Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

av Jacob Aall

Tillæg og Rettelser

661Tillæg til 8de Capitel, Pag. 90.

Under 22de Novbr. 1809 blev Prinds Fridrich af Hessen tillagt kongelig Befaling at tiltræde den interimistiske Regjerings-Commission for Norge, og der at tage Sæde umiddelbart efter hans Durchlauchtighed, Statholder og Feltmarskalk Prinds Christian August til Schleswig-Holstein-Sønderburg-Augustenburg, Ridder af Elefanten og Stor-Commandeur af Dannebrogen.

Ved Rescript af 26de Septbr. 1810 ophævedes Regjerings-Commissionen. Rescriptet lød saaledes:

«Da Kongen har besluttet, at den for Riget Norge ved Rescript af 24de August 1807 anordnede interimistiske Regjerings-Commission skal ophøre med November Maaneds Udgang indeværende Aar, til hvilken Tid den har at afslutte sine Forretninger og Regnskaber, hvorimod de Forretninger, som nu besørges af Regjeringscommissionen, skulle fra 1ste December næstkommende overtages og besørges af Vicestatholderen, hvilken og de Regjeringscommissionen nu underlagte Contoirer fra 1ste Decbr. af underlægges:»

«Saa befales herved, at Prindsen i Overensstemmelse hermed overtager sig de meerbemeldte Regjeringscommisjion paalagte Forretninger fra 1ste Decbr. d. A. af, hvorved han haver at forholde sig efter den ham under 10de Januar d. A. 662allernaadigst meddeelte Instruction, samt alle Regjeringscommissionen af Kongen tillagte Befalinger.»

*

Som et Tillæg til 19de Capitel meddeles et Brev til daværende Overlærer, senere Statssecretair, Platou fra Statsraad Treschow af 7de October 1811, som Forfatteren troer maa have Interesse for Læseren, som et Beviis paa, hvorledes de meest ansete Mænd paa den Tid tænkte om den danske Regjerings Forhold til Universitetssagen:

«– – – Da jeg skrev det sidste til Kammerherre Anker, stod jeg endnu i den trøstelige Tanke, som en Time efter Brevets Afsendelse ved Løsningen af det Kongl. Rescript forsvandt, at ikke den herværende Direction, men Selskabet for Norges Vel eller en Committee af samme, vilde faae det nye Universitets Oprettelse at besørge. Men endskjønt jeg endnu troer, at Alt, hvad der til Sagens sande Fremme skal udrettes, maa komme fra denne Kant, saa seer jeg dog med Bedrøvelse hvor megen Kamp det med hiin Direction eller egentlig med en vis Mand alene og hans tro Tjener vil have at bestaae, hvor mange Vidtløftigheder og hvor megen Opsættelse dette vil forvolde. Hertil kommer maaskee endnu deels en vis Mismodighed hos Selskabets fornemste Medlemmer, foraarsaget ved Krænkelse og en paafaldende Tilsidesættelse, deels forskjellige Principier i Henseende til Tendentsen af et Universitet, da Nogle uden Tvivl fornemmelig see paa dets Nytte for sand Cultur eller Videnskabelighed og Moralitet, den største Deel derimod kun paa dets Virkninger for Handel, Industri, Agerdyrkning og overhovedet indvortes eller borgerlig Velstand. Med de Sidste ville Indretningens Fiender tilsyneladende forene sig, og idet de 663lade som det især er dem om de saakaldte nyttige Vibenskabers Befordring at gjøre, ville baade de høiere blive forsømte og hine vantrives, fordi de ere plantede paa tørre Steder, og deres Blomster i Røg og Damp eller andre usunde Dunster vil henvisne. Under saadanne Omstændigheder maa Selskabets Valgsprog være: tu ne cede malis, sed contra audentior ito, og de ædleste Mænd deri med fordoblet Iver kæmpe saavel mod Kabaler som endnu stærkere mod den Tænkemaade, der, under Paaskud af at sørge for det almindelige Bedste, søger at gjøre Videnskab og Dyden selv til Egennyttens Tjenere. Thi desværre ere alle Efterretninger fra Norge derom enige, at med en Slags stigende Velstand udbreder sig tillige en almindelig Handelsaand, Luxus og Sædefordærvelse, der aldeles maa fortære den Aandskraft, hvorved det norske Folk endnu udmærker sig. Vi see et Exempel derpaa i det svenske, som, uagtet af samme Stamme og under samme Klima, kun derfor i denne Henseende staaer tilbage, fordi den liberale Stemning ved en misforstaaet Kultur eller Politur i en lang Række af Aar er bleven undertrykt og har taget en modsat Retning. At arbeide mod denne Fordærvelse, maatte saaledes være Universitetets Hovedformaal, at ethvert andet blev dette underordnet. Jeg vil derved ikke sige, at de saakaldte nyttige Videnskaber der, ligesom ved det kjøbenhavnske, paa en fast skandaløs Maade skulde tilsidesættes, hvor Juristeriet fast er instar omnium, hvor der hidtil ei er tænkt paa en Lærestol for Kameralvidenskaber overhovedet, end sige for nogen af de besynderlige Dele, der kan indbefattes under dette vidtløftige Fag. Tvertimod viser bemeldte Person derved tydelig, hvor lidet det kan være hans Alvor med de Forslag, han har gjort til saadanne Indretninger i Norge, naar han aldrig har tænkt paa her at indføre noget 664Saadant, hvor ofte det end er bleven ham sagt; imedens han unyttig har spildt Tiden med Smaating og Chicaner, som hans indskrænkede og til Intriger dannede Hoved alene gjør ham skikket til. Men jeg vil, at disse nyttige Videnskaber kun skal drives som Midler til et høiere Maal, at alle Lærere derfor maa være besjelede af samme Aand, og at ved deres Ansættelse ei den blotte Duelighed men Charakteren komme i Betragtning, kort sagt, at de for største Delen ere saadanne Mænd, som Sverdrup, Rathke og nogle Andre, som jeg her ikke vil nævne. Dette maa være Maalet for det norske Velfærdsselskabs og især dets Directions Bestræbelser. Da det omfatter alle nationale Gjenstande, og uden Tvivl betragter samme fra den høiere philosophiske Standpunkt, uden hvilket Eenhed og Harmoni i dets Handlinger vilde være umulig; saa er intet andet Collegium saa vel skikket til noget Hovedanliggendes Bestyrelse, og det tør derfor og kan ved Klogskab bemægtige sig samme; thi paa anden Maade bliver der intet af Udførelsen, og Hans Majestæts Villie bliver ved Nølen og Kabaler saa længe eluderet, indtil Omstændigheder indløbe, som enten gjøre Sagen umulig eller bringe den i Forglemmelse. Thi var det vel kommen saa nær dermed, hvis Grev Wedel ved sit sidste Ophold i Kjøbenhavn ei havde drevet den igjennem? og kan vel et eneste Vindstød alene saa langt ude paa Søen bringe Skibet lige til Havnen, især naar de, der skal regjere det, baade ere uduelige og uvillige? Nei, ophører Selskabet at være virksomt som hidindtil, kjøles Nationens Iver for denne Sag; saa vær forvisset om, at Glæden over hvad der alt er skeet er utidig, og at lidet eller intet mere vil skee. Skjønt Selskabet for Norges Vel ligesaa lidet som Folkets Ønske i det Kongelige Rescript er nævnt, saa har dette dog gjennem Statholderskabet aabnet Selskabet en 665middelbar Vei til Virksomhed, som det ikke bør forsømme; og, saafremt det Axiom er rigtigt, at lige Aarsager frembringe lige Virkninger, maa dets fortsatte Bestræbelser ogsaa blive ligesaa heldige som de begyndte. Foruden hvad jeg i mit Brev til Khrr. Anker om Stedet bemærkede, maa jeg endnu tilføie, at skal et Universitet i Norge bidrage noget til Nationalaandens Stemning og Forædling, saa maa det nødvendig anlægges ligesom i en Brændpunkt, fra hvilken baade Ondt og Godt til alle Sider pleier at udbrede sig, d. e. i en Hovedstad. I Norge gives der til Lykke ingen saa stor, at et Selskab af nogle og tyve Professorer med flere lærde og oplyste Mænd, som der kan dannes eller være samlede, skulde kunne tabe sig blandt Mængden og af nogen anden Stand eller andet Selskab blive overvældet. Naar derfor den rette Aand og Tone blandt disse Mænd fra Begyndelsen af kommer til at herske, vil den paa den hele Stad efterhaanden faae en afgjort Indflydelse og stedse gaae videre; da derimod Hovedstaden og det hele Land kun lidet vil bekymre sig om, hvorledes Pedanterne i Kongsbergs Røgstuer eller en anden Afkrog tænke, og snarere drive Spot dermed end i nogen Maade rette sig derefter. Jeg vil her ei undersøge den vidtløftige Materie, hvad Fortrin smaa Steder have fremfor store i Henseende til de Studerendes Sæder. Raahed, Renomisteri udmærker dem altid i de første; hvad de derimod vinde er mig ubekjendt. Men i de sidste er dog Politur i det mindste et Slags Gevinst, der ei tillader lærde Mænd ved Pedanteri at gjøre sig latterlige og derved at spilde Frugterne af deres indvortes og sande Værd enten for sig selv eller Andre. Hvad Adspredelser angaaer, saa veed jeg ikke, om de, som finere Selskaber, Klubber og Omgang med mange Slags Mennesker kan foraarsage, ere skadeligere end de, 666som af deres indbyrdes Cirkler, Drikke- eller Spillelaug eller Lysttoure kan reise sig, der ved et Universitet ere vanskelige at afværge. De seer nok, at jeg har Øie paa Christiania. Man kan derimod indvende, at baade Stedet selv er dyrt, og at Bygninger her vilde blive kostbarere end paa andre Steder. Hvad det første angaaer, saa er denne Dyrhed ganske vist unaturlig og grundet paa et slet Politi, da Christiania har en Omegn og et Opland, hvortil neppe nogen anden By har Mage, saa at jeg er vis om, at derpaa kunde raades Bod. I Henseende til det andet, da troer jeg neppe det der vil blive saa kostbart at bygge, naar man betænker, at Universitetsbygninger dog paa ethvert Sted bør opføres af Muur, ei af Tømmer, og at det første paa de Steder, hvor alle Huse ere af Træ, formodentlig vil blive endnu kostbarere. Desuden behøve de ei at anlægges midt i Byen, hvor Tomterne ere dyre, men bedst mere afsides, hvor de Handlende ikke skjøtte om at boe. Overalt stoler jeg noget paa Enhvers Velvillighed i at befordre denne Sag. – – –

Kjøbenhavn den 7de October 1811.

Deres ærbødige Tjener
Treschow.

P. S. En Bemærkning har jeg forglemt, hvilken jeg dog finder nødvendig at tilføie. I ungefær ti Aar har Commissionen og siden Directionen for Universitetet og d. l. Skoler arbeidet paa en Plan for Sorø Academi, som dog ei endnu er færdig, uagtet Fond, Bygninger og Alt er tilstede, og M. desuden Intet har derimod, men derimod gjerne seer, at ogsaa denne Stiftelse bliver ham underordnet. Man behage herefter med et Slags Regula de tri at udregne: naar Istandsættelsen 667af en gammel Bygning udfordrer 10 Aar, hvad da et Slots Opførelse fra ny af? Tages alle Omstændigheder i Betragtning, saa tvivler jeg om, at 100 Aar dertil blive nok.»

*

Efterat Trykningen af dette Værks 2den Deel næsten var fuldendt, har Forfatteren modtaget 2de Documenter, hvis Indhold han troer at burde meddele sine Læsere formedelst deres Interesse og historiske Vigtighed. Prinds Christian Augusts Apologi for sin Fremfærd i Norge maa opløse enhver Tvivl, om nogen saadan endnu finder Sted, om Beskaffenheden af hans Forhold medens han virkede i Norge, og Forfatteren har saameget mindre betænkt sig paa at berige sit Værk med dette autentiske Document, som hans egen Fremstilling i Hovedsagen derved bekræftes. Den historiske Fremstilling af de Omstændigheder, som forhindrede Hertugen af Augustenborgs Valg som Tronfølger i Sverige, er øst af saa paalidelige Kilder, at de vel fortjene at overgives Historien som et nyt Beviis paa det Uheld, der fulgte Frederik den VItes politiske Skridt. Forfatteren tilføier den Bemærkning, at Indholdet af disse Documenter har været ham ubekjendt før han fik dem i Hænde, og at han har øst sin Fremstilling af andre Kilder.

*

Prinds Christian Augusts Apologi for sin Fremgangsmaade i Norge under Krigen med Sverige.

(Meddeelt i et Brev til hans Broder Hertugen af Augustenborg.)

«Du har, kjære Broder, forlangt en Apologi for min Fremgangsmaade. Her følger den. At den imidlertid tilligemed de til Oplysning medfølgende Bilag bliver en Hemmelighed, er en Selvfølge. Jeg anbetroer den med Sikkerhed i Din 668Forvaring. Kun da, naar min Skjebne og min Families Ære skulde fordre det, maa et Uddrag deraf komme til Publicums Kundskab.

(Her følger en Opregnelse af de medfølgende Bilag, nemlig: i en Afskrift af den danske Konges Befalinger siden Begyndelsen af den svenske Revolution og Concept af Prindsens i samme Tid indsendte Rapporter, samt den hele Correspondence med Sverige i hiint TidsrumIndholdet af disse Bilag ligger i Apologien selv, og følge saaledes ikke.

Jeg haaber at mit Forhold indtil Begyndelsen af ovennævnte Revolution ingen Apologi behøver, da selv mine første Skridt ved sammes Udbrud fandt Kongens Bifald, som Du vil see af Bilagene. Du kjender mine daværende Ønsker og Planer, da jeg overdrog min afdøde Ven, Darre, at meddele Dig dem. Allerede dengang foreslog jeg det eneste Middel, der forekom mig hensigtsmæssigt – en med passende Moderation (gemäszigt) forfattet Constitution for Danmark og Norge – saavel til Nordens Forening, og Opnaaelsen af dens velgjørende Følger, som til vore Finantsers Redning og Forebyggelse af Statens Opløsning. Jeg turde ikke gjøre dette uden Forsigtighed, da jeg ikke var fuldkommen bekjendt med det kjøbenhavnske Terrain, og havde nogen Mistillid, der i Fremtiden viiste sig at være grundet. Mit Forslag fandt intet Bifald; for mig bleve altsaa kun nogle meget usikkre Midler tilbage, for at naae hiint Øiemed. Det lykkedes mig imidlertid at vinde En af Hovedmændene, en Oberst von Platen; han lovede mig med Haand og Mund at handle for omtalte Øiemed, og han 669har holdt Ord; men alle Bestræbelser maatte blive frugtesløse af følgende Aarsager:

Vor Konges Opførsel mod Grev Løvenhjelm, der blev fortalt med Forbedringer.

Nogle sande eller usande, men planmæssigen, udstrøede Rygter om nogle Yttringer af vor Konge, som viiste Ringeagt for den svenske Nation.

Nogle med en Hogarths Pensel udkastede Skildringer af vor Konges Omgivelse.

Den danske Admistrations Fremgangsmaade; modus procedendi i Statsstyrelsen.

Hr. von Kaas’s Hidsendelse, bekjendt som Kongens Fortrolige. Han berusede sig allerede paa sin Reise herop i Gothenborg, og meddeelte til ham ubekjendte Svenske sine hemmeligste Tanker og ikke venskabelige Bemærkninger over herværende Embedsmænd.

Den svenske Adels Indflydelse, som afskrækkedes ved den danske og holsteenske Adels Skjebne, og som omhyggeligen samlede og udbredte Efterretninger om den danske Regjerings Fremgangsmaade med Hensyn til enkelte Individers Rettigheder og Privilegier.

De danske Finantsers Tilstand.

Det Vaklende i det danske Cabinets Beslutniger og System, o.s.v. o.s.v. o.s.v.

Alt Ovenomtalte frembragte en Stemning, som tilligemed det desuden saa rodfæstede Had mod de saakaldte Jyder tilintetgjorde det heldige Resultat af alle Bestræbelser. Erfaring lærer, at Nationer, som med Tapperhed have fægtet mod hinanden, og aftvunget hinanden gjensidig Agtelse, have endt med et gjensidigt venligt Sindelag. Havde de Danske benyttet en af 670begge de sidste Vintre, om endog kun for en kort Tid, og ved deres Mod og deres Anføreres Talent erhvervet sig Agtelse i Sverige, da er jeg overbeviist om, at Øiemedet let vilde være blevet opnaaet.

Først senere blev jeg underrettet om hiin ugunstige Stemning, og nu blev intet andet Middel tilbage, end at anvende Frygt for russisk Slaveri istedetfor den danske Magts Medvirkning, dog under den Forsikkring, at vi vel vilde ære deres Rettigheder, men nødvendigen maatte og vilde besætte Rigets sydlige Provindser. Dette gjorde jeg kedelig, dette var Grunden, som bevægede mig til at indlede den i Bilagene omtalte Samtale med Oberst Posse.

De ovenomtalte Vanskeligheder bleve, som Du vil see af Bilagene, meldte af mig; thi jeg skulde handle alene. Her begyndte nu Misundelsen og Intriguen. Igjennem Kammerherre Eppinger og Grev Ruth indbildte man Kongen, at han havde et Parti i Sverige, at man der elskede og ærede ham, og paa denne Maade blev Mistilliden til mig indledet. Hr. Kammerherre v. Kaas, Hovedet for denne Kabale, blev sendt herop, han skulde spille en vigtig Rolle i Sverige, var, som han sladdrede for mig (vorplauderte), først bestemt til Gesandt, saa til min Ledsager, og skulde formodentlig erholde Statholderskabet her eller i Sverige til Belønning for sine troe Tjenester. (Her bar han strax Strudsfjederen, en Statholders Udmærkelse, i Hatten.) Man holdt os, og navnligen mig, for altfor eenfoldig til at jeg strax skulde indsee det Fornærmelige i hans pludselige Mission. Imidlertid vidste jeg at holde Kaas i tilbørlige Skranker; han sluddrer gjerne og jeg lod ham mærke, at jeg havde ham i min Magt; han følte, at han havde med Mænd at gjøre, og fandt, at der var en mærkelig Forskjel mellem 671saadanne Mænd, som ere vante til at handle og ikke til at lade sig lede, og svage Mennesker, hos hvilke man kun finder Liv, naar de intriguere. Dette frembragte den hos Mennesker af hans Slags sædvanlige Virkning, en vis Sky, som man med Uret kalder Agtelse. Mærkværdigt er det, at da Hr. v. Kaas skulde ansættes her, var det Rygte almindeligen udbredt i Kjøbenhavn, at en Rebellion her var udbrudt. Den her anførte Intrigue var nøie forbunden med en anden, som kun havde enkelte Individers Interesse til Øiemed, og altsaa ikke fortjener her nærmere at udvikles. Kaas’s Fraværelse, som formedelst hans IndskrænkethedForfatternote: Denne Dom om Kaas er vel ikke aldeles grundet. (Beschränktheit) og Epicuräisme stedse maa blive ham til Skade, foranledigede senere, at man berøvede ham Haabet om at erholde Gesandtskabsposten, under Paaskud af ikke at kunne undvære ham her som Leder.

Imidlertid fortsattes Negotiationerne med de Svenske uafbrudt. Nu blev Hertugen af Sædermanland udraabt til Konge. Saaledes gaves der nu kun to Midler til at naae Maalet, Valget af vor Konge til Successor eller en Kontrarevolution. Det sidste Middel synes af ovennævnte Aarsager meget problematisk, og det blev farligt i Fald det russiske eller den forrige Konges Parti skulde vinde Overhaand. Jeg forsøgte altsaa det Første, men uden Held. Uvillien, ja Hadet, var altfor almindelig. I den sidste Halvdeel af Juni og den første af Juli blev den Idee et Par Gange yttret for mig, at jeg skulde antage Successionen for min Person. Jeg svarede stedse det Samme, og da den Idee var meget naturlig, at den egentlige Hensigt ved dette Valg var Norges Løsrivelse og Forening med Sverige, yttrede jeg tillige foreløbig, hvorledes Stemningen her var imod 672Naboen, som ved Krigen og Nationens Tab formedelst de engelske Røverier var bleven endnu mere ophidset. Jeg talede om et saadant Rygte, gjorde opmærksom paa sammes Absurditet, og hvorlidet man kunde vente et saadant Forhold af et Folk med den udmærkede Charakteer, under saa forskjellig Forfatning og tildeels modsat Interesse o.s.v., og jeg føiede til, at jeg, saa længe jeg levede, af alle Kræfter vilde modarbeide en saadan Troløshed, og satte mit Hoved i Pant paa, at Norge hverken ved Erobring eller Forræderi skulde falde i Sveriges Hænder. De Svenskes ovenomtalte Yttringer meldte jeg Kongen et Par Gange, bad om Forholdsbefalinger, men fik aldrig Svar; thi fremmede Cabinetters, fornemmelig det petersborgske Cabinets, Intriger i Forbindelse med Hoftjenernes ovenomtalte, hvis Misundelse forlangte Hevn og vilde have mig af Veien, foranledigede Kongen til at troe, at Alt kun var en Krigs-List af de Svenske, ved hvilken jeg lod mig bedrage.

Nu kommer jeg til en Tids-Periode, som bliver mig uforglemmelig, fordi den ved Kabale blev den piinligste i mit Liv, forstyrrede min Sundhed, og, da mine Kræfter temmelig aftoge, vilde inden faa Uger have fremledet mit Livs Endeligt, naar man ikke omsider havde troet den ved eget Øiesyn overbeviiste Prinds Frederik af Hessen, og naar ikke Hovedintriganten havde ved en Række af Ubesindigheder selv bidraget til at bringe Sandheden for Lyset. For ganske at blive forstaaet maa jeg være noget vidtløftig.

Jeg har aldrig kunnet Andet end ansee det for skadeligt og en Forberedelse til Sveriges og Norges Underkuelse, naar Rusland vilde gjøre Erobringer paa denne Side af den bothniske Havbugt. Dette yttrede jeg, som Du vil see af Bilagene, men det blev meget unaadigen optaget, thi dengang var allerede Rygter 673om mit Valg udbredt. Jeg havde imidlertid ventet, at jeg skulde faae Befaling til at rykke ind, og jeg maatte rykke ind saa snart jeg havde faaet Efterretning om, at Russerne vare rykkede frem indtil Høiden af Hernøsand, hvor først en Forbindelse med dem var mulig. Jeg udkastede derefter min Plan, som beroede paa det Axiom, at hurtige Fremskridt ere det eneste mulige og hensigtsmæssige Middel til Maalet i et af Hungersnød og Epidemier lidende Land, hvor man af Mangel paa Transportmidler skal leve af Reqvisitioner, og overhovedet i ethvert bjergigt Land. Min Plan var altsaa successive at rykke frem fra venstre Fløi, for at dække vore Allieredes Flanker, og stedse meer at forstærke dem. At jeg sagde Kongen min Mening kan vel aldrig ansees som et Forsæt at være ham ulydig, ligesom det var min Pligt at forestille Kongen:

a) Umuligheden af en isoleret Operation med min adspredte og ubetydelige Magt imod en Overmagt, som Fienden let fra Stockholm kunde lade fremrykke.
b) Umuligheden ved den almindelige Mangel paa Levnets- og Transportmidler saavel i Norge som i de fiendtlige Provindser, der skulde besættes, at holde sig længe i Stillingen ved Klara- og Gotha-Elven, da man formedelst Bjergkjeder og Søer maatte opløse sig i enkelte smaae Corpser.
c) Den ringe Sandsynlighed for i Gothenborg, som Kaas forestillede ham, at finde de feilende Subsistentsmidler, da, ei at tale om, at alle Efterretninger modsagde denne Formodning, Fienden havde Tid nok til at bortføre og tilintetgjøre de formodede Varer, hvilket desuden lettedes ved Gothenborgs Beliggenhed ved Havet og formedelst en seilbar Canal.
d) De uberegnelige Følger, som et tvunget eller og frivilligt 674Tilbagetog, eller Tilintetgørelsen af et Corps maatte have o.s.v. o.s.v.

At det var min Pligt at forestille ovenstaaende vil Ingen nægte, og heri var ingen Ulydighed.

Resultatet af alle mine Forestillinger vare altsaa:

1) At en isoleret Operation, ved hvilken man blot skulde gaae frem til et vist Punkt, og holde sig paa dette, var ligesaa umulig som overhovedet forvoven og farlig formedelst Følgerne.
2) At et lykkeligt Udfald kun var at vente af hurtige Fremskridt.
3) At det af denne Grund ogsaa var nødvendigt at operere i Forbindelse med de Allierede.
4) At uagtet muligste Skaansel af Magasinerne (ved Permitteringer) alle Forraad og Restancer vilde være udtømte ved Enden af August.
5) At, da vi forstørstedelen maatte subsistere af egne Magasiner, var enhver Operation efter Julimaaneds Udgang umulig.

Førend Vaabenstilstanden blev sluttet 1808 laae de svenske Hovedmagasiner ved Vennersøen og ved Havet. Af disse bleve de forskjellige Depots forsynede paa 14 Dage. Efter Vaabenstilstanden bleve disse Magasiner tømte, undtagen et i Carlsstad, et i Gothenborg og nogle Depots, og ogsaa i disse efterlodes kun det Nødtørftige. Saa meget til at forstaae det Følgende.

I de første Dage af Juli Maaned medbragte flere Reisende det meer og meer udbredte Rygte om mit Valg til Tronfølger. Dette saavelsom flere Aarsager bevægede Hr. v. Kaas, som derved kom i Fare for ikke at kunne holde det sin Konge daarligen givne Løfte, og som tabte Udsigten til at spille en glimrende Rolle i Sverige som Negociateur, til den 8de Juli 675uden derom at høre min Mening at forestille Kongen Nødvendigheden og Muligheden af at rykke ind, uden at oppebie Russerne. Besynderligt nok var det, at dette ubesindige Menneske senere hen udpluddrede dette for mig, og efter en Dispute viiste mig sin Concept til denne Forestilling, i hvilken et udstrøget Sted, der dog endnu lod sig løse, befandtes hvor han talte om Vanskeligheden, ja Umuligheden af en saadan Operation. Hans Majestæt troede imidlertid med Hensyn til denne Gjenstand sin Cancellipræsident meer end sin General, og dette foranledigede Ordren af 14de Juli (hvorom mere siden); thi til den Tid havde jeg Ordre først da at indrykke, naar jeg blev underrettet om Russernes Fremskridt, og kunde operere i Forbindelse med dem.

I disse Dage da Hr. Kaas’s famøse Skrivelse afgik, eller nogle Dage tidligere, indløb Efterretning om, at Russerne rykkede frem fra Umeå. Naturligviis maatte man vente, at de vilde fortsætte Operationen og i kort Tid tilbagelægge 17 til 20 Miles Vei til Hernøsand. Jeg anmodede altsaa General Krogh om at lade de bestemte Tropper rykke ind i Jemteland; de til Herjedalen og en Deel af de til Dalekarlien bestemte Tropper stode færdige i Røraas til Opbrud. I den herværende Egn bleve alle Permitterede hurtig indkaldte. Nogle Dage senere fik jeg Efterretning om en afsluttet Vaabenstilstand og Russernes Tilbagetog, om den russiske Colonnes uforholdsmæssige Styrke, om Umuligheden i at lade den tilhændekomme Forstærkning over den bothniske Havbugt. De til Jemteland bestemte Tropper vare imidlertid indrykkede, men Russerne, som snart igjen havde opsagt Vaabenstilstanden, vare dog 10 Dage senere endnu ikke komne til Hernøsand. Efterat altsaa vore Dropper igjen maatte trække sig tilbage fra Jemteland, og ingen 676videre Fremskridt fra Russernes Side kunde ventes, turde jeg ikke vove at rykke ind, og det saa meget mindre som Reserven i og omkring Stockholm blev med Iilmarscher beordret mod vor Grændse.

Den 14 om Aftenen fik jeg General Kroghs Melding om Expeditionen til Jemteland, og ved Oberst Sköldebrand Statsraad Adlersparres første Brev, i hvilket Valget blev mig tilkjendegivet. Baade Brevet og Svaret finder Du i Bilagene, det sidste var Anledning til min Udnævnelse til Statholder og Feltmarskalk ligesom Prinds Frederik af Hessens til Commandoen. Nogle Dage senere fik jeg gjennem Grev Mørner Kongen af Sveriges Brev, og endelig fik jeg den 19de vor Konges Ordre af 14de Juli. Jeg maatte dog vel antage, og Udtrykket: «physisk umulig» berettigede mig endnu mere dertil, at man ikke vilde vide Corpset og siden Landet opofret. Jeg fandt det altsaa for Pligt at gjentage alle forhen anførte Grunde mod Indrykningen, og at oppebie Svaret, al Opfordring fra Hr. Kaas’s Side uagtet, som blev ved sin Paastand, at vort Kanaan var i Gothenborg. Desuden havde han kort forhen bedet mig om at contramandere Expeditionen til Jemteland, men ikke at melde Kongen det. Nogle Dage senere fik jeg først Befaling at afgive Commandoen til Prindsen af Hessen. Denne skulde, (man var godmodig nok til at vente Tilladelsen dertil fra Sverige) først komme herop til Lands, men senere til Vands over Jylland. Hans Ankomst maatte altsaa dog ventes. Imidlertid holdt jeg Alt beredt. Hvor er der da i Alt dette Spor af Ulydighed? Mangel paa Local- og Sag-Kundskab i Forbindelse med Jalousi udtalte dog min Fordømmelses-Dom. Jeg var paa eengang bleven en eenfoldig, egensindig Stymper, der som en Tosse lod sig føre bag Lyset 677(übertölpeter). Hr. v. Kaas i Forbindelse med nogle Diplomater og begunstiget ved bekjendte Omstændigheder, f. Ex. det fameuse Sted i den kongelige Proposition angaaende mit ValgNemlig hvori omtales de store og vigtige Tjenester Prindsen skulde have gjort Sverige som norsk General. holdt det nu for tjenligere til Øiemedet at stemple mig som Forræder. Alt hvad der af mig var bleven anført, skulde nu ingen Hindring være, kun jeg havde ikke villet. Jeg tilbød mig at bevise Sandheden af mine Meldinger med Vidnesbyrd af enhver Officeer i den norske Armee, som kjendte Landet og Sagernes Stilling. Jeg foreslog Flere dertil, men det blev afslaaet. Jeg nedsendte den gamle General Kroghs Betænkning, der stemte fuldkommen overeens med mig, men det hjalp ikke. Gjerne havde jeg nu taget min Afskeed, naar jeg ikke havde indseet, at dette Skridt vilde gjøre et slemt Indtryk her i Landet, være skadeligt for Kongens Tjeneste, og give Bagvaskelserne i Kjøbenhavn ny Næring.

Under disse Forhandlinger havde Mangelen overalt tiltaget. Det ubetydelige Korn, som ankom, saavelsom en Deel af Beholdningen var trængende nødvendig for at forebygge Hungersnød. Beholdningerne for Armeens complette Styrke (ved umærkelige, dog i det Hele betydelige Permitteringer udstrakte man disse til midt i September) vare kun tilstrækkelige for 4 til 5 Uger; en Indmarsch i Sverige var altsaa fuldkommen umulig, thi efter denne Tids Forløb vilde Armeen af Mangel have maattet gaae fra hinanden; dog, omendskjønt jeg havde indsendt en detailleret Oversigt over Beholdningerne og det daglige Behov, – dog turde og skulde ingen Vaabenstilstand sluttes. Henimod den 24de Juli kom Sagen paa Tale i Regjerings-Commissionen, 678og alle Medlemmer, Kaas indbefattet, vare fuldkommen overbeviiste om, at en hurtig Vaabenstilstand var det eneste Middel til Landets Redning. Man besluttede at lade en kraftig Forestilling, som Hr. Kaas tillige underskrev, personligen overrække ved et Medlem af denne Commission, der tillige ved mundtlige Oplysninger og Tilsætninger skulde understøtte den. Hertil tilbød Hr. v. Kaas sig. Dette var den eneste Commission, som han lovede troligen at udføre. At dette imidlertid ikke var hans Hensigt ved denne Reise viiste Udfaldet; thi han udrettede aldeles ikke den sidste Deel af sit Ærende, og undskyldte sig med, at Kongen var bleven unaadig over Forestillingen, og ikke havde været at bevæge. Herpaa svare jeg ham, at han ikke kunde indbilde mig, at Kongen af Uvillie mod enkelte Individer eller af Lune skulde sætte Halvdelen af sit Folks Vel og en Krone paa Spil. Det kom kun an paa, at han blev tilbørlig underrettet, og det gjorde mig ondt, at Kaas ikke havde svaret til vore Forventninger.

Da Kaas reiste til Kjøbenhavn erfoer han det Adlersparske Corpses Marsch; hvad han tænkte herom, og vovede i den Anledning at skrive til mig, finder Du i et af ham egenhændigen skrevet Bilag. Neppe var han ankommen til Kjøbenhavn, før Skriget mod mig der blev dobbelt heftigt. Paa sin Tilbagereise hertil berusede han sig i Vestgaard, den første Station paa denne Side af Svinesund, i et Selskab af Kjøbmænd og nogle unge Officerer, blandt hvilke ogsaa et Par Svenske befandt sig, pludrede, skjældte mig ud, og da jeg erfoer dette (han skal have skjældt mig for en Forræder) forlangte jeg, at han, for ei at passere for en 3 Marks Mand, enten skulde gjøre en trykt Erklæring bekjendt, at Rygtet om at han paa denne Maade havde forbrudt sig var usandt, eller skulde forlange 679et Thingsvidne. Begge Dele nægtede han. Jeg erklærede altsaa, at jeg ikke vilde staae i noget Collegialforhold med ham, og han blev uden videre Omstændigheder borte fra Regjeringscommissionens Sessioner. Jeg klagede for Kongen, forlangte Fyldestgjørelse – jeg fik den ikke. Siden indlod Kaas sig, uden kongelig Autorisation, og uden at underrette mig om den Gjenstand som afhandledes, i en Negociation med Armfeld og Manderfeld, ved hvilken han søgte at tilintetgøre mit svenske Valg, og forsikkrede blandt Andet Armfeld at jeg var ham ugunstig o.s.v. Planen var, at Prinds Gustav skulde vælges til Successor og ægte vor Kronprindsesse. Paa denne Maade skulde senere hen Foreningen mellem de 3 Riger bevirkes; men Prinds Christian Frederik strax affindes med Hertugdømmerne. Men denne smukke Plan synes ingensteds at have fundet Bifald. Armfeld fik sin Afsked, og Kaas blev beordret til København. Til alt Foregaaende kommer den bekjendte Historie med Brevet i de engelske Tidender, med Hensyn til hvilken jeg nødte ham til en skriftlig halv Bekjendelse, og indsendte denne, videre hundrede andre Ubesindigheder, Dovenskab i Forretninger, Utilgængelighed, Stolthed indtil Grovhed, Sandselighed uden al Anstand, – hvorledes den herværende Stemning efter en saadan Opførsel er mod ham, kan Du forestille Dig.Vi behøve neppe at giøre vore Læsere opmærksom paa at Prindsen her af Forbittrelse mod Kaas er gaaet ham for nær med Hensyn til hans Charakteer og Embedsfærd. Med hine Egenskaber havde han neppe bevaret sin Konges Yndest uforandret, eller beholdt sin Stilling, til sin Dødsdag. Hans Forhold mod Prindsen var vist nok for at bruge det mildeste Udtryk uforsvarligt.

Hr. v. Kaas bragte mig den Depesche som indeholdt vor 680Konges Ønske, at jeg skulde modtage det svenske Tilbud, og mit bekjendte Svar fandt Kongens Bifald. Nogle Dage senere (i den første Halvdeel af August) ankom Prinds Frederich af Hessen med den Efterretning, at der ikke mere blev tænkt paa et Indfald i Sverige, men at man hurtigen maatte tænke paa at slutte Fred, fordi Rusland havde indladt sig i Underhandlinger angaaende en Separatfred, men at ingen Vaabenstilstand maatte sluttes paa bestemt længere Tid. Forestil Dig min Fortvivlelse, da kun Brød var forhaanden for 14 Dage til 3 Uger, og der i Landet mestendeels var Misvæxt. Jeg plaiderede, foreslog heller at døe med Sværdet i Haanden, end lade sig undertvinge, bad om min Afskeed, da jeg ikke kunde være ansvarlig o.s.v. Alt hjalp Intet. Kaas arbeidede imod. Dette kunde imidlertid ikke vare længe. Prinds Friderich af Hessen blev snart overbeviist, lærte Hr. v. Kaas nærmere at kjende, og forenede sine Forestillinger med mine. Vi forøgede de Permitteredes Antal, og saaledes lykkedes det os at kunne oppebie den attraaede Autorisation til en Vaabenstilstand. Da den endelig kom, havde vi kun Brød for 10 Dage. Ved min Foranstaltning ansøgte Fienden selv om Vaabenstilstand. Fra dette Øieblik af har jeg kun havt Græmmelse fra Hr. v. Kaas’s Side, men den er nu overstanden. I Begyndelsen vare Kongens Breve stedse kolde. Jo mere Hr. Kaas blottedes, i samme Forhold forandrede sig Tonen i disse Breve. Imidlertid fik jeg ikke den ansøgte Fyldestgørelse uagtet mit Embede, mine Tjenester, og Herrens Pligt at beskytte enhver Undersaat. Du seer heraf i hvilken piinlig Stilling jeg blev sat ved Andres Uvidenhed, Eenfoldighed, Misundelse, Forfængelighed, og Intrigue. Følelsen af min Ret holdt mig opreist og den 681Tanke, at et falskt Skin stedse med Tiden maa give Plads for Sandheden, var min Trøst.

Ogsaa ovenstaaende Begivenheder indeholde et nyt Beviis for, hvor let Regenter kunne bedrages, hvor let det er muligt at forlede dem endog til Uretfærdigheder mod deres troeste Tjenere, naar Intriganten rigtigen beregner sin Plan. Ofte har jeg siden strengt prøvet mit Forhold, men ved den evige Sandhed, om jeg endnu havde Valget, vilde og kunde jeg ikke handle anderledes. Jeg var ikke ulydig mod Kongens Befalinger hverken af Egensindighed eller Egennytte. Dette er klart af ovenstaaende; jeg var Kongens Interesse stedste ganske hengiven, og at mit Øiemed ikke lykkedes mig, dertil laa Grunden i andre Menneskers ukloge Forhold, ikke hos mig. Dog nok – Sagen taler for sig selv, og dem, som af menneskelig Svaghed gik mig for nær, vil jeg tilgive og glemme, Lev vel.Mit Forhold ved det Adlersparske Corps’s Afmarsch mod Stockholm, hvilket fandt Kongens og Fleres Bifald, deri bestaae de vigtige Tjenester, som jeg har gjort de Svenske. At jeg aldrig har givet dem det infame Løfte, at de fra vor Side kunde være sikkre, omendskjønt jeg ved nogle Yttringer i Kongens Befalinger selv havde kunnet retfærdiggjøre mig i denne Henseende, derom er Du vist overbeviist. / Jeg skulde blive et Offer for Politikken, derfor skulde jeg paa Sandhedens Bekostning have Uret, i Fald Frankrige havde dadlet Danmarks Uvirksomhed. Imidlertid havde vel Napoleon større Interesse for de svenske Anliggender, end han vilde give sig Mine af. Dette reddede mig for det russiske Cabinets Intriguer. Min bekjendte Charakteer, den Overbeviisning, at jeg ikke vilde lide taalmodig, men forelægge Publicum min Retfærdiggjørelse til Bedømmelse, hvortil der ikke skulde mangle mig Materialier og fuldgyldige Beviser, beskyttede mig mod Hoftjeneres og Jalousiens Virkning. / Prindsens Anmærkning

Christian.
Prinds til Slesvig-Holsteen.

Anmærkning. Forestaaende Brev til Hertugen af Augustenborg er skrevet fra Christiania kort før Prindsens Afreise til Sverige.



682Meddelelser af de Omstændigheder, der ledsagede det paatænkte Valg af Hertug Friderich Christian af Augustenborg til Tronfølger i Sverige.

Kongen af Sverige, Carl 13de, meddeler Herug Friederich Christian i et Brev af 2den Juni 1810 hans Broders Sal. Kronprinds Christian Augusts Død med megen Deeltagelse, og indbyder ham til et Besøg i Stockholm med Hensyn til de af Kronprindsen efterladte Papirer, som skulde overleveres Hertugen.

I sit Svar af 11te Juni 1810 undslaaer Hertugen sig for dette øienblikkelige Besøg i Stockholm formedelst den Sorg hvori hans Broders Død har sat ham, men beder at tillade ham et saadant til en anden Tid.

I et Brev af 10de Juli 1810 meddeler Kongen af Sverige Hertugen, at hans og hans Folks Blik med Hensyn til Tronfølgen havde henvendt sig paa Hertugen, som den Eneste, der kunde sikkre Sveriges Lykke i Fremtiden, at han efter moden Overveielse havde bestemt sig til at foreslaae ham, Hertugen, for Stænderne til sin Efterfølger, og at det derfor var ham magtpaaliggende, før dette skede, og snarest muligt, at erholde Hertugens Forsikkring, om at han vilde modtage dette Valg dersom det faldt paa ham. Han haabede, at Hertugen ikke vilde nægte ham et saadant Samtykke, og troede at maatte tilføie, at han med 683Hensyn til dette Anliggende havde undersøgt Keiser Napoleons Mening (que j’ai présenti à eet egard l’opinion de S. M. l’empereur des Francois) og at denne stemmede overeens med ham med Hensyn til dette Valg (et que ce Souverain … a parfaitement coincidé avec moi dans un choix, que reclament à la foi mes affections et les grands interéts de mon royaume). Bestemte Hertugen sig efter hans Ønsker, saa vilde det øvrige, derom tvivlede han ikke i mindste Maade, gaae efter deres Ønsker.

Med dette Brev blev Oberstlieutenant v. Holst i en særegen Mission afsendt til Hertugen, og kom den 16de Juli 1810 til Gravenstein. Samme Dag sendte Hertugen med en Coureer Kongen af Sveriges Brev til Kong Frederik den 6te. I sin Følgeskrivelse som Hertugen indleder med nogle Reflexioner, over Sagen, bemærker han, at der selvfølgelig, i dette Øieblik ei kan være Tale om nogen Beslutning, og tilføier:

«Men førend jeg overtager Pligter mod et andet Land, tør jeg ei glemme den Pligt, som jeg er mit Fædreland skyldig, og at for Tiden ingen helligere Pligter paaligge mig end denne».

Derpaa fremstiller han følgende to Spørgsmaal:

1) Stemmer det med D. M.s Planer at jeg afslaaer dette Forslag? Troer De at Fædrelandets Interesse kunde befordres ved et afslaaende Svar fra min Side, og navnligen en Forening imellem de 3de Riger blive fremledet? I Fald D. M. har den mindste Sandsynlighed, det fjærneste Haab om at dette kunde blive Tilfældet, saa viis mig den Naade uforbeholdent at tilkjendegive mig dette, og mit Svar er bestemt. Jeg afslaaer Kronen, og bringer, 684det forsikkrer jeg paa det helligste, efter min Anskuelse, intet Offer.
2) I Fald Scandinaviens Forening under nærværende Omstændigheder ei kan finde Sted, holder D.M. det da for meest overeensstemmende med Danmarks Interesse, at jeg eller en anden Prinds indtager den svenske Trone?

Derpaa bemærker Hertugen, at han vil expedere Oberstlieutenant v. Holst, som Kongen af Sverige venter den 27de eller 28de Juli i Ørebro, saasnart han har faaet Kongens Svar, og at det forstaaer sig af sig selv, at Ingen, uden hans Gemalinde, bliver bekjendt med Brevets Indhold.

Paa Efteretningen om Oberstlieutenant Holsts Gjennemreise gjennem Kjøbenhavn til Gravenstein, var den 16de Juli pr. Estaffette afsendt et Brev under 3 Segl fra Kongen af Danmark til hans Søster Hertuginden, og samme kom Natten mellem 17/18de Juli til Gravenstein, altsaa 24 Timer efter Afsendelsen af det hertugelige Brev til Kongen.

I dette Brev hedder det blandt Andet: «at han, Kongen, havde Haab om at bringe Foreningen mellem de 3de Riger i Stand, at det nærværende Øieblik var det meest beqvemme, og at han havde gjort de i denne Hensigt fornødne Skridt; at Keiser Napoleon, hvis Interesse denne Forening var, havde givet ham den kraftigste Forsikkring, at understøtte Sagen. Han meldte dette, da han havde hørt, at Hertugen attraaede den svenske Krone, eller at Flere bestræbede sig for, at han skulde blive valgt, hvortil dog hans, Kongens, Samtykke udkrævedes. Dette meldte han, paa det man ikke skulde beskylde ham for, at han havde handlet lumskeligen mod Hertugen.

Kongen af Sverige sendte Kammerherre v. Silfverstolpe til Gravenstein med samtlige Kronprindsens Ordener og med et 685Brev af 14de Juli, hvori han anmelder Hertugen Kronprinds Christian Augusts Bisættelse, beder ham at underrette Kammerherren med Hensyn til Dispositionen over Ordenerne, og bemærker tillige, at Kammerherren var bekjendt med den vigtige Meddelelse af 10de Juli, og at Hertugen med fuld Tillid kunde aabne sig for ham, idet han havde det specielle Hverv, at udforske Hertugens Mening (de pressentir votre opinion).

Under 20de besvarer Kongen af Danmark Hertugens Skrivelse af 19de Juli. Samme erkjender dette nye Beviis paa Hertugens redelige og retskafne Tænkemaade, men føier da til, at han som Landsherre maa gjøre Alt til de 3de Kroners Forening, at han desangaaende havde henvendt sig ei alene til Frankrige, men og til Kongen af Sverige selv, at han havde de stærkeste Forsikkringer om Napoleons Deeltagelse og hans Ønsker, og saa længe han kunde have dette Haab, kunde han aldeles ikke yttre sig for Hertugen. Forøvrigt kunde vel Kongen af Sverige foreslaae en Konge for Stænderne, men disse havde alene Ret til at vælge, og dermed maatte man være tilfreds.

Til sin Søster, Hertuginden, skrev Kongen under samme Dato, at hendes venskabelige Brev var ham dobbelt kjært i det Øieblik, da Omstændighederne nødte ham til at handle aabenbart mod sin Svoger og Ven; hun maatte være forvisset om, at, hvad han som Konge gjorde, vilde han som Privatmand aldrig gjøre, og at han som Privatmand aldrig vilde bestræbe sig for en Kongekrone og de dermed forbundne Byrder, hvilket blot den, som ikke kjender det, kunde ønske … Han erkjender den ædle (noble) Maade, paa hvilken hans Svoger handler mod ham, og vil aldrig glemme den.

Under 23de Juli besvarede Hertugen Kongen af Sveriges Brev af 10de Juli, under forudsendt Bevidnelse af hans 686meest levende Taknemmelighed, didhen, at han ved edelige Forbindtligheder og ved alle Taknemligheds Forpligtelser var Kongen af Danmark hengiven (attaché par les liens d’un serment, et par tous les devoirs de la reconnaissance), og at han derfor var forpligtet til at ansøge Kongen af Danmarks Samtykke til Antagelsen af det Forslag, som han, Kongen af Sverige, havde værdiget at gjøre ham. Han erfarer, at den store og nyttige Plan til de tre nordiske Rigers fremtidige Forening var til Hinder for hans, Hertugens, Valg til svensk Tronfølger, at det danske Hof allerede havde henvendt sig til ham, Kongen af Sverige, og at denne Plan blev begunstiget og understøttet af de Franskes Keiser. Hans Person og hans Familie kunde derfor ikke videre komme i Betragtning, og han maatte derfor indskrænke sig til at bede ham, Kongen af Sverige, at modtage hans meest levende Erkjendtlighed for den Godhed, som han havde viist ham. Hvordan endog Nationens Valg maatte vorde, vilde Erindringen om denne kongelige Godhed evig forblive indgravet i hans Hjerte.

I et Brev af 25de Juli melder Hertugen Kongen af Danmark, at samme Dags Aften, paa hvilken Coureren var ankommen med Kongens Brev af 20de Juli, vare de svenske Herrer Holst og Silfverstolpe afreiste, den Første med Hertugens Svarskrivelse, til Kongen af Sverige til Ørebroe, den Sidste til Kjøbenhavn, og tilføier en Afskrift af hiin Skrivelse; dernæst bemærker Hertugen: ved den lange Udeblivelse af Kongens Svar havde de svenske Herrers Utaalmodighed naaet den Høieste Grad; han, Hertugen, havde derfor intet andet Middel seet til at forene alle Fordringer, end at gjøre hans Svar til Kongen af Sverige færdigt, som han da i aaben Afskrift ved Holst havde villet lade ham, Kongen af Danmark, tilstille, 687og overlade Kongens Afgjørelse, om Holst skulde reise videre med det forseglede Brev, eller foreløbigen bringe et mundtligt Afslag. Hans Paket havde været færdig, da Coureren ankom, og han turde ikke fortie, at han overeensstemmende med sin gamle Tillid til sin afdøde Broders Ven og Vaabenkammerat, Oberstlieutenant Holst, havde foreviist denne sit projecterede Brev, der indeholdt en betinget Antagelse. Derpaa beder Hertugen om Tilladelse til at betjene sig af sin Ret, som et næsten 28aarigt Medlem af Statsraadet, og at turde forelægge sin Anskuelse af Sagen. Han betegner da Planen til de tre nordiske Rigers Forening som stor og skjøn, siger: Den Beregning, at den i nærværende Øieblik lader sig udføre, støtte sig paa de Forudsætninger:

1) At den svenske Nation kan blive vundet for samme.
2) At Napoleon udtrykkelig vil anbefale og understøtte den.
3) At Rusland af Frygt for Napoleon maatte finde sig i denne Forening.

Og føier til, at han har nogen Tvivl om Rigtigheden af alle disse Forudsætninger, og søger denne Tvivl i en vidtløftig Udvikling af de Paastande:

1) At den svenske Nation ikke vil nogen Fornyelse af en Union som den kalmarske.
2) At den enthusiastiske Kjærlighed til den sidste Kronprinds, gav hans Brødre og Brødrebørn en Interesse, hvilken de blot kunne have som den Afdødes Brødre og ingenlunde formedelst personlige ophøiede Egenskaber, som de ikke tiltroe sig.
3) At en befalet Thronafsigelse fra deres Side endnu mere maatte forbittre Gemytterne i Sverige, og at man i dette Tilfælde, som allerede var bleven yttret, med visse Undtagelser, 688turde udbede en Regent efter Keiser Napoleons Bestemmelse, men denne vilde vanskelig give den svenske Krone til Kongen af Danmark.
4) At Rusland ikke vilde samtykke i de tre nordiske Rigers Forening, og erklærer det for sin Troesbekjendelse: at de 3 nordiske Rigers Forening kun da vilde synes det svenske Folk antagelig, naar alle tre Riger erholde en fælles fri Constitution og Arvefølge; dette fordrer en høist vanskelig, vel gjennemtænkt og klogt udført Forbindelse. Men først da lod Sagen sig udføre, naar Rusland var nødt til deri at indvilge. Da der før hans Broders Valg til Kronprinds af Sverige var Tale om en saadan Amalgamation mellem de 3 Riger, havde de Svenske svaret: mais c’est un ouvrage de longue haleine et nous ne pouvions pas attendre. Det er et Værk af langt Aandedræt og vi kunde ikke vente længe. For nærværende Tid kunne de ligesaalidet vente, som for et Aar siden.

Til Slutningen erklærer Hertugen, at, i Fald Valget, uagtet hans Svar, skulde falde paa ham, var han kun da villig til at antage samme, naar han deri troede at finde Forsynets Kald, hvis Haand i hans Families Skjebne var saa umiskjendelig. Reen for al Intrigue, og fra al smaalig Ærgjærrighed, havde han ikke udstrakt Haanden efter denne Krone. Men ikke at vise den tilbage, naar den af en høiere Haand blev sat paa hans Hoved, troede han nu at være sit Kald, sine Børn, Sverige, sit Fædreland, ja Kongen selv og hans Huus skyldig.

I sit Svar af 28de Juli erkjender Kongen det nye Beviis paa Hertugens Fædrelandskjærlighed og hans Venskab for 689ham, og tilføier, at han ligesaavel som Hertugen finder enhver Sag, som afhænger af andre Mennesker uvis; imidlertid troer han at have handlet efter Pligt, og at han aldrig vilde finde sig i Opposition mod Hertugen, naar det ikke var som Konge, hvor Statens Interesse maatte være Alt for ham.

Det Samme udtaler Kongen i et Brev af 28de Juli til Hertuginden, under Erkjendelse af Hertugens Handlemaade som den rigtigste og bedste.

Kongen sendte sin Overadjutant Lützen med et Brev af 8de August til Augustenborg hvori han meddeelte Hertugen, at han af Lützen vilde erfare, hvorlunde et Parti i Sverige havde besluttet at bortføre Hertugen til Sverige, og at man dertil vilde bruge et svensk Skib, man mener en Kutter. Denne Maade at føre Hertugen til Sverige paa, kunde og turde han ikke tillade; derfor havde han givet Befaling til at hindre saadant, og til den Ende beordret den fornødne Roflotille til Alsen, forat skaffe Hertugen al Sikkerhed …; intet Parti turde bortføre ham og kun hans Approbation kunde gjøre Hertugen til Tronfølger i Sverige, og denne havde han ikke givet.

I sit Svar af 10de August melder Hertugen Kongen, at om Overadjutant Lützen var kommen nogle Timer senere, vilde han ikke have truffet ham, formedelst en tilsigtet bestilt Reise; at hans Ankomst havde foranlediget denne Reises Udsættelse, som under de Omstændigheder, der nu vare blevne ham bekjendte, paa meer end een Maade kunde blive mistydet. At den svenske Regjering, som ønskede ham til Tronfølger, skulde ville lade ham bortføre, var et Rygte, der ingen Tro fortjente; mindre usandsynligt var et saadant Project fra et eller andet Parties Side, som han stod i Veien. Med Lützen var det Fornødne aftalt. I Sønderburg Havn kunde Kanonbaadene alene 690ligge sikkre. Stranden var stedse besat. Skulde et mistænkeligt Skib vise sig, vilde i Nærheden af Augustenborg Patrouiller blive udsendte for at angribe de mistænkelige Folk, og Slottet om Natten blive stærkere besat. Men skulde nu senere en svensk Coureer bringe ham Anmeldelsen af det fuldbyrdede Valg, og tillige et svensk Krigsskib vise sig med Indbydelse til at benytte sig af samme til Overfarten, saa maatte Kongen forlade sig paa, at han, Hertugen, intet overilet eller mod Ære og Pligt stridende Skridt vilde gjøre; han vilde kun antage Valget under Betingelser, hvoriblandt den første, at Kongens Indvilgelse kunde erholdes.

Paa dette Hertugens Brev fulgte intet Svar. Men til Hertuginden skriver Kongen, at det aldrig kunde falde ham ind, at Regjeringen vilde lade Hertugen bortføre, men vel et Parti; Hertugen kunde vel blive valgt, men uden hans, Kongens Indvilgelse, var Valget en Nullitet.

Efter Rygtet skulde Hertugen bortføres paa en Orlogskutter, og Dispositionen over den kunde vel ikke tilkomme noget Parti, men kun Regjeringen.

(Den hemmelige Hensigt af dette paafaldende Skridt fra Kongen af Danmarks Side, at lade Hertugen ligesom arrestere og bevogte paa sit eget Slot, var efter al Sandsynlighed følgende: Kongen af Danmark, skuffet af intrigante og udygtige Agenter, troede at have vundet et Parti for sig i Sverige. Han var overbeviist om, at naar Hertugen ikke vilde blive valgt til Tronfølger, dette Valg maatte falde paa ham. For nu at forhindre Hertugens Valg, søgte man at udbrede den Anskuelse i Sverige, at Kongen ei vilde tillade Hertugens Valg, men forhindre denne i at antage samme, i Fald det skulde falde paa ham. Denne Anskuelse blev nu overalt udbredt i Sverige 691af danske Agenter. Øiemedet af Hertugens militaire Bevogtning var vel altsaa fornemmelig beregnet paa at vise de Svenske, at Kongen vilde hindre Hertugen i at antage Valget, og at det altsaa ikke vilde nytte de Svenske Noget at vælge ham. – Af Kongen af Sveriges herefter følgende Skrivelse seer man, at Hertugens Valg blev forhindret ved Kongen af Danmarks Skridt.

Under 21de August skrev Kongen af Sverige til Hertugen, at, da han skrev Brevet af 21de Juli, havde han ikke kunnet forudsee de Skridt, som Kongen af Danmark siden har gjort; af Hertugens Svar af 23de Juli havde han seet, hvor meget denne Begivenhed havde virket paa Hertugens Bestemmelse, og hvor hæderligen (noblement) han havde foretrukket sine Pligter for sine Forhaabninger. Idet han, Kongen af Sverige, ugjerne gav Slip paa de Forhaabninger, som han havde sat til ham. Hertugen, havde han givet den Tænkemaade, hvis Udtryk han høiagtede, sit Bifald. Under saadan Tingenes Stilling, og da han forudsaa, at Hertugen ikke mere vilde modtage den svenske Nations Tilbud, i Fald dens Repræsentanters Valg erklærede sig for ham, havde han holdt det for sin Pligt at høre sit Folks Ønsker, som, i det samme deelte hans Frygt med Hensyn til Antagelsen fra Hertugens Side, havde ufortøvet (de suite) eenstemmigen erklæret sig til Fordeel for Prinds Pontocorvo; denne Fyrste havde da og den 21de August erholdt Stændernes Stemme til Thronfølger.

Dette Brev besvarede Hertugen den 27de August, og udtalte det Ønske, at den Begivenhed, hvorom Kongen havde gjort Meddelelse, maatte bidrage til Kongens Lykke, og det svenske Folks Held (prosperité).

692En Afskrift af Kongen af Sveriges Brev sendte Hertugen uden videre Bemærkninger til Kongen af Danmark, hvorpaa intet Svar fulgte. I et Brev til Hertuginden yttrede Kongen, at Kongen af Sveriges Brev var lidet venskabeligt mod ham; nu skulde han bære Skylden, da han dog intet videre havde gjort, end ogsaa at melde sig til Tronfølgen. At dette Skridt havde lagt Hindringer i Veien for Hertugens Valg var ikke sandt, hvilket var klart af den Omstændighed at Hertugen havde været valgt den 14de og 15de August, men at Valget var bleven omgjort den 16de.

Hertugen søgte sin Afsked fra den kongelige Tjeneste, fordi, som han udtrykker sig i en fortrolig Skrivelse til en Bekjendt, Kongen havde behandlet ham alt for fiendtligt, og fordi han, som forudsaa Fornyelsen af Partikampen og Intriguen mod den nyvalgte Kronprinds af Sverige, holdt det fremdeles for klogt, ikke at være i Kjøbenhavn og saa nær Grændsen, og fordi hans Retraite var et offentligt Beviis paa hans Utilfredshed, og at han ei havde afslaaet Kronen af Kleinmodighed (Pussillanimitet).

Om denne Afsked fra den kongelige Tjeneste, som Hertugen ansøgte om under 30te October 1810, ostensibelt «med Hensyn til sin Sundhed og af mange andre Grunde» men som Kongen – formodentligen for ei at gjøre Opsigt, ei vilde meddele ham, opstod en ubehagelig, ikke ganske lidenskabsløs Correspondence, som synes at have endt med et Brev fra Hertugen af 18de April 1811, hvori Hertugen gjentager sin Bestemmelse at trække sig tilbage fra Statens Tjeneste, og yttrer, at den Cancellie-Expedition af hans fordrede Afsked, som han endnu havde at forvente, mere var en Form, hvis tidligere eller sildigere Udstedelse intet Væsentligt forandrede i hans nærværende Forhold. Fra den Tid af trak Hertugen sig tilbage fra 693alle offentlige Forretninger og dode i Aaret 1814 uden at have seet Kongen af Danmark igjen.»

*

I Anledning af dette paatænkte Valg skrev Krog-MeyerKrog-Meyer havde, saavidt Forfatteren veed, været Professor extroradinarius Theologiæ i Kjøbenhavn, men var paa den Tid Brevet skreves ansat paa Augustenburg som den unge Hertugs Gouvernør. Han blev senere udnævnt til Biskop; men døde førend han tiltraadte sit Embede. til Overlærer Platon i Christiania følgende Brev, der fuldkommen stemmer overeens med hvad der i ovenstaaende Document fortælles om Hertugen af Augustenborgs paatænkte Valg til Tronfølger i Sverige:

«Den vigtigste Nyhed, som i dette Øieblik formodentligen beskjæftiger Eder i samme Grad som os, er Valget af Tronarving i den Afdødes Sted. At her har været en Coureer for at gjøre Hertugen et Tilbud fra hans svenske Majestæt, at bringe ham i Forslag, har Du vel seet af Aviserne. Følgende derimod er Dig maaskee ubekjendt. Hertugen afsendte strax en Stafet til Kjøbenhavn, for at erfare Kongens Mening og Villie, og erholdt det Svar, at Kongen havde det Ønske og Haab ved denne Leilighed at tilvejebringe en Forening imellem de nordiske Riger, at Napoleon bifaldt denne Plan (hvilket staaer i aabenbar Modsigelse med det Kongen af Sverige havde skrevet til Hertugen, at hans Valg havde Napoleons fuldeste Samtykke), at han som Privatmand vist ingen Lyst havde til den svenske Krone, men som Konge umulig kunde ønske, at Valget traf paa nogen Anden. Herpaa gav Hertugen følgende Svar: «At han var underrettet om, Kongen af Danmark ønskede og 694haabede ved denne Leilighed at forberede en tilkommende Forening imellem de 3 Riger, som han umulig kunde andet end ansee fordeelagtig for sit Fædreland; at Kongen af Danmark havde underrettet ham om, at han til denne Plan havde Keiser Napoleons Bifald og Løvte om Understøttelse, og naar denne Erklæring stod i Modsigelse med Hans svenske Majestæts Yttring, maatte han tilgive ham, at han som dansk Undersaat satte Lid til sin Konges Ord, at han som dansk Undersaat under disse Omstændigheder Intet kunde eller vilde gjøre, som kunde være en saadan Forening hinderlig, og at han altsaa umulig kunde ønske at Valget paa den forestaaende Rigsdag traf ham.» Imidlertid er jeg ligesaa overbeviist om, at der Intet bliver af Foreningen, som at, hvis Valget i dette Tilfælde træffer vor Hertug, han af Patriotisme opofrer sig og antager Valget. Hvis Du betroer dette til nogen af vore fælles Venner, behøver Du ei at angive Din Kilde.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 2

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.