Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Niogtyvende Capitel

Da saaledes Norges Løsrivelse fra Danmark igjen saa alvorligen var kommen paa Bane, og en fast Forening i den Henseende sluttet imellem Rusland og Sverige, og sanctioneret af England, besluttede Kongen af Danmark at sende Tronarvingen, Prinds Christian Frederik, til Norge, deels for at overbevise Norge om sin alvorlige Hensigt til det yderste at forhindre Rigernes Skilsmisse, deels for at standse mulige Planer i Landet selv til Forening med Sverige. Med den forrige Vice-Statholder, Prinds Frederik af Hessen, havde Nordmændene al Aarsag til at være tilfredse. Vel var han ingen Mand 295af meget store Talenter, og fra den Side ikke skikket til at spille nogen stor Rolle; men en høi Grad af Godmodighed og Elskværdighed i det daglige Liv, forenet med stor Simpelhed i hans Væsen og Tilgængelighed for Enhver, gjorde ham visseligen i en høi Grad afholdt i hans Omgangskreds, og yndet hvor han viiste sig, og der var intet Ønske i Landet om hans Afreise. Prindsen selv havde udbedet sig Commando over det Corps, som var tilbudet de Allierede mod Napoleon, men da Danmark ei vilde underkaste sig de Allieredes Betingelser, blev Prindsen Chef for de Tropper, som skulde forsvare den danske Grændse mod den indtrængende Skare af Fiender. Paa denne Valplads var mere Hæder end Held at vinde. Norge tiltrængte, saalænge der endnu var Fart paa England, og de vigtigste Næringsveie under den trivedes, ikke nogen stor Virksomhed fra Regjeringens Side; thi under saa heldige Omstændigheder bestaaer Statsklogskaben i at overlade Virksomheden til sin rolige Gang uden noget Fremstød fra Regjeringens Side, ligesom Norge var ubekjendt med hine diplomatiske Forhandlinger. Det havde midt under den aabenbare Krig med England et fredeligt Samqvem med samme, og det kunde i denne Henseende aldeles overlades til sin Skjebne. – Nu var der foregaaet en Forandring i disse Forhold, og det var besluttet i det store europæiske Forbunds-Raad, at Norge skulde rives fra Danmark og forbindes med Sverige, uden at Folkets Stemme i nogen af disse tvende Stater blev raadspurgt, eller mindste Hensyn taget til Retfærdighed eller til Danmarks særegne Forhold til de contraherende Magter. Begge Riger bleve ved den nye Krigstilstand atter saagodtsom afsondrede fra hinanden, og Erfaring havde lært, hvor lidet Norge var i Stand til at udholde denne under Næringsveienes Standsning. Og denne 296maatte under nærværende politiske Forhold forventes, ligesom den og allerede viiste sig i Fartens Forstyrrelse paa England. Licencer udstedtes allerede i denne Sommer ikke directe til norske Trælastdragere. Det tillodes kun norske Skibe at anløbe svenske Havne, der at gjøre de norske Ladninger til svenske, og saaledes overføre dem til det engelske Marked. Men paa denne Vei vilde Afskibningen til England ikke trives. Flere norske Skibe og Ladninger condemneredes ved Overkomsten til England, fordi den sande Sammenhæng opdagedes. Med Trælastfarten gik ogsaa Kornfarten i Staa, fordi ingen Korn-Licencer udstedtes mere, og England begyndte at sætte sig ind i Sveriges Plan, ved Udhungring at befordre den skandinaviske Halvøes Forening. Derhos vilde Korntilførsel til Høsten blive høist fornøden, da Forraadene formedelst Misvæxten 1812 vare aldeles udtømte, og Kornet i dette Aar, der iøvrigt var et rigt Kornaar, mangesteds afmeiedes, førend det var fuldmodent, for at hindre Brødmangel.

Der behøvedes saaledes en ophøiet og begavet Mand, der kunde tage selvstændige Beslutninger i hvad der angik Rigets Tarv, træffe alle Foranstaltninger til at gaae de truende Farer i Møde, og ved sin personlige Indflydelse bevare det norske Folks Hengivenhed for Danmarks Konge, som, endskjønt aldrig svigtet, let under nærværende politiske Forhold og formedelst nye Lidelser kunde komme paa en betænkelig Prøve. En saadan ophøiet Mand troede Danmarks Konge at sende sit elskte Norge i Prinds Christian Frederik, og han var vistnok i mange Henseender den Rette; thi han besad mange af de Egenskaber, som kunde gjøre ham fortjent til den Tillid, der viistes ham af Danmarks Konge, og til at vinde Nationens Kjærlighed og Høiagtelse. – Prinds Christian Frederik var dengang i sin 297fagreste Ungdom, begavet med en høi Grad af Elskværdighed og et venligt Væsen, der maatte indtage Alle, som nærmede sig ham. Han var en Ynder af Videnskaberne og deres heldige Dyrker; han var i Stand til at sætte sig ind i Landets forskjellige Forhold, saavel i dets oeconomiske som i dets NaturforholdMineralogi og Geognost var hans Yndlingsstudium, som han fortsatte indtil et høiere Kald faldt i hans Lod. og til derom med Sagkundskab at underholde sig med Landets oplyste Mænd. Han besad en høi Grad af Veltalenhed, og hans Tale indtog ikke alene Tilhørerne ved en heldig Ordform, og ved Talens til Maalet førende Indhold, men og ved den Anstand og Tække, hvormed Foredraget skede. Han kom til Norge med det oprigtige Ønske at vinde Nationens Hjerter, og paa denne Grundvold, den tryggeste Støtte for Fyrstemagten, at styrke den ældgamle Forbindelse imellem Rigerne. Christian Frederik var saaledes visseligen bleven en Fredens Konge, som havde kunnet gjøre Norge, efter de Forhold som da fandt Sted og den Tænkemaade, som Nationen da nærede imod Landets Konge, til et af de lykkeligste Lande. Men for Norge kunde han i sin Fremtrædelse ikke være, hvad Prinds Christian August havde været. Savnet af denne hengangne Fyrste kunde han ikke erstatte, og den Grad af Kjærlighed og Høiagtelse, som Nationen havde baaret for hiin hedenfarne Fyrste, kunde Prinds Christian Frederik ikke letteligen naae. Christian Augusts simple Væsen og tarvelige Levemaade i borgerlig Stiil, som lod glemme Afstanden imellem Fyrsten og Borgeren, hans besynderligen ukonstlede Hjertelighed i Omgangstone, hans Fødsel, selv ikke saa ophøiet over den simple Borgerstand, der i Norge er den overvægtige, banede 298ham en Vei til Folkets Hjerter, som det var vanskeligt for nogen Anden i den Grad at finde. Christian August havde desuden deelt Farer og Gjenvordigheder med Nationen i et kritisk Øieblik, havde med Mod og Klogskab overvundet dem, befriet Landets Grændse for et fiendtligt Indfald, og givet Krigen med Sverige et Resultat, som overgik Nationens Forventning. Det var ikke Christian Frederik beskikket, som Krigshelt at gavne Norge – han var hverken øvet i Krigshaandteringen eller dertil saa skikket. Desuden vare nu Conjunkturerne anderledes. Christian August slog en Fiende tilbage, som var slet udstyret og i smaa Afdelinger gjorde Indfald i Norge uden Alvor og uden fiendtligt Sind, – Christian Frederik skulde gaae en Fiende imøde, som havde Europas store Magters Beslutning for sig, og som i Overflod var udstyret med Krigens Apparater. Det var imidlertid Christian Frederik forbeholdt at bane sig Vei til det norske Folks Erkjendtlighed ved store og uforglemmelige Velgjerninger.

Umiddelbart før Prindsens Afreise til Norge havde den danske Regjering givet en Oversigt over Landets politiske Stilling, der i Statstidenden lød saaledes:

«Det svenske Hof har fundet forgodt at tilbagekalde Sammes Charge d’Affaires, som nyligen var bleven ansat ved Hs. Majestæts Hof. Den kongelige Charge d’Affaires ved det svenske Hof kommer derfor ogsaa hid tilbage fra Stockholm. Omendskjønt den sædvanlige Vei til at befordre Nationens Anliggender ikke længer staaer aaben mellem de respective kongelige danske og svenske Majestæter, saa kunne de ministerielle Meddelelser ved Brevvexling endnu finde Sted. Det saaledes stedfindende forandrede Forhold imellem begge Hoffer kan ei andet end tildrage sig Undersaatternes Opmærksomhed. Kongen har 299ingen Anledning givet dertil fra sin Side. At Hs. M. har vægret sig ved at afstaae sit Kongerige Norge eller en Deel deraf, mod Tilbud af Erstatning derfor ved Tilegnelse af Stæder og Lande, der grændse til Hertugdømmerne, er Noget som Enhver af Hans Undersaatter tilvisse er overbeviist om. Hs. Majestæts ømme Kjærlighed er dem Borgen for, at deres Arveherre og Konge sætter altfor megen Tillid til deres Troskab og Hengivenhed, for at kunne af nogensomhelst Aarsag bestemme sig til at bytte dem bort mod Fremmede, paa hvis Hengivenhed Allerhøistsamme intet Krav har, naar de ei af egen Drift skulde anholde om Hs. Ms. Beskyttelse.

«Vant til at see sine troe Undersaatter villigen opoffre Liv og Velfærd i en langvarig Forsvarskrig, er Hs. M. forsikkret om, at den samme Redebonhed til at forsvare Statens Uafhængighed og dens udeelte Vedligeholdelse stedse vil findes hos alle Danske, Nordmænd og Holstenere, i Fald Høistsammes Bestræbelser for igjen at tilveiebringe Fred skulde, uagtet de havende Udsigter til at opnaae dette, blive uden Virkning, eller om ufremskyndede Fornærmelser skulde tvinge Hs. M. til at fordre af Hans troe, kjære Undersaatter nye Anstrængelser til Tronens og dens Sikkerheds Beskyttelse.»

Samtidig med denne Erklæring gav Danmarks Konge andre Beviser paa sin Opmærksomhed for Norges Tilstand. Efter Vice-Statholderens Forslag bestemtes, at en Capital af 25,000 Rbd. skulde udlaanes til Landmænd, som trængte til Sædekorn, med Løfte om at denne Sum kunde ventes udvidet, dersom den ikke skulde findes tilstrækkelig. Tillige forhøiedes ogsaa Skydsbetalingen. Selskabet for Norges Vel havde indsendt til sin kongelige Beskytter en Samling af de ved dets Foranstaltning udgivne Skrifter, og fik derpaa et Taksigelsesbrev, 300som ogsaa hentydede paa Landets farlige Stilling. «Med allerhøieste Tilfredshed» – hedte det deri – «have Vi modtaget de oversendte Dele af Selskabets litteraire Samlinger. – Jo mere Vi føle at dette Tidspunkt fremfor noget andet fordrer fuld Anstrængelse af Fædrelandets Mænd, jo mere Vi erkjende, at Anstrængelser for den paa sand Oplysning og gavnlige Kundskabers Udbredelse byggede moralske Tilværelse ere dobbelt hæderlige i en Tid, da Alt synes at forene sig for at gjøre Kampen for den blotte Tilværelse haard og vanskelig, jo mere vide Vi Selskabet i Almindelighed, og dets Direction i Særdeleshed Tak for hver kraftfuld Anstrængelse, hvormed det søger at virke til Opnaaelsen af det Øiemed, der er den høieste Gjenstand for Vore landsfaderlige Ønsker, Vort kjære og troe norske Folks Hæder, Velstand og Gavn.»

Danmarks og Norges ArveprindsSom Kronprinds erkjendtes han ikke af det danske Hof, og førte derfor endnu ikke Titel af Kongelig Høihed men blot Hans Høihed. satte over i en Baad fra Jylland til Norge, og var paa denne Reise ikke uden Fare for fiendtlig Forfølgelse. For at undgaae Opmærksomhed havde han tilligemed de 2de Officerer, som ledsagede ham, forklædt sig som Matros, og landede den 21de Mai om Morgenen Klokken 5 paa Hvaløerne.Baaden blev lodset af en svensk Lods, som fik en anseelig Gave med den Antydning, at det var Prindsen han havde lodset. Efter den Spænding, som dengang herskede mellem det svenske og danske Cabinet, idet de alvorligste Underhandlinger om Norges Afstaaelse, understøttede af Rusland og England, fandt Sted, vilde neppe Prindsen have faaet en ubehindret Overfart, om han var stødt paa svensk Overmagt. Sverige havde allerede havt i Sinde at nægte Vice-Statholderen, 301Prinds Frederik af Hessen, fri Passage, uagtet den Slags Vaabenstilstand, som herskede mellem den norske og svenske Krigsmagt. Men de Reisendes Held tilintetgjorde disse fiendtlige Planer. Paa Reisen til Christiania, som Prindsen foretog til Søes til Frederikstad, lod han sig forevise den paa disse Høider stationerede Roeflotille, og de militaire og borgerlige Corps i Frederikstad. I Nærheden af Christiania blev han modtagen af Vice-Statholderen med flere af Byens Embedsmænd, militaire og Borgercorps, og der fattedes ikke paa den høitidelige Modtagelse, som sædvanligen bliver kongelige Personer til Deel. Ankomstdagen den 22de Mai udstedte han i Christiania en Kundgjørelse til det norske Folk af følgende Indhold:

«Nordmænd! Eders Konge kjender og paaskjønner Eders urokkelige Troskab for ham og for den norske og danske Kongeslægt, som nu i flere Aarhundreder har regjeret over Eders Fædre og Eder. Hans landsfaderlige Hu staaer til at see Broderkjærlighedens og Samdrægtigheds uopløselige Baand befæstet imellem Tvillingrigets Folk. Sjette Fredriks Hjerte er stedse hos Eder; men hans Omhu for Staten i alle dens Dele nægter ham den Glæde, at see sig omringet af sit troe norske Folk. Derfor sender han mig til Eder med Fuldmagt, som Statholder i hans Rige Norge, at udrette hans Villie, som var Han Selv blandt Eder tilstede. Hans Bud skal være min Lov, at vinde Eders Tillid, min Bestræbelse; Eders Høiagtelse og Kjærlighed vorde min Løn! Maaskee endnu haardere Prøvelser forestaae os; med Tro paa Forsynet og med freidigt Mod skal jeg gaae dem i Møde, og overvinde dem ved Eders Bistand, trofaste Nordmænd; thi jeg veed, at jeg kan stole paa Eders Troskab mod Kongen, at I vil bevare Norges Selvstændighed, og 302at det Løsen der forener os Alle er: for Gud, Kongen og Fædrelandet!»

Christiania, den 22de Mai 1813.
Christian Frederik,
Prinds til Danmark og Norge, Statholder
over Kongeriget Norge, kommanderende
General.


Under samme DatoStrax efter Prindsens Ankomst til Norge skrev han ogsaa et Brev til General Krogh i Trondhjem, der i lige Grad hædrer Prindsen og hiin værdige Mand.udstedtes et Circulaire til de civile Øvrigheder af følgende Indhold:

«Lykkeligen ankommen til Norge er det min første Tanke, at kundgjøre dette saavelsom min Sendelse selv for det norske Folk, som vil deeltage i den Glæde jeg føler derover. Desaarsag tilstilles Dem vedlagte Kundgjørelse, som de ville lade komme til Almeenkundskab paa den til Hensigten meest passende Maade. Jeg kjender den høie Aand, som besjæler Nordmanden for sin Konge og sit Fødeland, og jeg anseer det for en hellig Pligt at vise, hvor megen Værd der bør sættes paa samme. Hvor jeg ikke personligen kan virke til det store Øiemed at vedligeholde denne Stemning, som ene giver Nationen Kraft og Selvstændighed, der fordrer jeg dette af Hs. Majestæts Embedsmænd, og de ville være forvissede om, at jeg skal paaskjønne den Nidkjærhed, som hver i sin Stilling udviser, hvilket deres Fædrelandssind vil give dem flere Leiligheder end denne til at øve, som en af de første Embeds- og Borgerpligter. Biskopperne ere tilstillede lignende Kundgjørelse til Opløsning fra Prækestolen.»

Statholderskabet i Norge, Christiania den 22de Mai 1813.
Christian Frederik.
v. Holten.


303Circulairet til Biskopperne havde samme Indledning, og Prindsen ender med de Ord: «De ville paalægge Religionens Lærere ved denne Leilighed som enhver anden, hvor det kan være passende, at anvende deres høie Kald til at opflamme Nationens Mod, der hos det norske Folk er bygget paa den urokkelige Grundvold, Tillid til Guds Forsyn, Troskab mod Konge og Fædrelandskjærlighed.»

Til Contra-Admiralen hedte det efter samme Indledning: «Jeg stoler paa, at jeg som commanderende General vil møde samme Nidkjærhed i Kongens Tjeneste, samme mandige Aand grundet paa Fædrelandskjærlighed, som har gjort Fædrene berømt, og de norske Krigere i seneste Feide ikke mindre fortjente til Hædersnavnet af Kongens og Fædrelandets troe Mænd.»

Søndagen den 23de Mai overtog Prinds Christian Frederik de ham overdragne Embeder. Den fratrædende Vice-Statholder opløste Kongens Ordre i den Anledning, og Statholderen tiltalte Vice-Statholderen saalunde:

«Du modtage, værdige Forgjænger og Ven! Kongens og Nationens Tak for Din gavnlige Idræt til Norges Bedste. Gud lønne Dig derfor! Dette tilønskes Dig af taknemlige Hjerter. Jeg stoler paa Dit gode Raad, saalænge vi ere samlede, og paa Dit Venskab indtil Døden.»

Derpaa henvendte Statholderen sig til Forsamlingen med følgende Tale, som han udførte med en Kraft og Værdighed, der gjorde Indtryk paa alle Tilstedeværende:

«Ved at overtage et saa vigtigt Embede her i Norge gjennemstrømmes mit Hjerte af Følelser, jeg kun ufuldkomment formaaer at tolke. Jeg føler dette Kalds Storhed, og beder Gud 304forlene mig Kraft til at opfylde dets Fordringer, saaledes som jeg dertil har den redeligste Villie.

«Intet Beviis paa Kongens Tillid kunde være mig dyrebarere end den Befaling, jeg modtog at virke som Statholder i dette trofaste Klippeland.

«Ja Nordmænd! Eders Konge elsker Eder og paaskjønner Eders Værd. Modtag mig som et Pant derpaa, nu da Fædrelandets Tjeneste andetsteds fordrer, at han bortkalder min Ven, Eders værdige Vice-Statholder. Kongen ønsker at knytte det Broderbaand, der omslynger Tvillingrigerne, endnu fastere. Han har vist ikke sendt mig til Eder, for at jeg skulde fraskrive ham eller hans Slægt deres gamle Rettigheder til Norges Krone, som er gaaen i Arv til dem med Folkets Kjærlighed – før skulde denne min Haand afvisne. – Lad mig, idet jeg udretter Kongens Villie og virker for Fædrelandet, finde min Løn i Nationens Kjærlighed og Hengivenhed, lad denne engang gaae i Arv til min Søn!

«Jeg gjentager, hvad jeg i min Kundgjørelse har sagt Dem, at maaskee haardere Prøvelser endnu forestaae os, men at vi bør Alle som een Mand gaae dem imøde med Tro paa Guds Forsyn og med Standhaftighed.»

«Lad mig hos Enhver, i hvad Stand og Kald han end er, finde det Fædrelandssind, der ene kan frelse os; troer, at jeg skal vide at paaskjønne denne høie Aand, som besjæler Dem, ligesom den fordum udmærkede Fædrene!»

«Jeg modtager for Guds Aasyn Deres Løfte om Samdrægtighed og Opoffrelse for den retfærdige Sag, for Kongen og Fædrelandet.»

Faa Dage efter fandt en Høitidelighed Sted i Selskabet for Norges Vel, i hvilket Selskabets Vicepræses, Biskop Bech 305i en Tale bevidnede den fratrædende Præses, Prinds Frederik af Hessen, Selskabets deeltagende Bekymring over hans Fratrædelse formedelst hans Kald til anden Bestemmelse, og gav den nye Præses, Prinds Christian Frederik, sin Velkomsthilsen. Vice-Statholderen var saa bevæget, at han neppe kunde fremføre de faa og hjertelige Ord, hvormed han takkede for dette Beviis paa Deeltagelse. – Han forlod Norge for at overtage Commandoen over den danske Armee i Holsteen, og han ledsagedes af de varmeste Ønsker for hans Fremtids Held; thi Nordmændene vare ham taknemligen hengivne for hans ædle og venlige Færd under hans Ophold i Norge.

Kort efter begyndte Prinds Christian Frederik sin første Reise omkring i Norge med at besøge de Steder, hvor de vigtigste Fegtninger under den svenske Krig vare forefaldne, og han henvendte sig derefter til de frugtbare Landstrækninger, som ligge ovenfor Christiania. Fra Eidsvold udgav han en Opfordring til det norske Folk til Maadeholdenhed. Han opfordrede deri Embedsmændene, de formuende Jorddrotter og Brugseiere, saavelsom Byens bemidlede Indbyggere til at indskrænke Brugen af alle Gryn- og Meelspiser i deres Familier og iblandt deres Huusfolk, hvorved Kraften til at mætte hungrige Trængende vilde forøges. Ligeledes opmuntrede han til at bruge de Hjælpemidler, som Naturen har anviist i Mangel af Brødkorn. «Da skal» – siges deri – «de Uger snart forsvinde, hvori Mangelen endnu kan hjemsøge os, inden Guds Forsyn hjælper os med den velsignede Høst, som over hele Landet tør forventes.»

Med denne Opfordring til Sparsomhed i Brødkornets Anvendelse fulgte ogsaa en Bekjendtgjørelse fra det norske Sundhedscollegium om at drøie Kornets Brug til Brød ved Blanding med islandsk Mos. Der opgaves flere Proportioner af 306denne Blanding, og der ivredes meget mod den Fordom, derhavde udbredt sig mob Brugen af dette Surrogat. Det er imidlertid ikke Forfatteren bekjendt, at denne Blanding af Mos med Brødkorn i nogen mærkelig Grad formindskede den stigende Brødtrang. Den simple Mand forstod kun lidet den rette Behandling deraf, og der blev stedse, naar Mosen anvendtes, en bitter Smag tilbage, som forhindrede Nydelsen. Fattigmand tog hellere sin Tilflugt til Bark, der, blandet med lidt Meel, saa ofte maatte tjene ham til Føde i Stedet for Brød,og i de bedre Huusholdninger kunde den bittre Mos-Spise ikke uden stor Vanskelighed faae Indpas. Disse Mosekager vare saaledes nu som i Krigens første Aar mestendeels kun Skueretter, hvormed der i Aviserne gjordes megen Bram, men hvoraf der i Virkeligheden kun nødes lidet. Mere velgjørende og mere almindelig blev derimod, som forhen bemærket, Tørfisken, deels for sig selv som en nærende Spise, deels blandet med Meel. Saa langt Historien rækker findes Tørfisken at have været en yndet og almindelig Spise, hvis Nydelse udbredtes endnu meer, efterat Christendommen var bleven indført, hvorved Kjædspiser under talrige Festdage og lange Fastetider forviistes fra Spisebordet. I denne og den paafølgende Sommer tiltog saaledes Brugen af Tørfisk i en høi Grad, og blev ikke alene en stor Artikel i uformuende Privates Huusholdninger, men samledes ogsaa som et vigtigt Fødemiddel paa Krigsmagasinerne.Paa Forfatterens Magasiner var Tørfisk i den Tid en stadig Artikel, som ikke alene som særstilt Spise nødes i Mængde i Omegnen, men ogsaa blandet med Meel. Den paa Forfædres og Islændernes Viis vel bankede Tørfisk ligger Melet nærmest som Fødemiddel. Prisen paa denne Artikel var ogsaa forholdsmæssig billig, deels 307fordi vore indenlandske Producter endnu ikke vare stegne i Forhold til Pengenes Fald, deels fordi at Udskibningen af Tørfisk som af andre norske Producter leed under de paany indtrufne Krigsomstændigheder.

Vistnok var Landets Nød atter stor i denne Sommer baade formedelst standsede Næringsveie og tillige formedelst Fiendens aarvaagne Jagt paa de Kornfartøier, som løb imellem de forenede Riger. Krigen med Sverige var vel endnu ikke aabenbar erklæret, men de forenede Rigers Skilsmisse var allerede bestemt i den store Alliances Raad, og hele Sommeren kunde den svenske Kyst betragtes som en fiendtlig. Licencefarten var allerede i Foraaret ophørt; thi efter den 23de Marts, da England havde tiltraadt det nordiske Forbund i alle Punkter, udstedtes ingen Trælast-Licencer af nogensomhelst Art mere for norske Skibe, og med dem ophørte ogsaa Korn-Licencerne. Vi have seet, at de Licencer som det foregaaende Aar udstedtes til en indirecte Fart over Sverige, vare Nordmændene mere til Tab end til Fordeel. Den fuldkomne Næringsløshed, som havde hersket i Aarene 1808 og 1809, indfandt sig saaledes igjen i denne Sommer i en høi Grad. Mangfoldige Skibsrederes og Trælastudskiberes store Planer, som vare byggede paa en fortsat Forbindelse med England, standsedes pludseligen, og Spor viiste sig allerede til den Forstyrrelse i Formuesforfatningen og gamle Huses Fald, der siden foranledigede saa store Forandringer i Handelsstandens Stilling.Forfatteren finder i sin Brevvexling med Grev Otto Moltke paa den Tid, at han har afmalet denne Landets Forfatning med de mørke Farver, hvorpaa han i foregaaende Breve har givet sine Landsmænd Prøver; men han maatte betænke sig paa at forelægge Læserne flere Exemplarer af disse mørke Billeder.

308Men disse Nødens Spor viiste sig ikke paa den Reise, som Prinds Christian Frederik foretog sig omkring i Norge denne Sommer, paa hvilken der i By og paa Land beredtes ham en festlig Modtagelse, forherliget ved alle udvortes Tegn paa Folkets Hengivenhed for sin Konge og den kongelige Slægt. I mangfoldige Aar havde ingen kongelig Person besøgt Norge, hvis Indbyggere stedse bevarede en hellig ærefrygt for deres Konge, og nu fremstillede sig blandt Folket den formodede Tronarving, som ved sin personlige Elskværdighed tiltrak sig Hjerterne, som i disse vanskelige Krigsomstændigheder stræbte efter at vinde Folkets yndest og bevare dets Troskab mod det regjerende Kongehuus, og som formedelst sin videnskabelige Dannelse forstod let og passende at stille sine Ord i de forskjellige Kredse, som omgave ham. Under saadanne Omstændigheder tilvende Fyrsterne sig med let Møie Yttringer af Folkets Kjærlighed og Troskab mod dets Konge. Prindsens Reise var saaledes en uafbrudt Linie af Festligheder; Folket jublede ham imøde, ikke med tomme eller bestilte Hurraraab af en tankeløs Pøbel, hvis Tunge og Hænder let sættes i Bevægelse ved Synet af en kongelig Mand, uden at Hjerterne røres, men det var mestendeels en uhyklet Glæde over at see den Prinds, som engang skulde bestige Rigernes Trone, i Folkets Midte. Intet Øieblik kunde Prindsen tvivle om, at det norske Folk endnu bar den regjerende Konge i sit Hjerte, og at kun et Magtsprog af fremmed Uretfærdighed kunde opløse den gamle Forbindelse.

Paa en Deel af denne Reise ledsagedes Prindsen af Skuespiller Knudsen, og hans muntre Sange ved breden Bord under Bægrets Klang bidrog ikke lidet til at oplive Gildernes Munterhed. Men denne glade Stemning, disse Sange og Skaaler, gav imidlertid hist og her Anledning til Mistydning, 309hvortil Prindsen selv, der viiste den største Afholdenhed under disse Libationer, visseligen ikke gav den mindste Anledning. Nogle af de Privatmænd, hvis Huus Prindsen gjæstede, samlede nogle af Egnens gjæveste Bønder, deels for at gjøre Prindsen bekjendt med Fjeldets herlige Sønner, deels for at gjøre disse selv deelagtige i den Glæde at see Arvingen til Norges Trone. Nogle af disse forvildedes ved denne Sang og Poculering, og yttrede Frygt for, at deraf skulde opstaae Vaner, fordærvelige for Prindsens Fremtid. Men denne Misforstaaelse frembragtes kun af hans Omgivelses overdrevne Iver for at exaltere et Folk, som intet udvortes Pirremiddel behøver for at yde Tronens Nærmeste oprigtige Hengivenheds Beviser. Hele Prindsens Færd og Væsen viiste Glæde over disse troskyldige Yttringer af Folkets Kjærlighed til Kongehuset, som dagligen frembares ham paa denne Reise midt under Næringsveienes Standsning, under en trykkende Brødmangel i de ringere Stænder, og under mange Slags Forstyrrelser og Forlegenhed i den indvortes Stilling.

Det var paa denne Reise, i Nærhedan af Jarlens egen Borg, at Prindsen og Grev Wedel havde en Samtale, hvori Greven fremsatte sin Mening om Landets politiske Stilling med en Frimodighed, der var ligesaa usædvanlig, som Yttringen selv var en Mislyd i Prindsens Øren. Wedels Tænkemaade med Hensyn til den skandinaviske Halvøes Stilling og fælles politiske Interesse kunde ikke være Prindsen ubekjendt. Wedel lagde ikke Skjul paa sin politiske Tro, endskjønt han paa den Tid ikke gjorde noget eneste Skridt til at fremskynde den politiske Forandring; han frembar aabent sin Mening for Bekjendte og Ubekjendte, og Prindsen maatte have hørt tale om, hvad der i denne Henseende allerede foregik, da Prinds Christian August 310ophøiedes til Sveriges Kronprinds. Prindsen, som kjendte Wedels Stilling og Indflydelse i Landet, endskjønt Greven den Tid levede alene som Privatmand, fandt det vistnok klogt at nærme sig ham med udvortes Agtelse og Velvillie. Men paa den ene Side gjorde Greven intet Skridt for at knytte nogen venlig og fortrolig Forbindelse med Prindsen, og paa den anden Side forsmaaede Prindsen at tilsmigre sig nogen Privatmands Yndest. Greven tog saaledes ingen Deel i de Glædesyttringer og de Festligheder, som ledsagede Prindsen paa hans Reise omkring i Landet, og Prindsen begyndte desuden allerede da at ansee sig saa fast i Folkets Kjærlighed, at han kunde være ligegyldig for en, skjønt anseet, Personligheds Mistillid til Norges nærværende politiske Stilling, der deeltes af Faa. Der opstod saaledes mellem Prindsen og Greven, strax da Hiin satte sin Fod paa Norges Grund, en Kulde, som næredes under paafølgende Begivenheder.Forfatteren havde i den Anledning en Samtale med Grev Wedel i sit eget Huus, faa Dage efter at Prindsen havde besøgt dette, hvori Greven fortrolig yttrede: «Det vil nu snart vise sig, om Carl Johan eller Christian Frederik skal blive Herre i Norden.» I denne Samtale yttrede Greven tillige, at han aabent havde aflagt sin politiske Tro for Prindsen ved et Møde i Tønsberg. Paa denne Reise gjorde Prinds Christian ogsaa Bekjendtskab med en Deel af de Mænd, af hvilke han siden benyttede sig som Redskaber for sine store Planer.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.