Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Femte Capitel

Nærmere angaaer det os at undersøge Forholdene i Norge, medens denne Tronforandring indtraf i Sverige, og hvilken Indflydelse denne havde paa Norges politiske Stilling. Vi ere saa meget mere beføiede til omhyggeligen at bestræbe os for at trænge ind i denne Sag, som denne Begivenhed kan betragtes som den første Spire til Opløsningen af en ældgammel politisk Forbindelse og til den skandinaviske Halvøes nøiere Forening. Vi ville erfare, ar Sverige allerede da lagde en alvorlig Plan til Rigernes 44Forening, meer ved frivillig Overeenskomst end ved Vaabenmagt. Men dengang bedrog det sig i sine Forhaabninger. Nordmandens Trofasthed i at bevare sin nærværende politiske Stilling, hans Hengivenhed for den regjerende Kongeslægt, endskjønt svækket ved en ulykkelig Stilling under Krigen, og ved mangehaande grundede og ugrundede Ankeposter, afviiste alle Sveriges hemmelige Insinuationer, og det var endnu for svagt til at erobre Norge ved Vaabenmagt. Der vilde neppe være bleven alvorligt Spørgsmaal om den skandinaviske Halvøes Forening, dersom ikke nye Omvæltninger i Europa havde givet Sverige en ny betydningsfuld Stilling i Norden, som det deels skyldte Ruslands Krig med Frankrige, deels sin kongelige Helts kraftfulde Medvirkning til Napoleons Fald.

Da Adlersparre havde plantet Oprørsfanen, og rykkede med Vestarmeen til Stockholm for at bevirke Gustav Adolphs Afsættelse, sikkrede han sig først Ryggen fri ved en fredelig Underhandling med den kommanderende norske General, Prindsen af Augustenborg. Den var allerede Aaret før indledet ved en venskabelig Brevvexling imellem General Staffeldt og Oberst Adlersparre,Hvorom er talt i foregaaende Deel. medens endnu General Armfeldt havde Overkommandoen, og som tilveiebragte en stiltiende Vaabenhvile mellem de paa Grændsen staaende Hære. Prindsen af Augustenborg mødte dette Adlersparres alvorlige Forslag med en forekommende Velvillie. Han betragtede Vest-Armeens Bevægelser som Forløber til en Fred i Norden, og bidrog gjerne til at befordre et Gode, som han ansaa for det største, der under Tingenes nærværende Stilling kunde vederfares Norge og Sverige. Uden saaledes at indgaae nogen formelig Vaabenstilstand 45forpligtede han sig paa sit Æresord, ikke ved noget Indfald i Sverige at forstyrre Grændsefreden under Vesthærens Afmarsch til Stockholm, dog under den Forbeholdenhed, at Russerne imidlertid ikke gjorde noget Indfald i Sverige, og at Kongen af Danmark ikke befalede Prindsen at rykke ind i Sverige. Men derhos erklærede han, at om saadanne Omstændigheder skulde indtræffe, vilde Opsigelsen af Vaabenhvile fra norsk Side dog skee i betimelig Tid.Russerne gjorde virkelig i den omhandlede Tid et Indfald i Sverige over Qværken, og det er bleven bebreidet Adlersparre, at han ikke derom underrettede Prindsen; men Adlersparre anfører til sit Forsvar, at han ikke havde forpligtet sig til at gjøre en saadan Anmeldelse, og at det ei kunde forlanges af ham, at han skulde gjøre et for sit Fædreland saa fordærveligt Skridt. Dette Skridt fra Prindsens Side er bleven misforstaaet og mistydet, og har, tilligemed hans Forhold under den svenske Krigs sidste Scener, givet Anledning til falske Rygter til Krænkelse for Prindsens gode Navn og Eftermæle. Mistanken forøgedes ved den store Vægt, som i Sverige blev lagt paa dette Prindsens neutrale Forhold under Vest-Armeens Afmarsch. Thi da Talen blev paa Ørebro Rigsdag om hans Ophøielse til Sveriges Kronprinds, udhævedes dette Prindsens rolige Forhold paa Grændsen «som en af de største Velgjerninger, der nogensinde er viist Sverige af en udenlandsk Mand, eller under Tingenes daværende Stilling kunde vises det.» En Yttring, der var ligesaa ubesindig, som den var ugrundet. Thi om man end vil paastaae, at Vestarmeen ikke kunde have rykket op sin store Bestemmelse imøde, naar den norske Hær havde fortsat Fiendtlighederne paa Grændsen, saa er det ligesaa vist, at den egentlige Katastrophe, Kong Gustavs Fængsling og Tronafsættelse, var bevirket før Vest-Armeen 46havde naaet Stockholms Porte, og at den saaledes ei fik Anledning til umiddelbart at fremme Revolutionen, om end dens Chef dertil havde udkastet de første Linier.Dette gav Gustav Adolph Anledning til et spottende Udtryk, da han i sit Fængsel paa Gripsholms hørte, at Vestarmeen var marscheret ind i Stockholm, som dens eneste Vaabendaad under denne Katastrophe. «Nu, udbrød han, dette er da og den store og glimrende Bevægelse, som denne vestlige Armee har gjort». Adlersparre, men fornemmelig Adlerkreutz og Silfversparre, betragtes imidlertid stedse som Revolutionens første Stifter. Revolutionen, som havde sin Rod og Understøttelse i en almindelig Misnøie med Gustav Adolphs Forhold, fuldbyrdedes hurtigere og lettere, end dens første Ophavsmænd havde tænkt sig, og der behøvedes ingen stor Krigerskare for at omstæde en Trone, der længe havde vaklet. I et Revolutions-Øieblik, naar en stor Idee gaaer igjennem Folket og dets Krigere, er der desuden lidet Haab om et heldigt Udfald af Angrebsplaner, naar ikke Overmagten er fuldkommen afgjørende paa Angribernes Side.

Af den danske Konge optoges dette Prindsens Neutralitets Forhold under denne Revolution meget ilde. Han gav Prindsen udtrykkelig Ordre til paa den Tid at gjøre Indfald i Sverige med den norske Armee, og, da dette ikke skede, sattes Prindsens Ulydighed i Forbindelse med hans paafølgende Valg til Sveriges Kronprinds. Men den norske General maatte nødvendigviis have store Betænkeligheder ved at udføre denne Befaling under Norges daværende Stilling. Just netop i disse Vintermaaneder, da den norske Armee skulde sættes i Bevægelse, herskede der en Mangel i Norge paa Livets første Fornødenheder, som grændsede til den bittreste Hungersnød. Der fattedes Korn og Penge til at kjøbe Korn for; Bark og 47Mosebrød med andre elendige Surrogater tjente en stor Deel af Fjeldbygdens mindre formuende Indbyggere som almindelig Føde. Armeen selv var slet forsynet baade med Proviant og Beklædningsstoffe, tildeels endog med Ammunition, og ingen Magasiner kunde anlægges til Hærens Forsyning; thi der var Intet at fylde dem med. Alle Næringsveie – Fiskerie og Kapervæsen paa Norges Vestkyst undtagne – sturede, alle Vestfarere, der nyligen forgyldte Udskibernes og Skibsredernes Casse, laae oplagte i Havnene, og de Skibe, som afsendtes til Danmark for at hente Korn, faldt skareviis i Fiendens Hænder. Et saadant Tidspunkt var ikke skikket til at fremkalde nye Krigens Rædsler og skabe nye Farer. Et Indfald i Sverige, om endog ledsaget med Held, vilde ikke umiddelbart have forbedret Armeens Stilling; thi den brød ind i forarmede Provindser, der nedtryktes af Hunger som mange Egne i Norge. Dette følte den svenske Armeeafdeling, som ilede til Revolutionsscenen, da den paa sin Marsch til Stockholm kjæmpede med stor Vanskelighed for at skaffe sig de fornødne Mund-Provisioner.Dette sees og deraf, at da Cancellipræsident Ehrenheim havde i denne Vinter afsluttet den nye Subsidietractat med England, og derfor havde at vente den sædvanlige Præsent, udbad han sig at denne maatte gives i Penge, og for de 1000 Pund Sterling, som han saaledes modtog, lod han indkjøbe Korn i England og uddele blandt de Brødtrængende i Dalarne. Den engelske Minister anvendte paa samme Maade den ham fra Sverige tilstillede Præsent. Prindsen erklærede saaledes aabenbart i Regjerings-Commissionen, at han af Mangel paa de nødvendige Midler ikke kunde gjøre noget Indfald i Sverige, men maatte mod sin Villie være sin Konges Befaling overhørig. Det samme Svar gav han de Sendebud, som Kongen af Danmark opsendte 48for at bringe sin kongelige Ville i Udførelse. Iblandt Regjerings-Commissionens Medlemmer gaves vist nok Nogle, som havde en Sky for at sidde den kongelige Ville overhørige, og som meente, at det farlige Forsøg burde voves; men saa stor var Alles Tillid, Høiagtelse og Hengivenhed for Prindsen, at Afgjørelsen lagdes i hans Haand. Grev Wedel var heri som i flere Anskuelser af Fædrelandets Stilling af Prindsens Mening.Saavel Regjering-Commissionens Deliberations- som Correspondents-Protokoller tie om disse Forhandlinger og forgjæves søger man deri noget Lys. Hvad Forfatteren her har anført, har han af Grev Wedels Mund, med hvem han stod i fortrolig Forbindelse. Et Indfald i Sverige paa den Tid var visseligen heller ikke overeenstemmende med det norske Folks Ønske, og National-Aanden kunde paa den Maade ikke sættes i Bevægelse. Kongen af Danmarks store Plan om Sveriges Deling imellem Rusland og Danmark fandt ingen Gjenklang i Norge, hvor den paa den Tid kun kjendtes af Faa. De svenske Historieskrivere, som bekræfte Sveriges Tryghed for en Angrebskrig fra Norges Side med HistoriensHistoriens] rettet fra: Historlens (trykkfeil) Erfaring, monne have Ret; thi i den lange Tid, som er henrunden siden Calmar-Unionens Ophævelse,Ophævelse] rettet fra: Ophæhelse (trykkfeil) finde vi ingen farlige Bevægelser fra Norges Side mod Sverige. Over den korte Indfaldskrig 17881788] rettet fra: 1788. (trykkfeil) lægger Norges Historie helst et Slør, og Tordenskjolds Skræmmeskud vare meer en tappertapper] rettet fra: tappper (trykkfeil) Søhelts Bedrift end nogen alvorlig offensiv Krig fra Norges Side. Norge begjærte aldrig alvorligen Fodfæste i Sveriges Land, endskjønt det heldigen afviiste indtrængende Krigerskarer. Og aldrig var denne Attraa mindre end i denne Nødens Tid, som nu beskjæftiger os, i hvilken enhver ny Krigsscene, som ei stod Forbindelse med en 49forhadt Fiende, erfores med Rædsel, og betragtedes som et unødvendigt Tillæg til store Lidelser.

Der findes i den Tids Begivenheder ikke det mindste Spor til at Prindsen, da han sluttede den føromtalte Vaabenhvile med Adlersparre, som rykkede til Stockholm for at støde Gustav Adolph fra Tronen, havde nogen Anelse om det hæderlige Kald, hvortil Revolutionens Formænd havde bestemt ham, og som senere hen efter Rigsdagens Beslutning blev ham tilbudet. Adlersparre har i sine Memoirer fuldkommen retfærdiggjort ham.See Bilag No. 7. Han tilstaaer, at en saadan Plan vel allerede da var bleven lagt, og at denne grundede sig paa det Haab, at dette Valg skulde lede til den skandinaviske Halvøes Forening. Han havde endog overdraget sin Sendemand, Baron Carl H. Ankarsvärd, at bringe denne Sag paa Bane; men Baronen fandt ikke Omstændighederne saa, at han troede at burde udføre det ham overdragne Ærende, og Adlersparre roser Baronens Forhold ved denne Leilighed som klogere end sit eget. Ankarsvärd indfandt sig i det norske Hovedqvarteer hos General Staffeldt for at underhandle om Vaabenstilstand, og begjærte i den Anledning en Samtale med Prindsen selv, som dengang opholdt sig i Christiania. Staffeldt afslog dette, men sendte en Coureer til Prindsen for at indhente hans Beslutning, og dennes Tilbagekomst maatte Ankarsvärd oppebie. Under dette Ophold i Hovedqvarteret kom Ankarsvärd i nærmere Berørelse med Staffeldt, og troede forsigtigen at kunne aabne sig for ham med Hensyn til den paatænkte Plan at vælge Prinds Christian August til Sveriges Tronfølger. Men Staffeldts Yttringer i den Anledning vare saa heftige, at Ankarsvärd var 50glad ved at forklare sine Udtryk som et Tankespøg, hvorpaa ei burde lægges videre Vægt. Prindsen afslog umiddelbar Underhandling med Ankarsvärd, men sendte Major Darre med Fuldmagt til at afgjøre det Fornødne. Darre var Prindsens fortrolige Ven og i Besiddelse af Prindsens Høiagtelse formedelst sine Talenter, sine udmærkede Egenskaber og sin militaire Dygtighed, og Ankarsvärd kom snart i de behageligste Forhold til ham. Begge disse udmærkede Mænd fattede gjensidig Høiagtelse for hinanden. Men mellem Ankarsvärd og Darre vexledes ikke et eneste Ord om Prindsens Udnævnelse til Tronfølger. Mellem disse Mænd afsluttedes den føromtalte Vaabenstilstand. Prindsens hele Adfærd har fuldkommen gjendrevet den for hans Charakteer høist fornærmelige Beskyldning, at han har benyttet sin Stilling i Norge og den Kjærlighed, som det norske Folk viste ham, til paa den ene Side at lette Sverige Midlerne til at ende Striden mod Danmark paa en for Sverige fordeelagtig Maade, paa den anden til hemmeligen at forberede Norges Forening med Sverige, der betragtedes som Hovedgrunden til den Ære, der vederfores ham ved Valget til Sveriges Kronprinds.Forfatteren har i denne Henseende henvendt sig til Grev Carl Ankarsvärd selv, og hans Svar, der findes i 8de Bilag a, maa oplyse enhver Tvivl i denne Henseende. I Bilag 8 b c findes et Par Breve fra Prindsen til Adlersparre, som oplyse Prindsens Tænkemaade. Enhver, som med Upartiskhed omhyggeligen gjennemgaaer den Tids historiske Documenter og nedskrevne Yttringer, Enhver, som havde Leilighed til at høre hans fortrolige Yttringer i Vennesamtale, vil frikjende ham for enhver Plan fra hans Side til at gjøre Norges Forening med Sverige til et Takoffer for Tronfølger-Valget.

51Imidlertid er det vist, at der ved det danske Hof herskede en Mistanke mod Prindsen i ovenmeldte Henseende, og at denne deeltes af mangfoldige endog iblandt Danmarks fornuftige og fordomsfrie Mænd, ligesom og at der fra den anden Side gaves Anledning til at nære denne Mistanke, endskjønt oprunden af en anden Rod uden Prindsens Deeltagelse. Prindsens Tilhængere i Norge, hvor han var saa almindeligen elsket og agtet, havde paa den Tid ofte Anledning til at forsvare ham mod danske Mænds stundom haarde og ubeføiede Angreb.Dette erfarede Forfatteren selv under et Ophold i Kjøbenhavn strax efter denne Tid, hvor han forgjæves søgte at overbevise anseete Mænd blandt sine Venner om det Ugrundede i deres Mistanke. Navnet Forræder hørtes ofte fra sindige danske Mænds Læber, det lød igjennem de kongelige Sale, og en Gjenklang deraf bares over til Norges Fjelde. Da nemlig Kongens Ordre til Prindsen at falde ind i Sverige med den norske Armee ikke blev adlydt, og Rygter, fornærmelige for Prindsen, i den Anledning vare komne i Omløb, ansaa Danmarks Konge det for nødvendigt at undersøge de sande Forhold, og at træffe Foranstaltninger til at standse forræderske Planers Fremgang. Det lader virkelig til, som Danmarks Konge, hvis hele Regjeringsfærd i øvrigt viste et kjærligt Sindelag for det norske Folk, ikke retteligen satte sig ind i Norges vanskelige Stilling paa den Tid. Deels skjulte vel hans Omgivelse for ham Tingenes sande Sammenhæng, eller han kunde selv ikke sætte sig ind i den farlige Stilling, hvori Norge i denne Vinter var stædt, og de haarde Lidelser, det i samme maatte gjennemgaae, deels vare hans Tanker saa aldeles henvendte paa de i Overlæg med Rusland og Frankrige lagte Forstørrelses-Planer, 52og paa Erstatning for den lidte Mishandling, at han i Indbildningen formindskede de Hindringer, som lagde sig i Veien for disse Planers Udførelse og væltede Skylden for et misligt Udfald paa en uskyldig Mand, istedet for at den maatte søges i Midlernes Utilstrækkelighed og i Norges Stilling. Denne vanskelige Undersøgelse overdroges Kongens høit betroede Mand og ansete Minister, Cancellipræsident Kaas, og i mange Henseender maatte han i Sandhed ansees for den rette Mand. Kaas var bekjendt som en klog, retsindig og udmærket dygtig Mand. Ved Siden af en utrættelig Arbeidssomhed, forbunden med en hurtig Opfatningsevne og et let Oversyn over de ham betroede Forretningers Omraade, havde han et behageligt Udvortes, et tækkeligt Omgangsvæsen og en venlig Godmodighed. Han var en i Norge bekjendt og under sine forrige Embedsforhold høit agtet og yndet Embedsmand. Han var gift med en Enke Clasen, en af Christianias mægtigste Kjøbmandsfamilier, og var nøie forbunden med den Ankerske Familie, med John Collett, og med Alt hvad der var stort og mægtigt i Christiania paa den Tid, ligesom et hædrende Rygte om hans foregaaende Embedsforhold beredte ham en venlig Modtagelse. Saaledes udstyret maatte han vist nok ansees for den rette Mand til at jævne mislige Forhold og løse vanskelige Gaader. Den ostensible Grund til Kaas’s Sendelse var at aflæse Stiftamtmand, Grev Gebhard Moltke, der kaldtes tilbage til Danmark, og ansattes som Stiftamtmand i Fyen. Til denne retsindige, men ikke med store Talenter begavede Mand, hvis Interesse ikke heller hvilede over det Slags Anliggender, kunde et Ærinde af en saa vanskelig Natur ei betroes. Men det var øiensynligt for Enhver, at Kaas’s nye Kald var af en høiere Art, endskjønt Omfanget af hans Virksomhed var en Hemmelighed. 53Han blev ogsaa i Førstningen modtaget med Jubel, der blev anstillet Feste til hans Ære, og Alt bebudede i Begyndelsen hans usvækkede Indflydelse.

Kaas’s Mission mislykkedes imidlertid af tvende Aarsager aldeles, og da han vendte tilbage til Danmark ledsagedes han af langt andre Følelser fra den norske Nations Side end dem, der under hans Embedsførelse vare blevne ham til Deel. Han betraadte Norge denne Gang med Fordom mod Prinds Christian, om hvis forandrede Sindelag mod Danmark han nærede de samme Tanker som Kongen selv. Prindsens Ulydighed mod sin Konges Befaling at trænge ind i Sverige med den norske Armee betragtede han som en Følge af Prindsens forandrede Forhold til Sverige, og han bestyrkedes senere hen i denne vildfarende Mening ved nogle høist ubesindige, ugrundede og for Prindsen selv fornærmelige Udtryk, som paa den svenske Rigsdag bleve brugte om Prindsens mod Sverige under Tronrevolutionen viste Adfærd. Det kan ikke nægtes, at disse Udtryk kastede en, endskjønt aldeles uforskyldt, Skygge over Prindsens Færd, og Kaas’s Iver for at tjene sin Konge, og hans mindre Bekjendtskab med Prinds Christians Tænkemaade, gjorde ham uskikket til at adsprede denne Mistanke. Kaas ansaa saaledes Prindsen for at være en Sag hengiven, der stilede mod Danmarks Interesse, og Prindsen vidste, at Kaas var udsendt for at undersøge Tingenes Stilling, og nærede Mistanke mod en Mand, som han betragtede som en Art af en kongelig Spion. Deraf opstod en Kulde mellem disse ophøiede Mænd, som bortfjærnede dem fra hinanden, og gav Anledning til Misforstaaelse og Miskjendelse, der tildeels forøgedes ved Mellemmænds falske Beretninger.

54Dernæst stolede Kaas for meget paa sin egen Indflydelse, hvis Vægt han havde lært at kjende under sin forrige Embedsførelse i Norge, og paa den trofaste Hengivenhed, som det norske Folk stedse har viist mod sin Konge. Han meente, at Seiren vilde blive let, naar en Conflict opstod imellem den danske Konges og den svenske Kronprindses Interesse. Men i denne Henseende kjendte han ikke tilfulde Forholdene i Norge. Vi have ovenfor gjort opmærksom paa de Kjærligheds- og Høiagtelses-Baand, som knyttede det norske Folk til Prinds Christian, hvis Styrke ikke engang kunde svækkes ved nogensomhelst anden noksaa mægtig Indflydelse. Kun een Følelse gjennemglædede i denne Henseende det ganske Folk, og Enhver, som har gjennemlevet hiint Tidspunkt, vil derom have en levende Erindring, og i en vemodig Følelse finde Spor af disse hellige Minder. Denne Folkets Tænkemaade kunde Kaas, endog udstyret med sin Konges hele Tillid, og handlende i hans Navn og overeensstemmende med hans Villie, ikke rokke, men under Striden med den elskede Prinds maatte Kaas bukke under. Nød, Elendighed og Næringsløshed havde derhos for en Deel slappet det gamle Baand mellem Konge og Folk; Tanken om Nødvendigheden af en Forandring i Landets politiske Stilling begyndte at yttre sig i Nationen paa en alvorligere Maade end forhen nogensinde havde været Tilfældet, og Nationens Tro paa Regjeringens politiske Viisdom begyndte at vakle under en Krig med Sverige, som af Mængden hverken ansaaes nødvendig eller hensigtsmæssig.

Spor af denne Folkets Hengivenhed for Prindsen, som den gamle loyale Tænkemaade endog var underordnet, opdagede Kaas strax ved hans Indtrædelse i Norge. Da han ankom til Frederikshald blev der igjennem Stadens Byfoged, Cancelliraad 55Dahl, paa Vestgaard foranstaltet et Gilde for Præsidenten, hvorved 12 af Byens bedste Borgere vare tilstede.Deriblandt en endnu levende høist agtværdig og for sin Sanddruhed bekjendt Borger i Frederikshald, som har havt den Godhed at meddele Forfatteren det Passerede. I dette blev Prindsens Skaal proponeret og drukket med den Varme, hvormed i alle høitidelige Samqvem paa den Tid Bægeret bekrandsedes til den elskede Fyrstes Ære. Strax efter reiste Kaas sig og erklærede, at han havde en Skaal at foreslaae «for den hæderligste og bedste Mand, som han var overbeviist om Selskabet vilde tømme med samme Enthusiasme som den forrige, dersom det havde den Lykke, som han, at kjende ham for hvem den udbragtes, nemlig Danmarks og Norges Konge». Skaalen blev drukken, men med en langt mindre Grad af Enthusiasme end den forrige. Kaas maatte vel heraf som af andre Erfaringer drage den Slutning, at Sagerne i Norge stode anderledes end han formodede, og reiste ikke længe derefter tilbage til Danmark, for med sin Konge at aftale de Forholdsregler, som i denne Henseende vare at vælge. Han vendte derefter omtrent Midsommers tilbage til Norge, udstyret med en udvidet Fuldmagt, og efter en dengang almindeligen yttret Gisning, med den Bestemmelse, at optræde som Statholder.Under et Ophold i Christiania erfoer Forfatteren, at Kaas’s Tjenere ved Audiencer havde givet ham denne Titel. Paa denne Tilbagereise berørte han atter Fredrikshald, hvor han blev indbuden til et Gilde ikke langt fra Elvebredden hos en af Byfoged Dahls Svogre. Det var i dette Selskab at Kaas, da Prindsens Skaal blev drukken, med Harme skal have sat sit Glas fra sig og erklæret: «at han ikke drak en Forræders Skaal». Paa denne Maade, udbredtes Sagnet 56herom over det ganske Land, og opvakte den høieste Forbittrelse mod Kaas, ligesom det er upaatvivleligt at Prindsen selv stod i den Formening, at Kaas paa den Maade havde udtrykt sig.Det opvakte ogsaa megen Misnøie i Frederikshald, at Kaas havde under sit Ophold der i Selskab med Byfoged Dahl gjort et Besøg til Sverige, uden at melde sig hos de norske Tropper, hvilket ellers norske Reisende, som i Sverige havde Noget at udrette, maatte gjøre. Af Carl den XIIIdes Breve sees og, at Kaas havde paa den Tid en Samtale med den svenske General Armfeldt. Misfornøielsen forøgedes derved, at Kaas paa sin Reise fra Christiania til Frederikshald ikke havde været paa Hafslund, hvor Prindsen havde sit Hovedqvarteer. Stemningen for Prinds Christian lod ikke en saadan Forsømmelse eller Beviis paa Ringeagt blive udadlet. Imidlertid synes en Misforstaaelse heri at have fundet Sted, og at Sagen foregik anderledes end den lød om i Folkemunde, og af enkelte Deeltagere i Selskabet blev berettet. Netop paa den Tid var det ubesindige Udtryk, som var bleven brugt paa Rigsdagen i Sverige om Prinds Christian Augusts Forhold til den svenske Armee under Vaabenhvilen i Marts, bleven bekjendtgjort i Aviserne, og derved gaves Anledning nok til at styrke deres Mistanke, som tillagde Prindsen Planer, der vare ligesaa fordærvelige for Danmark, som vanærende for ham selv. Det paastaaes saaledes af Enkelte blandt hiint Selskabs Medlemmer, at Kaas skal have modificeret sin Udtryk om Prindsen saaledes: «dersom det erer] rettet fra: er er (trykkfeil) sandt, hvad Aviserne berette om Prindsen af Augustenborgs Forhold under Forhandlingerne om Vaabenstilstanden med den svenske General, da maa han være en Forræder, og en Forræders Skaal drikker jeg ikke». Prindsen skjulte imidlertid ikke sin Harme over den ham af Kaas formeentligen tilføiede Fornærmelse og lagde den for Dagen ved flere Leiligheder. Han erklærede, at efter det Indtrufne 57burde han og Kaas ikke længere sidde i samme Raad, eller skrive sit Navn paa samme Papir, og at dersom Kaas vilde komme i Regjerings-Commissionen vilde Prindsen ei der sætte sin Fod. Dette gav Kaas Anledning til at tilbyde Prindsen den Slags Æresopreisning, der blandt Mænd i Livets høiere Stillinger ene antages for gyldig, og overlod Prindsen selv Valget af Vaaben. Men da Prindsen erfoer Rimeligheden af, at Kaas ei i den af ham formeente Grad havde fornærmet ham, lod han sig ved Prinds Frederik af Hessens Mægling bevæge til en Forsonings-Scene, der forebyggede i det mindste Sagens videre Forfølgelse. Om saaledes den haarde Dom, der i hine Dage fældedes over Kaases føromtalte Udtryk, i Følge hans egne Yttringer og andre Tilstedeværendes dermed overeensstemmende Vidnesbyrd maa formildes, saa kan han ei undgaae Daddel for en uforsigtig og den almindelige Mening trodsende Adfærd mod Prindsen, ligesom det er vist, at denne hele uheldige Mellemact, i det mindste for et Øieblik, bidrog til at slappe de Baand, hvormed det norske Folk bandtes til den gamle Kongestamme.Om de Udtryk, som Kaas brugte i den omhandlede Anledning, gives de meest forskjellige Varianter, og det lader sig i Følge sandrue Mænds bestemte Vidnesbyrd neppe omtvivle, at Præsidenten brugte Udtryk, som for Prindsen vare fornærmelige, omendskjønt de bares til Prindsen i en forvansket Form. Ordene udflød af en under en ubevogtet Sindsstemning munter Pokulering, og det Indtryk, som den svenske Rigsdags Yttringer gjorde paa den loyale Undersaat, maatte være levende. Men det lønner lidet Umagen for Historiskriveren at trænge dybere ind i denne Grandskning, aldenstund den historiske Kjendsgjerning, der alene her kan have nogen Betydning, ei lader sig gjendrive, at den hele Scene forbittrede Gemytterne i Norge, uden at formindske Folkets Agtelse for den elskede Prinds.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.