Fireogtredivte Capitel

Da Prindsen havde taget sin Beslutning, ikke at forlade Norge under dets nærværende critiske Stilling, og at modsætte sig Norges Forening med Sverige, var han betænkt paa at reise de Midler, hvorved Værket kunde fuldbyrdes, og paa at vinde Folkets Bifald ved et passende Regjerings-Forhold. Hans første Omsorg var at udnævne Cheferne for de forskjellige Corps, som skulde forsvare Grændsen mod de Svenskes mulige Indfald, og at postere disse paa passende Puncter. Han saae sig i denne Henseende om blandt de Mænd, som vare blevne ham personligen bekjendte eller anbefalede som hæderlige, dygtige og sit Fædreland opofrede Mænd.Krigshistoriens Løb vil efterhaanden lære os at kjende disse Mænd. Fra hans Cabinet udgik i den Henseende under 1ste Februar Ordres til disse Chefer, blandt hvilke især Oberstlieutenant Krebs og Oberste Hegermann syntes at have været i Besiddelse af Prindsens fortrinlige Tillid. Han tillod endog Oberste Hegermann i enkelte Tilfælde at tage sin Beslutning paa egen Haand, uden derom at gjøre Tilmeldelse til Generalmajor Staffeldt, til hvem det i Almindelighed var Corps-Cheferne paalagt at rapportere deres Bevægelser. I sin Ordre til Hegermann siger han, at hans Brev kun var en Esqvisse, som Obersten selv nærmere maatte udarbeide, og hvorom Prindsen vilde conferere med ham 384ved næste Sammenkomst. Det er imidlertid af hans Ordres klart, at hans Mening kun var at føre Krigen defensiv og ikke gjøre noget Indfald i Sverige, hvorimod han aabenbart ventede, at et Angreb vilde skee fra Sveriges Side; og derpaa søgte han ikke alene at forberede sig, men han syntes endog at ønske, at de svenske Krigere vilde paa denne Maade give de norske Anledning til at maale Kræfter med hverandre. I sit Brev til Hegermann siger han: «er Alt færdigt, ønsker jeg, at Fjenden vilde komme». I Begyndelsen af Februar Maaned befalede han Oberste Seierstedt at inspicere Fredriksstads Fæstning og indberette ham dens Tilstand, hvorhos han bemyndigede Staffeldt til at afsætte Mechlenburg, «om han havde tabt Hovedet», og indsætte Schilling i hans Plads. Senere gjordes Major Hals til Commandant. Han indskjærpede fremdeles Armee-Intendanten, Generalmajor Haxthausen, at fremskynde Foranstaltningerne til Armeens Proviantering og Beklædning. Han befalede, at de militaire og civile Magasiner skulde afsondres fra hverandre, og de første forsynes med, hvad der manglede i den reglementerede Beholdning, som uden hans specielle Tilladelse ei maatte anvendes til andet end militairt Brug. Tillige paalagde han Overproviderings-Commissionen hver Maaned at indgive en i Rubrikker inddeelt Liste, over Beholdningen ved Maanedens Begyndelse, over Indtægt og Udgift i Maanedens Løb, og over den virkelige Beholdning ved Maanedens Udgang.

Til alle disse Foranstaltninger behøvedes Penge, og for at reise disse maatte Prinds-Regenten tage sin Tilflugt til Statens eneste Kilde paa den Tid – Fabricationen af Papirpenge. Til at bestride de fornødne Stats-Udgifter lod han saaledes udfærdige Beviser til en Sum af 3½ Millioner Rigsbanksedler, 385der skulde modtages i alle Kasser og Oppebørsler. Disse saakaldte Prindse-Sedler vare Begyndelsen til Selvstændigheds-Mynten, der siden fik en lang Række af Efterfølgere. Ved denne Leilighed var der – besynderlig nok – ikke Tale om den Forberedelse, som af hiin føromtalte store Forsamling var gjort til at ordne Pengevæsenet. Man gik i den gamle Stiil og udstedte Sedler uden at lægge nogen Grundvold, der kunde gives Gyldighed. Derefter besluttede han i et Møde paa EidsvoldDette Møde gik forud for det, som siden fandt Sted paa Eidsvold, og nedenfor omhandles. Det ene foregik sidst i Januar, det andet 16de Februar. hvorved nogle Faa af Landets vigtigste Embedsmænd vare tilstede, at sammenkalde formaaende Mænd, for siden gjennem Nationens Repræsentantere at befæste sin store Beslutning, og bestemme den nye Regjeringsform. Derhos bestemte han sig til at gjøre en Reise til Trondhjem, hvorved han baade fik Leilighed til at besøge den folkerigeste og frugtbareste Deel af Landet, og tillige den, som fra Historiens ældste Tid har tilegnet sig Ret til at afgjøre Fædrelandets Skjebne i kritiske Øieblik. Men en Konges Reise gjennem Landet har i vore Dage en anden Art af Betydning end i Oldtiden, da Kongerne lidet kunde udrette, naar de ikke havde Folkets Stemme for sig i de store Folkemøder, og det saaledes maatte være af Vigtighed forud at sikkre sig Nationens Bifald til vigtige Planer. En kongelig Persons Reise igjennem Landet var et Særsyn paa den Tid, og ledsagedes af de lidet betydende Glædesyttringer, som afgive kun et ufuldkomment Tegn paa den i Nationen herskende Mening. Kan man imidlertid troe, hvad derom dengang er blevet sagt og siden nedskrevet, hørtes ogsaa paa denne Reise 386de frimodige Yttringer, hvormed Kongerne hilstes i fordum Tid, og hvis Spor fandtes i vore Fjelde endog under de meest uindskrænkede Kongers Regjering. Derhos var det en let Sag for en Mand i Prindsens ophøiede Stilling paa den Tid at fremlokke Modbydelighedsyttringer mod hvilkensomhelst Forening med Sverige; thi denne boede visseligen i Bondens Sjæl og deeltes af den store Mængde i alle Borgerclasser paa alle Dannelsestrin, og Tronarvingen, som bar Løftet og Haabet om en Selvstændighedstilstand i denne Henseende paa sine Løber, maatte i Følge denne Stemning være høist velkommen. Prindsens Reise var saaledes et Triumftog, paa hvilket der ikke manglede paa Jubel og Glædesyttringer. Det er iøvrigt ikke Forfatterens Hensigt at følge Prindsen Skridt for Skridt paa denne Reise, som blev stykkeviis indført i forskjellige Nummere af Bladet Tiden, og hvoraf Brudstykker findes i Wergelands Constitutionshistorie. Paa Reisen til Trondhjem ansaae Prindsen sig ikke sikker for fiendtlige Planer mod sin Person. Han befalede derfor Major Arntzen under 1ste Februar ved Patroullering og Vagt paa de Steder, hvor han holdt Natteqvarteer paa Reisen igjennem Østerdalen, at sikkre Reisen for Foruroligelse af Fienden.

Om Hensigten af denne Prindsens Reise til Trondhjem har der været yttret adskillige Meninger, der mestendeels gaae ud paa, at det var Prindsens Plan, der at lade sig udraabe til Konge, og saaledes benytte Trændernes i Oldhistorien bekjendte Indflydelse paa Norges Anliggender og paa Kongevalget, for at gjøre sin kongelige Arveret gjældende. Men der er ikke Anledning til den Mening, at Reisen havde en saa alvorlig og dyb Plan. Den synes meget mere kun at have været deels en Adspredelse-Reise efter den spændte Sindsstemning, 387hvori Dagens vigtige Begivenheder og hans kjække Beslutning havde sat ham, deels foretagen for at vinde Tid til at give Udlandet sine Meddelelser, og tillige fornemmeligen for at overbevise sig om Folkestemningen i den vigtige Deel af Landet, hvorigjennem Reisen gik, og i Trondhjem selv. Hans Ophold i Trondhjem, som varede i 4 til 5 Dage, var en munter Afvexling af de sædvanlige Festligheder, under hvilke Intet fra Prindsens Side foretoges, som kunde have mindste Hensyn til en saadan Kroningsplan, som en foregribende Yttring af Folkets Stemning. Nogle af Trondhjems meest anseete endnu levende Borgere, som toge Deel i disse Festiviteter, have i Prindsens Færd under hans Ophold der Intet kunnet opdage, som sigtede dertil. Et Rygte om, at noget Saadant vilde blive forsøgt fra Prindsens Side, var vistnok gaaet forud for denne Reise, og havde givet Anledning til nogle forberedende Skridt i en anden Retning. Omtrent 60 af Trondhjems meest anseete Mænd forenede sig og forfattede en Adresse, som henpegede paa en Regjeringsform, der værnede om Folkets Rettigheder og befordrede en passende Magtfordeling, hvilken Adresse blev Byens Embedsmænd forelagt til Underskrift. Men da disse vægrede sig derved, blev Adressen ikke overleveret, og findes nu ingensteds uden maaskee i den Hædersmands Værge, som udkastede den. Fuld af den Tanke at forsvare Norges Selvstændighed til det Yderste mod udenlandsk Vold, lod Prindsen vistnok denne sin Hensigt indflyde i flere af de smaa Taler, som han holdt i Trondhjem, men intet Ord om at gjøre denne Stad til en Fodskammel for sin Tronbestigelse. Ved sin Ankomst til Trondhjem steeg han af ude paa Ilevolden, og holdt ridende sit Indtog til Byen, efterat Commandanten havde overleveret ham Nøglerne. I den Anledning tiltalte han den forsamlede 388Skare omtrent med de Ord: «Med Henrykkelse har jeg gjennemreist Eders Land, og dette herlige Land skulde Svensken erobre? Det skal i Evighed aldrig skee.» Da Byens Geistlige, militaire og civile Embedsmænd tilligemed Byens faste Borgere mødte til Cour i Stiftamtmandsboligen, tiltalte han dem saalunde:

«Jeg udtrykker Dem min Tilfredshed ved at see mig i Deres Midte. Hvor lykkelig vilde jeg være ved at bringe Dem sikkert Haab om Fred; det er Nationens Ønske og Maalet for mine Bestræbelser; men kun det selvstændige Norge kan nyde Fredens Velsignelser. Skulde den kjøbes med Underkastelse under fremmed Aag, da vilde det være en ligesaa stor Vanære for den nærværende Slægt, som Uheld for vore Efterkommere. Foruroligende Rygter bebudede, at gamle Norge skulde stykkes ud – det skulde aldrig have skeet; dertil staaer Tanken ei heller; men nu gjælder det det hele; dog Norge kan og skal bestaae ved Samdrægtighed. Jeg er uadskillelig fra Norge; min Tillid staaer til det norske Folk, mit Haab til Gud, min Løn skal være Folkets Kjærlighed. Jeg paaskjønner det Fædrelandssind, jeg overalt møder, og jeg vil glædes, hver Gang jeg kan give dette Samfund Prøver paa min Velvillie.»Forfatteren har i Henseende til denne Fremstilling henvendt sig til en af sine fortrolige, i Trondhjem og i Norge høiagtede, Venner, Bankdirecteur Schnitler, som personligen var tilstede ved de Festligheder, som gaves Prindsen, og af hans Meddelelse er Ovenstaaende en Extract. Dertil har han føiet i et Bilag (No. 27) nogle Notitser af Trondhjems Adressecontoir, ledsagede af nogle Anmærkninger af Overinspecteur Smith, en af Medlemmerne af Rigsforsamlingen paa Eidsvold, til Styrke for den Mening, som i Texten er yttret. At Souverainitetsideen i den gamle Forfatnings Stiil spøgede i nogen Trænders Hoved – er vistnok en ugrundet Paastand, der noksom gjendreves ved den omhandlede Adresse, der henpegede paa Tidsaandens Krav i den Henseende. Naar derimod Embedsmændene vægrede sig ved at underskrive Adressen, da maa dette vel mere tilskrives en naturlig Sky for at stæde Prindsen ved en i frimodige Yttringer fremsat Mening om en passende Magtfordeling, end deres Bifald til en Anmasselse af Enevoldsmagten. De maatte vel ogsaa finde det mindre passende at tage Initiativet til et Forslag, som snart kunde ventes afhandlet i den store Folkeforsamling, som havde Hjemmel til at afgjøre Landets Skjebne.

389Saaledes raadede nu Tanken om at forsvare Norges Selvstændighed hos Prindsen, og derpaa lagde han nu den alvorligste Haand. Med Reisen til Trondhjem og det dermed opnaaede Resultat var Prindsen vel tilfreds. I et Brev til Contre-Admiral Lütken af 13de Febr. siger han: «jeg er fuldkommen vel efter en i alle Henseender behagelig og vel tilendebragt Reise.»

Paa Tilbagereisen fra Trondhjem standsede Prindsen paa Eidsvold, og berammede et Møde med nogle af Nationens vigtige og udmærkede Mænd. I Valget af disse Mænd havde han vistnok i den gamle danske Stiil taget Hensyn til de høie Embedsstillinger, hvori de Tilkaldte befandt sig, men han havde ogsaa tilstevnet Mænd, som vare bekjendt med Folkets Stemning og Landets indre Forhold, og som gjorde deres Mening gjældende med Frimodighed og Indsigt. Om Hensigten af dette Møde er der yttret saa forskjellige Meninger, de historiske Beretninger ere saa afvigende fra hverandre, og bære saa meget Farven af de politiske Partier paa den Tid, saa det er vanskeligt for Historieskriverne at give en fuldstændig, paa reen Sandhed grundet Fremstilling derom. Forfatteren har derfor maattet stille Andres Erfaringer, og flere Mænds velvillige 390Meddelelser, som vare tilstede ved Mødet, ved Siden af de Kjendsgjerninger, som han selv under et Ophold i Christiania paa den Tid umiddelbart har samlet og nedtegnet, for saavidt muligt at adsprede det Mørke, som hviler over dette vigtigeMøde, der foreløbigen styrkede Prindsen i hans Beslutninger,og bestemte hans forberedende Skridt til at befæste sig paa Norges Regjeringssæde. Det er, som ovenfor bemærket, høist rimeligt, at Prindsens første Tanke, efter at Kielertractaten var bleven bekjendt, var at bestige Norges Trone som odelsbaarenDette Udtryk optog han rimeligviis gjerne, fordi han meente, at det maatte have en god Klang i den norske Bondes Øren, og fordi det betegnede hans Arveret i Følge gamle Institutioner, endskjønt Tronen neppe kunde ansees som Odels- og Eiendomsgods, som andre Jordeiendomme.Fyrste, og at han efter Kongeloven troede sig berettigettil at indtræde i sine Forfædres Rettigheder. I disse høie Begreber om sin Stilling til Norge efter Rigernes Skilsmisse bestyrkedes han ved de enkelte Raadgivere, som i Opløsningens Øieblik stode ved hans Side, og gave hiin Souverainitetsidee Medhold. Forsaavidt det var hans Hensigt, under alle Omstændigheder at forhindre Norges Forening med Sverige, og saaledes ved en bestemt Modstand bevare Norges foreløbige Selvstændighed, for senere hen, til beleilig; Tid og under forandrede politiske Forhold, at tilvejebringe de tvende nu ved Voldadskilte Rigers Forening igjen, maatte Kongeloven for et Skud af den oldenborgske Stamme være den ønskeligste Basis for Tronbestigelsen. Men det varede ikke længe inden Rygtet om denne Prindsens Souverainitetsplan, endskjønt det i Begyndelsen udbredtes i en ubestemt Form og svævede alene om i et indskrænket Omraade, opvakte Ængstelse hos Flere blandt Landets 391anseete Mænd. Det var Enkelte blandt disse, som, endnu før hiint Møde paa Eidsvold fandt Sted, med Mod og Held bekjæmpede hiin Souverainitetsidee, og forberedte en Forandring. Det vil være i de paa hiin Tid levende Landsmænds Erindring, hvor megen Omtale der dengang var om Prindsens Samtale med Professor Sverdrup i denne Anledning, og for derom at kunne fremlægge den paalideligste Fremstilling, har Forfatteren modtaget en historisk Beretning af Hædersmanden selv, som han her ordlydende indfører:

«Det var en af Markedsdagene i Christiania i Aaret 1814, da jeg, som i nogle Dage havde været upasselig, og derfor holdt mig inde, modtog et Besøg af Provst Schmidt i Eger, og, saavidt mindes, Feltprovst Munch. De fortalte mig, at der i Byen gik det Rygte, at Prinds Christian efter sin Tilbagekomst fra Trondhjem vilde lade sig udraabe til Konge i Norge, og at dette Rygte havde vakt Urolighed i den norske Krigshær, som laa paa Grændsen. Efter mit Forslag bleve de med mig enige om at gaae til Stiftamtmand Thygeson, som den høieste Øvrighedsperson paa Stedet, og som den Mand, der med sin meget dannede Forstand og skarpe politiske Blik i Almindelighed ansaaes for at have en stor Indflydelse paa Prindsen, for at foreholde ham de Følger, det Skridt, Prindsen efter Rygtet stod i Begreb med at gjøre, vilde have for Norge, og at formaae ham til ved sin Indflydelse at søge at afværge det. Begge ovennævnte Mænd gik fra mig, for at udføre nogle Forretninger, de i Byen havde at besørge, med Løfte om at komme tilbage til bestemt Tid. Da dette ikke skede, gik jeg ene til Stiftamtmanden, som forsikkrede, at han ikke havde hørt tale om Bevægelse hverken i Armeen paa Grændsen, eller noget andet Sted i Riget; men at det var vist, at Prindsen vilde lade 392sig udraabe til Konge, hvortil han havde fuldkommen Ret. Da jeg benægtede Prindsens Ret til Norges Trone, fremtog Thygeson den danske Kongelov, og viiste mig deri den Artikel, paa hvilken Prindsens Ret skulde være grundet. Mine Bestræbelser for at godtgjøre, at den anførte Lovbestemmelse modtog en anden og efter min Formening rigtigere Fortolkning, og min Paaviisning af dens historiske Grund, var ikke istand til at bevæge ham til at frafalde sin Paastand. Han var, lagde han til, saa meget meer overbeviist om Rigtigheden af sin Fortolkning af den omtvistede Lovbestemmelse, som han Aftenen i Forveien derom havde talt med Etatsraad Treschow, som var fuldkommen af samme Mening. Med Treschow kom jeg ikke til at tale derom, da min Upasselighed i de Dage endnu ikke tillod mig at gaae ud, og jeg strax efter at være restitueret gjorde en lille Reise til Vollebæk, hvorhen jeg af Sorenskriver Falsen var indbuden tilligemed Kammerherre P. Anker og Professor Platon, for at give ham vor Mening tilkjende om det Udkast til en Grundlov, han havde udarbejdet.Ved dette Møde, som varede i 2 Dage, var ogsaa Adler, dengang Lærer ved Skolen i Frederikshald, tilstede.

«Den 16de Februar modtog jeg om Morgenen meget tidlig – Klokken mellem 2 og 3 – Ordre fra Prinds Christian at møde endnu samme Dags Formiddag til et bestemt Klokkeslet paa Eidsvold. Næsten til samme Tid som Ordren indløb, lod Thygeson mig ved en Tjener anmode om at komme til ham, førend jeg tiltraadte Reisen til Eidsvold. Thygeson sagde, at han nu havde erfaret, at der paa flere Steder i Landet vare Uroligheder igjøre, men at Prindsen desuagtet havde fast besluttet at tiltage sig Kongemagten. Han bad mig søge at formaae Prindsen til at afstaae fra dette Forsæt, hvortil jeg svarede, 393at jeg, som ingen nærmere Adgang havde til Prindsen, i denne Henseende vist Intet vilde kunne formaae, idet jeg tillige erindrede ham om vor forrige Samtale.

«Paa det sidste eller næstsidste Skifte fik jeg til Skydskarl en meget gammel Bonde, som strax indlod sig i Samtale med mig, og spurgte, hvorfor der i Dag reiste saa Mange til Prindsen paa Eidsvold. «De skal vel, kan jeg tænke, sagde han, med Prindsen overlægge, hvorledes Norge skal overgives til Sverige; skal Du være med i dette Lag, da maa Du for Guds Skyld aldrig give din Stemme til at Norge overgives til Sverige; jeg vil, forsikkrede han, give mit og Mines Liv og Alt, for ikke at opleve den Dag, da Norge bliver underkastet Sverige», og han endte sin Forsikkring med disse Ord: «men hvad Du siger eller gjør, saa husk for Alting paa, at Gud er ataat (tilstede).» Hvilken Virkning den gamle Bondes Ord havde paa mig, behøver jeg vist ikke at sige. – Det var langt over Middag, da jeg kom til Eidsvold, hvor de andre Mænd, som vare tilsagte at møde, Alle hver især allerede, saavidt jeg veed, havde havt privat Samtale med Prindsen.Ikke alle havde havt privat Audience med Prindsen, som nedenfor vil sees. Jeg havde neppe afkastet Reiseklæderne, førend jeg blev kaldet til Prindsen. I Forstuen modtog Agent Nielsen mig med følgende Ord: «Prindsen vil endnu være Enevoldskonge.» – Nielsen, en Mand af meget bestemt Charakteer, elskede med Varme og oprigtig Kjærlighed sit Fædreland, for hvilket han var beredvillig, naar paakrævedes, at gjøre de største Opoffrelser. – I andre Udtryk sagde Generalauditeur Bergh mig det Samme, idet jeg traadte ind i Prindsens Værelse.Berghs Ord indeholdt en Opmuntring til Sverdrup om at gjøre sit Bedste for at faae Prindsen overtalt.

394«Prindsen modtog mig med følgende Ord omtrent: «Jeg har ladet sammenkalde nogle af Norges meest anseete Mænd, for i dette for Landet høist vigtige Tidspunkt med dem at overlægge, hvad der bør foretages for at afværge Anarkiets Rædsler, og for at betrygge Rigets Selvstændighed og Vel. Da Hs. M. Kong Frederik den VIte har været nødt til at afstaae sin Ret til Norges Trone, anseer jeg mig efter Kongeloven og Norges Odelslov for arveberettiget til den, og i denne min Mening er jeg bleven bestyrket af mange af Norges dygtigste og meest oplyste Mænd. Jeg har hørt, at De skal være af en anden Mening, og har derfor ladet Dem kalde for at høre Deres Grunde.»

«Saa klart og bestemt som det var mig muligt fremsatte jeg mine Grunde mod Prindsens Arveret, og søgte at vise, at Kong Frederik den VItes Frasigelse af sin Ret til Norges Rige vel ingen anden Betydning kunde have, end at han ikke længer saae sig istand til at hævde Forbindelsen mellem Danmark og Norge, og at dette saaledes igjen var kommet i Besiddelse af sin naturlige og uomtvistelige Ret til selv at bestemme sin Forfatning, og til, uden alt andet Hensyn, at overdrage den executive Magts Udøvelse til hvem det vilde og dertil ansaae dueligst.

«Prindsen hørte mig med spændt Opmærksomhed, og afbrød vel flere Gange min Argumentation med Indvendinger imod mine Grunde, een Gang med Bebrejdelse for Sophisteri, men med megen Blidhed tillod han mig dog nærmere at forklare og udvikle mine Grunde. Da jeg endte min Argumentation med den Yttring, at jeg ingenlunde tvivlede om, at det norske Folk ved frit Valg til Konge vilde kaare Prindsen, der i Farens og Nødens Stund med en saa høimodig Opoffrelse 395havde villet knytte sin Skjebne til Folkets, og at jeg var overbeviist om, at Hs. K. H. vilde finde det meget hæderligere, at Harald Haarfagers og Sverrers gamle Krone overraktes ham af et frit Folk, end om han fik den ved Arv eller paa anden Maade, sagde Prindsen med et Smiil: «Nu bliver De poetisk.» Jeg forsikkrede, at kun Kjærlighed til Sandhed og Fædreland havde ledet min Tale. Prindsen traadte derpaa hen til mig, omfavnede mig og sagde: «De har Ret, jeg er bleven overbeviist.» Han bad mig derpaa for det samlede Møde, han nu vilde holde, at gjentage, hvad jeg til ham havde sagt, men om muligt inden dette at forsøge paa at faae Biskop Bech og Conferenceraad Anker til at gaae over til min Mening.

«Med den dybeste Høiagtelse for Prindsens rene Sandhedskjærlighed, og med den Overbeviisning, at Kongemagten langt mindre end Norges Ære og Selvstændighed var det, som laa den ædle Fyrste paa Hjertet, traadte jeg ud i Forsamlingsværelset, hvor jeg til de Mænd, som vare tilstede, fortalte min Samtale med Prindsen, og derpaa opsøgte Biskop Bech og Conferenceraad Anker, som tilligemed Generalqvarteermester Haffner opholdt sig i et Sideværelse. Bech gik efter nogle faa Indvendinger over til min Mening, men Carsten Anker afviiste den koldt og kort med den Bemørkning, at Norges nærværende Stilling krævede andre og mere energiske Forholdsregler.

«Hvad der i det forsamlede Møde af Enhver blev talt og sagt, erindrer jeg kun meget ufuldkomment. Jeg var af Reisen og maaskee ikke mindre af min Samtale med Prindsen saa udmattet, at jeg ikke uden den største Møie med Opmærksomhed kunde følge Forhandlingernes Gang. Hvad jeg imidlertid med Bestemthed troer at erindre, er, at Kammerherre P. Anker 396var den første, som, efterat Prindsen havde ladet Fredstraktaten mellem Danmark og Sverig og Frederik den VItes aabne Breve om Norges Afstaaelse opløse, paa Opfordring af Prindsen erklærede, at hverken han eller nogen af de Mange, han kjendte, vilde underkaste sig Sverige, men tvertimod med al Kraft stræbe at forsvare Norges Uafhængighed og Selvstændighed.Man har heraf udledet den Mening, at Ankers politiske Tro var anderledes end den siden blev. Senere hen komme vi tilbage hertil. Vist er det, at Almuens Afsky mod Forbindelsen med Sverige var stor. Rosenkrantz erklærede sig overbeviist om, at Norge ikke i Følge Fredstraktaten vilde underkaste sig Sverige, men han kunde ikke erkjende Prindsen for arveberettiget til Norges Trone. Prindsens Krav paa Norge, efterat det ved en formelig Fredstractat af dets retmæssige Regent var afstaaet, vilde, meente han, være en Krænkelse af den almindelige Folkeret, og gjore enhver Fredsslutning for Fremtiden umulig. Den Følge, hvortil Slutningen af Rosenkrantzes Tale, saaledes som jeg forstod den, umiddelbart forekom mig at føre, bevægede mig til at falde ham i Tale med den Paastand, at der gaves en høiere Lov, som hjemlede ethvert Land, ja enhver enkelt By, der under samme Omstændighed som nu Norge var afstaaet, Ret til at forsvare sin Selvstændighed, og at Ingen nu havde større Ret end jeg eller enhver Anden til Norges Krone, der var hjemfalden til det norske Folk, som vel vilde vide, at overdrage den til den, hos hvem det troede at finde de største Talenter, og den største Dygtighed og Dyd. Her var det Etatsraad Treschow udraabte: «det er det Rigtige.» Hvad han videresagde, erindrer jeg ikke. Amtmand Collett tog nu, om jeg erindrer ret, Ordet og søgte med Grunde af den almindelige Retslære 397at understøtte min Paastand, idet han derhos yttrede, at den Mening, som nu i Forsamlingen gjorde sig gjældende, ogsaa var den, som efter hans Erfaring fuldkommen stemmede overeens med Folkets almindelige Ønske. I længere eller kortere Taler, som jeg ikke erindrer, erklærede Alle sig af samme Mening; kun C. Anker og Haffner vare de eneste, som forsvarede Prindsens Arveret, den Sidste især med megen Varme. Hans Tale syntes især rettet mod mig, hvilket jeg og slutter deraf, at Prindsen afbrød ham med de Ord! «Professor Sverdrup har overbeviist mig», og derpaa gik over til de Forhandlinger, hvoraf Resultatet gjennem Trykken er offentliggjort, og saaledes almindelig bekjendt.

«Hvad de Mænd, som med mig toge Deel i dette Møde, i deres private Samtaler med Prindsen have yttret, har jeg aldrig hørt eller erkyndiget mig om. Meget af hvad der i Mødet foregik, blev talt og sagt, svæver kun for mig i en dunkel Erindring. Hele Aar ere henrundne, i hvilke jeg ikke har tænkt paa hine Dages Begivenheder eller med Nogen talt derom. Min Samtale med Prindsen er mig i levende Erindring, og saaledes som jeg her har nedskrevet den, har jeg fortalt den til Candidat Ræder og Bureauchef Wergeland, til den Første mundtlig, og til den Anden skriftlig.»

Denne forstandige og hæderlige Eftergivenhed fra Prindsens Side lettede vistnok hans Skridt paa den Bane, han havde foreskrevet sig; men paa den constitutionelle Bygning, som Norges Mænd stode paa Veien at reise sig, havde den neppe en saa overvejende Indflydelse, som det er paastaaet. Hiin Gjæring, foranlediget af Frygt for Souverainitetsideen, indskrænkede sig mestendeels til Hovedstaden og maaskee nogle enkelte Hærafdelinger. I en Afstand derfra anedes ikke en saadan 398PlanPaa sin Reise til Christiania fra sit Hjem fra den 12te til 16de Febr. hørte Forfatteren paa den hele Linie tale om Politik i alle Kroge, men intetsteds om nogen Frygt for slig Anmasselse, langt mindre sporede han nogen Gjæring i den Anledning. ligesom Bekjendtskab dermed visseligen ikke vilde have banet Prindsen Vei til Folkets Hjerter. Mangehaande forberedende Omstændigheder havde henvendt Nordmandens Sind paa en friere Forfatning, en større Deeltagelse i at ordne Norges indvortes Anliggender, og i at raade Bod paa flere Mangler i den indvortes Statsorganisation, som under en almindelig Omstøbning af kosmopolitiske Forhold og af den norske Handels- og Virksomhedsstilling viiste sig i en skarpere Form end nogensinde. Vi have ovenfor gjort opmærksom paa, hvorlunde disse friere Begreber om Folkets Rettigheder under Syvaarskrigen alt meer og meer udbredte sig; de styrkedes end mere ved det store Møde, som fandt Sted i Christiania før Skilsmissen, og de understøttedes ved Udbredelsen af de liberale Ideer om Nationernes Ret til gjennem sine Repræsentanter at deeltage i Statsstyrelsen, som de ved blodige Anstrengelser mangesteds havde tilegnet sig. Det vilde saaledes have været ugjørligt at erholde Nordmændenes frivillige Samtykke til at vende tilbage til den forrige despotiske Forfatning, efterat Norge ved Kielertractaten var bleven emanciperet. Til at bevirke dette, vilde blodige Tvangsmidler været fornødne, til hvis Anvendelse hverken Evne eller Villie var forhaanden. Gaves der Raadgivere, som styrkede Prindsen i en Beslutning, der saa meget stred mod Folkets Tænkemaade og Tingenes Stilling, saa var deres Stemme afmægtig, og den kunde vel forlede Prindsen til falske Skridt, men det uheldige Udfald maatte være klart for Enhver. Sverdrups Samtale med Prindsen kunde saaledes vistnok for Prindsen 399selv være af Betydenhed og Vægt; thi den hindrede ham maaskee tildeels i at tage Beslutninger, som paa engang vilde have lemlæstet hans Virksomhed i Norge; men nogen politisk Fare for Nationen med Hensyn til Regeringsformen var ingenlunde forhaanden. Den største Deel af Nationen kjendte ikke Faren, og den lille Kreds, som understøttede den despotiske Idee, bestod af faa Personer, der deels liden Indflydelse havde, deels betragtedes som Fremmede i Landet.Hverken Haffner eller C. Ankers Stemme kunde i denne Henseende siges at have nogen Vægt i Nationen, og om Thygeson paa den Tid stod i stor og fortjent Anseelse i Norge, saa var han dansk Mand, og hans Interesse som stor Eiendomsmand i Danmark var fremmed for Norges Sag i dets nye Stilling. Derhos kan det vistnok ikke nægtes, at en bestemt Beslutning fra Prindsens Side, at forsøge paa som Enevoldsregent efter Kongeloven at bestige Norges Trone, vilde have kunnet afstedkomme Uroligheder og Misnøie i Nationen, og forstyrret den Begivenhedernes Sammenføining, der omsider ledte til det for Norge lykkeligste Resultat, og fra denne Side betragtet ledede Sverdrups Alvorsord tilligemed andre Indvirkninger ikke alene Prindsen paa ret Vei, men virkede ogsaa til Gavn for Norges Fremtid.

Ved Mødet paa Eidsvold den 16de Februar vare Følgende tilstede:I Følge Statssecretair Platous Optegnelse faa Dage efterat Mødet holdtes, men Optegnelsen synes at indeholde alle indbudne Medlemmer, medens Enkelte frivilligen eller ufrivilligen udebleve.

Af Staben Oberst og Chef for Generalstaben, I. Sejersted, Oberstlieutenant Rode, Generalqvarteermester Haffner, Contre-Admiral Lütken,Lütken indfandt sig ikke, efter Foregivende fordi han havde væltet paa Veien, men rimeligviis fordi han som Kongen af Danmarks tro Undersaat ei vilde indfinde sig ved et Møde af den Art. Biskop Bech, Justitiarius i Stiftsretten, Etatsraad 400Falbe, Generalauditeur Bergh, Generalmajor og Intendant for Armeen Haxthausen, Etatsraad og Professor Treschow, Professor Sverdrup, Amtmand i Buskerud Jonas Collett, constitueret Amtmand Holst, Kammerherre Peder Anker, Generalmajor Anker, Conferenceraad Anker, Grosserer C. Tank,Flere Tilstedeværende erindre ikke hans Nærværelse. Agent Nielsen, Amtmand i Smaalehnene, Conferenceraad Sommerhjelm. Kammerherre Rosenkrantz, Major Brock, hvorimod Amtmand Thygeson var reist tilbage før Mødet begyndteForfatteren talte med Thygeson samme Dags Formiddag i Christiania. De Mænd, som ikke vare i Prindsens Følge paa Eidsvold, bleve indbudne til dette Møde ved en Haandskrivelse fra Prindsen, der formodentlige var af ligelydende Indhold til Alle, kun med forskjellige Datoer.Forfatteren har seet 2 saadanne originale Skrivelser. Den lød saa:

«Bekjendt med Deres varme Følelser for Fædrelandet og Hengivenhed for mig, ønsker jeg at tale med Dem i vigtige Anliggender betræffende Rigets nærværende Stilling, hvorfor De herved anmodes om at indfinde Dem i Morgen Eftermiddag inden Kl. 4 Slet paa Eidsvold Jernværk til slig Samtale. Til Deres Befordring findes paa Skrimstad og Dagvold 1 løs Hest Kl. 11 og 1.

Statholderskabet i Norge, Eidsvold, den 15de Febr. 1814.

Christian Frederik.»

Efterhaanden som de Tilkaldte ankom, samledes de i en til dette Mødes Forhandling bestemt Sal, og Nogle af de Mødende bleve indkaldte til Privat-Audience hos Prindsen. Blandt disse var Amtmand Sommerhjelm, Generalauditeur Bergh, og, som før omtalt, Sverdrup. Sommerhjelm troedes indkaldt af 401den Grund, at Prindsen vilde vide, om han som dansk fød vilde blive i Norge, og Sverdrup fordi Thygeson rimeligviis havde gjort Prindsen bekjendt med Sverdrups fra Prindsens afvigende Mening om hans Ret til at bestige Norges Trone efter Kongeloven. De bleve saaledes ikke efter en anden Historieskrivers Paastand.Wergelands Constitutions-Historie 2den Deel i Bilagene Pag. 21.En for En indkaldte til Prindsen, og Samme havde før sin Samtale med Sverdrup ikke havt Anledning til at erfare alle de forsamlede Mænds Mening om Souverainitetsideen, endskjønt han vel kunde kjende nogle Enkeltes.Sverdrups nysanførte historiske Fremstilling modsiger ikke flere endnu levende Tilstedevændes bestemte Yttringer i den Anledning. Ikke heller kunde disse Mænd, som af samme Forfatter paastaaet, lægge nogen Sørgmodighed for Dagen over den Vægt, som denne Souverainitetsidee havde hos Prindsen; thi derom havde de Fleste før Sverdrups Ankomst ikke havt Leilighed til at yttre sig. En sørgmodig Alvor maatte vistnok formedelst Fædrelandets kritiske Stilling være udbredt over Mænd, som vare tilkaldte for at give deres Mening tilkjende om hvad der burde foretages under Fædrelandets kritiske Stilling, og som i den Henseende maatte kaste et mørkt Øie i Fremtiden; men der kunde hos disse Mænd ingen Fortvivlelse herske over en Beslutning fra Prindsens Side, som endnu ei bestemt var fremsat, og som, om den af Rygtet var dem bekjendt, de maatte vide ingen Fremgang kunde faae. Den Mand, som Wergeland lader fremtræde, som den der bebudede Sverdrup hiint Sørgebudskab om Tingenes fortvivlede Tilstand, og som skyldte Carsten Anker sin Hædersplads som Medlem af denne Forsamling, har vistnok overdrevet sin Beretning om hvad der var passeret. Han maa have grundet denne paa sin Erfaring om enkelte 402af sine Bekjendteres Begreber om denne Sag, og nogle af hans Venners, især Generalauditeur Berghs Beretning, med hvem han stod i nøie Venskabsforhold, og hvis Ord vistnok maatte have Vægt, men ei paa sin Kundskab om samtlige Medlemmers Mening, som endnu ei havde havt Anledning til i samlet Raad at yttre den.

Da Prindsen efter hiin føromtalte Privataudience traadte ind i Forsamlingen, aabnede han Dagens Forretning med flere Meddelelser. Han lod sin Privatsecretair, Etatsraad Holten, opløse Fredstractaten imellem Danmark og Sverige, og derester den med Danmark og England. Umiddelbart derefter opfordrede han de Tilstedeværende til at erklære, om det efter deres Bekjendtskab med Stemningen i Landet kunde antages, at Folket godvilligen vilde underkaste sig Bestemmelserne i førstnævnte Tractat, hvilket eenstemmigen benægtedes. Da Souverainitetsideen siden kom paa Bane, var der flere Modstandere, som bestemt modsatte sig den. Statsraad Collett, et af Forsamlingens Medlemmer, udtrykte sig i et Vennebrev til Forfatteren derom saaledes:

«Flere af de paa Eidsvold Tilstedeværende fraraadede Prindsen paa det bestemteste et saa betænkelig Skridt, som det at erklære sig for Enevoldskonge, hvorved han let kunde fjærne sig fra et Maal, som sandsynligviis ikke kunde forstiles ved en sindigere Fremgangsmaade, der respecterede Nationens Rettigheder og Nationalfølelsen. Prinds Christian var desuden, da dette foregik, ikke vanskelig at overtale, da han var for klog til ikke klarligen at indsee, at den modsatte Plan var uudførlig efter Nationens oplyste Mænds daværende Stemning.Det er ovenfor viist, hvor alvorlig Prindsen syntes at have fæstet sin Tanke ved at bestige Norges Trone som Enevoldskonge, og den Virkning, som Sverdrups Samtale havde gjort paa ham, hvoraf der maatte vise sig Spor i Mødets Underhandlinger. Sverdrup selv lader det dog være uafgjort, hvorvidt Prindsens Paastand var alvorlig meent, eller kun alvorligen fremsat for at fremkalde Sverdrups Modgrunde. En 403saadan Usurpation kunde ikke stemme gunstig eller vække Sympathier udenrigs, og især ikke i England, som man dengang meest stolede paa, – endskjønt, som Udfaldet viiste, aldeles uden Grund. Vist nok var Professor Sverdrups Stemme af megen Vægt, da Prindsen agtede ham høit fra deres Bekjendtskab i Kjøbenhavn, og deres Samforhandlinger under Universitetssagens Afgjørelse, men de samme Raad gaves, som meldt, fra flere Sider og harmonerede med Prindsens egen Overbeviisning». Collett erindrer Carsten Ankers Paastand, at Prindsen som Odelsbaaren uden videre kunde bestige Norges Trone, og at Haffner talede om Vigtigheden af Armeens Stemning formedelstdens Stilling i LandetEfter dette maatte altsaa Stemningen i Hæren være deelt, og ikke alle Krigsmænd erklærede Modstandere af Enevoldsmagten. uden at Prindsen selv, ligesaalidt som Forsamlingen, vilde tilstaae den en saadan Fortrinsret til at afgjøre Fædrelandets Skjebne. «Prindsen, siger Collett, lyttede til hvad der blev fremført i Forsamlingen med Opmærksomhed, tog det fornuftigste Parti, og endte med at erklære sig som Regent, hvorefter han handlede og valgte sit Raad.» Collett erindrer sig ogsaa Rygtet om Hensigten af Prindsens Reise til Trondhjem, der at lade sig krone, men troer ikke, at dette var Prindsens Mening, hvordan han end havde fundet Stemningen nordenfjelds.

Saaledes udtrykker sig ogsaa Statsraad Holst. Hans Beretning om hvad der foregik paa det omhandlede Møde paa 404Eidsvold er fuldkommen overeensstemmende med Colletts, og i sin Fremstilling har Forfatteren fulgt disse tvende Hædersmænds Notitser. Begivenheder af den Art indpræge sig dybt i Erindringen, og om endog deres Detail i Tidens Løb kan være vanskelig at gjemme, saa maa dog Hovedtrækkene være uudslettelige i deres Hukommelse, der med saa megen Varme deeltoge i Sagen – og det er fornemmeligen disse Historieskriveren maa ønske at overgive Efterslægten. Det er tillige Holsts Mening, at om end Prindsen før sin Afreise til Trondhjem havde Tanke om at bestige Norges Trone som souverain Konge, maatte denne Idee efter Tilbagekomsten være bleven meget modificeret, og at der ei behøvedes stor Modstand for at undertrykke den.Venturini har i sin Chronik for Aaret 1814 en Fremstilling af dette Møde, som han synes at have øst af en god Kilde, og som Collett anseer i Hovedsagen rigtig. Navnene ere paa sædvanligt tydsk Viis meget forvanskede. Den findes i Bilag 28.

Det er ikke Forfatterens Hensigt ved denne Fremstilling at fordunkle den Glands, hvormed hengangne og levende Landsmænd have omgivet Hædersmandens, Professor Sverdrups, Navn som en frimodig Forsvarer af Norges constitutionelle Frihed, da det ved Kielertractaten var løsrevet fra den gamle Statsforbindelse. Det er ikke den eneste Anledning, hvori han i Underholdning med Landets Store har talt Sandhedens Sag i frimodige Ord. Der ligger en vis skarp og ærefrygtbydende Alvor i hans Ord, Miner og Stemme, som ikke forfeiler sin Virkning, og i klart, skarpsindigt Foredrag, hvad enten paa Cathedret, i Storthingssalen eller Vennesamfund, have Faa blandt vore Landsmænd naaet ham. Forfatteren har blot, som Historieskriver, villet give Enhver Sit, og forebygge, at en eensidig 405Fremstilling til enkelt Mands Roes berøver andre Landsmænd deres Fortjeneste formedelst deres Medvirkning til samme Maal, eller kaster Skygge paa den ophøiede Fyrste, der i et skjebnesvangert Øieblik, til Norges Frelse under en farlig Stilling, satte sig i Spidsen for Regjeringen. Af ovenstaaende Fremstilling, som bekræftes af de faa Deeltagere i det omtalte Mødes Forhandlinger, som endnu leve, er det klart, at Flere af hine Medlemmer understøttede Sverdrups Mening, at Ideen om et uindskrænket Monarki paa det gamle omstyrtede Forbunds Ruiner hverken fandt Gjenklang hos Nationen i Almindelighed, eller hos Fleerheden af det Raads Medlemmer, som var tilkaldt. Tillige er der historisk Grund til at troe, at Prindsen selv ikke med langvarig Haardnakkenhed hængte ved denne Souverainitetsidee, der vel kunde for en Tid opstaae hos en oldenborgsk Tronarving, men hvis Udførelse under nærværende Omstændigheder maatte være umulig, om han end ikke paa sin trondhjemske Reise havde gjort Erfaringer, der maatte overbevise ham om Utilraadeligheden af et saadant Forsøg. Vist er det, at han meget snart og fuldstændigen paa den Tid satte sig ind i Hensigtsmæssigheden af at give Folket sin Ret i Skabelsen af Rigets Forfatning, idet han gav Constituenterne fuldkommen Frihed til at udkaste en Grundlov, der omhyggeligen vaagede over Folkets Rettigheder og gav den sit ubetingede Bifald. – Forøvrigt var Sverdrups Eenrums-Tale med Prindsen ikke den eneste, hvori frimodige Yttringer fremsattes om Landets Stilling i Almindelighed og Prindsens Planer i Særdeleshed, og om han end aldrig i nogen saa bestemt har givet efter for overbevisende Grunde, som i Samtalen med Sverdrup, saa har dog Modstanden gjort sin Virkning og opvakt hans Opmærksomhed.

406Ligesaa lidet har Forfatteren ved disse Bemærkninger villet nedsætte Værdien af den Udmørkelse, som Storthinget gav Professor Sverdrup ved en ham med rund Haand tildeelt Pension; thi mange og store ere Mandens Fortjenester, og Storthingets Erkjendelse deraf hædrer lige meget begge Parter. Det Ord, som Sverdrup talte i Statsomvæltningens Øieblik, hans strax derpaa følgende Færd paa Eidsvold og et senere Storthing, den velgjørende Indflydelse han har havt paa det norske Universitets Hæder og Held, hans uforgjængelige Fortjenester som Docent, vil bringe hans Navn til den sildige Efterslægt; men denne vil i at bedømme hans Forhold til Fædrelandet lægge mindre Værd paa den første af disse Fortjenester, end paa Rækken af de øvrige. Dersom Storthinget i en hellig Ærefrygt for Constitutionen, og en taknemmelig Erindring om dens Velgjerninger, har omvendt Sverdrups Fortjenester af Fædrelandet, og gjort den mindre til den større, bør Historien ikke følge dets Spor, men sætte Mandens Fortjenester paa sin rette Plads, og taknemlige Landsmænd ville glæde sig over at de erkjendtes.Sverdrup har stedse saavel i private Samtaler som offentligen yttret sig med Beskedenhed om sine Fortjenester af Fædrelandet i den Anledning. I September 1841 indfandt sig hos ham en Deputation af Studerende for at bevidne ham deres Høiagtelse i Anledning af hans Fratrædelse fra sin Lærerpost. Deputationens Formand, Monrad, henpegede ogsaa deri paa hans Fortjenester «ved at fremdrage og opelske det Frihedstræ, i hvis Skygge vi nu samtligen saa glade finde Ly …» Sverdrup fremstillede i den Anledning med Beskedenhed sin politiske Virksomhed, som et Tidens Foster «da han var optraadt som den almindelige Stemmes Organ i det Øieblik, da ingen Nordmand betænkte sig i Valget mellem Afhængighed og Selvstændighed, Trældom og Frihed.»

407Under disse Forhandlinger i dette Møde toges kun lidet under Overveielse, om Nationen havde Kraft til at forsvare sin Selvstændighed mod det europæiske Forbunds Beslutning. Man lod det blive ved den almindelige Erklæring i Forhandlingens Begyndelse, at Foreningen med Sverige, under hvilkensomhelst Form, var aldeles stridende mod Folkets almindelige Ønske, og henskjød hine Undersøgelser til en kommende Rigsdag.

I dette Møde paa Eidsvold, der kunde betragtes som Prindsens Cabinetsraad, besluttedes saaledes foreløbigen, at Kielertractatens Artikler, Norge angaaende, ei skulde ansees bindende for dette. Prindsen stillede sig i Spidsen for Rigets Styrelse, og antog det for Nationens Villie at forsvare sin Selvstændighed. Derefter indrettede han sine offentlige Skridt, og formedelst Kronprindsen af Sveriges Fraværelse paa Krigsskuepladsen gaves ham imidlertid de frieste Hænder, indtil Folkets Villie gjennem dets Repræsentantere mere bestemt kunde afgjøre Rigets Skjebne. – Men de Forhaabninger, hvorpaa Beslutningen foreløbigen var grundet, gik ikke i Opfyldelse. Man stolede nemlig paa Frankriges Held mod sine Fiender og paa Englands Understøttelse, og fandt Grund til dette Haab i Begivenhedernes Gang. Lykken havde vel i det svundne Aar omsider ganske erklæret sig mod Napoleon, men endnu var Krigens Udfald ikke bestemt. De Allieredes store Hære rykkede vistnok frem mod Paris, men deres Fremskridt vare hverken sikkre eller stadige, og endog afbrudte ved flere Nederlag. Saaledes anedes endnu Muligheden af, at Europas Skjebne kunde paany lægges i Napoleons Haand. Men især stolede Prindsen og hans Raad paa Englands Bistand. Norges Selvstændigheds-Sag fandt i den engelske Nation store Sympathier, og fra Oppositionen og dens Organer blandt de offentlige Tidender lød 408mangen en Bifaldsyttring over til Norge, der opmuntrede den raske Modstand. Haab og Ønske ligge saa ofte ved hinandens Side. Man lyttede til Oppositionens vistnok paa Sandhed og Folkeret grundede Kraftsprog, men man glemte, at den i Stemmegivningen i Parlamentet stedse var det svagere Parti, og at Ministeriets Villie altid med stor Pluralitet gik igjennem. Derfor var der, som ovenfor bemærket, for Tiden lidet at befrygte for Sverige og dets Krigsmagt, hvis Hovedstyrke laa i et fjærnt Land, uden at kunne kaldes tilbage til Hjemmet for Sommerens Nærmelse gjorde Overfarten umulig, om den endog havde endt sit Arbeide paa Fastlandet. Uden øienbliklig Fare kunde saaledes Norges Regentskab tale høie Toner, og tage for Øieblikket store Beslutninger i Norge. Det var dengang en temmelig udbredt Mening, at der vilde skee et Indfald fra norsk Grændse ind i Sverige, for at aftvinge den svenske Regjerings Samtykke til Norges Selvstændighedsplan. Norge kunde stille 30,000 Krigere i Felten, og omendskjønt Armeen var slet forsynet, især med Proviant, haabedes, at den i Fiendens Land vilde finde fornødne Provisioner. Dette Rygte grundede sig imidlertid neppe paa nogen alvorligen lagt Plan, ligesom ovenfor er viist, at Prindsens Planer indskrænkede sig til det Defensive. Norge havde nu ingen Overgeneral, som kunde lede de krigerske Operationer, endskjønt det ikke fattedes dygtige og i forrige Krig prøvede Underfeltherrer, og Prindsen manglede tilvisse Midler til at udføre en saa dristig Plan. Desuden havde Sveriges Kronprinds, da han drog til Tydskland med Kjærnen af den svenske Armee, organiseret en Forsvarshær i Sverige, der havde kunnet stille sig paa Grændsen, for at forsvare den mod et Indfald fra Norge, om hvis Betydning for Sverige Historien ikke giver noget Vidnesbyrd. Denne Indfaldsplan 409blev saaledes kun ved Tanken, eller maaskee kun ved Rygtet, og Prindsen overgav sin Sag til en høiere Beskyttelse, i Haab om at Noget skulde skee til dens Fremme gjennem den Magt, som styrer alle Rigers Skjebne.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.