Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Niende Capitel

Det var under Forfatterens ovenfor anførte Ophold i Christiania, at Grosserer John Collet gav sit bekjendte Prindsegilde paa Ullevold, som begge Prindserne, Christian August og Frederik af Hessen, overværede. Præsident Kaas, som ogsaa var indbuden til dette Gilde, havde undskyldt sig formedelst Upasselighed, men efter den almindelige Mening vilde han ei 91støde paa Prinds Christian August. Denne Festlighed var en af de største, som er given i Christiania, og Byens meest anseete Mænd vare der tilstede. Alle Christianias Eqvipager vare den Dag i Bevægelse, og efterhaanden som de rullede igjennem Haven op til Gildegaarden bleve de modtagne med Fanfarer og blæsende Instrumenter. Efterat Gjæsterne vare blevne herligen beværtede ved Spisebordet, indførtes de i et Sideværelse, hvori paa engelsk Viis Viin og Desert blev serveret og Skaalernes Tid begyndte. Først proponeredes Kongen af Danmarks Skaal af Værten. Næsten Alle reiste sig; men Skaalen tømtes i Taushed og uden Enthusiasme.Forfatterens Sidemand, en af de meest anseete Mænd i Forsamlingen, trykkede ham tilbage i Stolen med den Paastand, at den Skaal ei burde drikkes. Men Forfatteren deelte ikke sin Sidemands Mening, og forsømte ikke med sædvanlig Ligegyldighed for Hyldinger af den Art at vise sin Konge sin Ærbødighed. Dette anføres kun som et Beviis paa den Stemning, der herskede i denne Forsamling, som var et Echo af de Misfornøielsens Toner, som hørtes fast overalt, i Anledning af Kaas’s Sendelse og Forhold mod Prindsen. Prinds Christian Augusts Skaal blev derefter tømt med den største Jubel og Enthusiasme, og der var ingen Ende paa Hurraraab og Glædesyttringer. Prinds Frederik, som nyligen var ankommen og mistænkt som Vogter paa Kongen af Danmarks Vegne over Christian Augusts Handlinger, maatte tækkes med en almindelig Hylding. Værten reiste sig dernæst og foreslog Præsident Kaas’s Skaal, i det han beklagede, at Selskabet formedelst Præsidentens Sygdom var berøvet hans Nærværelse. Neppe var Kaas’s Navn nævnet, før Prinds Christian August sprang op fra Bordet, lod som en Næseblødning var kommen over ham og ilede ud af Værelset. Værten, som ikke forstod denne 92Yttring af Prindsen, tog en Serviette og en Tallerken og fulgte Prindsen; men Næseblødningen var snart forbi, og Prindsen kom tilbage til sin Plads. Da denne lille Mellemscene var endt, og alle Gjæsterne vare atter komne til Sæde, fornyede Værten igjen Forslaget om at drikke Præsident Kaas’s Skaal med de Ord: «det var Præsidentens Skaal vi drak, Deres Durchlautighed». «Jeg haaber han befinder sig vel», svarede Prindsen ganske kort, uden at røre sit Glas, men vendte sig i det samme til sin Nabo, Prinds Frederik, og trykkede hans Haand med det venligste Ansigt, som om han vilde forsikkre ham, at hans eget spændte Forhold til Kaas ikke havde mindste Indflydelse paa hans Venskabsforhold til ham.

Efter Bordet kaldte Prinds Christian Forfatterens Broder, N. Aall, og ham selv til en Samtale i en afsides Deel af Forsamlingsværelset. For N. Aall yttrede han, hvorlunde han af den danske Regjering var mistænkt for hemmelige Planer mod dens Interesse, og i det han med Harme udlod sig om, hvor ubillig og ugrundet denne Mistanke var, paastod han i høitidelige Forsikkringer, at hans høieste Attraa var at tilveiebringe Fred i Norden, og at han aldeles ikke kunde nedlade sig til at foretage Noget, som var stridende mod det kjære Fosterlands Interesse. Til Forfatteren henvendte han sig med Anmodning om, at han vilde skriftligen tilkjendegive ham sine Tanker om Landets Tilstand, og om hvad dertil Fædrelandets Tarv kunde udrettes. Han ventede – saa var hans venlige Udtryk – veiledende Oplysning af en Mand, som han vidste var vel bekjendt med Landets Stilling. Forfatteren følte sig vist nok bedre skikket til paa denne Maade at underholde sig med den ophøiede Fyrste; thi endskjønt Prindsens simple og venlige Væsen stedse gav ham den 93fornødne Frimodighed og Selvbeherskelse i Samtale med ham, saa maatte han dog i det stille Kammer bedre kunne ordne sine Tanker om denne vigtige Gjenstand. Det lykkedes imidlertid Kaas, som ovenfor fortalt, at tilveiebringe en i det mindste tilsyneladende Udsoning med Prindsen, en Udsoning, der fra Kaas’s Side maatte være en diplomatiskdiplomatisk] rettet fra: diplomotisk (trykkfeil) Klogskab paa sit Hofs Vegne, efterat Prindsen var udnævnt til Sveriges Tronfølger. Overbeviisning om, at Rygtet havde overdrevet den formeentlige Fornærmelse, som Kaas havde tilføiet Prindsen, tilligemed Prindsens Godmodighed, banede Vei til Udsoning igjennem Prinds Frederiks Mægling.

Den Gjæring i Gemytterne, som foranledigedes ved den danske Sendemands ukloge Adfærd, varede imidlertid ikke længe, og udbrusede uden Fare for Norges daværende Statsforbindelse. Næringsveienes Lænker bleve just i disse Dage brudte, mangfoldige Sikkerhedsdocumenter vare komne i Trælastudskibernes Hænder, og ved Siden af disse lagdes andre Papirer, der sikkrede Norges Kornfart. I alle Norges Havne fandtes trælastladede Skibe, befragtede under fordelagtigere Vilkaar end som nogensinde i Fædrelandet havde været kjendte, og den løsgivne Virksomhed bragte Liv langs hele Norges Østkyst, og Munterhed iblandt alle dens Beboere. I de første Dage af September reiste sig en strygende Nordost, og Forfatterens Sjæl hævede sig i Taknemlighedsfølelser mod Forsynet ved at see den Skare af svulmende Seil, som strøge ud over Christianiafjorden, ladede med Rigdomme, der skulde bringe Træst under Landets Lidelser og Understøttelse for de forarmede Casser. Nordsøen saae efter 2de lange Aars Forløb vore stolte Skibe, der seilede omgivne af fiendtlige Krydsere, midt under fortsatte Krigsforhold med England, trygge under Beskyttelsen 94af en Stump Papir. I denne nyopvakte Virksomhed begroves alle Sorger, forstummede alle politiske Planer. Nationen havde opnaaet hvad den ønskede og tænkte ikke paa en ny Statsforbindelse, som endnu paa den Tid mødte en almindelig Modbydelighed i Norge. De svenske Planer til den skandinaviske Halvøes Forening maatte udsættes til Fremtiden, og den dansk-norske Statsmaskine indskjødes i sin gamle Bane, endskjønt den fremdeles stod paa en vaklende Fod og gjemte i sine indre Forhold mange Ødelæggelsens Elementer. Forfatteren vendte saaledes ogsaa tilbage til sit Hjem med den Hensigt at deeltage i det nye Handelsliv, uden at nære den mindste Tanke eller det fjærneste Ønske om nogen nærmere Forening imellem den skandinaviske Halvøe. Kun en friere Kornhandel og en lettere Gang i den indvortes Virksomhed ansaa han fornødent. Hans første Arbeide efter Hjemkomsten var at opfylde Prindsens Opfordring, og give ham sine Tanker tilkjende om Landets Stilling, hvilket han gjorde i et Brev af følgende Indhold – hvorhos Læseren venligst bedes at bemærket, at Brevet var skrevet den 21de September 1809 i et Tidspunkt, da stor Mangel og Elendighed herskede endnu i Landet, og det var altsaa naturligt, at deraf endnu i Brevet fandtes Gjenklang:Saavel Brevet som Prindsens Svar indføres heelt, fordi det første indeholder en Skildring om Landets Tilstand og de friere Anskuelser, som begyndte at røre sig i Norge, og det sidste indeholder et Beviis paa Prindsens Tænkemaade og paa den liberale Maade, hvorpaa han tillod Mænd udenfor al offentlig Stilling at nærme sig ham paa det frieste. Efter en Vens Anmodning udlaante Forfatteren Prindsens Brev til den danske Historiograph Geheimeraad Malling, som overgav det til Geheime-Arkivet i Kjøbenhavn. Derfra har Forfatteren faaet et verificeret Copie af Brevet, uden at han har kunnet faae dette ham dyrebare Document i Originalen tilbage. Brevene ere ordlydende aftrykte.

«Sildigere end jeg burde følger jeg Deres Durchlautigheds Opfordring, men et Familieuheld, hvorved et af dens ædleste 95Medlemmer berøvedes den, afbrød for et Øieblik min spændte Opmærksomhed paa Fædrelandets Stilling. Tillad mig, værdigste Prinds, at fremsætte mine Tanker frimodigen og i Forglemmelse af gjensidige Forhold. Da Deres Durchlautighed opfordrede mig til skriftligen at meddele Dem mine Tanker om hvad der tjener til Fædrelandets Tarv, gav De mig et Beviis paa Agtelse, som undskylder den Frimodighed, jeg tillader mig.»

«Det er overflødigt at beskrive for D. D. den ynkelige Forfatning, hvori Landet for nærværende Tid befinder sig; men tillad mig den Yttring, at den ei findes sørgeligst der, hvor Klagen er høiest. Den tause Jammer i den fattige Almues Hytte er uendeligen større end den larmende, som høres blandt de høiere Stænder. Vant til Lidelser og til dyriske Fødemidler bærer den norske Almue sin Elendighed med en mageløs Taalmodighed. Denne er saa meget meer at beundre, som den ingenlunde flyder af Dumhed, Uvidenhed, eller af en indolent Charakteer, men af en indvortes Følelse om Nødvendigheden af at bøie sig under Skjebnens nok saa sønderknusende Bestemmelse. Hvo beskriver den fattige Huusmands og Strandsidders Elendighed, som, omringet af en stor Familie, bunden til en streng Fæsteseddels haarde Forskrift, maa blande sit Brød med Ukrud og vilde Urter, og kjender ikke det ringeste til nogen af de Væderqvægelser, der flyde strømmeviis i de Formuendes Forsamlinger, og der for dem ere daglige Nydelser? Jeg kan ikke begribe, hvorledes disse Ulykkelige skulle kunne fortsætte deres kummerlige Tilværelse, naar ikke Brødet rækkes dem for 96billigere Priser end de nu gjældende. Denne Nød er efter min Formening den største i Landet, og dens Rædsomhed stiger formedelst en mislig Høst og de mørke Udsigter til at skaffe Korn fra Danmark. Hvad der almindeligen ansees for en Indgang til Landets Frelse har, efter min Formening, fra Begyndelsen af ikke den forønskte Virkning. Før Øieblikket opnaaes ikke derved det forhaabede Øiemed. De samme formuende Mænd, som afvigte Aar anvendte deres disponible Formue til Landets Providering, have i Aar langt andre Hensigter. Beqvemme Kornskibe seile vester ud, fjærnt fra de Markeder, hvorfra Korn hentes. De udtømme Landets Provisioner og borttage den Rest af Mandskab, der endnu efter saa mange Renselser maatte være tilbage. Saaledes findes visseligen ikke saa mange Kornskibe paa vore Kyster i Aar som forrige Høst, og Landets Trang er der almindeligen.

Under disse Omstændigheder og sørgelige Udsigter er Nationens Krav paa Regjeringens kraftfulde Medvirkning til Landets Frelse vist retfærdig og billig. Det er vist ikke klogt at drive Borgeren saa vidt, at han mindes om sine Rettigheder som Menneske; og Hungersnød bereder Opløsning af alle borgerlige Forbindelser. Men den Hjælp, som skal komme, maa komme snart og maa kunne benyttes uden Kunstgreb og Vanskeligheder. Aaret bøier sig mod Vinteren, og der levnes neppe mere Tid end der behøves for at gaae directe til Danmark for at hente Korn. Det varer længe inden saadanne Handelsmænd, som ikke have været vante at bane sig Veien til Handel gjennem Krogveie, kunne finde Vei i den Labyrint, som nu omstunder leder til Handelssamqvem. Den Hjælp, som loves os gjennem neutrale Magters Skibe, er usikker, kostbar og opfylder ikke den overhængende Nødvendigheds og Elendigheds Bud.

97«Den danske Regjerings forandrede og formildede Fremfærd mod vore Fiender, som umolesterede svømme paa Havet, har endnu ikke frembragt nogen Forandring i disses aarvaagne Paapassenhed paa den mindste Baad, som henter Kornvarer fra Danmark. Dagligen forfærdes vi endnu ved Efterretningen om voldsomme Angreb paa Landsmænds Skibe og Ladninger. Har den danske Regjerings ydmygelse Intet frugtet, eller have vore Fiender andre Planer, hvis Udførelse tilskynder dem til denne systematiske Grusomhed? Efter min individuelle Overbeviisning er der altsaa ingen anden Redning tilbage for det ulykkelige, udhungrede og udplyndrede Norge end en directe Tilladelse fra vore Fiender til at maatte hente Korn fra Danmark uden Molest af fiendtlige Krydsere. Men i det jeg indseer Nødvendigheden heraf, forbinder jeg dermed det inderlige Ønske, at dette kunde bevirkes uden voldsomme Midler. Saa meget jeg end føler, at den norske Nation har mange grundede Klagemaal at nedlægge for den danske Trone, saa troer jeg dog at skylde Sandheden den Tilstaaelse, at Norge i det henrundne Seculum fandt sig lykkeligt under det danske Scepter. Bonde og Almuesmand udgjør den største Sum af Landets Mandtal, og hvo nægter at disse have været i Besiddelse af en Frihed, og nydt en Lyksalighed, som er sjelden i Europa? Hvo var vel friere og mindre beskattet end den norske Bonde, og udspringer ikke hver den Viderværdighed, hvormed han kjæmper, enten fra ham selv eller fra Skjebnens ubøielige Bestemmelse? Af den Aarsag hersker der en rolig Vedhængenhed ved den danske Regjering i Bondens Sjæl, og blandt Almue og Bonde skulle ikke let findes Misfornøiede. Det forekommer mig voveligt at ombytte en Forfatning som vor med nogen anden, som vi ikke kjende. Jeg kan ikke gjøre mig Begreb om en Forening 98med et Land, uden tillige at tænke mig, at Landets Forfatning tidligen eller sildigen blev liig det mægtigere Riges, hvormed det forenedes. Det kan ikke tænkes at Broderlandet længe vilde være Vidne til den større Lyksalighed, frembragt ved Fritagelse fra mange Byrder og borgerlige Indskrænkninger, uden at kræve Byrdernes lige Fordeling og forholdsmæssig Medvirkning til fælles Bedste. Snart vilde den norske frie Bonde blive til en Træl, og Oplysningen fordunkles ved Frihedens Tab. Kun Magten kan i vore Dage borge for Statsforfatningens Urokkelighed. Undertvingelse er Svaghedens Lod. De meest glimrende Løvter ere mestendeels skuffende Overtalelsesmidler, og glemmes saa saare Hensigten er opnaaet. Jeg kan derfor ikke troe, at Foreningen med Sverige er Grundstenen til Norges Lyksalighed. Sverige har i det sidste Seculum ikke kunnet rose sig af en lykkeligere indvortes Forfatning end Norge.

«Men endskjønt jeg efter min individuelle Følelse ikke anseer en Statsforandring ønskelig, saa maa jeg dog af Hjertet ønske, at den danske Regjering villigere end hidtil vilde høre paa de Klager, som vi Nordmænd have at fremføre. Indskrænkningerne i Handelen ere mangfoldige, Industriens Grændser paa mange Maader beskaarne. Oplysningens Veie tilspærrede. Ingen Bank, ingen fri Handel, intet Akademie, faa af Landets Mænd satte til de vigtigste Embeder. De fleste Ansøgninger komme seent frem, og Resultatet deraf overlades ofte Mænds Afgjørelse, der lidet kjende til Landets Stilling. Det hænder stundom at Ansøgninger, fremkomme fra Landets værdige og formuende Borgere, henlægges i saa lange Tider, at de meest velgjørende Planer derved ei komme til Udførelse.

«Men hvorfor skulde det være Landets fornuftige og retsindige Borgere formeent, i Sandhedens, Frimodighedens og 99Beskedenhedens Indklædning at forestille den danske Regjering de Ufuldkommenheder ved Statsforfatningen, som her i Landet forsinke den borgerlige Velstand, Oplysningen og den borgerlige Lyksalighed? Dersom Rigernes Konge vilde, i Følge Statsforfatningen, ansee deslige ydmyge Forestillinger som Oprørets tændte Fakkel, saa maatte retsindige Nordmænd i Sandhed beklage, at det var en enkelt Mand voldgivet at behandle denne agtværdige Nation som en Flok af Dyr,Det har været Forfatteren vanskeligt her at afskrive ordret; men deels skyldes dette den historiske Troværdighed, deels forklares disse stærke Udtryk af hans Sindsstemning under Fædrelandets Stilling og Lidelser paa den Tid. og som et mekanisk Instrument, ene skabt til at lyde Regentens vilkaarlige Bud. Til denne slaviske Tænkemaade er Nationen allermindst disponeret i et Øieblik, da den staaer ene og forladt paa Krigens Skueplads, og dens vigtigste Omsorg gaaer ud paa Tilveiebringelse af deslige Fornødenheder, hvis Udeblivelse vilde opløse alle borgerlige Forbindelser. Den Frihed, hvormed Nationen har været vant til at yttre sin Mening, er en velgjørende Følge af den Mildhed, hvormed den er bleven regjeret, og skulde den nærværende Regjering ville, eller kunne bruge en strengere Fremgangsmaade?

«Saaledes troer jeg, værdigste Prinds, at en Fred eller en Forening med vor Fiende, som tilveiebragte en Adgang til uden Forfølgelse at hente Kornvarer fra Danmark, er et absolut nødvendigt Skridt til Landets Frelse, og jeg er overbeviist om, at Benægtelsen af de forberedende øiebliklige Foranstaltninger dertil vil lede til Optrin, hvortil den største Deel af Nationen ikke er disponeret. Danmark, som maaskee med Rette i tvende Aar afviiste haanligen alle Forsøg til Samqvem med 100Fienden til Industriens Opretholdelse, har i den senere Tid beqvemmet sig til en Ydmygelse, som ikke er conseqvent, naar ikke Øiemedet er at redde Landet fra Hungersnød. Kan det ydmyges mere ved at foreslaae en Overeenskomst, uden hvilken Norge vil opofres? Give Gud at de ædle Mænd, som lede Statsstyrelsen i denne Tid her i Landet, vare saa overbeviste om Nødvendigheden af en saadan Overeenskomst, at den sluttedes endog uden udtrykkelig Hjemmel fra den danske Regjering. Tiden forsvinder, Landets Trang er overhængende og maa afhjælpes, førend Vinteren lukker Havet for Skibsfarten. Dersom Korn saaledes tilveiebragtes i Landet til de Ulykkeliges Mættelse, som i den senere Tid have deelt Føden med de Umælende, saa vilde Rolighed tilvisse tilveiebringes, og den nuværende Gjæring forvandles til en mumlende men uvirksom Misfornøielse, liig den, der saa ofte høres i de mere Formuendes Forsamlinger.

«Naar saaledes den første Nød var afhjulpen, saa burde efter min Formening den bedre Deel af Landets Borgere træde sammen, undersøge Landets nærværende Forfatning og Midlerne til at fremme dets borgerlige Lyksalighed, og opsætte en Forestilling, hvori Landets Tarv uden Sky men med sømmelig Beskedenhed blev forelagt Regjeringen. At nægte os denne Tilladelse var at berøve os vor Frihed som Mennesker, hvilken vi ikke fraskreve os i det Øieblik vi gjorde os til Borgere i Landet.

«Jeg har saaledes vovet frimodigen at forelægge D. D. min individuelle Mening om Tingenes nærværende Stilling, og tilføier blot, at ogsaa denne Egn af Landet deler Nationens Høiagtelse for Dem. Denne Følelse lade vi os ikke paa nogen Maade berøve. Vi ansee Dem for Landets Velgjører, og vi vente fremdeles Landets Frelse af Dem. Vi frygte ikke for, at De overlader et Folk, der elsker Dem saa inderligen, der 101agter Dem saa høit, i Farens Stund til dets egen Skjebne. Modtag ogsaa denne Forsikkring, værdigste Prinds! fra en Mand, der ikke gjælder meget i Staten, men som i Hengivenhed og Høiagtelse for Deres Durchlautighed ikke viger for Nogen».

Prindsen besvarede egenhændigen dette Brev under 4de October saaledes:

«Med sand Taknemmelighed erkjender jeg Modtagelsen af Deres sidste Skrivelse og det mig i samme givne hædrende Beviis paa Venskab og Tiltro. Freden med Sverige synes at være meget nær. En Vaabenstilstand er her bleven foreslaaet og afsluttet paa 4 Ugers Opsigelse, og svenske Skibe blevne forsynede med Licencer, at bringe svenske og norske Producter til Danmark mod at indføre Fornødenhedsvarer til Norge. Freden mellem Rusland og Sverige skal være proclameret. En Betingelse er, at de svenske Havne sluttes for de engelske armerede Skibe. Saaledes have vi det sikkre Haab, at disse maa forlade vore Egne længere hen paa Aaret. Engelske Licencer for danske Skibe med Korn til Norge, mod at disse anløbe Leith, ere at erholde i Gothenborg. Muligens kan, naar den attraaede Betaling erholdes, den sidste Condition undgaaes. I al Fald ville de kunne benyttes til at anvende større Skibe til Kornfarten. Providerings-Commissionen er beordret til at sætte alle mindre forhen til Kornfarten benyttede Skibe og deres Besætning i Reqvisition til bemeldte Øiemed, i Fald de ei dertil skulle benyttes. Kongen er bleven ansøgt indtil Freden at meddele Regjerings-Commissionen Tilladelse til at udstede Leidebreve og paa de sædvanlige Vilkaar for svenske Skibe paa danske Havne. Samtlige Matroser, som komme tilbage fra Fangenskab, eller Koffardi- eller Kaperfarten, eller permitterede fra den kongelige Tjeneste, deres Ophold og Tjenstdygtighed bliver 102nøiagtigen antegnet hos Enroulleringschefen – til hvilken de Handlende anvises. Saaledes haaber jeg paa, at vi have sikkert Haab til at see den første Nød afhjulpen i de næste 2de Maaneder.

«Er denne afhjulpen da kan det vist ikke formenes nogen Undersaat, endog i Forening, at gjøre Forestilling om flere af Dem ommeldte for Landet saa vigtige Gjenstande. Derimod kan ved Indbydelse foranstaltede Forsamlinger muligens have end skadeligere Følger, da det muligen ei vilde feile paa Sværmere og lidenskabelige Mennesker i samme, som vanskeligen vilde blive at dirigere, og det sande Maal eller Øiemed – som meer end sandsynlig forfeiles. De tilgiver, at jeg alt for ufuldkomment, stolende paa Deres Overbærelse, frembringer min Overbeviisning om den eneste af de i Deres Skrivelse berørte Gjenstande, hvorom vi divergere.

«Hvorledes min Stilling bliver efter Freden er i dettedette] rettet fra: dettte (trykkfeil) Øieblik meer uvist end for flere Uger. Forlader jeg Norge til den Tid, da haver jeg kun een Træst, nemlig min Overbeviisning i min nye Stilling muligens end meer at kunne bidrage til at sikkre mit Fædreland for Underkuelse. Jeg forlader det med det sikkre Haab, at ingen retskaffen Mand, som jeg er kjendt af, vil bedømme mig urigtig – med et Hjerte som altid med varm Følelse vil erkjende hvad han skylder Norge. Behold mig i Deres venskabelige Erindring og vær forsikkret om, at Ingen sætter høiere Priis derpaa end

Deres oprigtig hengivne
Christian Prinds til S.-Holsteen.»
4de October 1809.

Dette Brev indeholdt saa mange beroligende Punkter med Hensyn til Fædrelandets nærværende Stilling, og Udsigter til 103Fremtiden, at den før omtalte Forening paa Vestlandet for at bevæge Regjeringen til en fredeligere Nærmelse til England havde tabt sit Øiemed. De i Brevet berørte Forhaabningspunkter gik efterhaanden i Opfyldelse; blidere Dage oprandt for Norge, og ingen Nordmand tænkte mere paa at skille sig fra den gamle Frænde.

Imidlertid vare de Fordele, som denne aabnede Forbindelse med England aabenbarligen gav Norge, nær blevne tilintetgjorte strax i Licencefartens Begyndelse, formedelst danske Statsmænds snævre og eensidige Anskuelser om Englands og Norges Handelsforhold til hinanden, og deres Mistanke til de underfundige Planer, som Fienden og de Svenske skulde bygge paa denne nye Virksomhed. Disse Statsmænd stode fremdeles i den Formening, at den aabnede Trælasthandel var vigtigere for England end for Norge, at England kunde mindre undvære at kjøbe end Norge at sælge, og at den hele Licencefart var kun et underfundigt Spil for at afhjælpe Englands Trang til Trævarer, og igjennem den Kornfart, som dermed sattes i Forbindelse, at forsyne Sverige med Korn, i det svenske Skibe dertil skulde benyttes. Dette yttrede Præsident Kaas tydeligen i et Brev til en Nordmand, Kjøbmand Christopher Faye i Drammen, som paa den Tid opholdt sig i Gothenborg, var vel bekjendt med Forholdene, og formedelst sit fædrelandske Sind vel betroet. Brevet viser tydeligen, baade hvilken Indflydelse Kaas tiltroede sig, idet han kaldte sig Landets Styrer, og hvilke Begreber endog danske Statsmænd gjorde sig om Norges Forhold til England, som, formedelst en foregaaende Embedsstilling i Norge selv og mangesidigt Bekjendtskab med Landts indre Forhold, maatte forudsættes at kjende Tingenes sande Stilling.

104«Det er ikke nok, siger han i dette Brev, at Kongen af Danmark har til sand Lettelse for den engelske Handel og Skibsfart paa Østersøen indstillet alt Kaperi, men han har og tilladt Export af alle norske Producter til venskabelige og neutrale Havne, samt hævet de strenge Forholdsregler, som Krigen med England medførte.Caperiet i de danske Vande og Orlogskaperiet i Nordsøen ophørte dog ingenlunde. Det sidste gjorde endog i de paafølgende Aar sine bedste Priser. Kaas udtaler her en klog Forholdsregel, som ikke blev fulgt; men som, naar den var bleven fulgt, maaskee havde hindret Rigernes Skilsmisse. Følgen deraf bliver, at England uden Vanskelighed erholder alle de Fornødenheder, som før Krigen hentedes fra Norge. Saaledes favoriseres virkelig Handelen med England paa alle Maader, som kan bestaae med vort Lands Stilling til Samme og til sine Allierede. Men skulde dette ikke have nogen anden Følge end den at favorisere England, skulde dette Land eller dets Regjering derved ligefuldt vedblive sit grusomme, umenneskelige System, at ville tilintetgjøre en heel Nation, som aldrig fornærmede det, ved Hungersnød, saa nødes jeg til med den samme Iver, hvormed jeg arbeidede paa at bringe vor Konge til det nærværende moderate Forhold mod sine Fiender, at arbeide paa at see det forandret derhen, at ikke alene al Export forbydes, men at der tillige lægges Embargo paa alle Skibe over 10 Commercelæster – og da forsikkrer jeg, at ikke nogen Planke skal komme til England, saa længe jeg har Bestyrelsen af dette Land.» Han yttrer derhos, at denne Handel med England efter hans Mening maatte være af Vigtighed for Sverige. – Det er vist nok vanskeligt at indsee hvilke Fordele Sverige, Norges Rival med Hensyn til Exporter, skulde have af Norges Trælastudskibning til England, og 105denne nye Handelsforbindelse mellem Norge og England, forenet med en fri Kornfart paa Danmark, indlededes paa en langt simplere Maade uden diplomatisk Indblandelse, og uden Sveriges Mellemkomst. Disse Licencer bleve Handelsvarer, som uden Vanskelighed vare at erholde. De kjøbtes i London af norske Agenter og solgtes igjen med Fordeel her i Landet, og oversvømmede Norge i stor Mængde. Den engelske Regjering gav hellere end gjerne sit Samtykke til et Handelssamqvem, som udvidede det engelske Afsætningsmarked, forsynede England med Fornødenhedsartikler, skabte en Fredstilstand midt i Krigen, og neutraliserede Virkningen af Napoleons fiendtlige Forholdsregler mod Storbritanien. Paa den anden Side var Danmarks forandrede Krigssystem uden Indflydelse paa Englands krigerske Færd. De engelske Krigsoperationer rettede sig efter de danske, og de engelske Orlogsfartøier forlode ei de nordiske Vande, saalænge der fandtes danske Krydsere. Disse vedbleve bestandigen at molestere den engelske Coffardifart paa Østersøen, og England sendte Skibe fra Nordsøen og Kattegat for at forsvare den, og gjengjælde fiendtlige Foranstaltninger. Kosfardiskibenes Vimpler blandede sig, beskyttede af Sikkerhedsdocumenter, fredeligen mellem hverandre, medens den blodige Feide fortsattes paa Orlogsvei. Iøvrigt strakte ikke Kaas’s Indflydelse, hvor stor den endog var ved det danske Hof, til at forandre disse Forhold. Den nye Virksomhed var en nødvendig Lindring i langvarige Lidelser, en stiltiende Bønhørelse af en trængende Ansøgning, som nyligen var lagt for Rigernes Konge; den kunde ikke meer afbrydes uden at fremkalde voldsomme Scener, der allerede da havde ledet til Rigernes Skilsmisse, og samlet Foreningens gjørende Elementer. Kaas’s Navn nævnedes nu ikke i Norge med den Agtelse og Kjærlighed som 106tilforn. Han havde krænket Nationen i dens elskede Christian August, og Rygterne forstørrede formodentligen det Urigtige i denne hans Adfærd. Dersom han ikke havde valgt en forsigtigere Fremgangsmaade og i rette Tid var bleven kaldt tilbage, eller hvis det danske Hof havde afviist det engelske Hofs fredeligere Nærmelse paa Handelsvei, kunde det let være skeet, som han var sendt til Norge for at forhindre.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.