Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Otteogtyvende Capitel

279Ved det ulykkelige Tog til Rusland var Frankriges Magt bleven svækket, men ei tilintetgjort. Napoleons bedste Generaler havde overlevet dette Tog, og Napoleon selv beskæftigede sig alvorlige med at samle en ny Krigsmagt i Frankrige, for i nærværende Aars Løb at gjenvinde de tabte Fordele. Store Udskrivninger af det vaabendygtige Mandskab fandt Sted og han samlede omtrent 300,000 Mand – men den største Deel af hans herlige Veteranere laae begravne i Polens Sletter. De fleste og vigtigste preussiske Fæstninger vare imidlertid endnu i hans Magt, og Rhinforbundets Fyrster vovede ikke endnu at rive sig løs fra deres Forbindelse med Frankrige. – Kort, Alt bebudede en alvorlig Krig, og fra alle Sider rustedes til den store Kamp. Saasnart Kongen af Preussen var kommen udenfor de franske Armeers Omraade, erklærede han sit Samtykke til det Skridt, som General York havde gjort, og et almindeligt Opraab skede fra Breslau, hvorhen Kongen havde forføiet sig, til Nationen at reise sig i en almindelig Landevæbning, for at afryste det tunge Aag, som Frankrige i 6 Aar havde paalagt Preussen. Opraabet fandt Gjenklang i alle Stænder, og baade tjenstpligtige og frivillige Skarer af alle Classer stimlede til Fanerne.

Ruslands Hære havde vel og lidt betydeligen under det sidste Vinterfelttog mod de Franske, men deres Lidelser maatte formedelst mangfoldige Omstændigheder være mindre end den franske Armees, deres Tab lettere kunne erstattes, og Aabningerne i den forfølgende Hærs Rækker hastigere udfyldes. Dette skede i Vinterens Løb med den Kraft, som staaer dette store Rige til Raadighed. Mod Vaaren nærmede den russiske Armee 280sig, forøget med en betydelig Forstærkning fra det Indre af Rusland, under Kutusovs Anførsel, og forenet med Preussen, beredte den sig til Skridt for Skridt at tilbageerobre de preussiske Fæstninger, som vare besatte af Franskmænd, og derefter at søndersplitte Rhinforbundet og nærme sig Frankriges Grændser. Den russiske Armee gik imidlertid langsomt frem under den gamle og forsigtige Kutusov; men da hans Død af en Febersygdom paafulgte i Marts Maaned, fik Krigen et raskere Sving under den nye Overgeneral Wittgensteins Commando. – Østerrige, som havde ført Krigen mod Rusland med mindre Fynd under Schwarzenbergs Commando, begyndte nu ogsaa at forandre sit Forhold og at vise Kulde mod den franske Keiser. Dog ansaae det sig endnu ei beredt til et aabenbart Brud mod Frankrige, men indskrænkede sig til de alvorligste Rustninger, og tilbød sig at fremtræde som Fredsmægler imellem de krigførende Magter. Napoleon smigrede sig imidlertid endnu fremdeles med, at hans Svigerfader ei vilde stille sig i hans Fienders Række. De franske officielle Blade pralede endnu af den fredeligste Forstaaelse mellem Frankrige og Østerrige, og Napoleon lod det ikke mangle paa glimrende Tilbud for at bevare Østerriges Venskab.

Nu troede det svenske Hof, at den gamle Plan til den skandinaviske Halvøes Forening omsider var kommen til Modenhed, og derpaa lagde det i dette Foraar den alvorligste Haand. I afvigte Aar havde det sikkret sig Ruslands Samtykke dertil ved Tractaten til Åbo, og ved den, som blev sluttet imellem England og Sverige under 3die Marts 1813, betingedes nu ogsaa Englands Medvirkning og Samtykke til denne Forandring i Skandinaviens politiske Stilling. Ved denne Tractat forpligtede Sverige sig til at anvende 30,000 Mand til en Expedition 281paa Fastlandet mod fælleds Fiender, og denne tilligemed en Deel af den russiske Hær skulde stilles under Carl Johans Overcommando. I den anden Artikel af denne Tractat forpligtede England sig til, ei alene ingen Hindring at lægge i Veien for Norges Forbindelse med Sverige til evig Tid, men endog til Opnaaelsen deraf at anvende sin Medvirkning til Søes i Forbindelse med de svenske og russiske Tropper. Dog tilføiedes den Betingelse, at man ei skulde stride til med Magt at drive dette igjennem, med mindre Danmark fandtes utilbøielig til at slutte sig til den nordiske Alliance under de Mellem Hofferne i Petersburg og Stockholm fastsatte Betingelser. Desuden skulde Kongen af Sverige forpligte sig til at have Omsorg for, at denne Forening finder Sted: med Iagttagelse af alle mulige Hensyn til det norske Folks Frihed og Lykke. Derhos tilstod England Sverige en Subsidie af en Million Pund Sterling, som skulde betales med 200,000 £. St. maanedlig. Endeligen overdroges Sverige Øen Guadeloupe. Det engelske Ministerium viiste sig paa den Tid stedse liberalere mod Norge end mod Danmark, om hvis Cabinet og Konge de engelske Ministre sædvanligen udlode sig med en vis Grad af Had og Ringeagt. Det var som om det vilde retfærdiggjøre sin egen uforskyldte Voldsfærd mod Danmark ved at laste den danske Konges og den danske Regjerings Forhold.Canning sparede ikke Frederik den 6tes Person i sine diplomatiske Forhandlinger med Nabomagterne. Desuden havde Norge, især ved denne Lejlighed, store Talsmænd iblandt de vigtigste Medlemmer af Oppositionen i Parlamentet, og, hvor vis det engelste Ministerium var i sin Sag formedelst det ministerielle Parties Overvægt i Parlamentet, 282saa maatte det dog ansee det for klogest ei at fremkalde en saa mægtig og talentfuld Oppositions yderste Modstand. Dennes Braad søgte den saaledes at sløve ved at bevirke Norges Forening med Sverige paa de liberaleste Vilkaar. Lord Liverpool forberedte i Overhuset Parlamentets Bifald til de nordiske Rigers Skilsmisse, ved at vise Vigtigheden af Sveriges Medvirkning til et heldigt Udfald af Fastlandskrigen, ei alene ved at levere en anseelig Hær af tappre Krigsmænd, men en Feltherre i Sveriges Kronprinds, der kunde maale sig med Napoleons bedste Generaler. Imidlertid skimtede dog nogen Mistillid til Sveriges Udholdenhed igjennem i de Forsigtighedsregler, som foresloges. Maaskee advaredes England i den Henseende af forrige Aars Erfaring, da en lignende Forening var gjort, men formedelst indtrufne Omstændigheder ei blev udført. Saaledes gjordes det til Betingelse, at ingen Deel af Subsidierne til Sverige skulde udredes, før de svenske Tropper virkeligen havde sat Fod i Land paa Valpladsen.

Mod Napoleon forandrede derefter Sveriges Konprinds, der nu ledede alle diplomatiske Forhandlinger, ganske sin Tone. De foregaaende Noter, som siden Carl Johans Ophøielse vare sendte fra det svenske Hof til det franske, havde stedse aandet en vis Ærbødighed for Napoleon og det Ønske at rette sig efter hans Villie. Sverige vilde derved formilde Napoleons Forbittrelse over dets hemmelige Forstaaelse med England, over den fredelige Adgang, som denne Frankriges Fiende derved havde til Fastlandet, og den Fordeel, som England høstede ved Afsætningen af sine Producter til samme. Napoleon maatte lukke sine Øine for Ruslands hemmelige Forbindelse med England; men Sveriges Snighandel med samme paaankede han i høie og truende Toner. Carl Johan havde imidlertid snart lært, 283at en fredelig Forbindelse med England var for Sverige af langt større Vigtighed end Frankriges Venskab. Han indsaae let, at kun en saadan Politik kunde befæste ham paa Sveriges Trone; thi over hele Sverige, blandt Høie og Lave, var dette den herskende, af Landets Stilling foreskrevne, Tro om den Politik, Sverige burde følge. Nu var Napoleon desuden, efter det i Rusland lidte Nederlag, ikke mere den frygtelige Verdens Herre, der kunde foreskrive det fjærne Norden Love, men dette kunde vælge sit politiske System efter sin Interesse. Under disse Omstændigheder afsendte Carl Johan, kort efter at Forbundet med England paa ny var blevet befæstet, og Sverige troede at staae ved Maalet af sine Ønsker, en høist mørkværdig Skrivelse til Napoleon af 23de Marts 1813, der aandede lidet af Fordums Ærbødighed eller personlig Hengivenhed for sin forrige Souverain og Vaabenfrænde.

I dette Brev beklagede Carl Johan sig over Hertugen af Bassanos skriftlige Yttringer til den svenske Gesandt, der røbede en aabenbar Hensigt til at stifte Splid imellem den svenske Konge og Kronprinds paa samme Maade, som i Spanien var skeet. «Paa de Meddelelser – siger han – som det var Hr. Signeul overdraget at gjøre efter Deres Majestæts Befaling, lod Kongen svare: at Sverige, som var overbeviist om, at det kun skyldte Dem Tabet af Finland, aldrig kunde troe paa Deres Venskab for Samme, naar De ikke forhjalp det til Norge som Erstatning for det Tab, hvilket Deres Politik har tilføiet det.Dette maatte da være ved ikke at anvende sin Indflydelse paa Frankriges davrende Allierede Ruslands Keiser, og denne vilde vist nok have været forgjæves, da Finland var Rusland for vigtig. Med Hensyn til Alt hvad Hertugen af Bassanos 284Note indeholder om Indfaldet i Pommern og de franske Kaperes Forhold, tale Kjendsgjerninger, og ved at sammenligne Data vil man kunne dømme, om D. M. eller den svenske Regjering har Ret. Hertugen af. Bassano siger, at D. M. ikke har fremkaldt Krigen, og dog har D. M. passeret Niemen i Spidsen for 400,000 Mand. Fra det Øjeblik da D. M. fordybede Dem i det Indre af Rusland, var Udfaldet ikke mere tvivlsomt. Keiser Alexander og Kongen forudsaae allerede fra August Maaned Enden paa Campagnen og dens umaadelige Resultater.Ovenfor er viist, at Historien har tillagt Carl Johan denne Forudseenhed. Alle militaire Combinationer indeholdt Sikkerhed om, at D. M. maatte blive Fange. De har undgaaet denne Fare, Sire, men Deres Armee, Frankriges, Tydsklands, Italiens bedste Tropper ere ikke mere til. Der hvile de Kjækkes Been uden Grav, som reddede Frankrige ved Fleury, som seirede i Italien, som modstode Egyptens brændende Climat, og som ilede fra Seier til Seier under Deres Faner ved Marengo, Austerlitz, Jena, Halle, Lübeck, Friedland etc. Maatte Deres Sjæl bevæges, Sire, ved dette rørende Maleri, og, dersom der behøves mere for at røre den, maatte D. M. erindre Dem meer end en Million Menneskers Død, der hvile paa Ærens Mark som Offre for de Krige, De har ført! D. M. paaberaaber Dem Deres Ret til Kongens Venskab; men det være mig tilladt at erindre Dem om. Sire, den ringe Priis, som D. M. satte derpaa i det Øieblik, da en gjensidig Harmoni i Tænkemaade havde været Sverige meget nyttig. Da Kongen, efterat have tabt Finland, skrev til D. M. for at anmode Dem om at redde Ålands Øerne for Sverige, 285svarede De ham: «henvend Dem til Keiser Alexander, han er stor og ædelmodig», og for at sætte Kronen paa Deres Ligegyldighed lod de indføre i en officiel Journal i det Øieblik da jeg afreiste til Sverige (i Moniteuren af 21 Septbr. 1810 No. 164), at der var et Interregnum i dette Rige, under hvilket Englænderne ustraffet dreve Handel. – – Deres System, Sire, vil forbyde Nationerne at udøve den Ret, de have faaet af Naturen, den nemlig at handle og hjælpe hverandre indbyrdes, at have Samqvem og leve i Fred, og dog er Sveriges Existents afhængig af vidtudstrakte Handelsforbindelser, uden hvilke det ikke kan bestaae. Jeg kjender Keiser Alexanders og det engelske Cabinets Tilbøielighed til Fred; Fastlandets Elendighed kræver den, og D. M. bør ei forskyde den. Skulde De, som besidder det skjønneste Monarki paa Jorden, bestandigen ville udvide dets Grændser, og efterlade en mindre mægtig Arm end Deres egen den sørgelige Arv af uendelige Krige? Skulde D. M. ikke heller beflitte Dem paa at læge en Revolutions Saar, hvoraf Frankrige kun har tilbage Erindringen om sin Krigerhæder, og om sande Ulykker i sit Indre? Sire! Historiens Lærdomme forkaste Ideen om et Universal-Monarki, og Uafhængighedsfølelsen kan vel krænkes, men ei udslettes af Nationernes Hjerte. D. M. overveie alle disse Betragtninger, og tænke engang alvorligen paa den almindelige Fred, hvis vanhelligede Navn har ladet saa meget Blod flyde. Jeg er fød i det skjønne Frankrige, som De behersker, og dets Hæder og Lykke kan aldrig være mig ligegyldig. Men endskjønt jeg ikke ophører at nære de bedste Ønsker for Frankriges Lyksalighed, vil jeg dog med alle min Sjæls Kræfter forsvare saavel det Folks Rettigheder, som har kaldet mig, som den Fyrstes Ære, der har hædret mig med Navnet af sin Søn. I denne 286Kamp imellem Verdens Frihed og Undertrykkelse vil jeg sige til de Svenske: ««jeg strider for Eder og med Eder, og de frie Nationers Ønsker ledsage mine Anstrengelser»». I Politiken, Sire, gives hverken Venskab eller Had, der gives kun Pligter at opfylde mod det Folk, som Forsynet har kaldet os til at regjere. Deres Love og deres Rettigheder ere dem dyrebare, og dersom man for at hjemle dem disse er nødt til at frasige sig gamle Forbindelser og kjære Familieforhold, saa bør en Fyrste, som vil opfylde sit Kald, aldrig være tvivlsom om hvilken Beslutning han har at fatte». – Efterat have fremført flere Beviser paa Napoleons fiendtlige Forhold mod Sverige ender Carl Johan saaledes: «Hvad de Trudsler angaaer, som indeholdes i Hertugen af Bassanos Noter, saavelsom de 40,000 Mand, som D. M. vil give Kongen af Danmark, troer jeg saa meget mindre derom vidtløftigen at burde udlade mig, som jeg tvivler om at Kongen af Danmark deraf kan høste nogen Nytte. Med Hensyn til min personlige Ærgjærrighed, da tilstaaer jeg at have en meget stor, den nemlig at tjene Menneskehedens Sag, og at sikkre den skandinaviske Halvøs Uafhængighed. For at opnaae dette stoler jeg paa den Sags Retfærdighed, som Kongen har befalet mig at forsvare, paa den svenske Nations Standhaftighed og dets Forbundsvenners redelige Sindelag. Hvad endog Deres Majestæts Beslutning maatte blive med Hensyn til Krig eller Fred, vil jeg ikke destomindre bevare for D. M. en gammel Vaabenbroders Følelser.»

Dette mørkværdige Actstykke indeholder en bestemt Erklæring om det politiske System, som Sveriges Konge vilde følge, og er affattet i Udtryk, som maatte gjøre Venskabsbruddet mellem Napoleon og Carl Johan ulægeligt. Det indeholder derhos et Beviis for, at Carl Johan allerede da ansaa Sverige 287og Norge forenede. – Napoleon følte sig dybt krænket ved dette Brev, og erklærede det i sin Forbittrelse for et Product af Utaknemlighed og Vanvid.

Danmark, som hidtil havde heftet sin Skjebne til Frankrige, begyndte nu ogsaa at vakle i sin Tillid til Rigtigheden af, denne Politik, og var betænkt paa at tiltræde Alliancen mod Napoleon. Men alle dets Skridt i denne Henseende vare forgjæves; – den danske Stats Sønderlemmelse var besluttet af Rusland og England, og Sveriges Bistand og dets Kronprindses Veiledning til at berede Napoleons Undergang skulde kjøbes ved Norges Forening med Sverige. Idet Keiser Alexander forandrede sin Politik og indgik Alliance med England og Sverige, glemte han aldeles den Interesse, som han høitideligen havde erklæret at tage i Danmarks Tab af sin Flaade. De stolte Ord, som han strax efter Flaadens Ran af Englænderne havde ladet falde, vare som ikke talte, medens Danmark ved det ene blodige Offer efter det andet til at fremme Ruslands Forstørrelsesplaner havde beredt sig Ret til Løftets Opfyldelse. I den nye Tractat mellem Rusland, England og Sverige forlangtes kun Danmarks Stemme for at give sit Samtykke til de tvende forenede Rigers Søndersplittelse. Mod Slutningen af Aaret 1812 lod man Kongen af Danmark vide, at han kunde tiltræde denne Alliance, naar han fremfor Alt vilde afstaae Norge til Sverige, hvorimod der lovedes ham en ubestemt Erstatning derfor, saavelsom for Flaaden. Det blev paa samme Tid tilmeldt Kongen, at Keiser Alexander havde lovet Sverige 30,000 Mand for at bidrage til Norges Erobring, om Norges Afstaaelse nægtedes. Til denne Opløsning af en ældgammel Forbindelse vægrede Kongen af Danmark paa det bestemteste at give sit Samtykke, og nærede endnu det Haab, 288ved fredelige Underhandlinger at afværge dette Uveir. Napoleons uheldige Skjebne i Rusland, der – som vi ovenfor have seet – nærmest udviklede sig mod Aarets Slutning, fremskyndede Danmarks fredelige Tilnærmelse til hans Fiender, men gjorde ogsaa disse mindre tilbøielige til at agte paa Danmarks Tilbud. Den danske Konge bemyndigede derfor sin Minister i Petersburg, Blome, til at indlede en saadan Forening igjennem det russiske HofSee Wettersteds Brev til Adlersparre i Bilag No. 22. men dette, bundet ved Tractaten til Åbo, henviiste Blome til Sverige. I Begyndelsen af Januar 1813 tilkjendegav den danske Konge Napoleon, at hans Landes Interesse krævede hans Tilnærmelse til Storbrittanien, og at især Norges Frelse gjorde ham dette til Pligt. Napoleon syntes selv at indsee Nødvendigheden af at Danmark sluttede Fred med England, og svarede Kongen paa en Maade, som gav ham billigt Haab om at gjenvinde Fred med sine naturlige Allierede efter en ødelæggende Krig, uden at have noget at frygte af Frankrige, ligesom det formedelst sin Stilling til de øvrige europæiske Magter maatte være berettiget til at see dette Haab opfyldt. Det danske Hof beredte sig saaledes til at aabne en Underhandling med den engelske Regjering, hvoraf det haabede det heldigste Udfald. Men dette Haab skuffedes ved den Alliance, som allerede i Juli Maaned 1812 var indgaaet imellem England og Sverige, da denne Tractat havde en Hemmelig Artikel, som bestemte Danmarks og Norges Skilsmisse. Støttende sig til denne Garanti foreslog den svenske Regjering i en stolt Tone i Begyndelsen af 1813 Danmark at afstaae Norge mod en passende Godtgjørelse. Keiser Alexander sendte i samme Anledning Prinds Dolgorucky til Kjøbenhavn i Marts 289Maaned, dog med saa megen Skaansel, at der i Keiserens Brev til Frederik den Sjette ikke var Spørgsmaal om denne vigtige Artikel. Det indeholdt kun Venskabsforsikkringer og forbindtlige Ord. Dolgorucky – der vel ikke kjendte tilfulde sit Hofs sande Sindelag – beroligede Kongen med Hensyn til hans Forhold til Rusland, og, idet han bad den danske Konge at glemme det Forbigangne (passer l’éponge sur le passé), i Anledning af Afstaaelsen af Norge, og idet han indbød ham til at lade et Corps af hans Tropper støde til de Allierede mod Napoleon, lod han ham haabe, at denne Danmarks Understøttelse af de Allieredes Sag vilde bortfjærne Spørgsmaalet om Norge. Virkelig blev en Convention sluttet med Dolgorucky, hvori Kongen lovede at lade 20,000 Mand støde til de Allierede, hvoraf 10,000 strax skulde marschere, og 10,000 Mand blive i Reserve. Følgen viiste imidlertid altfor vel faa Uger efter, endnu medens Dolgorucky opholdt sig i Kjøbenhavn, at den svenske Regjering var vis i sin Sag med Hensyn til Norges Afstaaelse. Kongen af Sverige kaldte sit Gesandtskab tilbage fra det danske Hof og erklærede al Communication med samme afbrudt, naar det afslog Norges Afstaaelse i Mindelighed. Paa samme Tid kom det længe forventede Svar fra London, der overeensstemmende med Ruslands Erklæring, indeholdt, at Veien til Fredsunderhandling maatte gaae over Sverige, og Kongen af Danmark maatte henvende sig til den engelske Minister i Stockholm, som skulde blive bemyndiget til at underhandle med Danmark. Den danske Konge indsaae noksom Betydningen af dette Svar, som henpegede paa Norges Skilsmisse fra Danmark, men opgav endnu ikke Haabet om at vinde Storbrittanien for sig. Han sendte til den Ende sin Minister Grev Joachim Bernstorff til London med Fredsforslag og gav 290ham Ordres til at give efter i Alt undtagen i Afstaaelsen af Norge. Bernstorff blev koldt modtaget og neppe hørt; England erklærede det umuligt, at Danmark kunde erholde Fred, naar ikke Norge blev afstaaet. Det blev atter gjentaget, at den engelske Minister i Stockholm havde Forholdsordres i den Henseende, og den danske Regjering henviistes paany til ham.

Paa samme Tid blev den føromtalte Forbundstractat afsluttet imellem England og Sverige i Marts Maaned 1813. Den svenske Regjering syntes urolig over Prinds Dolgoruckys Ophold i Kjøbenhavn, og han blev tilbagekaldt af Keiser Alexander, som viiste sig misfornøiet med denne Prindses Underhandling i Danmark. Den danske Minister, Carl Moltke, var kort efter Dolgoruckys Ankomst til Kjøbenhavn bleven sendt til Keiser Alexander, der var paa Veien til Dresden. Moltke medbragte samme Forslag og indstændige Forestillinger til Rusland, som Grev Bernstorff skulde forelægge England, men de bleve ligesaa lidet hørte. «Norges Forening med Sverige, eller Krig»; var det første som det sidste Ord overalt. Imidlertid vare alle Kongen af Danmarks Skridt beregnede paa at overbevise de Allierede om hans fredelige Sindelag og hans Beslutning, ved at forene sine Tropper med deres, at gjøre deres Sag til sin. Den russiske Oberst, siden General, Tettenborn kom ved denne Tid til Hamburg, og efterat de Franske havde forladt denne Stad, besatte han den. Dette skede i det Tidspunkt da Dolgorucky kom til Kjøbenhavn. De danske Tropper fik Ordres til at forene sig med Tettenborn, for at hindre de Franskes Tilbagekomst, og de danske Tropper kom virkelig flere Gange i Haandgemæng med de franske, da disse under General Vandamme vilde gaae over Elben. Det tilbød endog at forsvare Hamburg og Lübeck mod de Franske. Saa 291nær maatte Danmark gaae sin forrige Forbundsven, Frankriges Keiser, for at overbevise de Allierede om sin oprigtige Attraa efter at gjøre deres Sag til sin. Men de Allierede, og især Rusland satte for megen Priis paa Sveriges Deeltagelse i den fælles Angrebskrig mod Napoleon, og paa den svenske Kronprindses Feltherre-Talent til at agte paa det danske Hofs Indvendinger og Forslag. De taalte heller at see Hamburg i Fiendevold end at bortfjærne Carl Johan, ved at bryde det Sverige givne Løfte, at bidrage til Norges Forening med dette Rige. Den danske Regjering maatte saaledes skille sine Tropper fra de Allieredes og overlade Hamburg til sin Skjebne. Den gjorde Tettenborn bekjendt med den Nødvendighed, som disse forgjæves Forsøg til Forlig paalagde den, at forsvare de danske Stater mod deres nye Fiender, og forhindre en Katastrophe, som ledede til det danske Monarkies Sønderlemmelse. Følgen deraf var, at Russerne maatte vige for den franske Overmagt, og Davoust rykkede med en Afdeling af den franste Hær ind i Hamburg. Imidlertid bevirkede dansk Mægling hos Davoust gjennem den danske Præsident Kaas, at Hamburgs Indtagelse af de Franske skede uden at dets Indbyggere altfor haardt maatte bæde for deres fortidlige Jubel over Russernes Indmarsch og Franskmændenes Bortfjærnelse. Hamburg befriedes fra den truende Indtagelse ved Storm, og Tettenborn overgav Hamborg til de Danske, som siden igjen overleverede det i Franskmændenes Hænder, uden at voldsomme Scener fandt Sted.

I Begyndelsen af Mai Maaned gik Carl Johan med den svenske Hærafdeling under Seil fra Carlscrona. Før Afreisen udstedte han en Proclamation til den Deel af Armeen, der forblev i Landet under Marschallerne Tolls og Essens Commando, 292og underrettede dem deri om de Foranstaltninger, som vare trufne til Rigets Forsvar. Sine Vaabenbrødre, der ledsagede ham, tiltalte han saalunde:

«Soldater! En ny Hædersbane og nye Kilder til Held aabne sig for vort Fædreland. Tractater, grundede paa en sund Politik, og hvis Øiemed er Nordens Beroligelse, sikkre de skandinaviske Folkeslags Forening. Lader os gjøre os værdige den skjønne Skjebne, som loves os, og lad de Nationer, som strække deres Arme imod os, aldrig angre deres Tillid til os. Soldater! Vore Fædre udmærkede sig ved en dristig Kjækhed og et sindigt Mod; lad os med disse Heltedyder forene Krigshæderens Enthusiasme, og Gud vil beskytte vore Vaaben!»

Imidlertid skuffedes endnu de Allieredes stolte Forhaabninger formedelst Napoleons seierrige Fremskridt i Tydskland i dette Foraar. Efterat han havde slaaet de forbundne preussiske Hære ved Groß-Göschen den 2den og 3die Mai og ved Bauzen den 21de s. M. sluttedes en Vaabenstilstand, som varede til mod Slutningen af Juni Maaned. Med dette Napoleons fornyede Held steeg ogsaa Danmarks Haab om at see sine Fienders Planer tilintetgjorte, det styrkedes derved i sin Bestemmelse at slutte sig nøiere til Napoleon, og Danmarks Forhaabning maatte, efter denne uventede Kraftyttring fra den franske Keisers Side, ikke være ugrundet. Østerrige havde endnu ei erklæret sig mod Napoleon; hele Tydskland, med Undtagelse af de preussiske Stater og Meklenburg, Holland og Italien syntes endnu at tjene Frankrige. Efter de Allieredes bestemte Afviisning af ethvert tilnærmende Skridt fra Danmarks Side, stod der for dette Intet tilbage, naar de danske Staters Sønderlemmelse skulde forhindres, end at kaste sig i Armene paa Napoleon, om hvis Magt og Talent til at rede sig ud af 293en vanskelig Stilling det endnu ei kunde være tilladt at mistvivle. – Kongen af Danmark sluttede sig saaledes nøiere til Napoleon og sendte sin Yndling, Præsident Kaas, til hans Hovedqvarteer i Dresden. Kaas blev vel modtagen af Napoleon, og en Tractat forberedtes, der siden nærmere afsluttedes mellem den franske Minister i Kjøbenhavn Alquier og den danske Minister Rosenkrantz, i hvilken begge Magter gjensidigen garanterede hinanden deres Besiddelser saavel i som udenfor Europa.Den sidste Garanti havde vistnok, under Tingenes nærværende Stilling liden Betydning, da alle danske Besiddelser udenfor Europa vare i Englændernes Hænder, og de Franske efterhaanden tabte sine i Søkrigen med denne Fiende. Under denne Underhandling ankom en engelsk Parlamentair paa Kjøbenhavns Red, der bragte Breve fra den engelske Minister i Stockholm, Thornton, og fra Ministeren for de udenlandske Anliggender, Wetterstedt. Brevene vare daterede fra det engelske Skib Defiance, som commanderedes af Admiral Hope, og laa i Kjøge Bugt. Den russiske General Suchteln var ogsaa ombord paa dette Skib, og Brevene indeholdt, at denne General saavelsom Thornton og Wetterstedt kom, bemyndigede af deres Hoffer, for at underhandle med den danske Regjering. Disse Ministres Forslag vare følgende: «Kongen af Sverige vil, for at vise sin Uegennyttighed og Maadehold, lade sig nøie med Afstaaelsen af Trondhjems Stift og tilliggende Land, som hidtil har udgjort Grændsen mod Rusland. Kongen af Danmark forpligter sig til at give 25,000 Mand, og disse Tropper skulle forene sig med de Allierede Magters imod Frankrige, samt stilles under Kronprindsen af Sveriges Commando.» Paa denne Basis tilbød den engelske Minister at handle om Fred med Kongen af Danmark, men bemærketde derhos, «at førend 294de danske Tropper vare overladte til Kronprindsen af Sveriges Raadighed, kunde der ei blive Spørgsmaal om nogen Vaabenstilstand med Storbrittanien.» Han tilføiede, at de danske Colonier efter Fredslutningen skulde gives tilbage undtagen Øen Helgoland, ligesom ingen Erstatning skulde gives for Flaaden. – Disse Betingelser maatte ansees for uantagelige. Norge betragtedes som en væsentlig Deel af de danske Stater, og at afstaae Trondhjems Stift var i Grunden at afstaae hele Norge. Det Forstag at stille et betydeligt Antal danske Tropper under Kronprindsen af Sveriges Commando syntes at være en haanlig Spot, da hver Deel af det danske Monarki derved gaves i Sveriges Vold. Disse Forslag bleve saaledes forkastede. En ny Tractat blev sluttet i Kjøbenhavn imellem Kongen af Danmark og Napoleon, og et Corps af 10,000 Mand stillet til den franske Keisers Raadighed. Dette Corps forenede sig med Marskalk Davoust og rykkede frem til Meklenburg.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.