Treogtredivte Capitel

Strax i Aarets Begyndelse gjorde Prinds Christian Frederik alvorlige Foranstaltninger til at møde den Krigens Alvor med Sverige, som han anede maatte blive en Følge af den danske Hærs Stilling i Holsteen, og af den danske Konges Afmagt til at modstaae sine talrige Fiender. Under 4de Januar anmoder han General Krogh – hvis Ansøgning om Afsked saaledes ei endnu maatte være tilstaaet – at lade de 2 Infanteribatailloner 366og den Skiløberbataillon, som var bestemt til det sydlige Norge, opbryde og sætte sig i Marsch efter opgivne Marschrouter. For at vinde Tid skulde disse Tropper med deres Bagage befordres ved Skyds, hvortil Øvrighedens Medvirkning skulde kræves. Formedelst den indtrufne Kulde udsattes imidlertid Troppernes Marsch, indtil en mildere Temperatur indtraf. Gjennem Generalqvarteermester Haffner og Genralmajor Haxthausen gjør han under 7de Januar Foranstaltning til Troppernes Forlægning og Proviantering efter Forslag, som af dem vare indgivne. Iligemaade sørger han for Fæstningerne Frederikstads, Frederikshalds og Kongsvingers Proviantering for 3 Maaneder, samt for enkelte Troppeafdelingers Madforsyning, som under indtrufne Omstændigheder kunde blive indkastede i disse Fæstninger. Til samme Tid overdrager han Oberstlieutenant Krebs – denne tappre og aarvaagne Bevogter af Rigets Grændser ved Kongsvinger – at foretage en Inspectionsreise langs Grændsen, og paa denne aftale med Major Arntzen om, «hvorledes en almindelig Bevæbning af det meget dygtige Mandskab, som er i Østerdalen, kunde organiseres til Grændsens Forsvar i paakommende Tilfælde – Mennesker og god Villie feiler der vist ikke. Krudt og Bly, som mangler, maatte bringes derop. Stemningen for en saadan Opstand i Masse maatte undersøges ved at tale med Mandskabet.» For at Krebs’s Fraværelse, medens han rægtede disse Ærinder, ei skulde føles, tilforordnedes ham Major Aubert i Commandoen ved Kongsvinger.

Imidlertid fik Prindsen ubestemte Efterretninger fra Danmark om den danske Armees mislige Stilling i Holsteen, om det danske Monarkies Farer, og den danske Konges Ængstelser under mægtige Fienders Fremtrængen i hans Staters Hjerte. 367Men hvor nedslaaende end disse Efterretninger vare, bestyrkede de kun den Beslutning, han havde fattet, ikke at forlade Norge under de Farer, hvormed dets Selvstændighed i et saadant Tidspunkt truedes. Førend han endnu kunde kjende Størrelsen af det Offer, hvortil Frederik den VIte maatte beqvemme sig, skrev han den 17de Januar følgende mørkværdige Brev til Generalmajor Lowzow:

«Jeg har ikke villet undlade herved at meddele Hr. Generalmajoren de seneste Efterretninger fra Danmark, som desværre ikke ere beroligende. Vaabenstilstanden udløb den 5te dennes, og den fiendtlige Hær rykkede frem, og truede, idetmindste med Streifcorps, at oversvømme Jylland. Den danske Armees Hovedstyrke er samlet i Fyen, og truer saaledes Fiendens Flanke, fornemmeligen naar Lillebelt tilfryser, som formodes nu at være Tilfældet. Den svenfte Kronprindses Fordringer stige med hver Dag; men hvis vor gode Konges Bestræbelser ei krones med Held, tiltroer jeg Nordmanden, at hiin Erobrer ei skal vinde Norge i Danmark. Imidlertid maa Begivenhedernes Udvikling dernede imødesees med Rolighed og Standhaftighed. – Saaledes ønsker jeg, at den nærværende Stilling maatte kjendes uden Ængstelighed for Fremtiden, som staaer i en retfærdig Guds Haand.»

«Forsigtighed byder, at ingen Fartøier indtil videre udklareres til Danmark, hvilket er tilkjendegivet Stiftet.»

Til Commandeur Fabricius, Oberste Arenfeldt og Oberste Meilænder skrev han et Brev af 25de Januar af følgende Indhold:

«Jeg vil ikke undlade at tilkjendegive Dem den i Gaar Aftes meddeelte Efterretning, at Fredspreliminarierne den 14de dennes ere undertegnede mellem Danmark og de allierede Magter. 368Den første Følge heraf vil uden Tvivl være en friere Skibsfart, naar blot Isen vil tillade ret snart at benytte den. Da jeg endnu er uvidende om Tractatens Ord, saa kan jeg heller Intet bekjendtgjøre, og ikke tillade Skibes Afseiling; men hvorledes end Fredsvilkaarene maatte være, haaber jeg, at Norge skal kunne bestaae ved egen Kraft. Jeg skal vist ikke skille mig fra dette herlige Land. Jeg gjentager, at Rolighed og Standhaftighed ere de første Borgerpligter, udi hvilke Tillid til Regjeringen og Tro paa Guds Forsyn bør styrke Enhver. Jeg stoler paa Dem og Deres Undergivne i enhver Henseende.»

I Skrivelse af samme Dato til Commandanterne i Fæstningerne Frederikssteen, Frederikshald og Kongsvinger, paalægger han dem den yderste Forsigtighed i Forholdet til de Svenske. – «Det er muligt, siger han, at disse i dette Øieblik drive deres Uforskammenhed saa vidt, at de fordre Indmarsch, ja vel endog Frederiksteens Overgivelse. Deres bestemte Svar angaaende Indmarschen er, at sligt ikke skeer uden den commanderende Generals udtrykkelige Befaling, og Magt afvises med Magt. Ligesom jeg er overbeviist om, at Norge ønsker at holde sig saa fast mod Fienden, som De i Deres Fæstning, saaledes kan De stole paa, at jeg ikke skal forlade Dem.» Ingen Svensk, selv ingen Parlamentair, maatte komme længere end til nærmeste Passering eller Vagten i Svinesund, og det forbødes vedkommende Officerer, under Straf i Overtrædelsestilfælde, at holde ufornøden Samtale med de Svenske, og fornemmeligen ikke at melde til Andre end den vedkommende Chef, hvad de erfore. Depescher skulde modtages og sendes Prindsen selv. Tillige skjærper han Opmærksomheden mod Svenske paa Grændsen og mistænkelige Personer. «Det er ei Tid, 369siger han, til lemfældig Medfart mod deslige Personer. «Dette mit Brev, slutter han, meddeles ikke til Nogen, og hvad heraf maa befales kan skee mundtlig ved Parolen eller til vedkommende Officerer ved disses nærmere Foresatte; det er egentligen kun en Skjærpelse af ældre Befalinger.

«Kommandanten vilde meddele mig Underretning, om De mangler Noget til Fæstningens Forsvar, enten Ammunition eller Provision paa 3 Maaneder.»

Oberstlieutenant Krebs tilmelder han under samme Dato sin Tilfredshed med den Maade, hvorpaa Oberste Gahns Afsending, Lagaløf, vil blive modtagen og afviist, og tilføier, at Krebs kunde give følgende Svar:

«Hr. Obersten tilkjendegives Modtagelsen af Deres Skrivelse af 24de Januari. De vil skjønne, at jeg, som Høistcommanderende i en Fæstning, ikke indlader nogen Officeer som Parlamentair uden den commanderende Generals, Hans Høihed Prinds Christian Frederiks, udtrykkelige Tilladelse eller Befaling.»

I et Brev af samme Dato til Krebs tilføier han: «Jeg skjønner ret meget paa det gode Sindelag blandt Tropperne, som jeg aldrig har omtvivlet at finde Sted. Lige kjært har det været mig at erfare den Beredvillighed, med hvilken Bevæbningen i Østerdalen kan ventes fremmet.»

Af ovenstaaende Yttringer fra Prinds Christians Side er det klart, at Tanken om at forsvare Norges Selvstændighed og at forhindre dets Forening med Sverige opstod hos Christian Frederik, endog før Resultatet af Danmarks Krig med sine Fiender var bekjendt, og at Tanken om at dele Skjebne med Norge havde saaledes rodfæstet sig hos ham, at han trodsede Kielertractatens Bestemmelse med Hensyn til Norges Forening 370med Sverige. Saaledes forandrede han ikke sit fiendtlige Forhold til Sverige, efterat Kielertractaten i alle dens Punkter var bleven bekjendt i Norge. Derhos understøttedes Beslutningen vistnok af hans nærmeste Raadgivere, og modtoges med stor Glæde af en Deel af Armeen.

Efterretningen om den med saa store Opoffrelser fra Danmarks Side kjøbte Fred i Norden opvakte langt mere Skræk og Bekymring i Norge end i Danmark, deels fordi deri skede en Forandring i Norges Stilling, hvorved Nationens Sind i Begyndelsen langtfra med Glæde heftede sig, deels formedelst den Maade, hvorpaa Efterretningen udbredte sig omkring i Landet. Aldrig er vel nogen politisk Efterretning i falskere Farver bleven forelagt Landsmænd end det Fredsbudskab, som Bladet Tiden udsendte i et Extrablad af 25de Januari af følgende Indhold:

«Den mørke og for menneskelige Øine uigjennemtrængelige Taage er splittet, og et Glimt af Solens Klarhed blender næsten det glade stirrende Øie.

Fred, Fred i Norden!

«I Følge aldeles paalidelige Efterretninger ere Præliminarierne for Freden til Lands og Vands afsluttede mellem Hs. M. Kongen af Danmark og Norge og de allierede Magter.

«Om Freds-Præliminarierne kan Udgiveren Intet tilføie, da han ikke kjender dem, og da de rimeligviis i den Skynding, hvormed dette Budskab er bragt os, ei kunde blive fuldstændigen meddeelte; men det faste Haab ville vi nære, at de ei kunne være vanærende, og ikke skulle vorde ødelæggende for Danmarks, for Norges Lyksalighed. Saa freidigen stole vi paa Gud, som er Herrernes Herre, og paa den Kraft, der luer i begge Nationers Bryst, at vi uden Banghed tør see Fremtiden imøde.»

371Det følgende Extrablad under 28de Januari forbedrede ikke denne falske Anskuelse af Tingenes Stilling. Det indeholdt til Slutningen Følgende:

«Private paalidelige Breve melde, at Jylland aldeles ikke har været betraadt af Fienden. Hs. Majestæt har fra sit Hovedqvarteer i Fyen negocieret med de allierede Magter. Præliminairfreden afsluttes, og efterat dette er skeet have de allierede Tropper strax rømmet det Slesvigske, og vare i Begreb med at forlade Holsteen. Det er høist sandsynligt, at der er forefaldet Noget ved Rhinen eller Holsteen, som har bidraget til deres saa hastige Afmarsch didhen. Dette Begivenhedernes uformodede Løb er et Beviis for, hvor utidigen vi ofte baade frygte og haabe, og hvorledes vi daarligen, lig Hjorten i Fabelen, rose vore indbildte Fordele og dadle vore virkelige Held.»

Aldrig er vel nogen Efterretning om Fædrelandets politiske Anliggender bleven modtaget af Nationen med større Glæde end dette Fredsbudskab, og aldrig har den vel følt sig mere nedstemt paa Fædrelandets Vegne, end ved den sørgelige Forklaring af en Avisskrivers Gaadeskrift.Forfatteren lod i sin første Glæde over Fredsbudskabet Extrabladet opslaae paa et Sted, hvor dets Indhold kunde blive Omkredsen bekjendt, men han nødsagedes snart til at nedrive det falske Document. Dagen efter denne Posts Ankomst blev Fredens sande Beskaffenhed ham meddeelt gjennem en af hans Venner fra Arendal, og hans Glæde over Fredsbudskabet gik over til den bittreste Bekymring. I et Brev til Kammerherre Anker, som han skrev under 31te Januari, beskrev han sine Følelser i denne Anledning, og han tør troe, at de paa den Tid deeltes af den større Deel af Nationen. Grev Wedel var, som ovenfor fortalt, dengang i Danmark og Forfatteren gjorde saaledes en Meddelelse, som egentligen var Wedel bestemt. Brevet findes i Bilag 26. Visheden om det 372ulykkelige Udfald af den syvaarige Krig udbredte Sorg og Bekymring over begge tilforn forenede Riger. I Danmark vare de vemodige Følelser ved Skilsmissen almindelige og Bekymringen udeelt, og disse gave sig Luft i Aviser og flere velskrevne Afhandlinger. I Norge selv var der i Sandhed saare Enkelte, som glædede sig ved den skandinaviske Haløes Forening, eller deri anede Fremtidens Held for Fædrelandet. Man ventede i Norge et uheldigt Udfald af Krigen; thi man vidste at store Krigermasser væltede ind over de danske Stater, og at Danmark kun havde en uforholdsmæssig liden Styrke at sætte mod sine Fiender. Men de mange Rygter, som vare udbredte om mægtige Nationers Mægling, Tilliden til at Englands Interesse for Norge skulde vaagne med fornyet Kraft i Krigens sidste Opløsning, havde opvakt Forhaabninger i Norge, som næredes derved, at vore Aviser optoge blot hvad der kunde tjene Nationen til Træst, og der fra Regjeringen selv mestendeels udgik beroligende Betragtninger over de udvortes Forhold. – Da imidlertid Fredsslutningen i sit hele Omfang og med sine nedslaaende Betingelser var bleven Nationen bekjendt, var det første Indtyk, som Efterretningen gjorde paa den større Deel af Nationen udenfor Hovedstaden, forsaavidt den var overladt til sine rolige Betragtninger, Følelsen af en vis Nødvendighed at bøie sig under en uundgaaelig Skjebne, og Haabet om at Foreningen med Sverige kunde skee med Bevarelsen af Norges Selvstændighed, og en passende constitutionel Form. Tanken om en Modstand mod en Beslutning, som var tagen i det store Raad af Europas mægtigste Stater, faldt endnu kun forholdsmæssigen faa Landsmænd ind, og Haabet støttede sig, som ovenfor anført, i denne Henseende til de Fordele, ved hvilke Foreningen i Følge Englands Garanti var betinget. Forfatteren 373modtog paa den Tid Breve fra Mænd, der siden deels ved Prindsens Side spilte en vigtig Rolle i Selvstændighedsværket, deels paa Eidsvold fægtede djærveligen for samme, hvori de erklærede sig enige med ham deri, at Modstand vilde være unyttig og endog for Fædrelandet skadelig, men at Kraften burde spares for at gjøre Foreningens Betingelser hæderlige og for Norges Fremtid gavnlige. Strax efter at Kielertractatens Betingelser vare blevne bekjendtgjorte, herskede saaledes ikke det politiske Schisma udenfor Hovedstaden, der siden deelte Nationen. Spiren dertil lagdes ved Prindsens Hof, og udgik fra de ham nærmest omringende Raadgivere, og fra hans egen Afsky for en Forbindelse, der for Evigheden adsplittede begge de forbundne Nationer, forenet maaskee med et stille Haab om at han kunde bevare Norges Krone for den danske Kongeslægt. Vi have ovenfor gjort os bekjendt med nogle fjærne Forberedelser i denne Henseende, der gik frugtesløse hen, saalænge Rigernes Skilsmisse endnu ei havde fundet Sted. Ved Christian Frederiks Side stode Mænd, der styrkede ham i disse høie Planer, og fra dem, især fra Stiftamtmand Thygeson, udgik Flammeskrift til Landets meest formaaende Mænd, hvori der forestilledes det Uværdige for den norske Nation i at lade sig paatvinge en Forening, hvoraf intet Godt kunde flyde for Fædrelandet – kun Trældom, Ulykker og Nedværdigelse. «Man har – hedte det i disse BreveHvoraf Forfatteren ogsaa fra samme Haand fik et. – solgt Huden før Bjørnen er skudt.» Det var den Indflydelse, som en saa bestemt Meningsyttring, der udgik fra Regjeringens Sæde selv, havde, som forandrede den almindelige Stemning, og det var saameget lettere at skabe et Modstandsparti mod Kielertractatens, 374i ukloge, og den tænkende Deel af Nationen stødende. Udtryk affattede Beslutninger, som der i Nordmandens Barm boede en almindelig, og ligesom med Modermelken indsuet, Modbydelighed mod en Forening med Sverige, hvis indvortes Forhold, naar de gik over i Norges, ikke syntes skikkede til at berede Fædrelandet Fremtids Held.

Det var engang en almindelig herskende Mening, som er bleven gjentagen af historiske Forfattere, at Prinds Christian Frederiks Beslutning, at modsætte sig Norges Overgivelse efter Kielertractatens Indhold, hvilede paa en hemmelig Aftale med Danmarks Konge, som i Følge denne Mening skulde nære det Haab, at der i Tidens Løb, og medens der endnu herskede en vis Gjæring i Europas Politik, kunde indtræffe Noget, der forandrede de paa den Tid gjældende Anskuelser, og forstyrrede de mægtigste Staters Enighed, og at en ny Omvæltning kunde igjen fremlede de tvende nordiske Rigers Forening. Men der er ikke allermindste Grund til at troe, at Danmarks Konge, om han end nærede et stille Haab herom, har indledet nogensomhelst hemmelig Underhandling i denne Henseende med Prindsen, ligesom intet af Sammes Skridt henpegede paa noget Saadant. Prindsen søgte tværtimod at undgaae Alt, hvad der kunde opvække Formodning om en saadan Forbindelse, og brugte den største Forsigtighed i sine Forhandlinger med de danske Sendemænd, der i politiske Ærender opsendtes til Norge. Slig Falskhed, hvor sædvanlig i politiske Forhold, og hvor undskyldelig under den Mishandling, som var Danmark vederfaren, laa ikke i den danske Konges Charakteer, der ikke forstod hemmeligen at undergrave indgangne Forpligtelser. Desuden var Freden Danmark nødvendig, og det sukkede under Krigens Byrder, saalænge Kielertractatens Fredspunkter ikke vare gangne i Opfyldelse. 375De danske Stater, allerede forud svækkede ved en ulykkelig Krigstilstand, bleve fremdeles besatte af fremmede Hære, saalænge Norges Forening ei var istandbragt efter Tractatens Medfør. Det svage Haab, som Danmark kunde nære om en Forandring i Europas Politik, maatte snart forsvinde, da Napoleons Skjebne afgjordes i Begyndelsen af April, han selv nedlagde sin Keiserkrone, og førtes til Elba. Der rygtedes vist nok om Uenighed imellem Sveriges Kronprinds og de allierede Magter, da han vægrede sig ved at følge disses store Troppemasser ind i Hjertet af Frankrige, eller i det mindste seendrægtigen nærmede sig Valpladsen, idet han maatte have Betænkelighed ved at betræde sit Fædreland som Fiende. Men Carl Johan havde opfyldt de med sine Allierede indgangne Forpligtelser; han havde bidraget sin Deel til Tydsklands Befrielse fra Napoleons Aag, og da dette var skeet, vendte han sig mod Norden, for efter Tractatens Indhold at høste Lønnen for sin Deeltagelse i den store Krig. Især maatte han vente sin østlige Naboes trofaste Opfyldelse af en høitideligen indgangen Tractat, hvis Sag han saa kraftigen og betimeligen havde understøttet, og som betalte Offeret med en anden Fyrstes Hjerteblod. Under saadanne Omstændigheder kunde en Plan til Danmarks og Norges Gjenforening ikke modnes eller bringes til Udførelse.

Det maa derhos paa den anden Side tilstaaes, at Prindsens og hans Raadgiveres Modstand mod en bogstavelig Opfyldelse af Kieler-Tractaten – en Modstand, der understøttedes og ligesom sanctioneredes af det norske Folk – i en vis Henseende var betimelig, ligesom den visseligen var gavnlig og fremledte omsider et for Norges Fremtid ønskeligt Resultat. Prindsen og hans Raad kunde have valgt mere passende Midler til 376at gjennemføre denne Modstand, og have udført den med større Kraft; men en ubetinget Beredvillighed til at underhandle med Sverige paa Kielertractatens Basis, kunde let have ledet til en Sammensmeltning af begge Rigers indvortes Forhold, som, unaturlig i sig selv og aldeles stridende mod begge Rigers, men fornemmeligen Norges, Interesse, maatte have bragt en langt større Ulykke over Landet, end de øiebliklige Lidelser og blodige Opofrelser, som en Modstand endog med Vaabenmagt maatte fremlede. Disse den levende Slægts Lidelser vare forbigaaende, og at betragte som en Gave til Efterslægten, der begrundede Fremtids-Held, medens en Sammensmeltning af begge Rigers indvortes Forfatning vilde berede vore Efterkommere en varig Ulykke, hvis Følger i Fremtiden vare uberegnelige. De Betingelser, under hvilke Kongen af Danmark afstod sin Ret til Norge, vare ikke saadanne, at de kunde betrygge Norges politiske Lyksalighed ved den nye Forening. Frederik den Sjette var en Konge af den gamle Skole, og kunde endnu paa den Tid – thi senere maatte han og for en Deel agte paa Ideernes Gang – ikke sætte sig ind i de Statsforfatningers Hensigtsmæssighed, som dele Statsmagten imellem Kongen og Folket gjennem dettes Repræsentanter. Han overgav saaledes Norge til Sveriges Konge med den Rettighed og i den Statsform, hvorefter det danske Kongehuus i halvandet hundrede Aar havde styret begge Riger. Kun de Privilegier og Rettigheder, hvoraf de nu vare i Besiddelse, og som med Hensyn til den offentlige Bestyrelse ingen Betydning havde, betingede han sine gamle Undersaattere, uden Garanti for at Folkets naturlige Ret i gammel Stiil skulde vorde respecteret. Den Mangel paa en ind-Vortes Selvstændighed, hvorunder Norge leed, kunde ikke ved 377Kielertractatens Artikler vorde afhjulpen; thi den hjemlede Norge kun Besiddelsen af bestaaende Rettigheder.

Langt mere vandt Norge ved at løsrive sig fra Kielertractatens Bestemmelser; thi da kunde det lægge en ny Basis for sin Statsforfatning, grundet paa de herskende Begreber om Statsmagtens rette Fordeling, og med tilbørligt Hensyn til de høist forskjellige indvortes Forhold i Sverige og Norge. I denne Deel af sin Modstand stod ikke heller Norge alene og forladt af det øvrige Europa. Til paa denne Maade at grundfæste sit politiske Held maatte Norge vente Understøttelse af den Magt, som kunde ansees for at være den vigtigste, og saa at sige raadende i det store europæiske Forbund, forsaavidt dette bevægede sig igjennem dens gyldne Midler. Da England nemlig ved Tractaten i Stockholm gav sit Samtykke til den skandinaviske Halvøes Forening, da skede det under den Betingelse, at der skulde tages Hensyn til Norges Held og Frihed. Denne Betingelse var nedbrudt ved Kielertractaten; den kunde ventes opreist ved Englands Medvirkning. Hvor egenmægtig og interesseret endog Englands Politik stundom viser sig i sine udvortes Forhold til andre Stater, saa liberalt handler England sædvanligen i dem, der ligge uden for Omraadet af dets umiddelbare Interesse. Det betragter sig som de constitutionelle Forfatningers Beskytter, og som en Forsvarer af Menneskehedens Rettigheder i Staternes indvortes Organisation. England havde i føromtalte Fredstractat viist sig liberalere mod Norge, end Rusland som Ven, da dette i Tractaten eensidigen tog Hensyn til egen Interesse, og lod enhver anden Betragtning af Syne. Fra den Kant kunde heller ikke ventes nogen Understøttelse til at indføre constitutionelle Former. Norge kunde saaledes vente, at England ei vilde tillade Sverige at 378tvinge det til en ufrivillig Forening paa de Betingelser, som Kielertractaten indeholdt, i Følge hvilke den fuldkomneste Forstyrrelse i Landets indvortes simple Organisation, og en Indpodning af en fremmed og ufuldkommen Statsforfatnings urene Safter, vilde afstedkommes. Modstanden maatte saaledes fra denne Side betragtet være ligesaa betimelig som gavnlig.

Det var derhos af stor Vigtighed og en Lykke for Norge, at en udmærket Personlighed var ved Haanden, som midlertidigen kunde overtage Regjeringens Tømme, indtil Rigets Skjebne var bestemt, og at ikke Christian Frederik forlod Norge i dette Overgangens betydningsfulde Øieblik. Norge vilde ellers være blevet i en forladt Tilstand; Uorden og Forvirring vilde have udbredt sig i alle Forvaltningens Grene, og dets Overgang til en ny politisk Stilling kunde let være bleven fuldbyrdet under mindre lovende Udsigter til Fremtids Held. Prinds Christian Frederik lagde i Ord og Gjerning for Dagen, at det norske Folks Interesse var ham dyrebar, og at det var hans Beslutning at dele dets Skjebne under den forviklede og høist vanskelige Stilling, hvori det strax efter Skilsmissen fra Danmark kom. Norge kan altsaa med større Føie end Sverige, ved en foregaaende Anledning om en anden dansk Prinds, sige om Christian Frederik, at han ved sin Nærværelse i Norge i Skilsmissens Øieblik viiste dette Rige saa stor en Tjeneste, som ved lignende Leilighed er viist nogen Nation. Det kan vel heller neppe omtvivles, at Norge var lykkeligere ved denne Fyrstes Nærværelse, end om dets Skjebne i dette vigtige Øieblik var bleven lagt i en norsk Statsmands Haand, som vi før have nævnet. Denne Statsmands Ideer gik ud paa en lettere, og maaskee endog nøjere Forbindelse med Sverige end den, der i Aarets Løb knyttedes, og endskjønt Wedel i sit Fædrelandssind 379visseligen, under Bestemmelsen af Foreningsvilkaarene, vilde have taget alle mulige Hensyn til Norges Interesse, saa var dog Fædrelandet bedre tjent med at Foreningen skede under Oppositionens end under Sympatiens Farve. Det vide vi med Vished, at de Begivenheders Traade, som fremledte Norges nye Stilling, vare i Forsynets Haand valgte til Fædrelandets Held, og i Norges Historie bør et erkjendtligt Minde reises om den Fyrstes Mellemkomst og ædle Hensigt, som i Farens Stund overtog Rigets Bestyrelse.

Men om vi end saaledes have Aarsag til at glæde os over Sagens endelige Resultat, saa kan Historien neppe ubetinget rose Prindsens og hans Raadgiveres Fremgangsmaade i det Hele. Det kan neppe siges, at enten Regjeringens Chef paa den Tid – hvorvidt han senere tilegnede sig disse Egenskaber, det vil Danmarks Historie i sin Tid indskrive paa sine Blade – eller hans nærmeste Raadgivere vare i Besiddelse af den Sindighed, Klogskab og Kraft, der behøvedes for at lede en Modstand af den Art, som sigtede til at underkjende en uigjenkaldelig og med uhyre Statskræfter understøttet Beslutning. Prinds Christian Frederik var visseligen i Besiddelse af store Talenter, han havde en videnskabelig Dannelse, forenet med en stor Evne til at give sine Ideer og Bekjendtgjørelser en passende Indklædning, og han havde stor Lethed i at sætte sig ind i sin Omgivelses Former.Ved hans Taffel, som besøgtes af Gjæster af alle Stænder, herskede en Munterhed og Frihed i Underholdnings-Tone, som man kan finde den i de meest tvangfrie Privat-Selskaber. Derhos var han besjælet af det oprigtigste Ønske, at fremme det Lands Lyksalighed, hvis Skjebne han havde paataget sig at styre, og i Folkets Kjærlighed høstede han 380derfor sin Løn. Men Statsmandens Egenskaber vare endnu ikke hos ham i den forønskede Grad udviklede, og Heltens havde han ikke havt Lejlighed til at vise. Der fattedes ham ikke Mod til at fatte store Beslutninger, men under Begivenhedernes Løb syntes Kraften at svigte; i et kritisk Øieblik satte Indbildningen ham ud over al Fare – Virkeligheden gjorde ham tilsyneladende urolig, modløs, forlegen. Han lyttede heller til en bevægelig Føielighed for sine Ideer – det kongelige Øre er sjeldent aabent for Indvendinger – end til en alvorlig Modsigelse, og skjød saaledes ikke sjeldent fra sig de Mænds Raad og Mening, som det havde været ham gavnligt at høre. Historien maa imidlertid være forsigtig i sin Anklage for tilsyneladende Mangel hos ham paa Krigertalent, og for hans vaklende Færd under Selvstændigheds-Krigen, der uden Tvivl mestendeels maa tilskrives et samvittighedsfuldt Hensyn til Norges Tarv. Vi finde ham under hans hele Ophold i Norge i idelig Bevægelse for at ordne Landets militaire Anliggender med Indsigt og Kraft, og fra hans Cabinet udgik sædvanligen egenhændige Ordres i den Anledning. Historien vil vise, hvorlunde denne Virksomhed i Krigens sidste Periode fik en Charakter af Modløshed og ubestemt Vaklen, medens han egentligen kun gav efter for tvingende Omstændigheder og et liberalt Hensyn til Norges Tarv. I Fredens Dage kunde han have beredt Norge, forbundet med denne eller hiin nordiske Stat, og under Ly af en passende Constitution, Held og Lykke; men han fremtraadte under en farlig Krigstilstand, uden tilstrækkelige Midler til at forsvare sig mod mægtige og talrige Fiender, og uden Veiledning af noget stort Talent i sit Krigsraad. Konstitutionens Velgjerning skylder Norge Christian Frederik, forsaavidt som han uden Vægring gav Udkastet dertil sit Bifald, og gav den derved 381en Tilværelse, som ei kunde rokkes under en paafølgende Statsforandring; men Historien maa lade uafgjort, om ikke Conjuncturernes Beskaffenhed, og hans særegne Stilling til det norske Folk, bevægede ham til at antage en liberalere Regjeringsform, end som i Grunden var efter hans Sind.

Det kunde ansees tvivlsomt, om Prindsen i sin førske Raadgiver, Conferentsraad Anker, havde gjort det rette Valg. Han var vist nok en Mand af Talenter, forstandig i sin Tale og særdeles interessant i Underholdning, endskjønt hans Døvhed gjorde Samtalen tung; men han havde lidet sat sig ind i Menigmands Rettigheder, og hans Ideer om hvad der tjente til Landets Gavn, hentede han mere fra den svundne Tids Feudalisme end fra den nærværende Tids liberale Anskuelser. Han havde vist nok været brugt i flere vigtige Forretninger, og vi ville ikke paatage os at bedømme Resultatet af hans Arbeider, men han var ikke heldig til at udføre de offentlige Commissioner, som under Selvstændigheds-Perioden, og efter Norges Forening med Sverige, bleve ham overdragne.Han var et kostbart Medlem af de Commissioner, hvis Formand han var, og trak Sagerne ud til en utilbørlig Længde. Forfatteren stod, som Medlem af Bergværks- og Sølvværks-Commissionerne, i flere Berørelsespunkter med ham, og de havde i den Anledning flere Stridspunkter, som dog afgjordes uden personlig Uvillie. Det vigtige Ærende, som betroedes ham af Christian Frederik, mislykkedes aldeles. Det var formodentlig hans fine og tækkelige Væsen, saavelsom hans herlige Underholdningsgave, der indtog Prinds Christian Frederik, som det siden indtog Prindsens Eftermand, og i denne Henseende var han vist nok uimodstaaelig.

382Stiftamtmand Thygeson, Prindsens anden Raadgiver, havde paa den Tid et stort Navn i Norge formedelst en heldig Virksomhed i sin Embedsstilling og i Provideringsvæsenet, saavelsom for den liberale Maade, hvorpaa han nyligen under det store Møde af indkaldte Borgere havde deeltaget i Forsøget til at ordne Pengevæsenet, og den forekommende Gjæstfrihed, hvormed han aabnede sit Huus for den store Kreds af sine Bekjendte og for Reisende, som besøgte Christiania. Som Stiftamtmand i Christianssands Stift havde han erhvervet sig et Navn som Faa i den Stilling, og som Stiftamtmand i Agershuus Stift skreed han frem paa samme Bane. Men som stor Possessionat i Danmark, hvor han snart skulde modtage betydelige Land-Eiendomme, maatte hans Interesse være nærmest heftet til hans Fædreland. Det var saaledes hans Kjærlighed til Prindsen, hans Deeltagelse i den danske Tronarvings Skjebne og maaske Haab om i sin Tid at bevirke Foreningen med Danmark igjen i gammel Stiil, som lod ham tage saa virksom Deel i Prindsens store Beslutninger, hvilke han forplantede og anbefalte over det ganske Rige. Det var overhovedet Thygesons Art at lægge store Planer med Kjækhed, og udføre dem med Raskhed, ligesom hans Virksomhed efter Fleres Mening derom ikke var fri for en vis Bram. Imidlertid varede hans Deeltagelse i Norges Selvstændigheds-Sag kun kort. Han gjorde en Reise til Danmark, som det hedte, i Prindsens Anliggender, og derfra vendte han ikke mere tilbage. Hans Navn nævnedes siden kun sjeldent i Norge, og kun i taknemmelig Erindring om hans velgjørende og liberale Virksomhed under Krigen i begge sine Embeds-Stillinger. Det var saaledes kun det første Stød til Prindsens Beslutninger efter Norges Skilsmisse fra Danmark 383som kom fra Thygesens Haand; men dette var kraftfuldt og i Forening med Carsten Ankers vist nok af Betyden hed for Sagen selv.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.