Fjerde Capitel

37Med stor Ængstelse ventedes i Sverige paa det Indtryk, som denne Regjeringsforandring vilde gjøre paa de udenrigske Magter, som deri kunde have nogen Interesse, og det kan ikke nægtes, at hvad der var skeet tjente til at redde Sverige fra Undergang, og give det, skjønt svækket og lemlæstet, igjen en fast politisk Stilling iblandt de nordiske Stater. Revolutionen i Sverige kunde ikke i Hovedsagen forstyrre Ruslands Erobringsplaner – Finland var og blev tabt; men Ruslands og Danmarks hemmeligen aftalte Plan, end videre at sønderlemme og dele de svenske Provindser, standsedes brat formedelst Revolutionen. Den nye svenske Regjering var saaledes strax i sin Begyndelse betænkt paa at sende Fredsbud til alle Europas Lande af nogen politisk Betydenhed, deels for i Fredens Ly at bevare Rigets Grændser, deels for at helbrede de Saar, hvorunder Landet leed i sit Indre formedelst Krigen. Dens Bestræbelser vare visseligen ikke uheldige, endskjønt – som det saa ofte gaaer – Haabet maaskee havde smigret sig med et endnu mere glimrende Udfald.

Med England maatte Sveriges Stilling især blive vanskelig formedelst denne Forandring; thi Sverige kunde ikke erholde Fred med sine nærværende Fiender, uden at indtræde i den Fastlands-Politik, som var stilet mod England, og ved kraftigen at understøtte Sverige i Kampen mod Rusland med Penge og tildeels med Krigsmagt, havde England visseligen ikke gjort sig fortjent til et fiendtligt Sindelag fra Sveriges Side. Denne Knude løstes imidlertid lettere end Sverige selv havde kunnet vente. Den engelske Minister Canning erklærede den svenske Minister i London, at det ingenlunde var Kongen af Englands 38Hensigt at blande sig i Sveriges indvorts Forhold, men maatte overlade det i saa Henseende at handle overeensstemmende med hva Sveriges egen Interesse bød. Kongen at England interesserede sig vel for sin troeste Allierede, Gustav Adoplhs Skjebne, men kunde ikke heller tage ham i Forsvar mod hans misfornøiede Undersaattere. Han indskrænkede sig til at anbefale Skaansomhed mod den ulykkelige afsatte Konge, og anmodede om at udsætte en afgjort Beslutning i den Henseende. Kun den Betingelse gjorde han for et fredeligt Forhold mellem begge Nationer, at Sveriges Regjering ingen Beslutning skulde tage, som directe stilede til Englands Skade.I 5te Bilag findes en Depesche i den Anledning fra Minister Canning til den svenske minister i London. Det aftaltes endog en hemmelig Overeenskomst til et fredeligt Forhold og en fortsat Handelsforbindelse underhaanden mellom begge Nationer, i det Tilfælde at Sveriges forandrede politiske Stilling skulde tvinge det til at slutte sig til Fastlandsmagterne, og aabenbart erklære England Krig. Da dette virkelig skede, blev saaledes kun liden Forandring i begge Staters Forhold, og Farten forblev imellem dem temmelig levende, indtil en ny Forandring i Nordens Politik knyttede denne Forbindelse endnu inderligere. De offentlige Blade i England, som kunde ansees for den almindelige Folkestemmes Organer, talte i samme Tone, og den fredeligste Forbindelse mellem begge Nationer afbrødes ikke uagtet det offentligen erklærede Fredsbrud.

Frankriges Keiser var paa den Tid alt for beskjæftiget med sine egne anliggender til at skjænke denne Revolution i Norden nogen særdeles Opmærksomhed. Østerrige vovede en ny Kamp med Frankrige, og i Spanien rasede Krigen fremdeles. 39Sverige beilede vist nok i sin nye Stilling fornemmeligen til den franske Keisers Gunst, ved hvis Hjælp det ventede at faae sit Finland tilbage, eller at knytte andre Forbindelser i Norden, som kunde, om ikke erstatte, saa dog formilde Tabet af denne herlige Provinds. Der dannedes noget senere i denne Henseende tvende partier ved det franske Hof; det ene paa Danmarks Side, som understøttede dettes Forstørrelsesplaner paa svensk Bund; et andet paa Sveriges Side, der ikke var utilbøielig til at fremme Foreningen af den skandinaviske Halvø, mod at tildele Danmark andensteds Erstatning. Den svenske Minister lykkedes det igjennem Fruentimmer-Indflydelse at opvække det ene Parties Interesse, og i det mindste at tilveiebringe Ligevægt imellem begge Partiers virkende Kræfter.I 6te Bilag findes en Skrivelse fra Paris til Stochholm, som omhandler dette. Imidlertid skuffedes aldeles Sveriges Haab om ved Napoleons Indflydelse at erholde Finland tilbage. Napoleon gjorde paa den Tid Alt for at knytte det Venskab, som han med den russiske Keiser havde indgaaet, end fastere, og derhen stilede flere af hans politiske Skridt. Han var saa langt fra at forstyrre Alexanders Udvidelsesplaner paa Sveriges Bekostning, at han endog i et egenhændigt Brev meget beskedent udbad sig Tilladelse til at lykønske ham til Finlands Erobring. I samme Brev meddeler han sin keiserlige Ven, at han hadde sluttet Fred med Keiseren af Østerrige, og smigrer sig med at det Maadehold, som han ved denne Leilighed havde viist, vilde være Keiseren af Rusland behageligt. Fra den Kant havde Sverige saaledes ingen Hjælp at vente til Gjenvindelsen af sin tabte Provinds. Ligesaalidt kunde det stole paa Napoleons Hjælp 40til den skandinaviske Halvøes Forening, hvortil der i det svenske Kabinet allerede i dette Aars Løb lagdes Plan. Napoleons Retfærdighedsfølelse tillod ham ei at fremme Norges Forening med Sverige uden tilstrækkelig Erstatning for Danmark, og denne var under den nærværende politiske Gjæring ei let at finde. Det blev saaledes ved nogle dunkle Udtryk af enkelte franske Ministre, som hentydede paa, at Frankrige ei alvorligen vilde modsætte sig den skandinaviske Halvøes Forbindelse, naar den kunde skee uden at skade en Forbundsven. Forgjæves kastede i denne Henseende den nye svenske Regjering sig i Frankriges Arme. Den naaede ikke sit Maal, men hvad der var tabt kunde ikke meer vindes tilbage.

Rusland havde vist nok begyndt denne Krig under Skin af at ville tvinge Sverige til at slutte sig til Fastlandets Politik mod England; men i Grunden for at føie Finland til den russiske Landmasse. Det havde nu virkeligen erobret Finland, og dette Bytte vilde det paa ingen Maade lade sig rive af Hænderne. For Rusland var derfor Gustav Adolphs Afsættelse ingenlunde velkommen; thi det førte lettere Krigen med Sverige, saalænge dette Rige styredes af en egensindig og lidet elsket Konge, der ikke vidste at benytte et kjækt Folks Tapperhed og patriotiske Opofrelser til Fædrelandets Frelse. Da derfor den nye svenske Regjering nærmede sig Hoffet i Petersborg med Forslag til Forlig, nægtede det at samtykke i andre Fredsbetingelser end dem, der havde Finlands Indlemmelse i det russiske Rige og Sveriges Tiltrædelse til Continental-Systemet mod England som Grundvold. Da nu Sverige vægrede sig ved at opofre en saa vigtig Deel af Riget, førend alt Haab ved egen Kraft og fremmed Mægling at bevare det var tabt, fortsattes Krigen, vel med forskjellig Held og uden Skam for 41Sveriges Krigerhæder, men stedse med afgjort Overmagt paa Ruslands Side. Først da Sverige underkastede sig den haarde Betingelse, sluttedes Freden omsider i Fredrikshamn, og Sverige satte sit Haab til Rigets Forstørrelse mod Vesten. Med Hensyn til det sidste Punkt viiste Rusland sig snart føieligere end Frankrige. Det kostede den russiske Politik paa den Tid Intet at skifte Farve, naar Fordeel derved kunde opnaaes. Allerede under Freds-Underhandlingerne i Fredrikshamn viiste de russiske Udsendinger sig koldere mod de danske, og Alopæus lod Formanden for dem vide, at Danmark gjorde vel i ei at afbryde Fredsværket med Sverige.I en Depesche fra Baron Stedingk, som findes anført i det forhen citerede Værk: Handlingar rørande Sveriges Historia 4de Deel Pag. 107, og er dateret 15de October 1809, siger han, at de Danske ere fortrydelige over at de Svenske nyde en større Frihed end de, og tilføier tillige «at den russiske Gesandt Alopæus havde erklæret, at det ei var klogt af det danske Hof at gjøre unyttige Hindringer for sin Fredsslutning med os, og at Rusland visseligen ei videre vilde tage sig af den Sag.» Den russiske Minister Romanzow erklærede endog underhaanden den svenske, at Rusland, efterat det havde opnaaet en fredelig Tilstand med Sverige, skulde Intet have imod at dette udvidede sine Grændser paa en anden Kant. Fra den Tid af begyndte Sverige alvorligen at forberede Skridt, som hensigtsmæssigen kunde fremme den skandinaviske Halvøes Forening.I et Brev fra Wetterstedt til Adlersparre af 29de August 1809 dateret Stockholm, udtrykker den Første sig saaledes: «Mærkværdigt er at Grev Romanzow – i Følge hvad en i Forgaars ankommen Coureers Depescher omtale – har sagt til Baron Stedingk: chaque pays a ses epoques, si la Suède trouveroit occasion dans l’avenue de faire ses negociations d’un autre côté comme nous avons fait du côté de la Finlande, nous ne pouvons certainement pas nous y opposer. H. E. Stedingk har faaet Befaling at tale noget om denne Yttring, men med Forsigtighed føle sig for, om dette vil sige noget meer end en almindelig Høfligheds-Phrase, for at trøste os over vort Tab.»

Danmark var Tronforandringen i Sverige endnu mindre velkommen; thi Haabet om at erholde sin Part af det erobrede og sønderlemmede Sverige bortfjærnedes derved. Dersom Krigen var bleven fortsat i den gamle Stiil, uden at det kunde 42lykkes Sverige at indgyde sine Fiender et mere fredeligt Sindelag, da vilde Russerne snart have staaet for Stockholms Porte, og den hemmelige Tractat, som var sluttet imellem Rusland og Danmark, var saaledes gaaet i Opfyldelse. Ved Tronomvæltningen i Sverige fik begge disse Rigers Stilling en anden Form. Sverige vidste at skaffe sig Napoleons Deeltagelse og Samtykke i den skete Forandring ved at kaste sig i hans Arme, og tilsyneladende tiltræde Continental-Systemet. Freden med Rusland beredte det sig til at kjøbe ved Finlands Afstaaelse, og viiste sig derfor mere ligegyldig ved Danmarks Forhold. Omendskjønt det svenske Cabinet derfor ogsaa gjorde det danske bekjendt med Tronforandringen, gjorde det dog intet Skridt til en alvorligere Forsoning. Danmark undgik ogsaa paa sin Side al videre Forklaring, svarede ikke paa de gjorte Meddelelser og Fredstilbud; men fortsatte et fiendtligt Forhold, i Haab om gjennem sin mægtige Medforbundne at erholde nogle af de belovede Fordele. Det danske Hof var lidet bekjendt med Diplomatikens Krogveie, og dets Cabinet forstod ei at lede dens fine Traade. Danmark tabte saaledes alt Haab om Opreisninig for lidte Tab, og maatte beqvemme sig til at tilbyde Sverige Fred paa en Grundvold, der Intet forandrede i Rigernes indbyrdes Stilling. Historiens Fremskridt vil senere 43hen give os Anledning til at gjøre os nærmere bekjendt med Grunden til denne Danmarks Fremgangsmaade, og den har da at anføre, hvad der bevægede den danske Regjering til at lægge en iilfærdig Haand paa Fredsværket.

Saaledes opnaaede vist nok Sverige ved Gustav Adolphs Afsættelse store Fordele, i det den svenske Stat reddedes fra Undergang, og fra en Opløsning eller i det mindste en Sønderlemmelse, som en fortsat Krig rimeligviis vilde have fremledet. Rationens Kræfter styrkedes, i det den afsatte Konges fordærvelige Beslutninger tilbagekaldtes og forandredes, en større Orden indførtes i alle Forvaltningens Grene, og National-Aanden sattes i Bevægelse. Det vedkommer os ikke her at forfølge denne Katastrophes mørke og lyse Side; men aabenbart er det, at ved Revolutionen i Sverige den 13de Marts 1809 hævdede Sverige fremdeles sin vægtige Indflydelse i Norden og beredte den skandinaviske Halvøes Forening, endskjønt det Haab, som laa til Grund for Revolutionen, at bevare Finland for Sverige, ikke gik i Opfyldelse, ligesaalidt som Foreningsplanen endnu var moden til Udførelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.