Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Syvogtredivte Capitel

Syvogtredivte] rettet fra: Sexogtredivte (trykkfeil)

Efterat Forfatteren saaledes havde sat sig paa et bestemt Standpunkt med Hensyn til sine politiske Anskuelser om Fædrelandets Stilling, ønskede han Intet mere end at vende tilbage til sit Hjem, for at skjæke sine egne private Anliggender tilbørlig Opmærksomhed. Thi Regentens store Beslutning at sætte sig i en aabenbar fiendtlig Stilling til Sverige, og bestemt afvise enhver fredelig Tilnærmelse, grundet paa Kielertractaten, fremledte i Sandhed store Farer, og især store Vanskeligheder ved Tilveiebringelsen af de fornødne Levnetsmidler under den strenge Blokade af Norges Kyster. Vistnok listedes endnu betydelige Partier Korn- og Fedevarer over det med fiendtlige Krydsere opfyldte Hav, og Prindsen forsømte ikke gjennem de offentlige Tidender at udbrede de gode Efterretninger, som han herom kunde have at give, men Nøden var større end Hjælpen, og endnu sporedes Følgen af den Mangel paa Levnetsmidler, som Misvæxten 1812 havde frembragt. – Den unyttige Syssel, som var Forfatteren med Flere overdragen, at udarbejde Statuter for en Bankindretning, der under nærværende Omstændigheder ei kunde blive til, og hvorom der siden aldrig blev 449Tale, var tilendebragt, og for Forfatteren var Intet meer at udrette i Christiania. Han var imidlertid indkaldt af Regenten og maatte af ham forløves, medens Prindsen paa den anden Side intet Skridt gjorde i den Anledning. For at ende denne ubehagelige Stilling og forkorte et piinligt Ophold, søgte Forfatteren Audience hos Prindsen. I denne yttrede han, at det skulde gjøre ham ondt, om han havde paadraget sig Prindsens Unaade ved sine frimodige Yttringer, og bad ikke at maatte regnes blandt dem, som i en aabenbar Modstand vilde hindre Udførelsen af Prindsens Beslutninger. Han havde sagt sin frimodige Mening, uden at vove derpaa at lægge nogen Vægt, og ønskede at vende tilbage til sit Hjem, for at røgte sine besværlige Privatsysler, da han Intet meer i Statens Anliggender kunde udrette. Prindsen svarede ham i forbindtlige Udtryk, at han var overbeviist om hans Fædrelandssind, og til Beviis paa, at han endnu bevarede sin Tillid til ham, overdrog han ham det Ærende at befordre Provideringens Sag ved Opmuntring til Privatsubscription til Korntilførsel i Byerne mellem Christiania og Christiansand. Forfatteren erklærede sig beredvillig til at opfylde Prindsens Villie, men betragtede hos sig selv denne Commission mere som et Agtelsestegn, end et Ærende af nogen Betydenhed, og han kunde paa den Vei meget lidet udrette. Overalt var man paa den Tid beskjæftiget med at vælge de Mænd, som skulde sendes til den berammede Rigsforsamling paa Eidsvold, og Alles Tanker vare henvendte paa at træffe det rette Valg til disse vigtige Forretninger. Efter Prindsens Bestemmelse skulde et forholdsmæssigt stort Antal Krigsmænd møde, og det maatte være vigtigt at stille selvstændige Mænd ved Siden af den præsumerede Afhængighed af Prindsens Villie. Erfaring lærte imidlertid, at Mange 450blandt de valgte Krigsmand viiste Competence til at deeltage i disse Forretninger, formedelst deres Indsigter og rene Fædrelandssind, uden Hensyn til Stilling. Vist er det, at stor Omhyggelighed og reent Hensyn til Fædrelandets Tarv raadede i disse Valg i By og paa Land.Da Forfatteren kom tilbage til sit Hjem, var Valgforretningen endt, men han var ikke bleven valgt i Valgforsamlingen, fordi Valget skulde skee af dens egen Midte. Forsamlingen blev imidlertid enig om at indgive til Regenten Ansøgning om, at han maatte vælges, endskjønt han ei havde været tilstede ved Valget, da Saadant var Forsamlingens eenstemmige Ønske. I smigrende Udtryk gav Regenten dertil sit Samtykke, og Forfatteren udkaaredes saaledes til Repræsentant.

I det Mellemrum af Tid, som forløb indtil Rigsforsamlingens Sammentrædelse paa Eidsvold, søgte Prindsen at berolige Nationen med Hensyn til de udenlandske Magters, især Englands, Stemning for Norges Uafhængighed, og ved indvortes Foranstaltninger foreløbigen at organisere den nye Stat og ordne dens Anliggender. Flere Bekjendtgjørelser udgik saaledes igjennem Statssecretair v. Holten, og paa samme Vei gjordes Nationen bekjendt med de Partier Kornvarer, som det ugentligen lykkedes at liste over fra Danmark til Norge gjennem de fiendtlige Krydsere, hvormed Nordsøen var opfyldt. De gamle Frænderiger vare adskilte, men Hjerterne hængte endnu ved hverandre. Danmark vedblev endnu fremdeles at understøtte det trængende Norge med Korn, og aldrig var dets Foranstaltninger, endskjønt de vare udelukkende i Privates Hænder, kraftfuldere, dets Handlendes Adfærd mod norske Kornkjøbere liberalere end i dette Foraar. Overhovedet havde Selvstændigheden store Tilhængere i Danmark, og Nogle af dets endog høiere Embedsmænd udsatte sig for Ubehageligheder formedelst deres 451Deeltagelse i Norges Skjebne. Dets Konge derimod gjorde intet Skridt til at understøtte Selvstændigheden, og, sin Charakteer tro, opfyldte han redeligen den indgangne Fredspagt; men saa længe han levede, gav han Nordmændene Beviser paa, at han bar sine gamle Undersaattere i et kjærligt Sind. Iøvrigt forlængede Selvstændighedsværket Danmarks Lidelser og Byrder.

Efterhaanden som Regenten troede sig meer og meer sikker paa Nationens Bifald til de Skridt, han havde gjort, og som Antallet af Selvstændighedens Tilhængere voxede, bleve de Bekjendtgjørelser, som forelagdes Nationen, mere fuldstændige, og omsider endog aabenhjertige. I Begyndelsen meddeeltes kun saadanne Efterretninger, som indeholdt Træst og Opmuntring for det selvstændige Norge og Haab om et lykkeligt Udfald af den besluttede Modstand mod Sveriges Planer til at forene denskandinaviske Halvø. Men efterhaanden behøvedes ikke denne Forsigtighed; Selvstændighedsideen rodfæstede sig saa dybt i Gemytterne, at ogsaa de Efterretninger, som maatte bidrage til at nedtrykke det stolte Haab om Englands Bistand, eller i det mindste dets Neutralitet under Selvstændighedskampen, kunde forelægges Nationen. Det var imidlertid ikke før Rigets Repræsentanter vare blevne forsamlede paa Eidsvold, og Regenten havde overbeviist sig om, at Stemmerne for hans kongelige Plan vare de overveiende, at alle Efterretninger, onde og gode, lagdes for Folkets Øine.

Saaledes bekjendtgjordes under 19de Marts gjennem Statssecretariatet: «at der vare indløbne Breve fra London af 22de Februar, som indeholdt de meest beroligende Efterretninger med Hensyn til Englands Forhold.»See Bladet Tiden No. 77. Som Organer for den 452norske Regjerings Hensigt valgtes 2de Oppositionsblade, nemlig the morningpost og the courier, hvis Betragtninger over Norges Stilling gaves Publicum til Priis. I Følge disse Yttringer glædede det engelske Folk sig i Almindelighed over de Skridt, som det norske Folk havde gjort, og Nordmændenes djærve Tænkemaade og Afsky for fremmed Aag udhævedes. Det hedte dernæst: «I England yttredes en almindelig Fryd derover, og man troede endog, at Regjeringen under andre Omstændigheder vilde have understøttet Norges Bestræbelser for Uafhængighed, og antog som afgjort, at England havde opfyldt alle sine Forpligtelser til Sverige hvad Norge angaaer, ved at bevirke dette Riges Afstaaelse ved Freden, og at Sverige forøvrigt maatte afgjøre det med Nordmændene selv, saafremt disse ei frivilligen underkastede sig.» Dertil føiedes den sikkre Formodning, som skulde være almindelig herskende i England, at Farten mellem Danmark og Norge vilde blive uforstyrret. Der yttredes fremdeles i morningpost det Haab, at ingen Magt vilde blive anvendt for at gjøre Norge til en svensk Provinds, fordi den kjække svenske Armee derved vilde blive nødt til at vende tilbage til Norden, medens den endnu kunde behøves for at sikkre de Allierede et heldigt Udfald af Krigen mod Napoleon. Der hentydedes paa, at Talen ei kunde være om at berøve Kronprindsen af Sverige den Belønning, som han saa vel fortjente, fordi han kraftigen havde bidraget til det heldige Udfald af den store Krig, men at Sverige kunde faae sin Erstatning paa en anden Vei, deels ved Afstaaelsen af nok en Coloni udenfor Europa, deels derved, at Keiseren af Rusland gav Sverige sit Finland tilbage, som han under ganske andre Forhold havde bemægtiget sig. – Under 22de Marts bekendtgjordes vel, at der var lagt Embargo paa alle i England 453værende norske Fartøier, men at der ikke destomindre udklareredes Skibe fra engelske Havne under forskjellige Flag til Norge med Fødemidler, og at allerede en Deel saadanne med forskjellige Slags Provisioner ladede Fartøier vare ankomne til vore Havne. Dertil føiedes, at de ovenfor anførte Ytttringer havde vakt en almindelig Sensation i England, og at man der havde ladet dem oversætte paa dansk og sende dem over til Norge.

Disse Efterretninger udbredte sig som en Løbeild over det hele Rige. Den styrkede i høi Grad Selvstændighedens Tilhængere i deres Anskuelser om Landets Stilling og opvakte deres Opmærksomhed, der ansaae en hæderlig Forening med Sverige som ønskelig. Det ene Parties Tilhængere voxede, det andet Parties aftog. – Det kan derhos ikke nægtes, at der paa den Tid, som ovenfor bemærket, virkeligen gaves nogle lyse Punkter for Selvstændighedens Sag. Det var endnu aldeles ikke afgjort, hvorvidt de Allieredes Indfald i Frankrige for at tvinge Napoleon til ydmygende Fredsbetingelser vilde faae et heldigt Udfald; thi Seiren var snart paa den ene, snart paa den anden Side. Dersom de Allieredes Armeer igjen joges ud af Frankrige, og det lykkedes Napoleon at flytte Krigen igjen over paa Fiendens Grund, saa maatte det store Forbund anvende sine Kræfter paa en langt anden politisk Plan end Skandinaviens Forening. Det syntes derhos utvivlsomt, at der paa den Tid herskede en vis Kulde mellem Sveriges Kronprinds og det store Forbunds Formænd, formedelst den Langsomhed, hvormed den svenske Hærmasse rykkede ind i Frankrige. Det syntes virkeligen som Sveriges Kronprinds i Februar og Marts Maaneder forsinkede sin Marsch til Frankrige med Flid, enten af Ulyst til som Fiende at betræde sit gamle 454Fædrelands Jord, eller for at spare sine svenske Tropper til Udførelse af sin Plan i Norden. I Januar Maaned fulgte den ene Parolbefaling efter den anden til de ham underordnede Afdelinger af den allierede Magt til at rykke mod Fiendens Grændse, medens Kronprindsen endnu gjorde sig Haab om, at Norges Forening med Sverige vilde foregaae i Mindelighed. Den 12te Februar var endog hans Hær saa langt fremrykket, at han havde Rhinfloden for sig, og udstedte en Proclamation til det franske Folk, hvori han udtrykte sine Følelser ved at maatte betræde Frankriges Grund som nødtvungen Fiende, fordi han som Sveriges Kronprinds maatte gjøre dette Riges Sag til sin egen.Proclamationen findes i det ovenfor citerede Skrift: «Recueil des ordres &c.» Men da han blev underrettet om Nordmændenes Selvstændighedsplan, maatte han vel ane det Brug, han vilde komme til at gjøre af sine Krigere, naar han ikke skulde forfeile det Maal, hvortil han under alle sine politiske Planer i de 2 sidste Aar havde sigtet. Fra den Dag af bleve hans Ordres sjeldnere, hans Armeecorps rykkede langsomt frem, og hans svenske Krigere løsnede neppe et Skud til Understøttelse for de Allieredes Sag. Der taltes saaledes om Bebreideljsr fra de øvrige Overgeneralers Side, om Kulde imellem Kronprindsen af Sverige og Forbundets Fyrster, og endog om Misnøie i selve den Troppeafdeling, som var under hans Commando, og det maatte være tilladt paa saadanne Omstændigheder at bygge Haabet om Sveriges formindskede Vægt i det store Forbund, eller om, at et andet Udfald af Krigen end forventedes kunde frembringe nye politiske Phænomener. – Snart stillede imidlertid Krigslykken sig afgjørende paa de Allieredes 455Side; Napoleon blev afsat, og de Allieredes Planer udførtes i den Stiil og det Omfang, hvori de vare aftalte.

Fra flere Egne i Norge indløb derhos paa den Tid Efterretning om den Enthusiasme, som det af Prindsregenten besluttede Selvstændighedsværk opvakte hos Nationen. Saaledes indgav Generalkrigscommissair Vibe, hvem det var befalet at reise til Bergen for at foranstalte det Fornødne i Anledning af den indtrufne Regjeringsforandring, en Indberetning hvori han skildrer den Stemning, som han havde fundet i de Egne af Landet, han havde gjennemreist. «Med Glæde – siger han – havde jeg den Lykke at være Vidne til saa mange skjønne Optrin, der udmærkede det bergenske Folks ædle og fædrelandske Aand.» Efterat have berettet med hvor megen Enthusiasme Bededagsfesten var feiret, vedblev han: «Paa min Reise gjennem Stiftet havde jeg Lejlighed til at bemærket Almuens hæderlige Tænkemaade;» og efter at have givet derpaa flere Beviser, slutter han med de Ord: «Saaledes er det bergenske Folks Stemning, som sikkerligen i Hengivenhed og Troskab ei giver Nogen af sine Landsmænd efter. En Stat, der har saadanne Borgere, er uovervindelig, og er en Fyrste som Deres Kongelige Høihed værdig.» Det var ogsaa i Bergen at denne Enthusiasme for Selvstændighedens Sag herskede i den høieste Grad, og fortsattes indtil dens sidste Aandedræt. Nordal Brun, bekjendt som en af Norges meest veltalende og kraftfulde Prædikanter paa den Tid, slyngede sine Banstraaler mod Selvstændighedens ModstandereEn saadan udsendte han ogsaa mod Forfatteren i et Brev til en Ven i Nærheden af Arendal, men dog formildet ved venlige Udtryk om Forfatteren af «fædrelandske Ideer.» og iblandt denne Byes 456Udsendinger til Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde Selvstændighedens Sag sine djærveste og varmeste Forfægtere.

Ogsaa i Trondhjem herskede den samme Tone og den samme Iver for at hævde Norges Selvstændighed. I Bladet TidenNo. 83.indrykkedes derfra en Opfordring, hvori der yttredes: «at den Time nu var kommen, da det maatte bestemmes, om Norge skulde gjenvinde sin Ære og Selvstændighed eller bukke under for fremmed Aag.» Norge prisedes lykkeligt, som havde en Mand i sin Midte, der gjengav Folket sit tabte Mod. Deri opfordredes tillige til at fuldføre den stolte Bygning, hvis Grundvold kun var lagt, «og til at afgive en Deel af vor Formue til vort gjenfødte Fædrelands Tjeneste, som det første Beviis paa, at vi oprigtigen vilde handle for Norges Selvstændighed. Lader os ikke, yttredes der fremdeles, give Repræsentativer, som vi vide have undergravet Landets Velstand, men sand Værdi, hvorved hine kunne være overflødige– – –». Ved Siden af denne Opfordring lagdes et Sammenskud af 1720¾ Lod Sølv, 361 Rd. grov Courant, 200 Rd. og 100 Lod i Skillemynt, 124 Skpd. Kobber, 370 £ Sterling og en ikke ubetydelig Mængde Levnetsmidler.Dette Sammenskud blev imidlertid ikke paakrævet og ei ydet.

Prindsen svarede derpaa:

«Med sand Erkendtlighed har jeg modtaget det talende Beviis paa Trændelagets patriotiske Sindelag, som det paa Indbydelsen af 1ste Marts d. A. tegnede betydelige Sammenskud vidner om.

«Et Folk hvis Sønner i Gjerningen vise, at Intet er dem helligere end Nationalæren og Opretholdelsen af den 457Selvstændighed, under hvis Ly Borgerfrihed og Lyksalighed ene trives, er stærkt ved sig selv, og beskyttet af Gud den Almægtige tør det haabe, at nyde Løn for sin Samdrægtighed i Fremtids lykkeligere Dage.

«De Krigere, der komme til at nyde Godt af de tilbudne Levnetsmidler, ville dobbelt glæde sig ved om fornødent at værne om deres Velgjøreres Eiendom.

«Anvendelsen af den subscriberede rede Valuta forbeholder jeg mig til Betaling af Korn for Trængende i Tronhjems Stift, saasnart en Nationalbank træder i Virksomhed, og saaledes tillader at anvende den paa en for Staten i det Hele dobbelt gavnende Maade.

«Jeg forbliver samtlige Deeltagende i dette patriotiske Bidrag med Erkendtlighed forbunden.»

Regentskabet i Norge Christiania den 8de April 1814.

Christian Frederik.


Imidlertid hørte ikke alle Repræsentanter, som Trondhjem sendte til Rigsforsamlingen paa Eidsvold, til Selvstændighedens ivrige Forfægtere, og iblandt Amtets Afsendinger vare Nogle, som i det mindste vaklede i den stærke Tro.

Denne Varme for Selvstændighedens Sag deelte ogsaa den større Deel af Christiania Stift, især nærmest omkring Hovedstaden og i dets østlige Deel. I den vestlige Deel derimod, og i den større Deel af Christiansands Stift, havde den ikke saa varme Tilhængere; thi der dæmpede Mangelen paa Livets Fornødenheder og den Nød, som standsede Næringsveie forvoldte, Enthusiasmens Glød, og gav Rum for roligere Betragtninger over Fædrelandets Stilling.

I den Tid, som forløb før Rigsdagens Aabning paa Eidsvold, henvendte Prindsregenten sin Opmærksomhed paa at 458ordne Landets indvortes Anliggender. Saaled bestetes ved en Placat af 20de Marts, at en Enkekasse skulde oprettes under Navn af den almindelige norske Enkekasse efter de samme Regler og Grundsætninger, som ere paabudne i Fundationen til den almindelige Enkekasse af 30te August 1775. De samme Forpligtelser skulde hvile paa de norske Embedsmænd med Hensyn til Indskud i denne Kasse, som hvilede paa de danske. – Det var rimeligviis for at opmuntre Landkrigere, styrke deres Hengivenhed for den nye Regjering og deres Mod til at fægte for Selvstændighedens Sag, at Prindsen under 28de Marts afskaffede Spidsrodsstraffens Anvendelse ved den næste Armee. I Stedet for denne sattes eensomt Fængsel fra 10 til 90 Dage efter Forbrydelsens Art. «Jeg har den Forventning – siger Regenten i Indledningen til denne Anordning – at der for Fremtiden skal findes ganske Faa, hvis Forhold ikke maatte svare til denne min Tillid, og for hvem Følelse af Ære og Borgerpligt ei er tilstrækkelig til at afholde dem fra Lovens Overtrædelse. For disse skulle andre, Æresfølelsen og Helbreden mindre krænkende Straffe anvendes.

For at lette den private Providerings Omsorg, der vanskeliggjordes under nærværende Conjuncturer, og formindske Skatteydernes Byrder, udgaves en Placat af 28de Marts angaaende Tilbagebetalingen af det Kornbidrg, der om Laan til Armeens Brug var udskrevet i Agershus og Christiansands Stifter under 5te October 1813. I denne Placat forklaredes Aarsagen til, at dette Laan ei endnu var tilbagebetalt hvilken laa i den strænge Vinter, som havde hindret Indførsel over Havet, samt i den Nødvendighed at sammenkalde den første Deel af Armeen til Landets Forsvar. I Placaten erkjentes Forpligtelsen til, ved første Tilførsel at erstatte dette Kornlaan, 459ligesom Yderne fritoges for at levere den endnu tilbagestaaende Rest af dette paabudne Korn. Det overlodes derhos Yderne at modtage Godtgjørelse i Penge, om de foretrak Saadant, til hvilken Ende de havde at henvende sig til Fogderne, som Befaling at erlægge Beløbet af Godtgjørelsen var given. Betalingen skulde skee efter en Middelpriis af 2de løbende Aars Capiteltaxter. Rugen ansattes saaledes til 52 Rbd. 79½ ß. N. V., Bygget til 34 Rbd. 12 ß. og Havren til 23 Rbd. 48 ß. Vi faae herved et Begreb om de daværende høie Kornpriser, og bemærket kun, at Conjuncturerne ved Enden af afvigte og i Begyndelsen af det løbende Aar havde saa meget forværret sig, og Pengenes Værd var efterhaanden saa dybt sunket, at Kornpriserne i dette Aar betydeligen maatte stige.

Korntilførselen til Norge afbrødes imidlertid ikke. Fra England sendtes ikke ubetydelige Partier, især til Bergen, med neutrale Skibe. Denne sidste Tilførsel ophørte imidlertid snart. Det var vistnok et stort Held, at Tilførsel af Korn kunde skee under den stage Blokade af Norges Kyster gjennem fiendtlige Skibe. Men i de første Maaneder efter Fredens Afslutning imellem Danmark og England vare alle engelske Krydsere i Nordsøen forsvundne, og de svenske Krydsere kunde formedelst den strænge Vinter ikke i tilstrækkelig Mængde der indtage deres Station, medens de svenske Capere holdtes i Ave af vor lille Flotille af Kutterbrigger. Det manglede ikke den svenske Regjering paa Villie til at blokere Norges Kyster, saasnart den havde overbeviist sig om Prinds Christian Frederiks Hensigt at modsætte sig de nordiske Rigers Forening. At forøge Norges Lidelser ved Hungersnød var paa denne Tid en af Sveriges største Trudsler og alvorligste Midler til at bøie Nordmandens Haardnakkenhed, ligesom Forsendelse af Korn til at understøtte 460Norges Mangel var en af de lokkende Midler, hvoraf det betjente sig for at berede en fredelig Forening imellem begge Riger. Men Trudslerne foragtedes, og Løfterne gjorde ingen Virkning, ligesom Norge i Sverige aldrig har fundet sit Kornkammer, som Naturen og en ældgammel livlig Handelsforbindelse fra Arilds Tid anviiste det i Danmark og de østersøiske Havne.Det er først i senere Tid at enkelte svenske Kornladninger fra Skaane bydes tilfals i Norge. Senere hen paa Aaret, da engelske og svenske Orlogsfartøier gennemkrydsede Nordsøen i alle Retninger, forøgedes betydeligen Provideringens Vanskelighed.

Naar Provideringens Sorger og den Nød, som standsede Næringsveje maatte frembringe, undtages, vare de umiddelbare Byrder, som paalagdes Nationen formedelst Selvstændighedskrigen, ikke overvættes store. Byrdefulde Reqvisitioner til Armeens Brug fandt ikke Sted i Vinterens Løb, og Skatterne udrededes i gammel Form, men med større Lethed formedelst de slette Penge. Der udskreves vistnok Heste til Armeens Brug, men de leveredes kun i de Egne, som vare Armeen nærmest. Forøvrigt hjalp den nye Regjering sig ved en fortsat Udstedelse af de saakaldte Prindsesedler, hvoraf vi have seet, at der strax i Begyndelsen af Selvstændighedsperioden udstedtes 3½ Million Rigsbankdaler – en Sum som i Sommerens Løb flere Gange fordobledes. Men Byrden af disse Repræsentative, som ikke hvilede paa noget Fundament, væltedes paa Efterslægten.Det har ofte forundret Forfatteren, at der i den Tid slet ikke var Tale om den Laane- og Disconto-Indretning, som med saa megen Møie var kommen i Stand, og hvortil betydelige Summer vare subscriberede. Men Regjeringen undgik paa den Tid alt, hvad der frembragde Byrde og Besvær, for ei at gjøre Selvstændighetværket modbydeligt. Det givne Løftes Opfyldelse kunde desuden blive besværlig nok for mange Subscribenter, ja for Prindsen selv. Vistnok stilledes nogle Summer ved frivillige Bidrag 461til Regentens Raadighed; men denne Udskydelse af enkelt Mands Godgjørenhed fylder ikke Statskassen i nogen betydelig Grad, og de meest høittalende Patrioter manglede deels Evne, deels Villie til at frembære store Offere paa Fædrelandets Alter i Selvstændighedsperioden. Der viiste sig saaledes ikke nogen alvorlig Yttring af denne Slags virksomme Fædrelandskjærlighed, og mestendeels kun paa den mindre formuende Haand, hvor Hjælpen vist ikke er mindre hæderlig, men mindre kraftfuld. Mange fædrelandsksindede Nordmænd stolede desuden ikke paa et heldigt Udfald af den store Setvstændighedssag, og der var saaledes ingen samstemmig Villie til at understøtte den Tvivlernes Antal var vel det mindste, men med Hensyn til borgerlig Stilling neppe det mindst betydningsfulde. Disse holdt sig deels tilbage, eller glede nødtvungne, og i Gavmildhedens meest indskrænkede Maalestok, med den almindelige Strøm.

Alt som Tiden til at møde i Rigsforsamlingen nærmede sig, forøgedes Rygterne om de Begivenheder, der tjente til at understøtte Selvstændighedens Sag. Vi have henpeget paa det grundede Haab, som laa i disse Omstændigheder, men dets Smiger bedaarede Mængden, som opfattede begjærligen Alt, hvad der kunde understøtte en modig Beslutning. – Ved Siden af disse Rygter lagdes senere hen bestemte Efterretninger fra England om formanende Mænds Deeltagelse i Norges Skjebne, og Oppositionens kraftige Modstand mod Ministeriets fiendtlige Forhold mod Norge for at understøtte Sveriges Planer. Whitbread bragte Sagen paa Bane i Underhuset. Han 462spurgte om Regjeringen virkeligen havde givet Befaling til at tvinge Norge ved Hunger til at underkaste sig Sverige? Spørgsmaalet besvaredes af Ministeren undvigende. Alvorligere var imidlertid Grev Greys Angreb mod Ministeriet i Overhuset, idet han paastod, at den brittiske Politik havde faaet en Plet, som ei kunde udslettes ved Tractaten med Sverige, dersom den ikke fuldstændigen blev retfærdiggjort. Han opkastede det Spørgsmaal, om hiin Tractat retfærdiggjorde saadanne Forholdsregler, som de der nu vare valgte mod Norge; om samme kunde forsvares efter Folkerettens Grundsætninger; om Sverige med Rette kunde fordre saadanne Begunstigelser af Storbrittanien, og om sund Politik gjorde dem tilraadelige? Han udbredte sig med stor Veltalenhed over disse Spørgsmaal, anførte de bedste, ældre og nyere, Forfatteres Meninger, og besvarede alle de fremsatte Spørgsmaal benægtende. Sit kraftfulde Foredrag endte han med en Bøn til Prindsregenten, at han vilde give Befaling til at ophæve den besluttede Blokade. – Kun svage vare de Grunde, hvormed Ministrene forsvarede sig, og disse gjendreves med Kraft af Lorderne Grenville og Holland. Ved denne Leilighed faldt mange bittre Ord fra Oppositionens Side over Sveriges Politik. Ved Diversionen til Holsteen – hedte det – havde Kronprindsen udsat den fælles Sag for stor Fare, han havde kun havt Sveriges Interesse for Øie, og tøvet saa længe, at han ikke før 16 Dage efter Slaget ved Montmartre, og efter at al Fare var forbi, havde viist sig uden Armee i Paris. Men alle disse tordnende Taler udrettede Intet for Sagen. Ministrene seirede med 113 mod 31 Stemmer, og det besluttedes at understøtte Sveriges Planer mod Norge. Flere af Overhusets hæderligste Medlemmer, endog kongelige Prindser, indgave en Protest mod «de ædle Nordmænds skammelige 463Undertrykkelse.» Udenfor Parlamentet fandt Oppositionens Yttringer i hele England deeltagende Gjenklang.

Det var ikke at undres over, om Selvstændighedens Forsvarere benyttede saadanne Materialier til at understøtte det store Værk, og de havde vel god Grund til at nære de bedste Forhaabninger; thi de hørte paa den offentlige Vei Lidet eller Intet, som kunde nedbryde dem. Det var først da den norske Regjering var vis i sin Sag, og da den forudsaae Udfaldet af Rigsforsamlingens Overvejelser, at den anden Side af Sagen igjennem andre, hine modsigende, Efterretninger forelagdes Nationen. Det er saaledes vist, at hine Forsvarstaler, der udrevne af fremmede Blade indskjødes i vore Tidender, gjorde stor Virkning i Nationen. Forenede med de bestemte Yttringer, som udgik fra Regjeringen selv med Hensyn til Norges Evne og Villie til at forsvare Norges Selvstændighed, styrkede de dennes trofaste Forsvarere, bragte dem som vaklede i Troen til en bestemt Beslutning, og sløvede deres Vaaben, som ikke stolede paa et heldigt Udfald. – Prindsen lagde en fast Tillid til sin gode Sag og et eensidigt Haab til den udvortes Politik som en Fodskammel for sin Trone; til dette Maal sigtede aabenbart alle hans forberedende Skridt før og under Rigsforsamlingen, og derefter indrettede han de Bekjendtgjørelser om udvortes og indvortes Statsforhold, som han gav Nationen til Priis. – Antallet af Selvstændighedens Tilhængere voxede derfor fremdeles betydeligen, og beholdt jo nærmere Rigsforsamlingen, jo større Overvægt. Forfatteren saae blandt Regjeringsraadets Medlemmer Mænd, der havde havt samme Begreber som han om Fædrelandets politiske Stilling, og yttret samme Tvivl om Muligheden af at forsvare Norges Selvstændighed mod dens talrige udenrigske Fiender, og som nu vare blevne dens ivrige 464Forsvarere. Før han drog fra sit Hjem til Eidsvold, samledes en lille Kreds af Repræsentanter i hans Huus for at overlægge om Rigets Anliggender, og samtligen yttrede de Meninger overensstemmende med hans om Fædrelandets Stilling. Men da de kom Selvstændighedens Brændpunkt nærmere, skiftede Nogle af dem Mening, og bleve de ivrigste Forsvarere af Prindsens Beslutning. Da Norges Mænd samledes fra alle Rigets Egne og vexlede deres Ideer med hverandre paa det Sted, hvor Rigernes Skjebne skulde afgjøres, da forandredes Anskuelserne, Lidenskaberne kom mangenlund i Bevægelse, de forskjellige Partier fik en bestemt Farve, og som i Krige paa Liv og Død taaltes ingen Neutralitetstilstand.

I Midten af Marts Maaned indløb Kongen af Danmarks Ordres til Cheferne for den i Norge stationerede Flotille, at afgaae til Danmark med de Orlogsfartøier, som vare under deres Commando, hvortil var føiet den Erklæring, at dersom de ikke inden 1ste Mai havde forføiet sig did, vilde de blive anseete som udtraadte af dansk Tjeneste. I Anledning deraf skrev Prindsregenten under 30te Marts til Contre-Admiral Lütken, at han som Kongeriget Norges Regent vel erkjendte Kongen af Danmarks Ejendomsret til de i Norges Havne værende Brigger, men følte sig tillige forpligtet til «at bevare denne Søstyrke i Norges Tjeneste, saalænge den til sammes Forsvar der fornødigedes, og fornemmeligen indtil Kongen af Danmark havde erkjendt Norges selvstændige Regjeringsforfatning.» Han erklærede derhos, at han ei vilde tillade Briggernes Afgang, men fordrede, at de Officerer, som ei vilde sværge Norges Sag, skulde nedlægge deres Commando, og give deres Æresord for, ei at ville udføre nogen voldsom mod Prindsens Ordre stridende Handling; «i modsat Fald, siger han, seer 465jeg mig nødt til at betage dem Muligheden til saadan mod god Orden og Rolighed stridende Adfærd.» Han forudsatte i dette Brev, at de norskfødte Officerer ei vilde svigte deres Fædrelands Sag og gaae over i en fremmed Sømagts Tjeneste, der muligens kunde blive anvendt mod deres eget Fædreland; men gav dem, saavelsom de danskfødte Officerer og Mandskab, Frihed til ufortøvet at afreise til Danmark, hvilket skulde skee strax naar Farten aabnedes, og paa den norske Regjerings Bekostning. «Den Agtelse – saa slutter han – som jeg har for Hr. Admiralens frimodige Adfærd og bekjendte redelige Sindelag, lader mig vente Deres Beslutning ufortøvet meddeelt, og hvo der troer saaledes at maatte handle, vilde meddele mig ovenmeldte sin Erklæring, som herved affordres samtlige Søofficerer, der ei ville tjene under det norske Flag.» Admiral Lütken afslog denne Opfordring, idet han ansaae sig forpligtet til at opfylde sin Konges Ordre, hvilket gav Prindsen Paa ny Anledning til at opfordre ham til at betænke sig, og ikke handle mod god Orden i Staten og Overmagt. Derhos erklærede han, at han havde givet Oberst Arenfeldt sine Ordres, om Admiralen fremdeles modsatte sig hans Opfordring. Samtidig dermed gav han Oberst Arenfeldt Ordres til at forføie sig til Christiansand, og forsikkre Staten Besiddelsen af Orlogsbriggerne, og derpaa Heise det norske Flag, hvorefter samtlige Søofficerer skulde indbydes til at gaae i Land, hvor Enhver skulde affordres hans Eed til Norges Sag eller den forlangte Erklæring, og derefter skulde Commandoen af Briggerne overgives de Officerer, som havde aflagt Eden. Derhos befalede han ved militair Magt at hindre Briggernes Afseiling, og paalagde ham at lade Officererne arrestere i det Huus, hvor de vare forsamlede, og sende dem til Arendal; men at de maatte 466løsgives, saasnart de gave deres Æresord for, med Rolighed at ville forføie sig til Danmark. Det overdroges iligemaade Major Brock at hindre Briggen Lollands Afseiling fra Tønsberg til Danmark, ligesom det samme Ærinde gaves Generalmajor Lowzow, og Oberst Seyersted med Hensyn til de i Bergen og Trondhjem værende Seilfartøier. Samtidig dermed overdrog han Capitain Fasting at bidrage til at udføre denne Foranstaltning, og tilføjer, at det beroede fornemmeligen paa ham at forekomme ubehagelige Optrin. «Jeg opfordrer Dem, siger han, som en redeligsindet norsk Mand til at handle saaledes, som De skal kunne forsvare det for Deres Fædreland og Medborgere –. At Omstændighederne have nødet mig til at sætte Admiralen ud af Virksomhed, smerter mig; men De vil indsee, at det ene er skeet for at tjene til hans Retfærdiggjørelse for hans Monark, og De veed, at jeg bærer den største Agtelse for denne Mand. Samme Agtelse forsikkrer jeg hele Etaten, og Dem, Hr. Capitain, i Særdeleshed. – Lad Fædrelandet aldrig savne Deres Tjeneste.» – Prindsregentens Befalinger bleve punktligen efterkomne. Briggerne forbleve midlertidigen i Norges Værge og bleve strax eqviperede. Kun faa Søofficerer vendte tilbage til Danmark.

I Begyndelsen af April Maaned droge de udkaarede Repræsentanter til det berammede Thingsted, og det er vanskeligt at forestille sig, med hvilken Ængstelse, Mistillid til egen Kyndighed i at behandle det Værk, der skulde fuldbyrdes, og varmt Ønske om et heldigt Udfald, den større Deel af disse Repræsentanter, ved hvis Valg omhyggeligt Hensyn var taget til Rygte for Dygtighed og Retsind, paatoge sig den besværlige Reise. Aldrig kunde en Reise, der for Mange var lang, gjøres paa en ubeqvemmere Aarets Tid, paa Veie, som i Førefaldet vare 467fast ufremkommelige, og aldrig ændsedes mindre Reisens Besvarligheder. Tanken svævede over høiere Gjenstande, ingen Bekymring, som ei stod i Forbindelse med Fædrelandets Sag, kunde binde dens Flugt. Det Arbeide, som forestod paa Eidsvold, beskjæftigede alle Gemytter; den gode Villie medbragte Alle – den fornødne Kundskab og Dygtighed kun Faa.

Det sidste Aar havde saaledes fremledet Begivenheder, som vare betydningsfulde for Europa i Almindelighed og for Norge i Særdeleshed. For Europa var dette Aar et Vendepunkt i de mægtigste Rigers politiske Skjebne, som havde undergaaet mange Forandringer under den tyveaarige Kamp med Frankrig; for Norge var det en Opløsning af en politisk Tilstand, der havde varet i meer end 400 Aar; det var en Indgang til en ny Statsforfatning, der aabnede en lys Udsigt til Fremtiden, og en Tilbagevendelse til Fordums Selvstændighed. Europas forandrede Stilling fremledtes af uforudseede Begivenheder; den lykkelige Vending i Norges politiske Stilling blev det ligesom paatvungen; men baade den større og mindre Begivenhed er Forsynets Værk, som styrer Rigernes Skjebne. – Omsider maatte Napoleon bøie sig for sine mægtige Modstanderes Overmagt. I hans sidste Kamp udviklede hans store Feltherretalent sig i sin fulde Glands; men svækket ved Toget til Rusland og det forrige Felttog i Tydskland, maatte han tilsidst bukke under for den store Masse af sine Fiender, og hans glimrende Bane endtes med en Forviisning til Elba. Det europæiske Forbunds store Øiemed gik i Hovedsagen ud paa at udslette Følgerne af tyve Aars Forvirring og Vildfarelser, og at bringe de europæiske Riger tilbage til den Stilling, hvori de havde været før den franske Krig. Dog ikke overaltoveralt] rettet fra: oeralt (trykkfeil) lykkedes det at bringe den gamle Tingenes Orden tilbage. 468Herskesyge, store Fordringer hos Deeltagerne i Befrielseskrigen, fiin Diplomatik forviklede Fredsværket, men ingensteds blev Forskjellen mellem den gamle og nye politiske Stilling større end i Norge. – Vi staae nu just ved det Tidspunkt, da disse ueensartede Elementer gjørede paa det Heftigste i Fædrelandet, da de stridende Partiers Høvdinger rustede sig til den alvorligste Kamp mod hverandre, og da Grundstenen skulde lægges til den Statsforfatning, som skulde afgjøre Rigets Skjebne. Nationens Udvalgte ilede til Eidsvold, besjælede af den redeligste Attraa efter at fuldbyrde Constitutionsværket til Norges Held, og de ledsagedes af Nationens Ønsker og Bønner om Forsynets Velsignelse til deres Arbeide. – Værkets Fremskridt og Fuldbyrdelse ville vi i det Følgende søge at beskrive.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.