Femogtredivte Capitel

Da Beslutningen saaledes var tagen i Prindsens Raad, var han betænkt paa at gjøre den bekjendt for Nationen og foranledige den bragt i Udførelse. En Række af Proclamationer udsendtes til geistlige og verdslige Autoriteter, for at gjøre Folket bekjendt med Norges Stilling og forberede et Folkemøde, hvorpaa Folkets Villie gjennem dets Repræsentantere skulde afgjøre Rigets Skjebne med Hensyn til de udvortes Forhold saavelsom dets Regjeringsform. Men fornemmeligen maatte det være Prindsen om at gjøre, at forklare og retfærdiggjøre sin paa hiin Beslutning grundede Fremgangsmaade for Kongen af Danmark, hvis Villie han ikke adlød, idet han overtog Bestyrelsen af et Land, som hiin havde befalet ham at forlade og overgive i den svenske Regjerings Hænder. Han tilskrev saaledes Frederik den VIte et Brev af 19de Februar af følgende Indhold:

«Deres Majestæt
Høitelskede kjære Hr. Fætter!

«Forenet med Dem ved Slægtskabs, Venskabs og Taknemligheds Baand, skulde det være mig en ligesaa smertelig Tanke som krænkende Bebreidelse, om jeg ved den i Dag udfærdigede Kundgjørelse af det norske Folks Villie, og i mit 410eget Forhold som dets Regent, skulde have gjort mig skyldig i en for Guds Domstol uretmæssig og uforsvarlig Handling.

«De har nødtvungen frasagt sig Deres Ret til Norges Trone til Fordeel for Sveriges Konge; De har befalet mig at foranstalte Fæstningerne og Landet overleveret til de svenske Tropper, og dernæst at forlade min Post og vende tilbage til Danmark.

«At lyde Dem var min Pligt, saalænge jeg formaaede det, og ei høiere Pligter bøde mig at handle anderledes. De har løst det norske Folk fra dets Troskabseed mod Dem, det er altsaa overladt til sig selv, og aldeles ikke forbundet til imod sin Villie at bukke under det Aag, som den svenske Regjering vil paalægge samme. – Jeg har nøie prøvet Nationens Aand og Sindelag; den almindelige Stemning er: heller at døe og opoffre Alt, end at blive Svensk. Norsk vil hver Mand være, og Fædrelandets Forsvar er Alles Fordring. De har sat mig i Spidsen for dette troe Folk, og det har været min Bestræbelse at vedligeholde denne Stemning, som ene kunde sikkre Norges Uafhængighed; nu skulde jeg dæmpe denne høie Følelse, forlade det Folk, jeg er kaldet til at forsvare, overlade det til den indvortes Gjæring og Forstyrrelse, som Kampen for Frihed og Fædreland uden Foreningspunkt i Anførsel nødvendige maa fremkalde? – I Sandhed om Noget kunde nævnes at svige sin høieste Pligt, da havde det vel været at handle saaledes.

«Jeg føler det høie Kald at redde et frit Folk fra Undertrykkelse, hvilket jeg troer, at Forsynet har bestemt mig til. Jeg stiller mig i Spidsen for Fædrelandets Forsvarere som Norges Regent, og skal med kraftig Haand værne om de Rettigheder, som ere tilbagegivne Folket, selv at bestemme sin Regjeringsforfatning og tilkommende Skjebne. Nationen har fæstet 411sin Lid til mig. Ikke egen Fortjeneste har banet mig Vei til Folkets Kjærlighed; den er gaaet i Arv til mig fra vore Forfædre, og det er min høieste Bestræbelse at fortjene den, ligesom det skal være min Løn, at en taknemlig Efterverden skal nævne mit Navn blandt dem, der vare villige til at opoffre sig for et Folk, hos hvilket Fædrelandssind og det sande høie Mod luer i gammel nordisk Reenhed. Himlen vil velsigne min Idræt, naar jeg gjør hvad Ret er; mit Formaal er Folkets Lyksalighed, Fred min Bestræbelse, Selvforsvar en hellig Pligt. – Danske og Norske skulle – det give Gud! – altid som Venner mødes paa Hav og Land; aldrig skal Nordmanden først trække Sværdet mod sin Broder. – Norge forenet med Sverige vilde tidlig eller sildig have overvældet Danmark med en uimodstaaelig Overmagt. Nu ere de danske Stater sikkret fra denne Side, og Deres Majestæt har en oprigtig Ven i mig istedetfor den troløseste af alle Venner i Sveriges tilkommende Konge. Selv igjennem kommende Slægter vil fælles Interesse vedligeholde den for begge Nationer lige nødvendige Fred, som jeg anseer for en Regents første Pligt at bevare til Bedste for sit Folk og for Menneskeheden i Almindelighed.

«Nedbedende Himlens bedste Velsignelse over Deres Majestæt og det elskte danske Folk nævner jeg mig Deres Majestæts, min høitelskede Hr. Fætters

oprigtigen hengivne Fætter og Ven
Christiania 19de Febr. 1814.
Christian Frederik.»

Til
Deres Majestæt Kong Frederik den Sjette!

Vi afholde os fra enhver Commentair over dette Brev, der ligger i Conjuncturerne og strax derpaa fulgte Begivenheder. 412Samme Dag udstedte Prindsen, som Norges Regent, et aabent Brev til det norske Folk angaaende Rigets Stilling og tilkommende Regjeringsforfatning af følgende Indhold:

«Jeg Christian Frederik, Norges RegentDenne Titel antog Prindsen herefter indtil Kongevalget, og ansaae sig saaledes dertil bemyndiget i Følge det Raad, som han med Kabinetsforsamlingen paa Eidsvold havde pleiet. Denne Raadslutning og Yttringer, som paa hans Reise vare blevne ham bekjendte, betragtede han som Folkets eenstemmige Villie. Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, Gjør vitterlig: At det norske Folk, løst fra sin Eed til den Stormægtigste, Høibaarne Fyrste, Frederik den VIte, Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, og saaledes gjengivet et frit og uafhængigt Folks fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsforfatning, lydeligen og eendrægtigen har yttret sin bestemte Villie til ikke at samtykke i nogen Underkastelse under Sveriges Konge, men derimod til at hævde sin Uafhængighed og Selvstændighed. Odelsbaaren til Norges Trone, og bestemt i denne Stund til at staae i Spidsen for et trofast og tappert Folk, følger jeg villlgen det hellige Kald, og anseer det før min første Pligt, af yderste Evne at virke for det norske Folks Frihed og Sikkerhed. Som Rigets Regent, hvilken Titel jeg antager med alle Rettigheder og med den Myndighed, som FrederikFrederik] rettet fra: Frederirk (trykkfeil) den VIte har frasagt sig, og som Nationen vil forlene mig, for i Farens og Trængselens Stund at afvende Uorden og Fordærvelse fra Landet, skal min oprigtigste Bestræbelse være at vedligeholde Freden med alle de Magter, som ikke krænke det norske Folks Rettigheder.

«Af Nationen valgte oplyste Mænd skulle samles den 10de April førstkommende i Eidsvold udi Agershuus Amt, for at 413antage en Regjeringsform, som fuldkommen og for bestandig kan betrygge Folkets Fred og Statens Tarv.

«Gud den Allerhøieste vil velsigne og beskytte en retfærdig Sag, og et samdrægtig Folks Anstrengelser mod fremmed Undertrykkelse, der altid var og skal være ukjendt i gamle Norge.»

Regentskabet i Norge den 19de Febr. 1814.
Christian Frederik.
v. Holten

Samme Dato udstedtes følgende Kundgjørelse:

«Nordmænd! Kundbart er det for Eder, at Hs. Majestæt, Kong Frederik den VIte, uagtet sin Kjærlighed til det norske Folk, som vi taknemligen erkjende, nødedes til ved den svenske Regjerings Rænker, understøttede af talrige Hære, at frasige sig sin Ret til Norges Trone. Med Harme have I erfaret, at I ere overgivne til en Regering, der har viist Eder den Foragt, at troe ved søde Ord og tomme Løfter at kunne lokke Eder til Utroskab mod Eders Konge, ligesom den og har udøvet det aabenbare Fiendskab midt under Freden at ville udhungre Eder, for ved dette umenneskelige Middel at rokke det Mod, som den vidste ellers at være urokkeligt; og nu tiltroer den Eder den Svaghed godvilligen at underkaste Eder det svenske Aag og samme Ulykker, som Sveriges Sønner nu maae taale, for en Udlændings Herskesyge og fremmede Penge at stride i et fremmed Land.

«Dog det frie norske Folk kan selv bestemme sin Skjebne.

«Sværger at ville hævde Norges Selvstændighed, kræver Gud den Almægtige til Vidne paa Eders Eeds Oprigtighed, og nedbeder Himlens Velsignelse over Eders elskte Fædreland!

414«Det er Guds Styrelse, trofaste Nordmænd! at jeg, Norges Trones Odelsbaarne, i denne Stund er midt iblandt Eder; nu kunne I vorde reddede ved den Samdrægtighed, som boer i Eders Barm!

«Jeg har hørt Folkets lydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og ubetinget Modstand mod fremmed Vold. Dette er Kald nok for mig, der besjæles af varm Følelse for Norges Held og Hæder, til at forblive blandt dette trofaste Folk, naar det gjælder dets Selvstændighed, og saalænge min Stilling kan bidrage til at vedligeholde Rolighed og Orden blandt Nordmænd.

«Af Forsynet bestemt til i denne Stund at styre Riget, skal jeg med kraftig Haand, uden at ændse Møie og Farer, værne om Norges Sikkerhed og holde Lovene i Hævd.

«En Samling af Nationens selvvalgte, oplyste Mænd skal dernæst, ved med viisdom og Samdrægtighed at bestemme en Regjeringsform for Norge, give denne Stat fornyet Kraft mod aabenbare og hemmelige FienderHerved sigtede Regenten rimeligviis til de Mænd her i Landet, som han ansaae for at være Modstandere af Selvstændighedsværket. og af dens Bestemmelser vil det afhænge, om jeg fremdeles skal røgte det Hverv, hvortil Nationens Ønske i denne Stund kalder mig.

«Elskede norske Folk! Mange Prøver har jeg allerede modtaget paa Eders Kjærlighed og Tillid. Blandt Eder vil jeg stedse finde mig glad og tryg. Fred og derved oplivede Næringsveie og Velstandskilder vil jeg stræbe efter at erhverve, og ingen Idræt være mig vigtigere, end at afvende Krigens Plager for Norge. Kun naar Voldsmænd krænke Rigets Frihed og Selvstændighed, da skulle de føle, at der boer Kraft i Nordmandens 415Arm til at hevne Forurettelser, og Mod i hans høie Sjæl til at foretrække Død for Underkuelse.

«Kummer og Trængsler ville vi tilsammen freidigen gaae imøde, hvis uforsonlige Fiender ei ville unde Riget Ro; men inden vore Grændser skal herske Eendrægtighed og Fædrelandssind til villigen at opoffre Alt for at hævde det gamle Norges Ære, og atter at hæve det til sin fordums Glands. Da skulle engang vore fælleds Bestræbelser, velsignede af Gud den Almægtige, krones med et heldigt Udfald, og Nordmanden skal give et Beviis paa den Sandhed, at et Folk er uovervindeligt, som frygter Gud og føler varmt for Fædrelandet»

Regentskabet i Norge, Christiania, den 19de Febr. 1814.
Christian Frederik.
v. Holten.

Kundgjørelsen forfeilede ikke den af Regjeringen tilsigtede Hensigt, endskjønt dens Indhold visseligen ikke tilfredsstillede Alle. Hos den større Deel af Nationen herskede Modbydelighed for hvilkensomhelst Forening med Sverige, der under nærværende Forhold paa den meest krænkende Maade blev Nationen paatvungen, og Prindsen og hans Omgivelse benyttede dem af Talemaader, som maatte opvække Formodning om, at han havde et hemmeligt Støttepunkt for sine dristige Planer. Alt hvad der var Prindsen nær, alle de Mænd, som han valgte til sine Raadgivere, vare af hans Mening; og om de end havde dannet sig andre Begreber om hvad der tjente til Landets Tarv, henreves de til et taust Samtykke til de Skridt han foretog af den Ærbødighed, som en kongelig Person saa let indgiver, og visseligen paa den Tid i en høiere Grad end senere hen. Der dannedes saaledes om Prindsen et stort Parti, som tillagde sig 416selv det stolte Navn: Selvstændighedens, der førte i sit Skjold den store Plan at forsvare Norges Uafhængighed i sin fuldeste Udstrækning, trods Kielertractatens Indhold, mod alle fiendtlige Foranstaltninger til at hævde den, og under Foragt for enhver Tilnærmelse fra Sveriges Side. Dette Parties Meninger, der visseligen hos Mange vare hentede fra et reent Fædrelandssind og egen Overbeviisning, udgik i alt større og større Kredse fra Regentens Hovedsæde til den øvrige Deel af Nationen, og nærede det fædrelandske Sind ved høie Talemaader, hentede fra Norges Stilling i den ældre Fortid, og fra den Voldsomhed, hvormed en fremmed Villie vilde paatvinge det et forhadt Aag.

Ved Siden af dette herskende Parti dannede sig, vistnok meer i Stilhed, et andet, som mere roligen overvejede Landets Stilling, med større Ængstelse saae de Farer imøde, for hvilke Fædrelandet udsattes ved at modsætte sig en Foreningsplan, der var besluttet af det store europæiske Forbund, og som meente, at en Forening med Sverige kunde danne en lykkelig Fremtid for Norge, naar den grundfæstedes paa hæderlige og for Nationens indvortes Frihed og Selvstændighed betryggende Betingelser. Disse Mænd fandt sig visseligen ikke tilfredsstillede ved Prindsens Kundgjørelse, der i deres Øine var mere skikket til at blende end til at overbevise. Den indeholdt saa bittre Udladelser mod Nabomagten og Sveriges Kronprinds, som maatte gjøre enhver fredelig Tilnærmelse umulig, og paa eengang afbrød al Underhandling, der ikke gjorde Norges fulde og frie Selvstændighed som en egen Stat til Hovedbetingelse. Man fandt heri et Sidestykke til den ærlige, men for en svag og paa Krig uforberedt Nation ukloge Diplomatik, der i denne Krig af Danmarks Konge var bleven brugt, og som i skarpe 417og skjærende Talemaader lagde det alvorligste Fiendskab aabenbart for Dagen, medens en forsigtig og klog Fremgangsmaade og Diplomatikens gaadefulde Orakelsprog kunde, idetmindste i Vinter-og Vaarmaanederne, have bevaret en fredelig Tilstand, der nu nærmede sig overalt, og var Norge saa uundgaaelig nødvendig. – En saa bestemt Mening som den, der yttredes i Kundgjørelsen, ansaaes desuden som en aabenbar Foregriben af de Beslutninger, som i det store Folkeraad gjennem Nationens Repræsentanter skulde tages for at ordne Rigets Skjebne i Fremtiden. Af disse Mænd ansaaes Kundgjørelsen visseligen ikke som et Viisdommens Mesterstykke, der vidnede om Sindighed, Klogskab og diplomatisk Skarpsindighed, for retteligen at forberede Gjennemførelsen af dristige Planer. Den betragtedes derimod som et Stridsæble, der udkastedes i Nationen selv, splittede dens Kræfter, og opløste den samdrægtige Villie til at lede Fædrelandet under en kritisk Stilling til en indvortes og udvortes lykkelig Tilstand. Dette Parti kaldtes det svenske, og med dette Navn haanedes det baade i Danmark og Norge, endskjønt man ved at oversee dets Medlemmer vil finde Mænd, som ved en anden Leilighed havde talt mod Foreningen, og som ved denne nye Forbindelse meest rystedes i deres borgerlige Stilling. Disse Mænds politiske Virksomhed søgte de meest Exalterede af Selvstændighedspartiet at neutralisere ved at omtale hemmelige Fiender af Fædrelandets gode Sag, som i Stilhed rugede over forræderske og for Fædrelandet fordærvelige Planer. Prindsen sparede ikke heller dette Oppositionsparti i sine Proclamationer; men henpegede ikke sjeldent til det Trællesind, den svage, ufædrelandske, og fra Forfædrenes høie Aand udartende Mistillid til Nationalkraften. Disse Mænd bortfjærnede han fra sig, og svækkede vel endog sin Stridskraft 418under Sommerkrigen, ved at give dem Beviser paa fyrstelig Unaade og paa Mangel paa Tillid.

Men dette Parti var derhos det svageste og det mindst virksomme. De vigtigste af dets Tilhængere, som paa den Tid vare i Landet, vare ikke i betydningsfulde Embedsstillinger i Staten; de manglede enten Evne eller Villie til, ved en bestemt og offentligen erklæret Modstand at forsvare deres Mening, og dem fattedes i Almindelighed – thi ogsaa heri gaves Undtagelser – Mod til at gaae den store Skare af høittalende Patrioter i Møde. En stor Deel af disse Mænd begyndte ogsaa at vakle i deres Meninger, og lode sig henrive af den almindelige Jubel og de glimrende Forhaabninger, hvormed Selvstændighedsværket dreves og forsvaredes. Partiets Tilhængere formindskedes dagligen. Men især bidrog Grev Wedels Fraværelse – han var, som ovenfor fortalt, i det meest kritiske Øieblik kaldet til Danmark – til at svække dette Parti i sin første Dannelse. Han betragtedes med Føie som dets Formand, og til ham lænede sig dets øvrige Tilhængere, som til en prøvet Fædrelandets Mand, der ikke fattedes Talent og Kraft til at stille en Modvægt mod Hines exalterede Begeistring. Mod denne Hædersmand – hvis politiske Anskuelser med Hensyn til Skandinavien ville i Norges Historie staae som et stort Talents skarpsindige Overblik – udstrøedes fra de høiere Kredse en Mistillid, som voxede formedelst hans Fraværelse, og i den Grad svækkede hans Indflydelse, at han ved Tilbagekomsten Intet kunde udrette, men maatte, med Hensyn til Rigets udvortes politiske Skjebne, stille sig iblandt de rolige og uvirksomme Tilskuere, indskrænket til Haabet om en bedre Fremtid.

419Imidlertid ville vi ingenlunde paastaae, at Selvstændighedens Mænd byggede deres Tro paa hule Sætninger. Der var tilvisse Stof nok i den udvortes Voldsomhed, hvormed Norges Skjebne egenmægtigen bestemtes i et fremmed Raad, til at hade den besluttede Forening, om hvis Beskaffenhed der herskede en dyb Uvidenhed, og til den Frygt, som maatte raade i Nordmandens Barm for dens Indflydelse paa Norges Fremtid. Europas politiske Forhold vare endnu saa indviklede, Udfaldet af den store Kamp, der netop i denne Vinter med vexlende Held udfægtedes paa Frankriges Sletter, saa ubestemt, Yttringerne om Norges Selvstændighedsskridt omtaltes med saa megen Smiger i udenlandske Blade, saa at det vel maatte være tilladt at vente en heldig Vending for Norges Sag af Fremtiden. Der var noget Hæderligt, noget med Tidens Aand og Ideernes Udvikling Beslægtet, i et Folks Kjækhed, der fremstod i Masse, vægrende sig ved at underkaste sig Voldsmænds Bud, og krævende selv en Stemme i at ordne sine Statsanliggender. – Hvo der kjendte Prindsen maatte desuden være overbeviist om hans rene Hensigter med Hensyn til Norges Skjebne. Der er ikke Een blandt de Mænd, som han senere hen valgte til sit Raad, og hvoraf Flere vel fortjente Nationens Tillid formedelst deres Indsigter og rene patriotiske Sind, som jo gjøre Prindsens varme Følelser for Norge og oprigtige Attraa efter at fremme dets Vel den tilbørlige Ret, hvorimod de Fleste af disse Mænd ikke ansaae ham for at besidde den Fasthed og Energi i Charakteren, som var nødvendig for at gjennemføre saa store og saa dristige Beslutninger, ligesom det ikke kan nægtes, at Prindsens Attraa efter at bestige Norges Trone bevægede ham til en Fremgangsmaade, som beredte ham selv store Qvaler og Norge mange Ulemper.

420Norges Skjebne udsattes imidlertid ved denne bestemte Modstand til et fjærnere Tidspunkt, da Europas Skjebne var afgjort, den store politiske Gaade sammesteds var løst, da Norge i Overgangens Øieblik erholdt kraftfulde Talsmænd for den heldigste og hensigtsmæssigste Forening, og da Sverige, svækket som Norge, ikke havde den sikkre Støtte i sine mægtige Allierede, men fandt det klogere at gaae Norges Fordringer imøde end at fortsætte Forbittrelseskrigen. Hiin heftige Strid er saaledes glemt, Historien har givet ethvert Parties ædlere Medlemmer deres Ret; men Stridens Følger staae med uforglemmelige Træk indgravede i Fædrelandets Annaler. Norges indre Historie, siden Foreningen med Sverige, fremstiller lignende Virkninger af lignende Aarsager.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.