Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Syvogtyvende Capitel

Aarets første Dage bragte den skjebnesvangre Pengeforordning, som skulde raade Bod paa en Forvirring i det dansk-norske Pengevæsen, der havde sin Rod i en fjærn Fortid, men i de sidste Aar havde opnaaet en frygtelig, alle indvortes Eiendomsforhold forvirrende Modenhed. Forordningen selv er vel i sine Hovedbestemmelser saa langt fra at kunne betragtes som 264et finantielt Misgreb, eller som et nyt Tillæg til de Ulykker, som trykkede Nationen i denne Henseende, at den meget mere maa ansees som et nødvendigt, klogt og passende Middel til at bringe saa megen Orden i en forvirret Sag, som under de forhaanden værende Forhold var muligt. Det dansk-norske Folk har Aarsag til at beklage de Omstændigheder og de Misgreb, som foranledigede Nødvendigheden af en saadan Forordning; men denne selv gav ingen Anledning til Klage. – Hver den, hvis Interesse rammedes af Lovens Bud, enten fordi hans Opreisning blev mindre end han havde ventet, eller hans Speculationer paa Medborgeres Pung indskrænkedes, eller af andre Aarsager, jamrede sig, og Klagerne læde høit i de Dage over det ganske Land. Reconvalescentens Smerter ere ofte større end Patientens. – Aldrig er vel en Forordning kommen ud i Norden, der har foranlediget en skarpere Prøvelse end denne; thi den berørte alle Interesser. – De Bestemmelser, som Forordningen indeholdt, var en Efterligning af dem, som indeholdtes i den for flere Aar siden udgivne Pengeforordning i Østerrige, og Detaillen deraf ligger udenfor Grændsen af disse Undersøgelser. Det var naturligt, at en Forordning, der paa saa mange Maader virkede paa Eiendoms- og Pengeforholdene, fremkaldte de forskjelligste Domme og Fortolkninger; det er ligesaa naturligt, at der hos Lovforfatteren ei kunde forudsættes et nøie Bekjendtskab med alle locale Forhold, og at Uregelmæssigheder i denne Henseende maatte finde Sted; men den samme dygtige Haand, som udkastede den, forsvarede den, og til dette Forsvar maae vi henvise Læserne.See Ørsteds Eunomia.

Den sidste Syvaarskrig medførte mange physiske Ulemper for Norge; det nedtryktes af partiel Hungersnød, Sygdom og 265alskens Viderværdigheder; men disse kunne ingenlunde sammenlignes med de ulykkelige moralske Følger af hiin Tids mangfoldige Forviklinger, som have strakt deres Rod til Fremtiden, og endnu spores. Den Række af Sædelighedsfordærvelse, som vare Fostere af Tidens Tryk under Krigen, og af Reactionen mod de sørgelige Følger deraf, har Pengeforordningen i en vis Grad forøget, og idet dens Hensigtsmæssighed og Nødvendighed erkjendes, kan Historien ikke undgaae at berøre den mørke saavelsom den lyse Side af dens Regulativ. Vi finde maaskee i disse samtlige deprimerende Omstændigheder en medvirkende Grund til den Sædelighedens Forvanskning, hvorfor vor Tidsalder anklages, og for hvilken man henter Beviset i det vorende Antal af Forbrydere og Retsforfølgelser, og i Borgernes mindre simple og rolige Færd. Enhver Tidsalder bør gives sin Ret, og vor Tid har sin Ret som den forsvundne, og om Sammenligningen har sin mørke, har den ogsaa sin lyse Side. Men et klart Speil af Fortidens Mønstre og af dens Forvildelser kan give de styrende og lovgivende Magter Midler i Hænde til en Forbedring i Borgerens physiske og moralske Tilstand.

Strax i Krigens Begyndelse traf Regjeringen Foranstaltninger, der ved deres Strenghed ligesom forstyrrede et hidtil almindeligen udøvet Retfærdighedsprincip. For at skade en overmodig og uretfærdig Fiende, krænkedes i Følge offentlige Lovbud Forpligtelser, som i Handelsforhold stedse ere blevne betragtede som hellige, og ligesom liggende udenfor Politikens Omraade. Imidlertid undgik vore Handelsmænd mestendeels denne Fristelse til at berige sig paa uskyldig Mands Bekostning ved en stiltiende Ulydighed mod de strenge Love. Da den danske Regjering begyndte at indsee det Ukloge i sin afmægtige Strenghed, der skadede Landets Borgere usigeligen meer end Udlændingen 266og tillod et stiltiende Handelssamqvem med en Fiende, mod hvilken der førtes en aabenbar og bitter Feide, skede det tildeels under Betingelser, som ledede til Misbrug med en hellig Forpligt. Vore Landsmænd have i Almindelighed betragtet Eden som hellig, men under Krigen dreves med denne et letfærdigt Spil til Understøttelse for den hemmelige Forbindelse med Fienden. I Landets ulykkelige Stilling, under Næringsløshed og Mangel paa Livets første Fornødenheder, laae store Fristelser til Udskeielser paa alle Hænder, og ikke alle Sjæle vare stærke nok til at modstaae dem; men ved Siden af disse Sædelighedsfordærvere gik en glædende Fædrelandskærlighed, aabenbaret i virkelige Opofrelser, igjennem den da levende Slægt, som ikke alene tjente til at forbedre Landets Stilling, men virkede velgjørende paa Nationalcharakteren. En meer indirecte og meer snigende Indflydelse paa Nationalcharakteren havde den Forandring i Levemaade, som foranledigedes af den Overflod af Luxusvarer, der under Krigen overskyllede vore Kyster, da hine brugtes af vore Kunder som et Slags Penge-Repræsentativ til dermed at betale kjøbte Varer, og som saadanne ogsaa anvendtes i indenlandske Omsætninger. Derved forøgedes Lysten til Livets høiere Nydelser, under hvilken Landets Simpelhed begroves, og Almuen vante sig i en bred Linie fra Kysten til en Overdaadighed, som den vanskeligen kunde og vilde undvære.

Pengeforordningen bidrog til ligesom – Læseren tilgive Ordet – at forkonstle Fordums Simpelhed. Den gav Anledning deels til at Debitorernes Skjebne under lige Skyldforhold blev, under særegne med Hensyn til Gjældens Natur indifferente Omstændigheder, høist forskjellig, deels til at Egennytte og endog Bedrageri i Mørket kunde øve sine fordærvelige Konster 267til Næstens Skade. Især maatte det Fortrin, som gaves Gjældsfordringer, der kunde belægges med stemplet Brev eller Obligation, fremfor simple Bogfordringer eller gyldige private Contracter og Forpligtelser, have en uheldig Indflydelse paa dette Slags borgerlige Forhandlinger. Tilforn afgjordes deslige Penge-Transactioner ofte paa den simpleste Maade, i det en mundtlig Forening, bekræftet med et trofast Haandslag, eller nogle Ord nedskrevne paa en simpel Lap Papir, gav Forhandlingen den samme nagelfaste Bekræftelse som et i Lovens Form udstedt og stemplet Gjældsbrev. Den nye Pengelov nedbrød i høi Grad disse simple Papirers og Gjældsfordringers Værd. I sin Rangforordning med Hensyn til Bevisets Alder tog den kun Hensyn til de Documenter, som havde Lovens stemplede Form, eller til rentebærende Fordringer, og satte alle simple, renteløse Forskrivninger og Gjæld efter Bogførsel, i hvilketsomhelst Tidspunkt af Forbedrings-Scalaen Gjælden var stiftet, iblandt de mindste Værdier.Grunden til denne Forskjel passede ikke altid til de indvortes Forhold i Norge paa den Tid. Det forudsattes rimeligviis, at en Bogfordring grundede sig paa en for Creditor fordeelagtig, mestendeels nyligen foregaaet, Omsætning med Debitor, og at hiin saaledes havde havt en Kjøbmandsfordeel, som opveiede Rentefordelen. Men det oversaaes, at Coursforvirringen under den største Deel af Krigen ikke havde virket forholdsmæssig paa Varepriserne, og at Creditor, som havde krympet sig ved at indkræve strengt sin Fordring under mislige Conjuncturer, havde allerede lidt et stort Tab ved Creditposten, der smertelige forøgedes ved Omsætningen i Rigsbankspenge. En Obligationsgjæld fra 1807 gik over fra gammel Daler til en ny Rigsbanksdalers Sølvværdi; den samme Gjældsstørrelse udtrykt i Boggjæld, eller betroet Debitor paa Tro og Love uden Rente, nedtryktes til en 268sjette Deel af denne Værdi. Fra den Dag og indtil en ny Fasthed gik igjennem Landets Pengevæsen, forsvandt mestendeels al Gjæld af denne simple Natur, og det blev et Studium at indrette sine Gjældsfordringer saaledes, at de kunde undgaae Lovens Forvanskninger af en vitterlig Gjæld, og denne uheldige Classification imellem Fordringer, som efter deres oprindelige Natur havde en lige gyldig Værdi. Da bleve og Procuratorerne vigtigere end de tilforn havde været; thi Enhver, som var mindre bekjendt med den juridiske Form, eller ikke rigtigen kunde stave Pengeforordningens forviklede Paragrafer – og denne Skare var stor – bevæbnede sig med en juridisk Consulent, for at undgaae uforskyldt Tab og retteligen tyde Lovens Bud. Fra den Tid af har Gjældens Materie og sande Beskaffenhed været mindre paaagtet end Gjældens Form, og Menigmand var endog hist og her i vore Fjeldbygder falden tilbage til de Thingrænker, Lovfordreininger og den forviklede Sagførelse, som udmærkede en vis Periode af vor ældre Historie. Før Pengeforordningen udkom, kunde een juridisk Konsulent overtage et vidtløftigt Districts Thingsager og indbyrdes Pengeforhandlinger, nu fik Flere Hænderne fulde.

Forordningen frembragte en stor Rystelse og de forskjelligste Vilkaar iblandt de Capitalister, som uden at tage Deel i Handelsvirksomheden havde levet af Renterne af sine Capitaler. Det var ikke usædvanligt i de Dage, da endnu ingen Sparebanker gaves, at de, der eiede mindre Kapitaler, især Enker, afskedigede Embedsmænd og de, der foretrak en i deres Tanker jævn og sikker Indtægt for uvisse Speculationer og urolige Sysler, indsatte deres Capitaler hos dem, som sadde i stor Rørelse og gjældte for redelige og formuende Mænd. Mange af disse Capitaler gik forlorne under Fallissementer, foranledigede 269af forandrede Conjuncturer og uforsigtige Speculationer og Omsætninger, men mange forvanskedes og forringedes, fordi de vare indsatte paa Tro og Love, uden at Fordringen var gaaet over til Obligationsgjæld. I Sandhed, Forordningen vædedes med mange af disse Ulykkeliges Taarer, ligesom og Lovens forskjellige Udtydning gav Anledning til en stor Forskjel i Vedkommendes Skjebne. Det var vist nok Lovens Mening, at Capitaler, som Beviisligen havde været rentebærende, skulde nyde den fordeelagtigste Omsætning efter Gjældsstiftelsens Aldersforskjel; men ældre Forordninger om stemplet Papir indeholdt Bestemmelser til Statscassens Fordeel, som tilintetgjorde Fordringens Gyldighed, naar den ei var skreven paa stemplet Papir. Desuden nøde nogle af disse Capitaler, efter Overeenskomst imellem Creditor og Debitor, stundom en høiere Rente end den lovhjemlede, og var Confiscation underkastet, naar den kom i Rettens Hænder. Det Lovlige er ikke altid det Billige, og Rentefodens Indskrænkning har visseligen ofte den Charakteer; thi Intet kunde være billigere, end at Creditor betingede sig paa den Tid 5 a 6 pCt. Renter af Capitalen, som Creditor under en livlig og blomstrende Virksomhed ofte mangedobbelt kunde gjøre frugtbringende. I Afgjørelsen af dette Slags Fordringer fandt derfor den forskelligste Opgjørelse Sted, deels efter Creditors bedre eller slettere Stilling, deels efter hans Begreber om Ret og Billighed.

Men især var det Spil, som Forordningen gav Egennytten og tildeels Uredeligheden, af de betænkeligste Følger. Vi maae vel ogsaa her mere beklage de Omstændigheder, som frembragte Forordningen, end dadle denne selv; men Følgerne vare aabenbare. Forordningen bestemte tvende forskjellige Hovedværdier. Sølvværdi og Navneværdi, og da de ulykkelige Krigs-Conjuncturer, 270som havde nedtrykt det omløbende Papir, rasede i sin høieste Fylde strax efter Pengeforordningens Udstedelse, kunde ikke engang den Slags Fasthed, som Pengeloven havde bestemt den nye Pengesort, vedligeholdes, men Pengeværdien fluctuerede aldrig meer end i det Tidspunct, som laa Forordningen nærmest. Da desuden just netop i denne Periode de vigtigste Næringsveie standsede eller i det mindste gik en sløbende Gang, saa fik de ny Capitalister – de gamle vare mestendeels forsvundne – en større Magt over deres trængende Medborgere end nogensinde tilforn. Ved Siden af disse variable Størrelser af Sølvværdi og Navneværdi var en tredie af rede Sølv, som var ophøiet over al anden Ustadighed end den, som Sølvets forskjellige Priis paa det store europæiske Marked kunde foranledige, og som her lidet kommer i Betragtning. Det vil være i hver Mands Minde, hvilket egennyttigt Spil der dreves med disse forskjellige Værdier. Der gaves Laan i Navneværdi, og Laantagerne skreve sig for Sølvværdi, eller Laanet skede i Sølvværdi og Gjældsbeviset udstedtes i rede Sølv – Værdiernes Lyd grændsede hinanden saa nær. – Det hendte saaledes ikke sjeldent, at Gjælden fordobbledes 100 pCt., ikke efter Coursens fremskridende Forbedring; thi den skede senere, men fordi Debitor af Uvidenhed eller i sin Forlegenhed forhøiede Gjældens Potents. Hvor megen Formue og Virksomhed gik til Grunde under denne deels lovhjemlede, deels af Lovens vage Bestemmelser udledede Mishandling!

Hvor dunkel iøvrigt denne Forordning var i sine Bestemmelser, og hvor vanskeligt for Landets Borgere at sætte sig ind i disse nye Pengeforhold, det vise de mangfoldige Spørgsmaal, som bleve Autoriteterne forelagte til Opløsning af de stedfundne Tvivl, og til Lovens Anvendelse paa de forskjellige 271Forhold. Postdagligen besværedes Collegium med Spørgsmaal af den Art, og ideligen gjordes Corrolarier til Loven fornødne, for at udvide dens Anvendelighed. Formedelst indtrufne ulykkelige Tidsconjuncturer kunde Lovgiveren ikke engang hævde den reducerede Pengeværdies Gyldighed efter den opstillede Scala. Høitidelige Løfter maatte atter krænkes, om ikke directe – thi ved sit kongelige Ord havde Lovens Herre forpligtet sig til ei at udstede flere Rigsbanksedler end de bestemte 46 Millioner – saa indirecte ved at sætte andre Slags Repræsentativer, som senere kunde indløses, ved Siden af Rigsbanksedlerne. En Deel af disse 46 Millioner var bestemt til at indløse den store Masse af gamle Courantsedler, som vare i OmløbI Begyndelsen af Aaret 1813 udgjorde de circulerende Sedler omtrent 142 Millioner, til hvis Indløsning behøvedes 23½ Mill. Rigsbankdaler. Banken havde desuden at indløse de i Hertugdømmerne circulerende Sedler med 3½ Million Rigsbankdaler. 4 Millioner Rigsbankdaler bestemtes til Laanefond, og 15 Millioner bleve som Reservefond stillede til Finantsernes Raadighed. Banken udgav saaledes 46 Millioner Rigsbanksedler. See Nathansons Skrift Pag. 148. Finantsernes Deel forsvandt snart i Krigens Afgrund. en anden Reservefond bestemtes til at afhjælpe Finantsernes Nød under Statens forøgede Udgifter ved en fortsat Krig med England, nye Fjenders Voldsomhed, og under formindskede Indtægter formedelst Næringsveienes Standsning. Det var Lovens Mening, at det omløbende Papirs Reduction til 1/6 Deel skulde herefter afgive en fast Maalestok for Sedlernes virkelige Værdi, og at den Ustadighed, som havde hersket paa Coursbørsen og i Vareforhandlinger, skulde forsvinde. Derom talede Lovens Fortolkere og Tilhængere ideligen i offentlige Blade, i Samtaler og paa Salgtorvene. Men den Grundvold, hvorpaa denne Tillid 272til de nye Penge skulde befæstes, var for løs til at kunne bevirke denne Stadighed. Mangel paa rede Sølv ved Siden af den store Masse Papir, som var i Omløb, havde bevirket Sedlernes Fald igjennem de meest blomstrende Handelsperioder, og under Krigen med dens dræbende Følger for Handel og Industri vare de sjunkne til en ubrugbar Værd, og agtedes nu ikke stort meer end de franske Assignater under Rædselsperioden. Vel underlagdes den nye Papirmasse en reel Værdi, men en aldeles ubeqvem, hvis Gyldighed ikke erkjendtes i Pengeforhandlinger; thi lidet eller intet Sølv samledes til Basis for den nye Rigsbank, men ved et Magtsprog grundlagdes den paa Borgernes faste Eiendomme. Det danske Hof opofrede det Guld-Taffelservice, der som en Reliqvie fra bedre Tider bevaredes paa Rosenborg Slot, og trængende Opfordringer skede til Borgerne at følge dette Exempel, og lægge deres Sølv paa Fædrelandets Alter. Men Erfaring har lært, hvor liden Samdrægtighed der er i saadanne Opofrelser. Byrden falder kun paa enkelte Patrioter. Desuden maatte formuende Borgere betænke sig paa at levere deres Sølv i Hænder, der hidtil endog i bedre Tider end disse havde saa lidet forstaaet at bringe Orden i Landets Pengevæsen, og i den Henseende saa ofte havde misbrugt den Myndighed, der var dem betroet.

Den nye Bank havde saaledes kun saa Midler til at sætte sine Sedler i Respect; thi den kunde ikke skaffe Sølv til Sedlernes Indløsning, og ikke forvandle det Jordegods, der tjente som Pant for de Nye Papirpenges Værd, til et gyldigt Penge-Repræsentativ. Og under haarde Tider som disse, da Staten betyngedes med store Byrder som en Følge af dens udvortes Politik og indvortes Næringsforvirring, kunde Intet uden Vexling med Sølv have skaffet Rigsbankens Sedler Credit. Blot 273ved udenlandske Laan kunde disse rede Midler være blevne tilveiebragte. Men af saadanne Capitaler vare paa den Tid uden for England kun faa forhaanden. Den Dag var endnu ikke kommen, da private Capitalister strømmede til Pengetorvet, og kappeviis frembød Capitaler til laansøgende Stater. Og den danske Stat var i Sandhed ikke heller i en Stilling, som kunde give den Sikkerhed for et Laan, som Laangiveren kræver. Den stod paa Randen af sin Sønderlemmelse. Det politiske System, som Kongen af Danmark siden denne Krigs Begyndelse stadigen havde fulgt, udviklede netop i dette Aars Begyndelse sin uheldige Indflydelse. Napoleon havde lidt et Tab, som ansaaes for uopretteligt, og talrige Fiender reise sig for at fuldende hans Fald. Under saadanne Omstændigheder var den danske Stat indskrænket til sine egne Hjælpekilder, og hvor rige end disse ere, og hvor kraftfuld denne lille Stat er til at overvinde temporaire Uheld, saa var dog den disponible Formue paa den Tid ikke stor nok til at yde nogen betydelig Hjælp, ligesaalidt som Villien til at opretholde en svag Bygning var forhaanden.

Den første Tid efter at Rigsbankforordningen var udkommen var saaledes en Forvirringsperiode, i hvilken Mistillid fra Borgernes Side og skuffet Forventning fra Regjeringens, forenet med en under Krigens nye Farer voxende Nød, lagde uovervindelige Hindringer i Veien for Regjeringens velmeente Hensigt med den nye Pengeforandring. Forargelige og fast latterlige vare de Scener, som Forordningen frembragte paa Salgtorvet og i de daglige Omsætninger, især i Danmark og meest i Hovedstaden. Paa de simpleste Fornødenheder satte Sælgeren stundom en Priis, som mange Gange oversteeg den ophøjede og bestemte Værd. Skjældsord vankede i Aviserne, 274og endog stundom Slagsmaal paa Torvet, og Regjeringen nødsagedes til at tiltræde som Mellemmand imellem den vindesyge Sælger og den trængende Kjøber. Den maatte af Nød tage sin Tilflugt til det uheldigste Middel, nemlig til at bestemme et Maximum for de vigtigste Salgartikler. Men det behøves ikke her at udvikle, hvor sløbende Omsætningen blev under saa ubeqvemme Lægemidler til at helbrede en uløgelig Sygdom. Kort efter aabnedes et Blink af bedre Tider, da Napoleon reiste sig med Kjæmpekraft, og for et Øieblit seirede over sine mægtige Fiender. Den paniske Skræk veeg da for en bedre Udsigt; men i den senere Deel af Aarets Løb forværredes Danmarks Stilling under en ødelæggende Krig i den Grad, at intet Middel kunde afhjælpe den finantsielle Nød og hæve de nye Sedlers Credit.

I Norge foranledigede ikke Pengeforordningen i dens første Fremtrædelse saa stor Forvirring som i Danmark. Vi have ovenfor gjort opmærksom paa, at de vigtigste Forhandlinger i Handel og Vandel i Norge afgjøres mindre ved Omsætninger af rede Penge end ved Credit og Bogførsel. Virksomhedens Forstandere behøve saaledes ikke saa fulde Kasser, og der var ikke saa stor Mængde af Bankosedler i Omløb i Norge som i Danmark; Reductionen maatte altsaa der virke i en mindre Grad. Norge havde i Aarene 1809-1812 ført en fordeelagtig Handel paa England, som havde sat den vigtigste Deel af dets handlende Borgere i Besiddelse af en Valuta, hvis Gyldighed var ophøiet over de danske Papirpenges Fluctuationer. Denne Virksomhed standsede vist nok for en stor Deel 1813, men store Rester af den rige Indtægt fandtes endnu i forsigtige Hænder. Formedelst de Betingelser, hvorunder England indskrænkede Handelen med norsk Trælast i Aaret 1811 og 2751812, var Norge bleven opfyldt med store Partier af Colonial- og Manufactur-Varer, og den Mængde som deraf bragtes til Torvs, nedtrykte deres Priis. Man hørte derfor ikke her i Landet tale om de urimelige Torvepriser, som klagedes over i Danmark. Landets vigtigste Fornødenhed, Kornvarer, maatte vistnok stige forholdsmæsigen høit i Aaret 1813, baade fordi 1812 var et Misvæxtaar i Norge, og fordi Pengenes Værd faldt alt dybere og dybere. Men Kornhandelen befandt sig for en stor Deel i Statens Hænder, og med hvor stor Ulempe denne Forandring i dens sædvanlige Stilling i andre Henseender var forbunden, saa medførte den dog den Fordeel, at der bestemtes faste og efter Conjuncturernes Beskaffenhed moderate Priser paa Livets første Fornødenheder. Regjeringen foreskrev sig selv en Agtelse for sine finantsielle Beslutninger, som den ei kunde paatvinge Folket.

Men desto større var Forordningens Indflydelse paa Gjælds-forholdenes Stilling i Fremtiden. I Norge var, efter de borgelige Forholds Natur, saavelsom efter Skik og Sædvane, mange Pengeforhandlinger afgjorte paa Tro og Love, og ikke ved stemplede Documenter. Den uheldige Forskjel, som var gjort mellem Obligationer og Boggjæld eller andre vitterlige Gældsfordringer, frembragte saaledes i Norge en større Ulighed i de forskjellige Creditorers og Debitorers Forhold end i Danmark. De fleste Virksomhedsforstandere havde seet sig i Krigens første Aar nødte til at søge Hjælp i de offentlige Kasser, for at raade Bod paa en Næringsstandsning, som ansaaes kun for øienbliklig. Der var desuden en Periode i Krigens Begyndelse, da saa Virksomhedsforstandere tænkte paa Selvopholdelse, men kun paa at holde Liv i den matte Virksomhed, og forsyne dens Medlemmer med Livets første Fornødenheder. 276De byggede saaledes selv en Obligationsgjæld af større Gyldighed, medens de bortlaante Summer ofte udsattes som Boggjæld, hvilken i sin Tid fik en mindre Værdi. Mod Krigens Slutning indtraf atter Tidsomstændigheder, som forværrede de norske Virksomhedsforstanderes Stilling. For at skaffe sig det fornødne Korn i deres Virkekreds aabnede de Credit, deels ved at laane Korn af de danske Magasiner, deels hos danske Commissionairer. De danske Penge havde da deres dybeste Standpunkt, og Varerne betaltes med store Summer i Rigsbankpenge. Handelens Standsning svækkede Nordmandens Evne til at betale, og Svækkelsen fortsattes længe efter Krigen formedelst de ufordeelagtige Betingelser, under hvilke Handelen fornyedes, og Gjælden blev tildeels staaende i den danske Stats og den private danske Creditors Bog til en Tid, da de danske Penge nærmede sig alt meer og mere Paricours. Strax efter Licencefartens Forvirring og Ophævelse var upaatvivleligen Fordelen af Regningsballancen mellem Danske og Norske paa Nordmandens SideDette har Chefer for store Handelshuse, som stode i Forbindelse med Norge, ogsaa forsikkret Forfatteren. men efter den Tid var Nordmandens Ballance vistnok paa den mørke Side, og bidrog meer end nogen anden Følge af forandrede Conjuncturer til at forværre hans Tilstand. Derved rystedes mange Virksomhedsforstanderes borgerlige Stilling. Fallitter udbrød, og gamle Huses Navne udslettedes.

I Norge var man derimod langt mindre forud beredt paa denne Forordning end i Danmark og især i Kjøbenhavn, og kunde saaledes mindre tage passende Forholdsregler til at hindre dens voldsomme Indflydelse. Forordningens Stiftere troede vel at gaae tilværks med den største Hemmelighed; men offentlige Foranstaltninger af den Vigtighed og Omfang, og til hvis Forberedelse 277saa mange Hænder maae benyttes, kunne aldrig fuldkommen skjules, hvor strengt der end paalægges Vedkommende Taushed. Der hørtes saaledes allerede flere Maaneder før Forordningen kom tilsyne i Danmarks Hovedstad tale om, at et Regulativ var under Arbeide, og, omendskjønt Detaillen deraf ikke var bekjendt, vidste man, at den nogle Aar før udkomne østerrigske Forordning var lagt til Grund for samme, og at en Clasfification af Fordringer efter Gjældens Alder vilde finde Sted. Dette Bekjendtskab med hvad der skulde skee benyttedes derfor meer i Danmark end i Norge, hvor kun enkelte af formaaende Venner underrettedes om hvad der var i Gjøre. Midlerne til at benytte denne Kundskab vare og langt flere i Danmark end i Norge. Kjøbenhavn havde til alle Tider før Skilsmissen været i Besiddelse af det omløbende Repræsentativ, saavelsom af de Understøttelsesmidler, som befordre Pengeomsætningen. Om endog derfor Nordmændene havde vidst, at et saadant Regulativ var paa Bane, havde de faa Midler ihænde til at reise de fornødne Summer for at benytte denne Kundskab. Forordningen udkom paa en Tid, da en Stilstand var indtraadt i Norges vigtigste Næringskilder. De Fleste havde bundet deres Capitaler ved Indkjøb af faste Eiendomme og Skibe, og ved Forskud for at give deres Virksomhed et større Sving. De fleste offentlige Kasser vare tomme, og havde Intet at laane bort, og de fleste faste Eiendomme vare behæftede med Gjæld, og kunde ikke tjene til gyldig Pant for store Forstrækninger. Der vare saaledes vistnok Enkelte her i Landet, som, advarede af deres danske Venner om Forordningens Udstødelse, opsagde deres ældre Kreditorer de forstrakte Capitaler, og stiftede en Gjæld af yngre Dato; men disse Faa erholdt Midlerne til denne Omsætning fra offentlige 278Kasser i Danmark. Iøvrigt er det begribeligt, at Forordningens Natur tillod den meest forskjellige Regulering af de stedfundne Gjældsforhold efter Enhvers Stilling, Retfærdighedsfølelse og andre Omstændigheder.

Den Paastand er vel derfor ikke ugrundet, at Forordningen af 5te Januar 1813 gav Anledning til et Vendepunkt i vore indvortes Pengeforhandlinger og Virksomhedens Forhold, og at den saavel i oeconomisk som moralsk Henseende har yttret betænkelige Følger, som seent ville forvindes. Pengevæsenets Fasthed, som opnaaedes først et qvart Seculum efter den her omhandlede Tid, har vel nogenlunde raadet Baad paa hiin Forordnings uheldige Følger i oeconomist Henseende. Efterat hele Slægter ere borgerligen gangne til Grunde under disse voldsomme Rystelser, efterat uhørte Offere ere gjorte for at samle et Sølvfond sammen til en Bank, har omsider vort Pengevæsen faaet en Fasthed, som synes at slaae sine Rødder til den fjærne Fremtid. Men seent ville de moralske Følger af hine Forvildelser forvindes, og vanskeligen vil Fortidens Simpelhed og Troskyldighed i Pengeforhandlinger og Gjældsforhold vende tilbage. Hiint Tidsrum af et heelt Aarhundrede, fuldt af Vildfarelser og Forvirring paa den finantsielle Vei, inbeholder saaledes store Lærdomme for dem, som styre Folkets Skjebne, idet deri vises, hvor farligt et vaklende Pengevæsen, frembragt ved Misgreb og Misbrug, er for Eiendomssikkerheden og den borgerlige Velværes Fremme, og hvor betænkeligt det er at forlade den simple Bane, hvorpaa Landets Pengevæsen bør ordnes og vedligeholdes. Pengevæsenet er Virksomhedens Pulsaare, der vel med Livlighed men og med urokkelig Stadighed maa lede Arbeidsomhedens Safter igjennem det store Statslegeme.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.