Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Bilag No. XIV

De Kongelige Kommissairers Diktat til Protokolleni Anledning af Storthingets præliminære Beslutning om Forandring i den 25de § af den Eidsvoldske Constitution.

1mo. Foreningen mellem Norge og Sverige er i Henseende til dens Grundprinciper saadan, at man ei kan forudsætte eller antage Muligheden af, at et af Rigerne skulde være i Krigstilstand, naar derimod det andet blev i Fred. Paa een og samme Dag geraade begge Riger i Krig eller erholde Fred. Fienden kan stile sit Anfald mod Sverige eller Norge, ligesom mod de søndre eller nordre Dele af ethvert af Rigerne, deraf følger ikke at blot det Rige, eller den Deel af det Hele, som er bleven anfaldt, kan ansees at være i Krig. Kongen, som bærer begge Kroner udgjør, med Hensyn til de udenlandske 542Magter, den eneste af dem erkjendte Repræsentant for den skandinaviske Halvø, uden at disse Magter indlader sig i de Bestemmelser, ved hvilke Sverige og Norge fastsætte Forskjelligheden i deres indvortes Forfatning. Om en Nordmand eller Svensk en Tildragelse, som er foregaaet i Norge eller Sverige – giver en fremmed Magt nogen virkelig eller tilsyneladende Anledning til at erklære Krig, saa beroer det jo i alle Tilfælde paa den angribende Magt, at vende sine Vaaben mod det ene eller det andet Rige, imod den me eller den anden Deel af Kongens Stater, alt eftersom den finder det tjenligt for sine Hensigter.

Det er visseligen Folkets Rettigheder, at fatte Beslutninger om Antallet af stridbart Mandskab, som i Forhold til Folkemængden og de Midler, der udfordres til Krigsmagtens Underholdning, kan overgives til Kongens Disposition, for at bevare Rigets politiste Sikkerhed; derimod er det Kongens Rettighed at erklære, om han, efter de af Folket givne Bestemmelser, kan opfylde sin paatagne Pligt at forsvare Riget. Men at gjøre en Indskrænkning i Kongens Ret, at disponere over den engang, til Folkets Sikkerhed og Kronens Anseelse, fornøden befundne og bestemte Krigsmagt, det er ikke og kan ikke blive Folkets Ret.

Efter 25de § i den Eidsvoldske Constitution, efter 14de § i den svenske, og efter alle andre Grundlove, som hermed have Lighed, har Kongen den høieste Befaling over Krigsmagten. At give Kongen Ret til at begynde Krig og at slutte Fred, men derimod at forudsætte visse Tilfælde, i hvilke han ei maa benytte meer end en Deel af de Vaaben, hvilke i det Hele ere blevne bestemte i denne Henseende, det er ei alene at lamme den Kraft, hvormed Kongen kan forekomme saadan Landeplage 543som Krigen er, men endogsaa at gjøre Virkningen deraf ulykkeligere. Thi naar han ikke kan anvende den fælles Forsvarsstyrke, inden selve Anfaldet skee, ved at sammentrække samme paa det Punkt, hvor han trues, naar han bliver slagen med en Deel, hvor han kunde have seiret med det Hele, og naar Folkets Repræsentanter skulle samles, ikke for at afgjøre, om Krigen skal finde Sted eller ikke, men alene om de skulle tillade Kongen at hevne med den ubenyttede Styrke deres Brødre eller ikke, da ligger der i disse Bestemmelser, hvis Hensigt skulde være at berede indbyrdes Ro og Fremtids Tryghed, tværtimod den stærkeste Spire til Foreningens Opløsning og tilkommende Rystelser. Gives der vel noget Forebyggelsesmiddel mod Misbrug af den Bestemmelse, at der blot kan disponeres over en Deel af Krigsmagten? Hver enkelt Mand af den Deel der anvendes har jo, hvis den vorder misbrugt, samme Ret til Beskyttelse som de Øvrige.

Iværksættelsen deraf leder desuden selv til Splid og Mistro mellem Konge og Folk. Er Krigen retmæssig og føres til Forsvar for Frihed og Selvstændighed, saa fordres den endog af den almindelige Mening, og da gaaer hele Armeen gjerne i Strid, baade af Fædrelandskjærlighed, og af de særskilte Bevæggrunde, der opflamme Krigeren og høre med til hans Standspligter; – men alligevel maatte ikke den hele Armee gaae, forinden Folkets Repræsentanter vare istand til at vorde samlede. Ansees derimod Krigen for at være uretfærdig, og foranlediget af Ærgjærrighed, saa forekommes den jo ikke derved, at blot en Deel af Nationen bliver et Offer derfor? Krigsmandens første Pligt, Lydighed, kommer ved saadanne Tilfælde i Strid med Politiken, der bør være ham fremmed.

544Ifølge den svenske Constitution (see § 13) ligger Modvægten i det Ansvar, som er paalagt Kongens Raadgivere ved Spørgsmaalet om at begynde Krig. De skulle gjennemgaae alle Aktstykker, der angaae Rigets Forhold saavel til den, Magt, der truer med Anfald, som til de øvrige. De skulle undersøge Landets Tilstand, overveie alle Hjælpemidler og Omstændigheder, samt herefter give deres Raad, -for hvilke de staae Nationen til Regnskab. Den anden og endnu kraftigere Modvægt ligger i Nationens Ret til at beskatte sig selv. Uden Penge seer ingen ærgjærrig Konge Mulighed i at begynde en Krig, og denne Hindring, der er ligesaa retfærdig i Henseende til dens Oprindelse som til dens Anvendelse, lige anseet og stadfæstet af alle de Nationer, der have bygget deres lovlige Frihed paa en fast Grundvold, har gjort ethvert andet Tvangsmiddel overflødigt.

2to. Konventionen i Moss antager ikke den Orden i Fremgangsmaaden, at det norske Folk skulde fra sin Side have umiddelbar Ret til at beslutte Forandringer i den Eidsvoldske Constitution; det er Kongen, som kan foreslaae de Forandringer, han anseer nødvendige ifølge begge Rigers Forening; det er Folkets Rettighed at antage eller forkaste disse Forslag.

Naar man erindrer, i hvilket Forhold Norge er bleven sat i Henseende til Sverige ved de politiske Hændelser, som ere indtrufne under afvigte og indeværende Aars Forløb, saa bør man ikke undlade at berøre med Varsomhed Gjenstande af den Beskaffenhed.

Kongen har med Agtelse for den norske Nation overladt den fri Overveielse af Alt, hvad der angaaer dens Lykke og Frihed, men har derhos aldrig kunnet vente sig, at der skulde, blot som Sikkerhed for en ubillig Mistillid, opkastes Spørgsmaal 545om Indskrænkninger, som svække Staternes politiske Kraft, og fornærme deres fælles Selvstændighed.

Hvis tretten eller femten tusinde Svenske, forenede med den norske Krigsmagt, ikke skulde være tilstrækkelige til at modsætte sig et Anfald, og hævde de nordiske Nationers ældgamle Krigshæder, men derimod 50,000 Svenske tilligemed den norske Armee kunde knuse den forvovne Fiende, som vovede at forsøge et Angreb, burde da det norske Folk ville hindre den svenske Krigsmagt fra at komme det til Hjælp under saadanne Omstændigheder med en større Styrke? Rammer ikke et Anfald paa de norske Kyster efter denne Dag hver svensk Mands Selvstændighed ligesaa føleligt som om det skede paa Skaane? Og nægter vel nogen Nordmand Muligheden af at saa stærke Magter kunde angribe dets Grændser, saa at Landels egne Forsvarsmidler, forøgede med 14 eller 15,000 Svenske, jo derved kunde blive utilstrækkelige?

Om paa den anden Side Sverige blev angrebet af en overlegen Fiende, skulde da det norske Folks ædle Charakteer og Selvstændighedsfølelse indvilge, at en Deel af den norske Armee blev uvirksomme Tilskuere ved den hele svenske og den halve norske Armees Undergang?

Desuden findes der vel i noget andet Land en Bestemmelse af den Natur? Ansaa ikke Irland, ansaa ikke Ungarn sig pligtigt at forsvare hver enkelt Deel af det brittiske, af det østerrigske Monarki? Endog i foederative Stater, som ikke adlyde den samme Regjering, har alligevel den Grundsætning altid været hellig, at de burde indbyrdes forsvare hverandre, saasom den fælles Sikkerhed beroer ikke paa en af Mistillid men en ved Enighed sammenknyttet Kraft.

5463tio. Kongen kan ikke indgaae et saadant Vilkaar af den væsentlige Aarsag, at den svenske Grundlov, som ovenfor sagt, giver ham en uindskrænket Disposition over den svenske Krigsmagt, og denne altsaa, ifølge Sagens Natur, maa bidrage til begge Rigers Forsvar ganske paa den Maade som Hs. M. anseer det gavnligt. Det svenske Folk kan saaledes aldrig bifalde, at nogen anden Magt end Kongens, hvem det har skjænket sin udeelte Tillid, skulde i dette vigtige Tilfælde have Ret til at indlade sig i Undersøgelse om den Styrke, som bør anvendes for at begynde en Krig, eller ende dens Ulykker, eller hvor denne Styrke skal anvendes.

Friheden er det svenske Folk ligesaa dyrebar som det norske, og det har samme ømme Skaansel for sine Sønners Blod; men det har alligevel tilstaaet, at i disse for Staternes rette Selvstændighed allervigtigste Tilfælde, naar Forholdet til udenlandske Magter skal bestemmes, er det ikke Folket, som kan bedømme, hvad der er ret, og hvad det Heles Vel fordrer. At paalægge Kongen som ubetinget Pligt i et saadant Øieblik at sammenkalde Folket, da Fienden strax vilde anvende alle mulige Rænker for at vække Splid mellem Gemytterne – det vilde være at sætte Kongen udaf Stand til at gavne sit Folk. En bedrøvelig Erfaring har lært det svenske Folk at kjende Følgerne af en saadan Splid. Den Ret til Undersøgelse, som man her foreslaaer at tillægge det norske Storthing, skulde fremvirke et Forhold mellem den udvortes Magt og Kongen, der vilde have en ligesaa direkte og fordærvelig Indflydelse paa det svenske Folk som paa det norske, og hvis den blev indvilget i det ene Rige, skulde dens Virkninger ligesaa fuldt existere, som om den var indvilget i begge, uden at dog den meer indbildte end virkelige Fordeel – at man derved maaskee en enkelt Gang 547kunde forhindre en uoverlagt Beslutning – fandt Sted uden blot i det ene Rige.

4to. Hvorledes skal Iværksættelsen af en saadan Beslutning kunne kontrolleres? Hvem holder Tal over de Tropper, som gaae over Grændsen? Har ikke Kongen den høieste Befaling over Rigets Krigsmagt baade til Lands og Vands? Skal der da kunne findes nogen Autoritet, som giver Kontraordre, naar Kongen har befalet Tropperne at bryde op?

Det er saaledes blot ved en paafølgende Regnskabsdag at Spørgsmaalet skal opkastes. Den Konge, som skulde ville trodse Folkets Mening og opoffre Landets Sønner for en fremmed Interesse, bliver muligens et Offer for en Mangel paa Klogskab i selve Hovedsagen, men skeer ikke dette, da bliver han det endnu mindre derfor, at han har befalet en saa stor Deel af den norske Armee at marschere uden Storthingets Samtykke. Man opnaaer saaledes i intet Tilfælde det Øiemed, hvortil man havde sigtet ved denne Indskrænkning, hvilken desuden ikke finder Sted i noget andet Land, men strider imod de Principer, hvorpaa Statsbestyrelsen iøvrigt er bygget, samt krænker Kongens constitutionelle Ret og skader hans politiske Anseelse.

Som det høitideligste Beviis paa Kongens oprigtige Hensigter maa det desuden tjene, hvad den 99de § i Hs. M.s Forslag til Forandringer i Norges Grundlov indeholder. Med Hensyn paa den Forholdsmæssighed i Norges Forsvarsstyrke, som kan finde Sted i Følge dets Forening med Sverige, er Værnepligten i dette Forslag indskrænket til en Tid af 5 Aar. Borgerne kunne siden uforstyrret vedblive deres fredelige Sysler. Dette er overeensstemmende med Sveriges Statsforfatning. Kongen har troet, at begge Folks Rettigheder og Pligter, 548i Henseende til at værne om den fælles Selvstændighed og begge Kroners Ære, burde være aldeles lige.

Havde Kongen blot beregnet, hvorledes han skulde erholde de størst mulige Stridskræfter, da havde han ei foreslaaet en Forandring i de nu i Norge gjældende Love, hvortil han ei efter Konventionen paa Moss kunde forpligtes, og det militaire System skulde da vedblevet at være udvidet over Landets virkelige indvortes Kraft.

Kongen voldgiver til den hele norske Nation at dømme i denne Sag.

Kongen ønsker, at det norske Folk maatte indsee, at det besidder den fuldkomneste Garanti i begge Rigers fælles Interesse, efter deres Beliggenhed og indvortes Tilstand, samt i den Trang, Kongens Hjerte føler til at see begge Folk lykkelige. Alle unaturlige Baand opløses ved Begivenhedernes Gang, blot disse faste Grundvolde bestaae gjennem Tidernes Løb.

Havde Kongen kun til Hensigt, endog med Opoffrelse af Grundsætninger, at tilvinde sig Øieblikkets Bifald, og til den Ende selv at give efter for en ugrundet Ængstelighed, saa skulde han uden Betænkning indvilge de nu gjorte Forslag. Med fuld Overbeviisning om, at de trængte til Forandring, skulde han opsætte denne til en roligere Tid. Men da hans eneste Formaal er, at gaae redelig og aabenhjertig tilværks, da det er ligesaa vigtigt for det svenske som norske Folk, at bevare deres gjensidige Grundloves Hellighed – saa ligger der i de Anmærkninger, vi nu paa Kongens Vegne gjøre, og i denne vor uforbeholdne Erklæring, at den 25de §, saaledes som den af Storthinget er foreslaaet, ei af os antages, en Borgen for Opfyldelsen af de Løfter, som fra Kongens Side afgives.

549For imidlertid at berolige Folkets muligen skrækkede Forestillinger i Henseende til Hs. M.s Hensigter, hvilke fremmed Interesse har søgt at fremstille i et urigtigt Lys, har Kongen tilladt en Forandring i §§ 25 og 26 af den Eidsvoldske Constitution, der lyder saaledes, som hoslagte Udarbeidelse viser, men hvori ingen videre Modifikation kan finde Sted.

Hvis Storthinget ikke antager disse saaledes af os fremsatte §§, da maae de i Følge den Eidsvoldske Constitution nugjældende Bestemmelser forblive uforandrede.

*

Disse §§ ere fuldkommen overeensstemmende med dem, som findes i Norges Grundlov. Kun i Slutningen af 25de § tilføiedes efter Storthingets Forslag: «Landeværnet, og de øvrige norske Tropper, som ikke til Linietropperne kunne henregnes, maae aldrig bringes udenfor Norges Grændser.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.