Tredivte Capitel

I Danmark havde imidlertid Stillingen taget en krigersk Vending. Danmarks Konge havde endnu ikke tabt Haabet om 311at bevare Rigernes Heelhed under Napoleons Beskyttelse. I Foraaret havde Lykken, som ovenfor fortalt, igjen smilet til Frankriges Keiser; de russiske og preussiske Hære vare blevne slagne af Napoleon selv, hvis Armee bestod mestendeels af unge Rekruter; hine maatte vige, og derpaa fulgte en Vaabenstilstand. – Carl Johans første Skridt paa Fastlandet opvakte i det nordlige Tydskland for et Øieblik Mistillid til hans alvorlige Udførelse af de efter Overeenskomst med Rusland og Preussen lagte Planer. Han overlod Hamburg, som igjen besattes af de Franske, aldeles til sin Skjebne, og kaldte ikke alene de 2400 Mand, som den svenske General Döbeln havde sendt Hamburg til Undsætning, tilbage, men lod sætte en Krigsret over Döbeln, der dømte ham fra Livet, endskjønt Dommen formildedes til en kort Arrest. Den kloge Overgeneral vilde ikke indlade sig i nogen Diversion fra den store Plan, som var lagt til Napoleons Undergang. Han holdt saaledes sin Nordarmee, som bestod af 30,000 Svensker, og forøvrigt Preussere og Russere, og udgjorde omtrent 80,000 Mand, samlet, ændsede ikke Nordtydsklands Skrig eller Hamburgs Jammer, og gjorde langsomme men sikkre Skridt til at formere den Cirkel, der skulde indeslutte Napoleons Hær, og trykke de Masser af den franske Hovedhær tilbage, som søgte at vinde en fast Basis for Napoleons Hovedoperationer. Da imidlertid Vaabenstilstanden ikke ledede til Fred, og fast hele Tydskland glædede af Vaabenlyst og Attraa efter at afkaste Napoleons Aag, og da Østerriges Mægling til Fred Intet formaaede, traadte Carl Johan sammen med de kongelige og keiserlige Personer i Trachenberg i Schlesien, for at aftale den Plan, som skulde følges, naar Krigen paany skulde begynde sit blodige Spil. Der mødte Carl Johan ikke som Sveriges Kronprinds, men som 312Overgeneral, der i Krigsraadet gav sin Stemme, og den erfarne og prøvede Generals Mening havde visseligen sin Vægt, ligesom den afgjørende bidrog til Krigens Fornyelse. Hans Afstedshilsen til denne ophøiede Forsamling vare de omineuse Ord: «Vi sees igjen ved Leipzig.» – Vaabenstilstanden, som paa begge Sider syntes kun at være bleven sluttet for at vinde Tid til med fornyede Kræfter at fortsætte Krigen, opsagdes, og den blodige Kamp begyndte igjen. Østerrige forandrede nu ogsaa sin Neutralitet til en aabenbar Krigserklæring, og store Krigermasser væltede frem fra Østerrige, Rusland og Preussen mod det franske Hovedqvarteer i Dresden. Imidlertid var Lykken endnu ikke ved Krigens Fornyelse de Allierede gunstig. Slaget ved Dresden faldt ud til de Franskes Fordeel. Store Masser af de Forbundnes Hære, især Østerrigere, faldt i de Franskes Hænder, og Valpladsen var bedækket med Døde. Der satte og Moreau Livet til.

Under saadanne Omstændigheder, og da alle Danmarks Forsøg paa en fredelig Nærmelse til de Allierede vare uheldige, fordi Frederik den VIte ingenlunde vilde beqvemme sig til de forenede Rigers Skilsmisse eller Norges Sønderlemmelse, som var den ubetingede Basis for Freden, sluttede Danmark sig nøiere til Frankrige og ventede at forsvare det gamle Forbund under Napoleons seierrige Fane. I den Anledning blev i Kjøbenhavn under 3die Septbr. udstedt en Declaration, som indeholdt de Grunde, der nødte Danmark til at følge sin nærværende PolitikSee Bilag 23. og til at erklære Sverige Krig. Erklæringen igjennemgaaer vidtløftigen alle de Beviser, som Sverige havde givet paa et fiendtligt Sindelag ved en uforskyldt 313fiendtlig Fremgangsmaade mod Danmark. Og Beviserne kunde i Sandhed ikke være vanskelige at finde, da Sverige ingen anden Grund havde til sit fiendtlige Forhold mod Danmark midt i Freden, end den Plan at løsrive Norge fra sin gamle Forbindelse og forene det med Sverige.

Men neppe havde Danmarks Konge gjort sin Skjebne aldeles afhængig af den franske Keisers, og erklæret hans Fiender Krig, før Krigslykken vendte sig afgjørende fra Napoleon til de Allierede. Slaget ved Dresden var den sidste Seier, som Napoleon vandt i Tydskland over sine Fiender, og fra den Dag blev hans Stilling alt meer og mere betænkelig. De forskjellige Corps, som han havde opstillet deels sønden deels norden for sit Hovedqvarteer, bleve slagne, opløste og tildeels fangne. Den kjække, men i Tydskland forhadte General Vandamme blev med sit Corps gjort til Fange i den bøhmiske Bjergkjedel sønden for Dresden, og Generalen selv blev som Fange sendt til Moskau.Hvor Rostopschin anviiste ham et Værelse i Kreml, som havde Udsigt til den afbrndte By. Under Carl Johans Anførsel bleve tvende Slag vundne mod Marskallerne Oudinot og Ney ved Großbeeren og Dennewitz. I disse for begge Parter blodige Slag var det betydeligste Tab paa de Franskes Side. Berlin blev befriet, og de franske Hære tabte den fordeelagtige Operationslinie, som de i Nordtydskland havde indtaget.

Disse vundne Seire vare imidlertid ublodige for de svenske Tropper, der lidet toge Deel i disse tvende Slag, og Seiersdagenes Held og Hæder tilhørte det preussiske Mod, forenet med Overgeneralens Dygtighed og kloge Dispositioner. Carl Johan havde sparet sine svenske Tropper, og efter flere Maaneders Felttog talte han næsten den hele Skare af Krigsmænd, 314som han havde ført over fra Sverige til Tydskland. Deraf opstod de tydske Hærføreres Miskjendelse og Misnøie med den svenske Overgenerals Fremfærd, og selv en Murren i den svenske Armee, som Intet bedre ønskede end at maale sig med Fienden, og dele Seirens Priis med sine Vaabenfrænder. Men Carl Johan havde vel Aarsag til at skaane sin svenske Afdeling. Han vidste, at den ikke let igjen kunde gjøres fuldtallig, dersom den opreves under Krigsskjebnens Omvexlinger; thi den i Sverige tilbageblevne Deel af den svenske Krigsstyrke kunde behøves mod en Fiende, som Sverige der havde fremkaldt. Den svenske Statskasses slette Tilstand tillod ikke at reise en ny Krigsmagt, naar de engelske Subsidier udebleve, og disse vare udtømte paa den Udrustning, som allerede var skeet. Men især havde Carl Johan sit Øie stadigen henvendt paa den Hovedgrund, der havde bestemt ham til at slutte sig til de Allieredes Sag, nemlig Norges Forening med Sverige. Han vidste at, efterat Finland var tabt, stod Sveriges Hu til denne Forening, som længe før hans Ankomst til Sverige var forberedt, og hans Attraa efter at opfylde dette Sveriges National-Ønske maatte forøges, efter at Leiligheden til at vinde Finland tilbage nu var aldeles tabt. Ulmede der i Sverige nogen Misnøie – hvilket dog, som ovenfor yttret neppe fandt Sted i den Grad som er paastaaet – over at denne Leilighed til at gjenvinde en dyrebar Provinds, under Ruslands betænkelige Stilling i 1812 ikke var benyttet, saa maatte denne aldeles dæmpes ved den skandinaviske Halvøes Forening. Carl Johan behøvede saaledes sine svenske Tropper, ikke alene for at bidrage til at undertvinge Napoleon, men for at sikkre sig Prisen for sin Deeltagelse. Under den Masse af Tropper, som stimlede sammen for at fælde Napoleon, maatte Carl Johans Perjon, 315hans Raad og Veiledning som Overgeneral være langt vigtigere end den lille Skare af svenske Krigere. Sveriges Kronprinds maatte vente, at Danmark anstrengede sin sidste Kraft for at forhindre de nordiske Rigers Søndersplittelse, og den franske Krigsmagt ved Hamburg var, endskjønt svækket, endnu i Stand til alvorlig Modstand. Hvor stort Haab Carl Johan endog som Feldtherre kunde have om et heldigt Udfald af den til Napoleons Ødelæggelse lagte Krigsplan, saa maatte dog denne store Mands Vaabenfælle, der havde været Vidne til det Feldtherretalent, den Klogskab og det Held, hvormed han havde udredet sig af saa mange vanskelige Stillinger, ikke være aldeles sikker i sin Sag, – han maatte være forberedt paa en langvarig og blodig Kamp. Saaledes kunde Carl Johan lægge sine Planer saa, at han ikke alene traf det rette Punct til at tage sin Deel af Seirens Priis, men og give sin Hær den Stilling, og saa længe udsætte med at føre den i Ilden, at Seiren kunde vindes uden nogen stor Udgydelse af svensk Blod. Seiren ved Grossbeeren, Dennewitz og Leipzig vandtes ved Preussernes og deres Allieredes Blod, og dermed blandede sig kun lidet af de Svenskes, men Carls Johans Aand og Feldtherretalent fremledede tildeels disse Dages heldige Resultat.

Imidlertid lykkedes det vel de Allierede i Sommerens Løb deelviis at slaae de franske Hære, men ei at opløse og søndersplitte dem. De dygtige og kjække franske Generaler samlede snart igjen sine Skarer, som havde været nødte til at vige for Fiendens Overmagt, og de beredte sig til at understøtte den franske Hovedarmee, der rykkede ud af sin farlige Stilling ved Dresden for at levere de talrige forenede russiske, preussiske og østerrigske Hære et afgjørende Slag. Thi omsider var den Eenhed i de krigførende Magters Operationer, og den Enighed 316imellem Fyrsterne selv bleven tilveiebragt, som forgjæves under den franske Revolutionskrig, og siden under Krigen med Napoleon, var bleven søgt. Alle Splidens og Mistillidens Elementer opløstes under det fælles store Øiemed, at afryste Frankriges Aag, gjenvinde tabte Provindser og paa ny tilkjæmpe sig den Stilling og Stemme i Europas Anliggender, som var tabt eller svækket i de franske Krige. Med sikkre Skridt og med fuldkommen Overensstemmelse mellem de allierede Magters Generaler, hvis Planer om ikke lededes dog umiddelbart bifaldtes af Majestæterne selv, der ledsagede sine Hære, samlede de tre store Magters Krigsskarer sig i en Kredslinie om den franske ved Dresden indsluttede Hær, og fulgte denne, efterat Napoleon havde skaffet sig Luft, til en meer aaben Valplads paa Sletterne ved Leipzig. Thi Napoleon havde besluttet – en Beslutning som stærkt er bleven dadlet af den strategiske Kritik – endnu engang at prøve sin Seierslykke førend han forlod det tydske Rige, hvis Kræfter saa ofte havde maattet tjene til at forøge hans Storhed, men hvis Krigere uvilligen fulgte hans Faner efter de Nederlag, som de havde lidt paa fjærne Valpladse og i en dem uvedkommende Sag. Napoleon havde atter ladet Leiligheden gaae forbi til at slutte Fred, og afviist sin Svigerfaders, som det syntes, alvorlige Attraa efter at bringe en almindelig Fred i Stand paa Congressen i Prag. Vant til at være Voldgiftsmand i det europæiske Fastlands Anliggender vilde han ikke indskrænke sig til at regjere Frankrige i sine naturlige Grændser, og Tydsklands Guld var vigtigt for Napoleons Finantser, hvis Udgifts-Budget vilde haardt trykke Frankrige, naar fremmede Tilløb standsede.

Men Napoleon imødegik ikke alene en mægtig Hær, samlet af Østerriges, Preussens, Ruslands og Sveriges bedste 317Kræfter, under Generaler, der med en Krigshistorien ubekjendt Enighed i fælles Krigsoperationer sammensmeltede den ueensartede men umaadelige Kraft mod den fælles Fiende, men han havde ogsaa store Uheld at overvinde i sin egen Hær i dens forskjellige Afdelinger, formedelst Lunkenhed for Frankriges Sag og Frafald af store i hans Hær opstillede Krigerrækker. Bayern, der hidtil havde sendt saa mange Skarer til de franske Hære, og endnu i dette Aars Feldttog havde kraftigen maattet understøtte Napoleons Angrebsplaner, var allerede før begyndt at vakle i sin Troskab, og ilede nu, da Østerrige havde erklæret sig mod Frankrige, og Napoleons Stilling ved Dresden blev alt mere betænkelig, at forene sine Faner med de Allieredes. I Begyndelsen af October, endnu før Slaget ved Leipzig, sluttede Bayern en Forening med Østerrige, hvorved det garanteredes sin nærværende Territorial-Grændse, og derimod forpligtede sig til at træde alvorligen i Skranken mod Napoleon. Det var høie Tid for Bayern at skifte Parti, for ei at henrives med Napoleon i den Undergang, som allerede med Rimelighed kunde forudsees, og Bayern, som den mægtigste blandt Rhinforbundets Stater, var et saa stort Exempel for Forbundets øvrige Medlemmer, at det vel var den Opofrelse værd at sikkre det sine nærværende Besiddelser. Saaledes blev en bayersk General, Ærede, udnævnt som Anfører for en Reserve-Armee, der skulde opstilles i Napoleons Ryg, naar han trykkedes tilbage til Frankriges Grændse.

Den sachsiske Konge blev, deels formedelst sin med en vis Religiøsitet bevarede Troskab mod indgangne Forbund, deels formedelst sin store Tillid til Napoleons Talent og Held, trofast indtil Enden i det politiske Parti, han havde valgt; men det sachsiske Folk og den sachsiske Hær henreves af den almindelige 318Gjæring i Tydskland, der sigtede til at forjage Franskmændene fra dets Grændser. Endnu i Sommerens Løb havde den sachsiske General Thilemann forladt den sachsiske Hær-Afdeling og taget Tjeneste i den russiske Hær. Længe søgte han at bevare en af Landets vigtigste Fæstninger, Torgau, som en Støtte for Sachsen under et muligt Brud med Frankrige, og da han efter sin Konges Befaling maatte overgive denne til de Franske, forlod han den sachsiske Tjeneste. Men det var under Leipziger-Slaget selv, at den sachsiske Armees Overtræden i Fiendernes Rækker bidrog mærkeligen til at afgjøre Dagens Skjebne. I Napoleons egen Generalstab svigtede Enkeltes Troskab, og deriblandt Schweitzeren Jomini, som allerede tilforn forgjæves havde søgt sin Afsked fra fransk Tjeneste.

Fra det nordlige Tydskland rykkede Carl Johan med sine Skarer til Leipzig, og løste saaledes det Løfte, som han i Trachenberg havde givet sine høie Allierede at møde dem paa Leipziger-Slette. De Slag, som han havde leveret de Franske indenfor sin Operationslinie, havde vist nok formindsket hans tydske Rækker, men de vare igjen blevne udfyldte med nye Forstærkninger, og han kunde mod Slagets sidste Udvikling opstille en Armee paa den blodige Valplads, der ikke uvæsentligen bidrog til at afgjøre det store Slags Skjebne. Omringet saaledes af en overlegen Fiende sloges Napoleon fra den 14de til den 18de October paa Sletten ved Leipzig, men maatte omsider vige for Overmagten. Beskrivelsen af dette blodige Slag, der afgjorde Europas Skjebne i en lang Fremtid, Napoleons Flugt og de dermed forbundne Begivenheder, vil Læseren finde fuldstændigen hos andre historiske Forfattere. Vi henvende os til hvad der imidlertid skede i Norden.

319Det var Danmarks ulykkelige Skjebne paa den Tid, at vælge den uheldigste Politik i Begivenhedernes meest afgjørende Øieblik, og saaledes udstedtes dets Krigs-Erklæring mod Rusland og Preussen faa Dage efter Slaget ved Leipzig, og førend endnu det for Napoleon uheldige Udfald deraf kunde være det danske Hof bekjendt. Den danske Konge lod det visseligen ikke mangle paa Forsøg paa at afværge de truende Farer. Historien har meer at anklage den Uretfærdighed og Voldsomhed, hvormed Venner og Fiender rasede mod denne svage Stat, som iagttog den strengeste Neutralitet, og samvittighedsfuldt opfyldte alle indgangne Forbund og Fredsforbindelser, end den danske Regjerings Uklogskab eller Mangel paa Opmærksomhed paa det nordlige Europas Stilling. Denne Danmarks redelige Færd, og aabenbare Attraa efter at vende tilbage til en lykkelig Freds- og Neutralitetstilstand, kunde ikke redde den dansk-norske Stats Heelhed. Opløsningen af det gamle Forbund mellem de tvende forenede nordiske Riger besluttedes af den Magt – af Rusland – for hvis Sag Danmarks og Norges Krigere havde maattet udgyde deres Blod, Staten selv paadrage sig store indvortes Lidelser og forøge sin finantsielle Nød. Midt i den dybeste Fred reiste dets Nabo, Sverige, sig mod Danmark, som dettes bittreste Fiende, – ikke for at hevne tilføiede Fornærmelser; thi Danmark havde siden Freden i Jønkøping ikke gjort et fiendtligt Skridt mod sin Nabo, men stiltiende taalt hemmelige Krænkelser af Tractatens Ord med Hensyn til begge Staters Forhold til England. Det danske Hof havde i denne Henseende forandret sine diplomatiske Forhold, og sat sig ind saavel i Sveriges Stilling til England, der havde Skinnet af Fiendskab, medens den fredeligste Forbindelse i Virkeligheden bevaredes, som i Nødvendigheden af en Forandring i sin egen fiendtlige 320Færd mod England, for at aabne Norges Handel en nødvendig Udflugt. Danmark havde saaledes visseligen ikke givet Anledning til den Krig, som nu beredtes af det store Forbund. Men det var bestemt i den store Alliance, at en vigtig Deel af de danske Stater skulde være Kjøbesummen for Sveriges Medvirkning til Napoleons Undergang – en Medvirkning, der ei alene var vigtig under dets østlige Naboes vaandefulde Krigstilstand, men formedelst dets Tilskud af Tropper, og fornemmeligen den Generals Personlighed, der skulde anføre dem. Derhos besmykkedes denne Danmark uforskyldt paaførte Krig deels med de svageste Grunde, deels skjultes Grundenes Svaghed under de mægtigste Staters Taushed. Efter Slaget ved Leipzig og i det Øieblik da Danmark, med mere Sandhed end Klogskab, havde i offentlige Erklæringer forklaret sine Grunde til fiendtlige Forholdsregler mod Rusland og Preussen, stod Danmark saa godt som ene paa den nordiske Valplads mod en Skare af de mægtigste Fiender. Napoleon, til hvem det nyligen havde sluttet sig ved det nøieste Beskyttelses-Forbund, havde paa Leipzigs Sletter tabt Prisen for alle sine Seiervindinger, og maatte som Flygtning ile tilbage til Frankrige med et Fragment af sin store Armee, lykkelig om han kunde bevare Frankriges Grændser, og uden Haab om nogensinde at faae den afgjørende Stemme i Europas Anliggender, som han havde tabt. Kun Davoust var tilbage i Hamborg med en Hærafdeling, som langt fra var de talrige Fiender der omringede ham voxen, og denne Generals eneste Attraa var at redde sine Krigere for sin slagne og forfulgte Keiser, ubekymret om hvorledes det gik Frankriges svage Allierede i Norden, hvis Skjebne glemtes under den store Kamp paa Liv og Død, og som Napoleon ikke mere kunde yde den ringeste Beskyttelse.

321Under disse Omstændigheder væltede store Skarer af Fiender frem imod Danmark og truede at oversvømme dets frugtbareste Provindser, medens det kun havde en liden Hær at sætte imod den store Overmagt, og dets Finantser vare i den allerbedrøveligste Forfatning. Danmark endte denne ulykkelige Krig under Forhold, som vare omvendte mod dem, hvorunder den begyndte. Den Gang stod den Armee i Holsteen, som skulde bruges i Sjælland, nu stod en stor Deel af den Krigsmagt i Sjælland, som skulde bruges i Holsteen. Men om hele Danmarks og Norges Krigsmagt havde været samlet ved Porten af Danmarks Grændser, saa vilde den ikke have kunnet modstaae de Hærmasser, som mylrede frem mod de danske Stater, berusede af Seier over den mægtige Keiser. Der kunde ikke være Spørgsmaal om Udfaldet, kun om at redde Æren, og dansk Blod skulde atter, unyttig med Hensyn til Resultatet, offres paa dennes Alter. Senere Blade ville vise, hvorlunde Gaaden løstes.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.