Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Bilag No. VIII

«Undertegnede, som af Hs. Kongelige Høihed Prindsregenten af England er overdraget en særdeles Mission til det Norske Folk, havde haabet at finde Nationens Repræsentanter endnu forsamlede. Men da denne Forsamling er opløst, og de Fleste af dens Medlemmer ere vendte tilbage til deres Hjem, saa er han sat i den Nødvendighed, at overlevere nærværende Deklaration til den Regjering, som han fandt etableret i Christiania; men han erklærer tillige, at han, ved saaledes at handle, ikke kan erkjende dens Myndighed eller Lovmæssighed paa hans Gouvernements Vegne.

«Det er vel bekjendt, at det ved den imellem England og Sverige sluttede Traktat blev bestemt, at hiin Magt skulde, saavel ved venskabelig som sømilitair Medvirkning være Sverige behjælpelig i at tilveiebringe Norges Forening med samme, og at Kongen af Sverige ligeledes forbandt sig til, at Foreningen skulde skee med ethvert Hensyn til det Norske Folks Lykke og Frihed.

«Det er ligesaa bekjendt, at Danmark ved Traktaten i Kiel kontraherede, at cedere Provindsen Norge med fuld Souverainitet 520til Sverige, paa det Vilkaar, at Sverige skulde tilbagegive de erobrede Fæstninger og Provindsen Holsteen, og paa sin Side cedere til Danmark Svensk Pommern, og forskaffe Danmark de flere Fordele, som ere deri fastsatte.

«Ifølge af denne Traktat udfærdigede Kongen af Danmark Ordre til Overleverelse af de Norske Fæstninger og Provindsens Overgivelse; men Prinds Christian, som af Kongen af Danmark var udnævnt til Norges Statholder, saasnart han var underrettet om, at det var under Deliberation at overgive Norge til Sverige, besluttede at opmuntre Nordmændene til en almindelig Modstand mod Overgivelsen, og at sætte sig Selv i Spidsen for dette Folk, og som en Følge deraf udstedte adskillige Proklamationer, sammenkaldte Nordmændene til en Rigsdag, og afsendte Hr. Anker til London med Instruktioner at tilveiebringe om muligt den Engelske Regjerings Samtykke og Bistand til Norges Uafhængighed.

«Greven af Liverpool indvilgede Hr. Anker en Konference, og gjorde ham bekjendt med den Engelske Regjerings Stilling og Beslutning. Hr. Anker blev i Følge heraf anmodet om at vende tilbage til Norge, men blev uheldigviis anholdt i London under Arrest, og da han siden var nødsaget til at skaffe Kaution for sin Tilstedeblivelse i en Proces angaaende nogle Handelsaffairer fra Fortiden, hvori han var indviklet, saa erklærede han ikke at kunne vende tilbage til Norge, fordi han ved sin Fraværelse vilde udsætte sin Kautionist for Ubehageligheder.

«Efter denne detaillerede Deklaration staaer kun tilbage for Undertegnede at sige, at Gjenstanden for hans Sendelse til Norge er at erklære for Prinds Christian og det Norske Folk den Engelske Regjerings Stilling med Hensyn til dens Forbindelse 521med Sverige og de allierede Magter, og den faste Beslutning, at opfylde sine Forpligtelser med Oprigtighed og Kraft, overladende til det Norske Folks eget Valg, om det, efterat være bleven underrettet om den Svenske Regjerings Tilbøielighed til at tage Hensyn til dets Ønsker og Lykke, vil nyde Fordelen af Storbrittaniens nuværende Beredvillighed til at mægle til dets Fordeel, for at tilveiebringe en passende Sikkerhed for de constitutionelle Privilegier, det ønsker at nyde, eller det vil udsætte sig for en Kamp med hine Magter, og deres Allierede, der have sendt Ministre til Danmark, for at sætte Traktaten til Kiel i Kraft.

«En Deklaration, ligesaa aabenhjertig som bestemt, skyldes ikke alene hiin Magts Charakteer af Retfærdighed og Overbærelse, den kommer fra, men tillige det Folks fremtidige Vel, som det er adresseret til. Undertegnede nærer derfor det oprigtige Haab, at det Norske Folk, efterat have taget samme i alvorlig overveielse, vil godvilligen underkaste sig Traktaten i Kiel, heller end at fortsætte en Fremgangsmaade, som vil, foruden alle de Ulykker, som ere en Følge af en ved Magt fremtvungen Underkastelse, tillige bringe over det den Vanære, alene at forlænge en Krig, som længe har gjort Verden ulykkelig.

Christiania den 6te Juni 1814.
Undert.
Morier


Denne Note besvaredes saaledes igjennem Statssekretair v. Holten:

«Undertegnede, Hs. Majestæts Statssekretair, har havt den Ære at modtage Deres Skrivelse, fremsendt under Couverts 522til ham, og skjønt De ikke vil kunne antage noget officielt Svar fra en Regjering, hvis Myndighed og Lovlighed De ikke erkjender, saa vil De dog tillade, at jeg i Gjensvar paa bemeldte Skrivelse meddeler Dem, hvad jeg veed at være Hs. Majestæts, min allernaadigste Konges, Ønske, at De, som Hs. Kongl. Høihed Prindsregentens Sendemand, fortrinligen vilde tage Hensyn til, ved at bedømme det Norske Folk og Hs. Majestæts Forhold i Særdeleshed mod Storbritianien. Det Norske Folk har stedse anseet England som sin første Ven og naturligste Allierede. I Traktaten mellem Sverige og England angaaende Norges Undertrykkelse, viiste den Engelske Regjering en Agtelse for det Norske Folks Frihed og Lyksalighed, som oprigtigen paaskjønnedes, og som lod haabe, at England aldrig vilde tabe af Sigte, hvad der udgjør denne Frihed og Lykke, saameget mere, som Ministrene udtrykkeligen have erklæret, ei at have garanteret Sverige Norge, det er at sige, ei at have garanteret dette Lands Friheds og Lyksaligheds Forliis. Man turde følgeligen haabe, og det Norske Folk har haabet, at finde en Ven og Beskytter i Storbrittanien, der, for at sikkre det Norske Folk Besiddelsen af hiint Gode, først vil undersøge, hvori Samme bestod, og om den er at forene med Underkastelsen under en Stat, hvis Regjering har mishandlet det Norske Folk, ved, selv under Freden, at etablere det meest oprørende System, at udhungre et heelt Folk, og som derved har forøget det Nationalhad, der som bekjendt finder Sted mellem begge Nabofolk. Neppe behøvedes der, efter slig Behandling, noget andet Beviis for at modsige det Paafund, som Kronprindsen af Sverige har tilladt sig, at Nordmændene Intet heller ønskede, end at forenes med Sverige under hans menneskekjærlige Styrelse. At efterforske disse Sandheder vil tilvisse være Dem, 523saavelsom Deres Regjering angelegent, for derpaa at bygge Grundvolden til en kraftig Mediation mellem Norge og Sverige i det meest hæderfulde Hverv, en stor Stat kan paatage sig, naar den ledes af Grundsætninger, byggede paa Folkeret og en menneskekjærlig Politik. De vil af Alt, hvad her er bekjendtgjort af Rigsforsamlingens Forhandlinger og af hver Nordmands Mund erfare, at en Underkastelse under Sverige, saaledes som Kielertraktaten fordrede den, var uforenelig med det Norske Folks Frihed og Lyksalighed, og enhver Englænder, Enhver der føler varmt for Frihed og Nationalværd, vil ikke undres over, at et Folk, som aldrig erkjender sig at have været en Provinds af Danmark, men vel et med denne Stat frivilligen forenet Kongerige, ikke vil lade sig give bort som Eiendom, eller andre rørlige Ting; det vilde Spanien ei heller, og England bistod samme i sit Forehavende, som for Retfærdighedens Domstol vist aldrig kunde driste. Denne hæderlige Nationalstemning, som uden Styrelse havde voldgivet Nationen til Anarki, idet ingen Nordmand uden Modstand havde seet Svenske Tropper rykke ind i Landet, bevægede daværende Statholder, Prinds Christian til Danmark at antage sig Statsstyrelsen, og som Regent at Vaage over Landets indvortes Rolighed og udvortes Sikkerhed. Han erkjender Folkets Rettigheder at være tilbagegivne til Samme, da Kongen af Danmark løste det fra sin Troskabseed, og han sammenkaldte en Rigsforsamling, for at Folkets Repræsentanter selv kunde fastsætte Rigets Constitution. Hvorledes disse Folkets udvalgte Mænd erkjendte denne Hs. Kongelige Høiheds Velgjerning mod Folket, sees af Adressen til Høistsamme af 11te April, og i Sandhed ikke en eneste Nordmand kunde miskjende hans store Opoffrelse for Staten. – Hvad Frihed Rigsforsamlingens Deliberationer 524have nydt, vil De selv kunne overbevise Dem om, og Constitutionen bærer uden Tvivl det største Præg deraf; den er ikke dikteret af en ærgjærrig Fyrste, men udarbeidet af Mænd, der ville deres Fædrelands Vel. Fleerheden af disse Mænd (Rigsdagens Forhandlinger vise det) ansaa det nødvendigt for at fuldbyrde Constitutionen, at Kongevalget strax foretoges, og i Spidsen for et Folk, der er forenet ved en bestemt Villie, at vove Alt for at forsvare sin Selvstændighed og sin Constitution, blev der intet andet Valg for Regenten, end strax at antage den Krone, som Nationens Kjærlighed og Tillid overrakte ham. – Kongen har svoret at regjere Kongeriget Norge overeensstemmende med Constitutionen, og Rigsforsamlingen har samme Dag overrakt Hs. Majestæt den Adresse, som alt er meddeelt Dem, hvori Nationen yttrer det Ønske, at Fred maatte vedligeholdes og gjensidigen fordeelagtigt Forbund indgaaes med Sverige; dens Tillid til at Europas mægtige Stater, som i de sidste Aar med saa megen Anstrengelse og Held have kjæmpet for at gjengive Europa Frihed og Ro, ikke ville kunne samtykke i et Folks Undertrykkelse, der ei har fornærmet Nogen, og som kun fordrer, hvad Folkeretten burde sikkre samme: Frihed og Fred; men tillige dens bestemte Villie, hvis dette Haab skulde skuffes, at foretrække Opoffrelsen af hvad som kjærest er, og Døden selv for Slavelænker. – Denne Erklæring har Hs. Majestæt, ifølge Rigsforsamlingens Anmodning, tilstillet alle Hoffer, og følgeligen ogsaa Storbrittanien, og han tvivlede ikke om, at den jo vil tages i Betragtning af den Regjering, der repræsenterer et Folk, som paaskjønner Friheds Værd, og som i lignende Tilfælde vist var beredt til samme Opoffrelse som det Norske. – Tillige holder Hs. Majestæt sig forvisset om, at Hs. Kongelige Høihed Prindsregenten af Storbrittanien, 525der saa fuldkommen veed, hvad en constitutionel Regent skylder sit Folk, ikke vil forudsætte, at han nogensinde skulde være i Stand til, af egen Myndighed at opoffre den Nations Statsforfatning, der, i Tillid til at dette var ham umuligt, overdrog ham Kronen. – Ikkun Folket selv kan, ved dets Repræsentanter, foretage Forandringer i Constitutionen, eller tillade Norges Forening med et andet Rige (vide Constitutionen § 14 og 110). Enhver Nordmand, enhver Englænder, ligesom Enhver, der føler varmt for Menneskeværd og Menneskelykke, maatte beklage, at i denne Tidspunkt, da Europas Magter have tilkjæmpet Kontinenten Fred, og gjengivet Nationerne Frihed, at i denne Tidspunkt, siger jeg, de samme Magter skulle enes om, at handle i Modsætning til de Grundsætninger, der hidtil have ledet dem, for efter Sveriges Tilskyndelse at undertvinge et frit og agtværdigt Folk. Men endnu er Sværdet kun halv trukket, og Menneskelighedens Stemme, som ledet ved Sandheden, endnu kan tale til Storbrittaniens Behersker, og til de flere Magter, vil forhaabentligen lade dem tage i Betænkning, hvilken ufortjent Behandling de ere paa Veien til at øve mod det Norske Folk. Det vil erkjendes, at sund Politik, ja selv det Svenske Folks Held, lader foretrække ethvert billigt Arrangement mellem Sverige og Norge, hvorved gjensidig Frihed og Ære hævdes, for ny Blodsudgydelse i Norden, og i den Forvisning, at Prindsregenten af England, sikkert besjæles af høimodige, retfærdige og menneskekjærlige Grundsætninger, har Hs. Majestæt med fuldkomneste Tillid henvendt sig til ham, for at paakalde hans Mediation imellem Norge og Sverige paa Grundvolde, hvorved det Norske Folks Frihed og Lyksalighed kunde sikkres – og det Norske Folk og dets Konge paakalde kun Folkerettens Grundsætninger, og fordre, at dets Adfærd og Begivenhederne 526i Norge sandfærdigen bør kjendes, for retfærdigen at kunne bedømmes. Det er neppe den lidende, men den uretfærdigen Angribende, som forhaler Krigen.

Slutteligen tillade De mig, efter Hs. Majestæts udtrykkelige Befaling at tilføie, at hvis den fra Englands Side forventende Mediation ikke direkte strider imod Rigets Constitution eller Rigsforsamlingens Erklæring af 19de Mai, hvilke for Tiden ere de ufravigelige Rettesnorer for Hs. Majestæts Handlemaade, vil Allerhøistsamme ansee det for sin Pligt, at forelægge et Storthing, hvad Mæglingen maatte foranledige; men da der til Rigsforsamlingens Sammenkaldelse og Afholdning fordres 3 à 4 Maaneder, saa vil det i saa Fald, og for at forekomme midlertidig, maaskee unødvendig Blodsudgydelse, være nødvendigt, at Storbrittanien virker lige kraftig paa Sverige, og forstaffer Norge i denne Mellemtid, hvad der er at vente af en upartisk Mægler: fuldkommen Neutralitet, fri Tilførsel og Samfærsel med England, hvilket alle Nordmænd, vante til at ansee Englænderne for deres første Venner, desuden ansee som det høieste Gode. – Hvor lykkeligt for mig, ved denne Leilighed at kunne henvende mig til en Mand, der elsker Sandhed, og som det altsaa er Pligt at behandle med den Oprigtighed, hvilken ligeledes udtales i Forsikkringen om den Høiagtelse, hvormed jeg forbliver

Christiania den 6te Juni 1814.
Deres meget ærbødige Tjener
v. Holten.

Til Hr. J. P. Morier!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.