Ottende Capitel

Imidlertid vare de Mænd, som havde været de vigtigste Redskaber ved Tronforandringens Katastrofe, i bestandig Virksomhed for at undersøge Stemningen i Norge med Hensyn til Rigernes Forening, og til at fremme denne. Disse hemmelige Undersøgelser og denne mangesidige Paavirkning skede samtidigen med hine nyligen omtalte Underhandlinger med Prindsen selv. De meest formaaende Mænd i Landet, ligefra Kongen selvMærkelige Breve fra Carl den XIIIde herom findes i Bilag 11, uddragne af ovenfor citerede Skrift «Handlingar rørande etc.» hvoraf kun de ere anførte, som omhandle Norge. og de høieste Embedsmænd indtil mindre betydende Redskaber, satte sig i Bevægelse for at fremme denne Sag, der 79skulde sætte Kronen paa Tronforandringens store Revolution, og skabe en ny Forbindelse til Erstatning for den svenske Stats Sønderlemmelse ved Tabet af Finland.

En af de vigtigste blandt disse Speidere af det norske Folks Stemning og forberedende Redskaber til Foreningen, var Grev Axel Mørner,Af Carl den XIIIdes Breve sees, at Mørner har havt Mission til Prindsen af Augustenborg. Forfatteren, som gjorde Grevens Bekjendtskab under hans Fangenskab i Skien, og siden har havt Beviser paa hans Interesse for Norge og hans Bekjendtere der, har herom umiddelbart henvendt sig til Greven, men har formedelst ham ubekjendte Omstændigheder intet Svar faaet. Spørgsmaalet var maaskee af en alt for delicat Natur. som var i norsk Fangenskab siden meer end et Aar, var tildeels bekjendt med vore Forhold, og var sendt til Prindsen for at bekjendtgjøre ham Valget. Men Mørner var forsigtig i sin Færd, hans Charakteer tillod ham ingen Snigveie, han havde Agtelse for det norske Folk, i hvis Skjød han under sit Fangenskab havde levet muntre Dage, og han havde overbeviist sig om, at den store Mængde af Nordmænd i alle Stænder og Stillinger tænkte paa intet mindre end en Forening med Sverige. Hans Forhandlinger med Prinds Christians August ere ikke bekjendte, men vi ere berettigede til den Overbeviisning, at de bleve fremsatte med Forsigtighed og delicat Hensyn til Prindsens Stilling til sin Konge, og at Prindsen lukkede sit Øre for alle Forestillinger om en hemmelig Forbindelse til den skandinaviske Halvøes Forening. Om det saaledes endog lykkedes Grev Mørner at knytte en venskabelig Forbindelse med Enkelte af Norges formaaende Mænd, der deelte Mening med ham angaaende den skandinaviske Halvøes Stilling, saa 80maatte han dog vist nok bringe tilbage til sin høie Committent den mening, at Foreningens Øieblik ei endnu var kommet.

Af mindre Betydenhed var Oberst, siden Generalmajor, Gahns Virksomhed i denne Henseende, en anden af de hemmelige Agenter, der skulde fremme det i Sverige rodfæstede Yndlinghaad, Sveriges og Norge Forening. Ogsaa han havde været Krigsfange i Norge, hvor han havde nære Frænder; ogsaa han havde været vel behandlet under sit Fangenskab der. Men han synes i sine hemmelige underhandlinger meest at have holdt sig til den lavere Classe, især til Grændsebeboerne, som havde mange Fordele af den frie og lidet betyngede Handelssamqvem med Sverige, der maatte blive en Følge af Foreningen. Foruden disse satte han sig ogsaa i Forbindelse med Hestehandlere, som droge ind og ud af Riget, og løst og fast berettede ham, hvad de paa deres Omvandringer havde udfrittet. Der sees og af hans Brevvexling, at en enkelt mindre betydende Kjøbmand i Christiania har, i det mindste efter Gahns egen Formening, staaet til hans Tjeneste; men saa løse Forgreninger kunde ikke slaae nogen fast Rod. Det sees vel af hans Brevvexling med Adlersparre, at der nedlagdes i hans Hænder flere Summer, som han selv kalder betydelige, men efter hans Opgave ei udgjorde meer end nogle 100 Bankodalere af Gangen, og han udrettede saare lidet ved sine Forestillinger og sine Bestikkelser. Vist nok pralede han meget af hvad han havde udrettet, paastod at Sagen var i den bedste Gang, og lovede sine Committentere det bedste Udfald af sine Machinationer; men hans Bestræbelser vare aldeles frugtesløse, og selv tilstod han, at medens en Række af Grændsebeboere stode paa hans Side, og vare villige til at understøtte hans Planer, fandt han bestemt Modstand hos Præster, civile Embedsmænd, og Folk af bedre 81Kaar inde i Landet. Hans hemmelige Virksomhed vilde saaledes være bleven ubekjendt for de fleste af vore nu levende Landsmænd, naar den ikke var bragt for Lyset i den Brevvexling, som han derom førte med Adlersparre, og findes indført i det af os ofte citerede Værk.See Bilag 12. Til den Egn, hvor Forfatteren boer, naaede ikke engang Rygtet om Gahns Hemmelige Virksomhed.

Af langt større Betydenhed var Grev Platens hemmelige Understøttelse af denne Plan, og naar denne ikke allerede den Gang kom til større Modenhed, da skyldtes dette en pludselig Forandring i Danmarks Politik og uventede uforudsete Omstændigheder, som fremledte en blomstrende Handelsvirksomhed midt under en bitter Krigstilstand og Fiendens voldsomme Adfærd paa Orlogsvei. Grev Platens Aand tillod ikke Anvendelsen af smaa Midler, naar han sigtede til et stort Maal, og ogsaa ved denne Leilighed gik Maalestokken for hans bevægende Kraft til at bevirke Nordens Forening i det Store. I sit Brev til Adlersparre tilbyder han mange hundrede Tusinder til at fremme det store Maal, og lover at sætte sin rige Families og sin egen Formue i Bevægelse for at understøtte disse Planer, og forebygge hans Agenteres mulige Undergang under disse vanskelige og indviklede forberedende Underhandlinger. Men Penge var ikke hans eneste, ikke hans vigtigste Vehikel til Understøttelse af sit dristige Værk. Langt mere stolede han paa en norsk Hædersmands Understøttelse, som i visse Henseender deelte politiske Anskuelser med Platen, og betragtede med ham den skandinaviske Halvøes Forening som Nordens Frelse til Beskyttelse mod Ruslands og Danmarks fordærvelige Planer, 82der sigtede til Intet mindre end det gamle Sveariges Opløsning og Sønderlemmelse. Platen vidste, at alt det Guld Sverige kunde reise her Intet vilde virke; han vidste, at forgyldte Rænker vilde bortskræmme den norske Hædersmand fra enhver venlig Underhandling, og han søgte her at bane Veien gjennem solidere, ædlere, paa Nordens heldige politiske Stilling grundede Midler. Der er saaledes ikke mindste Spor til, at det Guld, som tilbødes Adlersparre i hiint Brev, er bleven anvendt, og det lader til som disse svenske Herrer selv have overbeviist sig om Umuligheden af at bringe Værket ved Penge eller Bestikkelser til det tilsigtede Endemaal. Der findes vist nok i de Documenter, som ere givne Offentligheden til Priis, at nogle enkelte smaa Summer, nu og da nogle enkelte Tønder Korn, ophængtes som Lokkemad for Hungersnøden og Mangelen; men disse Midler svævede stedse i den lavere Sphære, og denne Fristelse hverken bødes eller modtoges af Mænd, der havde nogensomhelst betydningsfuld Stilling i Staten. Hiin norske Hædersmand blev derhos ved indtrufne Omstændigheder ledet til forandrede politiske Anskuelser, og til for Tiden at bortfjærne Tanken om den skandinaviske Halvøes Forening. Da Danmark forandrede sin Politik, aabnede et fredeligt Handelssamqvem med Fienden, og nærmede sig Sverige ved billige Fredstilbud, skede en saadan Forandring i Norges Stilling i det Hele, at der ingen Nødvendighed var forhaanden til de forenede Rigers Skilsmisse.Baron Platens Breve til Adlersparre i denne Anledning findes i Bilag 13.

Imidlertid vare ikke alle svenske Statsmænd lige overbeviste om Hensigtsmæssigheden af, for Øieblikket at paadrive Norges 83Forening med Sverige, som det vigtigste af alle Formaal. I denne Henseende findes et mørkværdigt Brev fra Wetterstedt til Adlersparre i den tit omtalte Bog,Handlingar o.s.v. 7de Deel Pag. 12. som viser hvilket dybt Blik hiin skarpsindige Statsmand kastede i Fremtiden, og med hvormegen Varsomhed og Maadehold han troede Ideen om den nordiske Halvøes Forening for Tiden burde behandles. Han ansaa Freden som et for Sverige nødvendigt og uundværligt Gode, og for Tilveiebringelsen deraf maatte alle andre Formaal, endog Foreningen med Norge, tilsidesættes. Thi han troede, at Sverige, i Tilfælde af at et saadant Skridt skulde medføre Krig med Frankrige og dets Allierede, ikke vilde være i Stand til at udholde denne Krig. Under saadanne Omstændigheder troede han, at Bestræbelserne for denne Sag burde udsættes til et fjærnere Tidspunkt, da Foreningen paa en roligere Vei kunde iværksættes. Han anede allerede da, at den Tid ikke mere var fjærn, da Rusland og England vilde slutte Fred, og forene sig i et Forbund for at fælde den store Keiser. Da aabnedes Udsigten for Sverige til at faae Finland tilbage. «Fra Seinens Bredder, siger han, kan den Tordenkile slynges tilbage til Nevas Strande, som nu har truffet den ædleste Formuur for Sveriges Selvstændighed, og da først kunne vi som frie Mænd med Tilfredshed stige i vore Grave, naar de nordre østersøiske Strande fra Ladoga til Nordsøen favne blot et eneste Folkeslag».Wettersteds Brev findes i Bilag 14 a, og i hans følgende Vreve, b–e findes Wettersteds videre Raisonnement om denne Forbindelse, og i Lagerbjælkes Brev til Adlersparre, som findes i 15de Bilag, sees hvorledes man i Sverige dømte om Norges Stemning med Hensyn til Foreningen og Danmarks Færd i Anledning deraf. Om Finlands Vigtighed for 84Sverige og Ønsket om at see det igjen løsrevet fra Ruslands Vold, var i Sverige kun een Mening. – Enhver svensk Mand sukkede dybt over denne Skilsmisse. Men ligesaa vist er det, at Forbindelsen mellem den nordiske Halvøes tvende Riger var paa den Tid i Alles Munde i Sverige, medens Tanken og endnu meer Ønsket om en saadan Forbindelse var fremmed for Nordmanden, ja den største Deel af det norske Folk var ubekjendt med vore Naboers Forhaabninger, hemmelige Planer og stiltiende Foranstaltninger. Forbindelsen med Sverige betragtedes med Nationalfordomme, der vare forstærkede ved den nyligen endte Krigs Lidelser og nærede ved det heldige Forsvar. Denne Tone var den herskende, og mod dens Styrke vovedes ingen aabenbar Kamp.

Flere Omstændigheder stødte imidlertid i Aarets Løb sammen, der bevægede Grev Wedel til at anstille alvorlige Undersøgelser om, hvad der under Fædrelandets nærværende Farer burde foretages til at forbedre dets Stilling. Den Fare, som truede Nordens Selvstændighed formedelst Sveriges Opløsning, var vist nok bortfjærnet formedelst Sveriges Fred med Rusland og det fredeligere Forhold mellem Danmark og Sverige; men andre mørke Puncter viste sig endnu med Hensyn til Norges politiske Stilling. Kongen af Danmark havde forlangt, at Prinds Christian August skulde rykke ind i Sverige, og da Prindsen havde anført de gyldigste Grunde mod en saadan Beslutning, og omsider erklæret dertil at mangle de fornødne Midler, kastede Kongen Mistanke paa Prindsens rene Hensigter og erklærede i skarpe Ord sin Fortrydelse, eller, som Greven udtrykte sig, sin Vrede over Regjerings-Commissionens Modstand. Kaas’s Ankomst til Norge, den Uforsigtighed hvormed han gik tilværks i sit Forhold til Prindsen, forstørret i 85sin Forplantning omkring i Landet, opvakte et almindeligt Misnøie, og maatte især krænke de Mænd, som nærede for Prindsen en uindskrænket Høiagtelse og Hengivenhed, og som dagligen havde Anledning til at lære at kjende hans ædle Charakteer og Færd, fri fra alle Hensyn til privat Interesse, og hans stadige Hensyn til den Konges og dets Lands Interesse, hvis Tjeneste han havde opofret sig. Norges Stilling var især i Sommeren 1809 formedelst Hungersnød, Næringsløshed, og tildeels Sygdomme høist beklagelsesværdig. Norges Indbyggere følte ikke alene Landets ulykkelige Stilling, men hist og her begyndte Tanken at ulme om Nødvendigheden af at opfordre den norske Regjering til at tage afgjørende Skridt til en Forbedring deri ved at nærme sig Fienden, om endog en saadan Tilnærmelse stred mod den danske Regjerings politiske Anskuelser. Kort, der herskede en almindelig Gjæring, der dog ingenlunde bar Oprørets Farve, og det maatte være passende at foretage Noget til Gemytternes Beroligelse. Samtidigen dermed henvendte Sveriges Konge sig directe til Greven, og søgte skriftligen at fremme Foreningsplanen, som laa dybt i de meest ansete svenske Mænds Gemytter. Greven havde nyligen under andre Omstændigheder betragtet denne Forening som en Frelse for Norden, og den Overbeviisning, som han dengang nærede om Foreningens Nødvendighed for at frelse Norden, saavelsom hans Hengivenhed og Høiagtelse for Prindsen maatte vel ogsaa nu henvende Tanken paa Foreningens Hensigtsmæssighed under en Fyrste, hvis Personlighed maatte begrunde dens Held. Greven vilde imidlertid ikke handle eensidigen efter sit eget Hoved, ikke ene stille sig i Spidsen for de Foranstaltninger, som han troede til Landets Bedste burde gjøres. Han henvendte sig til Nogle af sine Venner, hvis Indflydelse blandt 86Landsmænd han stolede paa, for med dem at aftale de Skridt, som skulde gjøres. Han valgte i denne Henseende Forfatteren og hans Broder, siden Statsraad Aall, til Sine Fortrolige, og tilskrev dem i denne Anledning ved en Expresse. Grevens Brev til forfatteren lød saalunde:

«Bedste Hr. Aall! Jeg kjender Dem som Fædrelandets sande Ven. Derfor er det jeg herved indstændigen anmoder Dem at ville, uden Opsigt, snarest muligt i følge med Deres Hr. Broder, N. Aall, indfinde Dem – om muligt endnu i denne Uge – paa Bærums Jernværk hos P. Anker, eller her i Christiania, for at overlægge hvad der i visse Tilfælde kunde være at gjøre til Fædrelandets Redning. Det seer aldeles desperat ud med Norge. Imidlertid maa Anarki og dermed følgende Ulykker hindres. Regjerings-Commissionens Forestillinger om Norges Stilling have Intet frugtet uden Vrede. Maaskee flere bekjendte Mænds Erklæring kunde virke mere. Jeg er beredt til Alt for Fædrelandet. Med den sandeste Høiagtelse er jeg
Deres oprigtige Ven
H. W. Jarlsberg.
Christiania i August 1809.

En saadan Opfordring maatte Forfatteren adlyde. Han forlod sit Huus paa en Dag, da en Familiebegivenhed var indtruffen, som meest fængslede Manden og Huusfaderen, og ilede til Porsgrund for at følge sin Broder til Christiania. I dette Møde yttrede Greven, at nogle alvorlige Skridt burde gjøres til Landets Frelse, men tilføiede derhos, at Omstændigheder netop i de seneste Dage vare indtrufne, som kunde berolige Nationes Ængstelser med Hensyn til Landets nærværende Stilling. Kongen af Danmark havde nemlig nu paa engang forandret sit politiske System, og viste en Tilbøielighed til et fredeligt 87Handelssamqvem midt under Krigen imellem Norge og England, som han hidtil med eensidig Haardnakkenhed havde afviist. Denne lille Raadsamling blev saaledes let enig om, at der for Tiden intet afgjørende skridt burde foretages. Ved denne Leilighed foreviste Greven os et Brev fra Carl den XIIIde til ham, der i fortrolige Udtryk berørte Foreningen mellem Sverige og Norge.Brevets Udtryk staaer ikke længere i Forfatterens Erindring. Forfatteren og hans Broder yttrede dertil, at Norges Hu i Almindelighed, saavidt deres Erfaring strakte sig, ikke stod til en Forening med Sverige, og at dette Middel var det sidste, som burde forsøges til Fædrelandets Redning. Deres Anskuelser maatte i denne Henseende være Forskjellige fra Grevens. De deelte en fra Forfædrene nedarvet Hengivenhed for den herskende Kongestamme, og følte sig utilbøielige til at deeltage i nogetsomhelst Skridt til at opløse den gamle Forbindelse, medens de nærede deres Landsmænds indgroede Fordom mod en nøiere Forbindelse med Sverige. Greven havde en renere Anskuelse, et klarere Overblik over de sande Forhold, et nøiere Bekjendtskab med den danske Stats Mangler og med Politikens forviklede Forhold, og kunde saaledes hæve sig et høiere og friere Standpunkt, endskjønt han nu ogsaa hyldede den Mening, at der for Tiden ikke længere var Anledning til at bevirke nogen Forandring i Landets politiske Stilling. Den svenske Konges skriftlige Addresse til Grev Wedel var saaledes uden mindste Virkning, og Greven besluttede i Overlæg med sine Venner i denne Anledning Intet at Foretage.

I Følge den Aabenhed, hvormed Greven behandlede Gjenstande af den Natur, blev Sagen imidlertid paa den Tid 88ingen Hemmelighed. Forfatteren var med Forfærdelse flere Gange Vidne til, at han paa en fri ja uforsigtig Maade udtrykte sig om den danske Konges politiske Færd, om Kongens Sendemand Kaas og denne Mands Forhold til Prindsen, og han skjulte ikke sin politiske Tro, saa ofte den i en mindre Kreds kom paa Bane, endskjønt han undlod at behandle Sagen i store Forsamlinger. Det var overhovedet ikke Grevens Sag i disse at føre Ordet; han behagede sig meer i en almindelig fri Underholdning, end i udelukkende at tilegne sig Foredraget. Kun naar en Skaal skulde ledsages med en Bordtale var Greven paa sin rette Plads. Han besad en særdeles Færdighed i at udtrykke sig med Lethed og Veltalenhed, endog naar Anledningen var uventet og han selv ikke forberedt. Som en Følge af disse Grevens frie Yttringer bares Rygter, sande og falske, om denne Forening imellem Prindsen og Grev Wedel til et formeentligen forbrydersk Maal for Danmarks Trone, og troedes tildeels af Frederik den VIte. Aaben i sin Færd, som denne meer retsindige end statskloge Konge var, dulgte han ikke sine Tanker om hvad der foregik i Norge for dem, som nærmede sig hans Person, og dersom han med Forsigtighed udtrykte sig om Prinds Christian August, maatte Wedels Frænder og Venner ofte høre Udladelser af den danske Konge, som vidnede om hvor meget han havde fravendt ham sin kongelige Gunst, uden at han dog offentligen derpaa gav ham noget Beviis.Forfatteren har ved denne Leilighed troet at burde gjøre sine Landsmænd bekjendt med hvad han veed om Grevens Skridt i Anledning af det omhandlede Brev fra Carl den XIIIde. Brevet har været offentligen omtalt, og er endog saavidt vides blevet indført i et eller andet svensk Skrift. Det maa saaledes ønskes fremsat i sin sande Sammenhæng. Nogle af Forfatterens Venner, som han har forelagt sit Arbeide før det kom under Pressen, have befrygtet, at denne aabne paa Sandhed grundede Fremstilling skulde kaste en Skygge paa Grevens Færd, da det kunde see ud som han spillede en Oprørers Rolle, medens han endnu var dansk Undersaat. Men Greven foretog endnu Intet, som kunde krænke den gamle Forbindelse; han anstillede alene Undersøgelse om de Skridt, hvilke hans Pligt som dansk Undersaat og som norsk Borger kunde gjøre tilraadelige, og han valgte at blive den gamle Forbindelse tro, saalænge det kunde bestaae med hans Begreber om hvad der tjente til Fædrelandets Tarv. Grevens Forhold ved denne Leilighed var i Alles Munde; det var noksom bekjendt, at han ikke var tilfreds med den danske Regjerings Fremgangsmaade, og at han i denne Henseende brugte stærke, ja daddelværdige Udtryk. Historien bør ikke undlade at give et sandt Begreb om en i hiin Fædrelandets skjebnesvangre Tid saa vigtige Mand. Dersom et saa vigtigt Led borttages af Begivenhedernes Kjæde, vil det aldrig meer i Fremtiden kunne udfyldes. Det er overhovedet ikke Forfatterens Sag eensidigen at fremstille Grev Wedels Færd. Hans Minde maa tildeles den Roes og Daddel, som hans Forhold giver Anledning til; thi det er ikke hans Lovtale Forfatteren har villet skrive, men Norges Historie saa upartisk, som hans Materialier give ham Anledning til. Forfatteren vilde troe sig berøvet Ret til at skildre denne Hædersmands Charakteer, dersom han ikke malede den i dens Skyggeside som i dens Lysside, og kan kun glæde sig ved, at han har langt flere lyse end mørke Farver at give sit Charakteerbillede.

89Da Kongen af Danmark imidlertid vist nok sporede, at Hensigten af Kaas’s Sendelse ikke var opnaaet, bestemte han sig til at sende sin egen Svoger, Prinds Frederik af Hessen, til Norge, troende derved at give Nordmændene et Beviis paa sin Agtelse og kongelige Omsorg. Denne Sendelse synes at have været en Streg i de svenske Planmageres Regning, og saasnart Afsendelsen var bleven den svenske Regjering bekjendt, lod den give Ordre til at opfange ham paa Veien; men han slap lykkeligen over fra den jydske Strand til Norge, ikke uden Fare 90for at blive opfanget af engelske Krydsere, fra hvilke han kun slap ved i stille Veir at roe ind imellem Skjærene. Prinds Frederiks Ankomst til Norge communiceredes den svenske Regjering af den danske, som det heder i Wettersteds Bemørkning, «med megen Affectation».See Bilag 14 d. Men Prinds Frederik var hverken skikket til at lede Cabaler, eller til at arbeide mod dem, og der var desuden strax efter hans Ankomst til Norge ikke Tale meer om Urolighed. Al Gjæring ophørte under en ny og for Norges Handel og Virksomhed høist fordeelagtig Udskibning og Fragtfart. Prinds Frederik af Hessen fik saaledes en let Rolle under sit Ophold i Norge, og endskjønt han ikke erholdt den Grad af Agtelse og Kjærlighed, som var bleven Prinds Christian August til Deel, saa var han dog særdeles yndet formedelst sit venlige Væsen, sin Tilgjængelighed for Alle, sin aabenbare Attraa efter at udrette det Gode, som stod i hans Magt, og efter at vinde Nationens Kjærlighed. Hans Ophold i Norge var saaledes uden alle Følger, og man fandt der ikke Spor af det Misnøie, som man i Sverige smigrede sig med vilde blive Følgen af hans Sendelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.