Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Sjette Capitel

58Imidlertid opvakte Landets nedtrykte Stilling formedelst Hungersnød, Næringsløshed og tilbagegaaende Velstand, som især i Sommeren 1809 havde naaet den høieste Grad, stor Bekymring i Landet, og der opstod i de sindigste, deres Konge meest hengivne Undersaatteres Barm Tanken om Nødvendigheden af at lægge en Fremstilling om denne Landets Nød for Tronens Fod. I de første 8 Maaneder af Aaret 1809 var Landets næringsløse Tilstand høist trykkende. Hungersnød herskede i mange af Landets Egne, og en Skare af giftige Sygdomme som en Følge af Nøden rasede mangesteds. En almindelig Mismod udbredtes over Norge formedelst disse sørgelige Omstændigheder. Denne Gjæring var imidlertid ikke af den Art, som oftere under en mindre trykkende Tilstand havde dannet sig inden vore Fjelde. Det var ikke Almuens larmende og oprørske Sammenstimlen for at undersøge de mere Formuendes Forraadskamre, og voldsomt aabne dem for at tiltvinge sig Fødemidler. De største Lidelsesperioder, der kue baade sjel og Legeme, frembringe ikke altid oprørske Gjæringer; disse bryde snarere frem under de mindre. Der fandt paa den Tid en rolig Hengivenhed i sin Skjebne Sted iblandt den meest lidende Deel af Folket, som contrasterede med foregaaende og efterfølgende Uroscener. Stemmen opløftedes derimod af Virksomhedsforstandere, som dagligen vare Vidne til Landets Nød, forgjæves kjæmpede mod Conjuncturerne, og som kastede et mørkt Øie i den nærmest liggende Fremtid. Med disse forenede sig enkelte Embedsmænd og Krigere, der havde Mod til at føre Sandhedens Sprog saavelsom til at drage Sværdet mod den 59mægtige Fiende.Især tog en udmærket Søofficeer, en af 2den Aprils modigste Helte, der ogsaa viste Kjækhed under denne Krig – Michael Bille – Deel i dette Andragende. Han svingede sig siden i fremmed Tjeneste op til en høi Hæderspost, og lever nu i Norden pensioneret af en fremmed Magt. Denne Forening dannedes paa Vestlandet, hvor Næringsveiene befandt sig i den meest lidende Tilstand, og Udsigten til Hjælpen var fjærnest. Af dette Samfunds Medlemmer overdroges det Forfatteren at opsætte en Forestilling til den norske Regjerings-Commission, hvori denne opfordredes til afgjørende Skridt, som kunde lede til et fredeligere Forhold med England, Norges ubehindrede Kornfart og Næringsveiens Gjenoplivelse.

Efterat Forfatteren i sin foreløbige Fremstilling havde skildret Landets Nød, vedbliver denne saalunde:

«Tillad mig saaledes at ansee et direkte Forslag til den engelske Regjering, at give vore Kornskibe fri Passage, som det eneste Redningsmiddel for Landet. Vi vide bestemt, at den engelske Regjering ikke er utilbøilig til denne Eftergivenhed. Vi have seet Licencer udstedte, som tillade Skibe umolesterede at bringe Fødemidler fra Danmark til Norge, men disse vigtige Papirer ere kun i faa Hænder, og kunne vel og i Haab om Vinding vorde tilbageholdte.»

«Det er ikke Nationens Hensigt at vælte Byrden som Ansvaret for de Foranstaltninger, som den høie Regjerings-Commission finder passende at gjøre til Landets Frelse, paa den alene. Den vil finde Nationen beredt til at vove Alt for at dele den Fare, som den ved en saadan Fremfærd udsætter sig for. Alle fornuftige og retskafne Borgere ere inderligen overbeviste om Kongens faderlige Sindelag mod Norge, men de ere 60ikke i den Grad forvissede om, at Landets Forfatning sandfærdigen og frimodigen forestilles ham af de ham omringende Mænd. De indsee Muligheden af, at Foranstaltninger, sigtende til at afværge en overhængende Fare, kunde for et Øieblik mishage vor gode, men med Tingenes Forfatning ikke fuldeligen bekjendte, Konge; men vi ansee det for umuligt, at deslige Forholdsregler, naar deres Grund og Nytte lagdes for Dagen, skulde opvække Misgunst og Misnøie. Hvad der i denne Henseende fandtes fornødent at gjøre skede for at sammenholde Forbindelse mellem vor nærværende Regjering og Borgere, og ei for at opløse den, og dersom Nationen tænkte anderledes, vilde den ikke raade til en Fremfærd, hvorved denne Forbindelse nødvendigen maa styrkes.»

«Det er ikke alene min Stemme, som den høie Regjerings-Commission hører i nærværende ydmyge Forestilling. Det er en vigtig Deel af Nationens ædle og fornuftige Mænds. Overbeviste om Nødvendigheden af en forberedende Nærmelse til vore Fiender for at erholde fri Kornfart, har jeg vovet foreløbigen at insinuere denne Forestilling, som vil ledsages af flere visere og mere betydende Mænds Opfordringer. Vi frygte ikke for at dette Skridt af den høie Regjerings-Commission skal vorde mistydet. Det er ikke egen Interesse, som leder os. De Fleste af os ere uafhængige Mænd, ikke manglende Midler til at fortsætte vore respective Virksomhedsarter. Men det er Medynk med de ringere Stænders elendige Forfatning, som Følgen af en ulyksalig, med ulige Kræfter ført Krig sørgeligen nedtrykker, der giver os Mod til frimodigen at nærme os vor Regjering. Ikke heller frygte vi for at blive af vor souveraine Konge ansete for oprørske Mænd, uvilligen adlydende Landets Love, eller ved et Magtsprog tvingende Regjeringen til saadanne 61Foranstaltninger, som efter vor Overbeviisning ere nødvendige til Landets Frelse. Men vi vilde ansee det for en lastværdig Feighed i Farens Øieblik at fordølge Landets Nød, for at beskytte vore Personer og hegne om vor egen Sikkerhed. Vor Stilling til Almuen lærer os at kjende dens Nød i sit første Udspring. Den rørende Detail, som beskriver Hytternes Elendighed, kommer ikke letteligen for Landets Trone. De som omringe den kunne ikke fyndigen tale den Ulykkeliges Sag, hvis Elendighed de ikke have kjendt eller kunne gjøre sig Begreb om. Saaledes byder Fædrelandskjærlighed og Medlidenhed med vore nedtrykte Medborgere os at fremføre den frimodige Sandhed for Regjeringens ædle Repræsentanter, og at opfordre den til saadanne kraftfulde Foranstaltninger, som kunde redde det formedelst Hunger og Dyrtid høist ulykkelige Norge. Det staaer maaskee i Regjerings-Commissionens Magt, bekjendt med den udvortes Politik, at trøste Nationen i denne Henseende; maaskee Udsigten til Fremtiden er blidere, men den nærværende Tid bebuder Intet derom. Opbringelse af vore Kornfartøier hører til Dagens Orden, og under saadanne Omstændigheder er det alt for voveligt at lade Skibe udløbe af vore Havne, som ikke ere forsynede med betryggende Papirer.»

Forestillingen blev forsynet med talrige Underskrifter, men det blev ved denne foreløbige Anmeldelse. Omstændighederne forandrede sig imidlertid; den meest overhængende Nød blev afhjulpen; mangfoldige Licencer udstedtes af den engelske Regjering for norske Kornskibe; Landet blev forsynet med Fødemidler, en ny og glimrende Handelsperiode aabnedes Norge ved den fordeelagtigste Trælastudskibning og Fragtfart, som i Mands Minde er kjendt, endskjønt den var af kort Varighed. Kysternes og Skovegnenes Beboere sattes i Virksomhed, og Liv og 62Munterhed udbredtes over fast alle vore Næringsveie. Nu glemtes den overstandne Nød, alle Klager forstummede, og alle Virksomhedsforstandere vendte roligen tilbage til deres gamle Sysler, og beskjæftigede sig kun med at helbrede gamle Saar, og berede sig en blidere Fremtid. Saaledes begroves hiin Forestilling.Da nogle Udtryk i Fremstillingen fandtes saa djærve, at be kunde paadrage Forfatteren Uleilighed, fik han den gjennem Grev Wedel tilbage, og Sagen bortfaldt under de beskrevne Omstændigheder. under Conjuncturernes Forbedring, og Ingen tænkte mere paa at fremlede virksomme Skridt fra Regjeringens Side til Forandring af den udvortes Politik. Hine Bevægelser gjorde imidlertid uden Tvivl sin Virkning. Nationens Stemning blev Frederik den VIte paa flere Maader bekjendt, fornemmeligen igjennem Kaas og Wexelsen, og bidrog vist nok sin Deel til den Forandring i Danmarks udvorts Politik, som lindrede Norges Skjebne.

Fra en anden Side forberededs paa en alvorligere Maade en Forandring i Nordens politiske Stilling, endskjønt Fuldbyrdelsen modnedes først i et fjærnere Tidspunkt. Vi have ovenfor seet, at der imellem Rusland og Danmark under Napoleons Deeltagelse var lagt en Plan til det svenske Riges Opløsning og Deling mellem hine Stater. I Følge denne skulde den Deel, som ligger østen for Motata, tilfalde Rusland, den vestlige og sydlige Danmark. Udførelsen af denne Plan forledede Danmarks Konge til en ubetimelig Krigserklæring mod Sverige, der i en høi Grad forøgede den Ulykke, som krigen bragte over Norge. De franske Skarer, som vare samlede i de danske Stater, skulde understøtte denne i det russiske Cabinet udkastede Plans Udførelse, og over det frosne Sund haabede 63man i Vintermaanederne at kunne gjøre en Landgang i Sverige og erobre dets vestlige Deel, medens Russerne trængte frem over Finland igjennem den østlige. Finlands Erobring var Russernes Hovedformaal, og denne vilde de sikkre sig ved Frankriges og Danmarks Bistand. Napoleon havde til den Ende lovet sin keiserlige Ven et betydeligt franskt Troppecorps, der aabnedes Gjennemmarsch gjennem de danske Stater, og med disse skulde danske Tropper forene sig for at trænge ind i Sverige over frosne Vande. Denne Plan opvakte den største Bekymring hos de svenske Patrioter, og et Samfund af Sveriges betydningsfulde Mænd forenede sig for at modarbeide den. Det var aabenbart, at Sveriges Sønderlemmelse omsider vilde gjøre den skandinaviske Halvøe til en Deel af det russiske Rige, og paa flere Maader tilintetgjøre de ældgamle kraftfulde nordiske Staters Selvstændighed. Tronrevolutionen i Sverige, Freden med Rusland efter Opofrelsen af Finland, og Sveriges betydningsfulde Indtrædelse igjen blandt de nordiske Stater var en Følge af denne patriotiske Forening. Men denne blev ikke staaende derved. Revolutionen bevirkedes paa den militaire Vei; men hine patriotiske Mænds Anstrengelse fortsattes, for ved en forandret Politik i Norden at aabne Udsigten til dets fastere Stilling, og sætte et Værn mod en fremmed Anmasselse, der truede med at berøve Norden sin Nationalitet og sin Vægt i Staternes Samfund. Den skandinaviske Halvøes Forening ansaaes som det kraftigste Middel til at frelse Nordens Selvstændighed, og i Tanken om denne Forbindelses Hensigtsmæssighed forenede sig især tvende af Sveriges og Norges meest betydningsfulde, meest oplyste og fædrelandsksindede Mænd – Grev Platen og Grev Wedel. Da Krigen imellem Norge og Sverige tog en fredeligere Vending mod Slutningen af 1808, 64og gik over til en Vaabenhvile i Foraaret 1809, lettedes Samqvemmet imellem begge Riger, og disse Mænd fik derved Anledning til en gjensidig Nærmelse og Vexelskifte af Ideer, der længere hen i Aarenes Løb gik over til en trofast Venskabsforbindelse.Det nye Anlæg til Gøthakanalens Fortsættelse, som lededes af Platen, synes at have givet den første Anledning, der nærmede disse Mænd til hinanden. Denne storartede Plan maatte falde i Begges Sind.

I denne Forbindelse kastede Wedel et klart Blik i Fremtiden og dannede sig et rigtigt Begreb om hvad der tjente til Norges Tarv, og til at fremme den skandinaviske Halvøes politiske Held; og hvad Historien herom har at fortælle vil ikke fordunkle hans Hædersminde. Grevens Begreber om Fædrelandets Stilling og om Elementerne til dets Fremtids Held vare allerede dengang forskjellige fra dem, der herskede i Norge, og han betragtede allerede da Forbindelsen med Sverige, under Beskyttelsen af en hensigtssvarende Konstitution, som det vigtigste Middel til at læge de Saar, hvorunder Norge blødte. Wedels Blik var ogsaa i denne Henseende friere end hans Landsmænds. Han var opdragen i fremmede Lande, og havde ikke fra Barnsbeen af indsuget nogen Forkjærlighed for den danske Kongeslægt; han havde kjendt Norge meer i Ulykkens end i Lykkens Dage; thi hans Embedsbane var neppe begyndt, da Krigen med sine ulykkessvangre Ledsagere brød ind over Fædrelandet; han havde gjort sig bekjendt med den danske Statsstyrelses Mangler, og han var dagligen Vidne til de uheldige og mindre kloge Skridt, hvorved de forenede Rigers Stilling alt meer og meer forvikledes og vanskeliggjordes. Han betragtede prinds Christian August, for hvem han nærede høieste Grad 65af Høiagtelse og Venskab, som et Middel til at bevirke den skandinaviske Halvøes Forening, hvilken han ansaa for at kræves af Fædrelandets daværende politiske Stilling, og at aabne Udsigten til Fremtids Held. Disse Grevens Anskuelser og hans Færd paa den Tid have kastet en Skygge over hans Charakteer og Loyalitet som dansk Undersaat, men Historiens Gang har retfærdiggjort hans Anskuelsers Rigtighed, og paatrykt hans Mening, med hvilken han stod saa godt som ene blandt sine Landsmænd, Viisdommens Stempel. Man har anklaget Grev Wedel for, at han lod sig lede af Ærgjærrighed i sit daværende Forhold til Fædrelandet; thi aldrig har man vovet at underlægge hans Handlinger Egennyttens skidne Grund, over hvilken han stedse hævede sig. Man har endog ladet ham nære Haabet om den høieste Stilling i Sverige, hvortil en Vennerøst efter Rygtet hævede ham.Der gik nemlig det Sagn, at Grev Platen paa Ørebro Rigsdag havde givet ham sin Stemme. Historien kan berøre slige ubestemte Rygter, men de staae uden mindste Betydning i Grevens Levnetsløb; thi om end Sagnet kom ham for Øre, tillagde han Sagen selv ikke mindste Værd. Den Ærgjærrighed besad vist nok Grev Wedel, at ville deeltage i og lede Fædrelandets vigtigste Anliggender. Privatmands Stilling tilfredsstillede ham saa lidet, at han syntes at være uden Beskjæftigelse, naar han ei stod ved Statsroret, eller i det mindste styrede en vigtig Deel af Fædrelandets offentlige Anliggender. Men med Sandhed kan det vel paastaaes, at Wedel arbeidede med den reneste Fædrelandskjærlighed, som nogensinde glædede i en Nordmands Barm, og at enhver Fædrelandets Ven maa glæde sig ved den Hjælp, som han ydede det i Farens Stund og under kritiske Omvæltninger.

66Man har ogsaa paastaaet, at Prinds Christian August og Grev Wedel have smedet hemmelige Rænker for at fremme Norges Forening med Sverige, og at Prindsens Ophøielse til Sveriges Kronprinds dertil skulde benyttes som et Middel. En saadan hemmelig Forstaaelse fandt ingenlunde Sted. Begge disse Hædersmænd handlede hver for sig i denne Sag. Wedel ansaa Norges Forening med Sverige som en Betingelse for Norges politiske Lyksalighed i Fremtiden; Prinds Christian betragtede sig, saalænge han var i Norge, som Kongen af Danmarks General og Undersaat, pligtig til Intet at foretage, der kunde skade hans Herre og Konge. Denne Trofasthed i at opfylde sin Embedspligt bevarede han, indtil alle Hindringer for hans Ophøielse til Kronprinds vare ryddede af Veien, og alle Vilkaar for hans Samtykke, som deels Hensyn til Danmark, deels Hensyn til Sverige bød ham at foreskrive, vare opfyldte. Hvor langt hans Tanker som Sveriges Konge i Fremtiden kunde have hævet sig over Sveriges Grændser, kan Ingen bestemme; men for Tiden gik visseligen hans Haab og hans Ønsker ikke videre end at skaffe Fred og Ro i det blødende Norden. Han elskede Nordmænd høit, han havde levet glade Dage i Norge. Hvo vil undre sig over at det smertede ham at rive sig løs fra denne Forbindelse, og om han ønskede at fortsætte den; men disse Folelser ledede ikke hans Skridt saalænge han var dansk Undersaat, – løsrevet fra Norge var det hans Pligt ganske at opofre sig sit nye Fædreland.

Grev Wedel handlede i denne Sag med sin sædvanlige Aabenhed, der stundom grændsede til en Uforsigtighed, som maatte give Anledning til Miskjendelse og Daddel. Han gav sin politiske Mening til Priis i Eenrumssamtaler og i Fleres Nærværelse, han dulgte den hverken for Venner eller for meer 67eller mindre ham bekjendte Landsmænd, og paa denne Maade bleve hans politiske Grundsætninger bekjendte baade i Danmark og Norge. Havde Wedel anseet Foreningsplanen moden til Udførelse paa den Tid, da havde han aabent fremtraadt som dens Forfremmer. Wedel var skikket til at lægge en Plan med Dristighed og udføre den med Kjækhed og Mod, men han skyede hemmelige Rænker og Mørkets Gjerninger. Der var saaledes ingen Mand i Norge, hvis politiske Tro var mere bekjendt end Wedels, og hans hele Liv igjennem laa hans Mening om Fædrelandets Stilling, om dets Bestjæmmelse og Hæder, saavelsom om betydningsfulde Mænds Færd og Væsen, som i et Speil for hans Landsmænds Øine. Der er neppe nogen Landsmand, som har staaet i nærmere, tilfældige eller bestemte, flygtige eller varige, Forhold til Wedel, som jo har havt Beviser paa hans aabne Meddelelser, der sædvanligen kun er Fortrolighedens Gave. Ingen Under altsaa, at hans politiske Meninger trængte ind i den danske Konges Cabinet og der vakte Ugunst og Mistillid, men Wedel var i høi Grad i Besiddelse af sine Landsmænds Høiagtelse og Tittid; Nationen gjorde ligesom hans Skjebne til sin, og den danske Konges milde Sind tillod ingen Voldsomhed. Ikke heller er det at undres over, at Wedels Navn i hine Dage nævnedes paa forskjellige Maader, eftersom de Ord, der laae paa hans Tunge, tækkedes eller mishagede de Øren, som optoge dem. I alle Tilfælde maa det bringes til Efterverdenen, at Wedel her i Landet først og alvorligst opfattede Hensigtsmæssigheden af den skandinaviske Forening, aabent udtalte sin Mening i store og i smaa Kredse, og at han kun valgte saadanne Midler til Planens Udførelse, som kunde bestaae med Klogskabens, Ærens og den sande Fædrelandskjærligheds Forskrifter.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.