Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Tiende Capitel

Omtrent samtidig med den uheldige Begivenhed ved Frederikstad vandt de Norske den 3die og 5te August en afgjørende Seier over de Svenske ved Kongsvinger, hvor Oberstlieutenant Krebs var posteret med omtrent 2000 Mand. I den Hensigt, som det syntes, at omgaae den norske venstre Fløi detascherede den svenske General et Korps, bestaaende af 2000 – efter Andre af 3000 – Mand, for at gjøre et Indfald ved Kongsvinger. Dette Angreb overdroges Generalmajor Gahn – den samme, der som Oberst paa samme Sted 1808 havde gjort et uheldigt Tog, i hvilket han var bleven tagen til Fange med den største Deel af sit Korps. Men han fandt sin Modstander vaagen paa sin Post, og Gahn maatte retirere med betydeligt Tab. Det var fornemmeligen det norske Artilleri, som bidrog til det for de Svenske uheldige Udfald. Gahn satte sig derefter fast ved Matrand i Nærheden af Eidsskovens Kirke. Der blev han igjen angreben af Krebs, og, omendskjønt Gahn tilsidst tappert og hæderligt slog sig igjennem, blev en stor Deel 279af hans Korps nedsablet, mellem 200 og 300 Mand fangen tilligemed Officerer, og Gahns hele Korps kunde ansees som fanget og adsplittet.Svenske Beretninger – See Göttlins Antäknigar under svenska Armeens Fälttog 1813 och 1814 3die Deel Pag. 90 ff. – angive de svenske Troppers Antal kun til 1500, og Krebs’s derimod til 4472, hvilket sidste Antal aabenbart er overdrevet, og deri regnet Troppekorps, som til andre Punkter vare detascherede. Det er vanskeligt at finde Sandhed i Beretninger, som gives saa forskjellig fra ethvert Parti. Umiddelbart sra Krebs selv findes ingen Rapport i de offentlige Tidender om Slaget. Det paastaaes imidlertid, at om det norske Infanteri var kommet tilstede til rette Tid, vilde Gahns Nederlag blevet fuldstændigere; nu var det ham en let Sag at slaae sig igjennem de tynde Jægerrækker. – Efterretningen om dette Nederlag skal have opvakt den svenske Overgenerals Forundring. At et Korps af omtrent lige Styrke med Fiendens, som havde Valget af Angrebspunktet, og anførtes af en duelig og tapper General, blev saa aldeles adsplittet og tildeels tilintetgjort, maatte opvække Opmærksomhed og indgyde Agtelse for en Fiende, hvis Modstand man havde givet sig Mine af at ringeagte. Det er endog rimeligt – og Overgeneralens egne Udtryk om dette Sammenstød bestyrke denne Mening – at dette Nederlag nedstemte i en vis Grad de Svenskes Tillid til en let Seier over Nordmændene i dette Felttog og banede Vei til en billig Overeenskomst mellem de krigførende Magter.Generalmajor Seyerstedts Kundgjørelse om dette Slag til Armeen findes i Bilag 11.

De Norskes Tab angaves senere til 50 Mand døde og 60 Mand saarede, og desuden savnedes Lieutenant Tobroe med 4 Underofficerer og 12 Mand. Blandt de Saarede var Capitaine Flor af 2det Trondhjemste Infanteriregiment, Lieutenanterne Norgreen, Brok og Colbjørnsen. Krebs kunde imidlertid 280ikke videre forfølge sine Fordele, og udføre den Plan at gaae løs paa Eda, da han maatte sende Forstærkninger ned til den haardt ængstede Hovedarmee. Ved denne indtraf ogsaa strax efter Begivenheder, som fremledede Krigens Ende. Kongen havde trukket Hegermanns og Staffeldts Korpser, der udgjorde omtrent 16000 Mand – der dog ikke alle endnu den 5te August vare komne tilstede – sammen ved Rakkestad, formodentlig i den Hensigt at vove et Slag mod Fienden den 5te. Denne Beslutning synes at være tydelig af en Armeebefaling, som Kongen, grundet paa ovenanførte i Statsraadet den 3die August tagne Bestemmelse – endnu den 5te om Morgenen udstedte – og overleverede sin Generaladjutant Seyerstedt med Ordre at gjøre Brug deraf ved indtræffende Leilighed. Armeebefalingen lyder saaledes:

«I Tilfælde at Vi skulde falde i Fiendens Vold, eller træffes af en fiendtlig Kugle, da skal Generalmajor Seyerstedt som Kongens Generaladjutant føre Kommando over Armeen. Han har det Fortrin fremfor andre høie Kommanderende, at være norsk fød, og hvem der paa Grund af Ancienniteten ei vil staae under ham, maa heller udtræde af Tjenesten. Han tilligemed Statsraadet er underrettet om Vor sidste Villie og Ønske i saa Henseende.»Denne Armeebefaling, som ikke blev bekjendtgjort, befandtes i Seyersteds Værge, og han har deraf udstedt en verificeret Kopi. Man seer heraf Kongens Mistillid til Staffeldt, der som ældre Officeer af høiere Charge, og hvis Duelighed og Tapperhed noksom var prøvet i forrige Krig, ellers maatte være den rette Chef. Kongen nærede vistnok ingen Tvivl om Staffeldts Duelighed, men han tvivlede om, at han var den Sag hengiven, for hvilken der stredes.

281Saaledes var Kongens Bestemmelse om Formiddagen, og han satte sig virkeligen i Spidsen for Tropperne for at udføre den. Imidlertid kom senere ud paa Dagen Efterretning om Kragerøens og Frederikstads Indtagelse, hvilket synes at have bestemt Kongen til at forandre sin Beslutning om Angreb, eller i det mindste givet ham en ostensibel Grund til at holde sig til det Defensive. Om Eftermiddagen den samme Dag besaa Kongen Troppernes Stilling i deres Position ved Rakkestad, og yttrede derhos, at han ansaa Retraite nødvendig, fordi Fienden ved Frederikstads Kapitulation var kommen i Besiddelse af en af Glommens Overgange. Seyerstedt gjorde paa Stedet Forestilling derimod som den sletteste mulige Bevægelse. «Skal der ikke prøves Slag her, udbrød han, saa veed jeg ikke hvad herefter skal kunne udrettes.»Efter en Officeers Udsagn, som var tilstede den 5te August ved Rakkestad. Endelig bad Seyerstedt Kongen at lade Tropperne blive staaende indtil næste Morgen, deels i det Haab at bringe Kongen paa andre Tanker, deels i den Formodning, at Fienden vilde ved et Angreb nøde Armeen til at blive paa den østre Side af Glommen.Dette paastaaer Seyerstedt i sin Besvarelse af de Qvæstioner, der bleve ham af Krigskommissionen forelagte. See Morgenstjernes ovenfor citerede Bog 1ste Deel Pag. 148. Andre anseete Officerer paastode imidlertid, at Kongens Omgivelse ikke stedse tilraadede modige Beslutninger. Flere Officerer forenede sig med Seyerstedt i disse Forestillinger, og Tropperne vare saa godt stemte, at Ordren til Retraite endog skal have saaret og forbittret dem, og Bergenhuserne vare nærved at gjøre Opstand i den Anledning. Men Kongen forlangte, at hans Ordre skulde udføres, og den maatte adlydes. Iøvrigt 282have vi ovenfor seet, at Frederikstads Overgivelse ikke kunde være Kongen uventet, da han selv havde givet Kommandanten Ordre til at forlade denne Fæstning ved en Depesche, som var udfærdiget af Major Brock den 4de August i Hs. Majestæts eget Værelse, uden Tilkaldelse af nogen Officeer.

Denne Ubestemthed fra Christian Frederiks Side, denne Haardnakkenhed i, mod sine dygtigste Officerers Raad, at lade Tropperne trække sig tilbage og undvige Slag, lader sig kun forklare deraf, at Kongens ovenfor berørte Mistillid til et heldigt Udfald af Selvstændighedskampen i det Hele nu begyndte alvorligen at rodfæste sig hos ham, og af hans Ønske om med Ære at kunne trække sig tilbage: Men disse Qvaler, denne Strid mellem Pligtens, Ærens og Menneskelighedens Bud, paa den ene Side fremkaldte af Hensyn til den Eed, han havde svoret Norges Constitution, paa den anden Side af den Nødvendighed at bøie sig under en uundgaaelig Skjebne, meddeelte han ikke sin Omgivelse i Almindelighed, endskjønt han ikke kunde holde disse Følelser tilbage, naar han enten overraskedes af Begivenhedernes Gang, eller og aabnede sig for enkelte Fortrolige af sit Raad. Forøvrigt indsluttede han mestendeels disse qvalfulde Betragtninger hos sig selv, og deraf opstod en Ulighed i hans udvortes Forhold, som opvakte Forundring hos hans Omgivelse, og har kastet en Frygtagtighedsmaske over hans hele Væsen i de skjebnesvangre Juli- og Augustdage 1814. Naar gode Efterretninger – men ak! hvor sjeldne vare disse – indløb, deelte han Glæden derover med sin Omgivelse og stemtes derved til at tage kraftfulde Beslutninger, men strax efter indlod han sig stundom i hemmelige Underhandlinger med Fienden, og forberedte de Skridt til hans Thronfrasigelse, som nødvendigen maatte lemlæste alle heroiske Beslutninger. Det var desuden 283betænkeligt at vove et Slag, om end den norske Konge havde kunnet stille den norske Armee samlet mod den svenske overlegne Krigsmagt, og dobbelt farligt i dette Øieblik under Adsplittelsen af Armeens forskjellige Detaschements. Garnisonen i Frederikstad havde strakt Gevær, og en Deel af dens Mandskab kunde i denne Krig ikke meer opstilles mod Fienden. En Afdeling af Hæren var opstillet ved Kongsvinger for at imødegaae Fiendens Planer der. Staffeldts og Hegermanns Divisioner vare betydeligen svækkede ved forskjellige Detascheringer. Stabels Skarer vare at betragte som et flyvende Korps, ideligen engageret med en overlegen Fiende, der søgte at vinde Fod paa Glommens vestlige Bred. Stabels Skildring af sin Stilling ved Bjørnestad og Bodal den 6te August er skreven i en aabenbar mismodig Tone. Forfulgt af en overlegen Fiende, som var forsynet med alle Krigens ødelæggende Elementer, medens han selv havde Mangel paa de vigtigste, havde han den Dag lidt et betydeligt Tab, og ventede den næste samme Skjebne. Dertil kom oprørske Spor af de Soldaters Misnøie, som havde sit Hjem i de Distrikter, som vare Krigens Sæde. «Hjemme – yttrede de – bleve de ødelagte af Fienden, her sultede de, og kunde dog ei modstaae Overmagten.»Dette gik saa vidt, at endog en Officeer kastedes i Vandet af de Misfornøiede, uden at han dog tilsatte Livet. Men disse Misnøiens Udbrud vare kun enkelte; Historien opdager iøvrigt ingen oprørske Spor hverken i eller udenfor Armeen paa den Tid. Folket deelte taalmodigen Skjebne med sin Fyrste. Arenfeldt ængstedes af svenske Tropper, som trængte frem over Grændsen, og af den svenske Flaade, som gjorde sikkre Skridt, uden at de Norske vovede nogen Modstand, langs Kysten for at understøtte Landarmeens Bevægelser. Han vaandede sig i sine Meldinger under dette dobbelte Tryk, og gav lidet Haab 284om at slippe ud af den Kile, hvori han var indsluttet. Han behøvede Hjælp og kunde ikke give den. Endeligen manglede en Overgeneral, som kunde stilles mod den store Feltherre, der trængte ind over Landets Grændse, og allerede havde fast Fod i Landets Hjerte. Kongen selv syntes ikke at nære stor Tillid til sin Feltherrekonst,I det Raad, som han holdt i Rakkestad, som ovenfor fortalt, for at forberede et Slag, erklærede han: «hvorlunde han af Venner var gjort opmærksom paa, at han indlod sig formeget i Detail, og tabte Hovedsagen stundom af Sigte, og at det nu var hans Bestemmelse at gaae alvorligere tilværks.» endskjønt de Mænd, som i længere Tid havde kjendt ham, og dagligen omgave hans Person, ikke fraregnede ham Kundskaber og Evner som Krigsmand, ligesom de Ordres, som udgik fra hans Kabinet, bære noksom Spor af hans militaire Virksomhed. Men han stod lige over for en af Europas største og meest erfarne Feltherrer. Til den Mand, som var meest skikket til at sættes i Spidsen for Armeen som Overgeneral, Staffeldt, havde Kongen, som ovenfor bemærket, ingen Tillid, endskjønt han uden Tvivl havde været den rette Mand. Ophøiet til en saadan Hæderspost vilde hans Æresfølelse, og hans Omsorg for at bevare de Laurbær, han i den forrige Krig havde sanket, skjærpet hans Iver, ligesom han havde arbeidet friere, naar et saa vidt Felt var bleven aabnet for hans Krigertalent. Men Christian Frederik vilde ikke nedlægge Kommandostaven, for, under de mørke Udsigter til et heldigt Udfald, at kunne ved passende Leilighed aabne Underhandlinger til Fred, og imidlertid afværge unyttig Blodspilde. De øvrige Korpschefer vare dygtige Divisionsgeneraler, men neppe skikkede til at anføre den samlede Hær. Selv Seyerstedt, som af Kongen dertil var udseet, om han selv havde forladt Krigsskuepladsen, havde ingen Prøver givet paa sin Dygtighed 285som Overgeneral, og efter nogle af de Officerers Dom, der kjendte ham, havde han Egenskaber, som dertil gjorde ham mindre skikket. Han var desuden sygelig, taalte ikke gjerne Modsigelser af Underordnede og manglede den fornødne Virksomhedsaand.Der var paa den Tid i Norge megen Tale om Hensigtsmæssigheden af at sætte en fransk General i Spidsen for den norske Armee, og man henvendte Opmærksomheden paa Lallemand, der i saa høi Grad havde vundet Jydernes Tillid. Det er muligt, at Krigen saaledes var bleven forlænget, og vel endog som et lysere Punkt bleven indført i Norges Krigsannaler; men Landets Lidelser vare ogsaa blevne forlængede, uden at noget lykkeligere Resultat var blevet opnaaet end det, som faldt i Norges Lod.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.