Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Toogtyvende Capitel

Sverige fulgte, som ovenfor viist, en klogere, eller i det mindste med Hensyn til den snart paafulgte Forandring i Europas Stilling heldigere Politik, og vidste under en offentligen erklæret Krigstilstand med England at maskere en fredelig Handelsforbindelse med dette Land. Det havde valgt en Tronfølger iblandt Napoleons Generaler, og som en Følge deraf tilsyneladende sat sig i Krigstilstand med England, men dets Statsmænd ansaa denne nøiere Forbindelse med Frankrig altfor dyrekjøbt, naar den skulde lede til et virkeligt Brud med England, der maatte foranledige en Standsning af alle dets vigtigste Indtægtskilder. Efter mange forgjæves Underhandlinger og ydmyge Notevexlinger med det franske Hof havde Sverige omsider, som ovenfor fortalt, beqvemmet sig til at erklære England Krig, men den virkelige Stilling forandredes derved lidet. I de franske-officielle Aviser klagedes over, at Sverige uagtet Krigserklæringen 230vedblev at forsyne den engelske Flaade med Fornødenheder, at det modtog talrige Handelsflaader under engelsk Convoi i sine Havne, og at engelske Manufacturvarer og med engelske Skibe indførte Colonialvarer ingensteds havde en villigere Afgang end i Sverige. Selv i engelske Blade praledes der af, at et stort Antal af Englændere under Navn af Amerikanere opholdt sig i Gothenborg, og at den engelske Flaade derfra rigeligen provianteredes. Sveriges Lunkenhed for Continentalsystemet og Uvillie til aabenbar Feide med England viiste sig i en endnu høiere Grad, da det blev af Frankriges Keiser opfordret til at sende sine Matroser til Frankriges Havne for at bemande den franske Flaade, men afslog det. Sveriges Kronprinds, der stedse maatte fremtræde som dets Talsmand hos Napoleon i vigtige Anliggender, søgte vel at formilde Afslaget i de venskabeligste Udtryk; men det antoges som et aabenbart Beviis paa Sveriges forandrede Politik, og forberedede den strax derpaa fulgte fiendtlige Stilling imellem begge Nationer. Der var saaledes Intet tilbage uden at slutte sig nøiere til Rusland, som netop da ogsaa satte sig i en mindre fredelig Stilling til Frankrige, og de fiendtlige Skridt, som Napoleon gjorde mod Sverige i Begyndelsen af 1812, forvandlede den indtraadte Kulde mellem disse tvende Nationer til en aabenbar Krig.

Rusland havde nu ikke mere den Aarsag som før til at smigre den store Keiser, efterat det i Norden havde naaet den forønskte Grændseudvidelse og Fasthed i sin Grændseudstrækning. Imod Sønden førtes vel endnu i Løbet af dette Aar Krigen mod Tyrkerne med vexlende Held, mestendeels fordi Rusland der, under dets mindre fredelige Stilling til Frankrige, ei kunde anvende sin hele Magt. Seiren var endog stundom paa Tyrkernes 231Side. Men mod Aarets Ende vendte atter Lykken sig til Ruslands Fordeel, og ved Englands Mægling stod det paa Veien til en Fredsslutning, som sikkrede det nye Erobringer. Derimod havde Ruslands Keiser Aarsag til at frygte Napoleons fremskridende Vælde og egenmægtige Politik. Han havde ikke alene forenet Holland og de tydske Hansestæder med det franske Rige, uden at tage Hensyn til sin Forbindelse med Rusland, men han havde ogsaa indlemmet i sine Udvidelsesplaner en Fyrstes Land, nemlig Hertugen af Oldenburgs, som var Keiser Alexanders nære Blodfrænde, og som tog sin Tilflugt til Petersburg for at fremføre sin Anke. Uagtet derfor Napoleon yttrede det sikkre Haab, at Freden paa Fastlandet ei vilde blive forstyrret, var det dog tydeligt, at Venskabet mellem begge Keiserne var afkjølet, og at Keiser Alexander var betænkt paa, saasnart han ansaa sig stærk nok, at standse Frankriges Anmasselser. England aabnede endog mod Aarets Slutning Underhandlinger med det russiske Hof igjennem en Minister, og Alt bebudede, at den korte og med Lunkenhed førte Krig imellem England og Rusland skulde gaae over til Fred og Alliance mod Frankrige.

Sverige benyttede sig af denne Forandring i Ruslands Politik, for at gjøre sig mere selvstændig med Hensyn til sin Stilling til Frankrige, og nærme sig et fredeligere Forhold til England. Til den Ende ordnedes de Foranstaltninger, som vare fornødne i Anledning af Finlands Indlemmelse i Rusland, paa det fredeligste; Salget af deres Eiendomme, der ikke vilde forlade det gamle Dynasti, iværksattes efter en venskabelig Overeenskomst, og det var aabenbart, at Forbindelsen imellem Sverige og Rusland knyttedes i samme Grad fastere, som den slappedes mellem Sverige og Frankrige. For derhos 232at give sin politiske Stilling tilbørlig Vægt besluttedes en stor Forøgelse af Sveriges Landtropper. Til den Ende bestemtes Armeens Udvidelse ved en almindelig Udskrivning af 50,000 Mand, hvoraf dog kun 15,000 Mand strax skulle stilles under Vaaben. I denne Foranstaltning anede den svenske Nation en Tilnærmelse til det franske Conscriptionssystem, hvorimod Rigsdagen kort forhen havde erklæret sin Uvillie, og paa enkelte Steder udbrød Misnøien i aabenbare Uroligheder, der dog dæmpedes uden videre Følger. Det var saaledes mod dette Aars Slutning tydeligt, at Sveriges Regjering havde forandret sin Politik, og ventede kun paa en beqvem Leilighed til at vende tilbage til en politisk Forbindelse, som befæstede Grundvolden for dets indvortes Velstand.

Det var derhos i Sandhed ei at undres over, at Danmark holdt sig fjærn fra denne Forandring i de øvrige nordiske Rigers Politik, og støttede sig alt meer og mere til den mægtige Frankriges Keiser. Ved Hansestædernes Indlemmelse i det franske Rige var Frankriges Endestav ligesom flyttet til det danske Riges Grændser, og ethvert fiendtligt Forhold fra Danmarks Side mod Frankrige vilde havt Erobringen af dets vigtigste Provindser til Følge. Haabet om Erstatning for alle dets uforskyldte Lidelser, som en Følge af fremmed Voldsomhed, og for alle dets Opofrelser under den største Forstyrrelse i alle indvortes Forhold, maatte aldeles forsvinde under denne Forandring i dets Politik, om det endog lykkedes Danmark med den franske Keisers Samtykke at sætte sig i Neutralitetstilstand. Det havde derimod de største Fordele at vente ved at stille sig under en Seiersfane, for hvilken det hele Europa endnu maatte bøie sig. Der var paa den Tid aldeles ingen Grund til at tvivle om Napoleons Kraft til at kue sine nye Fiender; – han havde 233tilforn søndersplittet frygteligere Forbund, og ydmyget farligere Fiender end dem, der nu reiste sig mod ham. Var Rusland mægtig saa var det ogsaa fjærnt; det havde nyligen følt Frankriges Overmagt, og Ingen tænkte paa at sammenligne Ruslands Hære og dets Generaler med Napoleons seierbekrandsede Krigere. – Det maa saaledes betragtes mere som en uheldig end som en uklog Beslutning, at Danmarks Konge i dette afgjørende Øieblik lagde sin politiske Skjebne i Napoleons Haand. Loddet om en Forbindelse mellem Østens og Vestens mægtige Riger skulde kastes, og det var ikke den høieste politiske viisdom givet at bestemme den Bane, hvorpaa den fuldkomneste politiske Selvstændighed og de største Fordele vare at vinde. Desuden maatte Danmark langt mere stole paa Napoleons Venskab end paa Ruslands. Danmark laa aldeles udenfor den franske Keisers Forstørrelsesplaner, og i Napoleons Venskab maatte det vente en ædelmodigere og kraftigere Bistand end i Ruslands, der midt under Danmarks Opoffrelser for dets Sag, og under de helligste Forsikringer om kraftig Medvirkning til en for Danmark hæderlig Fred, havde viist sig som Danmarks tvetydige, for ei at sige falske, Forbundsfrænde, saasnart det havde fuldført sine Erobringsplaner. Hvad havde Danmark vundet ved at indvikle sig i en ny Krigs Farer, og smerteligen forøge Norges indvortes Nød og Elendighed, for at lette Rusland Byrden af Finlands Erobring? Rusland glemte under Fredsslutningen med Sverige, at Danmark var til, og dets Diplomater gave et hemmeligt Vink om Ruslands Ligegyldighed ved at Sverige søgte Erstatning for sit Tab i Hjertet af Danmarks Stater. Skal Historien rose eller dadle Valget af den danske Konges Politik paa den Tid? Den vil vistnok være forsigtig med sin Daddel, naar den vil dømme efter Europas Stilling 234i Almindelighed og Danmarks i Særdeleshed. Derimod var den Haardnakkenhed at beklage, hvormed den danske Konge, tværtimod sine Naboers Exempel, forfulgte i sin Afmagt det meest fiendtlige Forhold mod en Nation, der midt under Krigen viiste den meest aabenbare Tilbøielighed til at føre den paa den for begge Parter mindst fordærvelige Maade. Men hans Forbittrelse over en gammel Vennestats voldsomme og uforskyldte Anfald paa hans Lande tillod ham ikke, før i yderste Nød og ved Foden af en indvortes Gjæring, at tilegne sig det hemmelige Fredsanstrøg, som satte Rusland i Stand til at fortsætte Fredens Virksomhed midt under Krigens Vaabenlarm.

Allerede i Begyndelsen af 1811 anedes fra dansk Side Muligheden af en Krig med Sverige. I et Brev af 10de Februar 1811 meddeler Prindsen af Hessen, Norges Vice-Statholder, Contra-Admiral Lütken under strengeste Taushed denne Mulighed, og paalægger ham at eqvipere Flotillen og Briggerne. Den samme Meddelelse gjør Prindsen Generalmajor Haxthausen, og paalægger ham, som Armeens Intendant, at træffe de fornødne Anstalter til Providering. Men strax efter erklærer han under 29de Marts sin Forvisning om, at ingen Krig vil udbryde. Senere hen paa Aaret gave nye Rygter Vice-Statholderen Anledning til nye Forsigtighedsregler; men Rygterne synes dengang at have været ugrundede, og fra Sveriges Side gjordes endnu i Løbet af dette Aar intet fiendtligt Skridt, endskjønt store Planer med Hensyn til Nordens politiske Stilling vel allerede mod Aarets Slutning begyndte at gjøre i det svenske Cabinet.

Aaret 1811 var ikke saa rigt paa blodige Begivenheder i det vestlige Europa som de foregaaende, men i Englands og Frankriges Politik var der i Hovedsagen liden Forandring. I England 235havde Prindsen af Wales, som Prindsregent, i Følge en Parlamentsa et stillet sig i Spidsen for Rigets Bestyrelse i sin Faders ulykkelige Sygdomstilstand; men ingen Forandring skede derfor i Englands Politik. Det modsatte sig med Haardnakkenhed enhver fredelig Tilnærmelse til Frankrige, hvortil Napoleon aabnede det Anledning, og forelagde Samme saa ydmygende Fredsvikaar, som ingen Adgang kunde finde hos Frankriges Keiser. Evig Krig med Frankrige, saalænge dets Keiser fulgte et System, som aldeles forstyrrede Ligevægten i det europæiske Fastlands Politik, var Løsenet i Parlamentet og i de offentlige Blade, og hverken Napoleons Seiervindinger eller Englands egne Farer formedelst en voxende Statsgjæld og indvortes Forstyrrelse i Pengevæsen og Handelsforhold kunde formaae det til at forandre sin Politik. England fortsatte saagodtsom ene fremdeles sin djærve og modige Modstand mod Napoleons frygtelige Universalherredømme paa Fastlandet. I Storbrittanien fandtes i flere Henseender Spor af en vældig Kraft til at udholde Krigens Trængsler. Overalt herskede den største Virksomhed, en Mængde Husebygninger reiste sig i Hovedstaden som et Beviis paa dens Fylde af Velstandsmidler, og der fattedes aldrig Subscribentere til de store Statslaan, som Krigstilstanden paakrævede. Det erobrede den ene af Frankriges transatlantiske Besiddelser efter den anden, og var især i dette Aar iden Henseende heldig. Omendskjønt Englands Hære paa den pyrenæiske Halvøe som oftest maatte vige for Napoleons seierrige Generaler, vedligeholdtes dog Krigen der, og det lykkedes ham ikke at indsætte sin Broder i rolig Besiddelse af Spanien, eller aldeles forjage Englænderne fra Portugal. Krigen paa den pyrenæiske Halvøe blev et Element til Napoleons Undergang. – Østerriges Keiser, fremdeles beskjæftiget med at raade 236Bod paa Følgerne af den ulykkelige Krig, synes fastere at slutte sig til sin Svigersøns Politik, og Preussen kunde i sin fortrykte og lemlæstede Tilstand hartad betragtes som en fransk Provinds.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.