Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Syvende Capitel

68Gustav Adolph var afsat, en alderstegne Fyrste havde indtaget hans Sæde, og en Rigsdag sammenkaldtes til Ørebro den 1ste Mai 1809 for at overveie Rigets Anliggender i dets nye Tilstand og at bestemme Tronfølgervalget. Paa denne nedlagdes Stændernes Taksigelse for den nye Konge for den Deel, som han havde i Rigets Frelse ved at overtage Regjeringen i dets roerløse Tilstand. Ikke heller glemtes de Mænd, som havde spilt en Hovedrolle i Revolutionen og bidraget til et lykkeligt Udfald. Men Hovedgjenstanden for dens Overveielser var Tronfølgervalget. Nogle Stemmer hævede sig for Gustav Adolphs ældste Søn, som var uskyldig i faderens Forvildelser, og som under Farbroderens Øine kunde opdrages til at vorde Rigernes Haab. Den udvalgte Konge anbefalede i Begyndelsen selv dette Valg, og som det synes med fuld Alvor, i det han forestillede Stænderne, hvor megen Daddel han udsatte sig for ved at fortrænge et ægte Skud af den gamle Kongestamme. Men derimod satte sig alle Revolutionens Ledere og Ophavsmænd, der meente, at af en saadan Rod intet ædelt Skud kunde udspringe. De toge endog deres Tilflugt til tvetydige Rygter, fornærmelige for den afsatte Konges ModerDisse Rygter ere i senere Tid igjen komne i Omløb. og lagde Vægte paa den Indflydelse, som Faderens forstyrrede Sindelag og Grundsætninger, saavelsom det Had til det svenske Folk, som tillagdes Moderen, maatte have paa Sønnen. Men bag disse uægte Skingrunde lurede vel fornemmeligen Frygten for, at Sønnen skulde hevne den mod Faderen brugte Voldsomhed paa Revolutionens Hovedredskaber. Og 69Frygten monne i Sandhed heller ikke have været ugrundet. Den nyeste Historie gav Revolutionens Ophavsmænd Beviser i hænde paa, at Fyrsterne stundom nyde Revolutionens Frugter, og støde fra sig de Mænd, som have været meest virksomme til at fremlede den. Regentens Ønske som Formynder for Gustav IVde Adolphs Søn at overtage Regjeringen til hans Myndigheds Alder, blev saaledes ikke hørt, og han lod sig omsider overtale til at modtage den ham tilbudne Krone. Under 6te Mai erklæredes den afsatte Konge høitideligen at have med sin Familie i nedstigende Linie tabt al sin Ret til Sveriges Trone, og under 6te Juni ophøiedes Regenten i en fuldstændig Stænderforsamling til Sveriges Konge, under Navn af Carl den XIIIde.Landmarskalk var dengang Hædersmanden den gamle Ankarsvärd, – Fader til de nulevende Herrer Ankarsvärd – der døde mange Aar efter som 90aarig Olding.

Derefter skred Stænderforsamlingen til en alvorlig Overveielse om Tronfølgervalget, i hvilken Hensigt en hemmelig Committee blev nedsat. Til denne indgaves en Beretning om Sveriges Statsforhold til udenlandske Magter under 7de Juli, der forberedende henvendte Stændernes Tanker paa det Valg, som skulde gjøres. Efter nogle bittre Udtryk om Danmarks Forhold mod Sverige under den sidste Revolutionsscene, udtrykker Beretningen sig om Sveriges Forhold til Norge saalunde:

«Den almindelige Tænkemaade i en betydelig Deel af det danske Rige, eller i Norge, har paa en besynderlig mørkværdig Maade skilt sig fra de af den danske Regjering yttrede Grundsætninger. Fra Krigens Begyndelse har man dersteds 70anseet Fiendtligheder imellem Sverige og dette Land som en unaturlig Tilstand. Begge Deles Befalingsmænd have gjort Alt for at formilde Krigens Ulykker. Gjensidig personlig Høiagtelse har endnu mere befæstet Almeentænkemaaden, og et ei alene usædvanligt, men i sit Slags eneste Beviis derpaa er fra den norske Side bleven givet. Det er Deres Majestæt fuldkommen bekjendt, at den vestre Armees Afmarsch til det store Foretagende, som gav Deres Majestæt Midler til at frelse Fædrelandet, beroede paa en Forsikkring, at Rigets vestre Grændse imidlertid ei skulde angribes. Den ædle Fyrste, som nu styrer Norge, ei blot i Kraft af et Embede men endog understøttet af alle Indbyggernes Kjærlighed, gav denne Forsikkring, og opfyldte og opfylder end dette Løfte, uagtet flere Gange gjentagne og deriblandt ganske nyligen erholdte bestemte Befalinger fra sit Hof at gaae angrebsviis tilværks.»

«Prinds Christian August af Holstein-Augustenborg har saaledes gjort Sverige den største Tjeneste, som det endnu af udenlandsk Mand nogensinde har modtaget.»

«Dette gjensidige Forhold imellem Sverige og Norge, allerede i sig selv mørkværdigt, faaer en forøget Vægt igjennem den høist usikkre Stilling, som endnu vedvarer i Henseende til Rusland. I Anledning deraf behager D. M. noksom at indsee, hvor høist vigtigt det er, at, i Tilfælde alvorlige Skridt mod Rusland bleve uundgaaelige, og tillige ansaaes ledende til Fred, man da maatte have forskaffet sig den høieste Grad af Vished for, at den norske Styrelses Forhold vedbliver saa venligt og saa fortroligt, som det hidtil har været.»Dette kan ikke nægtes, at disse tvetydige Vink maatte tjene til at opvække den danske Regjerings Mistanke til Prindsens Forhold til Sverige. At Fremstillingen er eensidig og tildeels urigtig, har Historiens Gang ovenfor lært os.

71Disse Vink og Hentydninger udtryktes ogsaa i den Tale, som Kong Carl den XIIIde samme Dag holdt i den hemmelige Committee, strax efterat hiin Beretning om Sveriges Forhold til udenrigske Magter var opløst. Efterat han deri har oplyst, at hans Haab om Frankriges kraftige Medvirkning til at ordne Sveriges politiske Forhold var bleven skuffet formedelst indtrufne Omstændigheder, og at Keiseren af Frankrige havde seet sig beføiet til at indskrænke sig til Ønsker for Sveriges Vel, viser han det Farlige i at lade Naboer faae Indflydelse paa Sveriges Valg, men at dette burde skee saalunde, at al Usikkerhed for Fremtiden hævedes. Derefter udkaster han et Billede af de Egenskaber, som en Tronfølger burde have, der aabenbart kun passede sig paa Prinds Christian August.

«Dersom en Fyrste fandtes, siger han, som nedstammede fra et ædelt Huus, af hvilket Sverige allerede har modtaget flere Konger, og som kunde paa sig og sin Æt forplante den Kjærlighed, Sveafolket for dem har baaret; dersom han selv, prøvet i Stridens Farer, paa den ene Side har kjendt sin høie Bestemmelse at vove sit Liv for Fædrelandets Redning, men paa den anden Side lært med Afsky at betragte en letsindigen begyndt Krig, som ødelægger Stater og styrter Folkeslag i Elendighed; dersom han havde opnaaet den modne Alder, da Erfarenhed skiller Virkelighed fra Tant, og Eftertanken forskyder Smigreriets Yttringer; dersom han gradviis er ophøiet fra Lydighed til Befaling, og i første Tilfælde har lært at kjende sig selv og vurdere Mennesker, samt i sidste, eller som Styrende, af dem modtaget Kjærlighedens og Høiagtelsens 72utvungne Tribut; om han, udrustet med disse Egenskaber, maatte blive en Støtte for min Alderdom og min fornemste Medhjælper til at berede mine Undersaatteres Vel; om han i Forveien har givet os en Borgen for en saadan Tænkemaade gjennem store og vigtige Tjenester, som han i det meest farlige Øieblik har viist os og vort Fædreland; om han med Hensyn til sin personlige Stilling deels var saa uafhængig af fremmede Magter, at deres Indflydelse ved hans Valg aldrig kunde fremmes, deels havde en saa indskrænket Fordring paa en Krone, at hans Ophøielse, alene beredt af mig og det svenske Folk, skulde berettige os til hans levende og uforanderlige Taknemmelighed; – Siger mig, gode Herrer og Mænd, om I ønske en saadan Efterfølger paa den svenske Trone, som jeg nu har fremstillet ham?»

Den hemmelige Committee forstod dette Vink, og bestyrkede Gavnligheden af det paapegede Valg i det Svar, som den allerede under 12te Juli derefter gav Kongen. Deri yttres tillige Haabet om en nærmere Forening med Norge formedelst dette Valg. Committeen udtrykte sig herom saalunde:

«Ved at overlægge det vigtige og delicate Spørgsmaal om Tronfølgen, hvorover Deres Kongelige Majestæt i Naade har begjært Committeens underdanige Raad og Tanker, har den med stadig Opmærksomhed paa den ypperlige og træffende Skildring, hvormed D. K. M. har tegnet en tilkommende Konge, der værdigen kunde fremme vort Fædrelands Lykke, fundet disse opgivne og forønskte Egenskaber alene hos Prinds Christian August af Schleswig-Holstein-Augustenburg, hvilken Prinds nedstammer fra en Æt, som er nær beslægtet med de Konger, Sverige har elsket og høiagtet, og allerede i en Alder af 41 Aar forener Alderens Stadighed, uden at kjende dens Tyngde. Øvet og hærdet i Krig, besidder denne Fyrste en prøvet og duelig 73Anførers Kundskaber og Erfaring, og under at bruges i Norges Styrelse har han tilvundet sig den hele norske Nations overordentlige Hengivenhed, og er endog kjendt af de Provindser i Sverige, som grændse til Norge, hvilke tillige omtale hans Dyder, hans Sparsomhed, hans Velgjørenhed, hans Foragt for Yppighed og Tant, hans usædvanlige Virksomhed, Tilgjængelighed, Ordenslyst og utrættelige Omtanke.»

«Committeen kan ikke dølge, hvad Erfaringen selv har bekræftet, at Prinds Christian August allerede har gjort Sverige en betydelig Tjeneste gjennem den Stilstand, som denne Fyrste gav Riget paa dets vestre Grændse, en Stilstand, som var Vilkaaret for vor Redning, og hvilken han saa driftigen paa egen Haand har bevilget, og saa ædelmodigen paa blotte Riddersmands-Tro hidtil har vedligeholdt. Naar Committeen hertil i Underdanighed tillader sig at tilføie, at denne Prinds er fød i Norden, vant til vort strenge Climat, hærdet til Norges Vintre, og allerede har den Færdighed i vort Sprog, at han læser vore Skrifter, kjender og høiagter vor Nations Charakteer, hvilke store og gyldige Anledninger fremstille sig da ikke til at vælge denne Prinds til Tronfølger, især da det Haab høist sandsynligen kan lægges ved Siden af dette Valg, at see Sveriges og Norges Skjebne i en nøiere Forening med hinanden? Men om denne Udsigt end ikke med fuld Vished kunde gives, synes det i det mindste høist sandsynligt, at, i Tilfælde Prindsen af Augustenborg bliver Sveriges Kronprinds, skal Riget fra norsk Side ikke behøve at frygte for et alvorligt Anfald.»

Committeen yttrer derhos fremdeles, at Ruslands Stemme i denne Sag ei bør ansees for afgjørende, og at alt for megen Eftergivenhed mod den tidlig eller sildig vilde berøve Riget sin 74Selvstændighed. Frankrige, meente den, vilde med Tilfredshed see Sveriges Selvstændighed, «især da Sverige kunde haabe en TilvæxtNemlig Norge. som forøgede Nytten og Betydenheden af det Forbund, der gav Frankrige fornyet haab om Ligevægten i Norden. England, Danmarks Fiende, skal ei nægte et Skridt sit Bifald, som alt meer og meer skal skille Sverige fra Continentalsystemet, og gjøre dette Rige deraf uafhængigt.»

Committeen troede saaledes, at alle politiske Grunde forenede sig til fordeel for Prindsen af Augustenborgs Valg, og meente derhos, at Valget skyndsomst burde foretages. Blandt flere Grunde for et hurtigt Valg anføres ogsaa under No. 4: «Med Norge har Sverige havt og har endnu en For os høist nyttig og nødvendig Stilstand, som en Følge af Prindsen af Augustenborgs sande og kloge Ønske for nordens Selvstændighed, og maaskee tillige i Haab om at kunne en Dag til dette vigtige Endemaal forene Nordens Kræfter. Men hvor længe kan denne Prinds vedblide i en Uvirksomhed, som stiller ham blot for det danske Hofs Misnøie? Hvor længe skal han vente paa svenske Mænds Beslutning, uden at begynde at mistænke den for Utaknemmelighed, eller for en Svaghed og Raadløshed, der skal tvinge ham og den norske Nation til at søge et Værn mod Ruslands truende Ingreb i noget Andet end i Forening med Sverige? Om derfor Valget til Tronfølger opsættes, har Sverige Fare at befrygte endog paa dets vestre Grændse».See Handlingar o.s.v. 4de Deel Pag. 49 ff.

Af disse Forhandlinger paa Ørebro Rigsdag 1809 sees aabenbart, at Prinds Christian Augusts Valg til Tronfølger ikke alene var en Følge af det Bekjendtskab, som Nogle af 75Sveriges meest formaaende Mænd havde gjort med Prindsen, og af disse Mænds Høiagtelse for den ædle Fyrstes ophøiede Egenskaber, men at det grundede sig paa Visheden af, at der fra Norges Side, naar dette Valg kom i Stand, Intet vilde blive foretaget til Forstyrrelse for Sveriges Fredsværk, og fremfor Alt paa Haabet om, at Norges Forening med Sverige vilde blive en umiddelbar Følge af dette Skridt. Denne sidste Forhaabning var det Revolutionens Ledere meget om at gjøre at kunne befæste. De havde givet Nationen Haab om, at Sverige gjennem Frankriges Indflydelse skulde faae sit Finland igjen, men dette skuffedes aldeles. Formedelst Russernes seirrige Fremskridt kunde Finland ikke tilbageerobres med Vaabenmagt, og Haabet forsvandt aldeles, da Frankriges Keiser frasagde sig al Indblandelse i Nordens Anliggender. Revolutionens Stiftere kunde saaledes ikke opfylde Løftet om at bevare Finland for Sverige, men Tabet af Finland vilde, om ikke glemmes saa formildes, naar den skandinaviske Halvøe kunde vorde forenet. For at neutralisere den norske Armees Virksomhed paa den svenske Grændse, søgte man at vinde den norske Overgenerals Deeltagelse for Vestarmeens revolutionaire Bevægelser, og for at fremme Norges og Sveriges Forening, valgtes Norges høit elskede Prinds Christian August til Tronfølger i Sverige.See 9de Bilag.

Da Valget blev Prindsen foreslaaet, afslog han det foreløbigen. Han erklærede, at hans Sind ikke stod til denne Ophøielse, men at han fandt sig tilfreds i den Stilling, hvori han var. Et saa frivilligt Valg, grundet fornemmeligen paa Høiagtelse for hans Charakteer og hans Færd under en vanskelig 76Stilling, maatte vist nok smigre Prindsen. Men det er ligesaa vist, at Tanken om en saadan Ophøielse ofte ængstede hans Sind, og at han med Hensyn til sin egen Person ligefra Begyndelsen af havde store Betænkeligheder ved at modtage det. Det var som om hans Skytsaand advarede ham, og fornemmeligen af politiske Grunde bevægedes han til at modtage det.

Til at indlede Underhandlingerne med Prindsen valgte Carl den XIIIde Adlersparre, som deels selv umiddelbar, deels igjennem Carl Ankarsvärd havde staaet i Forbindelse med Prindsen, hvorved der mellem dem var stiftet et paa Høiagtelse grundet Forhold. For Adlersparre erklærede Prindsen, at han kun var tilbøielig til at imodtage Valget, naar han overbevistes om, at det var det svenske Folks eenstemmige Villie, naar Danmarks Konge ikke modsatte sig Valget, og ingen Hindringer lagdes i Veien fra den udvortes Politiks Side. Thi han erklærede, at han kun modtog Valget for at befordre Fred i Norden, uden i nogen Henseende at ville forstyrre Sveriges politiske Stilling.Prindsens Brevvexling med Adlersparre viser dette tydelig nok, og Læseren henvises i denne Henseende til Prindsens Breve af 6te Mai 1809, af Juli 1809, 15de August, 2den November, 5te December 1809. See 10de Bilag a–i. Stændernes eenstemmige Beslutning paa Rigsdagen i Ørebro satte Carl den XIIIde i Stand til at hæve den første Betænkelighed, og befordre et Valg, som Prindsens værdige og paa Ære og Delicatesse grundede Svar gjorde Sveriges Konge saa meget dyrebarere.

Der opstod imidlertid Vanskeligheder ved Underhandlingens Begyndelse med Prindsen, som nær havde forstyrret Valget. Armeens Stilling vedblev endnu at være fiendtlig, saalænge Danmarks Haab om et heldigt Udfald af Krigen og om Realisationen 77af den med Rusland lagte Plan paa Sveriges Bekostning ei var aldeles tabt. Saalænge Rusland endnu ei havde stukket Sværdet i Skeden, giordes fra Danmarks Side intet Skridt til en fredelig Tilnærmelse. Af denne Krigs-Tilstand fra Danmarks Side, endskjønt under et fredeligt Sindelag fra Norges, opstod en Forvirring i begge Krigshærenes Forhold til hinanden, som forviklede Underhandlingen. Det befandtes, at den svenske Hærfører stolede for meget paa Prindsens fredelige Sindelag, medens han maatte adlyde sin Konges Befalinger i sine militaire Operationer. Den svenske Underhandler var uforsigtig nok til at lade Prindsen ane Haabet om en skandinavist Forening formedelst hans Valg, og at udtrykke sig med mindre Ærbødighed om Kongen af Danmark; men Prindsen viste med Bestemthed og Kraft sin Afsky for enhver saadan Hentydning, forsvarede ivrigen sin Konges Sag og gjendrev med en Slags Forbittrelse de Beskyldninger, som gjordes mod den danske Konges Charakteer. Dengang raadede i Sverige Had mod Danmarks Politik og Foragt for den danske Konges Færd, medens en smigrende Tilnærmelse til Norge var almindelig Tone; thi Fordelen af Norges Forening med Sverige betragtedes dengang langt anderledes end senere hen i Tidens Løb, i hvilken den forberedtes paa en Maade, som de fleste svenske Mænd hverken havde ønsket eller ventet. Først da den svenske Underhandler valgte en forsigtigere Færd, og satte Foreningen udenfor al Overveielse, indlededes igjen Underhandlingerne, og Danmarks fredelige Sindelag og dets deraf fulgte Fredsforslag, under alle tabte Forhaabninger, banede Veien til et forønsket Resultat, og gjorde Prindsen tilbøielig til at høre paa de gjorte Forslag. – Paa den anden Side opvakte denne Udsættelse og disse Tvivl fra Prindsens Side Misnøie 78hos nogle Enkelte af Sveriges formaaende Mænd, der meente, at dette burde lede til at tænke paa en anden Valgcandidat; men disse enkelte Stemmer tabte sig i den store Mængdes, som ansaa Prinds Christian meest dygtig og meest værdig til at styre Riget til Fremtidens Held. Desuden havde Sveriges meest formaaende og indsigtsfulde Mænd Intet imod at Valgets Antagelse endnu i nogen Tid blev i det Uvisse. Carl den XIIIde selv og Sveriges sindige Patrioter gjorde Prindsens Fremgangsmaade sin Ret, og, saa langt fra at betragte den som en Anstødssteen for Valget, hentede de fra denne hans ædle og sindige Færd et stort Argument for Valgets Hensigtsmæssighed. Prindsens Betænkning og Tvivl lagde saaledes ingen uovervindelig Hindring i Veien for hans Ophøielse til Sveriges Kronprinds.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.