resolution af 2den Septbr. d. A. har det behaget H. M. at bestemme og befale: at i Kongeriget Norge skal oprettes et fuldstændigt Universitet, som paa den Maade skal organiseres, at ved Samme ikke blot skal foredrages akademiske Videnskaber for de egentlige Studerende, som have til Hensigt at danne sig til lærde og videnskabelige Embedsmænd, men og gives hensigtsvarende Underviisning i almeennyttige Kundskaber for dem, hvis nærmeste Formaal er at vinde praktisk Duelighed for det borgerlige Liv.Ved denne Bestemmelse toges maaskee Hensyn til de store Bidrag af næringsdrivende Borgere; thi paa den Tid raadede Humanisterne mere end Realisterne.

«Lærepladserne ved dette Universitet ere for det første bestemte til i Alt 19 Professorater og 2 Lectorater, og under disse Betingelser er Staden Kongsberg af H. M. udseet som det beqvemmeste Sted for Norges Universitet.

«Til dette Universitet vil Allerhøistsamme have skjænket og bestemt:

a) Den H. M. nu tilhørende Colbjørnsenske Samling tilligemed Doubletterne af det store kongelige Bibliothek.
210b) Doubletterne af det kjøbenhavnske Universitets Naturaltheater i Forening med de offentlige Stiftelsers Doubletter af Naturalier, samt den Samling af Mineralier, som Bergseminariet i Kongsberg nu er i Besiddelse af.
c) Beløbet af den under Navn af Studiiskat Præstekaldene i Norge paalagte aarlige Afgift, som hidtil har tilfaldt Kjøbenhavns Universitet.
d) Beløbet af de Legater, som fra Norge i sin Tid ere skjænkede til Understøttelse for Studerende ved Kjøbenhavns Universitet, hvorhos H. M. allernaadigst er sindet, at ville give sin allerhøieste Tilladelse til,
e) at der, saaledes som Omstændighederne efter nøiere Overveielse maatte tillade og medføre, ydes Bidrag til det nye Universitet fra det forøiske Akademi, fra det ankerske Fideicommis, fra det angelske Legat, og fra det offentlige og beneficerede Jordegods i Norge.

«Ved det norske Universitets Oprettelse skal Candidaternes Prøvelse ved Examen i Fremtiden aldeles afsondres fra Universiteterne i begge Riger, og derimod foretages paa saadan Maade, som H. M. maatte finde for godt nærmere at fastsætte, hvorom Directionen er befalet i sin Tid at indkomme med allerunderdanigst Forslag.

«Iøvrigt har H. M. bemyndiget Directionen til, i Henseende til forbemeldte Hovedbestemmelser at træde i Brevvexling med det kongelige Vicestatholderskab i Norge, det kongelige danske Cancelli, det kongelige Rentekammer og øvrige vedkommende kongelige Departementer, for derefter til allerhøieste Beslutning at forelægge de fornødne udførlige Forslag til det norske Universitets Indretning.»

211De kongelige Gaver, som herved tilsagdes det norske Universitet, bleve tildeels Norge oversendte, endog efter at Omstændighederne ved Rigernes Skilsmisse havde forandret sig. Nogle Bestemmelser kunde efter deres Natur ikke gaae i Opfyldelse; men især blev det benificerede Gods i sin Tid en vigtig Kilde til Indtægt for det nye Universitet.

Subscriptionerne i Norge selv havde imidlertid den heldigste Fremgang, og befordredes utroligen ved Districts-Commissionernes umiddelbare Omsorg for deres Udbredelse. Sædvanligen ombares Subscriptionslisterne af de bestyrende Medlemmer fra Huus til Huus, og ikke forgjæves skede Opfordringen til det fædrelandske Sind. Netop paa den Tid havde de næringsdrivende Borgeres Stilling i Norge meget forbedret sig. Handelen med England havde faaet en vis Fasthed, og det gamle Forhold var igjen indtraadt. Kornforsyningen var lettet ikke alene fordi denne tildeels beskyttedes af føromtalte Sikkerhedsdocumenter, men og fordi engelske Krydseres Aarvaagenhed paa vore Kornfartøier slappedes under det fredelige Forhold, som fandt Sted imellem England og Norge. Vare saaledes Bidragene betydelige, saa findes vel neppe noget Aar i Norges Handelshistorie, i hvilket de lettere kunde udredes af den Klasse af Borgere, som ydede de fleste og største. Især var Fragtfarten fordeelagtig, og den Indtægt, som denne stundom gav, falder for vor nærværende Erfaring fast i det Utrolige. I Aarets Løb voxede saaledes Subscriptionerne til omtrent en Million Rigsdaler, foruden et aarligt Bidrag af 750 Tønder Byg og 235 Tønder Havre.Bidragene engang for alle udgjorde nemlig henved 800,000 Rd., og de aarlige Bidrag 13,352, som ansloges til 150,000 Rd. Kornbidragene indskrænkede sig i Hovedsagen til Ankers, Wedels og Løvenskjolds paa deres Godser hvilende Kornbidrag, som aarligen ere blevne betalte, indtil Storthinget 1842 besluttede deres Ophævelse. Disse Bidrag vare de forholdsmæssig betydeligste, og de Ydende kunne paa en Maade betragtes som Universitetets Constituentere. Det af Follougs District ved Sorenskriver – siden Generalprocureur – Falsen bevirkede Bidrag ophørte derimod tidligere. Det maatte vistnok være betænkeligt at indkræve med Strænghed Bidrag, hvortil dette District havde forpligtet sig efter enkelt Embedsmands Opfordring, uden at Exemplet fandt nogen Efterligning i det øvrige Land, og især naar Districtet modsatte sig Udredelsen.

212Mange Omstændigheder bidroge imidlertid til at formindske disse Goders nominelle Værd, uden at formindske Værdien af Givernes ædle Hensigt. En ubetydelig Deel af den subscriberede Sum betaltes strax, medens de Fleste henskjøde Gavens Udbetaling indtil det Tidspunkt, da der blev virkelig lagt Haand paa Værket, eller de betingede sig en successiv Udredelse. Pengenes idelige Synken i Værd, og Pengeforordningen af Januar Maaned 1813 reducerede Gaven høist betydelig, og en mindre Deel af de subscriberede Summer gik tabt i Opbudsmasser og nogle af Subscribenternes Pengeforlegenhed, frembragt ved en ny kort efter indtruffen Crisis. Formedelst disse Omstændigheder reduceredes vistnok Gaven betydelig, men dog ikke i den Grad, at den jo fremdeles maatte betragtes som den største, der nogensinde til et fædrelandsk øiemed er frembaaret i Norge. Det var saaledes uden Grund, at der i den Oversigt, som gaves om Universitetssagen af Selskabets Secretair, klagedes over, at der ikke var gjort nok. Han hentydede paa 100,000der, ja Millioner, der skulde være i deres Lomme, der Intet bidrog, og meente, at der burde ventes langt meer af det 213fædrelandske Sind i Norge.Dersom derved meentes de slette Penge, som validerede i Norge mod Slutningen af Aaret 1811, kunde der vel da findes Millioner i Norge. I gode Penge havde de til alle Tider været et Særsyn, ligesom stor Formue i det Hele ikke findes paa mange Hænder i Norge. Men hvor findes en fuldkommen samstemmig Interesse for Fædrelandets endog vigtigste Anliggender? Hvad der gjordes var al Ære værd, og fortjente med Berømmelse at omtales. Handelsstanden viiste en priisværdig Agtelse og Iver for Videnskabelighedens Tarv og Fremme ved sine betydelige Bidrag, og Embedsmandens Gaver maatte ansees saa meget betydeligere og for Giverne Hæderligere, som de gaves i et Tidspunkt, i hvilken den største Deel formedelst Pengeforværringen kummerligen ernærede sine Familier. Hine gave mestendeels af Overflodens, disse af Armodens Kasser, og begge Parters Bidrag maatte i Værd kappes om Prisen.

Da saaledes al Tvivl var hævet om at Universitetet vilde blive oprettet i Norges eget Skjød, besluttede Directionen for Selskabet for Norges Vel at foranstalte en stor og almindelig Takkefest, som berammedes til 11te Decbr. 1811, i hvilken Anledning der udstedtes et Circulair til alle Districtscommissioner, for at Høitideligheden kunde blive udført samstemmigen, og paa en til Sagens Vigtighed og Værd passende Maade. Festen holdtes mestendeels overalt i Kirkerne, fordi Mængden af dem, som deri deeltoge, ikke kunde rummes i private Localer. Fast overalt holdtes Taler, Musik og Sang opførtes, og Dagen endte som sædvanlig ved saadanne Leiligheder med Festmaaltid og Dands. Ogsaa af den norske Afdeling i Kjøbenhavn høitideligholdtes Festen, forherliget ved Musernes Gaver, og Kongen gav ikke alene i naadige Udtryk sit Bifald tilkjende over denne 214Høitidelighed, men var med det kongelige Hof tilstede ved Festen, ved hvilken flere Taler bleve holdte af Præsidenterne for de forskjellige videnskabelige Stiftelser i Danmark og Norge og endog i det fjerne Udland, i hvilke der aflagdes deres Taksigelser til den kongelige Stifter for denne vigtige Forøgelse af Landets videnskabelige Institutioner. Der fremstod ogsaa Prinds Christian Frederik og hilsede som Præses for Videnskabernes Selskab i Trondhjem det vordende Universitet med en kort Tale.See Forhandlinger ved Festen i Kjøbenhavn 11te Decbr. 1811, Kbhvn. 1812. Der blev i Norge talt meget om den Effect, som denne Tale havde gjort paa Tilhørerne, ikke alene formedelst det til Sagen passende Indhold og de vakkre Ord, men og den Anstand og Værdighed, hvormed den blev foredragen. Vi forbigaae at tale om de forskjellige Maader, hvorpaa denne Fest udførtes i de forskjellige Egne, der mere udmærkede sig ved Munterhed og hjertelig Deeltagelse end ved Pragt og Festligheders sædvanlige glimrende Tegn. Men dette vove vi at paastaae, at Dagen var en Glædesdag for de fleste Nordmænd, og at Manges Hjerter hævede sig i Tak til Forsynet og den ædle Giver for det Gode, som var Norge skjænket. Denne Gave af Frederik den VIte gjordes i Sandhed i beleilig Tid, og maa betragtes som et af de herligste Forberedelsesmidler til at gjøre den politiske Forandring, som kort efter indtraf, heldbringende for Fædrelandet, og som den bedste Støtte for det nye Selvstændighedsværk. Med Rette bærer derfor Norges Universitet Stifterens Navn, og Mindet om denne Velgjerning vil bevares i Norge med Taknemlighed af en fjærn Efterslægt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.