Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Bilag No. IX

527Kronprindsens Kundgjørelse lød saaledes:

«Nordmænd!
«Naturen har bestemt Eder til at udgjøre eet Folk med de Svenske, og Eders Skjebne er fuldbyrdet, efterat Kongen af Danmark ved Freden til Kiel har afstaaet sine Rettigheder til Sverige. De Fordele, som Eders gamle Monark har høstet af denne Fred, er Eder bekjendt. Strax efterat denne var undertegnet, fik han Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen tilbage, tilligemed Fæstningerne Glückstadt og Frederiksort, Erkjendelsen af Toldrettigheden i Sundet, Eftergivelsen af meer end 12 Millioner Kontributioner, som vare paalagt Hertugdømmerne, Befrielsen af en lignende Sum for Kaperier, som vare gjorte under Freden, desuden en anseelig Sum i Penge, hvoraf en Deel er bleven betalt, og endeligen Løfte om Pommerns Afstaaelse, saasnart Fæstningerne Kongsvinger, Frederikshald, Frederikstad og Agershuus ere blevne overgivne og tagne i Besiddelse.

«Saa store Opoffrelser skulde ei være blevne gjorte for Danmark, naar det ikke havde lovet, at I, fredeligen og uden Modstand, skulde erkjende den Svenske Konges Autoritet, og I ville kunne bedømme disse Opoffrelser ved at læse de Traktater, som havde forenet Sverige, Rusland, Preussen og England med den fælles Fiende. Nordmænd! Dersom i dette Aarhundrede disse Traktater kunde eluderes af civiliserede Nationer, saa vilde der ingen Redelighed være mere paa Jorden.Men just ved disse Traktater vare andre, som nogle af de allierede Magter havde indgaaet med Danmark, paa det ømfindtligste krænkede, og Danmark, mod sin Villie, tvungen til den Politik, som det senere fulgte.

528«Paa samme Tid da Eders Regjering overgav Frankrige flere Tusinde af Eders Matroser til at bemande dets Krigsskibe, indsaa Sverige den uundgaaelige Nødvendighed, at gjøre sig uafhængig af Fastlandet.Sammenhængen af denne Anklage mod Danmark, og det heldige Valg af Sveriges Politik, ligger klart nok i den Tids Historie. Antallet af de til Frankrige sendte danske Matroser er her angivet langt større end det var. Det nægtede at ydmyge sig for Dagens Afgud, og tillidsfuldt stolende paa sig selv og sine constitutionelle Love, vovede det at paaberaabe sig dem til Fordeel for sine Børn, og det forkastede Forlangendet af et lignende Antal Matroser. Det gjorde mere: i det meest kritiske Tidspunkt, som vore Annaler have at fremvise, forenede det sig med en Monark, hvis Undergang Napoleon havde besluttet. Det er nu stolt af at have været den Første, der opfattede en Mening, som blev siden saa mange Folkeslags.

«Nordmænd! Smaae Stater ere stedse et Spil i de Mægtigeres Hænder. I kunne ikke udgjøre et eget Rige, og den Mands Hensigt, som forvildede Eder, er een Gang paany at forene Norges Krone med Danmarks. Men Naturen, forenet med en sund Politik, vil at Nordmændene og de Svenske skulle være Venner og Brødre. Det er saaledes som Brødre de Svenske ville leve med Eder. Forenet og stærke ved en fælles Understøttelse vil Sverige og Norge fra alle Sider frembyde en uoverstigelig Grændse. Hver for sig og adskilte, ville de have Alt at frygte baade af sig selv indbyrdes, og af Andre, Betragter England! denne saa navnkundige Øe har grundet sin Lykke paa en lignende Forening. – Norges og Sveriges Forening er garanteret af Verdens første Magter.

529«Flere Seklers Erfaring viser, at Uenighed i Norden stedse har havt Ødelæggelse til Følge. Denne Tanke undgik ei den store Gustav. Efterat have beredt Europas Fred og Religionens Tryghed, var det hans Plan at forene Eder med Sverige. Døden sveg hans Forventning. Følgen deraf har været ulykkelig for Eder.Historien kjender Intet til denne Gustavs Plan; det lykkedes ikke Gustav at berede Europa Fred og Religionen Tryghed, hvor meget Tydskland skyldte ham i sidste Henseende, og hans Planer, da Døden henrev ham, gik vel langt ud over de nordiske Rigers Forening.

«Nordmænd! Efter det mindeværdige Slag ved Leipzig har Eders egen Interesse maattet sige Eder, at alene Eders Forening med Sverige kunde befordre Eders Held og begrunde Eders Sikkerhed. De store Magter ville denne Forening. Alle have erkjendt, at det var paa Tide, at gjøre Ende paa de Uenigheder, som fulgte af begge Nationers Adskillelse. Ville I alene modsætte Eder den almindelige Villie, alene kjæmpe mod de Svenske og de Magter, som have garanteret Eders Forening med Os? Deres Ære, deres Interesser, Traktaternes Hellighed – Alt fordrer, at den iværksættes.

«Jeg kommer midt iblandt Eder med det Haab, at I ville behandle som Brødre den kjække Hær, som jeg bringer tilbage fra et Felttog, der er ligesaa hæderfuldt som beundringsværdigt. Hverken denne Armee, eller den, som siden et Aar har været opstillet paa Eders Grændser, ønsker sig Laurbær, som skulle farves med Eders Blod. De Svenske ere, som I Selv, Medlemmer af den Skandinaviske Familie, og ethvert Feltslag mellem begge Folk, er ligesaa unaturlig som stridende mod Fornuft og sandt Politik.

530«Nordmænd! Lader Eder ei ophidse af saadanne Individers Opmuntringer, som kun have deres personlige Interesse for Øie. Opoffrer ei Eders Fædrelands Vel for de bedragerske Forblindelser, som de fremstille Eder. Aabner Eders Øine for de Farer, hvori en lastværdig Ærgjærrighed styrter Eder. Sverige vil ei nedlægge sine Vaaben, førend det har tilveiebragt en Forening, som er nødvendig for dets Sikkerhed og Ro. I kunne forebygge en Krigs Ulykker, som kun kan gavne Eders Forførere. Vend Eders Tanker mod Fremtiden, som venter Eder, mod den Ære og Lyksalighed, som maa blive en Følge af begge Nationers Forening.

«Nordmænd! Forkaster saaledes en Indflydelse og Vildfarelser, som ere Eder lige uværdige! Lad Nationalvillien tale, og lad denne bestemme sine Love, under Beskyttelsen af en oplyst og velgjørende Konge! Tilligemed Bortfjærnelsen af enhver Krig tilbyder han Eder Uafhængighed, Frihed og Garanti for alle Rettigheder. Eders Troskab og Redelighed skal være Underpantet derpaa; hans Dyder ere Borgen derfor.»

Under samme Dato udstædte Kronprindsen følgende Proklamation til sine Vaabenbrødre fra sit Hovedqvarteer i Vennersborg:

«Soldater!
«For 6 Maaneder siden vare I Herrer af Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen. Den faste Plads Fredriksort havde overgivet sig, og Fæstningen Glückstadt, som seld den store Gustavs seierrige Hærfører ei havde formaaet at indtage, var falden i vore Hænder. Eders Krigsforetagende mod Fyen og den nordlige Deel af Jylland kunde derefter for Eder kun blive et Seierstog. Da paakaldte den Danske Regjering vor Agtelse for Menneskeblod, og denne Opfordring standsede vore 531Fremskridt. Traktaten til Kiel blev sluttet, og den umiddelbare Følge af denne Traktat, som skaffede Sveriges Krone Foreningen med Norge, blev at vi forlode Dansk Grund.

«Soldater! Det er stolende paa disse Løfter, at jeg førte Eder til Rhinens Grændser, det var i Haab om at berede Skandinaviens Frihed, at I droge over det baltiske Hav for at befrie Tydskland. Nu, da Arvingen til Danmarks Trone betragter den i Kiel sluttede Traktats Hellighed som et Ord uden Betydning, og nu da han, idet han udfører sine ældre Forholdsordres, modsætter sig Opfyldelsen af Fredsvilkaarene, nu er det ei længer paa Underhandlinger vi kunne stole, det er paa Gud og vore Vaaben vi maa sætte vor Lid. Vor Konge, der er en saa erfaren Dommer i Æres- og Krigsanliggender, begiver sig midt iblandt os. Hans Øie og Tanke vil følge os. Lader os retfærdiggjøre hans Forhaabninger ved vort Mod til at taale Savn, og ved den Udholdenhed, som skal sikkre os Held. Lader os bruge enhver Anstrengelse, for at bringe vore misledte Brødre tilbage til Følelsen af deres Lykke og deres Pligt, og lad denne anden Krone, som skal pryde vor hæderværdige Monarks Tinding, for Fremtiden kun blive en ny Borgen for hans Kjælighed til sine Børn.

«Soldater! Jeg gjentager det, for os gives ingen Hvile, før den Skandinaviske Halvø er bleven forenet og fri.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.