Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Toogtredivte Capitel

Imidlertid afgjordes Nordens politiske Skjebne paa Krigens Skueplads, og i Midten af Januari Maaned 1814 sluttedes Freden i Kiel, som opløste den gamle Forbindelse mellem Danmark og Norge, og forberedte Norges Forening med Sverige. Da Napoleon havde maattet flygte til Frankrige, og Davoust havde trukket sine Tropper fra Hamburg, forsvarede den lille Skare af danske Krigere sig med Mod og stundom med Held mod den store Overmagt. De Tropper, som stode under den svenske Kronprindses Commando, udgjorde efter en nøiagtig Opgave 86,300 Mand. Den Rest af danske Tropper, som indsluttedes i Rendsburg, udgjorde knapt 9000 Mand. I Sjælland og Fyen laa vel en Hær af 16,000 Mand, men der gaves faa Midler til at bringe den over til Valpladsen. Et Forsøg blev virkelig gjort paa at bringe nogle af disse Tropper 355over til Holsteen; men et i November Maaned usædvanligt Vindstille forsinkede Overfarten. Deels var da allerede den danske Hærs Skjebne afgjort, deels formaaede denne svage Undsætning kun lidet mod den langt overlegne Fiende. Den danske Konge forblev saaledes i sit Hovedqvarteer paa Hindsgavl ved Middelfart, uden at kunne komme sin stridende Hær til Hjælp. Commandoen over de danske Tropper i Holsteen var overdraget Prinds Frederik af Hessen, Frederik den VItes Svoger; men det var egentlig Lallemand, som ledede Krigsoperationerne, og Jydernes Tillid til Generalen «med de røde Bouser (Buxer)» var ubegrændset. Mod en saa bestemt Overmagt kunde imidlertid Forsvaret ikke længe fortsættes med Held. Der var mere Spørgsmaal om at redde Æren end at vinde nogensomhelst afgjørende Fordeel. Den danske Hærs Tab kunde ikke erstattes; thi ingen Armee kunde reises igjen, medens Aabningen i den allierede Hærs Rækker strax kunde udfyldes ved nye tililende Skarer. Den danske Armee maatte saaledes ideligen trække sig tilbage, og omendskjønt den seirede i Fægtningen ved Sehsted, hvor den gjorde 800 Fanger, og tilføiede Fienden et dobbelt saa stort Nederlag som den selv leed, maatte den søge Tilflugt i Fæstningen Rendsburg. Den ene Fæstning faldt efter den anden, den lille danske Skare indesluttedes alt meer og mere af den fiendtlige Hær, og da omsider den danske Konges Depescher til Prinds Frederik af Hessen opfangedes, hvori han opfordredes til at slutte Vaabenstilstand under hvilkesomhelst Betingelser, fordi alle Statens Ressourcer vare udtømte, og intet Haab om en heldig Fortsættelse af Krigen var forhaanden, maatte Danmark underkaste sig de haarde Fredsvilkaar.

356Et svagt Haab om Fred paa mindre haarde Vilkaar var vel oprundet for Danmark mod Aarets Slutning, men det forsvandt snart igjen. Mod Enden af November 1813 kom nemlig en østerrigsk Officeer, Greven af Bombelles, til Kjøbenhavn, og medbragte et Brev fra Fyrst Metternich til Statsminister Rosenkrantz. Metternich udtrykte deri Keiserens, sin Souverains, gode Hensigter til Kongen af Danmarks Bedste, og indbød Ministeren til at sætte fuld Lid til Bringeren af dette Brev. Bombelles foreslog Rosenkrantz, at Kongen skulde bestemme sig til at afstaae Trondhjems Stift til Sverige mod en passende Erstatning, og at Keiseren da vilde fremtræde som Mægler mellem Kongen og de allierede Magter. Hvor meget dette Offer end kostede Frederik den VIte, indgik han dog i Forslaget efter selv at have talt med Bombelles. Kongen skrev i den Anledning til Keiseren, i hvis Arme han ubetinget kastede sig, og den østerrigske Minister i Kjøbenhavn, Grev Lützau, lod dette Brev afgaae med en Coureer, tilligemed et andet fra Bombelles til General Walmoden, som commanderede de allierede Tropper, og som man endnu ikke vidste vare forenede med de svenske. I dette sidste Brev blev sagt: «at Kongen af Danmark havde med ligesaa megen Aabenhed som Tillid overladt sig til Keiserens Mægling, som vilde paatage sig at bringe et Forlig tilveie mellem begge Parter. At i det Tilfælde de allierede Tropper havde betraadt Holsteen, bad Grev Bombelles General Walmoden indstændigen om at trække dem tilbage, paa det Underhandlingerne ei skulde generes.» Disse Breve kom med Coureer til Slesvig den 11te December Dagen efter Affairen ved Sehsted, mod hvilken By Fienden rykkede frem fra alle Kanter, uden at den var istand til at forsvare sig. Det Haab, som denne Coureer bragte, udbredte Glæde i alle 357Gemytter. Imidlertid erklærede Walmoden, til hvem Coureren strax sendtes, og som befandt sig ikke langt fra Rendsburg, at han ei kunde tilstaae denne Vaabenstilstand, da han stod under Kronprindsen af Sveriges Ordres, som befandt sig i Neumünster. Dog indgik han efter flere Underhandlinger og Betingelser en Vaabenstilstand paa 3 Uger med Prinds Frederik af Hessen. Da Kongen var bleven underrettet om Alt, hvad der foregik i Holsteen, sendte han Hr. Bourke til Kiel for at underhandle med Kronprindsen af Sverige om Fred; men Kronprindsen afslog ethvert Forlig, naar ei foreløbigen hele Norge blev afstaaet. I Haab om Østerriges Bistand forsinkede Kongen imidlertid saa meget muligt sit Samtykke til denne Afstaaelse. Paa samme Tid udløb Vaabenstilstanden, og Kronprindsen af Sverige truede Jylland. Kongen besluttede nu at forføie sig med en Deel af sine Tropper fra Sjælland til Fyen. Han forlod Hovedstaden den 3die Januari, og da Vaabenstilstanden udløb den 5te, begav Fienden sig paa Marschen for at rykke ind i Jylland. Strax efter Kongens Ankomst til Fyen fik han Keiseren af Østerrigs Svar, som den Coureer, der var afgaaet i December, bragte ham. Dette tilintetgjorde den sidste Gnist af Kongens Haab om at bevare Norge. Brevet var affattet i forbindtlige Udtryk, men Keiseren erklærede Kongen «at han i dette Øieblik Intet kunde gjøre for Kongen uden at tilraade ham, for enhver Priis at arrangere sig med de allierede Magter, hvis Tropper oversvømmede hans Stater, og da Norges Afstaaelse var den førske Betingelse for Freden, maatte Kongen deri samtykke, om han ei vilde udsætte sig for total Undergang.» Dette var Indholdet af det Svar, hvoraf Kongen havde lovet sig saa meget. Paa samme Tid fik han igjennem Bourke den sikkreste Efterretning om, at den russiske General Schouwaloff 358dagligen forventedes i Kiel hos Kronprindsen af Sverige, og at denne General vilde paa Keiser Alexanders Vegne foreslaae Kronprindsen at besætte Hertugdømmerne, indtil Fæstningernes Overgivelse i Norge. Det russiske Cabinet viiste paa den Tid stedse et unaturligt og uforskyldt Fjendskab mod Danmark. Den engelske Minister i Kiel, Thornton, havde ogsaa forsikkret Bourke, at dersom Underhandlingen om Norges Afstaaelse ei strax blev endt, var det ham paalagt paa sin Regjerings Vegne at erklære, at en engelsk Flaade vilde til Foraaret bemægtige sig Sjælland og opløse det danske Monarki, som ved hiin Afstaaelse kun var at redde. Under disse Omstændigheder var der for Kongen af Danmark Intet at gjøre uden at give efter. Danmarks Undergang frelste ikke Norge, og ene og forladt blandt saa mange bittre Fiender, vilde det være uforsvarligt og et blodspildende Raseri at fortsætte en Krig, hvis Udfald ikke mere kunde være uvis. Hvor meget det kostede Frederik den VIte at samtykke i denne Rigernes Skilsmisse, det Viiste hans nedtrykte Sindsstemning paa den Tid, og derom Vidner hans Correspondence med hans Søster Lovisa Augusta, som sendte ham Træstebreve i denne Ulykkens Periode. – Med denne Norges Afstaaelse vendte Bourke tilbage til Kiel, og overgav den til Sveriges Kronprinds. En Vaabenhvile fandt strax derpaa Sted, og en Fredsunderhandling aabnedes. Freden blev sluttet imellem Danmark og Sverige. Det blev i den sidste Magts Navn lovet, at den vilde anvende sin Mægling for strax at tilvejebringe en Vaabenstilstand med Rusland, Preussen og England, og saasnart muligt Fred med disse Magter. Kronprindsen af Sverige forbandt sig paa samme Tid til at skaffe Kongen af Danmark en passende Erstatning for Norge, og tilføiede mundtligen, «at han Intet mere havde 359at forlange af Kongen, og at det nu var hans Sag at undertvinge Nordmændene.» Saaledes sluttedes Fredstractaten i Kiel den 14de Januar 1814.Forfatteren har i Fremstillingen om denne sidse Krigsscene et paa fransk skrevet Cabinetstykke (forfattet i August Maaned 1814), som er blevet ham sendt af en Ven i Danmark, der er bekjendt som fagkyndig Historieforsker.

Denne TractatSe Bilag 25. indeholdt imidlertid Bestemmelser, som Norge i deres hele Udstrækning ikke kunde erkjende, og heller ikke i deres hele Omfang ere blevne tagne til Følge. I den 5te Artikel hedder det nemlig: «Hans Majestæt Kongen af Sverige forpligter sig paa den formeligste og meest forbindende Maade til at lade Indbyggerne af Kongeriget Norge og dets tilhørende Dele beholde Nydelsen af dets Love, Fritagelser, Rettigheder, Friheder og Privilegier, saadanne som de ere for nærværende Tid.» Det maatte naturligviis paa den Tid forudsættes, at Kongen af Sverige forklarede denne Artikel til sin Fordeel, og ansaae Norges tilkommende Skjebne, med Hensyn til den indvortes Organisation, voldgiven i sine Hænder. Den danske souveraine Konge kunde ikke sætte sig ind i den constitutionelle Forms Gavnlighed for Norge, og troede at have gjort nok, naar han havde sørget for Bevarelsen af en status quo i denne Henseende. Men Bestemmelsen selv svarede ikke til de Fordele, som efter den engelske i Tractaten med Sverige i Marts 1813 indførte Garanti skulde tilflyde Norge ved Foreningen med Sverige, ligesom Norge maatte være berettiget til at deeltage i Bestemmelsen af de Vilkaar, under hvilke Foreningen skulde skee. Vi komme igjen tilbage til denne Artikel – her bemærket vi kun, at Norges Forhold til Danmark 360havde været af en besynderlig Art, idet despotiske Love havde voldgivet Landets Skjebne aldeles i Kongens Hænder, medensen mild Udførelse deraf stedse havde taget Hensyn til Landets indvortes Forhold. De indre Forhold vare dannede efter Naturens Simpelhed og tilbørlige Hensyn til Menneskets naturlige Rettigheder. Norge maatte saaledes protestere mod den i Kielertractaten indeholdte Garanti af en Statsforfatning, hvorefter det nu de jure regjeredes, aldenstund det ei kunde gjøre sikker Regning paa, at det Maadehold og det Hensyn til Landets indre Forhold, som den gamle Regjering havde viist, ogsaa herefter i Virkeligheden blev fulgt.

Under 18de Januar udstedte derefter Frederik den VIte et kongeligt aabent Brev angaaende Norges Afstaaelse til Sverige saalydende:

«Vi Frederik den VIte af Guds Naade Konge til Danmark o.s.v. gjøre vitterligt: At da Vi under mange haarde og sammenstødende Omstændigheder for Vort Monarki have, for at gjenoprette Freden i Norden, og for at afværge fra Kongeriget Norge en der overhængende Hungersnød, ved Fredstractat af 14de d. M. frasagt Os, saavel for Os, som Vore Efterfølgere til Danmarks Trone og Kongerige, alle Vore Rettigheder og Adkomster til bemeldte Kongerige Norge, saa have Vi ved samme Fredstractat afløst, ligesom Vi ved dette Vort aabne Brev aflæse alle Norges Indbyggere i Almindelighed, og Enhver af dem især, fra den Hyldings- og Troskabsed, de, som Undersaattere i Almindelighed, eller som Embedsmænd i Særdeleshed, Enhver i sin Stilling, civil eller militair, geistlig eller verdslig, til Os have aflagt; hvorfor Vi, paa Grund af og i Overensstemmelse med Tractatens 16de Artikel, indbyde dem Alle til med Orden og Rolighed at gaae over til den 361nye Regjering, som paa den meest forbindende Maade har forpligtet sig til at lade Norges Indvaanere beholde og nyde deres Love, Fritagelser, Rettigheder og Privilegier saadanne, som de for nærværende Tid ere.

Middelfart, den 18de Januar 1814.
Frederik R.
Rosenkrantz.»


Med dette aabne Brev fulgte en Adresse til det norske FolkSee Tiden 20de Febr. 1814 No. 68, Pag. 569 ff. hvori Kongen af Danmark vidtløftigen forklarede de Omstændigheder, som havde fremtvunget Skilsmissen. Især gjordes den Grund til Afstaaelsen deri gjældende, at Norge ved en fortsat Krig udsattes for Hungerens Rædsler, idet ikke alene Tilførselen vanskeliggjordes i yderste Grad, men og Landet selv formedelst standsede Næringsveie sattes ud af Stand til at betale de Fødemidler, som kunde listes igjennem en aarvaagen Fiendes Orlogskrydsere.

Frederik den VItes sidste Afskedsord til det norske Folk vare rørende, og forfeilede ikke deres Virkning hos et Folk, som i Almindelighed hverken glædedes ved Skilsmissen fra Danmark eller ved Foreningen med Sverige.

«Aldrig kunne Vi – siger Danmarks Frederik – aldrig ville Vi glemme den Troskab og Hengivenhed for Os og Vor Stamme, hvilken det ædle norske Folk i alle Tider og Tilfælde have givet saa rørende Beviser paa.

«Saalænge Troskab blandt Folkeslægterne agtes som en Dyd, ville Nordmændene nævnes som de, der stode ved Siden af eller overgik ethvert andet Folk i denne Dyds Udøvelse. 362– – Vort oprigtige Ønske er, at Lykke og Fred maa til den seneste Tid blive det tappre og ædle norske Folks Lod!»Det hedte i Norge, at Ove Malling havde forfattet denne Adresse.

Strax efter udgik fra det danske Cancelli en Bekjendtgjørelse under 5te Februar, hvori det befaledes alle Embedsmænd i Norge, som enten ikke der vare fødte, eller ei besluttede sig til at forblive under den nye Regjering, at de, saasnart deres af den svenske Regjering udnævnte Eftermænd vare ankomne, skulde forlade deres Poster. Dette Vink til at vende tilbage til Danmark benyttede enkelte Embedsmænd, mestendeels af Kjærlighed til Fosterlandet og Misfornøjelse med de nordiske Rigers Skilsmisse; men Enkelte søgte ogsaa derved at befri sig fra den Ansvarlighed, som kunde være en Følge af en foregaaende mislig Embedsførelse. Senere hen flyttede endog norskfødte Embedsmænd til Danmark, fordi de vare misfornøjede med, at de ikke belønnedes med fortjent Opmærksomhed fra den nye Regjerings Side, eller for hvilke der formedelst deres Forbindelse i Danmark aabnedes Adgang til gode Embeder der. De sidste vare mestendeels Geistlige, men disse Emigranter vare i det Hele meget faa. Der var ikke stor Fristelse til at forlade et Land, som i Begyndelsen af den nye Forfatning havde Mangel paa Embedscandidater, og træde over i et andet, som havde stor Overflod deraf. Den nye Statsforfatnings første Aar vare i Sandhed en gylden Tid for Embedscandidaterne. Der maatte skabes et stort Antal af nye Embeder, og forskjellige Departementer organiseres for at besørge Statens indvortes Anliggender, hvilke tilforn vare gangne igjennem Collegierne i Kjøbenhavn. En ny høieste Domstol maatte stiftes i Norge 363selv, og Universitetet havde ikke faaet sin fulde Besætning af Embedsmænd. Jo mere Norge i sine indre Statsforhold afsondredes fra det nye Frænderige, jo større Selvstændighed det som Stat erholdt ved den nye Forfatning, jo flere Redskaber behøvedes for at besørge den indre Styrelse. Der skede saaledes strax i Begyndelsen af Norges nye Statsforfatning store Befordringer i Embedsclassen. De Mænd, som enten havde banet sig Vei til Regjeringens Tillid, eller ved deres Talenter tiltrukket sig Opmærksomhed, forfremmedes til de høieste Embeder, og store Vacancer fandt Sted i de Embedsstillinger, som her i Landet ere de meest indbringende. Medens Embedernes Antal paa den ene Side voxede, formindskedes paa den anden Embedscandidaternes. Indfødsretten gjordes snart gjældende, endog førend den gaves Lovens Gyldighed, og norske Embeder, som før deeltes imellem danske og norske Candidater, stundom endog med Overvægt paa de danskes Side, besattes nu udelukkende med Nordmænd, eller med Danske, der vare naturaliserede i Norge og deelte dets Skjebne. Under Selvstændighedsperioden jevnedes mestendeels alle indvortes Forhold, og der toges lidet Hensyn til Borgerlivets forhen priviligerede Fordele. Regjeringen behøvede de dygtigste Embedscandidater, den vilde vinde den store Folkestemme for sig, og tilsidesatte mestendeels Betragtninger af Gunst eller Fødselens uvæsentlige Fortrin. Embedsmænd paa underordnede Poster, endog Mænd udenfor Embedsstanden, uden andet Navn end deres hæderlige Borgerfærd, ophøiedes til de vigtigste og høieste Embedsposter i Landet. – Universitetet, denne Hovedstamme for de vigtigste af Landets Embeder, kunde endnu saa godt som ingen Candidater levere. Først Aaret før Statsforandringen fandt Indskrivning af Studenter Sted, og det varede flere Aar, inden de 364gjennem Embedsexamen kunde fremstille sig som Embedscandidater. I Begyndelsen var desuden Antallet af de Studerende langt mindre end det siden blev.

De første Aar efter Statsforandringen var derfor Lykkens Tid for Landets Embedsmænd. De, som stode paa et lavere Embedstrin, stege flux til et høiere, og det hendte vel og at Ynglinger, som knapt havde gjort sig færdige til at betræde Embedsbanen, bleve indsatte i saa fordeelagtige Embedsstillinger, at de i deres Levetid ikke mere forlode dem. De nye Embedsbesættelser faldt naturligviis meest i Juristernes Lod, og Mangelen paa dem blev saa stor, at der lidet Hensyn kunde tages til en meer videnskabelig Dannelse og omhyggelig Forberedelse. Vi have imidlertid allerede bemærket, at der ingen Ulempe er bleven sporet af denne Sammenblanding af juridiske Examensgrader. – Men ogsaa i Henseende til geistlige Embeders Besættelse var Statsreformens første Periode fordeelagtig for Embedscandidaterne. Af denne Art skabtes vel saa godt som ingen nye Embeder, men Embedscandidaternes Antal formindskedes saa pludseligen, at enhver færdig Candidat kunde gjøre sig Haab om Ansættelse, og de ældre om fordeelagtige Omflytninger. I disse Embedsposter finde aarligen mange Vacancer Sted, og paa den Tid kunde Universitetet ikke endnu levere norske Geologiske Candidater. Staten maatte saaledes benytte dem, som fandtes i Landet, eller de norske Candidater, som vendte tilbage fra det kjøbenhavnske Universitet, efter at de der havde taget Examen. I den Henseende maatte der gjøres Koncessioner, og alle Charakteergrader maatte sammenblandes for at tilveiebringe det fornødne Antal af geistlige Embedsmænd. Det er ufornødent at gjøre opmærksom paa, hvor meget disse Forhold efterhaanden alt meer og mere have forandret sig. Men 365det er begribeligt, at denne raske Stigen paa Embedsbefordringens Bane, som især under Selvstændighedsperioden var mærkelig, gjorde den nye Forandring kjær for den Classe af Borgere, som besad den høieste Grad af Dannelse, og at Selvstændighedsværket fik sine ivrigste Talsmænd iblandt den Deel af vore Landsmænd, som havde størst Evne til med Ordets Fynd at forsvare det. Ved denne Bemørkning ville vi ikke krænke deres Adgang til Nationens Erkendtlighed, som af ædlere Grunde have grebet ind i Statens Anliggender. – Ved Selvstændighedsperioden forandredes Embedsmændenes Stilling til de næringsdrivende Borgeres. Under Krigens Aar, især den sidste Deel deraf, leed Embedsstanden usigelig, medens der i flere af disse var stor og mestendeels fordeelagtig Virksomhed blandt Norges Handelsmænd. Efter Krigen fandt stor Forstyrrelse Sted i næringsdrivende Borgeres Stilling, den gyldne Tid blev kort og sporadisk, medens stedse Omstændigheder ere indtrufne, som i Almindelighed have forbedret Embedsmændenes Kaar, og sikkret deres Stilling, endskjøndt den raske Befordringsperiode snart forsvandt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.