Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Treogtyvende Capitel

Aaret 1812 havde en politisk Betydning for de tvenden forenede nordiske Riger, som gjør det til det mørkværdigste i de Seclers Række, i hvilke Foreningen havde varet; thi i dette Aar forberedtes Skilsmissen mellem dem. Det fremstiller saaledes et lærerigt Blad i vor nordiske Historie, og giver Stof til blandede Betragtninger over Magternes forskjellige diplomatiske Færd. Men hvilke Bevæggrunde der end fremledte denne Forandring i Nordens og især i Norges politiske Stilling, ved hvilke tvetydige Midler den end bevirkedes, saa ledtes Begivenhedernes Sammenføining af den store Bestyrelse til et endeligt Udfald, som for Skandinaviens fjærne Fremtid maatte ansees gavnlig.

Allerede i Aarets Begyndelse viiste der sig en Forandring i Sveriges og Frankriges gjensidige Forhold, der bebudede, at Carl Johans Ærbødighed for Frankriges Keiser, og hans Stilling til sit gamle Fædreland, ikke gjorde ham blind for det Lands Interesse, til hvis Styrer i Fremtiden Sveriges Folk frivilligen havde udkaaret ham. Han bestemte sig til at opløse den ældre Forbindelse, og handle som svensk Mand. Vi have ovenfor seet, hvor mange forgjæves Forsøg Napoleon havde gjort paa at formaae Sverige til alvorlige fiendtlige Foranstaltninger, for at udelukke England fra Fastlandet, og afbryde den 237Handelsforbindelse, som styrkede denne haardnakne Fiendes Kraft til Krigens Fortsættelse. Det er tillige ovenfor viist, hvorlunde Sverige paa flere Maader fortsatte Fredens Haandværk under en offentligen erklæret Krig med England. Napoleon bestemte sig nu til at fremtvinge en alvorligere Krigstilstand i Sverige, hvis Styrelse han ansaa for at være i Vennehaand, og i en Fyrstes, paa hvis Eftergivenhed mod hans Ønsker, for ei at sige Lydighed mod hans Villie, han troede at kunne stole, og hans Forbittrelse blev desstørre jo meer uventet Modstanden var. – Den franske Minister Alquiers Forsøg paa at tilveiebringe et nordisk Forbund i Lighed med Rhinforbundet, for at sætte en Dæmning mod Rusland, var mislykket, og den franske Ministers heftige Noter i Stockholm besvaredes fra Kongen af Sveriges Side med en Anmodning til Napoleon at bortfjærne den besværlige Minister. Napoleon betragtede imidlertid dette Forlangende som en Krigserklæring. Allerede i Januar Maaned rykkede Divisionen Friant ind i Pommern, lagde Beslag paa de svenske Kasser, besatte Embederne med Franskmænd og fordrede store Contributioner. Saavidt gik endog den franske General i sit fiendtlige Forhold, at tvende svenske Regimenter afvæbnedes og sendtes som Krigsfanger til Frankrige. Men Intet formanede at rokke Sveriges Beslutning, at knytte Forbindelsen med Rusland og England i samme Grad fastere, som den slappedes med Frankrige. Pommern og Rygen var et ringe Offer mod den Erstatning, som Sverige ved andre Udvidelsesplaner søgte at berede sig. Carl Johan forandrede i Følge heraf den ydmyge Tone, som hidtil havde hersket i hans skriftlige Adresse til Napoleon. Hans Brev til denne Keiser af 11te Februari 1812 aander en større Selvstændighed og Alvor end hans forhen omtalte Breve, og udgjør i den Henseende 238et af den Tids meest mørkværdige historiske DocumenterSee ovenfor citerede Værk: Recueil de lettres &c. Pag. 55. Brevet, hvoraf Texten findes en Extract, fortjener heel igjennem at løses. Deri beklager han sig over, at en Division af Prindsen af Eckmühls Armee Natten mellem den 26de og 27de Januari havde gjort et Indfald i Pommern, derpaa trængt ind i Hertugdømmets Hovedstad, og bemægtiget sig Rygen, og tilføier, at Kongen af Sverige venter en Forklaring over Grunden til en Fremgangsmaade, der strider saa aldeles mod bestaaende Traktater. Han beraaber sig fremdeles paa den Ret, som hans gamle Forbindelse med Napoleon giver ham til en aaben Fremstilling, og til at ansøge om en ufortøvet Forklaring af Bevæggrunden til dette fiendtlige Forhold fra Frankriges Side, paa det han kunde blive i Stand til at give Sveriges Konge sin Mening tilkjende om den Politik, som Sverige for Fremtiden har at følge. «Den Fornærmelse, – siger han – som uforskyldt er tilføiet Sverige, føles af Folket og dobbelt af mig, Sir, som er bleven overdraget den Ære at forsvare det. Om jeg end har bidraget til at gjøre Frankrige seierrig, og bestandigen har ønsket at see det agtet og lykkeligt, er den Tanke aldrig falden mig ind, at opoffre det Lands Ære og Uafhængighed, som har adopteret mig. Deres Majestæt bedømmer saa rigtigen de stedfundne Omstændigheder, at Samme kan sætte sig ind i min Beslutning. Uden at eftertragte den Ære og den Magt, som omgiver Deres Majestæt, forlanger jeg kun ei at betragtes som Deres Vasal. Deres Majestæt hersker over den større Deel af Europa, men Deres Herredømme strækker sig ikke til det Land, til hvilket jeg er kaldet. Min Ærgjærrighed indskrænker 239sig til at forsvare det, og jeg betragter dette som den Lod, Forsynet har tildeelt mig. Den Virkning, som det Indfald, hvorover jeg beklager mig, har gjort paa Folket, kan have uberegnelige Følger, og endskjønt jeg er ingen Coriolan og hersker ikke over Volsker, har jeg dog den gode Mening om det svenske Folk, at jeg kan forsikkre Deres Majestæt, at det er i Stand til at vove og foretage Alt for at hevne Fornærmelser, det ei har fremkaldt, og forsvare Rettigheder, som det maaskee hænger ligesaa fast ved, som ved dets Tilværelse.» – Paa dette alvorlige Brev svarede Napoleon kun ved at fortsætte og forøge de mod Sverige begyndte Fiendtligheder.

Der var nu for Carl Johan intet Andet at gjøre, efter en saa bestemt og aaben Forklaring af sin politiske Tro som Sveriges Kronprinds, end at slutte sig nøiere til Rusland, og indgaae Fred med England. Der trak saaledes et mørkt Uveir op paa de tvende forenede Rigers, Danmarks og Norges politiske Horizont, formedelst en Coalition imellem Rusland, Sverige og England. Denne Plan blev lagt under en fuldkommen, nyligen sluttet, Fred mellem de nordiske Magter, uden at Danmark efter Fredsslutningen havde gjort et eneste Skridt til at forstyrre det fredelige Forhold. Sveriges Had til Danmark, der saa ofte havde gjort, skjønt uheldige, Forsøg paa at benytte Sveriges Svaghed til dets ydmygelse og egen Forstørrelse, og Ruslands tvetydige Venskab, som forlod sin Allierede efter at have skudt ham frem paa Krigsskuepladsen for at befordre sine Forstørrelsesplaner, bragte en Forening i Stand, som ikke gik ud paa mindre, end at rive Norge løs fra Danmark. I Danmark kjendte man i Begyndelsen lidet til denne politiske Plan, og i Norge varede det længe, inden man derom kom til nogen Kundskab.

240Enkelte Stemmer af Oppositionen i Sverige have offentligen med Bitterhed berørt denne Beslutning, hvis Kilde med Rette ansaaes at udspringe fra Sveriges Kronprinds, men deres Udfald mod denne Fyrste synes ligesaalidet at være grundet i Sagens Natur, som Resultatet henpeger paa nogen Misledning. Hine have yttret den Mening, at Finlands Gjenforening med Sverige kunde skee paa en fredelig Underhandlingsvei, da Rusland maatte ansees mere tilbøielig til at opoffre en nyligen erobret Provinds, hvis Kjærlighed til den gamle Statsfrænde ei var udslukt, end at borthandle en fredelig Naboes Land, hvis Indbyggere aldrig havde viist nogen alvorlig Lyst til at indgaae en ny Forbindelse, og mindst med Sverige. Paa den Tid, som her omhandles, yttrede denne afvigende Mening sig dog ingenlunde i en aabenbar Misnøie mod den svenske Regjerings Politik. Denne er frembragt ved senere indtrufne Omstændigheder og tildeels skuffede Forventninger. – Tage vi Hensyn til Resultatet, da ligger det Held, som ledsagede Sveriges, og det Uheld, som ledsagede Danmarks politiske Forhold under denne skjebnesvangre Katastrophe, klart for hver Mands Øie. Men uden at tage Hensyn hertil, maatte Sveriges Regjering, naar den hensaa til Fremtiden, betragte Norges Forening med Sverige som en sikkrere Tilvæxt til dets politiske Styrke end Finland. Rusland vilde neppe for bestandig have opoffret en Besiddelse, som det saalænge havde eftertragtet, og som det maatte ansee som en sikker Formuur mod Indfald fra Sverige i Krigstid. Dersom det nu, indviklet i en blodig Feide med Napoleon, ikke kunde opstille store Stridskræfter paa sin vestlige Grændse, saa maatte det engang, naar Freden styrkede denne colossale Magt, der har en fast tyvedobbelt Folkemængde mod Sveriges, og hvis Regjering mere vilkaarlig 241kan raade over Undersaatternes Liv og Kræfter, snart kunne overvælde Finland, og vise Sverige tilbage til sine naturlige Grændser. Finland ligger paa den anden Side af den bothniske Bugt, i en sammenhængende Række med Ruslands østersøiske Provindser, og tidlig eller sildig vilde denne Sammenstøbning, der giver Rusland saa mange Fordele, og begge Naboriger en naturlig Afrundning, have fundet Sted. Ikke at tale om den Fasthed, som denne Afsondring, forenet med Skilsmissen fra Resten af Sveriges tydske Provindser, under den forudsatte Forening med Norge, maatte give den skandinaviske Halvøes Politik i Fremtiden, der ligesom gjorde den fremmed for det øvrige Europas Omvæltninger, og tillod det at henvende en langt større Grad af Opmærksomhed paa Fredens Gjerninger end før. – Det svenske Cabinet maatte finde sig fra den moralske Side mindre afskrækket fra at angribe sin Nabo, medens Fred herskede i Landene, end Rusland, fordi dette skulde overfalde en Ven, der oftere i en forsvunden Tid havde understøttet Ruslands Udvidelsesplaner i sin betrængte Stilling, uden Nytte for sig selv, medens Sverige ofte i betænkelige Krigsforhold var bleven angrebet af Danmark. Af Frankrige, endog i dets nærværende store Vælde, havde Sverige Intet at befrygte, da engelske Flaader holdt det franske Flag aldeles borte fra de nordiske Vande.

Meer almindelig var maaskee den Mening i Sverige, at dette burde have benyttet Ruslands kritiske Stilling i den vovelige Kamp, hvori det indlod sig, for at vinde Ålands Øerne tilbage, som i Ruslands Hænder var et farligt Angrebspunkt, naar Sverige kom i Krig med Rusland; men ogsaa disse staae i saa naturlig Forbindelse med Finland, og kunne i Krigstilfælde saa let tilbageerobres af Rusland, at det vilde være betænkeligt 242ogsaa i denne Henseende at have kastet en Stridshandske ud i Fremtiden.Som Understøttelsespunkt for Kronprindsens Raad at forene sig med Rusland er det bleven anført, at han forudsaae den franske Armees Nederlag i Rusland og dette Togs uheldige Udfald. Men da Alliancen mellem Rusland og Sverige fandt Sted, maatte Napoleons Angrebsplan være lidet bekjendt, og det kunde ikke heller forudsees, at hans store Feltherre-Talent i denne Krig skulde ligesom svigte ham paa alle Punkter, og hans Krigerheld forlade ham.

Den første Frugt af denne Sveriges forandrede Politik var den i Petersburg under 21de Marts 1812 imellem Rusland og Sverige undertegnede Alliance-Tractat. I denne forpligtede de contraherende Magter sig til med forenet Styrke af 25,000 til 30,000 Svensker, og 15,000 til 20,000 Russere at gjøre en Diversion mod Frankrige og dets Medforbundne paa det Punkt af den østersøiske Kyst, som maatte findes passende. Som Grund anførtes den franske Regjerings Besættelse af svensk Pommern, og de franske Armeers truende Bevægelser imod Rusland. Derhos fastsattes: «at da Kongen af Sverige ei i Overeensstemmelse med sit Lands Sikkerhed kunde gjøre denne Diversion, saalænge det maatte ansee Norge for sin Fiende, saa forbandt Rusland sig til, enten ved Underhandling eller ved Medvirkning, at forene Norge med Sverige, og garantere Sverige dets fredelige Besiddelse.» Begge Magter forbandt sig desuden til at betragte Norges Erhvervelse for Sverige som en foreløbig Begivenhed, der skulde skee før Diversionen paa den østersøiske Kyst fandt Sted. Det hele Corps stilledes af den Aarsag under Carl Johans Commando. Da man imidlertid ei uden Nød vilde gjøre sig Kongen af Danmark til Fiende, saa besluttedes en Underhandling med ham om 243at tiltræde Forbundet, men uden at forrykke dets Basis, Norges Afstaaelse, for hvilket der skulde gives Danmark fuld Skadesløsholdelse i de tydske Stater. Det kunde imidlertid let forudsees, at Danmarks Konge ikke vilde tiltræde et Forbund, der skilte ham ved et Folk, som med Troskab havde holdt fast ved Foreningen med Danmark, og derfor modtage Erstatning af Lande, der først skulde erobres, og hvorom ikke engang noget bestemt Forslag kunde gjøres. Desuden var Kongen af Danmarks Tillid til Napoleons Storhed og Held til at overvinde sine mægtige Fiender endnu ikke svækket, og han maatte ikke finde sig tilbøielig til at løsrive sig fra en Forbindelse, hvoraf han ventede sig Erstatning for alle Tab og Opoffrelser. Derhos vare den franske Keisers Rustninger og Tilberedelser til at fælde den nye Fiende saa store, at Danmarks Haab om et lykkeligt Udfald visseligen ei kunde kaldes ugrundet, aldenstund Intet var skeet, som kunde bebude det Modsatte. Da Forslaget i det paafølgende Aar gjordes det danske Cabinet, blev det ogsaa med Uvillie forkastet. Danmark forblev endnu sit med Frankrige indgangne Forbund tro, og indskrænkede sig til at sætte sin Krigsmagt paa en respectabel Fod, uden endnu at forene sig med de franske Skarer.

Paa dette Forbund, som blev sluttet imellem Rusland og Sverige, fulgte strax efter Freden imellem England og Sverige, som undertegnedes i Ørebro den 12te Juli 1812. Ved denne Fred oprettedes igjen aabenbart den forrige Handelsforbindelse mellem begge Stater, der skjult havde fundet Sted under Krigen, og England forpligtede sig til at forsvare Sverige mod enhver fiendtlig Magt, som vilde overfalde det med Krig i Anledning af dette Forbund. I denne Tractat var endnu ikke Talen om Englands Garanti for Norges Forening med Sverige; 244– var en saadan Artikel til, maatte den være hemmelig. Men det engelske Cabinet synes ikke at have indlemmet Norge i det Had, som det havde svoret den danske Regjering. Mellem Norge og England var en Fredstilstand midt under Krigen, der ligesom adsplittede begge de forenede Rigers Politik, og det engelske Ministerium maatte frygte den store Opposition i Parlamentet, der i djærve Toner talede de forenede Rigers og fornemmeligen Norges Sag. Strax efter tilsidesattes dog disse Betænkeligheder, da Napoleons Fiender, efter hans Uheld i Rusland, samlede alle Kræfter for at fremskynde hans Undergang. – Den Plan at forene Norge med Sverige maatte imidlertid for det Første udsættes, indtil Udfaldet af den store Kamp bestemte de krigførende Magters Skjebne. Franske Armeer, samlede i Frankrige selv og i de af Frankrige afhængige Stater, større og fuldstændigere udrustede, end den senere Historie paa et Sted fremstiller, overvældede det russiske Rige. I flere Slag havde Napoleon Overmagten. – De russiske Hære trak sig tilbage, og de franske Skarer trængte ind i Ruslands Hjerte. Under saadanne Omstændigheder gjaldt det kun at forsvare sig; den hele russiske Magt maatte concentreres paa det af Napoleon angrebne Punkt, og der var ikke mere Tale om nogen Diversion paa den østersøiske Kyst, langt mindre om nogen foreløbig Erobring af Norge.

Imidlertid lod Sverige sig ikke ved dette Napoleons Held afskrække fra at knytte Forbindelsen med Rusland end fastere. Mod Slutningen af Juli Maaned dette Aar mødtes Ruslands Keiser og Sveriges Kronprinds i Åbo i Finland. Carl Johan blev der modtagen med de høieste Æresbeviisninger, og Alt viiste, hvormegen Priis Keiser Alexander satte paa en Forbindelse, der aldrig nogensinde havde været vigtigere 245for Rusland end nu, og paa en Fyrstes Personlighed, der med et stort Rygte som duelig Hærfører forenede Bekjendtskab med Napoleons Krigsførsel. Keiseren af Rusland naaede fuldstændigen Hensigten af dette Møde. I Åbo befæstedes den forhen sluttede Alliance-Tractat imellem Rusland og Sverige; Antallet af de Tropper, saavel russiske som svenske, der skulde stilles under Carl Johans Commando, forøgedes, men Erobringsplanen af Norge udsattes til videre. Det var iøvrigt mere Sveriges Rolighedstilstand, end dets umiddelbare Deeltagelse i Krigen, som Rusland attraaede. I den sidste Henseende kunde den svenske Magt af 30, eller 35,000 Mand ikke gjøre noget mærkeligt Udslag i den store Kamp imellem fast en Million Krigere, medens et Indfald i Rusland igjennem Finland, hvor Sverige endnu havde mange Tilhængere, maatte mærkeligen have styrket Napoleons Angreb fra Polen igjennem Hjertet af det russiske Rige.

Der fattedes heller ikke paa Forsøg fra Napoleons Side, for at rive Sverige løs fra sin nye Forbindelse med Rusland. Men Sverige var døv for alle Napoleons glimrende Tilbud om Grændseudvidelse paa Ruslands Bekostning. Carl Johan havde valgt sin politiske Bane, og han blev sin Beslutning tro. Da Kronprindsen var kommen tilbage fra Åbo, blev der gjort de alvorligste Foranstaltninger for at opfylde de med Rusland indgangne Forpligtelser. Engelske Orlogsskibe forenede sig med svenske, og førte et betydeligt Antal Tropper til Carlscrona, og det lod til at den aftalte Expedition til et eller andet Punkt paa den baltiske Kyst skulde gaae for sig. Men ud paa Aaret kom pludseligen Befaling til igjen at udskibe Tropperne, og Expeditionen udsattes indtil videre. Ved Høstens Nærmelse vare andre Omstændigheder indtraadte, som gjorde det 246raadeligt at oppebie Udfaldet af den store Kamp, førend Sveriges Krigsmagt sattes over til Østersøens Strand. Napoleon stod som Seierherre i Moskau; men denne Stads Brand var det første Vendepunkt i hans Seiersflugt, og han blev nødt til at vende tilbage paa den under Sommerens Løb tilbagelagte Seierslinie, uden at have truffen de fornødne Foranstaltninger til at dække en Retirade, eller forsørge en flygtende Hær. Alle de Tropper, som Rusland havde at raade over, behøvedes for at forfølge den flygtende Fiende, og under denne Jagt tilføie ham det største mulige Tab. Desuden aabnedes der en haabefuld Udsigt til at kunne betræde Østersøens Kyster under langt andre Omstændigheder, end for Øieblikket var muligt. Preusserne havde med et tungt Hjerte fulgt de franske Ørne paa det russiske Tog, og det var at vente, at deres Krigerskarer vilde benytte det første Øieblik af Napoleons Uheld til at skille sig fra de franske Armeer. Naar dette skede, forvandledes hele Østersøens Strand til en Vennekyst, mod hvilken intet fiendtligt Skridt var fornødent, og de preussiske Hære maatte med Lethed kunne forjage Franskmændene fra de Punkter, hvor de havde sat sig fast. Den forenede russiske og svenske Hærmagt, styrket ved den preussiske, kunde saaledes anvendes paa andre Punkter, nærmere den nye Krigens Skueplads, som i Følge disse forandrede Omstændigheder aabnedes i andre Lande. Den Plan, som var lagt til den skandinaviske Halvøs Forening, udsattes saaledes indtil videre, og Sverige havde ved Hjælp af engelske Subsidier sine Hære slagfærdige, for at møde der hvor den store Sag med størst Virkning kunde fremmes.

Fredstilstanden imellem de nordiste Magter vedblev saaledes gjennem hele Aaret 1812, og den frieste Communication til Lands og Vands imellem Norge og Sverige fandt Sted.

247Det danske Hof synes endnu ikke i Løbet af dette Aar at have været bekjendt med disse Planer til Norges Løsrivelse. Nogle fiendtlige Demonstrationer fra Sveriges Side gave imidlertid Frederik den VIte Anledning til at træffe Anstalter til Armeens Sammentrækning og Fribataillonernes Forøgelse. Under 22de Juli meldte Vice-Statholderen General Krogh i Trondhjem om et udbredt Rygte, at der i Gothenborg var lagt Beslag paa danske og norske Skibe, og at General Essen havde samlet 20 Batailloner, og Prindsen ansaa det derfor fornødent at sammentrække Armeen snarest muligt; og da han tillige underrettedes om, at der blev udrustet en Søexpedition i Sverige, anmodede han Contre-Admiral Lütken at træffe de fornødne Foranstaltninger. Under 11te August paafølgende meddeelte Kong Frederik Vice-Statholderen, «at alle Efterretninger fra Sverige ere overeensstemmende i, at den store Expedition er for Øieblikket udsat formedelst forefaldne Krigsbegivenheder i Polen og Rusland.» Kongen tilføier, «at de Svenske havde antaget et meget høfligt Sprog mod Danmark, og forsikkre ei at ville Danmark noget, men at de danske Rustninger have frembragt deres.» Endskjønt man nu ei bør troe sig sikker, anseer Kongen det dog for rigtigst, saafremt ei modstridende Efterretninger indløbe, at lade udgaae de Frifolk, som Høsttiden og Agerbruget fordrer. «Jeg ønsker at De ordlydende og pr. Estafette meddeler den værdige General Krogh dette, paa det han kan tage sine Forholdsregler derefter; men jeg anbefaler, at De har Speidere overalt i Sverige; thi Alt kan let forandre sig.» Krigsuveiret trak imidlertid for i Aar over, og Sverige dyssede Danmark i Søvn med Hensyn til sine store Planer paa Norge.

248I Norge fortsattes endnu en levende Udskibning til England, og disse tvende Nationer blandedes med hinanden i engelske Havne, som i den dybe Fred, uagtet netop i dette Aar en af de blodigste Scener under den iøvrigt lidet alvorlige Krig fandt Sted paa Norges Kyster. I Danmark var heller ikke Rygtet om det hemmelige Forbund imellem Rusland og Sverige, for at bevirke de forenede Rigers Skilsmisse, paa nogen foruroligende Maade sat i Bevægelse. Uagtet Danmarks nøie Forbindelse med Frankrige var der stedse i Danmark et stort Parti, især i de høiere Classer, som var Napoleon ugunstigt. I begge Riger anedes, udenfor den i Diplomatiken indviede Kreds, lidet hvor nøie Danmarks og Frankriges Skjebne var forbunden med hinanden, og at Napoleons Fald ogsaa truede at ryste den danske Stats Integritet.Forfatteren var mod Aarets Slutning i Kjøbenhavn, og var Vidne til den Glæde, som yttredes af Flere, ved hver Efterretning, som Aviserne bragte om Napoleons Nederlag i Rusland.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.