Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Sexogtredivte Capitel

For at styrke Selvstændighedens Sag benyttede Prindsen sig af Midler, som neppe kunde kaldes hjemlede i Tingenes sande Beskaffenhed, medens de ledede ham til det forønskede Maal. Han forudsatte som givet, at der herskede en almindelig Modvillie mod hvilkensomhelst Forening med Sverige, og at den eenstemmige Mening, som derom i den præliminaire Forsamling paa Eidsvold var yttret, var en Gjenklang af den Stemme, som var almindelig i Norge, paa Fjeld og i Dal. Nu opfordredes derhos Nationen i Masse til, høitideligen at aflægge Eed paa at ville hævde Norges Selvstændighed, hvorved der spørredes ethvert Parti Adgang til at modsætte sig eller hindre Prindsens modige Bestemmelse. Denne gav han den religiøse Farve, som bedst styrker Menneskeværkets Svaghed. 421Til den Ende udstedte han under 19de Februar et Circulair til Biskopperne, for gjennem dem at foranstalte en Samling «i Guds Templer, som skulde gjøre Folket bekjendt med Kongen af Danmarks Tronafsigelse og Prindsens Kald til at styre Riget.» «Efter en kort men kraftfuld Indledningstale, naar Frederik den VItes aabne Brev af 14de Januar og mit af 19de Februar er opløst, skal Folket opfordres til at aflægge følgende høitidelige Eed: ««Sværge I at hævde Norges Selvstændighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland? hvilket med opløftede Fingre besvares med ««Det sværge vi, saa Sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord.»» –Dagen skulde betragtes som en Bededag over hele Riget. Til Bekræftelse om at Ceremonien paa befalet Maade var fuldbyrdet, skulde de tilstedeværende Embedsmænd tilligemed præsten underskrive et Vidnesbyrd om, at den vedkommende Menigheds Medlemmer havde med Fædrelandssind aflagt denne Eed, og Documentet skulde in duplo sendes igjennem Biskoppen til Regjeringen for at bevares i Rigets Arkiv. – Saavidt vides gjordes ingensteds Modstand mod Edens Aflæggelse, endskjønt Mange stiltiende afholdt sig fra at gjøre den, og Andre forklarede dens Indhold efter sine Begreber. Udtrykket «Selvstændighed» var en bred Grundvold for forskjellige Fortolkninger. Paa samme Dag foretoges Valg af tvende blandt Menighedens Embedsmænd, Brugseiere, Jorddrotter eller Gaardbrugere over 25 Aars Alder, der skulde møde paa et Sted midt i Amtet, som af Amtmanden nærmere maatte bestemmes, for at vælge 3 af Amtets meest oplyste Mænd, der skulde møde paa Eidsvold den 10de April, for at bestemme og paa Nationens Vegne antage Norges Regjeringsform. Paa samme Maade skulde Valg skee i Byerne.

422Ved et Circulair af samme Dato bekjendtgjordes, at de ikke norskfødte civile, geistlige eller militaire Embedsmænd, som ikke vilde bestemme sig til at tjene Norges Sag, men i Følge det danske Cancellies Bekjendtgjørelse af 5te Februar 1814 foretrak at vende tilbage til Danmark, kunde strax nedlægge deres Embeder i Regentens Hænder. – Paa denne paa Kundgjørelser frugtbare Dag, den 19de Februar, udstedtes endeligen en angaaende det norske Folks fredelige Forhold til andre Nationer og Caperiets Ophævelse. Den lød saaledes:

«Jeg Christian Frederik, Norges Regent o.s.v. Gjør vitterligt: At jeg tilligemed det norske Folk erkjender det for en udmærket stor Velgjerning, som det har modtaget af Hs. Majestæt Kong Frederik den VIte, at Høistsamme faa Dage førend han løste Folket fra sin Troskabseed skjænkede Norge Freden med Storbrittanien.

«Det skulde have været min førske Bestræbelse at naae dette Gode; det skal stedse være mit Formaal at vedligeholde samme for det kjære norske Folk, ikke alene med Storbrittanien, men med alle øvrige Magter.

Thi erklæres høitidelig:
«1) At Kongeriget Norge har Fred med alle Magter; ikkun den er dets Fiende, som vil krænke det norske Folks Selvstændighed, og som med væbnet Haand betræder de norske Grændser eller Norges Kyster.
2) Alle Nationers Krigs- og Handelsskibe tilstedes Adgang til Kongeriget Norges Havne.
3) Alle de under den forrige Regjering udstedte Reglementer for Caperfarten ophæves.
4) Alle Fanger skulle tilbagegives i Masse, og den private Gjæld, som de norske Fanger maatte have gjort, betales.
4235) Alle Nationers Skibe, som tilføre Kongeriget Norge Korn eller Fødemidler indtil 2/3 af Fartøiets Drægtighed, kunne uden Indskrænkning ved nogetsomhelst Forbud, og under alle Omstændigheder imod anordnet Tolds Erlæggelse, udføre, hvad norske Producter de maatte ønske, Fødemidler undtagne; dog skulle Fiskevarer i ovennævnte Tilfælde kunne udføres indtil 2/3 af Skibets Drægtighed.»

Men uagtet denne høitidelige Fredserklæring vendte Freden ikke tilbage til Norge. Krigen fortsattes i en frygteligere Stiil end tilforn, Norges Kyster blokeredes strængere, og Kornfarten var omgiven med større Farer end nogensinde under denne Krig. Sverige hvæssede sine Vaaben, understøttet af Europas mægtigste Riger, og Selvstændighedsperioden begyndte under de mørkeste Udsigter.

Imidlertid modtoges Prindsens Bestemmelse om at kalde en Rigsdag sammen for at afgjøre Landets Skjebne med Taknemlighed og stor Glæde. Forfatteren, som dengang var i Christiania, udtrykker sig derom i et Brev til en Ven paa følgende Mande: «Efterretningen om Prindsens hæderlige Bestemmelse kun at tage interimistisk Deel i Landets Bestyrelse, og at overlade en af Folket selv valgt og fra alle Stæder og Districter indkommen Repræsentation at afgjøre Alt, hvad der angaaer Landets Stilling, har opvakt stor Glæde. Saavidt jeg har erfaret, ere Meningerne saa deelte, at jeg ikke kan troe Andet end at Alt, hvad der kan siges for og imod Foreningen med Sverige, paa denne Maade bedst vil blive drøftet. Maatte nu kun Sverige give os saa megen Rolighed, som behøves til at undersøge denne vigtige Sag, og ikke kræve af os nogen Beslutning for Tiden!»

424Imidlertid var Prindsen betænkt paa at vælge de Embedsmænd, hvoraf han vilde sammensætte sit Statsraad. Ogsaa dette var forberedt deels ved hans Raadgivere, deels ved de Bekjendtskaber, han paa sine Reiser i Landet havde gjort. Gjennem Thygeson vare Breve sendte til forskjellige af de Mænd, som havde Prindsens Tillid, hvilke Breve skulde tilbageholdes paa det Postcontoir, som var Angjældende nærmest, for paa en vis Dag at blive ham tilsendt. Et saadant Brev tilhændekom ogsaa Forfatteren, og indeholdt Prindsens Villie, at han skulde indfinde sig i Christiania til en bestemt Dag. Forfatteren adlød Befalingen og reiste til sin Broder, Niels Aall, der havde faaet samme Befaling, for med ham at følge Prindsens Opfordring.N. Aall kunde formedelst Sygdom ikke strax gjøre Følge, og kom først nogle Dage senere. Han kom til Christiania den 16de Februar, og meldte sig strax hos Stiftamtmand Thygeson, der opmuntrede ham til at drage til Eidsvold til det vigtige Deliberationsmøde, som just den Dag holdtes. Men han undslog sig derfor, deels fordi han ikke havde nogen directe Opfordring dertil af Prindsen, og intet Kald følte, uden en saadan, til at trænge sig ind i en saa vigtig Forhandling, deels fordi hans Ankomst til Eidsvold ei kunde blive betimelig, da Dagen knapt vilde strække til Reisen. I Samtalen med Thygeson, med hvem Forfatteren stod paa den Fod, at han ikke for ham dulgte sin Overbeviisning, men frit kunde udtale, hvad han tænkte om Landets Stilling og Prindsens Forhold, yttrede han sin Frygt for at Prindsen havde paataget sig et Værk, som oversteg Landets Kræfter at udføre, naar hans Plan ikke havde en hemmelig, Nationen ubekjendt, Understøttelse. Saavel af denne Prindsens Indkaldelse til Christiania som af private Meddelelser troede 425Forfatteren at have sporet Prindsens Hensigt at benytte hans Tjeneste under den nye Statsorganisation. Men han havde forladt sit Hjem med den urokkelige Beslutning ikke at indtræde i nogen offentlig Stilling, hvortil han følte sig mindre skikket baade i Følge sine Evner, og fordi hans borgerlige Stilling i Fædrelandet krævede hans Tid og hans Opmærksomhed. Efter hans yttrede Anskuelser om Landets Stilling maatte ogsaa Thygeson overbevise sig om, at Forfatteren ei var den Mand, som Prindsen kunde bruge til Udførelsen af sine Planer.

Faa Dage efter kom Prindsen til Christiania, og Forfatteren ilede nu at melde sin Ankomst efter hans Befaling, og udbede sig en Audience for at erfare hans Villie. Prindsen tog vel naadig imod ham; men han mørkede strax Spor af, at Thygeson havde gjort Prindsen bekjendt med hans Mistillid til et heldigt Udfald af de tagne Forholdsregler. Prindsen erklærede ham sin Bestemmelse, ikke at underkaste sig Kielertractalens Vilkaar, men at sætte Magt imod Magt, og at forsvare Riget, om fornødent gjordes, med Vaaben, dersom dets Selvstændighed antastedes. Denne Beslutning grundede han paa sin Erfaring om Folkestemningen over det hele Rige. Forfatteren yttrede med Beskedenhed, at Nationens almindelige Modbydelighed for en Forening med Sverige vel var ham bekjendt; men at den tillige var underordnet Betragtningen over hvad der kunde tjene til Landets Vel under nærværende Omstændigheder. Han troede ikke, at Nationen havde Kraft til at modsætte sig Foreningen, naar den var bestemt af et saa mægtigt europæisk Forbund, som det Sverige havde paa sin Side, ikke heller at Norge kunde bestaae som selvstændigt Rige, naar det indviklede sig i Krig med Sverige og England, og han ansaa det for rigtigt at undersøge de Betingelser, under hvilke Foreningen 426kunde skee, førend nogen bestemt Vægring i denne Henseende erklæredes. Især lagde han Vægt paa den Mangel af Fødemidler, som herskede i Landet, og paa den Hungersnød, som vilde blive Følgen af at Norges Kyster blokeredes af engelske og svenske Krydsere. Prindsen svarede: «Er der ikke en Gud i Himlen? ham maa Norge stole paa i en saa retfærdig Krig som denne.» Iøvrigt gjentog han den Forsikkring, at han under den ham bekjendte Folkestemning ikke vovede at understøtte en Forening med Sverige, der vilde afstedkomme rædselfulde Scener. – Efterat Forfatteren havde yttret sin Mening med Frimodighed, følte han ikke Kald til videre Indvending, og en Samtale endte, hvis Indhold ikke havde tilfredsstillet nogen af Parterne.

Efter denne Samtale ønskede Forfatteren Intet meer end at vende tilbage til sit Hjem; men han blev opholdt i 3 Uger i Christiania, fordi Prindsen havde overdraget ham at ordne et Anliggende, i Sammenhæng med ovenfor omhandlede Pengevæsensmøde, som under, Conjuncturernes Gang var blevet uden mindste Betydning, og paa hvilket enhver Møie kunde ansees spildt. Disse tre Uger vare nogle af de ubehageligste, han nogensinde i Selskabslivet har levet, ikke alene formedelst Prindsens formeentligen forandrede Forhold mod ham, der ikke svarede til hans foregaaende Forekommenhed, men fornemmeligen formedelst den Miskjendelse, for hvilken han var udsat af sine Landsmænd. Det var en Qval i de Dage at være tilstede ved store Selskabsforsamlinger, eller endog i Vennelag, naar man ei kunde deeltage i de patriotiske Sværmerier og høie Talemaader om Nationens Kraft, Regentens Viisdom og andre Staters ugudelige Mishandling af Fædrelandet, som gaves til Priis i Sang og i Prosa. Han maatte ofte spørge 427sig selv, om han i sine Anskuelser om Fædrelandets Stilling virkelig var saa aldeles paa Afveie, at han fortjente at regnes blandt dem, der vilde forraade dets dyrebareste Interesser. Lykkeligviis traf han paa Venner og anseete Mænd i Fædrelandet, der tænkte som han om dets Stilling, og han blev snart enig med dem om at forholde sig passiv under disse muntre Bevægelser, og rolig oppebie Gaadens Opløsning.

Den 22de Februar var en af den Tids Høitidsdage, hvori Prindsen for en Forsamling af samtlige militaire, geistlige og civile Autoriteter – Forfatteren var ogsaa dertil indbuden og tilstede – opløste Kongen af Danmarks Declaration i Anledning af Rigernes Skilsmisse, hvorefter han holdt en Tale til Forsamlingen, hvori Danmarks vanskelige Stilling erkjendtes, og den Fyrste beklagedes, som uforskyldt stedtes i samme. Under denne Tale var Prindsen saa bevæget, at Ordet gik fra ham, og han maatte standse et Øieblik; men efter en behændig Talevending, hvori han erklærte sig saa rørt, at han ikke kunde finde Udtryk for sine Følelser, optog han igjen Talens Traad, og fortsatte den med den ham egne Færdighed under de Tilstedeværendes meest aabenbare Deeltagelse. Han endte Talen med de Ord:

«I Følge heraf er jeg tilbagekaldt og befalet at overlevere Fæstningerne til de svenske Tropper – men jeg har raadført mig med Folkets Stemning; overalt har den gjenlydt for mig: Vi ville være Norske og ikke Svenske! Jeg følger villigen dette Kald, at forsvare et uafhængigt Folks Rettigheder; hvis jeg forlod det, vilde dette give Fienden Midler i Hænde til at udsprede Splid og Uorden. Hærer min Beslutning, og hvorledes jeg for denne Forsamling, som for hele Folket, kundgjør samme.»

428Efterat Prindsen derefter havde forelæst det forhen anførte aabne Brev og Kundgjørelse tilføiede han:

«Mit Løfte til Norges Sag nedlægger jeg for denne Forsamling, og fra Enhvers Hjerte møder jeg vist det samme. Paa Bededagen skulle vi samlede høitideligen aflægge vor Eed for Guds Aasyn.»

Efterat flere til Dagen hørende Documenter vare blevne opløste, endte Prindsen dette Møde med de Ord:

«Og nu, Medborgere! giver Hverandre Hænderne med det Løfte samdrægtigen at virke som trofaste Nordmænd for Norges den gode Sag. hvilken Gud velsigne!»

Prindsens Tale gjorde stort Indtryk, og Løftet gik under stor Bevægelse fra Haand til Haand uden Yttring af nogen Meningsforskjel. Derpaa red Prindsen gjennem Byens Gader, viiste sig for Folket under Hurraraab, og blev paa Torvet hyldet af det forsamlede Militaire, til hvilket Prindsen ogsaa talte nogle begejstrende Ord. Hele Christiania var den Dag i Bevægelse, som til Høitideligholdelsen af den største Glædesfest, og den var dog egentligen en Indgang til store Lidelser og Savn. Festligheden endtes med et stort Middagstaffel, hvortil Alle vare indbudne, som havde været tilstede ved Formiddagshøitideligheden i Palaiet.

Samme Dag ankom til Christiania en Deputation af svenske Herrer, bestaaende af Grev Rosen, Baron Sköldebrand og Lilliehorn, hvis Ærinde var at forelægge en fra Kongen af Sverige udstedt Proclamation til Nordmændene.Proclamationen paa Svensk tilligemed en Oversættelse paa Norsk, som ledsagede den, findes indført i Tiden No. 72 1814. See Bilag 28 a og b. For at give sit Svar derpaa et officielt Anstrøg og tillige gjøre 429Indtryk paa de Svenske havde Regenten samlet om sig flere af Byens fornemste Embedsmænd, som opstilledes i en Række ved den ene Side af Salen. De svenske Herrer traadte ind i Salen med øiensynlig Forundring over den Maade, hvorpaa de bleve modtagne. Prindsen henvendte i stor Bevægelse nogle heftige og bebrejdende Ord til de svenske Herrer, hvori han gik løs paa de Midler, som den svenske Regjering anvendte for at vinde Norge, især paa det Hungerssystem, hvorved den vilde bane sig Vei til Rigernes Forening. «Er det saaledes – udbrød han – at Deres Konge vil vinde Norge?»Vi have af Kong Carl den 13des ovenfor i Bilagene anførte Breve seet, at han foretrak aaben Feide for dette Udhungringssystem. Prindsen var heftig, og syntes at behage sig i at affærdige de svenske Sendemænd haanligen i de forsamlede norske Mænds Nærværelse. De svenske Herrer hørte tause paa denne haarde og ved saadan Leilighed mindre passende Tiltale, og forlode Audiencesalen lidet tilfredse med, hvad der var passeret. De yttrede sig udenfor Prindsens Gemak deels med Haan, deels med Forbittrelse over den Behandling, som var dem vederfaret.Etatsraad Treschow, som var en af de Tilstedeværende under denne Audience, fortalte det Passerede, saaledes som anført, i et Selskab, hvori Forfatteren var, og hvorhen Treschow kom lige efter Audiencen. Treschow, dengang Prindsens Sag hengiven, fandt dennes Færd passende. Grev Wedel, som paa sin Tilbagerejse til Norge igjennem Sverige, talte med Grev Rosen forsikkrede, at Rosen mere loe end harmedes over den Modtagelse, den svenske Deputation havde saaet i Norge. De reiste saaledes tilbage med uforrettet Sag; men deels manglede Kongen af Sverige endnu Midler til at tvinge Norge med Magt, deels stolede han vel paa den forestaaende Rigsforsamlings Beslutning paa Eidsvold, og udsatte derfor alle fiendtlige 430Foranstaltninger. Kun Blokadesystemet fortsattes paa Kysten med Haardnakkenhed.

Inter kunde mere lægge Prindsens faste Beslutning for Dagen, at afvise enhver Tilnærmelse fra Sveriges Side, som havde det fjærneste Hensyn til at gjøre Kielertractaten gjældende, end denne haanlige Affærdigelse af de svenske Sendemænd. Derved viiste han tillige sine store Forhaabninger til sin Sags Retfærdighed, som lod ham foragte enhver diplomatisk Klogskab og den sindige Færd, der maatte lette ham Midlerne til at udføre sin store Sag. Den roligere Deel af Nationen, der ikke med Regjeringens Chef henreves til sværmeriske Forhaabninger om et heldigt Udfald, bifaldt ikke denne Prindsens aabne, men ukloge Færd, og anede sørgelige Følger deraf. Hvor meget vilde Prindsen ikke have lettet sig Midlerne til at udføre sine store Planer, naar han havde gaaet Sveriges Konge i Møde med en venligere Færd, søgt at forhale de diplomatiske Forhandlinger og med dem de fiendtlige Skridt fra Sveriges Side. Han havde hertil den gyldigste Anledning, da kun Magten midlertidigen var lagt i hans Haand, og han kunde henskyde Sagens endelige Afgjørelse til den store Forsamling, som om en kort Tid skulde møde paa Eidsvold, og veie det vigtige Statsanliggende. Han havde derved banet sig Vei til en fredsommeligere Mellemtilstand, i hvilken forberedende Anstalter kunde gjøres til at forebygge Hungersnød og samle Forsvarsmidler. Nu derimod vare alle Prindsens Skridt beregnede paa at afvise enhver Underhandling med Sverige, høit for hele Europas Øine at erklære Norges bestemte Villie at forsvare sin Selvstændighed uden noget Slags Hensyn til Kielertractaten, og han fremlokkede derved ligesaa unyttigen som uklogt den fiendtlige Adfærd fra Naborigets Side, der meget forværrede Norges 431Stilling. Hvor megen Grund der end er til at antage, at Prindsen havde den reneste Villie til at befordre Norges Vel, kan det vel ikke nægtes, at han ei i denne Henseende førte Regjeringens Tømme med Klogskab, men gav sig i rolige og upartiske Dommeres Øine Mine af, at Ønsket om at ophøies til Norges Konge laa ved Siden af hiin ædelmodige Attraa efter at befordre Norges sande Vel. Idet vi saaledes holde fast ved den Tro, at Prindsens Mellemkomst, efterat den gamle Forbindelse var opløst, i mange Henseender var velgjørende for Norge, og beredte en lykkelig Overgang til den nye Statsforfatning, kunne vi ikke holde den Mening tilbage, at hiin nyligen beskrevne Mellemact i Selvstændighedens store Skuespil, som skjærpede Sveriges fiendtlige Foranstaltninger, var et stort Feilgreb fra Regentens Side, som med Lethed kunde været undgaaet. Hans aabne Færd kaster ingen Skygge paa hans Charakteer som Menneske, men fordunkler hans diplomatiske Evne paa den Tid til at gjennemføre vigtige Statsanliggender.

Nogle Dage efter kom Grev Wedel tilbage fra Danmark, hvorhen han af Aarsager, som ovenfor er fortalte, var bleven nedkaldt. Wedels Kald til Danmark paa den Tid kunde ansees som et glimrende Exil fra hans Fædreland, under hvilket han overvældedes med udvortes Høflighedsbeviser, medens hans politiske Færd var en Gjenstand for Mistanke. Efterat Kongen af Danmark var bleven nødt til at afstaae Norge, var der ingen Grund til meer at holde Greven tilbage i Kjøbenhavn, og han vendte nu hjem til Fædrelandet. Han foretog Reisen igjennem Sverige, og Rygtet sagde, at Greven paa denne havde underholdt sig med flere betydningsfulde Svenske om de norske Anliggender, uden at det er Forfatteren bekjendt om Rygtet medførte Sandhed; – for ham udlod Greven sig derom ikke. 432– Da Greven var kommen tilbage, meldte han sig strax hos Regenten, som tilsagde ham en Audience. Forfatteren var tilfældigviis i Prindsens Forgemak, da Greven traadte ind i samme til Audience. Da Wedel saae Forfatteren, gik han ham i Møde, hilsede ham, og spurgte ham med Heftighed temmelig høit: «Hvad er det for dumme Streger I gjøre her i Norge?»– Han trak nu Greven hen i en Vinduesfordybning, og underrettede ham om, at Stemningen i Christiania, og ogsaa blandt de her Tilstedeværende, var saadan, at slige Udladelser ikke vilde være paa det rette Sted, og sagde derhos, at han endnu samme Aften vilde indfinde sig paa Bogstad for at sætte ham ind i Sagernes sande Sammenhæng. Greven beqvemmede sig derfor til en roligere Fremgangsmaade og blev, efterat han efterhaanden havde hilset paa sine Bekjendte, indledet til Prindsen. Samtalen imellem dem blev ført saa høirøstet, at den opvakte deres Opmærksomhed, som vare forsamlede i Forgemakket, hvor meget end den fornuftige Deel af samme søgte at aflede den fra den urolige Scene. Ordene trængte ikke fra Prindsens Cabinet ud i Forgemakket, men de høie Toner antydede heftige, alvorlige og mindre end venskabelige Discussioner. Greven fortalte siden Forfatteren, at hans Samtale med Prindsen var gaaet ud paa Dagens store politiske Spørgsmaal. Prindsen havde da ogsaa henskudt sig under Nationens almindelige Bifald til den af ham valgte Fremgangsmaade, og lagt sin Sag i det guddommelige Forsyns Haand, som ikke vilde, at Uretfærdighed skulde seire, og Sandhed og Ret forgaae, hvorhos han yttrede Haab om Englands Understøttelse af Norges Selvstændighedssag. Greven derimod beraabte sig, til Understøttelse for sine Anskuelser, paa de europæiske Magters Villie, paa Norges Svaghed til at imodstaae en saadan Magt, og 433lagde Vægt paa at Tiden nu var kommen til at forene de skandinaviske Riger under en constitutionel, paa begge Rigers indvortes Forhold grundet Forfatning. Han meente, at Regenten var forpligtet til at høre, hvilke Forslag Kongen af Sverige havde at gjøre, førend han afviiste al Underhandling, og at han uforbeholdent burde forelægge Folkets Repræsentanter alle Omstændigheder i en aaben og upartisk Fremstilling. Striden endtes uden Resultat. Utilfredse, for ei at sige forbittrede, skiltes begge fra hinanden, og paa Grevens Ansigt sporedes, da han med stærke Skridt traadte ud i Forsamlingen, den høieste Grad af en oprørt Sindsforfatning, hvis Heftighed dog beroligedes ved Samtale om ligegyldige Gjenstande med flere af Grevens Venner og Bekjendte i Forsamlingen. I en roligere og fortrolig Samtale paa Bogstad samme Aften gjorde Forfatteren Greven bekjendt med Tingenes sande Stilling, og søgte at afholde ham fra den raske Indgriben i Tingene, hvortil han følte et indvortes Kald, og som laa i hans Charakteer. Greven var vant til af sine Landsmænd at modtage Beviser paa Høiagtelse, og at tage virksom Deel i Landets vigtige Anliggender; han havde djærvt Mod til at sige reent ud sin Mening, ubekymret om i hvis Øren den faldt, og den Tanke var ham utaalelig, at han nu skulde behandles som en Fædrelandets Forræder, og nødes til at lægge Skjul paa en Overbeviisning, der hvilede paa Sandheder, som han meente laa klart for hver Mands Øine. Da han imidlertid, fornemmeligen gjennem sin Svigerfader, Kammerherre Anker, blev nøiere bekjendt med de sande Forhold i Fædrelandet paa den Tid, overbeviistes han om, at det vilde være et unyttigt Arbeide at ville bringe Prindsen og hans Tilhængere til at forandre den tagne Beslutning, eller svække deres Haab om en fremmed, især engelsk, Understøttelse, 434da dette Haab næredes ved de ofte gjentagne Bemærkninger til Roes for Nordmandens kjække Modstand, som gjordes af engelske Journalister og gjentoges af danske og norske Blade. De bleve saaledes enige om at forholde sig aldeles passive, og om end ikke fornægte sin Tro og Overbeviisning, saa dog ikke foretage noget positivt, i dette Øieblik aldeles unyttigt, Skridt til at forandre de nærværende Forhold, i det Haab, at der inden Rigsforsamlingen sattes, og især paa den, vilde fremkomme Oplysninger om Tingenes sande Stilling, der vilde forandre Regentens og den større Deel af Folkets Anskuelser om Rigets politiske Stilling.I denne Samtale fortalte Greven Forfatteren, at Kongen af Danmarks sidste Ord til ham ved Afskedsaudiencen var, at «dersom Nordmændene endnu havde nogen Godhed tilbage for Danmark og det danske Kongehuus, maatte de ikke modsætte sig Foreningen.»

Den befalede Bededag høitideligholdtes i Christiania den 25de Februar, og Prindsen, omgiven af sin Stab og escorteret af Stadens Borgergarde med et Detaschement ridende Jægere, begav sig Kl. 11 Formiddag igjennem det en haie opstillede Militaire til Hest fra Palaiet til Kirken. Der opførtes foruden den almindelige Orgelmusik ogsaa Sangmusik af Hovedstadens bedste Sangerinder, hvis virkelig store Talent paa den Tid ofte sattes i Bevægelse. Biskop Bech holdt Indledningstalen, og efter denne opløstes Prindsens Kundgjørelse. Derpaa forlod Prindsen sin Kirkestol og steeg ned i Kirken til en ved Choret anbragt Forhøining, som han besteeg, omgiven af sin Stab, af Hovedstadens vigtigste geistlige og verdslige Embedsmænd og af Byens Repræsentanter. Nu opfordrede Biskoppen den forsamlede talrige Menighed, der udfyldte 435hver Plads i Kirken til Edens Aflæggelse, hvilket skede idet Regenten og den forsamlede Mængde med oprakte Fingre svore paa: «at ville hævde Norges Selvstændighed, og vove Liv og Blod for det elstede Fædreland.» Prindsen selv var dybt bevæget, og den høitideligste Stemning sporedes hos ham som hos alle Tilstedeværende. Efter Edens Aflæggelse henvendte Regenten sig til Forsamlingen med følgende Tiltale:

«Gud den Almægtige har hørt vor Eed. Han kjender min Oprigtighed, og han vil skjenke mig Kraft og Viisdom til at udføre det store Værk til Folkets Frelse, og dets Rettigheders Forsvar. Vort Haab staaer til Forsynet, som vil velsigne vor retfærdige Sag formedelst den Samdrægtighed, der besjæler os Alle, og paa hvilken den Pagt, vi have indgaaet, er bygget saa fast som paa Norges Klippegrund! Nu lyde Bønnen i Herrens Huus!»

Efterat Thaarups Hymne: «Gud Jehova, vi prise Dig» var afsjunget, holdtes nu den egentlige Prædiken af Biskop Bech, hvis Taler sjelden vare udmærkede, men aldrig maadelige, og af ham opløstes efter Prædikenens Slutning adskillige Documenter angaaende Norges politiske Forhold. Acten endtes med et Recitativ henvendt til Prindsen, og med et Udraab af Biskoppen, hvori hele Forsamlingen istemte: «Held for Norge, Held for Norges Regent!» Denne Hylding besvarede Prindsen fra Kirkestolen med de Ord: «Elskede norske Folk! Modtager mit Hjertes Tak! Folkets Kjærlighed er min Glæde og min Løn. Lad mig altid finde en saadan Stemning iblandt Eder, og Gud skal velsigne os Alle.» Høitideligheden gjorde et dybt Indtryk paa den hele Forsamling, og der var vist ingen for sit Fædreland følende Nordmand, til hvilken politisk Farve han end monne høre, som jo forlod denne Høitid med et rørt Sind 436og de varmeste Ønsker for Norge. Forfatteren veed aldrig at have bivaanet nogen Kirkehøitid, hvorved han som Nordmand har følt sig mere bevæget. Høitidshandlingen feiredes paa samme Maade over det ganske Land, og det kan ikke nægtes, at den Virkning, som var beregnet, ved den at begeistre Nationen for Selvstændighedens Sag i Prindsens Forstand, i en høi Grad opnaaedes, endskjønt ikke alle Sværgende gave den Prindsens Fortolkning.

Efterat Prindsen saaledes havde helliget sin Beslutning og for Guds og Menneskenes Øine bekræftet Selvstændighedens Sag, var han betænkt paa at organisere den norske Regjering. Han oprettede i den Anledning 5 Departementer, til hvis Chefer han udnævnte følgende Mænd under Navn af Regjeringsraader; nemlig:

Generalmajor Haxthausen til Chef for første Departement for Finantserne, og til Medlem deraf Kjøbmand Carsten Tank.

Jonas Collett, Amtmand i Buskeruds Amt, udnævntes til Chef for andet Departement for de indre Anliggender.

Conferenceraad Sommerhjelm til Chef for tredie Departement for Justitsvæsenet.

Raadmand Niels Aall til Chef for fjerde Departement for Handels- og Toldfaget.

Conferenceraad Carsten Anker til Chef for femte Departement for Fabrik-, Skov- og Bergvæsen.

Kammerherre Rosenkrantz udnævnedes til Regjeringsraad og Directeur for Rigsbanken.

Til samme Tid oprettedes en Committee for Oplysningsvæsenet, det lærde og Almueskolevæsenet, samt for geistlige Embeders 437Besættelse, til hvis Medlemmer udnævntes Biskop Bech, Professorerne Treschow og Sverdrup.

Regjeringsraaderne tildeeltes en Rang lige med No 2 i den gjældende Rangforordnings 2den Classe.

Med Hensyn til dette Valg have vi kun lidet at tilføie. Vi have deels i det Foregaaende havt Leilighed til at fremstille Enkelte iblandt disse Regjeringsraader for vore Læsere, deels vil Historiens Fremskridt give os Anledning til at gjøre os bekjendt med deres Værd og Indflydelse paa Fædrelandets Anliggender. Alle vare de tilvisse besjælede af den varmeste Iver for Selvstændighedens Sag; Alle glædede de af ædel Varme for Fædrelandets Held og Lykke; Alle vare de – saavel de, der gjemmes i Gravens Skjød, som de der endnu leve – Prindsen og den Sag, til hvilken de havde svoret, oprigtigen hengivne, og de ivrigste og competenteste Forsvarere for hans Færd under paafølgende vexlende Skjebne. I Regjeringsvæsenet kunde de ikke være lige øvede; thi Nogle havde deri aldrig taget Deel. Statsstyrelsens simpleste Former maatte endog være Enkelte af dem ubekjendte, og Statsvidenskaben i sin daværende Skikkelse havde Ingen af dem grundigen studeret. Men overhovedet maa det siges om dem, at de ved deres Færd, som Medlemmer af Statsraadet under den korte Selvstændighedsperiode, ikke beskjæmmede det trufne Valg, ligesom de og, endskjønt faste i deres politiske Tro, hørte til de moderateste og toleranteste af Selvstændighedspartiet. Nogle af dem satte deres borgerlige Velfærd paa Spil under deres Deeltagelse i Statsstyrelsen, og reiste sig aldrig af den Forstyrrelse i deres private Stilling, som derved forvoldtes dem, endskjønt de ved Fratrædelsen under Regeringsskiftet intet Vederlag forlangte for 438deres Opoffrelse.Rosenkrantz nød i sine sidste Dage, da Næringssorger begyndte at trykke den agtværdige Olding, en Pension. Nationen skylder saaledes disse Mænd Erkjendtlighed, og Historien vil give dem som et Statsraadssamfund det Eftermæle, at de opfyldte vanskelige Embedspligter med Held og et fædrelandsk Sind, og at de med Klogskab og Værdighed forberedede den lykkelige Overgang til Norges nye Statsforfatning. I Landets kritiske Periode, under Krigen 1814, viiste Flere blandt Statsraadets Medlemmer et Mod og en Conduite, der neppe tilbørligen er bleven paaskjønnet.

Haxthausens Udnævnelse til Finantsminister var vistnok et mindre heldigt Valg. Forfatteren vil ikke paatage sig at fælde Dom over en Mand, som Faa af vore Landsmænd forstode at bedømme, og hvis Færd som Embedsmand han havde liden Leilighed til at kjende; men med Vished tør det vel paastaaes, at han ikke var Finantsmand i den Forstand, som det under Landets daværende Stilling kunde behøves. Desuden var han i den sidste Tid saa overlæsset med Forretninger af forskjellig Beskaffenhed, at han med Føie kaldte sig selv den Stundesløse.Han var paa samme Tid Statsraad, Medbestyrer af Finantserne, Commandant paa Agershuus Fæstning, Armee-Indendant og første Medlem af Overproviderings-Commissionen. Denne Overlæsselse, der ikke passede sig for en Mand, der havde mere Embedsdygtighed i en bestemt Retning end Forretningsvane i den ham anviiste Embedsvirksomhed, gav Anledning til en skjødesløs Behandling af hans Embedssysler, som blev straffet haardere, end han fortjente, fordi Anklagen stilede til en Brøde, som ei var hans.

Tank var meer en færdig Regnemester end duelig Financier, og i hans Hoved spøgede mange underlige Finantsplaner.

439Det er imidlertid mere som Storthingsmand end Statsrand han har viist Svaghed i denne Henseende; thi under sin korte Finantsbestyrelse, hvori Haxthausen tog liden Deel, søgte han at hindre betænkelige Skridt i Pengevæsenets Sag, og da dette ikke lykkedes ham, tog han allerede i Sommerens Løb sin Afsked.

Amtmand Jonas Collett var allerede forud bekjendt som en dygtig og for sit Kald ivrig Embedsmand, og som saadan findes han af Regjerings-Commissionen i Krigens første Aar anbefalet sin Konges Naade. Det faldt i denne agtede Embedsmands Lod, som nu efter et virksomt og gavnrigt Embedsliv lever rolige Dage i sin Alderdom, at vise sit Fædreland de meest vigtige Tjenester, hvorom Historien senere hen har at tale.Dersom Grev Wedels Stav aabnede, efter kyndige Bergmænds Raad, Sølvværkets tilstoppede Kilde, saa var det Colletts Udholdenhed og Mod til at overstride en indkneben Linie i Budgettet, som hindrede Værkets Undergang. En anden Virksomhed – Dampskibsfarten – har han ved en rask Embedsfærd fremkaldt, og derved paa flere Maader frembragt Liv i Landets indre Virksomhedsforhold, og det uden Tvivl længe før, end det ellers vilde være skeet.

Raadmand Niels Aall var en i sin Virkekreds høit agtet Handelsmand, der allerede før havde viist sin Dygtighed til at udføre offentlige Forretninger. Formedelst sin Sprogfærdighed, sine Handelskundskaber og mangesidige Dannelse, sin Anstand og Agtelse bydende Væsen maatte han være særdeles skikket til at indtræde i det nye Statsraad, og den Maade, hvorpaa han udførte de ham af Christian Frederik overdragne Forretninger, viiste, at han var sin Konges Tillid værdig. Tidlig gik han ud af en Stilling, i hvilken han gjorde større Opoffrelser end de Fleste af sine Landsmænd, men det lykkedes ham forinden 440i Forening med Statsraad Collett at udføre med Klogskab og Held et vanskeligt Fædrelands Anliggende i det farlige Overgangs Øieblik.Denne Dom, som under det kjærligste Broderforhold let kunde blive partisk, har Forfatteren nedskreven efter Landsmænd, som kjendte Statsraad Aalls Færd, og de Kjendsgjerninger, han har at indføre paa et følgende Blad i sin Skitse, ville bekræfte denne Dom.

En mindre bemærket Indflydelse har Statsraadets simple Organisation, strax da den skede, havt paa Rigets indvortes Bestyrelse, og den bør ikke glemmes af vore Landsmænd. Saa simpelt deres Væsen var, ligesom en Fortsættelse af deres forrige StillingDer var blandt dem et Par Mænd af høi Byrd, som havde været Medlemmer af den forrige Regjering, men i deres Omgangsvæsen var intet Spor af Fornemhed.og af de simple Livets Former, som de forlode, saa tilgjængelige vare deres Personer paa deres høie Poster, saa let for Statens Borgere med dem at afgjøre sine Forhandlinger med det Offentlige. Ingen Audiencegemakker, ingen besværlig Linie af Tjenere at gjennembryde, ingen underdanig Ærbødighed for den ophøiede Embedsmand. Deres Dør stod aaben som en Privatmands for ethvert Besøg, og naar de vilde udføre vigtige Dele af sit vanskelige Embede, maatte de lukke sig inde i deres eget Cabinet. Regenten selv maatte vel iagttage et strængere Ceremoniel; thi deres Mængde var for stor, som nærmede sig hans Gemak; men man behøver kun at sammenligne Forgemakkernes Qvaler ved det danske og norske Hof paa den Tid, for at lære den mærkelige Forskjel at kjende.I Frederik den VItes Audiencesal har Forfatteren aldrig fundet sig generet; i hans Forgemak har han ofte befundet sig i en ydmygende Stilling. I det kongelige Forgemak i Norge forsvinder al Standsforskjel. Tidens Aand er maaskee nu gaaet igjennem begge Rigers Forgemakker. 441– Christian Frederik fremtraadte i Norge under vanskelige Stillinger, og i et for den gamle Forenings Bestandighed kritisk Øieblik. Han maatte drage Nordmænd til sig ved at tilegne sig Landets Former, og give dem en let Adgang til sin Person. Da han satte sig i Spidsen for Selvstændighedsværket, behøvede han i en endnu høiere Grad Folkets Tilfredshed og Kjærlighed, og han maatte vise sig i det simple og folkelige Væsen, hvorved de Store her i Landet meest drage Folket til sig. Prindsen var desuden en i Sandhed høist elskværdig Stormand, der søgte at bortfjærne alt besværligt Ceremoniel. Derom var i Landet kun een Stemme. Denne simple Stiil i de høieste Embedsmænds Færd og Væsen ved Afgjørelsen af Borgernes Anliggender er vedbleven som en Arv fra det første Regjeringsraad indtil de seneste Dage, og forgjæves vilde Forsøget være, under vor Tids Nivellering af alle Former, at indføre de Ceremonier, som andensteds besvære Borgernes Forretningsgang til de Stores Sale.Vi ville ikke herved tilegne Fædrelandet noget Fortrin fremfor andre Lande, eller haane hvad der andensteds monne være anderledes, men vi henpege kun paa en naturlig Simpelhed i vore indre Forhold, og glæde os ved, at der i den første Organisation af Rigets høie Embedsposter ingen Purpurlapper sattes paa Norges naturlige simple Dragt. Denne Simpelhed er i vort Fædreland som en Naturlov, grundet i Landets physiske og moralske Forhold. En Tendents til en Forandring heri skede fra den høieste Haand strax efter Kongevalget, da et Hofceremoniel med sin uvæsentlige Glands i gammel Stiil indførtes i Landet; men denne Glimmer forsvandt som et Stjerneskud, og den gamle Simpelhed vendte snart tilbage, uden siden at blive forstyrret. Hofbetjenternes Tilværelse lægges neppe Mærke til i dette Land. Rigernes Konge omgiver sig med 442langt større Simpelhed i Norge end i Sverige, som en Følge af Frænderigernes forskjellige Organisation, og ved dette vise Hensyn til Norges Simpelhed har han rodfæstet sig i vore Hjerter.

Et af de valgte Medlemmer af Norges Regjeringsraad, Carsten Anker, overtog ikke det ham bestemte Departement, og saavidt vides, kom dets Forretninger ikke i hans Hænder. Regenten udkaarede ham til sin Sendemand til det engelske Ministerium, for at bevirke en Freds- eller idetmindste en Neutralitetstilstand med England under Norges Selvstændighedskamp. Valget faldt paa Anker, fordi han havde gjort et langt Ophold i England i det kjøbenhavnske asiatiske Compagnies Anliggender, og han der havde dannet sig en Forbindelse med flere betydningsfulde Statsmænd, og fordi han troedes at besidde den diplomatiske Kløgt og den fine Omgangstone, som kunde bane Vei til Ærendels heldige Udfald. Til dette Forsøg paa at stemme det engelske Ministerium gunstig for sin store Plan bestyrkedes Prindsen ved Ankomsten af en engelsk Kutterbrig til Frederiksværn i Midten af Februar, som medbragte Fredsbudskab og Admiral Hopes Befaling at indstille Opbringelsen af danske Skibe, og foreslaae Fangernes Udvexling. Kielertractatens Afslutning, hvis Antagelse i Norge det engelste Ministerium rimeligviis forudsatte, gav vel Anledning til dette fredelige Skridt fra Englands Side, der imidlertid snart ombyttedes med mere fiendtlige Foranstaltninger, saasnart Norges Vægring ved at forene sig med Sverige blev bekjendt. I et Brev til Admiral Lütken af 13de Februar yttrede Prindsen sin Glæde over dette fredelige Skridt fra Englands Side, og befalede det bekjendtgjort i Aviserne. «Conferentsraad Ankers Sendelse – siger han – kan nu faae mere Autenticitet, og 443en Kutterbrig kan overføre ham.» Han overdrog derhos Capitaine, senere Statsraad, Fasting, i Udtryk, som vise hans Tillid til denne Søofficeers Dygtighed og Fædrelandssind, at besørge det Fornødne med Hensyn til Ankers Reise.

C. Anker udstyredes med en Instrux, som gjorde ham bekjendt med hans Ærendes Beskaffenhed, og foreskrev ham den Maade, hvorpaa det skulde udføres. Denne Instrux viser aabenbarligen Prindsens Haab, at det engelske Ministerium, naar det blev bekjendt med Norges ufravigelige Beslutning, vilde paatage sig at mægle imellem Sverige og Norge, og idet der gaves Sverige Erstatning for sin Medvirkning til et heldigt Udfald af Fastlandskrigen paa en anden Maade, bevirke en Handelstractat mellem England og Norge. Han medgav ham i den Anledning et Brev til Prindsregenten med Bemyndigelse til at forevise den engelske Minister det, om der lagdes Hindringer i Veien for den umiddelbare Overgivelse af Brevet i Prindsregentens Hænder. Især gjorde han ham det til Pligt at undersøge, hvorvidt det var Englands oprigtige Ønske at see Norge forenet med Sverige, og til Afværgelse af dette Onde paalagde han ham «at handle med Conduite og efter Omstændighederne.» Han nærede det Haab, at det Brev, som han havde medgivet ham til Hertugen af GlocesterFormodentligen havde han lært hertugen at kjende under dennes Ophold i Kjøbenhavn. vilde bane ham Vei til at indhændige Prindsregenten Prinds Christians Brev. Iøvrigt henviiste han Anker til den danske Consul i London, hvis Veiledning han skulde følge. Han nærede det Haab, at en for England og Norge gjensidigen fordeelagtig Handel kunde aabnes, naar engelske Skibe bragte Korn fra danske og østersøiske Havne, 444og igjen udførte norske Producter til England, men paalagde Anker derhos at erklære, at det ikke vilde blive engelske Skibe tilladt at udføre Trælast fra Norge, med mindre der af dem dertil var blevet indført Korn. Prindsen lagde saaledes samme Vægt paa Englands Trang til norske Producter som den forrige Regjering, endskjønt Omstændighederne i de senere Aar, især formedelst Englands Fred med Rusland, Preussen og Sverige, vare meget forandrede. Til Slutningen paalagde han Anker at forestille den engelske Minister, hvad Følgen vilde blive «ved at overlade et Folk saa ufortjent til Fortvivlelse, hvoraf vilde følge, at den blodigste Hevn over Sverige og over dets Ven vilde blive en Lov for Norge», hvorhos det paalagdes Anker «aldrig at vige fra Haabet om, at England indseer sin Uret mod os.» For at give Underhandlingerne mere Vægt, blev det Anker paalagt at lade indføre i de engelske Aviser, hvad der i Norge var blevet bekjendtgjort, og at stemme det engelske Folk til Norges Fordeel, som en Understøttelse for de Medlemmer af Parlamentet, som toge sig af Norges Sag.Instruxen findes heel indført i Bilag 29. I den Formodning, at der skulde gives Carsten Anker Anledning til at møde paa den Congres, som forudsattes at blive holdt paa Fastlandet, og rimeligviis i Frankrige, i hvis Hjerte de allierede Magters Hære nu trængte alt dybere og dybere ind, og hvor Keiseren af Østerrige, Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen nu befandt sig for at ende den blodige Krig, tilføiede Prindsen Breve ogsaa til disse Fyrster. Han paalagde Anker tillige mundtligen «at tolke dem de Følelser af Ærbødighed og Tillid, som det norske Folk nærede for Souverainer, 445som vilde beskytte et uafhængigt Folks Rettigheder.»I sit Brev til Keiser Alexander siger han: «Naar jeg overveier de Grundsætninger, for hvilke Deres Majestæt har grebet til Vaaben, bør jeg ikke tvivle om, at De jo vil bifalde og agte Nationernes Rettigheder, som det norske Folk eenstemmigen gjør Fordring paa, og for hvilke det snarere vil opoffre sig, end taale et fremmed Aag. D. M. vil ikke miskjende et Folk, som kun forlanger Fred, og som især vil agte sig lykkelig ved at finde en Ven og en Beskytter i en Souverain, som har saa retfærdigt Krav paa de Folks Erkjendtlighed, hvis Rettigheder han har forsvaret, og hvis Frihed han har igjenerobret.» / I Brevet til Keiseren af Østerrige siger han: «Det Retsind, som stedse har charakteriseret Deres Keiserlige og Kongelige Majestæts politiske System, lader mig ikke tvivle om den Modtagelse, som De vil tilstaae en Communication af en Natur som denne, der gjøres Dem af et Folk, som haaber med Tillid at finde i Dem en Beskytter af sin Sag, siden den er retfærdig, og som kun har til Hensigt at bevare sin Uafhængighed og de Nationerne tilkommende Rettigheder, saavelsom Fred og Venskab med alle de Magter, som ville respectere dem.» / Til Kongen af Preussen skrev han: «Deres Majestæts Folk har givet et stort Exempel paa den Styrke, som boer i Villien imod en fremmed Undertrykkelse. De vil ikke uden Interesse see den norske Nation besjælet af de samme Følelser, og jeg haaber med Tillid af Deres Majestæts retsindige Charakteer, som jeg har havt den Fordeel i Nærheden at kjende, at De vil være den Første til at erkjende et Folks Rettigheder, som kun forlanger Retfærdighed og Fred.» I disse Breve indsluttedes Bekjendtgjørelsen af 19de Februar, «hvori Folket erklærer sin Villie at ville forsvare Norges Uafhængighed og give sig en Constitution, og hvori Prindsens Beslutning bekjendtgjøres, ikke at ville forlade dette Folk i dette kritiske Øieblik.» Han medgav tillige Anker et Brev, som skulde fra England oversendes Prcesidenten i de amerikanske Stater, hvori han meddeler ham, «at den norske Nation, som 446Kongen af Danmark havde afstaaet til Sverige, havde erklæret sig uafhængig, og at han havde besluttet ikke at forlade dette Folk i dette kritiske Øieblik, men at ville forsvare dets Rettigheder mod enhver fremmed Undertrykkelse.Han gjør tillige deri opmærksom paa, at Norges Fred med England gjør det nødvendigt, at de amerikanske Capere herefter ikke indbringe engelske Priser i norske Havne, men at derimod de amerikanske Capere maatte forlade Norge med de Priser, som vare gjorte efter 14de Januar. Forøvrigt indeholder Brevet de sædvanlige Venskabsforsikkringer, og Ønske om Oprettelsen af en gjensidigen fordeelagtig Handelsforbindelse. – Endeligen overdrog han ogsaa Consul Konow i Bergen at gjøre en Reise over til Holland for at vinde Prindsen af Oranien for Norges Sag, og knytte en gjensidig Handelsforbindelse med dette Land. For at understøtte dette Forslag, skrev han tillige et Brev til Prindsessen af Oranien, som han personligen kjendte.

Resultatet af Ankers Mission svarede imidlertid ingenlunde til Forventningen. Greven af Liverpool tilstod Anker en Audience, men deri udviklede han for ham de Grunde, som bestemte den engelske Regjering til at holde fast ved det antagne System og opfylde sin med Sverige sluttede Tractat om Norges Forening med samme. Derhos opfordrede Ministeren Anker til at vende tilbage, da ethvert Forsøg paa at rokke de allierede Magters Beslutning angaaende den skandinaviske Halvøes Forening vilde være forgjæves. Da imidlertid Anker var bleven indviklet i vanskelige Handelsforhold, kunde han ikke adlyde Opfordringen. Han blev nemlig formedelst gammel Gjæld til engelske Handelshuse af et af disse belagt med Gjældsarrest, og erklærede, at han ikke kunde vende tilbage, for ei at udsætte de 447Mænd, der havde indgaaet Caution for hans Tilstedeblivelse, for Ubehageligheder. Da disse Vanskeligheder bleve hævede, var Norges Skjebne afgjort, og Statsroret lagdes i andre Hænder.Ved det overordentlige Storthing 1814 blev der gjort et Forslag om at befrie Anker fra Gjældsarresten ved et Laan af 8000 £ Strl. mod Pant i hans Eiendomme. Resultatet findes ikke.Strax efter Carsten Ankers Afreise sendtes hans Broder, Generalgouverneur Anker, til England i lignende Ærende. Som dansk Gouverneur i Ostindien havde ogsaa han staaet i en vigtig Stilling, og havde indgaaet flere Forbindelser med formanende Mænd i England. I Følge Prindsens Fuldmagt bemyndigedes han til «som hans overordentlige Gesandt hos Prindsregenten af Storbrittanien og Irland at pleie de gjenoprettede Venskabsforbindelser med denne Magt, og iagttage det norske Folks Interesse sammesteds.» – Det blev ham derfor paalagt, at antage og vedligeholde en fuldkommen privat Charakteer ved Ankomsten til London, indtil han fik Kundskab om hvorledes hans Broder var bleven modtagen. Skulde end denne Modtagelse ikke have været efter Ønske, paalagdes det ham dog at forblive i London, under Paaskud af at sørge for sin Helbred, «for at pleie de tjenligste Connectioner, og benytte hver fordeelagtig Begivenhed eller Forandring, samt meddele Prindsen de Underretninger, som kunde være ham tjenlige i Rigets nærværende Stilling.» I det Tilfælde, at Carsten Anker skulde gaae til Fastlandet for at fortsætte Forbindelsen med Castlereagh, medgaves Generalgouverneuren en Fuldmagt for at optræde som Prindsens overordentlige Gesandt hos de allierede Fyrster ved en almindelig Fredscongres. – Denne ærværdige Olding gjorde imidlertid denne Reise meget nødig. Han var en fortrolig Ven af Grev Wedel, deelte hans politiske 448Anskuelser og nærede intet Haab om Selvstændighedsværkets Held.Forfatteren mødte Gouverneuren i Holmestrand paa hans Reise til England. Den gamle Mand rystede paa Hovedet ved at omtale sit Ærende, og yttrede ikke mindste Haab om et heldigt Udfald. Reisen havde det samme Udfald i diplomatisk Henseende som hans Broders, og han vendte strax tilbage med uforrettet Sag. Et lignende Resultat havde en tredie Deputation, hvorom vi senere have at tale.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.