Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Tredie Capitel

19I Sverige selv udbrød ved denne Tid en Revolution, der foranledigede en mærkelig Forandring i dets Forhold til Norge og lagde Grundstenen til en Reform i Fædrelandets Statsforfatning, som faa Nordmænd havde tænkt sig mulig, og færre ønsket. I denne Sammenhæng fortjener den i høi Grad Historieskriverens Opmærksomhed, og bør have en Plads i vor Fremstilling, der svarer til dens Vigtighed for Norge, endskjønt vi maa overlade Læserne at søge dens historiske Undersøgelser.I denne Henseende henvises Læseren til: «Schwedische Geschichten unter Gustav dem Dritten, vorzuglich aber unter Gustav dem Vierten Adolph von G. M. Arndt. Leipzig 1839.» Fra det Tidspunkt i vor Historie, hvorpaa vi nu staae, var det en langt større fælles Sammenhæng i den skandinaviske Halvøes Skjebne end nogensinde tilforn, og ingen politisk Begivenhed i denne Deel af Norden kan fra den Dag af siges at have været fremmed for nogen af Staterne.

Gustav IVde Adolph havde besteget Sveriges Trone under Nationens gode Forhaabninger om hans Regjering, og i en politisk Stilling, som lovede Riget en lykkelig Fremtid i Nydelse af Fred, og uden Deeltagelse i den store Gjæring, som dengang herskede blandt de europæiske Stater. Allerede som Barn udviklede han sig fordeelagtigen,Der fortælles, at han havde i sin Barndom en vis diplomatisk Takt, der ofte slog ham Feil som Konge. Hans Opdrager var vis paa, at den 3aarige Prinds viiste sig artig, naar han skulde være tilstede ved fremmede Ministres Audients. og var som Yngling i Besiddelse af mange herlige Egenskaber. Hvad der, ogsaa i yngre Dage, fattedes ham for at bane ham Vei til sit Folks Kjærlighed, haabede Nationen vilde blive den modnere Alders 20Pryd. Han var retfærdig, sparsom, afholden, streng i sine Sæder og aaben for det huuslige Livs stille Lykke. Naar han var kold, stundom mørk og frastødende, tilskreves dette en mindre blid Skjebne i Barndommens Dage, og det melankolske Præg, som hans Faders ulykkelige Skjebne, hvis blodvædede Trone, omstyrtet af forræderske Hænder, han besteg, havde givet hans Sindsstemning. De første Aar af hans Regjeringstid vare saaledes lykkelige baade for ham og for Nationen, og om han end ikke heller da havde nogen høi Grad af sit Folks Kjærlighed, var han i flere Henseender agtet. Men det varede ikke længe inden det viiste sig, at han ikke var skikket til at styre Riget under Europas nærværende Gjærings-Tilstand, og at han ikke var de store Planer voxen, som han lagde, til at forsvare en gammel Tingenes Orden og kuldkaste den nye, som den franske Revolution og Napoleons Seiersbane havde fremkaldt. Han ansaa sig udkaaren til at spille en Gustav Adolphs Rolle, og fremtræde som det monarkiske Systems og den fortrængte Kongefamilies Forsvarer, og en Voldgiftsmand i den politiske Omvæltning, ligesom Gustav Adolph havde fordum været i den religieuse. Men han besad ikke den store Gustavs Egenskaber. Vel manglede han ikke en vis Grad af personlig Tapperhed, hvorpaa han ved enkelte Leiligheder aflagde Prøve, men han manglede moralsk Mod til at understøtte den, og hans Egensindighed og Utilbøielighed til at høre Andres Raad lod ham ofte vælge urigtige Midler og forfeile sit Maal. Intet Uheld, ikke den meest afgjorte Overmagt fra hans udvortes Fienders Side, formaaede at bøie hans Beslutninger, eller bevæge ham til at indlade sig i Underhandlinger, som han ansaa for at være ydmygende, eller for at kuldkaste hans Idee om sin store Bestemmelse. Han stolede paa sin Sags Retfærdighed; Ordsproget: 21«Ærlighed varer længst» var stedse paa hans Tunge, og han haabede, at den forvirrede Tilstand, hvori Sverige bragtes formedelst hans Haardnakkenhed og hans tildeels afsindige Politik, skulde opløses i en glimrende Stats Fuldkommenhed og Seier over hans Fiender. Denne sidste fromme Tro gik efterhaanden over til et religiøst Sværmeri. I Johannes Aabenbaring fandt han Næring for denne, der frembragte en Sindsstemning hos ham, som stundom fik Anstrøg af Aandsforvirring.

Saaledes havde Gustav IVde Adolph ikke længe styret Regjeringens Tømme, førend han beredte sit Rige Næringsløshed, Elendighed og omsider Sønderlemmelse, og sig selv og sin Familie Udelukkelse fra Tronen. Hans første uheldige Skridt var hans Reise til Tydskland, hvor han i Nærheden af Frankrige var saa godt som Vidne til Omvæltninger og Scener, som oprørte hans kongelige Gemyt. Men hans stundom latterlige Opførsel synes i Begyndelsen at have opvakt mere Haan end erklæret Modstand, og den lille nordiske Fyrstes store Planer oversaaes under Kongers Afsættelse, nye Dynastiers Oprettelse, og de mægtigste europæiske Rigers forandrede Stilling. Napoleon saae igjennem Fingre med Gustav Adolphs Trudsler og Krænkelser; thi deels beskjæftigede andre Planer den seierrige Monark, deels brød han nødig med Sverige, der, formedelst sin Beliggenhed i det fjærne Nord, udenfor hans politiske Omraade, kunde styrke og lette Englands Forbindelse med Fastlandet. Men da Gustav Adolph virkelig forenede sig med Napoleons Fiender, og tiltraadte den nye Coalition mod ham, reistes en Krig, der omsider endte med Tabet af Sveriges tydske Provindser, den sidste Rest af den store Gustav Adolphs Seierstog i Tydskland. Det svenske Folk begyndte da at ane sin Ulykke; 22thi dets Konges Politik var en idelig Tilsidesættelse af Klogskab og af alt fornuftigt Hensyn til Landets Stilling. Snart stødte han i sine politiske Skridt mod den ene, snart mod den anden store europæiske Stat, bragte derved sit Land i farlige og piinlige Stillinger, og foranledigede Næringsforstyrrelse og Misnøie. Omsider indgik han en nøie Forbindelse med England, der satte ham i et fiendtligt Forhold til de nordiske Magter, som efter Tilsitter-Freden erklærede England Krig og sluttede et nøie Forbund med Frankrige. Det havde vist nok staaet i Gustavs Magt at bevare en fredelig Neutralitet under disse Krigerske Bevægelser; thi Sveriges meest trofaste Forbundsven, England, lod sig tydeligen nok ved flere Leiligheder forlyde med, at det ikke fiendtligen kunde modsætte sig Sveriges Freds-Tilstand med sine Naboer, naar det ansaaes nødvendigt for at bevare Sveriges Selvstændighed, og under den Forudsætning, at dette skede uden aabenbar Fiendtlighed mod England selv. Dette nærede desuden i Krigstilfælde Haab om en hemmelig Forbindelse med Sverige, hvis venlige Sindelag mod England det kjendte, og det havde allerede hemmeligen indledet et saadant med Rusland, under denne Magts aabenbare Tiltrædelse til en Politik, hvis Grundsteen var Ødelæggelsen af Englands Handels-Forbindelse med Norden. Men Gustav Adolph stolede paa sin retfærdige Sag og paa en høiere Bestyrelses Bistand, der vilde understøtte den uskyldige Svaghed mod den voldsomme Styrke. Denne fromme Tro inddyssede ham i den Grab, at han forsømte endog de forberedende Rustninger, som vare fornødne for at møde en saa mægtig Fiende, og tillod sig Skridt, som mere hentydede paa en uforstandig Vrede, end en klog og vel overveiet Modstand. Især lagdes det ham meget til Last, at han lod den russiske Minister Alopæus arrestere i Stockholm, hvilket ansaaes 23som et Brud paa Gesandtskabets Hellighed og en Overtrædelse af erkjendte Statsrettens Grundsætninger. Gustav Adolph troede sig imidlertid dertil beføiet, fordi der opfangedes en Coureer i Finland, der bragte hiin russiske Sendemand Depescher, som hentydede paa hemmelige Machinationer for at ryste svenske Undersaatteres Troskab, og paa Ruslands Planer med Nabomagten til Sveriges Fordærv. Men Sveriges Stilling var ikke saadan, at den kunde trodse sine Fiender ved afmægtige Vredesyttringer, uden at kunne lægge tilbørlig Modstand til det vrede Ord. For Rusland var denne Gustavs uforstandige Færd høist velkommen; thi det brændte af Begjærlighed efter at lægge Finland til sin store Coloss – dette Finland, hvis Nærhed under en Krigstilstand med Sverige truede Rusland med saa mange Farer, især naar det havde andre Fiender at bekjempe, og som desuden indeholdt en indvortes Kraft og Krigerske Hjælpemidler, som kunde styrke endog det stærke Rusland.

Sverige overraskedes saaledes af en Krig uden at have beredt sig paa, ved tilbørlige Forsvarsmidler og passende Rustninger at gaae den imøde. Dets Flaade var siden Gustav den IIIdies Tid efterhaanden kommen i Forfald, dets Arsenaler vare slet forsynede, dets Krigsmagt ikke paa de Punkter, hvor dens Nærværelse krævedes ved Krigens Udbrud, og dets Hærførere vare deels mistænkte af Kongen selv, deels misfornøiede med hans uoverlagte Fremfærd. I Landet selv sturede de vigtigste Næringsgrene; uhyre Beholdninger af Landets vigtigste Producter opdyngedes paa Magasinerne til Byrde for Producenten, den offentlige Credit vaklede, og Landet var ikke rigt nok til at bære Byrden af et stort og overordentligt Krigsstyr. Overalt herskede Misnøie, Forvirring og Mistillid til Kongens 24ufornuftige Færd. Gustav selv alene oversaa disse Vanskeligheder; hans Sags Retfærdighed maatte understøttes af den høie Himmel.

Saaledes brød Krigens Torden først løs paa Finlands Grændse, og Sveaborgs uventede og ubegribelige Fald afgjorde Feldttogets og Finlands Skjebne. Forgjæves var det finske Folks tappre og hæderlige Modstand. Det lukkede sit Øre for alle Buxhøfdens lokkende Proclamationer, det flokkede sig overalt ved den svenske Krigsmagts Side for at forjage den forhadte Fiende, og det viiste under hele Krigen en Hengivenhed for den gamle Statsfrænde og sin gamle Forfatning, som maatte gjøre Skilsmissen dobbelt smertelig. Forgjæves vare de tappre svenske Hærføreres heldige og store Anstrengelser for at modstaae den fremtrængende Fiende, forgjæves deres mange Seiervindinger, saa ofte de mødte Fienden uden at trykkes af en uforholdsmæssig Overmagt. Den sidste finske Krig er et høiligen interessant Stykke i Sveriges Krigshistorie. Valpladsen var blodig, men de svenske Krigeres Modstand kjæk, og som oftest seierrig. Vi finde der, især i Bergkrigen og i mindre Slag, en Krigshelt, General Sandels, hvis Navn er indskrevet i den finske Krigs Annaler som en af de modigste, heldigste og Russerne farligste Hærførere, og som siden fremtraadte i Norge under Forhold, som for Fædrelandet vare vigtige og forviklede. Men de tappre Krigere understøttedes ikke af deres Konges kloge Foranstaltninger. Store Kræfter sattes i Bevægelse – aldrig var maaskee en større Krigsmagt reist i Sverige – men de kom sjelden til Krigsskuepladsen til Tid og Time, eller udrustede med det Fornødne. Af de 3de Armeer, den finske, Vesthæren og den skaanske, udrettede de tvende sidste lidet. Vi have ovenfor beskrevet Vesthærens Skjebne, dens usammenhængende 25Operationer, dens brudte Kraft, og dens med Tab forbundne Skjermydsler. Den skaanske Hær stod under den finske Krigs meest afgjørende Periode uvirksom paa en Vaabenplads, hvor ingen Fiende var, og under en Generals Commando, der efter svenske Historieskriveres Paastand besad sin Konges Tillid i en høiere Grad end han fortjente. Under saadanne Omstændigheder gik Finland tabt allerede mod Slutningen af Aaret 1808, og Ruslands Keiser kunde indlemme det i sit store Rige ved en høitidelig Proclamation af November Maaned dette Aar. Det svenske Folk følte smerteligen Tabet af Finland, og sukkede under Krigens Tryk og under Forvirring i alle dets vigtigste Næringsveie. Kun Sveriges Konge beholdt et Mod, der under saadanne Omstændigheder grændsede til Raseri. Under den finske Krig havde han stødt fra sig de fornemste og indflydelsesrigeste Adelsfamilier, ved at reducere sine Livregimenters Hædersgrad, i hvis Rækker fandtes Officerer, som vare beslægtede med hine Familier. Misnøien med hine Regimenter var maaskee, efter Fleres Paastand, ei uden al Grund, men dens Yttring paa den Maade og til den Tid var uforstandig.

Efter det uheldige Udfald af Feldttoget i Finland 1808, beredte Gustav Adolph sig til at fornye det i 1809 med Anstrengelsen af Landets sidste Kraft. Til den Ende sammenkaldte han et Raad af indsigtsfulde og Kongen meest hengivne Mænd. Disse forelagde Kongen en sørgelig Udsigt over Landets Stilling og Uformuenhed til at bære de med Krigens Fortsættelse forbundne Udgifter, som de ansloge til 20 Millioner Bankdaler, og tilraadede ham paa det indstændigste at slutte Fred, for at lindre Landets store Nød og bringe Liv i den lemlæstede Virksomhed. Men Kongens Øren vare endnu ikke aabne for Forestillinger 26af den Art. En Fred paa den Basis, at Sverige beholdt sit Finland, var ikke længer mulig at opnaae; thi det var ikke tænkeligt, at Rusland skulde give tilbage denne skjønne Provinds, som det allerede havde i sine Hænder, og hvis Erobring uden Tvivl var Krigens egentlige Gjenstand, endskjønt maskeret under andre paaskud. Paa den anden Side bortfjærnede han ved sit personlige Forhold alt meer og meer den Deel af sit Folk, som nærmest omgav ham, og uden hvis Kraftige Medhjælp han forgjæves kunde vente et heldigt Forsvar mod den overlegne Fiende. Sans Ugunst mod Stockholm var aabenbar. Han opholdt sig stadigen udenfor Hovedstaden paa sin Faders Yndlingsted Slotted Haga, og gjorde stundom kun nogle Iilbesøg til Stockholm for at overvære Paraden. Kun i sin huslige Kreds syntes han at finde sig tilfreds, uden at lægge sig Landets Nød og Statsstyrelsens Forlegenhed paa Hjerte. Under saadanne Omstændigheder modnedes den Misnøie, som længe havde ulmet hos en stor Deel af Nationens betydningsfulde Mænd, til en Opstand, som fremledede den svenske Konges Afsættelse.

Sammensværgelsen, som kun interesserer os forsaavidt den staaer i nøie Forbindelse med Norges politiske Skjebne, havde en dyb Rod i en almindelig Misfornøielse, som begyndte at vise sig mod Høsten 1808; men især fandt denne Sted i den Wermelandske, eller saakaldte Vest-Armee, som havde været under General Armfelts Commando, og i hvis Spidse Overadjutanten Adlersparre nu stod. Den egentlige Commando var i Krigsministerens, General Cederstrøms Hænder; men under hans Ophold i Stockholm, og efter hans senere Udtrædelse af offentlig Virksomhed, overdroges Commandoen vexelviis til hans Overadjutantere og førtes nu af Adlersparre, der saaledes betragtedes 27som en af Revolutionens Hovedmænd. Gjennem en paalidelig Haand var Adlersparre bleven underrettet om,See Handlingar rørande Sveriges Historia, Stockholm 1830 3die Deel Pag. 14. at der i Hovedstaden herskede stor Gjæring, at flere fædrelandsksindede Mænd havde forenet sig for at overlægge om Midlerne til Fædrelandets Frelse, og at det, i Følge en anseet Diplomats Udsagn, var besluttet ved de 2de Keiseres Møde i Erfurt, at Sverige skulde deles imellem Rusland og Danmark, samt at Motala Elv skulde blive Grændsen mellem dem, saa at den nordre og østre Deel af Riget skulde tilfalde Rusland, den søndre Danmark. Adlersparre sluttede gjennem Major, Baron Carl Ankarsvärd en Vaabentilstand med den norske General, Prinds Christian August, rykkede op med Armeen og nærmede sig Hovedstaden.Denne Armees Proclamation til Nationen findes i Bilag No. 1.

Men førend Vestarmeen havde naaet Stockholm, fuldbyrdedes Revolutionen gjennem Sammensværgelsens derværende Medlemmer. Enkelte Embedsmænd, som under Vesthærens Marsch til Hovedstaden underrettedes om Oprørsplanen, paa hvilken dens Hovedmænd intet Skjul lagde, sendte vel Iilbud derom deels til Kongen selv, deels til den ham endnu hengivne General Toll, men intet afgjørende Skridt foretoges eller kunde foretages til at hindre Oprørs-Hærens Fremskridt. Vest-Armeen befandt sig kun 12 Mile fra Hovedstaden, da den første paalidelige Efterretning om dens Marsch og Hensigter kom Kongen, der dengang med sin Familie opholdt sig paa Haga, tilhænde. Kort før vare hans politiske skjæve Anskuelser gaaet over til et Slags politisk Raseri. Han havde paa det ømfindtligste 28krænket sin troeste Allierede England ved et opfarende Forhold mod dets Gesandt, og ved de meest fiendtlige Skridt mod engelsk Eiendom, som befandtes i Sverige – en Overilelse, som han dog siden søgte at forbedre – og han var i den Grad døv mod alle sine ham endnu hengivne Raadgiveres Forestillinger, at der neppe mere gaves nogen svensk Mand af Betydenhed og i vigtig Stilling, som jo indsaa Nødvendigheden af en Revolution.Vi have tilføiet disse Forhandlinger i Bilag No. 2, fordi Kongens heftige Lidenskaber og besynderlige Fremfærd deri levende fremstilles.

Da Kongen omsider var bleven overbeviist om Oprørets Tilværelse, ilede han til Hovedstaden for at træffe Foranstaltninger til at undgaae det truende Uveir. Det var hans Hensigt med de faa Tropper, paa hvilke han kunde stole, og især med sine tydske Regimenter, at trække sig mod Sønden, hvor han troede sig stærk ved en Armee, som han ansaa for at være sin Konge tro, og en General, paa hvis Hengivenhed han var sikker, og derpaa med samlet Magt rykke tilbage til Stockholm og adsplitte Oprørerne. For at forsyne sig med de nødvendige Midler dertil gav han Ordre til Bankbestyrelsen at udlevere ham to Millioner svensk Banko af dens Beholdninger. Men Bankens Bestyrere adløde ikke hans Befaling, i det de anførte, at de blot kunde modtage en saadan Befaling igjennem Nationens udkaarede Mænd, der havde sat dem til Forvaltere over Nationens Midler. De Tropper, hvorover han i Stockholm kunde raade, vare imidlertid kun faa mod den store Mængde, der stod paa hans Modstanderes Side, og de Faa, paa hvilke han især burde synes at kunne stole, anførtes af Chefer, der hverken havde Lyst til at vove Liv og Blod for en lidet elsket Fyrste og en 29dem fremmed Interesse, eller Mod og Talent til at lede militaire Operationer til et heldigt Resultat. Han besad saaledes hverken Midler eller Evne til at bringe Orden i en Sag, som hans Egensind og blinde Tillid havde i en Række af Aar bragt i Forvirring. I Bondens Barm rørte sig vist nok endnu en Stemme for den gamle Kongestamme, ligesom han af denne ikke betragtedes med saa ugunstige Øine, som af Nationens Adelsmænd og Krigere; men denne Hjælp var under Revolutionens stærke Fremskridt alt for fjærn til at denne kunde standses. Desuden trykkedes ogsaa denne Stand af svære Byrder, og Misnøiens Sæd udstrøedes flittigen overalt af Statsomvæltningens Ledere. Oprørs-Uveiret rasede frem med Stormskridt, og han stod ene og forladt ligesom med nøgent Bryst mod sine fiendtlige Undersaatteres dragne Sværd. Han var saaledes endnu ikke færdig med sine forvirrede og hovedkulds trufne Forberedelser til at dæmpe det udbrudte Oprør, før de Sammensvorne samlede sig paa Slottet for at lægge sidste Haand paa deres Plan. Klingspor, Adlerkreutz og Silfversparre satte hverandre og Flere af Armeens betydningsfulde Mænd Stævne paa Slottet, hvor de indfandt sig om Formidddagen den 13de Marts for at overtale, eller i Nødstilfælde med Magt at tvinge Kongen til at nedlægge en Regjering, som truede med at fremlede Rigets Opløsning og Sønderlemmelse til Fordeel for Landets Fiender, og hvis ukloge og halstarrige Færd allerede havde skilt Sverige ved en af de skjønneste og frugtbareste Provindser.

De Sammensvorne forsøgte i Begyndelsen at overtale Kongen til en frivillig Tronafsigelse, idet de forestillede ham den almindelige Misnøie, som herskede i Nationen over hans ukloge Færd, saavelsom de farlige Følger for hans Liv og for hans Families Velfærd, om han ved sin Flugt fra Stockholm beredte 30indvortes blodige Krigsbevægelser. Men Gustav Adolph var ikke den Mand som aabnede sit Øre for Forestillinger af den Art. Han trak Sværdet mod Oprørets Hovedmand, og kaldte med høie Skrig de Huusdrabantere, som befandt sig i Nærheden, til sin Hjælp. Nogle af de Nærmeste blandt disse stimlede ogsaa virkelig til, spændte den tillaasede Dør ind og gjorde Mine til at befrie Kongen af Oprørernes Hænder. Adlerkreutz’s Forestillinger og Forsikkringen om, at hvad der skede var til Landets Bedste, og til Kongens og hans Families egen Frelse, bragte dem imidlertid til Rolighed, og den lille Hob af slet bevæbnede kongelige Huusdrabantere formaaede lidet mod den tilstimlende Mængde af Krigsmænd, som vare deelagtiggjorte Planen, og havde faaet hver sin Rolle i Udførelsen. Kongen blev saaledes afvæbnet og omgiven af Sammensværgelsens Ophavsmænd og troe Tilhængere. Imidlertid fandt han Leilighed til at bemægtige sig en af de Tilstedeværendes Værge – det være nu, at han enten ved et raskt Greb fik dette i sin Haand, eller at Officeren kun svagt Modsatte sig Kongens Hensigt – og det lykkedes ham at undløbe den ham bevogtende Omgivelse. Gjennem Løngange, som vare ham bedre end Nogen af hans Forfølgere bekjendte, styrtede han ned af Slotstrapperne, i det Haab at kunne naae Hovedvagten, og ved at kaste sig i dens Arme bevirke en Modstand mod sine Forfølgere. Dersom det havde lykkes ham at naae dette Maal, kunde let de meest blodige Scener være bleven fremledte; thi Folkets Hengivenhed for en gammel Kongestamme og Agtelse for dens Hellighed omgiver Majestæten med et stærkt Bolværk, naar den stedes i Fare og Forfølglse, og bortfjærner roligere Betragtninger over hvad der tjener til Fædrelandets Gavn. Men en af de Sammensvorne, Hofjægermester Greiff, en modig 31og kjæmpestærk Mand, ilede til den Udgang, hvorigjennem han formedede Kongen vilde undslippe, og da han der virkeligen mødte ham, lykkedes det ham, dog ei uden selv at blive saaret, at afvæbne Kongen og bære ham tilbage til sine Værelser, hvortil de øvrige tililende Sammensvorne vare ham behjælpelige. Men nu var Kongens Kraft brudt; afmægtig blev han baaren op i et af Slottets Gemakker, og kun ved stærke Brækninger befriedes han fra en Besvimelse. Efter denne voldsomme Scene blev han omgiven af en stærkere Vagt, og under en Sammenstimlen af flere uvedkommende Personer blev den svage Konge udsat for en Behandling, som ikke var den høie Stilling hvorpaa han endnu stod værdig. Hofkantsler Zibets Ankomst gjorde dog en Ende paa denne Forhaanelse, som spillede i den franske Revolutions Farve i dens rædsomme Periode. Denne aandsstærke Mand, der paa den ene Side ikke hørte til de Sammensvornes Parti, og paa den anden Side havde forgjæves søgt at bevæge Kongen til kloge Beslutninger i sit politiske Forhold, gjorde Kongens Farbroder, Hertugen af Sædermanland, opmærksom paa dette usømmelige Væsen med Kongens Person, og nu bortjoges alle uvedkommende Tilskuere fra Kongens Nærværelse, og et anstændigere Forhold iagttoges derefter.I Handlingar rørande Sveriges Historia 3die Deel findes flere Beretninger om denne Revolution saasom: «Beretning om Revolutionen i Stockholm 13de Marts 1809 af en Anonym; Adlersparres Beretning til en fraværende Ven; Hofjægermester Greiffs Beretning om Gustav Adolphs Arrestering ved Regimentforandringen den 13de Marts Formiddag; General Silfversparres Beretning om det Sandfærdige ved K. Gustav Adolphs Arrestering o.s.v., samt Silfversparres Samtale med Kongen under Flytningen til Gripsholm. Af disse Beretninger er ovenstaaende Fremstilling taget, og Silversparres og Ehrenheims Beretninger findes Fuldstændige i 3die Bilag a og b, fordi disse ere givne af Mænd, som havde forskjellige Anskuelser af Sagen. Der er iøvrigt megen Overeensstemmelse mellem de forskjellige Beretninger som Bekræftelse paa den historiske Sandhed. Begivenheden i sin Detail er maaskee ei af stor Vigtighed for os, men efter 1809 angaaer Sveriges Skjebne Norge i høi Grad, især med Hensyn til Tronforandringen.

En af de Sammensvornes første Handlinger, efterat have bemægtiget sig Kongens Person, var at anmode Hertugen af 32Sædermanland, Carl, om at overtage Regjeringen, for hvilken nu ingen Formand var. Denne Olding havde før, som den afsatte konges Formynder, forestaaet Regjeringen, havde udmærket sig som Søhelt, og han besad saaledes en vis Grad af Nationens Tillid. For at undgaae Anarkiets Farer og Rædsler, og dæmpe enhver Bevægelse til den afsatte Konges Fordeel, maatte et nyt Overhoved midlertidigen indtil en Rigsdags Sammenkaldelse vælges, og der var for Tiden intet andet Valg at gjøre. Efter nogen Betænkning lovede Carl at overtage Rigets Styrelse indtil Rigsdagen, som blev at sammenkalde i Anledning af den stedfundne Catastrophe, havde taget sin Bestemmelse paa Nationens Vegne. Regjeringsforandringen proclameredes derefter ved en Herold. Efter den stormfulde Formiddags-Scene vendte Rolighed tilbage i Hovedstaden, og de Sammensvorne kunde fredeligen fuldende Revolutionsværket.I 4de Bilag Findes Brev fra Adlerkreutz til Adlersparre, som underretter denne om Revolutionens rolige Udfald.

Den fangne Konge fandt sig snart i sin Skjebne, og ligesom ingen svensk Mand løftede Sværdet for at forsvare hans Rettigheder, gjorde han selv ingen Mine til at gjenvinde det forlorne Scepter. Natten efter Arresten blev han under en ubetydelig 33militair Escorte, og omringet af Revolutionens vigtigste Ophavsmænd, ført til Drotningholm. Efter et kort Ophold førtes han derfra til Gripsholm, en henfaren Konges langvarige Fængselssted, og først der tillodes det ham at samles med sin Dronning, som i sin nærværende Stilling ingen bedre Skjebne ønskede end at dele sin detroniserede Mands Fængsel. Her trøstede han sig med religiøse Betragtninger, og yttrede for Adlerkreutz, der var Chef for den Vagt, som bevogtede Kongen og havde forstaaet at vinde hans Yndest, at han havde isinde at tilbyde Rigsdagen sin frivillige Tronafsigelse til Fordeel for sin ældste Søn. Men dermed vare de Mænd, som havde fremledet Revolutionen, ikke tilfredse. De forlangte den hele Kongefamilies Udelukkelse fra Tronen, og kun et saadant Forslag fra Kongens Side vilde Adlerkreutz modtage for at forelægge Rigsdagen samme. Virkeligen lod Kongen sig overtale til at udstede et saadant Abdicationsdocument, og efter flere forandrede Udkast og flere Udbrud af hans heftige Lune, forfattede han selv et, som antoges gyldigt af Adlerkreutz og af ham befordredes til rette Sted.Gustav Adolphs Frasigelses-Act lød som følger: / «Vi Gustav Adolph, Sveriges Konge, de Gothers og Venders o.s.v. Hertug til Slesvig, Holsteen o.s.v. gjøre vitterlig: / «Efterat Vi i Dag for 17 Aar siden vare blevne udraabte til Konge, og med blødende Hjerte arvede en ømt elsket og høit agtet Faders blodige Trone, har det stedse været Vort Forsæt at befordre dette ældgamle Riges sande Vel og Ære, der ere uadskillelige fra et frit og selvstændigt Folks Lykke. Da Vi nu ikke mere kunne efter Vort redelige Forsæt fortfare i dette Vort kongelige Kald, eller paa en Os og vore Undersaattere værdig Maade befordre Rolighed og selskabelig Orden i dette Rige, saa ansee vi det for en hellig Pligt at frasige Os dette Vort kongelige Embede. Hvilket Vi herved frit og utvunget gjøre for at kunne tilbringe Vore øvrige Dage til Guds Ære. Derhos ønske Vi alle Vore troe Undersaattere den Allerhøiestes Naade og Velsignelse til en lykkelig Fremtid for dem og Efterkommere. Ja frygter Gud og ærer Kongen! / Til større Vished have Vi dette med egen Haand forfattet og undertegnet og med Vor kongelige Haand bekræftet. / Gripsholm, den 29de Marts, Aar efter vor Herre og Frelsers Jesu Christi Fødsel 1809. / Gustav Adolph.» / Den 29de Mai 1809 fulgte derefter Rigsstændernes Opsisigelses-Act, som blev Gustav Adolph tilstillet til Gripsholm. Efterat Grundene til Opsigelsen vare anførte endte denne saaledes: «Vi opsige herved vor Konge og Herre Gustav den IVde o.s.v. al undersaatlig Troskab og Lydighed og erklære saavel ham som hans Brystarvinger, saavel fødte som ufødte, afsat fra den svenske Krone og Regjering nu og for evige Tider. Til større Vished for at vi alt ovenstaaende have vedtaget og besluttet, have vi samtlige det svenske Riges Drost, Marskalk og Stænder dette underskrevet og beseglet. Hvilket skede i Stockholm den 10de Dag i Mai Maaned i det Attenhundrede og Niende Aar efter vor Frelsers Jesu Christi Fødsel.

34Dronningen synes ikke at have taget nogen Deel i disse Underhandlinger, eller at have gjort noget Skridt for at bevare Sønnen sin Arveret, eller sig selv et længere Ophold i Sverige og Deeltagelse i Regjeringen. Hendes Ønske var kun at dele sin ulykkelige Mands Skjebne, og i hans Selskab at formilde hans sørgelige Fangenskab. Gustav Adolph havde hidtil levet et lykkeligt Familieliv, og omendskjønt Dronningen havde maattet bære Følgerne af hans heftige Sind og hans Luner, saa havde han dog viist sig som en tro og hengiven Ægtemand, og hans Kjærlighed til Familielivet bortfjærnede ham stundom meer end tilbørligt fra Regjeringssyslernes Røgt. Mindre glade Dage vare Dronningen senere hen forbeholdne under det kongelige 35Pars landflygtigheds Tilstand; men den nærmere Udvikling heraf tilhører ei disse Blade. Dronningen forlod Sverige elsket og agtet af Mængden, og deelte ingenlunde den til Had grændsende Ringeagt, som lagdes paa den bortvandrende afsatte Konges Skuldre. I Aarets mørkeste Dage 1809 førtes Gustav Adolph med sin Familie ud af Riget i al Stilhed over til Pommern, og for Sverige var han efter den Dag som udslettet iblandt de Levendes Tal.

Iblandt de falske Rygter, som vare satte i Omløb om denne ulykkelige Konge, mod hvem der reistes noksom retfærdige Klager, var ogsaa det, at han havde understukket en Deel af det engelske Guld, der tilflød Sverige som Subsidier, for at berede sig en uafhængig Stilling paa en tilsigtet Flugt til England. Der gives ikke mindste Spor til at saadan Plan var lagt, og efter den nøieste Opgave af hans Formue kunde den ikke bringes høiere end til 600,000 Rdlr. Banko, hvilket var en mindre Sum end den, som hans Fader efterlod ham. Vi have ovenfor seet, at Ødselhed ikke kunde lægges ham til Last. Hans Formue fortæredes snart i Udlandet, eller den formindskedes formedelst mangehaande Omstændigheder, og han kom siden i trange Kaar, da hans Appanage blev tilbageholdt. Da han senere hen, under sit antagne Navn Gustavson, lod i Aaret 1821 lægge paa det norske Storthings Bord en Ansøgning om at blive naturaliseret som norsk Borger, angav han sin Formue til omtrent 30,000 Rdlr. Banco.

Om Stedet, hvorhen den afsatte Konge skulde Forvises, var der adskillige Tvivlsmaal. Til hans trofaste Allierede, England, kunde det ikke tilandes ham at flytte sin Stav, da derved gaves denne erklærede endnu ikke ydmygede Fiende af det nu Herskende politiske System i Europa alt for Store Midler 36ihænde til en ubeleilig Indblanding i Fastlandets Anliggender.Nogle Forsøg, som Gustav Adolph senere hen gjorde paa at gaae over til England med Skibsleilighed, hindredes af svenske Emissarier, som det var paalagt at holde Øie med hans Foretagender. Danmark og Nord-Tydskland vare ogsaa for nær den Trone, hvorfra han var nedstødt, og hans fiendtlige Sindelag mod det første Land tillod ham desuden ei der at vælge sit Ophold. Endnu mindre kunde Frankrige anvises ham som Opholdsted, da den politiske Grille, der grændsede til Afsindighed, som havde gjort ham i sine egne Øine til det faldne Dynastis afmægtige Forsvarer mod den nye franske Regjering, maatte gjøre ham enhver Forbindelse med Keiser Napoleon forhadt. Saaledes valgte han Schweitz, saa mange Flygtningers og omvandrende Stormænds Tilflugt, til sin Residents. I sit Exil trøstede han sig fremdeles med religiøse Sværmerier, og i denne Stemning lagde han endog Planen til en Reise til det forjættede Land, som han dog opgav i et af de underlige Luner, der ofte ledede denne besynderlige Mands Handlinger. Nordens Opmærksomhed bortvendtes snart fra hans Personlighed; thi han efterlod sig i Sverige kun faa deeltagende Venner, ikke engang nogen høi Grad af Medlidenhed med hans ulykkelige Skjebne, og det nye Dynasti i Sverige havde saaledes lidet at frygte af den bortviiste og snart glemte Konges Bestræbelser for at hæve sig eller sin Søn paa Tronen, ligesom han og syntes i Udlandet ikke dertil at have sat sin Hu, endskjønt han nærmede sig Fosterlandet ved en paafølgende Forandring i det svenske Dynasti.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.