Eetogtredivte Capitel

Norge befandt sig imidlertid vel umiddelbart udenfor Krigens Rædsler; men det kjæmpede for Øvrigt med haarde Lidelser. Følgerne af det afvigte Aars Misvæxt havde viist sig saa meget uheldigere, som Farten paa England i denne Sommer var meget indskrænket, og Kornfarten imellem Danmark og Norge, under de engelske Krydseres Aarvaagenhed og de Svenskes hemmelige Forfølgelser, var omgiven med store Farer. Til Gothenborg vare flere med Kornlicencer forsynede norske Fartøier indbragte af engelske Krydsere, men da disse af Admiralitetsretten i London bleve frikjendte, nægtede Landshøvdingen 322at lade dem afgaae under intetsigende Paaskud. Det var aabenbart, at det svenske Cabinet forberedede Udførelsen af dets politiske Planer med Hensyn til Norge ved at vanskeliggjøre dets Providering, eller i det mindste lade denne blive en Følge af dets vilkaarlige ædelmod. Danmark havde desuden, som ovenfor viist, ingen Overflod af Kornvarer. Til at udholde disse Lidelser var imidlertid en stor Deel af Nationen styrket ved Udbyttet af Licence-Farten, der nyligen havde fyldt Udskibernes Kasse, og som, endskjønt i dette Aar besværet med store Hindringer, endnu ikke var aldeles ophævet. Den Velstand, som derved udbredtes paa enkelte Hænder, kom ogsaa de ringere Stænder tilgode, og selv Pengeforværringen bidrog til at forbedre disses Stilling. Den almindeligen udbredte Ringeagt for det circulerende Papir, hvis Værd dagligen sank, gav Anledning til store og hurtige Omsætninger, og til et fortsat Omløb af et Nummerair, som intetsteds lagdes paa Kistebunden. Naar en Pengesum var indløben i Kasse, studeredes der paa at sætte den i en ny Bevægelse, da Eierne den følgende Dag maatte vente en mindre Værdi for den end den foregaaende. Der skede saaledes idelige Kjøb af Ejendomme, Bygninger af alle Slags opførtes og repareredes, alskens Arbejdere holdtes i idelig Bevægelse, og selv Landmanden benyttede øieblikket til at foretage Grundforbedringer ved Hjælp af det i Overflod circulerende Papir. Dertil sattes især den Landmand i Stand, der eiede Jordegods af nogen Betydenhed, hvis Producter han med Sine ikke kunde fortære, men kunde bringe en Deel deraf til Torvs. Thi Aaret 1813 var et af Landets frugtbare, og Korn og Fødemidler stode formedelst udvortes politiske Omstændigheder og en besværet Tilførsel i høi Priis. Men stedse blev der en ulykkelig Skare tilbage i de høiere og lavere Classer 323af Borgere, der ikke inddroges i den store Virksomheds Kreds, og som sukkede under Mangel paa Brødkorn, og under Savn af Livets første Fornødenheder. En anden Deel af Landets virksomme Borgere forlededes ved Pengenes sunkne Værd til Kjøb og Omsætninger, som i Tidens Løb undergrove deres borgerlige Velfærd. Øieblikkets Fordele af Pengeforværringen vare flygtige og forbigaaende; fordærvelige Følger lagde sig ofte ved deres Rod, og den falske Velstandskilde naaede ikke engang alle Borgerclasser paa den Tid den randt; men den Forvirring, som fulgte derpaa, da det Onde skulde afhjælpes, var langvarig, nedbrød Velstanden paa flere Steder, og bragte Forvirring i alle borgerlige Forhold.

Imidlertid formørkedes Udsigten til Fremtiden formedelst den sig alt meer og meer nærmende Krig, og Statskassens dermed forbundne Forlegenhed. Paa flere Maader søgte Regjeringen at komme Statskassen til Hjælp, deels ved at forøge Landets Skattepaalæg, deels ved at fixere Indtægterne til bestemte Værdier, som vare uafhængige af det vaklende Pengevæsen; men ingen tilstrækkelig Hjælp kunde paa denne Maade tilveiebringes; thi Landets Velstand aftog, og Handelskraften lemlæstedes alt meer og meer under trykkende Tidsomstændigheder. Under 14de October paalagdes en Afgift af 8 pCt. for eengang paa Varer, som fandtes i Forraad til Salg, til Bearbejdning, eller til en længere Tid end et Aars Forbrug «saasom – hedte det – Kongens nærværende Indtægter ikke ere tilstrækkelige til at afholde de overordentlige Udgifter, som Conjuncturerne, og især Forsvarsvæsenet, have gjort fornødne». Men Paabudet kunde ikke bringes til Udførelse, fordi de Begivenheder, som splittede Rigerne ad, nu fulgte Slag i Slag paa hverandre. Under 8de September befaledes, at alle Toldafgifter i Danmark 324og Norge skulde erlægges i rede Sølv. Men ogsaa dette Paalæg berigede ikke Statskassen synderligen, da Skibsfarten i Norge formedelst Licencefartens Ophør var saagodt som afbrudt, og desuden den Aarstid nærmede sig, da Skibene lagdes i Vinterleie, og kun de vare i Bevægelse, som vare beskjæftigede med Kornfarten. Denne maatte nu igjen paa alle Maader opmuntres, da Krigen med Sverige forøgede de fiendtlige Krydseres Antal, i det nu svenske og engelske Kapere og Orlogsfartøier kappedes om at opbringe alle norske Fartøier, som fandtes paa Havet. Fra Norge kunde saaledes ingen Indtægtskilder ventes til Berigelse for den danske Statskasse. Norges Kornforsyning krævede igjen store Offere, og maatte opmuntres paa alle Maader, naar ikke Norge skulde blive et let Bytte for Statens Fiender. Præmierne for Tilførsel af Korn bleve saaledes forøgede, og den lille Flotille af Kutterbrigger, som fandtes i norske Havne bleve satte i Bevægelse, for at beskytte Kornskibene i det mindste mod de mange svenske Kapere.

Danmark sparedes visseligen heller ikke for nye Skatter og Paalæg. Under 25de October udskreves en Mobilieskat af al rørlig Formue, som bestod af Indbo, Huusgeraad og Bohave, der skulde erlægges i Forhold til sammes Mængde og Værdi. Under 29de October paalagdes en extraordinair Kornog Fourage-Leverance af Agers- og Engs-Hartkorn i Danmark: «deels til vor Tjeneste her i Riget, og deels til vort Rige Norges Providering». Leverancen skulde bestaae af Kornvarer, Hø og Halm, og Betalingen nærmere bestemmes. Men Intet viiste mere Statens Forlegenhed for at reise de fornødne Indtægter end den offentlige Auction, som i October Maaned blev afholdt paa Kjøbenhavns Børs over Kornvarer, der først i Tidens Løb skulde leveres. Paa denne Auction opraabtes mod 325Betaling 8,000 Tønder Rug, 12,000 Tønder Byg, og 4,000 Tønder Havre, der i en vis Tid skulde komme aarligen i de Høistbydendes Hænder. Dette Parti opraabtes paa 10 og 20 Aar, og skulde endog udvides til 40 Aar. Men ikke heller heraf opfyldtes Hensigten; thi under den betænkelige Stilling, hvori den danske Stat befandt sig, var der ikke mange Liebhabere. Til saadanne Midler maatte Staten tage sin Tilflugt, da Seddelfabricationen var standset, og det kongelige Ord givet, at der ikke skulde udstedes flere Sedler end ved Forordningen om Pengevæsenet var bestemt, medens der paa den anden Side var et sørgeligt Forhold mellem Statens Indtægter og Udgifter.

Især blev den Udskrivning, som ved det norske Statholherskabs Placat af 9de October 1813 blev paalagt Agershuus og Christiansands Stifter til Armeens Brug, trykkende for mange Egne i Norge. Statholderen følte dette, og fandt derfor fornødent at indlede Forordningen ved en Opmuntring til Folket. «Nordmænds Troskab, hedte det, kan ikke rokkes ved en trædsk Fiendes Rænker; men disse nødvendiggjøre Selvforsvar, og have fremægget Krigen. Norske Mænd værne om Norge, og Hvo der ei selv fører Værge, opfylder med Glæde den Borgerpligt at forsyne disse brave Stridsmænd. Efter en med Standhaftighed overvunden Prøvetid har Forsynet velsignet Landet med Jordens bedste Afgrøde, som rigeligen forsyner dets Indvaanere indtil Bistand af Fødemidler for kommende Aar ved kraftfulde Foranstaltninger og gode Borgeres Medhjælp kan tilvejebringes. Det vilde være tilstrækkeligt i denne Tid at sige til Nordmænd: Lader ikke Eders Sønner som værge for Landet, savne Brød, – og al Mangel skulde afværges, men der bør sørges for at disse villige Anstrengelser ikke blive byrdefuldere for de nærmere end for de fjærnere Egne, hvis Beliggenhed 326dog tillader at forsyne Armeen med Laan af Kornvarer, ligesom og at denne Bistand ydes med den Lettelse, som Orden i Foranstaltningerne fra Øvrighedens Side og Omstændighederne muligens tillade». Beløbet af det Korn, som i Følge denne Placat maatte leveres til Armeen, skulde nærmere bestemmes ved Circulair-Skrivelse til de forskjellige Overøvrigheder. Det Halve skulde leveres strax, og den øvrige Halvdeel forblive i Eierens Værge, dog under den Betingelse, at den ei maatte røres indtil Brugen deraf anviistes. Som Straf for de Udeblivende eller Seendrægtige bestemtes, at der skulde leveres det dobbelte Qvantum i Tilfælde af slig Mislighed ved Leverancen. Imidlertid var det Hele kun at betragte som et Laan, der skulde tilbagebetales yderen inden 3 Maaneder efter Leverancen med en Skjeppe Overmaal, ligesom og Transportskydsen til og fra Magasinerne skulde udredes af Staten. For den frugtbare Deel af Norge, som hører til Hovedstadens Opland, havde denne Udskrivning Intet frygteligt, da Aaret havde givet en god Afgræde, og disse Egne tildeels kunne sælge Korn af den indhøstede Avl. Men paa Vestlandet var Iværksættelsen af denne Foranstaltning forbunden med store Vanskeligheder, og store Rædsler udbredtes over mange af disse Egne formedelst denne Udskrivning. Landmanden bringer der Intet Korn til Torvs, og i alle Skovegne maa han gjøre betydelige Indkjøb af Kornvarer til sin Huusholdning. Kysterne vrimle af Mennesker, der søge deres Næring ved Søen og Fiskeri; og hele Vinteren igjennem tiltrænges Korn fra Udlandet, som fast udelukkende er Vestkystens Kornkammer. Leverancen skede imidlertid ogsaa paa Vestlandet uden Knurren, i Overbeviisning om at Foranstaltningen var fornøden, for at proviantere Armeen; 327men Budet opvakte Mismod og Frygt for Fremtidens Farer blandt disse Egnes Beboere.

For end videre at opmuntre Tilførsel af Kornvarer blev under 9de October fra Statholderskabet bekjendtgjort en Præmie-Forhøielse for Indførsel af Korn, som under 13de September var besluttet af Danmarks Konge. Denne Præmie bestemtes denne Gang til Skipper og Mandskab, og udgjorde fra 13½ til 24 Rbd. pr. Commercelæst, eftersom Kornet leveredes enten søndenfjelds eller nordenfjelds, eller indførtes i en ubeskadiget eller bedærvet Tilstand. Derimod bortfaldt den Afladerne tilstaaede Indførselspræmie. Da Søen vrimlede af fiendtlige Krydsere, vilde man derved opmuntre de Søfarende til at underkaste sig de med Kornfarten forbundne Farer for Opbringelse og Arrest i fremmede Lande, medens der vare trufne andre Foranstaltninger til Bedste for Afladerne, ved at aabne dem Adgang til de offentlige Magasiner, og tilstaae dem en passende Udsættelse med Betalingen. Der fandt ogsaa Associationer Sted især paa Østlandet, som subscriberede betydelige Capitaler til Indkjøb af Kornvarer, der besørgedes deels ved Commissionairer i Danmark, deels ved Agenter, som sendtes fra Norge selv. Paa Vestlandet fandt saadanne Indkjøbs-Forbund lidet Sted, men enkelte Privatmænd vare der, af ovenfor anførte Aarsager, under hele Krigen mere virksomme med Hensyn til Landets Forsyning. Et Held for Norges Providering var det, at der endnu var betydelige Kasser i Landet, som en Følge af Licencefartens Udbytte, og det var endnu paa den Tid en almindelig Stemning i Landet, at bringe ethvert Offer for at undgaae Farer, som paany truede de tvende Rigers Forbindelse. Saa vigtig ansaaes derhos Korntilførselen paa den Tid, at der ugentligen gaves i de offentlige Tidender en Beretning 328om de Korn-Qvantiteter, som vare indførte deels for offentlig deels for privat Regning, og mestendeels overstege disse hine.

Alt som Krigens Farer nærmede sig meer og meer de forenede Riger, bleve Foranstaltningerne meer alvorlige og mangfoldige. I September Maaned udgaves en kongelig Bekjendtgjørelse angaaende Besidderne af faste Eiendomme i Danmark og Norge, som opholdt sig i Udlandet. Disse befaledes at indfinde sig i de forenede Riger inden Januar Maaned 1814, eller for vedkommende Øvrighed at indsende fyldestgjørende Forklaring om Aarsagerne til den forlængede Udeblivelse. Forsømtes dette, skulde de tilsvare det Dobbelte af alle directe Skatter og Afgifter af deres Eiendomme, som nu vare paabudne eller herefter paabødes. Faste Ejendomsbesiddere, som ved udbrydende Fjendtligheder maatte staae i fremmed Krigstjeneste og ikke ufortøvet toge Afsked fra denne, skulde taale deres Eiendomme sequestrerede.

Men især krævede den herskende Pengemangel, Pengevæsenets Forvirring og Næringsveienes Standsning Regjeringens Opmærksomhed. Norge befandt sig i en isoleret Stilling uden de fornødne Midler til at sætte sig i Forsvarsstand mod den Nabomagt, der betragtede det allerede, i Følge det store Raads Samtykke, som forenet med samme, og til at tilvejebringe de fornødne Fødemidler, medens Nordsøen var opfyldt af fiendtlige Krydsere. Det lod til at være disse Fjenders Hensigt at gjøre denne Erobring let ved et strengt igjennemført Udhungringssystem, og dette vilde bedst iværksættes, naar det lykkedes Fienden under Vinterens Løb at forhindre Korntilførsel. Faren nærmede sig alt meer og meer, og man maatte være betænkt paa at gaae den imøde. For øieblikket havde en nogenlunde god Høst bortfjærnet disse Farer, den fordeelagtige, nyligen 329ophørte Licencefart havde styrket Landets Formueskraft, og ved den tvungne Udskrivning, tillagt det Forraad, som fandtes paa de kongelige Magasiner og dagligen forøgedes, var der for Vinteren nogenlunde sørget for Armeens tarvelige Forsyning. Sveriges Hoved-Armee befandt sig under Anførsel af den svenske Kronprinds i Tydskland for at bidrage til den store Keisers Fald, og det havde hverken Penge eller Folk til med Alvor at føre Krigen i Norden, saalænge dets Hovedstyrke befandt sig i Syden. Det kom saaledes an paa at benytte det skjebnesvangre Øieblik til, paa den ene Side at bevare Nordmandens Troskab mod ældgamle politiske Forhold under Næringsvejenes Standsning og under truende Farer, paa den anden Side at sætte Riget i tilbørlig Forsvarsstand under Fiendens mulige offensive Forhold. Til at bevirke dette behøvedes det Middel, som til alle Tider har været anseet for det vigtigste Krigs-Element, nemlig Penge eller et Repræsentativ, der kunde ansees gyldigt i det borgerlige Livs Omsætninger. – Den danske Rigsbank kunde ikke komme Norge til Hjælp med den fornødne Understøttelse. Dens Sedler faldt dagligen, fordi Banken var anlagt paa en ubeqvem Grundvold, medens Statens voxende Udgifter under en farlig Krigstilstand gjorde saadanne Skridt nødvendige til at reise Penge, som maatte svække Bankens Credit, og gjøre Brud paa de meest høitidelige Løfter. Den havde kun lidet Sølv i sin Kjælder, og de pantsatte Eiendomme, som skulde give Sedlerne Gyldighed, kunde ikke forvandles til realisable Værdier, der alene begrunde en Banks Anseelse.

Under disse Omstændigheder maatte det overlades til Norge selv at rejse de fornødne Midler til at proviantere sig, forsvare sig og gjennemgaae de Trængsler, som standsede Næringsveje maatte foranledige. Den danske Regjering begyndte at 330indsee Norges Trang til Selvstændighed i sit Pengevæsen, især under en isoleret Tilstand, og maatte overlade det selv Valget af de dertil fornødne Midler. Den forelagde den norske Statholder denne Gjenstand til Undersøgelse af de locale Forhold, og af Borgernes Tilbøielighed til at understøtte Regjeringens Hensigt ved Oprettelsen af en hensigtssvarende Indretning. I den Anledning vexlede Prinds Christian Frederik Breve med Flere af Landets Borgere, hvori omhandledes Planen til Oprettelsen af en Bank og den hensigtsmæssigste Maade, hvorpaa Pengevæsenet kunde ordnes. Han henvendte sig i den Henseende ogsaa til Forfatteren i et Brev af 7de Septbr., som besvaredes kort efter. I sit Svar gjorde Forfatteren opmærksom paa Ubeqvemheden af den Grundvold for Banken, der var foreslaaet, svarende til den, hvorpaa den danske Bank var funderet. Derhos søgte han at vise, at det nærværende øieblik var uskikket til at skaffe de rede Midler tilveie, som alene betragtes i Udlandet som en gyldig Valuta. «Nationens Mangel paa Indtægtskilder – hedder det i dette Brev – og National-Industriens Standsning gjør Norges Handelsballance meer ufordeelagtig end den længe var, hvoraf følger en større Udflydelse af Sølvets valuable Repræsentativer som alene for Tiden bestaaende i Handelstandens udenlandske Fonds.» Da Skove og Saugbrug ogsaa vare anførte i Planen som et Funderingsmiddel for Banken, gjorde han opmærksom paa, at disse, formedelst deres ubestemte Værdi under omskiftende Handelsconjuncturer og Eierens meer eller mindre omhyggelige Behandling deraf, vare endnu mindre skikkede til Underlag for Banken end det faste Jordegods, der skylder Agerbruget sin Hovedværdi. Han meente saaledes, at kun midlertidige, og ikke gjennemgribende 331Foranstaltninger, der sigtede til Pengevæsenets faste Regulering, nu kunde gjøres. Han ender Brevet saaledes:Forfatteren maa her gjentage en Bemørkning, som han før har gjort, at Læserne maaskee ville finde det ubeskedent, at han saa ofte indfører sine egne Breve og Betragtninger fra hiin Tid; men han har ingen sikkrere Kilde til den Tids Historie i sit Værge, og han tiltager sig ikke nogen Dom over deres Værd. Hans Stilling i den Tid, som mange Menneskers Forsørger under vanskelige Tidsomstændigheder, maatte ivrigt give hans Billeder og Betragtninger en mørk Farve.

«Det være mig til Slutningen tilladt at gjøre Deres Høihed opmærksom paa tvende farlige Omstændigheder i Landet med den Frimodighed, som kun finder Undskyldning i Tidernes Forvirring, der berettiger enhver Borger, som er sig sin gode Hensigt bevidst, til frit at yttre sine Tanker.

«Finantsvæsenet har naaet en Forvirringsgrad, hvortil Historien ikke kan fremvise Lige, og det er efter min Mening saare farligt at lade Nationen føle Følgerne deraf i en høiere Grad, end Nødvendigheden byder. Det er umuligt at raade Bod derpaa saalænge Handelen sover, og alle de af Finantsernes Bestyrere foreslagne Palliativer – endog de, der ved Kongebud have faaet Lovens Stempel – ere aldeles utilstrækkelige til at afværge Landets Nød i denne Henseende, og kunne derfor umuligen bestaae i deres nærværende Form, men maa forandres, naar engang Fredens Lykke skjænkes os. Den danske Stat er formedelst en udvortes Politik at betragte som et rorløst Skib, der tumler om paa Havet. Etsteds kommer det vel i Havn, og da er det Tid at kalfatre det. Men alle disse Foranstaltninger fra Finantsvæsenets Side, som skulle læge det for Tiden Ulægelige, forvirre den handlende og cultiverede Deel af Nationen, og gjøre den mere ligegyldige for en Statsforandring, 332end den ellers formedelst sin Kjærlighed til det danske Dynasti og Had til Nabostaten vilde være. Den største Deel af Nationen har neppe den Grad af Cultur, at den er tilbøielig til at opoffre sin egen borgerlige Lyksalighed for Efterslægtens – og jeg spørger srimodigen, hvilken Stilling kan være frygteligere og ufordeelagtigere end Norges nærværende? Jeg tilstaaer oprigtig, at jeg ikke vilde høiagte den norske Handelstands Kundskaber, dersom den bar sit Sølv til en Bank, der er grundfæstet paa en saa ubeqvem Grundvold som den projecterede, og som har en Masse af Sedler at bære paa, der evig vil hindre dens Flor.»

«Den anden farlige Omstændighed er Kornprisernes høie Standpunkt – høi i Forhold til de ringere Classers Dagløn og Midler til Erhverv, under Frygt for at de endnu skulle stige høiere. Denne Omstændighed vil bringe den fattige Dagleier, Strandsidder og Huusmand i en fortvivlet Tilstand, og ogsaa han vil gladeligen ombytte sin Elendighed med hvilkensomhelst Forandring, der bydes ham, enten af den ene eller anden Regjering. Deres Høihed kan i Deres Stilling ikke lære at kjende Landets Nød, som den findes i Elendighedens Hytte; men i disse ynkværdige Menneskers Navn beder jeg Dem tage denne Sag i nøiere Overveielse, og ikke voldgive den fattige Almue til Privates Forsørgelse alene, som jeg i Sandhed ikke troer kunde raade Bod paa Landets Trang. De Opoffrelser som maae gjøres, ere store og uforholdsmæssige til Statskraften, men med Forsynets Bistand er det Uskyldighedens og Retskaffenhedens sidste Anstrengelse mod Vold og Uretfærdighed.»Brevet ender med den Bemørkning at Forfatterens egen Stilling ei har foranlediget disse Betragtninger, da han i den Henseende var beroliget.

333Det lader til, at den danske Regjering paa Grund af Statholderens Indstilling opgav foreløbigen Ideen om Oprettelsen af en Bank, og lod det blive ved at tilstaae Oprettelsen af en privat Laanekasse, hvilket skede i et Rescript af 20de October. Til at tage denne Sag under nøiere Overveielse udstedte prindsen derefter en Indbydelse til 72 af Landets formuende og indsigtsfulde Mænd til at møde i Christiania, for deels at gjøre et Udkast til Indretningens Detail, deels til at lægge en alvorlig Haand paa Værket selv ved en tilstrækkelig Subscription. Byerne Bergen og Trondhjem sendte en Deputation af selvvalgte Mænd til dette Møde.Til dette Møde indfandt sig ogsaa Forfatteren efter Prindsens Indbydelse af 17de November 1813. See Bilag, 24, som indeholder det kongelege Rescript i den Anledning. I denne Forsamling fandtes imidlertid ikke den Mand, der i alle Henseender maatte ansees competent fremfor Nogen, saavel formedelst sin Stilling i Staten, som dens største Possesionat, som formedelst sine Indsigter, til at deeltage i saa vigtige Forhandlinger. Men den danske Kongens gamle, med Hensyn til dens Retning ikke ugrundede Mistanke til Grev Wedel var igjen vaagnet, og der frygtedes for, at hans bekjendte Politik med Hensyn til den skandinaviske Halvøes Forening skulde vinde Fremgang under den betænkelige Stilling, hvori den danske Stat befandt sig. Man kaldte ham saaledes fra en Skueplads, paa hvilken hans udmærkede Personlighed og vigtige Stilling i Fædrelandet kunde afgjørende indvirke paa Begivenhedernes Gang, og Prindsen saae gjerne en Mand bortfjærnet, der aabent for ham havde lagt en politisk mening for Dagen, der altfor meget understøttedes af Dagens begivenheder. Som Paaskud til Wedels 334Nedkaldelse til Danmark maatte Universitetssagen tjene. Universitetet var stiftet og nogle Professorer udvalgte; det var besluttet, at Bygningen skulde opføres, og at Indretningen i det Hele skulde sættes paa samme Fod som i Kjøbenhavn. Nu hedte det, at den sidste Haand alvorligen skulde lægges paa Værket, og det syntes som den danske Konge ei kunne betjene sig af et beqvemmere Redskab end den Mand, der i høi Grad dengang besad Nationens Tillid, om hvis Indsigt og Dygtighed der kun var een Mening, og som saa rigeligen selv havde udstyret Universitetet. Wedel selv anede imidlertid let den sande Aarsag til Kongens Nedkaldelsesbud, og lod sig ei blende af den høie Grad af Opmærksomhed, hvormed han behandledes under sit Ophold i Kjøbenhavn. Aldrig var han bleven behandlet med saa tilsyneladende Beviser paa udvortes Gunst. Der var ingen Ende paa Indbydelser til Hofdineer; han havde hyppige Audientser hos Danmarks Konge, der alle havde det venligste Anstrøg; men den Hovedsag, hvorfor han tilsyneladende var kaldet, behandledes med Lunkenhed, og en Mand af Wedels Skarpsindighed kunde ikke være i Tvivl om den sande Mening.Forfatteren har af Grev Wedels egen Mund efter hans Tilbagekomst fra Danmark hørt Resultatet af denne Reise, saavelsom hans Begreber om dens Beskaffenhed fremsatte, som anført. Da Norges Skjebne var afgjort, forløvedes Greven i al Stilhed; thi Danmarks Konge opgav alt Haab om de nordiske Rigers vedvarende Forening, og havde ingen Grund mere til at holde en Mand tilbage, hvis Planer harmonerede med Nordens nye, nu af den danske Konge selv vedtagne Politik. Striden imellem Frederik den VIte og Wedel var nu 335endt; thi Frederiks redelige Sind tillod ham ikke ved hemmelige Machinationer at undergrave de Forpligtelser, han offentligen havde indgaaet, og det laa nu ikke længer i hans Plan at neutralisere en Mands Virksomhed, der paa saa mange Maader kunde gavne sit Fædreland. Dette var ikke det eneste Spor af Frederik den VItes vedvarende Interesse for Norge. – Derimod vaktes en ny Strid imellem Prinds Christian Frederik og Grev Wedel, som reiste sig af den danske Prindses høie Planer at bygge sig en Trone i Norge, eller idetmindste ved en saadan Mellemact at berede de nordiske Rigers Gjenforening i et fjærnere Tidspunkt – Planer der stilede stik imod Grevens Begreber om hvad der tjente til at fremme Norges politiske Held i Fremtiden.

Det føromtalte Møde fandt Sted den 15de December i Christiania. De 72 indkaldte Mænd forsamledes i Cathedralskolens Hæresal; Prindsen selv indfandt sig i Forsamlingen, og fra den Talestol, fra hvilken Storthingets Forhandlinger i Tidens Fylde lededes, holdt han følgende Tale til Forsamlingen:

«Norges Handlende, Brugseiere og Jorddrotter samlede her, for med redelig Villie at bidrage til Fædrelandets Tarv! Jeg byder Eder velkomne i Kongens og Fædrelandets Navn! Uudsigelig tilfreds føler jeg mig, omgiven af oplyste og agtbare Nordmænd; med Glæde seer jeg alle Besværligheder overvundne for, selv fra fjærnere Egne, at møde i en Forsamling af Medborgere, som Alle have eet og samme Formaal. Men vigtigt er det, og Hvo føler ei det? Hvor belønnende for fædrelandsksindede Mænd at virke til Statens Bedste! Næringsveie skulle ophjælpes; den Alt nedtrykkende Pengemangel tildeels vige for 336den Indretning, som privat Credit i Dag grundlægger. Vor gode Konge har med Glæde opfyldt det Ønske, Jeg, stolende paa Eders Bistand, foredrog ham som en Velgjerning for Norge. Han har villet aabne Eder et Betalingsmiddel for Landets første Nødvendighed, Korn, og Magasiner skulle igjennem denne Indretning skabes, hvilke i Fremtiden skulle sikkre Nationen mod Hungersnød, og spare Opoffrelser lige dem, der i dette Tidspunkt kræves. Erkjender tilfulde denne Velgjerning, Medborgere! og lad denne end meer opflamme Eders Iver, Eders Følelse for det Værk vi nu begynde, og hvortil jeg af ganske Hjerte lykønsker Eder. Grundlægger Værket med Indsigt, bygger det med Tillid, da skal det krones med Held!»

Efter denne Indledningstale legitimerede sig de Mødende, som deels mødte personligen efter Statholderens umiddelbare Indkaldelse, deels ved Fuldmagt efter vedkommende Stæders Valg, og deres Navn indførtes i en dertil indrettet Protokol for de første Constituenter af Norges Laane- og Discontocasse. Efter Prindsens Forslag udnævntes derefter en Committee, bestaaende af 15 MedlemmerDisse vare i alphabetisk Orden følgende: Jacob Aall, Niels Aall, Conferenceraad Anker, Kammerherre Anker, P. v. Cappelen, Grosserer Johansen, Consul A. Konow, Kjøbmand Lorch, Stadscapitain Meyer, Agent Nielsen, Consul Reinhardt, Kammerherre Rosenkrantz, Grosserer Tank, Stiftamtmand Thygeson og Grev Trampe. som skulde udarbeide Conventionen til Prøvelse i den store Forsamling, ligesom Prindsen udnævnte Stiftamtmand Thygeson til at fungere som Formand, naar Prindsen ei selv var tilstede, og ved hans Side udnævntes Carsten Anker, Agent Nielsen og Carsten Tank for at besørge 337det Fornødne. Forhandlingerne varede til den 5te Januar, da Conventionen var færdig og gjennemgaaet; men det vilde være overflødigt at gjøre Læseren bekjendt med dens Indhold og Bogstav, der begroves under den store strax paafølgende Statsomvæltning, endskjønt Mødet selv øvede sin indirecte Indflydelse paa Fædrelandets Stilling i Fremtiden.

Under dette Møde fattedes der ikke paa festlige Forsamlinger, i hvilke Sange bleve afsjungne til Prindsens Ære, og hvori Skaaler, passende til Fædrelandets Stilling, udbragtes. Iblandt Forsamlingen udmærkede sig især Bergenserne Meyer og Bøschen som herlige Sangere, og deres Stemme hørtes flittigen i Sange, tildeels medbragte fra Bergen og forfattede af Digteren Lyder Sagen. De Faa, som endnu leve, der vare tilstede ved disse Gilder, ville med Forfatteren erindre, hvilket Indtryk disse Sange gjorde paa Gjæsterne. Tiden, Stedet og Foredraget selv gjorde dem til de høitideligste Bordsange, Forfatteren nogensinde har hørt. Stiftamtmand Thygeson viiste Forsamlingens Medlemmer den meest gjæstfrie Opmærksomhed, og i hans Huus forsamledes disse ofte til den Munterhed, som under Landets daværende Stilling var mulig. Desuden gaves Prindsen af forskjellige Byens Borgere Feter, hvortil Flere af Forsamlingens Medlemmer vare indbudne, og i nogle af disse gik Jule-Spøgen, som i Christiania paa den Tid, og især kort før, i Begyndelsen af dette Aarhundrede, i enkelte Familier var i sin Flor, stundom lystigen for sig. Slædefarter under Fakkeltog, Jule- og Pantelege anstilledes, og Prindsen selv tog stundom Deel i denne Munterhed, og forherligede den ved sin personlige Elskværdighed. Over hans Væsen hvilede dog sædvanligen den Alvor, som Tidens Crisis gjorde naturlig.

338Imidlertid formaaede denne Munterhed ikke at frembringe nogen almindelig glad Stemning iblandt Forsamlingens Medlemmer. Fædrelandets Stilling nedtrykte Alles Sind, og Opmærksomheden var med Frygt og Ængstelse henvendt paa den store Scene i Holsteen, som afgjorde Fædrelandets Skjebne. Desuden vare de fleste Medlemmer nedtrykte af Bekymring over den Hungersnød, som truede Landet paa den Tid formedelst Korntilførselens Vanskelighed, og de, som stode i betydningsfulde Virksomhedsforhold, heftede Tanken lidet ved Festerne, ja selv ved de Arbejder, som vare Mødets egentlige Hensigt, og af hvilke de under nærværende Omstændigheder ikke turde spaae Landet store Frugter. Hiin Gjenstand for en almindelig Ængstelse, og den mørke Udsigt til Fremtiden, var det almindelige Underholdningsstof iblandt den alvorligere og betydningsfuldere Deel af Forsamlingen, og disse toge med en vis Modbydelighed Deel i de muntre Gilder, hvormed Tanken bortfjærnedes fra Dagens Sorger. Det første Spørgsmaal i alle Forsamlinger var stedse Dagens Nyhed fra sydlige Egne, og saa ofte de Deputerede mødtes, vexledes fortroligen de Beretninger, som vare hver Enkelt tilhændekomne. Prindsen og hans Fortrolige forsømte ikke at give Forsamlingen til Priis især de gode Efterretninger – men ak! hvor sjeldne vare disse – som han havde modtaget fra Danmark, og som allerede dengang gjordes saa tilfredsstillende for Nordmanden, som Sagens Beskaffenhed nogenlunde tillod, og det egentlige Tingenes Forhold hentedes mere fra de private Efterretninger, som Flere blandt Forsamlingen fik fra danske Venner, end fra de offentlige Bulletins. I en af Aarets sidste Dage vare de fleste Medlemmer af Forsamlingen indbudne af Stiftamtmand Thygeson, og Flere blandt dem, hvorimellem Bergensere, Thrøndere, Kjøbmænd og Brugseiere 339fra Øst- og Vestlandet, havde grupperet sig sammen, for at meddele hverandre de foruroligende Efterretninger fra Krigsskuepludsen, som deels private Breve med Posten havde bragt dem, deels vare i Omløb blandt Publicum. Under disse varme og mørke Meddelelser fremtraadte Thygeson blandt sine Gjæster, og forkyndte med en glad Mine, at han havde en god Efterretning at meddele Selskabet, og at Fred snart var at vente i Landet. En munter og glad Stemning udbredte sig hastigen i den nyligen saa nedslagne Forsamling; men Munterheden nedstemtes snart ved Thygesons fortsatte Meddelelse. «Der maa – vedblev han – gjøres et stort Offer; Trondhjems Stift skal forenes med Sverige».Østerrige, der var fremtraadt som Mægler mellem de nordiske Magter efter Danmarks Forlangende, optog nemlig et Forslag, som nylig af Sverige var gjort; men derved blev nu Carl Johan, under Krigens lykkelige Vending, ikke staaende, men forlangte en fuldstændig Forening imellem de 2de nordiske Niger. Ved denne Tilsætning veeg al Munterhed fra Forsamlingen, og Flere af dens Medlemmer, især Bergenserne, erklærede med høi Røst, at heller maatte hele Norge forenes med Sverige end saaledes sønderstykkes. Der blev ikke mere talt om dette Glædesbudskab, og det forøgede kun de Ængsteliges Bekymring.Forfatteren har i en Detail, der maaskee ei bifaldes af alle hans Læsere, beskrevet disse Scener, deels fordi han selv levende bevarer dem som interessante, skjønt mørke Minder om hiint Tidspunkts Begivenheder, og Folkestemningens Charakteer, deels fordi han i sin historisks Skidse nu staaer i den vigtige Katastrophes Forgrund, som afgjorde Landets Skjebne, og fuldstændiggjør gjerne det Billede, han derom har at fremsætte, saavidt det staaer i hans Magt.

Under disse Omstændigheder fremmedes Hovedhensigten af denne Forsamlings Møde ikke ved de Deeltagendes Interesse, endskjønt med stor Hurtighed. De Fleste blandt de meest formaaende 340og klartseende Mænd indsaae Umuligheden af at bringe Orden i Landets Pengevæsen under saa trykkende Forhold som nærværende, og de ilede at slutte en i deres Tanker mestendeels unyttig Forretning, for i deres Hjem at væbne sig mod Dagens Farer ved hensigtsmæssige Foranstaltninger. Man begyndte imidlertid mod Mødets Slutning at ymte om, at Prindsen under Forandringen i de politiske Forhold, og Umuligheden af Danmarks Forsvar mod overmægtige Fiender, var betænkt paa en forberedende Forandring, gjennem hans personlige Medvirkning i Nordens Politik. En Combination af finantsielle Foranstaltninger og raske Beslutninger til en politisk Forandring ansaaes af Prindsens fortrolige Raadgivere som det bedste Middel til at forebygge den Forvirring, som Norges Skilsmisse fra Danmark maatte foranledige. Historien kan derhos ikke oplyse, hvorvidt Prindsen allerede dengang bifaldt disse Planer, og i sit lille Raad af nærmeste Fortrolige lagde Haand paa deres Udførelse, endskjønt den med Vished kan forudsætte, at han valgte den Fremgangsmaade, som han ansaae for gavnligst for de tvende forenede Riger. – Vist er det, at der gjordes nogle Forsøg paa at stemme Forsamlingen til at forøge Statholderens Myndighed og tillægge ham Kongenavn og Kongemagt. Forfatteren erindrer aldeles Intet om den Seddel, som skal være lagt under Flere af de Deputeredes Couvert med Opfordring at udraabe Prindsen til Konge, og Flere af Forsamlingens endnu levende Medlemmer erindre ikke hellere det mindste derom.See Wergelands Skrift: Norges Constitutions-Historie Pag. 66. Men bestemt vover Forfatteren ei at modsige det af Wergeland Anførte, da Tilfældet maaskee gjorde, at hans Venner og han ei kom i Besiddelse af en saadan Seddel. Kun veed han med Vished, at han ei hørte tale derom. Men desto sikkrere er han paa, 341at Opfordringen, hveden den end monne komme, skede paa en anden Vei, da han derom har umiddelbar Erfaring. Der blev mod Slutningen af dette Møde tilsendt flere Medlemmer af Forsamlingen forseglede Sedler uden Navn, hvori der opfordredes til at udraabe Christian Frederik til Konge. Et saadant Brev blev ogsaa stukket ind i Forfatterens Logis, uden at han kunde opdage, hvo der havde bragt det. Lignende Breve vare andre Medlemmer af Forsamlingen tilstillede; men de som i denne Henseende aabnede sig for hverandre, bleve enige om at forholde sig heri aldeles passive. Stemningen var overhovedet under dette Møde, skjønt alvorlig og stundom mørk, mere rolig og mindre exalteret, end den siden under det politiske Schisma blev, og Prindsen, i al sin Elskværdighed og i Besiddelse af Folkets yndest, øvede ligesaalidt som hans Fortroligste den Indflydelse paa Folkets Stemning, som senere hen. – Der var endnu Intet officielt bekjendtgjort om Norges Løsrivelse fra Danmark; kun ubestemte Rygter vare derom i Omløb, og Tilliden til den nærværende Bestyrelse var endnu ikke saa stor, at man fandt det raadeligt blindt hen at kaste sig i dens Arme. Overalt troede de Fleste blandt de Mænd, som pleiede dette Raad med hverandre, at det var mere overeensstemmende med Nationens daværende Sindelag at lade Rigernes Skilsmisse blive en nødvendig Følge af en udvortes Tvang, og af mægtige Nationers Villie, end at gjøre i Norge selv noget bestemt Skridt til Rigernes Skilsmisse. Kampens Ende nærmede sig, og med den afgjordes Norges Skjebne.

Mødets Forhandlinger endtes den 4de Januar, og den 5te forsamledes Constituenterne af den private Laane- og Disconto-Indretning i det før omtalte Locale, hvor Prindsen besteg Talestolen og tiltalte Forsamlingen saalunde:

342«Norges Handlende, Brugseiere, Jorddrotter!

Faa Uger ere forløbne siden vi samledes her i glad Forventning at see en Indretning grundlagt, af hvilken Norge tør spaae sig Held i Fremtiden. Hvilken Nordmands Hjerte brænder ei af Iver for Fædrelandets den gode Sag! Denne Følelse har besjælet Committeen, som af Eders Midte udvalgtes, og i Dag forelægges Eder Conventionen for Kongeriget Norges private Laane- og Disconto-Kasse, hvilken er udarbejdet med ligesaa megen Driftighed som Indsigt!»

Derefter opløste Professor Rasmussen Conventionen, og Statholderen fortsatte saaledes sin Tale til Forsamlingen:

«Opfordret hertil ved Eders Ønsker, Medborgere, og ledet ved min Overbeviisning om Indretningens Hensigtsmæssighed, saavelsom ved mine Følelser for Norges Vel, undertegner jeg min Garanti som første Constituent. Hvo der tænker som jeg, han efterfølge mig! Hvem der inden Februari Maaneds Udgang melder sig til Directionen som Interessent og tegner sin Garanti, bør at agtes med Kassens første Constituenter. Skulde Nogen inden saadan Tid have Bemærkninger at fremføre ved den antagne Convention, da skulle disse, naar de skriftligen leveres til mig, blive tagne under Overvejelse.»

Efter denne Opfordring indførtes de forskjellige Tilstedeværendes Subscriptioner i Indretningens Protokol, og Statholderen tegnede sig selv for 60,000 Sølvdaler til Laane-indretning og 30,000 til Disconto-indretningen. I hans Spor fulgte den hele Forsamling, og der subskriberedes saaledes i Alt 1,720,000 Sølvdaler til Laane-Indretningen, og 696,000 Sølvdaler til Disconto-indretningen. Constituenterne fra Bergen forbeholdt deres Committerede Ret til nærmere at opgive de Summer, for hvilke de vilde tegne sig. Subscriptionen skede 343visseligen ikke af alle tilstedeværende Constituentere med store Forhaabninger, eller med Tillid til at en fast Grundvold for Norges Pengevæsen under den farlige politiske Stilling, hvori Norge nu befandt sig, og under en almindelig Standsning i de vigtigste Næringsveie, kunde lægges. Men den ene Subscription skjød den anden frem, og Prindsens Exempel rev Mængden med sig. Skulde Indretningen virkelig være kommen i Stand efter Forslaget, da vilde mangen en Subscribent være kommen i Forlegenhed med at opfylde den indgangne Forpligtelse; thi flere Navne fandtes paa Listen, der siden stedtes i stor Forlegenhed i den borgerlige Stilling, og der gaves Faa, som jo vilde have følt sig forlegne ved at reise en Sum, som de, henrevne af Færdrelandskjærlighedens Varme, med let og rund Haand havde subscriberet.

Da Subscriptionen var endt, stredes til Valg af Directeurer, og dertil opfordredes Forsamlingen af Prindsen med følgende Ord:

«Den Forret at vælge en Directeur, som jeg paaskjønner, at Samfundet har havt den særdeles Opmærksomhed at tilbyde mig, kan jeg ikke gjøre nogen værdigere Brug af, end at give min Stemme til Stiftamtmand Thygeson, men jeg veed, at man i Almindelighed paa lige Maade ønsker at erkjende hans Fortjenester af Indretningen. Directionsvalget paa samtlige 5 Directeurer bør derfor have uafbrudt Fremgang.»

Efter en saadan Opfordring kunde Valget af første Directeur ikke være tvivlsomt. Thygeson var allerede da bekjendt som en af Prindsens fortrolige Raadgivere, der havde hans Tillid i høieste Grad; han ansaaes for en af Landets meest formuende Mænd, der ved sine disponible Midler kunde give Indretningen Anseelse; han havde vundet Agtelse i Nationen 344ved sin Embedsfærd, og den hele Forsamling havde et venligt og erkjendtligt Sindelag til ham formedelst hans humane og venlige Færd under Forsamlingens Møde, saavel ved Forretningsbordet som i hans gjæstfrie Huus. Den anden Directeur, Conferentsraad C. Anker, blev iligemaade valgt efter Prindsens Sind som en af hans fortrolige Raadgivere, og som en Mand, der i Danmark var bleven brugt i vigtige Ærinder. De øvrige 3 Directeurer, Grev Wedel, Ths. Johs. Hefty og Agent Nielsen, vare derimod Forsamlingens eget Valg. Da Wedel selv endnu var i Danmark, da han langtfra at besidde Prindsens Tillid allerede før havde staaet i et vist spændt Forhold til ham, og da den danske Konge selv deelte denne Mistillid til Wedel, saa maatte Grevens Valg til Directeur ansees som et talende Beviis paa Nationens Tillid, der ei engang kunde svækkes under Indflydelsen af en høiere Misgunst. Agent Nielsen stod i stor Agtelse som dygtig Forretningsmand, hvilken han, som Bestyrer af det Ankerske Fideicommis, havde erhvervet sig, og det formodedes, at han, som en af de vigtigste Formænd for hiin Indretning, vilde styrke Institutets Virksomhed gjennem Fideicommissets Rigdom, og under Stifterens bekjendte Hensigt at understøtte fædrelandske Anliggender. Hefty valgtes som en af Hovedstadens dygtigste, redeligste og meest formuende Handelsmænd. De 3 tilstedeværende Directeurer bleve fremkaldte og aflagde den i Rescriptet af 20de October 1813 befalede Ed paa, at de efter bedste Indsigt vilde med Troskab og Redelighed udføre Interessentskabets Forretninger, hvorefter Prindsen tiltalede dem saaledes:

«Hædrede med Medborgeres Tillid ønskes Dem Held til Deres vigtige Bestilling. Med Fortrøstning overgives Indretningens Flor og Fremgang i agtede Medborgeres Hænder, og 345Alles Ønsker forenes om, at den maatte bære de heldige Frugter, som vi have Grund til at forhaabe.»

Nu endtes den hele Forretning, og Forsamlingen opløstes af Prindsen med følgende Slutningstale:

«Vore Forhandlinger ere sluttede. – Saa drager hjem, Medborgere! med den Selvbevidsthed at I have virket Gavn for det elskede Norge; drager hjem og udbreder den Stemning, som luer i Hvers Barm. Sandt Fædrelandssind er i denne Stund lagt for Dagen; det besjæler enhver Nordmand i sin Kreds, og Mismod skal fly langt fra hans Bolig.»

«See vi ei Guds Styrelse til vort Bedste? Nytaars Morgen bragte os jo Træst og Redning, da vi meget trængte til den.Derved hentydedes til den Efterretning, som da var kommen, at 60 Skibe med Korn vare under Capitain Kriegers Convoi lykkeligen ankomne til norske Kyster. Det vil inderligen glæde vor gode Konge, at hans Bestræbelser til vor Frelse krones med Held, og vi ville yde ham vor Taknemlighed. Troskab og Samdrægtighed være vort Løsen! Længe leve Kongen! – Held Norge!»

Forsamlingen istemmede larmende dette Udraab, og dertil føledes et ligesaa høit og varmt: «Leve Prinds Christian Frederik!» En enkelt Stemme udraabte: «Leve Kong Christian!» men den hendøde i Forsamlingssalen, uden at igjentages af Nogen. Der yttredes den Formening af flere Tilstedeværende, at Forfatteren af før omtalte omsendte Breve ansaae det nærværende Øieblik beqvemt til at iværksætte en Forandring i Norges politiske Stilling, som var forberedt ved den skriftlige Opfordring.Det ansaaes ikke passende at undersøge, hvorfra denne Stemme kom, og Forfatteren kan ingen Oplysning meddele herom. Men baade den ene og den anden Opmuntring 346hengled uden Virkning, og saa godt som ubemærket i en Forsamling, der hverken havde Lyst eller Kald til paa den Maade at gribe ind i Fremtiden. Enkelte af Forsamlingen yttrede sig fortroligen med Harme derover.

Saaledes opløstes en Forsamling, hvis egentlige og nærmeste Formaal maatte ansees forfeilet; thi neppe vare dens Medlemmer dragne til deres Hjem, før det hele Arbeide saavelsom Subscriptionen glemtes under den store strax derefter følgende Statsforandring, og i de Bestemmelser, som senere hen bleve tagne for at ordne et forvirret Pengevæsen, toges intet Hensyn til denne Laane- og Disconto-Indretning eller til de gjorte Subscriptioner. Ligesaa unyttige maatte ogsaa Vedkommendes Bestræbelser – om de ellers vare alvorligen meente – være for at forberede en Forandring i Norges politiske Stilling og en begyndende Selvstændighedstilstand, for at forhindre den Forening mellem den skandinaviske Halvøes Stater, som var besluttet af det europæiske Forbund. Begivenhederne, som ledede til Skilsmissen imellem Danmark og Norge, fulgte saa raskt paa hverandre paa den afgjørende Krigsskueplads, at Opmærksomheden bortvendtes fra alle indvortes til udvortes Statsanliggender.

Men dette Møde havde en indirecte og ikke uvigtig Indflydelse paa Norges Skjebne i Fremtiden, og var ligesom en Forberedelse til Folkets Deeltagelse igjennem sine Repræsentanter i Statens Anliggender. Det var første Gang at Nationens Mænd, deels udkaarede af Regjeringen selv, deels valgte af Medborgeres Tillid, vare sammenkaldte i et Samfund for at pleie Raad i Landets vigtige Anliggender. I Alt hvad der angik disse, Statens oeconomiske Forfatning, indvortes Indretninger og Finantsvæsen, havde Nationen paa denne Maade 347aldrig taget Deel, og som en Følge deraf var Opmærksomheden ikke henvendt paa de Hjælpemidler, hvorved denne Kundskab og dette Studium til Fædrelandets Gavn kunde fremmes. Her vare nu Nogle af Landets bedste, meest formuende og fædrelandsksindede Mænd samlede, de bleve opfordrede til at give deres Mening tilkjende om Fædrelandets store Sag, og begyndte at indsee Nødvendigheden af at forberede sig selv til at fortjene den derved viiste Tillid, ved alvorligen at trænge ind i Sagen selv. De meddeelte hverandre deres Ideer, de øvede sig i at forklare deres Tanker i større Forsamlinger, og indsaae Nødvendigheden af at agte paa, hvad der foregik i andre Lande under Folkets Deeltagelse gjennem sine Repræsentanter i Statens Anliggender. Paa den Tid trængte den Frihedsaand, som hjemler Folket Adgang til gjennem constitutionelle Former at deeltage i Statens Anliggender, sig til det nordlige Tydskland, og derfra til det høie Nord. For at opflamme Folkets Mod til at afryste den franske Keisers Aag, beqvemmede Fyrsterne sig til det Løfte, at dele den regjerende Magt med Folket, og en friere Forfatning efter constitutionelle Former blev lovet som en Belønning for store Opoffrelser. – Da Danmarks Konge i Begyndelsen af den sidste syvaarige Krig i Norden indsatte norske Mænd som Medlemmer af det norske Regjeringsraad, opdroges enkelte betydningsfulde Nordmænd til en Deeltagelse i Regjeringen, hvorfra de hidtil i Norge selv havde været saa godt som udelukkede, og dertil aabnedes nu Flere af andre Folkets Classer Adgang, da et Raad, bestaaende af talrige Medlemmer, sammenkaldtes for at raadslaae om vigtige Anliggender. Begge Dele vare virksomme Elementer til at bringe den Grundform istand, hvorpaa Norges nye Forfatning byggedes, og til at opdrage de Mænd, 348hvoraf den lovgivende Magt sammensattes,sammensattes] rettet fra: sammensatttes (trykkfeil) saavelsom dem, af hvilke den executive Magt benyttede sig til at udføre den nye Lovgivnings Bestemmelser. Men nu forestod ogsaa mange af Landets Borgere mindre rolige Dage end forhen, da de, udelukkede fra al Deeltagelse i Statsstyrelsen, alene havde private Sysler at røgte. Den større Forbindelse med Fædrelandet, den i en høiere Grad opvakte Interesse for dets Vel og Vee, som Deeltagelse i dets Bestyrelse maa give, maatte kjøbes med stor Besvær, Tilsidesættelse af privat Fordeel og Savn af Familieglæder. I en anden Henseende havde denne Forsamling en reen Charakteer og et fædrelandsk Anstrøg. Efter Valgets Natur kunde ved samme ingen Cabale finde Sted. Prindsen havde, understøttet af sit Raad og sin under sin Eriksgata samlede Erfaring, udkaaret de Mænd, som, med Hensyn til Kundskab, patriotisk Sindelag og betydningsfuld Stilling, ansaaes for Landets Kjærne, og de Udvalgte skuffede ikke Prindsens Tillid. Der maatte vel i denne Forsamling herske stor Mistillid til egne Evner, stor Frygtsomhed for i en saa agtet Kreds af Landsmænd at give Tanken Ord, og tildeels Mangel paa Kundskab om den Gjenstand, som skulde behandles; men ærgjærrighed og Egennytte havde der intet Raaderum. En sørgmodig Stemning over Fædrelandets kritiske Stilling gik igjennem den hele Forsamling, og hvert enkelt Medlems Attraa hvilede alene over Midlerne til at gaae Faren i Møde. Egennytten drev ikke heller ved denne Leilighed sit Spil; – saavidt vides, gaves intet Vederlag for de med Mødet forbundne Udgifter. Kun Friflyds – den virkelige som dengang præsteredes af Landmanden in natura, uden at tildele den Reisende noget fremmed Emolument – benyttedes, men hverken Qvarteerpenge eller rige Diæter forlangtes eller gaves. Enhver, som endnu 349lever af denne Forsamlings Medlemmer – og Skaren er ikke stor – vil erindre sig dette Mødes Dage som nogle af de mørkeste i hans borgerlige Livs Periode, men hans Sjæl vil opløftes ved Erindringen om de rene Yttringer af fædrelandsk Sind, som besjælede denne Forsamling. Den var en herlig Forgaard til det Constitutions-Tempel, som strax efter byggedes. Imidlertid droge de fleste Medlemmer af denne nu ophævede Forsamling med et bekymret Sind tilbage til deres Hjem, hvor Scener fremledte af Nød og Trængsler, gjorde en sørgelig Contrast mod det festlige Liv, som de havde ført i Hovedstaden, og Enhver anede, at et stort og rædselfuldt politisk Uveir var i Udbrud. Dog lykkedes det uagtet Fiendens Aarvaagenhed at liste betydelige Partier Kornvarer fra Danmark over til Norge i Vinterens Løb.

I dette Aar gjorde Norges Universitet gode Fremskridt til en fuldstændigere Organisation, og en partiel Virksomhed tog der sin Begyndelse. I de første Aarets Maaneder berigedes det med flere Gaver af lærde Sager fra Private, og Kjøbenhavns vigtigste Boghandlere forpligtede sig til at indsende et Exemplar af ethvert af deres Forlagsskrifter. Fem Professorer og en Lector vare blevne udnævnte, nemlig: Treschow til første Professor i det philosophiske Facultet, Sverdrup til Professor i det græske Sprog, Rathke til Professor i Naturhistorien, S. Rasmussen i den theoretiske Mathematik, Platou i Historien, og Hersleb til Lector i Theologien. I de sidste Dage af Juni og de første af Juli Maaned holdtes den første Examen ved Frederiks norske Universitet, hvorved der fremstillede sig 17 Examinander, og deraf fik 8 Charakteren laudabilem, 8 haud illaudabilem og 1 non contemnendum. I de første Candidaters Antal finde vi flere Mænd, 350som senere udmærkede sig i deres Embedsstillinger, og deriblandt den Mand, der siden saa ofte hædredes med Valget til Storthingsmand, og baade ved sin Storthingsfærd i Almindelighed, og som Storthingets Præsident har viist sig dette Kald og sine Committenters Valg værdig – Bisp Riddervold.

Det var Kongens Villie, at Universitetets Virksomhed skulde begynde efterat den første Examen var afholdt. I den Anledning udgav Professor Treschow en Indbydelse paa Latin og Dansk, hvormed tillige fulgte en Fortegnelse over det førske Halvaars Forelæsninger. Paa det akademiske Collegiums Meddelelse heraf til Kongen fik det under 27de Septbr. 1813 et naadigt Svar, hvori det hedte: «Ligesom vi med allerhøieste Velbehag have erfaret, at Underviisningen ved Universitetet har taget en virksom Begyndelse, saa er det os særdeles kjørt at vide, at denne Begyndelse iværksættes ved Mænd, hvis Lærdom, Nidkjærhed for sand Oplysnings Fremme, og Hengivehed for Os og Fædrelandet, i lige høi Grad sætter dem i Stand til at kunne fyldestgjøre vore landsfaderlige Hensigter ved at skjænke Vort kjære og troe norske Folk denne Høiskole.»

Universitetets Virksomhed havde saaledes gjort en Begyndelse; men det følte i høi Grad Savnet af det belovede Bibliothek, som formedelst de fiendtlige Krydseres Mængde i Nordsøen ei kunde betroes Havet, og heller ikke kom Universitetet tilhænde, før Freden var sluttet. Det academiske Collegium var strax i sin Virksomheds Begyndelse betænkt paa at skabe et Fond til fattige Studenters Understøttelse, i hvilken Anledning det henvendte sig til det Ankerske Fideicommis, der for det løbende Aar stillede 500 Rbd. til dets Raadighed, samt 100 Rbd. til Indkjøb af Bøger. Hiint Collegium føiede dertil en Opfordring til Private at følge dette Exempel.

351I de sidste Maaneder af dette Aar udbrød Krigen mellem Danmark og Sverige, som fra Sveriges Side forlængst var forberedt. Under 4de Septbr. 1813 gjorde Prinds Christian Frederik General Krogh i Trondhjem bekjendt med, at de politiske Forhold i Tydskland vilde giøre Krigen med Sverige uundgaaelig, men han ansaae kun defensive Foranstaltninger hensigtssvarende, da Magasinernes slette Tilstand gjorde store Troppesamlinger saagodt som umulige. Under 5te Septbr. gav han Ordre til at opbringe alle svenske Coffardiskibe, og tilmeldte Contra-Admiral Lütken, at Kaperbreve snart vilde blive udstedte, men paabyder stor Forsigtighed i at begynde noget Angreb over svensk Grændse, for ei at fremlokke fiendtlige Skridt fra Sveriges Side. Dette Brev omhandler ogsaa Rygter om Napoleons Fremrykken paa alle Punkter i Tydskland mod sine Fiender med 400,000 Mand. Under 8de Septbr. sendte han til de forskjellige Chefer til Lands og Vands den danske Parolbefaling af 3die Septbr., som indeholdt Krigserklæringen mod Sverige, og befalede i den Anledning at træffe de fornødne Foranstaltninger; dog forbød han fremdeles at gjøre noget Angreb over Grændsen uden nærmere Ordre, og befalede at indskrænke sig til at tilbagedrive mulige Angreb fra svensk Side. Disse Ordres indeholdt tillige Forbud mod at molestere de fredelige Beboere paa svensk Grændse, og han paalagde strengeligen at overholde god Mandstugt selv ved mulige Indfald i Sverige. Dersom de Svenske ved lignende Tilfælde forholdt sig anderledes, skulde dette omstændeligen tilmeldes ham, hvorfor han yttrer, at han har Feltmarskalk Essens Tilsagn om, at samme Maadehold vil blive iagttaget fra svensk Side. «Det er, siger han, kun mod bevæbnede Fiender, at Krigen skal føres.» – Ved Urolighedernes Udbrud ansaae den høiagtede, men af 352Alderdom og Svaghed nedbøiede Olding, General Krogh, sig beføiet til at ansøge om Afsked, og Prindsen yttrede sig derom under et Brev af 8de October til Generalen saaledes: «Det har bedrøvet mig meget, at see Hs. M. Kongens Tjeneste berøvet en saa udmærket duelig Mand, men jeg har maattet give efter for Deres Grunde, og har indstillet Deres Ansøgning til Hs. M. Kongen.»

Under 28be October gjorde Prindsen Admiral Lütken bekjendt med at der var samlet en anseelig Sømagt, bestaaende deels af engelske, deels svenske Krigsfartøier, i Nærheden af den norske Grændse, og at et Angreb mod Norge over Strømstad vilde kunne befrygtes, for hvis Udfald han dog ei var ængstelig. Men der blev Intet af dette Angreb. Han yttrer derhos, at han ei anseer det hensigtsmæssigt at følge deres Raad, som vilde, at de i Norge stationerede Kutterbrigge skulde krydse mellem Sverige og Skagen, for at gjøre Farvandet ryddeligt for svenske Krigsfartøier, da han befrygtede, at derved blot en større Styrke af fiendtlige Krydsere vilde lokkes til dette af norske Kornskibe opfyldte Farvand. Han ansaae det for rigtigere at lade Kutterbriggerne convoiere Kornfartøierne imellem Norge og Skagen; «men jeg beder Dem, tilføier han, veilede mine Ideer ved Deres Erfaring.» Lütken var enig med Prindsen, og ved denne kloge Foranstaltning lykkedes det ogsaa at bringe store Partier Korn fra Jylland til Norge. I Begyndelsen af November foreslog Oberstlieutenant Krebs at gjøre et Indfald i Sverig mod Edda Skandsen, men Prindsen fraraadede dette, saalænge ikke dermed kunde forbindes en alvorligere Indtrængen i Sverige. Derimod meente han «at det vilde være en ønskelig Anledning for vore Krigere at maale sig 353med de Svenske, naar disse med deres Hovedstyrke vilde opstille sig mellem Grændsen og Eda.»

Der forefaldt imidlertid ingen Fiendtligheder. Magasinernes slette Tilstand tillod ikke at holde store Masser Tropper samlede paa eet Punkt, og da den svenske Krigsmagts Hovedstyrke var ude af Landet, havde vel Overgeneralen i Sverige, Feltmarskalk Essen, ikke heller den fornødne Styrke til et offensivt Angreb mod Norge, hvor der paa Grændsen let kunde samles betydelige Troppemasser til Modstand. Det blev saaledes ved enkelte Parlamenteringer mellem svenske og norske Officerer, hvis ostensible Hensigt var at udvexle Fanger og træffe gjensidig Aftale til at føre Krigen uden Grændsebeboernes Molest, men derhos tillige paa den ene Side at undersøge Nordmandens Stemning, paa den anden Side de Svenskes Hensigt. Saaledes giver Prindsen i et Brev til Oberstlieutenant Stabel af 6te November sit Minde til at modtage den tilbudne Sammenkomst imellem ham og den svenske Oberst Hay i Svinesund, for at besvare nogle Klager over Molest fra norsk Side mod enkelte IndbyggereEn Lieutenant Nelle havde gjort sig skyldig i en saadan Forseelse, men den fandtes saa ubetydelig, at han slap med simpel Cachot., og træffe fornøden Aftale til Sikkerhed i den Henseende. «Ved Samtalen med Oberst Hay, siger Prindsen, skal De kun lade ham snakke; det skader ikke at høre, hvad de Herrer have at fortælle; men kommer han med det sædvanlige Sprog om Norges Forening, da svar ham som han fortjener, og forsikkre ham, at de Norske aldrig ville være svenske. Mit og Nationens Ønske, at leve i god Forstaaelse med Nabolandet, maa De gjerne benævne, naar han giver Leilighed dertil.» – Ligeledes fandt en Samtale Sted 354mellem Essens Overadjutant Windblad og Lütkens Adjutant, Capitainlieutenant Svendsen, om Fangernes Udvexling, i hvilken det var Svendsen paalagt, «at forhøre, hvad Windblad maatte videre have at forebringe; men naturligviis ikke indlade sig i nogen Underhandling om andre Gjenstande.» Prindsen indskjærpede endnu mod Aarets Slutning Corpscheferne, «ikke ved smaa Angreb, som intet Resultat give, at skjærpe Fiendens Aarvaagenhed, som i Tilfælde af et vigtigere Angreb snarere maatte ønskes at være sløvet ved en vant Rolighed.» – Saaledes gled Aaret til sin Ende, uden at den erklærede Krig endnu foranledigede nogen Krigslarm paa Grændsen imellem Sverige og Norge.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.