Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Fireogtyvende Capitel

Det var i dette Aars Juli Maaned at Fregatten Najadens Ødelæggelse fandt Sted, og denne Begivenhed bør Historien ei forbigaae som en af dem, der opvækker den sørgeligste Erindring om den sidste Krig. Vi maae i Fremstillinger af den Art med Varsomhed benytte de Beretninger, som derom findes i de offentlige Blade, som, idet de søge at berolige Gemytterne, male Begivenhederne med de lyseste Farver, og vi have derfor søgt at grunde vor Fortælling og vore Slutninger paa Øienvidners Udsagn. – For at give de norske Kyster en 249bedre Beskyttelse mod engelske Krydsere, der ofte bestode af større Skibe, blev i Foraaret 1812 opsendt til Norge den nybyggede Fregat Najaden, der rostes som et vel bygget og vel udrustet Orlogsfartøi. I Norge selv opvakte denne Forstærkning af Defensionsmagten Frygt og stor Misnøie. Norge befandt sig midt under Krigen i en Slags Fredstilstand med England, og Handelsforbindelsen imellem begge Riger var livligere end under mange Aar af den dybe Fred. Ofte nok havde den engelske Regjering gjort Mine til at formindske sine Krydseres Antal i de nordiske Vande, naar den engelske Fart paa de baltiske Havne blev uforstyrret af norske og danske Kapere, saaledes som den var det i Østersøens Bælte, hvor den ikke molesteredes af nogen Fiende. Desuden var det allerede dengang en almindelig Mening, at Krigen paa vore Kyster blot med Held kunde føres som en Defensionskrig, og at det mere kom an paa at underholde en sammenhængende Linie af Kanonbaade til Kysternes Forsvar, end at udsende store Skibe, der maatte blive et let Bytte for de talrige engelske Krydsere. Kanonbaadene havde indgydet vore Fiender Respect. Ustraffede kunde de lægge sig bag Klipper og Skjær, og pludseligen overraske Fienden med dræbende Skud, naar han vovede at nærme sig vore med BaaerBlinde Skjær. og Skjær af Naturen beskyttede Klippestrand. Men saa fiendtlige Tanker havde visseligen paa den Tid ikke de engelske Krydsere, og det laa ikke i den engelske Regjerings Plan at forstyrre de norske Kysters Fred. Selv Norges Providering kunde, naar der brugtes Forsigtighed, skee under Fredens Fane; thi der udstedtes af det engelske Ministerium Korn-Licencer i Mængde, som tilstrækkeligen beskyttede 250vore Kornfartøier. – Kort, Intet havde været lettere end paa den Tid at tilveiebringe en fredelig Tilstand i Nordsøen, og denne forstyrredes kun, naar en forøget Styrke af danske Orlogsmænd tiltrak sig engelske Krydseres Opmærksomhed. Og England maatte i Sandhed være ligesaa beføiet som mægtigt til at kue de danske Orlogsmænd paa disse Høider; thi de havde ofte tilføiet deres Coffardiflaade stor Molest. Endnu maatte det være i frisk Minde, at en heel Række af Coffardiskibe vare tagne ud af en stor Convoiflaade, der kom fra Østersøen, og at det erobrede Bytte udgjorde flere Millioner Dalere. – Nordmændene, som igjen vare vante til at betragte England som en Vennestat, og Norges Handel med dette Land som en Kilde til Velstand og et Middel til at afværge de Farer, som vare forbundne med Norges Providering i Krigstid, erfore derfor med bange Hjerter Forstærkningen af den danske Orlogsflotille i Nordsøens Vande, og anede et sørgeligt Udfald. Ikke let flød Landsmænds Blod unyttigere for Fædrelandets Sag, end det som udgjødes i Lyngørs Havn, og ikke let kunde fra Danmarks Side vælges et ubeqvemmere Øieblik til at forøge Krigens Bitterhed, end da det mægtige Forbund knyttedes, som besluttede de forenede Rigers Skilsmisse.

Najaden kom, og betroedes til en modig Officeer, Capitain Holm, der forhen havde udmærket sig i den danske Søtjeneste, og han samlede om sig en Flotille af Kutterbrigge, som sværmede langs vore Kyster, i Haab om at forulempe den engelske Fart paa Østersøen. Til at gjøre Jagt paa denne Eskadre, hvis Ødelæggelse maatte gjøre den engelske Coffardifart paa disse Høider saagodt som sikker, fordi den danske Orlogsmagt ingen brugbar Krydser mere kunde levere, bestemtes Orlogsskibet Dictator paa 64 – efter Andre paa 70 – Kanoner, og 251i dettes Følge vare trende Kutterbrigger. Formedelst Chefens Død faldt Commandoen i Capitaine Stewards Hænder, som da var neppe 20 Aar gammel, og brændte af Begjærlighed efter at udmærke sin Begyndelsesbane med en modig Bedrift. Til en saadan ødelæggende Jagt var Aarstiden saare beqvem, da Dag og Nat falde sammen i et uafbrudt Lys, og store Dele af Havets Flade ere i klart Veir stedse at oversee, medens de i Dagens Løb sædvanligen omspillende Land- og Søvinde paa vore Kyster understøtte Fartøiernes forskjellige Seilmaneuvrer mod bestemte Punkter. – Den 6te Juli havde Najaden med sine 3de Følgesvende, Laaland, Samsø og Kiel, kastet Anker i Oxefjorden ved Haven, en tryg Ankerplads, som ligger indenfor Kystens Skjærgaard. Paa Fregattens Krydstogt Dagen i Forveien var ingen fiendtlig Krydser bleven seet, og Chefen troede sig fuldkommen tryg i sin Havn. Imidlertid stege Nogle af Najadens Officerer ved Middagstid op paa Klippeknatten ovenfor Husene i Haven, for at gjøre Udkig, og forundredes ikke lidet over at see en stor Orlogsmand, med 3de mindre Fartøier i sit Kjølvand, nærme sig Kysten og stile lige mod den Aabning, som førte ind til Najadens Ankerplads.With lader i sin ovennævnte Bog Steward af de Nordmnd, som fore paa England, beskyttede af Licencer, blive underrettet om Fregattens Stilling, og lader norske Fiskere forplante Efterretningen. At der kunde gives saa nederdrægtige Landsmænd i Norge som andensteds, ville vi ikke nægte, men det er høist ubilligt deraf at drage nogen for Nordmændene fornærmelig Slutning med Hensyn til den almindelige Stemning i Landet. Denne viiste sig noksom i den almindelige Bedrøvelse, som Najadens Undergang over hele Norge opvakte. I Anledning af dette Rygte udlovede Admiral Lütken en Douceur til den, som beviisligen opgav Navnet paa det Skib, der sagdes udenfor Christiansand at have givet Fienden Underretning om, at Najaden var i Søen, og den Fisker, der røbede ham Fregattens Ankerplads. Men Oplysningen kom ikke. Opdagelsen heraf frembragte en stor Forvirring i vor lille Eskadre. Alt 252Mandskab ilede ombord, og Chefen beredte sig ved en hastig Flugt, understøttet af en strygende Sydvest, at undgaae den forfølgende Fiende. Den dristige Englænder styrede i Fregattens Kjølvand lige ind imellem det snevre Sund imellem Borøen og Sandøen, og fulgte det bugtede Løb imellem Sandøen og Fastlandet til Lyngøer Gab. Det paastodes, at Fregatten var en bedre Seiler end Orlogsskibet, og at den kunde have undgaaet sin Fiende ved at gaae lige til Søes. Men Holm vilde ikke opoffre Kutterbriggerne, som saaledes vare blevne et sikkert Bytte for Fienden. Tillige er det blevet fortalt, at den Lods, som Holm havde ombord, lovede at styre Fregatten igjennem et Løb, som vel var dybt nok for Fregatten, men hvor Orlogsskibet nødvendigen maatte løbe paa Grund. Holm styrede saaledes ind i Lyngøersgabet, og i sine Tanker tryg for videre Forfølgelse kastede han Anker og opgav sine Seil.Det er almindeligen antaget, at Steward blev lodset ind til Lyngøer af en Nordmand, og With faaer derved Leilighed til at udgyde sin Harme over det Slags Forræderi. «Daglig gik og kom – siger With – norske Kjøbmandsskibe med engelske Licencer. Disse bragte Fienden Efterretning om hvert Skridt, den i Norge commanderende Admiral O. Lütken foretog sig, og hvad Fienden ei kunde faae at vide af disse, det vare de norske Fiskere paa Kysten saa godhjertige troligen at rapportere, saa at Intet var skjult for ham.» Derimod paastodes det i Norge, at det var en Svensker, der længe havde opholdt sig i Lyngøer, som lodsede Steward ind. Ingen af Delene er rigtigt, da Steward selv for norske Officerer, som senere havde Leilighed til at omgaaes med ham, forklarede med Bestemthed, at han vel havde norske Matroser ombord, saavelsom andre Nationers, men ingen Lods, og at han fulgte Fregattens Kjølvand. Der er ingen Tvivl om at der var flere norske Matroser i engelsk Tjeneste, især før Krigen. Den engelske Marine hvervede Mandskab ved Presning, ligesom det heller intet Under var, at norske Matroser, som under deres Fangenskab vare udsatte for stor Mishandling, stundom gik til Orlogs for at forbedre deres Kaar. Ikke alle Landsmænd ere i Stand til at sætte deres Handlinger i Forbindelse med Fædrelandets Tarv. Den langt større Deel valgte visseligen ikke denne Lindring i Nøden. De Fleste udholdt taalmodigen Fængslets Qvaler.

253Orlogsskibet slap imidlertid ikke sit Bytte, men trængte ind i Lyngøersgabet i Fregattens Kjølvand, og fik der med den ene Ende paa Grund en saa fordeelagtig Stilling mod Fregatten, at det kunde bruge den hele Bredside af sit Batteri mod sin Fiende, medens derimod Fregatten havde under Ankringen svinget saa uheldig op, at den kun med enkelte Kanoner kunde spille mod den allerede i sig selv langt overlegne Fiende. Kampen var derfor kort og ødelagde Najaden efter en halv, efter Andre, efter halvanden Times Forløb. Der fortælles, at det første Skud rammede den Lods, hvis uheldige Raad gaves Skylden for Najadens Ødelæggelse. Frygteligt var Blodbadet paa Najaden, især da det øverste Dæk faldt ned paa det underste og knuste de Ulykkelige, som befandt sig i Skibets Rum og Lazarettet, hvorved ogsaa alle 3 Chirurger bleve dræbte. Af det hele Mandskab, som bestod af omtrent 300 Mand, reddedes 180 Mand, hvoraf 80 vare meer eller mindre lemlæstede og saarede. Flere Officerer dræbtes og qvæstedes. Under Slaget selv viiste Chefen det største Mod, og det var som han søgte Døden ved at udsætte sig for den største Kugleregn. Først da alt Haab om Skibets Frelse var forbi, og Enhver reddede sig saagodt han kunde ved at svømme fra et Vrag, som hvert 254Øieblik truede med at springe i Luften, blev Holm, som selv ikke kunde svømme, ført til Land af en svømmende Matros.En af Najadens Mandskab, som siden kom i Forfatterens Tjeneste, fortalte ham, at Holm, da hele Mandskabet, som kunde svømme, søgte at redde sig, havde spurgt: «Er der Ingen, som vil redde Jer Chef» og var derpaa af en Svømmer bragt i Land.

Kutterbriggerne vare imidlertid i største Fare for at blive erobrede af Fienden. Briggen Samsø blev dog, efterat Chefen var bleven haardt saaret, reddet derved, at den styrede ind i en Bugt, hvor Fienden ei kunde forfølge den. Briggerne Kiel og Laaland maatte stryge og foreløbigen overgive sig efterat den sidste var stukken i Brand. Men da Holm havde mistet sin Fregat overtog han Commandoen over de faa Kanonbaade, som befandtes i Havnen, og ved en vel stilet Ild reddede han de erobrede Kutterbrigger. Fienden søgte ved Parlamentering at bevare disse, under Tilbud af at give alle Fanger tilbage, dersom han under Udseilingen blev umolesteret; men Holm afslog Tilbudet, og kun ved Hjælp af en gunstig Briis lykkedes det Steward at forlade sit farlige Ankerleie og komme til Søes. Dersom saaledes end Holms Foranstaltninger til Fregattens Redning vare uheldige, saa kan det ikke nægtes, at han og de øvrige Officerer ved tappre Krigeres uforfærdede Mod og Aandsnærværelse under og efter Slaget bevarede den danske Sømandshæder, og reddede Stumperne af den lille Flotille.

Et andet Spørgsmaal omtvistedes meget paa den Tid nemlig, om den temmelig talrige Flotille af Kanonbaade, som befandtes paa Kysterne i Nærheden, med tilbørlig Hast havde ilet Najaden til Hjælp. Kanonbaadene fra Riisøer, og endog de, som befandtes paa de nærmeste Stationer vesten for Arendal, kom til forventet Tid paa Valpladsen; men det var fornemmeligen 255mod den Arendalske Flotille, under Lieutenant Dietrichsons Commando, at Rygtet stilede sin Anklage. Ogsaa denne Flotille begav sig betimeligen paa Veien, men kom underveis i Engagement med 2de engelske Kutterbrigge, som under Indseilingen vare løbne paa Grund, og først efterat denne Affaire var endt, kunde de fortsætte Veien til Valpladsen, hvor imidlertid Ødelæggelsen var skeet. Forfatteren har hørt dygtige Officerer, som vare tilstede ved Slaget, paastaae, at der ikke kunde bebreides Chefen for Arendals Flotille nogen Forsinkelse ved denne Leilighed, da han ikke kunde vide, hvad der foregik ved Lyngøer, og havde god Aarsag til at angribe de engelske Kutterbrigger, hvoraf en laa paa Grund.Denne reddede sig kun derved, at den kastede sine Ankere og Kanoner overbord, hvoraf Ankerne og nogle af Kanonerne siden opfiskedes. Briggen selv slap derefter til Søes. De ansaae det derimod for meer ubestemt, om ikke Kutterbriggernes Entring burde været forsøgt. Nu slap de derfra med noget Tab af deres Rig, hvoraf enkelte Stumper bragtes til Arendal som Seierstegn, og Kanonbaadene kom selv heel og holdne uden Tab af Mandskab tilbage til deres Station. Saameget paastodes imidlertid, endog i Chefens Beretning om Slaget, at Orlogsskibet Dictator ikke var sluppet til Søes, naar alle Kanonbaade havde kunnet indtræffe i Lyngøer førend den føielige Vind brisede op, der bragte den til Søes. I den officielle Beretning om Slaget og i trykte Beskrivelser over Slaget frikjendes hiin Chef aldeles.

Paa Borøen var anlagt et lille fast Batteri, som skulde beskytte Indløbet til Oxefjorden, men formedelst uheldige Omstændigheder kunde dette lidet udrette. Commandoen var overdraget 256en Kystværns-Chef, som vistnok var en høistagtværdig Mand, men ingen Krigshelt. Efterat den første Salve var løsnet, hvis Skud gik over Kutterbriggerne, og frembragte kun et Hurraraab fra deres Mandskabers Side, flygtede han til Skoven uden at tage videre Deel i Bombardementet. Han afløstes vistnok af en særdeles modig Skibsfører, Axel Jensen, som stilede sine Kanoner saa vel, at en anden Art af Skrig reiste sig paa de engelske Kutterbrigger, men der var ingen Ammunition meer, og den modige Sømand maatte i Fortvivlelse og Harme lade sine Kanoner tie. Ligesaa manglende og forvirrede vare de øvrige Kystværns-Foranstaltninger. Kystfolket stimlede i Mængde til paa enkelte Punkter, og kunde have dannet en respectabel Landstorm, og fra Nogle blandt Kystværns-Anførerne tilmeldtes hiin føromtalte Chef, at Mandskabet var samlet til hans Raadighed. Hans Svar var, at han skulde lade dem vide, naar Mandskabet kunde bruges; men Ordren kom ikke, og Dictator forulempedes paa sin Seiersplads ikke af Kystværnet. Den blev liggende paa Grund, indtil en føielig Vind befriede den fra sin farlige Stilling.

Admiral Lütkens glimrende Rapport til Danmarks Konge om dette Slag, som endte med den Paastand: «Faa Skibe ere tilintetgjorde paa en hæderligere Maade end Deres Majestæts Fregat», foranledigede imidlertid, at flere Udmørkelsestegn uddeeltes iblandt dem, som deri havde taget Deel. Mange kom vistnok paa det rette Sted, formedelst udviist Tapperhed og Sømands-Conduite; Nogle af den Dags Helte, som havde udviist begge Dele, bleve forbigangne; men nogle syntes neppe vel fortjente. Ikke engang han glemtes, som flygtede for Krudtrøgen og afløstes af en modigere Eftermand, der vel ikke prydedes med noget Kors, men hædredes desto meer af sine Landsmænd. 257– Dette uheldige Slag udbredte imidlertid en almindelig Sorg over vore Kyster, og med Undtagelse af Kjøbenhavns Bombardement har neppe nogen isoleret Krigsbegivenhed opvakt saa megen Deeltagelse i Norge. Var det danske Flags Ære, efter Lütkens Paastand, fremmet ved dette Slag, da var den dyrekjøbt ved over 100 Landsmænds Blod, og Manges Lemlæstelse, som fulgte dem Livet igjennem. – Najadens Ankomst i vore Vande opvakte ingen Glæde; thi man anede Englands Opmærksomhed paa dette herlige Skib, der kunde tilføie engelske Convoiflaader og enkelte Krydsere stor Skade; men den sørgelige Maade, hvorpaa det forsvandt, opvakte almindelig Deeltagelse og dyb Bekymring. Den engelske Chef selv har i Samtaler med norske Officerer erklæret dette Tog som et stort Vovestykke, der sjeldent lykkes, og let kunde have faaet et Udfald, der havde paadraget ham Ansvar.

I Lyngøer Havn bleve flere Huse ramponerede, men Indbyggerne skaanedes paa Liv og Lemmer, som de beskyttede ved Flugten. Der blev siden foranstaltet en Undersøgelse gjennem Stiftamtmand Schouboe, hvorefter en passende Erstatning blev dem tilstaaet. Længe efter den Dag havde Lyngøer-Indbyggerne ikke liden Fortjeneste ved Opfiskningen af de mange brugbare og tildeels kostbare Ammunitionssager, som vare sunkne med Najadens Vrag. Nogle af Tønsbergs Byes Borgere, der udmærkede sig ved deres patriotiske Sind, lode undersøge Vragets Stilling, i den Tanke at lade det optage, og uden Vederlag gjengive den danske plyndrede Marine; men det befandtes umuligt. Najadens Chef fandt ikke længe efter ved en ulykkelig Hændelse sin Død i Bølgerne, og hans Vaabenbrødre hædrede 258hans Minde ved et Gravmonument, som opreistes i Nærheden af det Sted, hvor hans Liig opskylledes.Beretningen om dette Slag fra Contra-Admiral Lütken og Capitaine Holm findes i nyeste Skilderi for Kjøbenhavn 9de Aargang No. 59 Pag. 938 ff. og 950 ff. See Bilag 12.

Ikke længe efter fandt en anden uheldig Fegtning Sted i de nordlige Farvande. I Finmarken angreb nemlig en Lord Stuart med overlegen Magt i Begyndelsen af August Lieutenant Bodenhof, som med en ubetydelig Krigsmagt skulde besvære den engelske Fart paa Arkangel. Overmagten var for stor. Bodenhofs lille Eskadre, bestaaende af to smaae Skonnerter, blev erobret efter en fortvivlet Modstand, som omtales med stor Berømmelse af den engelske Chef selv. De Engelske havde ved denne Leilighed flere Dræbte og Saarede baade af Officerer og Gemene.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.