13Den 8de og 9de April forsamlede sig efterhaanden de udvalgte Repræsentanter paa Eidsvold, og vi have forhen bemærket, at Reisen, midt i Førefaldet paa den ufærdsomste Aarets Tid, da Foraarets Virkning paa en sneefuld Vinters Levninger gjorde Føret ubeqvemt for Brugen baade af Slæde og Vogn, havde været forbunden med store Besværligheder. Imidlertid nedstemte denne Ulempe ikke de Reisendes Sind. Reisens Besværligheder tabte sig under Vigtigheden af dens Øiemed, og de vare mere Gjenstanden for en spøgende og munter Underholdning end for Klage. De fleste Repræsentanter ankom til Eidsvold ilde tilrakkede af den Søle, hvori de havde maattet stampe den sidste Deel af Veien, hvor de formedelst Tellegrøp og sneeblandet Veismuds ikke vel kunde bruge Hjulredskaber, og der var noget komiskt – vel skikket til at formilde Sindets Alvor – i den fast ukjendelige Tilstand, hvori man præsenterede sig for hverandre. – De fleste Repræsentanter havde berørt Christiania, hvor de havde fremstillet sig for Prindsen og modtaget af ham Beviser paa en venlig Opmærksomhed. 14Yttringer af Kjærlighed og Høiagtelse for den elskede Fyrste gjenløde overalt i de første Samtaler i denne larmende Gruppe. Kun Enkelte vare tause og mørke i Sind, ængstelige for hvad der skulde komme. Efterhaanden som Repræsentanterne ankom, meldte de sig hos Forsamlingens Marskalk, Ritmester Elieson, som havde paataget sig at ordne dens oekonomiske Anliggender under Ophold paa Eidsvold. I Christiania hedte det, at der var i denne Henseende paa det Bedste sørget for Forsamlingen. Man skulde forefinde beqvemme Logier og fuldt op af hvad der behøvedes til i oekonomisk Henseende at føre et behageligt Liv under dette Ophold; men i Virkeligheden befandtes det ikke saaledes.Der gaves imidlertid et Forraadsmagasin hos Elieson, bestaaende af Colonialvarer, Risengryn og Brændeviin, som udleveredes efter Paafordring, og som benyttedes af Mange. Forfatteren, som havde været i Selskab paa Reisen med 5 Deputerede fra de nærmeste Distrikter ved hans Hjemsted, blev ilde tilmode da han erfoer, at Reiseselskabet skulde adsplittes og fjærnes hele Fjerdinger fra hverandre. Lykken var ham imidlertid saa gunstig, at han fik sin Medreprærsentant, Præsten Grøgaard, til Contubernal, der ikke alene var hans fortrolige Ven, men deelte Anskuelser med ham om Fædrelandets Stilling, og bevarede dem igjennem alle Omvæltningens Stadier. Et Par af hans øvrige Reisekammerater skiftede derimod deres Mening under den voxende Selvstændighedsstrøm, og i politiske Anskuelser, men visseligen ikke i Vennesind, bortfjærnedes de i samme Grad, som Logiets indbyrdes Afstand.
Der blev anviist Grøgaard og Forfatteren Logi paa Vengerbakken, en lille Fjerding fra Herresædet, hvor Forsamlingen skulde holde sine Møder, og det anviiste Logi havde i Sandhed 15et tarveligt Udseende. Det bestod af et eneste Værelse med tvende Senge og det allersimpleste Huusgeraad, og den første Dag vilde have været en Hungersdag, naar vi ikke havde kunnet tage vor Tilflugt til vor Reiseniste.Vi opdagede imidlertid snart, at vi i denne Henseende vare bedre farne, end vi havde ventet. En vis Frygt for de fremmede Gjæsters Fordringer havde bevæget vor Vært og Værtinde til at give deres Huus et falskt Anstrøg af Armod. Begge vare venlige, godmodige og for sine Gjæster omhyggelige Bønderfolk, og der gaves Faa i den hele Omkreds af Repræsentanter, som havde det bedre end vi. Naar Forfatteren henvender sine Tanker til Stuen paa Vengerbakken, hvor han under sit Ophold paa Eidsvold levede saa mange Timer fulde af urolig Ængstelse og Tvivl i Anledning af Dagens Forhandlinger, staaer Ole Vengerbakkens og hans Kones venlige Omgang og omhyggelige Pleie som en kjær Erindring for ham.
Vi tilbragte Formiddagen den 9de med at indrette os i vor lille Huusholdning, og kjørte om Eftermiddagen til Forsamlingsstedet, for at modtage Bestemmelse for den følgende Dag.Værtens Heste stode til Repræsentanternes Raadighed, men deels for Bevægelses Skyld, deels for at spare Bondens Heste under en fodertrang Vaar, stolpede de Fleste i Slufs til Forsamlingsstedet. I Værkseierens store Hovedbygning fandt vi mange Deputerede, Nogle knurrende over, at de maatte drage saa langt paa Landet fra Forsamlingsstedet, Andre over de slette Foranstaltninger, som vare gjorte, og denne surrende Gruppe af bekjendte og ubekjendte Arbeidsfæller, var høiligen interessant. Der vankede imidlertid allerede skjæve og forskende Blik, deels af dem, som kjendte hverandres modstridende Anskuelse om det store politiske Rigsdagsæmne, deels af dem, som speidede efter hvad der monne boe hos den ubekjendte Rigsdagsmand, endskjønt den store Hob ikke endnu stillede sig under nogen særskilt 16Fane, hvilket først senere hen blev Tilfældet. De østlandste Repræsentanter, som mere bekjendte med Meningsforholdene, og blandt hvilke Prindsen talte sine ivrigste Tilhængere, ansaae Vesterlændingerne – Bergenserne maatte dog ikke i denne Henseende regnes til disse – som saakaldte svensksindede, der vare misfornøiede med Prindsens Fremgangsmaade, og især ikke bifaldt Selvstændighedsværket i den af Prindsen og hans Tilhængere vedtagne Stiil. Rygtet havde allerede udpeget Nogle af de meest anseete blandt begge Partiers Tilhængere, og disse nærmede sig hverandre med Forsigtighed, yttrede sig ubestemt om Dagens Anliggender, og først naar man havde fundet En af Sine, fik Samtalen en friere og fortroligere Gang. Prindsens Tilhængere, og de, som gave ethvert af hans foretagne Skridt det meest ubetingede Bifald, vare imidlertid de meest høirøstede; thi de troede, at de havde den store Mængdes Stemme for sig. I dette foreløbige Møde udbrøde saaledes allerede Nogle i de meest smigrende Lovtaler over Prindsen og hans Adfærd, medens den mindre talrige Opposition mestendeels lagde sin Tvivl om Viisdommen i den valgte Adfærd for Dagen ved en fuldkommen Taushed. Der gaves dog ogsaa blandt Tvivlerne nogle høittalende Mænd, som allerede da aabent fremsagde sin Mening om Landets farlige Stilling. I denne Henseende udmærkede sig især Amtmand, senere Statholder, Løvenskjold, som allerede den Dag i Samlingsstedets Vestibul med brede Ord udtalte sin Mening. Hele Rigsdagen igjennem, under Forhandlingerne selv, ved Spisebordet og i Vestibulen, yttrede han sig med samme Fritalenhed, og han fremsatte sine Tvivl om Hensigtsmæssigheden af de gjorte Foranstaltninger, og om Landets Stilling i det Hele med en Aabenhed, som, agtværdig i sig selv, stundom udsatte ham for Ubehageligheder. 17Men forøvrigt fandt endnu kun liden Friction Sted imellem Parterne, og den store Strid fløttedes egentligen til Rigsdagssalen. Den store Skare rugede over sine Tanker; Partihøvdingerne hvæssede sine Vaaben til Kampen. Derhos traf Forfatteren flere Hædersmænd, som i Begyndelsen af Mødet deelte hans Tvivl, og stode ligesom paa Politikens Korsvei, ubestemte til hvilken Fane de skulde sværge, men som under Forhandlingerne bleve Selvstændighedens ivrige Forsvarere. Ogsaa fandt han senere hen Flere af disse, der ligesom forfærdedes over sine egne Gjerninger efter Kongevalget, og med bange Hjerter saae Fremtiden i Møde. Den første Samling var imidlertid i Hovedsagen høist fredelig, og Eftermiddagen henrandt under venlige Hilsener, forsigtige Nærmelser, Stiftelse af nye Bekjendtskaber, som under harmonerende politiske Anskuelser ofte bleve Grundvolden til varigt VenstkabOmendskjønt Forfølgelse og Had formedelst forskjellige politiske Meninger, hvis Værd Tiden alene kan lære, er velsindede Mænd uværdig, og Forfatteren dermed aldrig har besmittet sit Sind, saa er det vist, at Harmoni i Anskuelse om Fædrelandets Forhold, og om Midlerne til at fremme dets Vel, giver Anledning til de varmeste Venskabsforbindelser, og Forfatteren har under sit Ophold paa Eidsvold sluttet Venskabsforbund med flere Landsmænd, grundet paa denne Harmoni, som siden aldrig ere blevne svækkede. Døden har ogsaa formindsket denne lille Skare; men vanskeligen er noget Venskabsforbund sluttet under Fædrelandets Crisis mellem Meningsfrænder, som har været varmere i sin Begyndelse, og er vedligeholdt med mere Troskab indtil Dagenes Ende. Samme inderlige Forbindelser fandt vist ogsaa Sted paa Selvstændighedspartiets Side. og Meddelelsen om den forskjellige Skjebne, som var truffen Enhver i den huuslige Indretning. – Prindsen skulde efter Bestemmelsen være kommen den 8de, men kom først den 9de. Han var bleven forsinket af en svensk Udsending, Lagmand Flock, som efter Rygtet 18bragte nye Skræmsler fra den svenske Regjering, der vare ligesaa spildte som de foregaaende. Ved Siden deraf bragtes mangfoldige Rygter i Omløb iblandt Forsamlingens Medlemmer, som skulde berolige Gemytterne angaaende Rigets Stilling. Udlandets Politik skulde have forandret sig med Hensyn til Norge; store Partier Kornvarer skulde være ankomne til Bergen,Man tilskrev disse Forsendelser mestendeels den norske Sendemand C. Ankers Bestræbelser, som opmuntrede Kjøbmænd i det nordlige England til disse Afskibninger; men Ankers fortrykte Stilling i London, formedelst private Gjeldsforhold og Mangel paa Remisser fra den norske Stat, lammede hans Virksomhed. Beløbet af disse Tratter dækkedes med Møie, og først efter Foreningen med Sverige kunde denne Gjæld ganske afbetales. og Fiskeriet for Trondhjems Regning havt det heldigste Udfald. Men disse og andre Rygter bares om i Forsamlingen paa forskjellige Maader. Nogle ansaae det for Forræderi mod den gode Sag at tvivle om Sandheden af slige Fortællinger, medens Andre tvivlede baade om Sagen selv og den Frelse, som derved skulde vindes.
Den 10de April, Rigsforsamlingens første Sessionsdag, oprandt mild og klar, og ingen Taage formørkede Horizonten, som i flere foregaaende solløse Dage. Alle Deputerede bleve om Morgenen ved omsendte Bud tilsagte at møde i Kirken Kl. 11. De forsamledes paa Kirkegaarden, og de faa Øieblikke, som forløb før Prindsens Ankomst, anvendtes til at hilse nyligen ankomne Repræsentanter, som formedelst det slette Føre vare blevne forsinkede. Prindsen kom, ledsaget af Regjeringsraadet, og for ham paraderede en Deel Jægere til Hest og til Fods. Hele Prindsens Færd og Væsen under hans Ophold i Norge før Kongevalget var i høieste Grad simpelt. Ingen stor Staldetat, ingen glimrende Eqvipager, ingen stor Overdaad 19ved hans Taffel, ingen rundhaandet Ødselhed med Hensyn til Æresudgifter. Han færdedes som en Privatmand, og satte sig fuldkommen ind i de simple Former, som herske i Norge. Om han end ikke var ligegyldig for Livets Nydelser, saa tilegnede han sig dem ikke i Hoffernes kostbare Stiil, og viiste ingen fyrstelig Pragt. Man tænke sig ikke Norges Prindsregent, ei engang Norges Konge, som de Konger, der synes i Thronens Glands ligesom at søge Beskyttelse for dens gamle Rettigheder. Norges Konge var simpel i sit Væsen, som det Lands indre Forhold, hvis Throne han vilde bestige. Med samme Simpelhed fremtraadte han ogsaa i Dag. Han hilsede Forsamlingen venligen med de Ord: «Vi ville, mine Herrer, udbede os Himlens Velsignelse til vort vigtige Foretagende.» Derpaa gik han ind i Kirken, hvorhen den hele Forsamling fulgte ham uden nogen bestemt Orden, og den tog Plads i Kirkens nederste Stole, som til den Ende vare blevne ryddiggjorte. Oldingen, Professor Leganger, besteg Prækestolen, og holdt en Tale, hvis Thema var: «Enhver, der efter Christi Exempel opoffrer sig for den gode Sag, fortjener Udødelighed og erholder den.» Sproget i Talen var i Almindelighed godt, og den havde sine vakkre Steder, som gik til Hjertet. Den Roes, som Taleren i rundt Maal tildeelte Prindsen for hans Opoffrelser og for de Velgjerninger, han havde skjænket det mishandlede Folk, saavelsom hans Opfordring til Rigsdagsmændene at hylde Prindsen som Landets Frelser, var en Gjenklang af de Toner, som paa den Tid fast uden Undtagelse gik igjennem alle Templer i Norge, og Prindsens personlige Nærværelse kunde ikke bidrage til at nedstemme den. Mindre behagede Oldingens meer velmeente end betimelige Formaning til Rigsforsamlingen «at betænke at Eenhed i Bestyrelsen giver 20Kraft, hvortil føiedes Advarsel mod, «i Regjeringsformens Dannelse at overlade sig til Phantasiens Spil.» Denne Deel af Talen bedømtes skarpt af Flere.Der er fældet en ufordeelagtigere Dom af andre Forfattere over denne Tale, men Forfatteren har nedskrevet sin efter sin Dagbog, og efter det Indtryk, som den gjorde paa ham, da den holdtes. Efter Prækenen gik imidlertid Forsamlingen op til Offers, og denne Beslutning var saa meget Øieblikkets Foster, at den ene Repræsentant maatte laane den anden Offerbidrag. Efter Kirketjenesten reiste alle Repræsentanterne, uden nogen Orden eller Parade, til Værkets Hovedbygning, i hvis Vestibul de forsamlede sig, for at følge Ceremonimesterens – Ritmester Eliesons – Vink at indlevere sine Adresser. Nogle af Forsamlingen yttrede Utilfredshed med, at denne Overleveringsakt af Fuldmagterne ei skede paa en høitideligere Maade. Elieson opraabte i Distrikternes alphabetiske Orden de Repræsentanter, som skulde indlades, og enhver Byes og ethvert Amts Repræsentanter bleve paa eengang indladte. I det Værelse, hvor Adresserne modtoges, var Prindsen, Regjeringsraad Sommerhjelm, Biskopperne Bech og Bugge, og de sidste trende Herrer reviderede, som i en Committee, de indleverede Fuldmagter. Fuldmagternes Revision kunde endnu ikke beqvemt overdrages Forsamlingen selv, hvis Virksomhed endnu i ingen Henseende var ordnet. Prindsen paatog sig saaledes selv at afgjøre de Spørgsmaal, som i Henseende til Fuldmagterne kunde opkastes, ligesom han selv havde bestemt Reglerne for Repræsentantvalget.Saaledes var f. Ex. Capitaine, nu Statsraad, Motzfeldt valgt baade for Artilleriet og for Bergens By. Prindsen bestemte da, at han skulde møde for Artilleriet, og at Meltzer – som da var i Christiania i anden Anledning – skulde indtræde i hans Sted for Bergen, som den der efter de Valgte havde de fleste Stemmer. Major, nu Statsraad, Sibbern var iligemaade valgt for agershusiske ridende Jægere og for Smaalehnenes Amt. Prindsen bestemte, at han skulde tage Sæde for Jægerne; men der kom Ingen istedet for Amtet. 21Derved simplificeredes og forkortedes Rigsforsamlingens Arbeide, da denne Revision ved følgende Storthing ofte har været vanskelig, og især ofte medtaget en lang Tid.
Da Forfatteren overleverede Prindsen Adressen for Nedenæs-Lehn, yttrede han med Mildhed, at det havde været ham en Fornøielse at føie et almindeligt Ønske ved at tilstaae Valgmændene for Nedenæs-Amt deres Ansøgning om at maatte vælge Forfatteren.Der er anført i foregaaende Deel, at Valgforsamlingen i Følge Regentens Skrivelse af 26de Februar ei troede sig berettiget til at vælge udenfor sin egen Midte. – Prindsen underholdt sig nogle Øieblikke med Bonderepræsentanten fra Holts Sogn, Lehnsmand Thor Lilleholt, som han gjenkjendte fra sit Ophold paa Næs. Han spurgte ham om Holts Sogn havde sit Sædekorn, og da Thor svarede, at ikke Halvdelen af Sognet havde dette, beklagede han det veemodigen, og yttrede Haab om saa stor Tilførsel inden 3 til 4 Uger, at ogsaa denne Trang vilde blive afhjulpen. Da Fuldmagterne vare overleverede, gik derefter den hele Forsamling af Repræsentanterne til Bords, de Faa undtagne, som vare indbudne til Prindsens Taffel, som denne Dag var Hovedstadens Deputerede. Der blev spiist i tvende Værelser ved lange Borde, omgivne af Bænke; Repræsentanterne sadde blandede mellem hverandre, og Kammerherre Anker og Kjøbmand Cappelen paatoge sig en Værts Forretning. Dette var saaledes den første Spiseforsamling af den Art, som bestod af de meest blandede Medlemmer, der siden saa ofte ere gjentagne ved vore Storthingsmøder, og let var i Sandhed denne Overgang til Klassernes Sammenblanding ogsaa ved Spisebordet; thi ingensteds staae de forskjellige Borgerklasser 22hverandre saa nær som i Norge, og ingensteds gjælder den ydre Afsondring af Borgere, hvis Stilling i Livet frembyder Ulighed med Hensyn til uvæsentlige Fortrin, mindre end her. Denne Dags Anretning var tarvelig men god. Marskalkens Foranstaltninger til Repræsentanternes Bespiisning vare i Rigsdagens Begyndelse tilstrækkelige til at fyldestgjøre deres Fordringer, men det varede ikke mange Dage inden Beværtningens Eensformighed og Slethed opvakte Mængdens Klagen og Knurren. – I dette første Spisemøde var der endnu mestendeels en munter Tone, og man hørte ikke endnu de larmende Stridigheder, der senere hen stundom bleve ligesom en Fortsættelse af Mødets vanskelige Forhandlinger, og af de forskjellige Partiers Meningsstrid. Dette var stundom Tilfædet baade ved Rigsforsamlingen og ved paafølgende Storthing. Mænd, hvis Stemme sjeldent hørtes i Thingsalen, vare ofte veltalende ved Spisebordet, hvor Enhver uden Tvang og Orden kunde blande sig i Samtalen. I denne Dags Møde sporedes ingen Stridssyge. Mødets Vigtighed optog Alles Tanker, og Ingen kunde gjøre sig Begreb, hverken om Forretningernes Gang, eller om hvilken Mening vilde blive den herskende. Efter Bordet opførtes Janitscharmusik i Vestibulen, der siden saa ofte opmuntrede Forsamlingen. I dette lille Corps, som efter Prindsens Ordre gjennem Oberst, siden Statsraad, Hegermann var sendt til Eidsvold, udmærkede sig især en Trompetblæser, hvis gjennemtrængende Toner og færdige Spil ofte vandt Forsamlingens Bifald. Kl. 7 skiltes Repræsentanterne ad, og hver drog til Sit. Om Aftenen fortalte Forfatterens Broder, Regjeringsraad Aall, ham, at den svenske Udsending, Lagmand Flock, havde bragt Prindsen Castlereaghs Budskab til den engelske Minister i Stockholm, Thornton, at den engelske Regjering fremdeles 23vedblev sin Beslutning at understøtte Sveriges Sag, men at Prindsen ikke destomindre haabede det Bedste af den engelske Nations Enthusiasme for Norges Frihed. Forfatterens Tvivl mødte i den Henseende ikke hans Broders Haab. Flere Medlemmer, som hørte til Oppositionen, fortalte, at Prindsen havde havt dem dygtig i Skole for deres Mistillid til den gode Sags Fremgang. Forfatteren var, som ovenfor fortalt, sluppen vel derfra.
Den 11te April om Formiddagen indfandt alle Repræsentanterne sig i Hovedbygningens Vestibul for at bivaane Mødets Aabning. Forsamlingens Oekonomiforstander, der, som før bemærket, tillige forrettede en Ceremonimesters Tjeneste, opraabte igjen alle Forsamlingens Medlemmer efter Stædernes og Districternes alphabetiske Orden, og de Opraabte, som hørte til et Distrikt, stege derefter op i den til det store Møde bestemte og dertil dekorerede Sal. Efterhaanden som de indtraadte i Salen, toge de Sæde paa lange med rødt Klæde overtrukne Bænke, som i to Rader vare opstillede langs med den aflange Sals største Vægge. Da disse efterhaanden bleve fyldte, bleve nogle faa Medlemmer fra de Distrikter, hvis Navne hørte til den fjæneste Bogstavrække staaende paa Gulvet, og for dem opstilledes Stole.Da Forsamlingen siden ordnedes og enkelte Tværbænke anbragtes i den ene Ende af Salen, var det kun Representanten fra Østerriisøer, som fik Stol. Repræsentanterne opstege i følgende Orden:I Wergelands citerede Skrift Bilag Pag. 13 ff. findes disse Repræsentanters Afgang og nærværende Stilling.
*
Efter et kort Ophold, hvorunder der herskede en dyb Taushed, som en Følge af Forsamlingens høitidelige Stemning i Forventning om hvad der skulde komme, anmeldtes Prindsens Ankomst. Foran ham gik en stor Mængde civile og militaire Embedsmænd, Par om Par, der efterhaanden, som de kom til den øverste Ende af Salen, bøiede sig om et for Prindsen paa en Forhøining anbragt Sæde, der iøvrigt kun var en silkebetrukken Lænestol. Prindsens Følge opstillede sig i to Rækker paa Gulvet. Salens Vægge vare behængte med Granbar,Saalænge Granbaret var friskt, sporedes deraf ingen Ulempe, men efterhaanden som det tørrede, faldt Naalene ned paa deres Hoveder og Klæder, som sadde langs Væggene. Saa ofte Forfatteren og hans Contubernal kom hjem til deres Logis, maatte de skille dem ved dette Rigsdags-Fnug. 30og prydede med adskillige, tildeels smukke tildeels frivole, Malerier, og deriblandt paraderede Kong Christian den 4des Portrait i Legemsstørrelse midt paa Væggen.De andre Malerier bleve siden nedtagne og Christian den 4des Portrait, copieret af Professor Hansen efter Carl v. Mandern, var det eneste som hængte tilbage i Salen, indtil det ombyttedes med et Portrait af Prinds Christians Søn. Hiint er nu i Forfatterens Værge. Prindsen tog Sæde og aabnede Rigsforsamlingen med følgende Tale:
«Nordmænd! Helligt er det Kald, som samler Eder ved Fædrelandets Alter. Det norske Folks Hu staaer til Eder, dets udvalgte Mænd, at I ville vide med Viisdom og Samdrægtighed at grundlægge den Statsforfatning, af hvilken nærværende og kommende Slægter kunne vente Held, Orden og Velstand inden Riget.
«Den viseste Regjeringsform er uden Tvivl den, som, sikkrende Borgerfred og Lovenes Hellighed, giver den udøvende Magt Myndighed til at udrette alt Godt, og til at haandthæve Lovene; men I skulle ikke kunne give Norge en Regjeringsform, der svarer til Folkets Forventning, uden ved samdrægtigen at ville virke til et og samme Maal: Folkets Lyksalighed. Banlyser enhver Tvivl, Frygt eller Mistanke fra Eders Barm, naar det gjælder om at bestemme Norges Grundforfatning; ethvert Medlem af denne Forsamling vise sig som trofast, retsindig Nordmand, og, idet han yttrer sin Overbeviisning, tænke han tilbage paa de Medborgeres Stemning, i hvis Navn han taler!
«Skulde Nogen fortælle Eder, at Norge ikke kan bestaae som selvstændig Stat, da lue Kjærlighed til Fædrelandet dobbelt høit i Eders Barm; da mindes hine Oldinge, hine kraftfulde 31unge Mænd, der bøde Eder Held til det Hverv, I gik hen at røgte! Hine sagde: vanslægter ei fra Fædrene, og disse: stoler paa den Kraft, som hviler i vor Arm som i vor Villie! Er det norske Folk da ikke mere sine Fædre ligt? Skulde Sønnerne ikke ligesaa godt som de kunne forsvare deres Fjelde? Ere vi ei vante til Savn, og kan noget Slags Savn lignes ved Frihedens? Staaer det ei i Folkets Magt at indrette sin Regjeringsforfatning efter Statens Tarv og de Midler, den besidder i sit Skjød? – Norge har ingensinde forlangt, at Danmark skulde afholde dets Statsudgifter; i fredelige Tider har dette Rige givet Overstud i Statskassen; og skulde Sverige ønske Forening med Norge for at forsørge det norske Folk med Almisse? – Hvortil lede endeligen disse bange Tvivl? – kun til frivillig Underkastelse. I Sandhed, hvad var vel det Folk værd, der frygtagtigen opoffrede sin Selvstændighed og Ære? – kun de Slavelænker, som fra Evigheden vare beredte for samme!
«Dog Held os! Vi ere ei vanslægtede! Med høi Følelse af eget Værd har det hele Folk i Herrens Tempel aflagt den høitidelige Ed, at hævde Norges Selvstændighed. Denne Ed skulle I besegle, trofaste Nordmænd, ved at grundlægge den Regjeringsform, under hvilken I ville leve og som I ville forsvare mod ethvert Forsøg paa at kuldkaste den. Mistvivler ei om, at I jo besidde Kraft til selv i Modgang at haandthæve den, og mistvivler ei heller om, at en retfærdig Gud beskytter et frit og ubetvunget Folks Anstrængelser. Herren er mit Haab og min Tillid!
«Jeg har anseet det for min første Pligt, som dette Lands Regent, at kundgjøre Nationens fredelige Forhold til andre 32Magter, og indtil denne Dag er ingen ny Fiendtlighed af nogen Magt øvet mod Norge.
«Jeg har tilskrevet alle de Fyrster, hvis Venskab er væsentligt for Norge, og af hvis Retsindighed man kunde haabe Bistand ved en saa retfærdig Sag, saasnart Omstændighederne tillade dem at yttre deres Sindelag til vor Fordeel.Med Conferentsraad Anker havde han nemlig tilskrevet Keiseren af Østerrige, Keiseren af Rusland, Kongen af Preussen, Prindsregenten af England, Præsidenten i de forenede Stater, og gjennem Consul Konow Prindsen af Oranien. Rigets afsondrede Beliggenhed har endnu tilbageholdt disses Svar, men imidlertid er det engelske Flag gjenseet og med Glæde modtaget i norske Havne. – De Svenskes Konge har jeg tilskrevet saaledes, som det skal blive forelagt Rigsforsamlingen; men denne Monark har sendt min velmeente Skrivelse uaabnet tilbage.
«O! Gid den Konge, der siger at ville være det norske Folks Fader, ogsaa vilde ære dets Rettigheder og skjænke Norge Fred og lykkelige Dage! Vi ønske os kun at leve uafhængige, i god Forstaaelse med et i sig selv agtværdigt Nabofolk.
«Jeg skulde ansee det for en kjær Pligt, hvis jeg udførligere med nogen Sandsynlighed eller Vished kunde skildre Norges politiske Stilling, men Ingen formaaer at forudsee de Begivenheder og Omvæltninger, som Europa i det Hele eller enkelte Stater kunne være underkastede forinden den almindelige Fred gjengiver Ro, og kalder Lyksalighed og Velstand tilbage. Held imidlertid det Folk, som uagtet Trængsler og mangehaande Gjenvordigheder med urokkelig Troskab, først mod sin egen Konge og siden mod sine egne Rettigheder og sit Nalionalværd, bestaaer den gode Strid indtil blidere Dage oprinde! Europa 33skal ikke nægte det sin Høiagtelse og Beundring, og kommende Slægter skulle velsigne dets Minde. Ja, Held Norge!»
Dette Udraab «Held Norge!» gjentog hele Forsamlingen 3 Gange og Prindsen vedblev derefter saaledes:
«Jeg indbyder Rigsforsamlingen til at vælge sig en Præsident, som kunde omvexle ugentligen, saavelsom en bestandig Sekretair, og til at udarbeide Forslaget til Constitutionen vil det findes fornødent at udvælge en Committee, bestaaende af Medlemmer fra de forskjellige Stifter.
«Regjeringsraadet skal være beredt at forelæegge de Oplysninger om Rigets Resourcer, som have været mulige at forskaffe i en saa kort Tid, men saasom Tidsomstændighederne forhindre den i sig selv vidtløftige Opgjørelse af de gjensidige Fordringer med Kongeriget Danmark, og Rigets Indtægter og Udgifter desuden ei lade sig bestemme efter et Krigsaar som det afvigte, ligesaalidet som ubetinget efter fordums Fredsaar, saa vil ei heller noget fuldstændigt Budget for Aaret 1814 kunne forelægges Rigsforsamlingen. Jeg ønsker derimod, at det efter Constitutionens Bestemmelse maatte overveies, om ikke Tilforordnede af Rigsforsamlingen kunde tilligemed Regjeringsraadets første Departement udarbeide Rigets finantsielle Etat og Forslag til nye og nødvendige Hjælpekilder for Finantserne.
«Den til Næringsveienes Oplivelse saa uundværlige Laaneindretning, som under 5te Januar d. A. blev antagen af sammes Constituentere, er hidtil standset i sin Virksomhed, fordi de senere indtrufne Omstændigheder have gjort en Forening, om en Nationalbank ønskelig, hvis Plan ligeledes skal forelægges Rigsforsamlingen til Bedømmelse.Dette gik dog ikke i Opfyldelse, da Forsamlingen gik en anden Vei i sin Beslutning. Der vare desuden mange Omstændigheder, som hindrede Oprettelsen af en Bank paa den Tid. Overhovedet venter jeg 34med Fortrøstning al den Bistand af Rigsforsamlingen, som Kjendskab til Land og Folk, og som varm Følelse for Norges Vel vil indgive hvert dens Medlem.
«Mine Hensigter kjendes af Alle; i redelig Villie skal Ingen overgaae mig, og min bedste Løn skal til alle Tider være Folkets Kjærlighed og de Retskafnes Høiagtelse.»
Prindsen havde nedskrevet sin Tale paa et Papir, som han havde i Haanden, dog holdt han den med Frihed, Kraft og Værdighed. Den gjorde stort Indtryk paa de Tilstedeværende, endskjønt enhver Deel deraf umuligen kunde tækkes Alle, ligesom den indeholdt mange Tirader og Forudsætninger, som ikke kunde taale udadlet Drøftelse. Prindsens Ansigt var blegt. – Nogle vilde endog have bemærket Spor af Taarer i hans Øine, og enkelte Gange skjælvede hans Tone; men da han kom til det Sted i Talen, hvor han dadlede den Kleinmodighed, som ikke tiltroer Norge Kraft til at bestaae som selvstændig Stat, steeg Affecten, Stemmen blev høiere, og ligesom tordnende. Forfatterens Sind blev dybt nedstemt ved dette Sted i Prindsens Tale. Han Hørte her en fast Beslutning, og Alt bebudede, at den var tagen med modent Overlæg, ligesom han vidste, at Prindsens Ønske og Hensigt, at fremme Norges Gavn, var oprigtig og ædel, medens han paa den anden Side overveiede Landets smaa Midler til at understøtte en Plan, hvis Grundvold undergroves af Europas mægtigste Stater. Derhos forudsatte Talen – klogt nok til Hensigtens Opnaaelse – en almindelig Attraa efter at forsvare den absolute Selvstændighed, som ingenlunde kunde siges at være tilstede, 35endskjønt den visseligen havde dybt rodfæstet sig i mangen en fædrelandsksindet, forstandig og retsindig Nordmands Barm. Talens Udtryk faldt saaledes paa en forskjellig Grund, eftersom Haab eller Tvivl opmuntrede eller ængstede de forskjellige Gemytter. Forfatteren vovede imidlertid kun at aabne sin Ængstelse for fortrolige Venner; thi det begyndte allerede at blive betænkeligt at yttre Tvivl om en heldig Fuldbyrdelfe af Selvstændighedsværket i den anlagte Stiil. Den Trøst, som Prindsen gav med Hensyn til Norges fredelige Forhold til Udlandet, opmuntrede kun rettroende Gemytter; den var ingen for dem, som vidste at Krig med dens rædselfulde Følgesvende, Hungersnød og Næringsløshed, omspændte Landet fra alle Kanter. Men hvad der endog kunde siges mod flere Vendinger i denne Tale – dens øiebliklige Virkning var utvivlsom. Alle Tilstedeværende, Alle, i hvis Hænder den faldt, vare uudtømmelige i at rose Prindsens Talegaver, og Mange roste Talens Indhold.
Det franske Brev, som Prindsen havde sendt Sveriges Konge, men uaabnet var bleven sendt tilbage, blev oplæst af Etatsraad v. Holten, først paa fransk og siden paa dansk, men han skilte sig maadelig ved begge Dele. Hvor vel end dette Brev var skrevet, kunde der ikke være stor Interesse ved at høre et Brev forelæse, der ikke havde naaet sin Bestemmelse. Nu beviiste det kun Prindsens Evne til at udtrykke sig med Held, og derom havde Forsamlingen forud det høieste Begreb.See Bilag 1.
Da Prindsen med sit Følge havde forladt Forsamlingen, skred den efter den i Talen skete Opfordring til Valg af Præsident, Vicepræsident og Sekretair. Valget faldt paa Kammerherre 36Anker til Præsident, Etatsraad og Justitiarius i Trondhjems Overret, Rogert, til Vicepræsident, og Sorenskriver Christie til bestandig Sekretair. Kammerherre Anker fremstod derefter og med faa Ord komplimenterede Forsamlingen. Han udbad sig dens Overbærelse under det ham paalagte Hverv at lede Forretninger, som vare ham ubekjendte, men som den af hans Medrepræsentanter viiste Tillid gjorde ham til Pligt at modtage. Derhos gjorde han opmærksom paa, at Forsamlingen, i Følge Prindsens Bestemmelse, om 8 Dage maatte være betænkt paa et nyt Præsidentvalg. Efter en kort Bulder i Forsamlingen, hvis Skridt endnu ikke vare ordnede ved noget Reglement, bestemtes, at der skulde udnævnes en Committee bestaaende af 6 Medlemmer, for at forfatte et Reglement for Rigsdagens Forhandlinger, samt en Takadresse til Prindsen for hans Bestræbelser for Landets Vel under den midlertidige Regjering, hvilken Adresse næste Dag skulde forelægges Forsamlingen til Bedømmelse. Nødvendigheden af et Reglement viiste sig allende i dette Møde. Den talrige Forsamling talede den Dag i Munden paa hverandre som i en Committee, der bestaaer af faa Medlemmer; Tungerne løsnedes under den almindelige Snakken og Forvirring, og den Frygt forsvandt, der som oftest holder utilbørlig Snaksomhed i Ave, naar Talerens Foredrag lyder ene i en Forsamling af agtede Medborgere. Det hendte endog den Dag, at enkelte Medlemmer toge Præsidenten Ordet af Munden, og blandede sig i Forretninger, hvis Udførelse efter deres Natur ene tilkom ham. Til Medlemmer af Reglements-Committeen udnævnedes: Sverdrup, Omsen, Hegermann, Falsen, Wergeland og Diriks. Forsamlingen opløstes derefter og Mødet berammedes igjen til næste Dags Middag Kl. 12, til hvilken Tid Committeen troede at blive 37færdig med sit dobbelte Arbeide. Man seer, at der til vigtige Arbeiders Udførelse gaves i dette første Thingmøde kun forholdsmæssig liden Tid, hvoraf fulgte megen Simpelhed saavelsom et kort Omfang i Bestemmelserne, og let fremmedes Arbeidet under Forsamlingens Hænder. Den uøvede Haand var raskere end den øvede senere blev. Paa de følgende Storthing gik Committeens Behandling af Udkastet til et Reglement, og Debatterne derover, sædvanligen langt ind i dettes Forhandlingstid. Derhos havde Rigsforsamlingen faa, skjønt høist vigtige, Gjenstande at behandle, og disses Klassification, og Committee-Afdelingernes forskjellige Virkekreds, som stedse har været saa vanskelig at ordne, kunde forbigaaes. Reglementet kunde indskrænke sig til almindeligen at ordne det indvortes Politi.
Der forløb derefter et Par Timer før Forsamlingen gik til Bords, og kort før Bordsædet anmeldtes, at Prindsen havde Noget at berette Forsamlingen. Den større Deel deraf forsamledes derfor i Vestibulen, hvor Prindsen indfandt sig, og med en venlig Mine erkyndigede sig om, hvorledes Repræsentanterne vare indlogerede. Han tilføiede, hvor ugjerne han havde erfaret, at nogle Repræsentanter ikke havde det efter Ønske; men at Anstalt var truffen til, at man nærmere kunde rykke sammen. Derpaa sagde han, at det var ham en Fornøielse at kunne berette Forsamlingen, at Orlogsbriggerne vare conserverede for Fædrelandet, og at kun Briggen Allart havde gjort et forgjæves Forsøg paa at fortrække, men som ved det norske Mandskabs Kjækhed var bleven forhindret. Prindsen yttrede, at Officererne paa Allart, efter hans Overbeviisning, ved denne Leilighed havde handlet mere efter Pligt mod deres Souverain, end efter Hjertets Følelser, som bød dem at forsvare 38Norges Sag.Commandeur Lütken opfordrede de i Norge værende danske Søofficerer til at vende tilbage til Danmark, da de ellers maatte tilskrive sig selv Følgerne af deres Ulydighed. De Fleste bleve dog, saavidt vides, i Norge, mestendeels af Hengivenhed for Prindsen og den Sag han forsvarede, Nogle og fordi dem fattedes Midler til at fortsætte Reisen. I foregaaende Deel er fortalt, hvad der i den Anledning skede. En glad Mumlen hørtes i Forsamlingen ved dette Budskab. «Forsamlingen – heder det i Forfatterens Dagbog – gik nu til Bords, spiiste og drak, sang Drikkeviser til Norges Ære, og en til Prindsens, der var forfattet af Pastor Rein, og i mine Tanker hørte til hans mindre gode Digter-Arbeider, skreeg Hurra, klappede i Hænderne, hørte Janitscharmusik – kort der var en Glæde og Larm uden Ende, morsom nok for Mange, men en dræbende Qval for den, som savnede det rolige Huusliv, og hvis Sjæl var opfyldt med bange Anelser om Fremtiden.» Senere hen paa Dagen fortaltes, at Prindsen havde over Sverige faaet officielle Dokumenter i Hænde, udstedte af Castlereagh og en russisk Minister, som erklærede, at Norge skulde erobres, om det ei frivilligen forenede sig med Sverige. Derved dæmpedes vel den muntre Stemning, men Selvstændigheds-Mændenes Mod nedsloges ikke, ligesaalidet som deres Haab om at en Forandring i den udvortes Politik skulde give Norges Sag en bedre Vending.
Forsamlingen begyndte allerede i Dag at gruppere sig i de snevrere Kredse, hvori Medlemmerne valgte deres Omgang udenfor de store Møder og deres Bopæl. Forfatteren og hans Stuefælle søgte deres hos Kammerherre Anker, der havde faaet sit beqvemme Logis, bestaaende af flere Værelser, i en af Hovedgaardens Sidebygninger. Der samledes de tilligemed Wedel, Løvenskjold, Sorenskriver Blom, og ofte Wergeland, tilligemed Nogle af de Medlemmer, der deelte Tvivlens Meninger 39med hverandre. – Man kan ikke let tænke sig en elskværdigere, mod sine Omgangsvenner og Gjæster meer opmærksom, og i daglig Omgang interessantere og behageligere Mand end Kammerherre Anker. Især var han et Mønster af en fortræffelig Vert, og Forfatteren tilstaaer gjerne, at han i den Henseende aldrig har fundet hans Mage. Han kjendte i Udøvelsen af sin Gjæstfrihed ingen Grad i det borgerlige Livs Stillinger, ingen Klassification mellem sine Medborgere, men skjænkede ethvert Besøg sin Opmærksomhed, og uddeelte til enhver Gjæst paa den meest utvungne og humane Maade Hospitalitetens milde Gaver. Videnskabeligen dannet var Anker ikke; men han var en praktisk erfaren Mand, vel bekjendt med Borgerlivets Forhold, og beklædte hæderligen de høie Poster, paa hvilke han sattes. Han forstod i en sjelden Grad at benytte kyndige Mænds Raad og Veiledning, og at give Enhver sin tilbørlige Deel af den Roes og Hæder, som ledsagede det udførte Værk. Han var en fiin Hofmand uden Falskhed, lagde ikke Skjul paa sin Hjertes-Mening, og bevarede i alle sine Forhold den rette Takt og Værdighed, forenet med det simpleste Væsen og den godmodigste Høflighed. Vanskeligt er det at finde en Mand saa agtet i de høiere Kredse, saa udmærket af Rigets Høieste, og saa elsket i sin snevrere Omgangskreds og af sine Undergivne, hvis Ven han i flere Henseender var. Aldrig vil hans Minde udslettes i den Kreds, hvori han virkede. Strax efter Norges Forening med Sverige udnævnedes han til Statsminister, og intet Valg kunde være heldigere. Hvor meget hans rigtige Takt og hans elskværdige Personlighed bidrog i Begyndelsen til at ordne Forholdene i Stokholm paa en god Maade, det bevares i hæderlig Erindring af alle dem, som dertil vare Vidne, og af Ingen meer end de norske Statsraader, som stode 40ved hans Side. – Paa Eidsvold levede Anker ikke behagelige Dage, og han befandt sig der tildeels i en ham fremmed Stilling. Hans Mening om Fædrelandets offentlige Stilling og Forhold, og om Prindsens Færd, var fuldkommen den samme som Grev Wedels, som han elskede som Søn og agtede som Landets gjæveste Mand.Det er imidlertid neppe rigtigt, hvad Wergeland fortæller i sit Skrift 2det Hefte Pag. 32, at han strax efter Norges Skilsmisse fra Danmark «var en af Prindsens ivrigste Beundrere» og at han siden skiftede Farve efter Wedels Paavirkning. Forfatteren havde Anledning til fortrolig Underholdning med Anker om Fædrelandets Stilling før Grev Wedels Tilbagekomst, der først skede i Februar, og han var en af de Mænd, der meest styrkede ham i hans politiske Anskuelser. Et Udtryk som det anførte kunde vel undfalde Anker; thi han glædedes ved lunefuld Spøg, og slog selv gjerne den Tone an; men man feiler uden Tvivl naar man troer, at disse Ord vare et Skilt for hans Selvstændigheds-Tro; thi paa Prindsens Evne til at gjennemføre denne stolede han aldrig, ligesaalidet som han ansaa den passende for Landets Stilling. Uagtet han tog liden Deel i Debatterne, leed han stundom store Krænkelser, fordi han var i det Tilfælde at maatte ved sin Stemmegivning bekjende sig til Meninger, som ei vare Pluralitetens, ligesom han heller ikke kunde siges at være skikket til som Præsident at lede Forretninger. Efter den bestemte Tidsfrist steeg han derfor gjerne ned af Præsidentstolen.
I denne Omgangskreds tilbragte Forfatteren mange behagelige Timer under hans Ophold paa Eidsvold, og især knyttedes hans Venskab med Wedel der end fastere. Nu var der ingen Divergents meer i deres politiske Anskuelser. Foreningen med Danmark, som de forhen betragtede fra forskjellige Synspunkter, var, som det syntes, ugjenkaldelig hævet, og Begge ansaae Norges Forbindelse med Sverige under en fri Forfatnings 41Ly som ønskelig og nødvendig. Paa deres Vandringer om Aftenen efter endt Dagarbeide var Fædrelandets Stilling og Anliggender stedse Gjenstanden for deres Samtaler. «Skulde – sagde Wedel – disse Skrigere (man erindre sig Wedels skarpe Udtryk, naar han bedømte Andres Færd) have Ret, og vi Uret, skulde det virkeligen lykkes Prindsen at sætte Kronen paa sit Hoved trods Europas Beslutning?» Intet er et stærkere Beviis paa Styrken af Selvstændighedspartiet end Grev Wedels egne Tvivl, som nødvendigen maatte opstaae, naar han oversaa den Række af Hædersmænd, der forsvarede en Mening, som var hans egen modsat. Denne Tvivl dæmpede ogsaa Heftigheden af Wedels Modstand, og bestemte ham til at være et roligt, skjønt visseligen ikke ligegyldigt Vidne til Begivenhedernes Gang. Wedel og hans Venner betragtede tildeels, efterat have sat sig ind i den herskende Stemning, Selvstændighedsspørgsmaalet som liggende udenfor Debatternes Omraade i Rigsforsamlingen. Enhver af dem havde beredt sig paa en djærv Modstand, Flere havde udarbeidet lange Taler til Vidnesbyrd om deres politiske Tro, og for at forhindre daarlige Beslutninger. De meddeelte hverandre disse Udarbeidelser, og holdt saaledes et Slags Stuething, hvori de ordnede Statens Anliggender paa deres Viis. Men da de havde overbeviist sig om Umuligheden af at bøie den raadende Mening, stak de deres Taler i Lommen, og bleve enige om, ikke ved en unyttig Modstand at foranledige end stærkere Udbrud af en i deres Øine forvildet Patriotisme. See vi imidlertid hen til Resultatet, saa var det ene Parties Taushed ligesaa ønskelig, som det andet Parties høie Toner; thi det første forhindrede Norges Forening med Sverige i en mindre ønskelig Form, de sidste foranledigede mere passende Foreningsbetingelser mellem de tvende 42nordiske Riger. Historien maa i Ydmyghed give en høiere Haand Prisen og Æren. Kun en enkelt Modstander af Selvstændighedsværket – vi ville snart faae Leilighed til at indlede ham i vore Læseres Bekjendtskab – kunde ikke dølge sin Overbeviisning om Værkets Skrøbelighed og de Farer, som Nationen udsattes for ved at vedblive den begyndte Stiil, men han betalte sin Frimodighed tildeels med mange Krænkelser.
Den 12te April forsamledes igjen Repræsentanterne i Vestibulen, og stege op i Forsamlingen i den Orden, som de i Gaar havde fulgt. Præsidenten foredrog den nedsatte Committees Indstilling om Reglementet. Den bestod i 5 Paragrapher, som derefter bleve debatterede og med faa Modificationer antagne.See Bilag No. 2. De fleste have fulgt alle Storthingsforhandlinger igjennem den lange Række af paafølgende Storthing. Det viiste sig imidlertid allerede i denne Forsamling, at der var udeladt adskillige Bestemmelser, som vare nødvendige for at tilveiebringe den Orden og Værdighed i Forhandlingerne, og den Sikkerhed og Rolighed i det indvortes Politi, som udmærker vore Storthing. Tiden til det daglige Møde berammedes noget senere end ved følgende Storthing. Forhandlingerne skulde nemlig ikke begynde før Kl. 10, fordi nogle af Repræsentanternes Bopæle laae saa langt fra Forsamlingsstedet, at de ei før beqvemt kunde møde; men da ingen Hviletid gaves, forkortedes ikke derved Forsamlingstiden. Forøvrigt gav allerede Rigsforsamlingen paa Eidsvold Exempel paa den fast mageløse, skjønt ulige fordeelte, Arbeidsudholdenhed, den strenge Tidsinddeling, og den Slags skarpe Skoledisciplin, hvorved vore Storthing udmærke sig fra de fleste andre Folkemøder af den Art.
43Derefter blev Udkastet til en Takadresse til Prindsen oplæst, og i den Anledning opstod nogle Debatter. Wergeland søgte i en Tale at vise Nødvendigheden af, at Rigsforsamlingen sanctionerede hvad der paa Eidsvold var forhandlet, og at en Takadresse udstedtes til de Mænd, som ved dette Møde vare tilstede, hvilket han tilstod, hvor uretmæssigt det iøvrigt monne have været, havde havt sine gavnlige Følger for det almindelige Bedste. Derhos paastod han, at Prindsen burde anmodes om at vedblive Rigets Bestyrelse, indtil Constitutionen var grundlagt og en ny Tingenes Orden indført.Hans Tale i den Anledning findes indført i Wergelands Constitutionshistorie 2det Hefte, 4de Bilag, Pag. 18. Hans Hensigt var ved dette høitidelige Skridt at bevise, at Souverainiteten var gaaet over i Folkets Hænder igjennem dets Repræsentanter, og at hævde den Myndighed, som laa hos det. I denne Henseende fandt Wergeland sin første Opponent i Grev Wedel, som yttrede, at denne af ham fremsatte Motion ei var passende. Takadressen betragtede Wedel som en simpel Compliment, hvis Udtryk ei saa nøie burde drøftes. Forsamlingen paa Eidsvold var i Grevens Tanker en passeret Sag, for hvilken intet Regnskab burde kræves, og den hele Undersøgelse kunde let lede til bittre Bemærkninger, som strax i Begyndelsen kunde give Rigsdagens Forhandlinger en uvenlig Tendents. Han paastod derhos, at Takadressen burde frembringes i den Form den havde. Wedels Bemærkninger gjorde sin gode Virkning, og denne hans Moderation strax i Forhandlingens Begyndelsen glædede saameget mere hans Venner, som de vidste, at Adressens Udtryk ingenlunde tilfredsstillede Greven. Præsidenten, Kammerherre Anker, erklærede, at Mødet paa Eidsvold, 44hvorved han selv havde været tilstede, ikke saa meget var at betragte som en Bemyndigelse til Prindsen at vedblive Rigets Bestyrelse, men som et Raad, og at Acten var sanctioneret af Nationen selv ved den høitidelige Eds Aflæggelse i Kirken, som senere paafulgte. I alvorligere Udtryk gav Sverdrup sit Misnøie tilkjende mod Wergelands Indvendinger og Bemærkninger Ved Mødet paa Eidsvold, og henskjød sig under Wedels Mening. Grøgaard yttrede, at naar en General nedlægger Commandoen, optager den Næstcommanderende den igjen, og at man fra den Side maatte være Prindsen taknemlig; men heraf fulgte ingenlunde, at jo Souverainiteten var i Folkets Haand, og at det ei skulde staae i Folkets Magt gjennem sine Repræsentanter at bestemme Norges Statsforfatning. Efterat Flere havde yttret sig i den Anledning, blev Wergelands Forslag, der vel var i Hovedsagen grundet i Sagens Natur, men under den nærværende Stemning mindre betimeligt og klogt, med stor Pluralitet forkastet, og Takadressen blev antagen i den af Committeen udkastede Form. Den ansaaes forfattet af Sverdrup og Falsen, og lød saaledes:
«Da Norge, løsrevet fra sin ældgamle Forbindelse, var blevet bestemt til et Rov for erobresyg Ærgjærrighed, var dette vort elskte Fædreland dog ikke forladt; thi det havde sin faste Tillid til Gud, sit nedarvede Mod og sin Kraft; det havde Dem, ædle Fyrste, som efter det norske Folks almene Ønsker greb og førte Roret Med Viisdom, Værdighed og Kraft, som med stor og beundringsværdig Opoffrelse forebyggede Anarkiets Rædsler, og lovede med Liv og Blod i Forening med Folket at forsvare Norges den gode Sag, og hævde dette ældgamle Riges Selvstændighed og Frihed. Deres Kongelige Høihed har med Ord og Daad skjønt og kraftigen tolket Deres varme 45Følelser for Norges Held og Hæder, Deres urokkelige Troskab og Hengivenhed for et frit Folks retfærdige Sag, Deres utrættelige Omsorg for dets Tryghed og Frelse. Hvor ønskede vi værdigen i Folkets Navn at kunne tolke den dybe og inderlige Følelse af Ærbødighed, Høiagtelse og Kjærlighed, som enhver ægte og redelig Nordmand føler for Dem; den Taknemlighed, hvormed det hele norske Folk i Deres Sendelse erkjender en af Forsynets største Velgjerninger imod et frit og trofast Folk i Farens og Nødens Stund; den Forvisning, det har, at Deres sjeldne Talenter, Dyder og trofaste Hengivenhed for det gamle Norges gode Sag, ville blive det norske Folk uforglemmelige, saalænge det ikke forglemmer sig selv!»
Saaledes hørte man allerede den Dag i Thingsalen nogle af de Mænds Stemmer, som siden oftere toge Ordet. Wedel maatte uden Tvivl regnes blandt Forsamlingens færdigste Talere, og han lod sig, især i Forhandlingens Begyndelse, oftere høre. Senere hen blev han mere taus, da han, misfornøiet med Tingenes Gang, mindre interesserede sig for de Beslutninger, der hængte sammen med Landets politiske Stilling, og alle i en uimodstaaelig Strøm stilede mod, hvad der efter Grevens Mening tjente til Nationens Tarv, og han indskrænkede sig mestendeels kun til at drøfte den udkastede Constitutions Paragrapher. Han havde en særdeles Lethed til at opfatte den Gjenstand, der i Thinget fremsattes til Behandling; han drøftede den med Skarpsindighed, og gjendrev sin Modstander med Alvor, men paa Eidsvold i Almindelighed med stor Sindighed og Maadehold. Med Rolighed, Aandsnærværelse og Selvbeherskelse begyndte han her sin Virksomhed som Taler i Thinget, og Hændelsen vilde at han vendte sine Vaaben mod en Meningsfælle, med hvis Begreber om Fædrelandets Stilling 46han ellers harmonerede. Wedel kom paa Eidsvold, ogsaa da naar han misforstodes, og naar Prindsens Tilhængere angreb ham og hans Tilhængere med stiklende og haarde Udtryk,Saa megen Agtelse nød imidlertid denne mærkværdige Personlighed ogsaa paa Eidsvold, at fornærmelige Udtryk sjeldent eller aldrig faldt i hans Lod. høist sjeldent ud af sin rolige og sindige Thingfærd; han tillod sig ikke der noget bittert Ord imod Nogen, men forsvarede sin Mening skarpsindigen, og som oftest heldigen. Wedel havde hentet sit Mønster som Thingtaler i det engelske Parlament, og om der var Flere, som kunde være ham voxne i Kundskab om den Sags Materie, hvorom der handledes, og i dybe Studier, saa var der gjennem hans hele Thingfærd Faa, der kunde nævnes ved hans Side som Parlamenttalere. Forfatteren har vel stundom paa efterfølgende Storthing hørt heftige Taler af Wedel, i hvilke han altfor djærvt gik løs paa yndede Folkemeninger, og altfor skarpt og tildeels eensidigt bedømte Landsmænds Handlinger; men han beundrede ofte den Rolighed og Sindighed, som han viiste paa Eidsvold, der usigeligen bidrog til en grundig og rolig Drøftelse af Fædrelandets vigtigste Anliggender. Dette paastaaer Forfatteren, at der baade paa dette og følgende Storthing vare faa Talere, der hørtes med større Interesse, og gjorde meer Indtryk ved sit værdige Væsen og personlige Holdning, fri for alle Fagter, og ved et let og flydende Foredrag uden Hakken og Stammen, og ofte fuldt af træffende Billeder.
Grøgaard viiste sig visseligen som et talentfuldt Medlem af Rigsforsamlingen. I vittige Talevendinger, heldig, stundom sarkastisk, Gjendrivelse af hans Modstanders Sætninger overgik 47Ingen ham, og Talerens Miner og Gebærder understøttede Geniets sprudlende Taleflod. Hans Yttringer vare stedse vel formede og kryddrede med spillende Vid, men derhos stundom bidende i den Grad, at han ikke sjeldent stødte sin Vederpart. Hans Modstandere i Politiken, blandt hvilke Mange gjorde hans Talenter Ret og Skjel, fandt, at han stundom spillede paa Overfladen for at angribe sin Vederparts svage Side; men naar han ikke altid gik tilbunds i Betragtningen af de Gjenstande, som behandledes, saa var Aarsagen vel den, at han ansaa ethvert Hovedangreb paa Modstandernes politiske Mening for unyttigt, og ledende til at forbittre Gemytterne til Skade for det egentlige Constitutionsværk. Da han ikke var Medlem af Constitutionscommitteen, havde han ikke Anledning til i den Grad, som Flere af Forsamlingens udmærkede Mænd, at trænge dybt ind i det egentlige Grundlovsarbeide; thi om dette var der i den store Forsamling forholdsmæssigen faa og lidet vidtløftige Discussioner; men i enkelte af disse, saasom Adelssagen og Jødesagen, lagde han noksom for Dagen, at han alvorligen havde drøftet disse Gjenstande og forstod grundigen at behandle dem. Hvo der kjendte Grøgaard til Grunde, og lagde Mærke til hans Færd paa Rigsforsamlingen, maa tilstaae, at Faa eller Ingen i Forsamlingen følte varmere for sit Fædreland end han, Faa opfattede klarere dets sande Interesse, besad dybere Kundskaber endog udenfor sit Embedsfag, og vidste at indflette sine Tanker i et livligere, fyndigere og tækkeligere Foredrag. Men Grøgaard var aaben i sin Færd, som i sine Meningsyttringer, og han hverken frygtede eller undgik heftige Sammenstød, i Thingsalen og i privat Samtale, med sine Meningsmodstandere, og gjorde sig ofte lystig over deres i Viser 48og Taler flammende Patriotisme.Forfatteren, som næsten stedse var ved Grøgaards Side paa Eidsvold, var Vidne til flere saadanne Sammmenstød, og nogle af dem, som Wergeland omtaler i sit Skrift, staae ogsaa for hans Erindring, endskjønt ikke udmalede i hiin Forfatters Farver. De vare sædvanligen flygtige, og overskred ikke Selskabslivets venlige Anstand. Grøgaard var i Almindelighed agtet i Forsamlingen, og man angreb ikke letteligen et Medlem, som vidste at pille det Latterlige ud i ethvert tvetydigt Udtryk, hvori han sporede et Angreb eller en Mistydning. En af Forsamlingens geistlige Medlemmer, der hørte blandt Prindsens ivrigste Tilhængere, og gav hyppigen Sidehug til Oppositionen, især i sine Leilighedsdigte, vilde han gjerne tillivs, og Forfatteren søgte stundom at moderere hans Udfald mod denne i flere Henseender agtværdige Mand. – Grøgaard var visseligen bleven en Prydelse for vore Storthing, naar han oftere var bleven udkaaret til Repræsentant. Han vilde vistnok ikke have faaet den nederste Plads blandt den Række af Hædersmænd, som den geistlige Stand har leveret til Storthinget. Men hans politiske Mening hindrede hans Valg til Storthinget 1814, og siden glemtes han under andre Slags Valgkabaler. Derhos var han selvstændig i sine Meninger, og snærtede Venner og Uvenner med sine skarpe Vaaben, naar han havde en Idee at forsvare, som han havde taget af sin Overbeviisning. Hans Vittighedspile stilede ligesaavel mod Venners Stjerner, Baand og uvæsentlige Fortrin, som mod Modstandernes skuffende Billeder og opsvulmede Forhaabninger. Han begyndte sine Debatter i Dag i sin sædvanlige vittige Stiil, men kun for at stemme Gemytterne til roligen at behandle Hovedgjenstanden for Dagens Forhandling, og bortfjærne delikate Undersøgelser om Rigtigheden af hvad der var passeret.
Wergeland viiste ogsaa under denne første Debat sin Færdighed og Frimodighed som Thingtaler. Han var fast den 49Eneste af Oppositionspartiet, hvis stærke Overbeviisning om Rigtigheden af hans politiske Tro ikke tillod at tilbageholde sin Mening, saa ofte der gaves Anledning til at lægge denne for Dagen. Hans Tale havde i Forfatterens Tanker mange vakkre Steder, men han brugte stundom dristige og mindre correcte Billeder, der gave hans Modstandere Stof til spottende Angreb. Talerne gjorde derfor i deres Heelhed ikke altid det tilsigtede Indtryk, ligesom de stundom havde en Bredde, der trættede baade Modstandere og Meningsfrænder, og indeholdt en docerende Tone, der ingenlunde tækkedes denne Forsamling. Der var derhos ofte i hans Meningsyttringer en vis Haardhed, Bestemthed og Ringeagt for Andres Meninger, der ligesom syntes at indeholde den Paastand, at han fremfor Nogen i Forsamlingen havde gjennemtrængt en Grundforfatnings sande Væsen, og vidste at give den en for Fædrelandets sande Tarv passende Form. Hans Frimodighed var priisværdig; thi den flød af et patriotisk Sind og Overbeviisning om den Sags Reenhed, som han forsvarede, men formedelst Djærvheden i hans Yttringer høstede han stundom bittre Frugter af sin Veltalenhed, ligesom der ofte var mere Studium end praktisk Viisdom i hans Sætninger. I Forfatterens Dagbog har han plantet Wergeland en Mindeblomst, der vidner om den Høiagtelse, som han følte for hans frimodige og ofte kraftfulde Veltalenhed, hans omhyggelige Studium af Statsforfatningens Væsen, og hans Djærvhed til at udtale sin Overbeviisning, hvori han overgik alle sine Meningsfrænder.Forfatteren har i sin nedskrevne Dom om Wergelands Færd, som Medlem af Rigsforsamlingen, lempet sin egen Mening efter høitagtede Medrepræsentanters, der kan ansees meer upartisk, og grundet paa det almindelige Indtryk, som samme gjorde i Forsamlingen. Der var Ingen paa Eidsvold, som ved omhyggelige Studier saaledes havde forberedt sig til Deeltagelse i Rigsforsamlingens Forhandlinger som Wergeland, og Ingen, der havde flere udarbeidede Foredrag i denne Henseende i Beredskab. Men ofte ere slige Forberedelser, naar de sigte til et bestemt Maal, mindre gavnlige for Sagen, idet de let foranledige en vis Gensidighed i Anskuelser, der svække Sjælens Bøielighed til at lempe sig efter Omstændighederne, og vige for de bedre Grunde, som Andre kunne have at fremsætte for modsatte Meninger.
50Løvenskjold viiste ogsaa ved denne Dags Debat sit parlamentariske Talent. Han talede i Almindetighed med Lethed, Skarpsindighed og en Frimodighed, der aldrig lod sig forstyrre ved Modpartiets djærdeste Angreb. Der var, som ovenfor bemærket, en bestemt Aabenhed i hans hele Færd paa Eidsvold, som foragtede at lægge Skjul paa politiske Meninger, hvor som helst disse kom paa Bane. Men denne aabne Modstand tækkedes ikke den store Hob. Saaledes maatte han døie flere Ubehageligheder i og udenfor Forsamlingerne; thi han hørte blandt de aabenbareste Modstandere af Selvstædighedsværket. Hvad han i Dag foredrog, var i Wedels sindige Tone, og kunde ingen Skjærv lægge til at forbittre Gemytterne eller nære Partihadet. Iøvrigt gik det ham som Sorenskriver Blom, og flere dygtige Repræsentanter af det tvivlende Parti, at de blandede sig oftere i Begyndelsen end i senere Sessioner i Debatterne om politiske Materier. De undgik at deeltage i disse vanskelige Undersøgelser, hvis Afgjørelse tog en Vending, der ingen Modstand taalte, og som kun forvikledes ved en unyttig Kamp. Det var kun, naar de Grundlovens Paragrapher, der ordnede Statens indvortes Anliggender, debatteredes, at de gave deres Mening tilkjende, og det maa med Sandhed siges, at deres Foredrag 51ofte bidrog til at berige Grundloven med hensigtsmæssige Bestemmelser.
Ogsaa Capitaine Motzfeldt tog Deel i disse Debatter, og Forfatteren maa tilstaae, at der var Faa i Forsamlingen, som han heller hørte end ham. Han talede ofte baade ex tempore og af Papiret, men hans Foredrag bar stedse Præget af Skarpsindighed, Kundskab og Humanitet. Han var en af Selvstændighedens ivrigste Forfægtere, en varm Forsvarer for Prindsens Fremgangsmaade, og Ingen viiste meer Afsky end han for enhver Tilnærmelse til Sverige, som han erklærede for Fædrelandets Erke-Arve-Fiende. Men han forfulgte ikke sine Thingfæller, som havde en anden Overbeviisning, med Had og Miskjendelse, og det gik vel an at staae paa en venskabelig Fod med ham, uden at sværge til hans politiske Fane. Det Talent, som Motzfeldt udviklede paa Eidsvold, endskjønt det understøttede en Sag, som Forfatteren ei kunde give sit Bifald, og hans humane Færd mod Thingets Medlemmer, hvad endog deres politiske Mening var, lagde Grunden til Forfatterens Høiagtelse for denne udmærkede Mand, der har fulgt ham paa hans paafølgende ophøiede Embedsbane, paa hvilken han har viist den Fasthed, Frimodighed og det Fædrelandssind, som strax i Begyndelsen af hans offentlige Virksomhed henvendte Nationens og Kongens Øine paa ham.
Sverdrup, som følte sig krænket ved Wergelands Udladelser om den foreløbige Raadssamling paa Eidsvold, tog en alvorlig Deel i denne Dags Debatter. Maaskee følte han, at hans Nærværelse der, og hans private Samtale med Prindsen, om hvilken vi ovenfor have talt, havde bidraget til at give de der stedfundne Discussioner en lykkelig Vending og kunde ikke taale, at der kastedes en Skygge over denne forberedende Akt 52til Statsomvæltningen i Norge, med hvor megen Forsigtighed end Forslaget var fremsat af Wergeland, som i en Form af en Takadresse vilde paatrykke hiin foreløbige Beslutning Rigsforsamlingens Sanction. Sverdrup var derhos en farlig Modstander, saavel formedelst sin Skarpsindighed, sine Kundskaber og philosofiske Aand, og sin Færdighed til at udtrykke sig, som formedelst sit udvortes værdige Væsen, dybe Alvorsstemme, og den skarpe Satire, hvormed han ofte ledsagede sine vel stillede Ord. Kun ved enkelte Leiligheder tog han paa Eidsvold alvorlig Deel i Debatterne, men da var det deels for at blotte Oppositionens Nøgenhed, deels for at begeistre Selvstændighedens Tilhængere til trofast Udholdenhed, og der var fast Ingen uden Wedel, og stundom Wergeland, som alvorligen traadte i Skranke mod den philosophiske Kjæmpe. Striden i Dag var imidlertid let udfægtet, da han havde paa sin Side begge Partiers Coryphæer. Hans Forslag, som vel neppe var alvorligen meent, at kræve Wergeland til Regnskab for hans Udladelser, blev knapt bemærket, langt mindre understøttet af Forsamlingen. Med al sin udvortes strenge Alvor og skarpe Dialectik var Sverdrup imidlertid en af Eidsvolds humane Selvstændighedshelte, der tilstod hvert Parti sin Ære, og opløste ikke gamle Venskabsforbindelser formedelst Divergents i politiske Anskuelser.
Sorenskriver Blom talede og ved denne Leilighed nogle Ord, men han var endnu ikke kommen i Aande som Storthingsmand, og han tabte efterhaanden Lysten til at blande sig i andre Discussioner end dem, der angik Grundlovens Bestemmelser, og da vare hans Bemærkninger træffende. Munterhed og Vid, blandet med en vis Satire, spillede ofte i hans Foredrag. Han var iøvrigt et trofast Medlem af det lille Parti, som tvivlede 53om Selvstændighedsværkets Hensigtsmæssighed for Fædrelandet.
Saaledes trak dette lille Uveir over ved Partihøvdingernes fælles Bestræbelser, der ikke vilde begynde Forsamlingens vigtige Forhandlinger med forviklede Undersøgelser, som let kunde have sat de herskende Modpartier i Harnisk mod hinanden, og ikke banede Vei til den vigtige Sags Afgjørelse, som var den egentlige Gjenstand for Mødet.
Derefter skredes til Udnævnelsen af tvende Committeer, nemlig Redactionscommitteen og Constitutionscommitteen. Til Medlemmer af den første valgtes Sverdrup, Grøgaard og Jacob Aall.Dette Valg gik temmelig uordentlig til, idet enkelte Medlemmer blandede sig i Præsidentens Function, og styrede Valget. Ligesom dette Arbeide ikke kunde behandles med Omhu, fordi Medlemmernes Tid var optagen af Thingforretninger, saa kunde det efter sin Natur heller ikke blive interessant. Det maatte være en kort og tør Journal over hvad der dagligen blev forhandlet, uden politisk Farve, og uden at optage den interessanteste Deel af Storthingsforhandlingerne, nemlig Debatterne over de behandlede Gjenstande. Dertil kom, at der manglede Anstalter til en øienbliklig Trykning, der med tilbørlig Hurtighed forplantede Begivenhederne, medens de havde Nyhedens Interesse. Der befandtes vel paa Eidsvold et Felttrykkeri, men det arbeidede langsomt og maadeligt. Man maatte saaledes kun vente at finde Forhandlingernes tørre Ribbeen, og disse kom tildeels saa seent i Publikums Hænder, at de offentlige Tidender havde anticiperet Beretningens Nyhed. Hvad der leveredes til denne, kom mestendeels fra Grøgaards 54Haand, som dertil havde meest Tid, da han ei var Medlem af Constitutionscommitteen.Hverken denne eller de følgende Storthingstidender kunne, som interessant Lecture, sammenlignes med Provindsialstændernes Tidender i Danmark; thi begge ere redigerede paa forskjellig Maade og i forskjellig Hensigt. Storthingsforhandlingerne indeholde ingen Debatter, men kun Indstillinger og Beslutninger, der udtages ordret af Protokollerne i deres tørre chronistiske Form. Stændertidenden redigeres med meer Omhu, og giver Repræsentanternes Foredrag, Repliker og Dupliker i en sammenhængende Orden, tildeels vel og i Stiil og Periodens Runding forbedret af Redactionens Fiil. Storthingsannalerne ere saaledes de troværdigste men vel og mindst interessante Annaler, som kunne overgives Efterverdenen, og Historieskriveren maa hente af Snarskrivernes ikke stedse paalidelige Kilder denne Beenbygnings Beklædning. Dertil kommer, at Stænderforsamlingen har sin egen, udenfor Forsamlingens Midte valgte, Sekretair, som ene beskjæftiger sig med sine Extracter af Forhandlingerne og Redactionen deraf. Han kan saaledes, da han ingen Deel tager i Forretningerne, roligen og uden den Sindsuro, som umiddelbar Deeltagelse i Fædrelandets vigtigste Anliggender medfører, opoffre sig en Forretning, der visseligen i Danmark er udført af dygtige Hænder.
Derefter sammensattes Constitutionscommitteen, og til dens Medlemmer, hvis Antal bestemtes til 15, udnævnedes i følgende Orden efter Stemmernes Antal: Oberst Hegermann, Sorenskriver Falsen, Professor Sverdrup, Jernværkseier Aall, Sognepræst Rein, Capitaine Motzfeldt, Etatsraad Rogert, Grev Wedel-Jarlsberg, Justitsraad Diriks, Pastor Wergeland, Oberstlieutenant Stabel, Toldprokureur Omsen, Provst Schmidt, Kammerherre Petersen og Provst Middelfart – de sidste tvende efter Lodkastning med Sorenskriver Christie.
Samme Dag overgaves Prindsen Forsamlingens Takadresse gjennem den Committee, som havde udarbeidet den, og Prindsen gav derpaa følgende Svar:
55«Ethvert Beviis paa det norske Folks Tilfredshed med mine Bestræbelser er mig dyrebart, hvor meget mere Værd maa det have for mig, fremført ved Nationens udvalgte Mænd. Min Bevidsthed siger mig, at jeg har udrettet Noget til Fædrelandets Frelse; det er til Dem at udrette Mere. Ved det Fædrelandssind og den Driftighed, der vil besjæle Deres Forhandlinger, vil De snart tilendebringe det vigtige Foretagende, at skjænke Norge en Constitution, som eendrægtigen skal forsvares og haandthæves, og hvortil jeg ønsker Dem Held. Jeg beder Dem at bevidne Rigsforsamlingen min Erkjendtlighed og Tak.»
Om Aftenen skal Prindsen have yttret sin Tilfredshed med det Udfald, som Wedels Yttringer havde givet Wergelands Forslag, og derhos det Haab, at man i Forsamlingen vilde afholde sig fra personlige Fornærmelser, og at der maatte gives Medlemmerne Anledning til paa det frieste at yttre deres Tanker.
Den 13de April begyndte Constitutionscommitteen sit vigtige Arbeide, og det vil maaskee ikke være upassende at indlede vore Læsere i en Forsamling, som i et Par Uger fuldbyrdede Udkastet til en Grundlov, der vistnok har sine Ufuldkommenheder, men som senere saa ofte er bleven roest af de meest competente Dommere. Det maatte opvække Forundring, at et Arbeide af den Vigtighed og vanskelige Beskaffenhed kunde fremmes og fuldbyrdes i et saa kort Tidsrum af Mænd, som mestendeels ingen Deel havde taget i Statsstyrelsen, som havde været Medlemmer af en Stat, i hvilken der ikke gaves Folket Anledning til at give sin Stemme i Statens Anliggender, og derfor havde bortfjærnet Tanken fra Alt, hvad der angaaer Statsform og Statsstyrelse. Sagen syntes saaledes nedlagt 56baade i ukyndige og uøvede Hænder. Men deels lettedes Arbeidet ved en forberedende Understøttelse af kyndige Mænd udenfor Forsamlingen, deels ved Medlemmernes særegne Talent og Kundskaber, deels ved den store Simplicitet i det norske Statslegemes indvortes Organisation, og ved Constituenternes rolige, mestendeels fra udvortes Paavirkning befriede Stilling.
Et særdeles vigtigt Middel til Arbeidets Fremme vare de forskjellige Udkast til en Constitution, som indleveredes til Committeen. Af disse Forslag indsendtes flere, samt et Exemplar af de forenede Staters Constitution, ligesom enkelte Medlemmer havde udarbeidet andre, som ei fremlagdes, men som Committeen benyttede under Paragraphernes Udarbeidelse. Men især var det Udkast, som var forfattet af Sorenskriver Falsen og Lector Adler, til stor Nytte og Veiledning ved Committeens Arbeider, og det var som en bestandig Ledetraad, der førte den Skridt for Skridt igjennem dens Undersøgelser.At Lector Adler blot havde skrevet Fortalen, og ingen videre Deel forøvrigt havde taget i Forslaget – som en anden Forfatter paastaaer –, var i det mindste ikke den almindelige Mening paa den Tid. Begge ansaaes for at have fælles med hinanden udarbeidet Udkastet. Da det imidlertid ikke har lykkes Forfatteren at oplyse dette fra den rette Kilde, vover han ingen bestemt Paastand i den Henseende. Man vil vistnok, ved at sammenligne dette Udkast med Norges Grundlov, finde en stor Ulighed imellem hiint og denne: i Grundloven en større Orden med Hensyn til Materiens Hovedinddeling, en meer sammentrængt Korthed, et mere passende Lovsprog, udtrykt i korte befalende Sætninger, uden lange og uhensigtsmæssige Raisonnements, og et større Fremskridt af Tidsideerne paa Frihedens Bane. Der er saaledes Grund nok til at give Constituenterne deres Priis for Værket, hentet fra de Kilder, 57som de fandt i deres egen Kreds, uden at Æren fordunkles ved de Hjælpemidler, som tilhændekom dem udenfra. Man kan overbevise sig herom ved at sammenligne dette Forslag med det fuldbyrdede Værk. Men derhos kan det ikke nægtes, at dette Udkast især var af største Nytte for Committeen, og tjente til Forkortelse af dens Arbeide, ligesom det vil findes, at Grundlovens og Udkastets Forfattere ofte stødte sammen i Grundforfatningens Hovedbestemmelser, ja endog i nogle mindre hensigtsmæssige Paragrapher.Da vi ikke kunne forudsætte, at dette Udkast er i mange Hænder, vil der i Bilag No. 3 findes en Sammenligning imellem de Paragrapher, som have den største Lighed med hverandre, samt en Oversigt over Udkastets Indhold, hvorved kun er taget Hensyn til enkelte Hovedpunkter af Lighed og Ulighed.
Men fornemmeligen maa vi i Committeens egen Sammensætning søge Forklaringen til Arbeidets Beskaffenhed, og, for at overbevise os derom, behøve vi kun at kaste et Øie paa de Mænd, som omringede Committeens Arbeidsbord. Neppe gaves der et eneste Medlem af denne lille Forsamling, som jo var gjennemtrængt af den varmeste Fædrelandskjærlighed, og oprigtig Attraa efter at udføre det vigtige Arbeide paa en hensigtsmæssig Maade. I dette Punkt stødte Alle sammen, om der endog vare de forskjelligste Anskuelser om Landets politiske Stilling og om Valget af Rigets Styrer. Den sidste Bestemmelse kom under Committeens Undersøgelse ikke paa Bane. Alt Stof til Splid og Tvedragt var saaledes bortfjærnet, og Alles Øiemed gik ud paa at skabe en Forfatning, som kunde fremme Fædrelandets Held, til hvilken Kongestamme end Tronen skulde overgives.Forfatteren har af en af Committeens endnu levende Medlemmer erfaret, at Nogle af Rigsforsamlingens Medlemmer, efter Fleres Formening, skulde attraae en Constitutionsform, som under andre politiske Omstændigheder uden Vanskelighed kunde igjen tilveiebringe en Forening imellem Danmark og Norge, og at Prindsen selv stod i Spidsen for dette lille Parti. Forfatteren har af Andre hørt, at han selv, som aldrig dulgte de vemodige Følelser, som Skilsmissen mellem begge Rigerne opvakte hos ham, regnedes blandt dette Slags politiske Bygmestere. Men han kan med Sandhed forsikkre, at han ikke kjendte det allermindste til et saadant Parti. Har nogen saadan Plan været lagt, maa den tilhøre Prindsens nærmeste Omgivelse udenfor Forsamlingen, hvoraf Nogle i flere Retninger vare i Bevægelse for at fremlede forsønskte Resultater. Hvad Prindsens Mening i den Henseende har været, er Forfatteren ubekjendt, men han har ikke mindste Anledning til at troe, at han i denne Henseende har været utilbørlig virksom. Ikke den mindste Hentydning hertil undslap Prindsen i de flere Samtaler, Forfatteren paa den Tid havde med ham. – Iblandt det Parties Medlemmer, hvortil Forfatteren hørte, fandtes de ivrigste og største Fiender af Foreningen med Danmark, og blandt dem var ingen Tanke om en fornyet Forbindelse. Forfatteren selv, skjønt Faa eller Ingen i Forsamlingen i oekonomisk Henseende leed meer ved Foreningen med Sverige end han, og visseligen Ingen mindre end han ønskede Opløsningen af den gamle Forbindelse, ansaa Foreningen med Sverige, under Europas daværende Stilling, som et Skjebnens Bud, hvilket Norge maatte underkaste sig, og at Tanken ene maatte henvendes paa at lempe Foreningsbetingelserne efter Norges Frihed og Selvstændighed. Han indsaa desuden, at en saadan Politisk Forening i mange Henseender maatte befordre Fædrelandets Held. Gjenforeningen med Danmark laa derfor fjærnt fra hans Tanker. Derimod kunde han ikke forklare sig den tilsyneladende Inconseqvents hos Medlemmerne af Selvstændighedspartiet, at be, under en aabenbar uvillie mod en Gjenforening med Danmark, ivrede for at sætte Norges Krone paa den danske Tronarvings Hoved, da der dog ingen Tvivl kunde være om at Prindsen foretrak Danmarks Krone for Norges, og at hans Ophøielse til Norges Konge maatte lede til hiin Gjenforening. Denne Synderlighed var ofte Gjenstand for Forfatterens Venne-Samtaler med Wedel. Et af Statsraadets Medlemmer, som besad Prindsens Agtelse og Fortrolighed, har fortalt Forfatteren, at han engang ved en given Leilighed spurgte Prindsen, om han vilde opoffre Danmarks Krone for at beholde Norges, og at han – som rimeligt var – med Bestemthed benægtede dette. Et dobbelt omhyggeligt Valg havde 58besat dette mærkelige Rundbord. Disse Mænd vare under de reneste fædrelandske Hensyn af det nyfødte Nore store Valgforsamling udkaarede til at møde paa Thinge, og ved et engere Valg iblandt de udkaarede Thingmænd selv, vare de af Rigsforsamlingen udpegede som de dygtigste Grundlovsforfattere. Og nægtes kan det ikke, at flere af Committeens Medlemmer vare 59udrustede med Evner og Kundskaber, som gave deres Stemme Vægt i Committeen, og befordrede Arbeidets Fremme.
Grev Wedel var ogsaa i denne Henseende Een af Committeens meest indsigtsfulde og virksomme Medlemmer. I Særdeleshed var han vel bevandret i Statsformens høiere Forgreninger, hvilke han deels kjendte af Erfaring, som Medlem af den forrige Regjeringskommission, deels med Flid fra Barndommen havde sat sig ind i efter den engelske Statsstyrelses Norm. Med Hensyn til den udøvende Magts Rettigheder, og dens Forhold til den lovgivende Magt, saavelsom til Statsorganisationen i Statens høiere Led, var Wedels Raad og Stemme den vigtigste. Enhver af de Paragrapher i Grundloven, som omhandle denne Sag, bleve af ham omhyggeligen drøftede, og de fleste Bestemmelser af den Art skyldes hans Virksomhed. Paa en Maade kunde han betragtes som det aristokratiske Princips og den udøvende Magts Repræsentant i Committeen. Han gav vistnok ikke den demokratiske Aand, som gik igjennem Committeearbeidets Bestemmelser, sit ubetingede Bifald, og søgte derhos at give den udøvende Magt den Kraft 60og Indflydelse i Statsstyrelsen, som kunde tilveiebringe en passende Ligevægt. Men da det demokratiske Princip var det raadende, var hans Modifikation til den modsatte Retning paa sit rette Sted, og denne Verelvirkning af forskjellige Ideer mellem oplyste og fædrelandsksindede Mænd maatte være til Gavn for Sagen.
Da Falsen, Committeens Formand, var tilstedeværende Forfatter af det Udkast, som behandledes, saa maatte det ventes, at han tog varm og jevnlig Deel i Debatterne. Men som han var Een af Committeens kyndigste Medlemmer, var han derhos ogsaa en haardnakken Forsvarer af egne Meninger. Falsen manglede ikke den Bøielighed i Ideernes Opfatning, som er Resultatet af Tidens Fremskridt, prøvet Erfaring og en dybere Granskning. Men den Stilling, hvorpaa han for Øieblikket stod, forsvarede han med en Heftighed, der stundom grændsede til Eensidighed, og et Alvor, der ikke sjeldent nærmede sig til Barskhed. Saaledes var han visseligen Een af de virksomste Forfremmere af det Grundlovsværk, hvortil han havde indleveret et Udkast; men han fulgte sit Thema Skridt for Skridt, og det var vanskeligt at bevæge ham til Forandringer, hvorved Diskussionerne stundom gik i Langdrag. Paa dette Sted havde imidlertid denne Ubøielighed ogsaa sin store Nytte; thi derved fængsledes Committeens Arbeide til det indleverede Udkast, og tilveiebragte en vis systematisk Orden i Forhandlingerne. I denne Skole kunde desuden ingen fix Idee uprøvet finde Indpas; thi den prøvedes af Medlemmernes sunde Fornuft, liberale Anskuelser og sikkre Takt i deres Oversyn over det Hele.Falsen kunde iøvrigt betragtes som Formand for Selvstændighedspartiet, og han var Prindsens varmeste Tilhænger. Ingen var mere bekjendt end han med Prindsens høie Planer, Ingen besad i høiere Grad Prindsens Fortrolighed. At rose Prindsens Færd og Charakteer, at kaste Skygge paa Prindsens høie Modstander i Naboriget, derpaa anvendte han al sin Skarpsindighed og sit hele Talent som Forfatter og Repræsentant, og der var Ingen paa Thinge, der meer eensidigen arbeidede til dette Maal end Falsen; thi det var Mandens Charakteer, at heste sig med glødende Varme ved den Idee, han havde fattet, men derhos satte han ingen Ære i at hænge fast ved et vildfarende System, naar Fornuft og Erfaring havde aabnet hans Øine. Men Falsen var ikke den Mand paa Eidsvold, som kunde vinde Oppositionen for den Sag, han forfægtede. Der laa noget Frastødende i hans Væsen der, noget Stolt i hans Mine, noget Barskt i hans Udtryk, som bortskræmte dem, der nærmede sig ham, og som ei vare bundne til ham ved Venskabsbaand eller ved Meningsharmoni. – Der var Ingen paa Eidsvold, som Forfatteren skyede meer end Falsen, Ingen, hvis Færd han i sit stille Sind mere dadlede end hans. Men han har senere havt Leilighed til at rette denne sin vildfarende Mening om denne høistagtværdige Mand, som formedelst sine Talenter, sine Skrifter, sin Dygtighed som Storthingspræsident og Repræsentant, og formedelst sin ædle Varme for sit Fædreland har udmærket sig fremfor de Fleste. Da Forfatteren paa senere Storthingsmøder arbeidede ved Falsens Side, modtog han Beviser paa hans Agtelse og Vennesind, som han stedse bevarer i taknemlig Erindring.
61Justitsraad Diriks var som Committeens Lexikon med Hensyn til andre Landes Constitutionsformer. Saasnart en Paragraph kom under Behandling, vidste han, hvorledes Sætningen var formet i andre Constitutioner, og hans lykkelige Hukommelse og store Lovkundskab kom Forsamlingen herligen tilpas. Da han med Hensyn til politiske Partier iagttog en bestemt Neutralitet, og som dansk Mand stor Tilbageholdenhed i sine Yttringer, deeltog han i Forretningerne paa Eidsvold i det Hele med stor Rolighed, og uden at blande sig i Afgjørelsen 62af det store politiske Spørgsmaal. Imidlertid fulgte han opmærksomt Forretningernes Gang, og holdt en Dagbog over Forhandlingerne, som han meddeelte sine Committenter, og som vidnede baade om hans Upartiskhed i hans Domme, og hans Virksomhed under den vigtige Forretning.Diriks corresponderede under Rigsforsamlingen flittigen med Forfatterens Svoger, Præsten Stephanson paa Tjøllinge, og Brudstykker deraf bleve Forfatteren meddeelte.
Capitaine Motzfeldt hørte ogsaa til Committeens virksomste Medlemmer. Han var nøie bekjendt med den engelske Forfatning, var en ivrig Forsvarer af Folkets Rettigheder, og prøvede med Skarpsindighed og Sagkundskab de Sætninger, som i Committeen behandledes.
Wergeland var en opmærksom iagttager af Forhandlingernes Gang i Committeen, og flittigen tilrede med Bemærkninger, tagne af hans medbragte Udkast til en Forfatning, der dog ikke fuldstændigen blev forelagt Forsamlingen til Bedømmelse. Det feilede heller ikke, at hans Anmærkninger ofte faldt paa det rette Sted, og tildeels ogsaa toges til Følge; men stundom hendte det og, at han forsinkede Forhandlingens Gang ved at holde fast paa Meninger og Ideer, som han bragte med sig fra sit Studeerkammer, og som ikke altid vilde passe i Anvendelsen. Der var, som ovenfor bemærket, Ingen tilstede paa Eidsvold, der omhyggeligere end Wergeland havde sat sig ind i Statsforfatningens Former, og flittigere derom meddeelte sine Ideer; han stilles derfor med Rette blandt de virksomste Constituentere, ligesom nogle ikke uvigtige Bestemmelser i Grundloven skyldtes ham.
Oberst Hegermann var især virksom ved Værnepligtens Bestemmelser, om hvilke han havde de strengeste Begreber, 63der gik ud paa deres lige Fordeling paa alle Statens Borgere. Især ansaa han den almindelige Udøvelse af Værnepligten som gavnlig og nødvendig under Statens nærværende Stilling. Men han fremsatte sine Meninger stedse med stor Humanitet, han hørte venligen paa de Indvendinger, som gjordes mod hans Sætninger, og fremkaldte just Modstand for at foranledige en omhyggeligere Drøftelse. Han gav derpaa et stort Beviis, da Medlemmerne af Værnepligtcommitteen skulde vælges; thi da bidrog han Sit til, at der valgtes Mænd, der havde været hans ivrigste Opponenter.
Foruden Falsen og Diriks havde Committeen tvende juridiske Medlemmer, Etatsraad Rogert og Toldprokureur Omsen.Wedel var Statsmand, og gjorde ingen Fordring paa at regnes iblandt lærde Jurister. Om Rogerts Kundskaber kunde ingen Tvivl være, men hans Sygelighed hemmede hans Virksomhed. Denne alvorlige og stille Mand, der var meer Olding formedelst Svaghed end af Alder, tog liden Deel i Committeens Forhandlinger, saavelsom i Rigsforsamlingens i det Hele. Fædrelandets politiske Farer forøgede hans melankolske Stemning, hvilken han dog sjeldent og kun i Vennekreds lagde for Dagen i enkelte Ulykkes-Spaadomme. Kun da Talen var om Kongens Kroning kom han noget i Aande, og ivrede for at den skulde skee i Trondhjem, hvilken Bestemmelse i Grundloven ogsaa skyldes ham.
Omsen, som havde et mere praktisk Blik end dybt Studium, var især vilksom ved Udarbeidelsen af Capitlet om den dømmende Magt. Forøvrigt var han En af Forsamlingens frimodigste Medlemmer, der udtalte sin Mening og Overbeviisning 64uden Frygt og Bihensyn. Der var Ingen i Rigsforsamlingen, der udtrykte sig friere om Landets politiske Stilling og om Selvstændighedsværket, og gik dettes ivrige Forfægtere nærmere paa Klingen end Omsen.I Begyndelsen af Forhandlingerne paa Eidsvold var man uvis om, til hvilket Parti Omsen hørte. Nogle af hans Yttringer og Voteringer syntes at hentyde paa, at han var en Tilhænger af Selvstændighedsværket, men det viiste sig senere tydeligen nok, at han ansaa Prindsen for at have taget en vovelig Beslutning, og især troede han, at Kongevalget var ubetimeligt.
Af de 3de geistlige Repræsentanter, som foruden Wergeland vare Medlemmer af Constitutionscommitteen, Rein, Schmidt og Middelfart, toge de tvende første liden Deel i det egentlige Constitutionsværk. Deres Tanker vare mestendeels henvendte paa Fædrelandets politiske Stilling, Selvstændighedens Forsvar og Kongevalget. Der var intet Medlem paa Thinget, hvis Taler i denne Henseende gjorde større Indtryk paa Forsamlingen end Reins; de henreve den til det meest larmende Bifald, og understøttede meest Prindsens store Planer. Forøvrigt var han, baade i Committeen og i Forsamlingssalen, mestenendeels taus, og kun da Paragraphen om Adelens Rettigheder skulde indføres i Grundloven, udtalte han sin Ringeagt for disse uvæsentlige Rettigheder, som han i sine Digte og sin daglige Omgang stedse lagde for Dagen.Rein var bekjendt som geistlig Taler, og Forfatteren, som i Eidanger Kirke, hvor han var Præst, ofte havde blandet sig blandt den store Skare af Tilhørere, der fyldte Kirken for at høre den veltalende Prædikant, medbragte til Eidsvold en stor Agtelse for Rein. Forskjellige politiske Anskuelser, og den Bitterhed, hvormed Rein angreb Oppositionspartiet, bortfjernede Forfatteren fra Rein paa Eidsvold; men før Skilsmissen vendte det forrige venskabelige Forhold tilbage, der ei kunde forstyrres ved en forskjellig Anskuelse om Fædrelandets politiske Stilling.
65Provsten Schmidt hørte med Liv og Sjæl til Selvstændighedspartiet, hvis Sag han paa alle Maader søgte at fremme; men ogsaa han tog mindre Deel i det egentlige Constitutionsværk, og de faa Forslag, som han gjorde i Committeen og Forsamlingen, faldt igjennem.Han var fornemmelig virksom paa Eidsvold som Leilighedsdigter, og hans Sange bleve afsungne ved Bordet ved flere festlige Anledninger. I Grøgaard, som kaldte ham Selvstændighedspoeten, havde han sin største Opponent, der ofte skarpt recenserede hans Digtninger. Schmidt var iøvrigt en anseet Præstemand, høit elsket af sin Menighed, kundskabsrig og behagelig i Omgang. Han forlod Norge kort efter Foreningen, misfornøiet af forskjellige Grunde, og fik Præstekald i Nærheden af Roeskilde, men man ymtede om, at han angrede at have forladt Eger. I Aaret 1826 tog han den theologiske Doctorgrad i Kjøbenhavn, hvortil han indbødes af det theologiske Fakultet i Anledning af Prinds Frederiks Formæling med Prindssesse Wilhelmine. Forfatteren traf ham der, og han talede med Deeltagelse om det Land, han havde forladt.
Provsten Middelfart var i Committeen som i Rigsforsamlingssalen en human Forsvarer af liberale Anskuelser med Hensyn til de Paragrapher i Grundloven, som angaae den herskende Religion, og det var ikke hans Skyld, om disse tildeels fik en Form, der afviger fra den liberale Aand, som gaaer igjennem Grundlovens Bud. Hans Foredrag understøttedes senere ved hans Taler i Thinget, som vare blandt de smukkeste og grundigste, som bleve hørte inden Eidsvoldssalens Vægge.Middelfart hørte forøvrigt blandt Forsamlingens meest samvittighedsfulde Medlemmer, der søgte Sandheden med et reent fædrelandsk Sind uden at kunne finde en fast Grundvold for sine politiske Meninger. Han kom til Eidsvold med en vaklende Tro til en heldig Udførelse af Prindsens store Planer; under Forhandlingerne styrkedes hans Haab, men efter Kongevalget var han ikke uden Ængstelse for Fremtiden. Da Middelfart var en stor Ven af Grøgaard, pleiede Forfatteren en venskabelig Omgang med hiin Hædersmand, under Opholdet paa Eidsvold, og han bevarer Erindringen derom i et kjærligt Sind.
66 Sverdrup tog vel sjeldent nogen alvorlig Deel i Detailen af Committeens vidtløftige Debatter om Constitutionsværket; men hans Bemærkninger vare der som i den store Forsamling træffende, skarpe og veiledende, og bidrog til at give mange Sætninger saavel i Form som Materie sin rette Plads og Betydning.
Oberstlieutenant Stabel og Kammerherre Petersen, begge dygtige og høiagtede Officerer, gjorde ingen Fordring paa Bekjendtskab med Constitutionens Væsen, og lode kun sjeldent deres Stemme høre uden naar militaire Gjenstande forhandledes.Forfatteren har lidet at tilføie om sin egen Virksomhed i Committeen, hvilken han ingenlunde tør tillægge nogen stor Betydenhed. I dette første store Repræsentantmøde arbeidede han ikke med den tilbørlige Sjælens Munterhed, og hans Tanker hvilede meer over Fædrelandets kritiske Stilling end over en Statsforfatning, paa hvis Bestandighed, truet med de mægtigste Staters Spydstager, han ei turde gjøre sig noget Begreb. Kun naar Statens indvortes Forhold skulde ordnes, vaagnede hans Opmærksomhed; han indsaa grant, at det var nødvendigt at hegne om Folkets Rettigheder, hvordan end Norges politiske Skjebne monne vorde, og Rigsdagsforhandlingerne vidne om, at han i denne Henseende ikke har været uvirksom, men at han har deeltaget i Forretningerne efter de Begreber, som han, der endnu stod paa Dørtærskelen af dette Slags Studium, nærede om disse Gjenstande. – En Landsmand har i sin, iøvrigt med mildt dømmende Træk udkastede, Charakteer-Skitse aftegnet Forfatteren som en «ultraloyal Temporisator», og denne Dom – om han end ellers har opfattet dette moderne Udtryt rigtig – kan han, ved at føle i sin egen Barm, ei gjøre til sin. I denne historiske Skildring troer han at have viist, at han har baaret frimodig Sandhed for Fædrelandets Høieste, og hans borgerlige Færd troer han ikke bærer Spor af en nølende Forsigtigheds Blyvægt. Men han har stedse vogtet sig for en lidenskabelig Opfatning af de omhandlede Ideer og Undersøgelser. Det frie Oversyn, hvortil han, i Følge sin Stilling i Staten og et flittigt Studium af liberale Mestere, har søgt at hæve sig, har sat ham i Stand til, uden Fordom, Lidenskab og egoistiske Hensyn at deeltage i vigtige Fædrelandets Anliggender, og i disses Behandling at give hver Sit, uden at frygte for at støde an mod det ene eller det andet Parti. Han troer i denne henseende at kunne lægge Storthingsforhandlingerne, der bære Spor af hans Virksomhed som Storthingsmand, ved Siden af en i hans Tanker mindre beføiet Bedømmelse af hans Færd.
67 Der gaves saaledes vistnok flere Medlemmer af Constitutionscommitteen, af hvis Virksomhed der ikke viiste sig mange aabenbare Spor, fordi de lidet havde forberedt sig ved foregaaende Studium af Statsforfatningens Væsen, og ikke medbragte skriftlige Nedtegnelser. Men det tjente derhos til Sagens Fremme, at der gaves Mænd, som uden forudfattede Meninger overveiede og bedømte den forelagte Gjenstand, og som toge sine Beslutninger efter den Sags Beskaffenhed, som forelagdes dem, meer end efter det Normal, som de selv havde medbragt. Det kan derfor ikke nægtes, at Constituenternes Personlighed, deres Evner, varme Iver for Sagen og deres fædrelandske Sind bidrog til at give Værket den Grad af Fuldkommenhed, som det monne have modtaget, og at de forberedende Arbeider og Medlemmernes foregaaende Studium meget lettede dets Gang. Denne heldige Omstændighed raadede tildeels Bod paa den Mangel paa Indsigt og Erfaring i Statsstyrelsen, som maatte forudsættes i en Forsamling af den Art, medens det ikke er at undres over, om denne Mangel hist og her maatte give sig tilkjende i enkelte Grundlovsbestemmelser.
Men disse Elementer til et passende Constitutionsværk vare ikke de eneste, som beredte dets hensigtssvarende Udførelse. 68Den særdeles simple Organisation af Norges indre Forhold bidrog usigeligen til at lette Arbeidet. I den Henseende gives der, som forhen bemærket, faa eller ingen Lande i Europa, i hvilke det er lettere at forberede Overgangen til Lighed i Betingelserne for den borgerlige Virksomhed, og overhovedet i en borgerlig Stilling, end i Fædrelandet. Norge havde vistnok i flere Aarhundreder været undergivet en Regjering, som Lovens despotiske Bogstav giver en tung Haand over Folkets Skjebne, men som i Hovedsagen havde ført Scepteret med milde Hænder. Det havde mange Klager at nedlægge for den danske Trone, og hævede stundom sin Røst høit i denne Henseende, men Klagerne angik mere Handelsvirksomhedens Bevægelser, som efter dennes almindelige Stilling, og formedelst usunde Begreber om Reglerne for den indvortes Vindskibelighed, paa mange Maader indskrænkedes, end de væsentlige og uvæsentlige Fortrin, som lette Enkeltes Skridt paa deres jordiske Bane paa deres Medborgeres Bekostning. I denne Henseende havde Norges Stilling under Foreningen stedse været høist forskjellig fra Danmarks, og det kunde betragtes som en Foederativstat, der styredes efter ganske andre Principer end Forbundsstaten. Norges Natur er simpel i sine Gaver; den lader ikke dets Indbyggere mangle Ernærelsesmidler, og giver et blandet Felt for den borgerlige Vindskibelighed; men der gives ikke den Anledning i Norge til at sammenhobe store Eiendomme, og der at indføre Feudalismens systematiske Tvang, som i de af Naturen mere velsignede Lande. Denne Simpelhed i Landets indvortes Forhold er desuden fremledet af historiske Grunde, som det ligger udenfor dette Værks Grændser at eftergrandske. Vi berøre kun denne Omstændighed som en forklarende Grund til at lette Constituenternes Arbeide. Endog mindre kyndige Bygmestere 69kunde af saa simple Elementer opføre et Constitutionsværk, som havde en vis Grad af Fuldkommenhed, og tilfredsstillede Folkets Krav paa Lighed i borgerlig Stilling.
Men i Særdeleshed maatte Constituenternes frie Stilling, uden nogen mærkelig udvortes Paavirkning, meget lette deres Bestræbelser for at sammensætte en paa Frihed, Lighed og en passende Magtfordeling grundet Statsforfatning. I den Henseende skylder Norge Regenten, som havde overtaget Rigets midlertidige Bestyrelse, stor Erkjendtlighed; thi om han end ikke ganske afholdt sig fra Indblanding i Forsamlingens Virksomhed, gjorde han dog stedse dette med Delikatesse og Maadehold.Det er vist, at Prindsen nogle Gange kaldte Præsidenten og Vicepræsidenten til sig, og diskuterede med dem en og anden af de Gjenstande, der forelagdes Forsamlingen, endskjønt vistnok mestendeels uden Virkning, og stedse paa den venligste og humaneste Maade. Uden denne Frihed i Undersøgelsernes Gang vilde neppe Grundloven have faaet et saadant Udseende. Under Selvstændighedens Ægide og i Kredsen af Landets egne Repræsentanter, fik Værket uden Tvivl en langt anden og liberalere Form, end om det var blevet til under Sveriges imponerende Indflydelse, der understøttedes af Europas mægtigste Stater, og grundede Foreningsacten paa Betingelser, der i høieste Grad krænkede Folkets Rettigheder. Nu afgjordes Grundlovens Paragrapher med stadigt og udeelt Hensyn til Norges eget Tarv, og der var ikke mindste Tanke om at indpode nogen Green af fremmede Landes Indretninger i den nye Stat, eller at modificere Grundformen efter nogen Art af Sammensmeltning med et andet Rige. Constituenterne vare endog betænkte paa at bortfjærne Muligheden af at indblande fremmede Safter i Statslegemet, 70og dertil henpegede aabenbart nogle af Grundlovens Bestemmelser. Fra denne Side betragtet maa Selvstændighedsværket gives sin Priis; thi det skyldes dets Tilhængeres Ubøielighed, deres kjække og dristige Beslutninger, at Grundloven fik sin til Landets indvortes Beskaffenhed svarende Form. Dertil kom, at Regentens særegne Stilling meget befordrede Constituenternes Frihed i deres Undersøgelser, og bevægede ham til kun med Varsomhed og Maadehold at blande sig i deres Diskussioner og Bestemmelser. Det tilkommer os ikke her at bedømme Regentens Anskuelser om Folkets og Regjeringens gjensidige Forhold og Rettigheder. Vi have her kun at gjøre opmærksom paa de Velgjerninger, som han skjænkede Fædrelandet i Skilsmissens Øieblik. Men hvordan endog hine monne have været, saa vare de underordnede andre Betragtninger. Det var øiensynligt, at Regenten var Norges Selvstændighedssag med Liv og Sjæl opoffret, og at hans Hu stod til at bestige Norges Trone. Endskjønt han vel vidste, at Meningerne om Landets politiske Stilling vare deelte, og at Ideer derom, forskjellige fra hans, vare i Omløb, forudsatte han det dog som givet, at Almeenstemmen var paa hans Side. Han slyngede et Anathem mod dem, som ikke hyldede den absolute Selvstændighed, og alle hans Foranstaltninger og Yttringer vare som en Fodskammel til den nye Trone. Neppe vil man kunne nægte, at jo Regenten og hans Tilhængere gjorde Forsøg paa at lede Forsamlingens Stemme med Hensyn til et Kongevalg – og paa hvem kunde Valget dengang falde uden paa Prindsen selv? – Derimod er det ikke Forfatteren bekjendt, at Prindsen alvorligen søgte at tilegne sig nogen afgjørende Indflydelse paa Constitutionsværkets indvortes Bygning og Bestemmelse, omendskjønt han gjorde nogle Forsøg paa at fremme sine Ønsker. 71Flere af hans Yttringer gik endog ud paa en Hylding af Grundsætninger, der indskrænkede Kongemagten og understøttede Nationalønsker og Fordomme. Pluraliteten, og det for en stor Deel talentfulde og tænksomme Medlemmer, stilede til samme Selvstændighedsmaal som Regenten. Det var dem saaledes magtpaaliggende at gjøre Grundloven folkelig og vinde den store Hob, ved at bringe saavidt muligt Ligevægt i Betingelserne for den borgerlige Virksomhed, og forevige Institutioner, som ere rodfæstede i Alderdommen, og hvorved Folkets Sind hænger. Hertil høre de liberale Almeensætninger om Næringsfriheden, Værnepligten samt Odelsrettens evige Forplantelse til Efterslægten o.s.v. Enkelte Paragrapher smage af den Haand, som udkastede dem, saasom Forbudet i den 98de § mod. at ingen Afgift skal svares til Statskassen af Sportler, som erlægges til Rettens Betjente.Denne § har derfor ogsaa faaet Navn af Sorenskriver-Paragraphen.
Naar vi saaledes ville eftergranske Grunden til, at et Værk af den Art kunde fuldbyrdes saaledes og i en saa kort Tid, saa maa vi oversee den Række af Mænd, i hvis Hænder Nationen havde nedlagt sin Skjebne; vi maa betænke den Simpelhed, som allerede forud herskede i Landets indvortes Forhold, og den Frihed, hvormed det var Constituenterne overladt at fuldbyrde Værket. Derhos kunne vi ikke gaae i Rette med dem, som yttre den Mening, at Grundloven – endskjønt den visseligen ikke i fyrstelig Stiil kan kaldes et Hastværksprodukt – i flere Stykker havde kunnet Modtage en større Fuldkommenhed, naar større Kundskab og især større Erfaring havde raadet i Forsamlingen, og naar en længere Tid havde været givet til 72Værkets Fuldbyrdelse. Værket selv er iøvrigt blevet behandlet med saa megen Ærefrygt af Nationen, at dens Repræsentanter efter 30 Aars Forløb saagodt som ingen Tøddel have forandret i dens Bestemmelser.
Den 14de April forlod Prindsen Eidsvold, og før Afreisen kaldte han Kammerherre Anker for sig, og erklærede ham, at det herværende Militaire nu var underlagt Rigsforsamlingens Befaling, og at han som Præsident havde at meddele Ordres til dem og de civile Betjente der paa Stedet. I Følge deraf indfandt sig nogle Officerer hos Præsidenten for at erfare, om han forlangte Æresvagt for Forsamlingen, hvilket han paa dens Vegne frabad sig.Saavidt erindres var der en Capitainsvagt paa Eidsvold medens Forsamlingen varede, hvis Chef spiste med Forsamlingen. Der blev iligemaade af Rigsforsamlingens Marskalk, Elieson, spurgt Anker, om han vilde spist ved eget Bord, omringet af et udvalgt Selskab, men ogsaa dette frabad han sig. – Ved Prindsens Afreise overleverede han Anker en Hoben Aviser til Fremlæggelse i Forsamlingen med den Bemærkning, at han vilde finde, at han (Prindsen) deri ei var bleven roest. Det mærkeligste af disse Avisers Indhold var 2de Breve, som vare indrykkede i en svensk Avis, fra den svenske Kronprinds til General Essen, i hvilke han yttrer sin store Forundring over Prinds Christians Fremfærd.See Bilag 4. Disse Breve vare ikke skikkede til at berolige Gemytterne, da de deels indeholdt faktiske Urigtigheder med Hensyn til Rigets Stilling og Folkets Tænkemaade, deels grundede Sveriges Ret til Norges Overgivelse paa Argumenter, hvis Gyldighed Norge ei kunde erkjende, og endeligen behandlede en elsket Fyrste med en Ringeagt, som ingen Gjenklang fandt i 73Nationen. Disse Breve læstes derfor med fast almindelig Uvillie. Den samme svenske Avis indeholdt imidlertid andre Efterretninger, som vare mere nedslaaende. I denne Avis paaberaabtes officielle Dokumenter, som beviste Englands Hensigt at understøtte Sverige, og deriblandt et Brev fra Castlereagh til den svenske Minister, hvori det samme berettes om Keiser Alexander og hvori der med haarde Udtryk om Norges Fremfærd erklæres, at Norge skulde undertvinges, om det ikke godvilligen forenede sig med Sverige. Disse Dokumenter gjorde vel Indtryk paa de Tilstedeværende, men de formaaede ikke at berøve Selvstændighedens Forsvarere Haabet om et lykkeligt Udfald af Prindsens høie Planer; thi man troede bestandigen, at den Stemme, som havde reist sig i England for Norges Sag, skulde bevirke Englands Neutralitet, ja endog dets Understøttelse af Norges Selvstændighedskamp. Andre Medlemmer, som vare mere svagttroende, foreviiste den Dag Breve fra England, hvori der fortaltes, at der var lagt Embargo paa norske Skibe, og at Communikationen med Norge var hævet. Men Efterretninger af den Art gik kun fra Haand til Haand imellem dem, som havde samme politiske Anskuelser, og meddeeltes kun de moderateste Selvstændighedsmænd, da de Ivrige blandt disse vare saa faste i deres Meninger, at ethvert Forsøg paa at rokke dem vilde været forgjæves, og kun have fremkaldt unyttige og bittre Tvistigheder imellem Hovedpartierne.
Den 15de April var Constitutionscommitteen i Arbeide baade Formiddag og Eftermiddag, og overveiede de Grundsætninger, paa hvilke Regjeringsformen skulde bygges. Til Committeens Formand valgtes Sorenskriver Falsen. Man blev enig om at udelade de almindelige Grundsætninger, Laanesætninger af Philosophi og Folkeret, som findes i nogle andre 74Constitutioner – og som ogsaa vare satte i Spidsen for det Adler-Falsenske Udkast – og strax skride til Constitutionens positive Bestemmelser. For imidlertid at lette Arbeidet og gaae frem med Sikkerhed i sine Overveielser, besluttedes gjennem Committeens Formand at forelægge Forsamlingen de udarbeidede Principer til Antagelse. Disse Grundsætninger vare følgende:
«Nærmere Bestemmelser og Indskrænkninger ville blive at tilføie ovenanførte Grundsætninger ved Statsformens Udarbeidelse.»
75Et Exemplar af disse Grundsætninger bleve uddeelte til hver af Repræsentanterne, og Debatterne om deres Antagelse udsattes til den følgende Dag.
Den 16de April var en urolig Dag, paa hvilken Gemytterne gjærede meer end sædvanlig. Strax om Morgenen var Posten ankommen og havde medbragt adskillige hverandre ganske modsigende Efterretninger, som til forskjellig Hensigt bleve satte i Omløb af de tvende Partiers Tilhængere. Fra Tønsberg berettedes igjennem denne Byes Repræsentant, Carl Stoltenberg, der var en varm Forsvarer af Selvstændigheden, at 30,000 Tønder Korn vare ankomne til norske Havne paa Vestlandet, og at der fra Danmark gjordes Anstalt til flere Udskibninger. Repræsentanten fra Christiansand, O. C. Mørch, som hørte til Tvivlerne, meddeelte derimod en ved Politiforhør bekræstet Efterretning, at de norske paa Nordstrand liggende Fartøier vare lagte under Embargo. Meddelelsen af disse Efterretninger satte Gemytterne i en urolig Bevægelse, og frembragte Strid og tildeels Mundhuggeri Mellem Medlemmerne.
Neppe havde Forsamlingen taget Sæde i den store Sal, og neppe var den første af Committeen forfattede Grundsætning forelæst, førend heftige Debatter abdnedes om dens Udtryk. Capitain Holck paastod, at der burde tilføies den første Grundsætning, som lød: «Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarki» de Ord: «og Regenten bære Titel af Konge.» Dette Forslag opvakte megen larmende Bevægelse i Forsamlingen; man begyndte at tale i Munden paa hverandre, og Præsidenten, der ikke havde stor Færdighed til at lede Thingets Forretninger med Held under gjærende Bevægelser, havde Møie med at holde Orden i Forretningernes Gang. Dog hørtes der ingen Klokke. Da imidlertid Rolighed nogenlunde var tilveiebragt, 76reiste Wergeland sig og holdt en lang Tale, hvori han gjennemgik de forskjellige Regjeringsformer. Den var vist udarbeidet med Flid, og maatte kunne læses med Interesse; men den fremsattes ikke paa rette Sted, den hørtes med Uvillie af hans Modstandere, og næsten Enhver i Forsamlingen saae med Længsel dens Ende imøde. Han blev derfor flere Gange afbrudt ved nogle af Tilhørernes Raab: «til Sagen», og da Capitain Holck endog forenede dette Raab med Hyssen, studsede Taleren derved og vilde afbryde. Men Præsidenten erklærede, at det maatte være Wergeland, som enhver Repræsentant, uformeent at yttre sine Tanker om den Sag, der var under Behandling, og at denne just dreiede sig om den Regjeringsform, som skulde indføres i Norge. Wergeland fortsatte derfor Forelæsningen af sin Afhandling. Imidlertid blev Foredraget ogsaa Præsidenten for vidtløftigt. Han afbrød Taleren midt i Talens Løb med det Spørgsmaal: «Maa jeg spørge Hr. Pastoren, om der endnu er meget tilbage af denne Afhandling?» Nu pakkede Wergeland sine Dokumenter sammen med de Ord: «at han ei vilde besvære Forsamlingen med et Foredrag, som ei fandt Behag.» Derefter understøttede Falsen Holcks Mening, og endskjønt Wedel og Flere med ham paastode, at Regentens Titel, hvorom Grundsætningen Intet taler, ei nu kunde komme under Votering, fordi Reglementet forbød at ventilere om Noget, som ei i et foregaaende Møde var fremsat, gik dog Falsens Mening igjennem med 78 Stemmer mod 29. Grundsætningen kom nu til at lyde saaledes: «Norge skal være et frit, uafhængigt og udeleligt Rige, og Regenten skal føre Titel af Konge.» Wergeland og Hount tilføiede Betingelser for deres Votum. Wergelands lød: «Jeg stemmer for at Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarki. 77Regenten fører Tital af Konge, saafremt Staten har Evne til at soutinere dette Navns Værdighed og tillige sin Uafhængighed. Riget bør være udeleligt.» Hounts Betingelse var: «at dersom Tronarvingen skulde mangle de fornødne Naturanlæg, og af den lovgivende Magt ved 3de gjentagne Dekreter erkjendes uduelig, bortfalder hans Arveret, og en anden Prinds af Blodet constitueres.» I denne Votering i det Hele kom allerede de forskjellige politiske Meninger tilsyne. I de 29 Medlemmers Votering, som havde stemt mod Holcks og Falsens Tillæg, laae deres Opposition mod Kongevalget.
Da den 11te Grundsætning om Værnepligten fremsattes, oplæste Kammerherre Løvenskjold en velskreven Plan, som af Mange blev optagen med Bifald, der gik tildeels ud paa at indføre den gamle Udskrivningsmaade, at visse Lægder skulde levere Mandskaber, uden at Værnepligten skulde paalægges personligen, og at Lægderne skulde forsyne det stillede Mandskab med det Fornødne. Men dette Forslag lignede for meget den svenske Udskrivningsmaade, og gav for megen Anledning til personlig Fritagelse for Værnepligt, til at kunne vinde Stemmefleerhed for sig. Især fandt Ideen en stor Modstander i Oberste Hegermann. Ogsaa han oplæste nogle Bemærkninger, som han havde gjort om Udskrivningsvæsenet, der gik ud paa at Alle burde være lige værnepligtige. Han tilføiede, at han havde udarbeidet en Plan, som han i sin Tid vilde fremlægge. Med Hensyn til Løvenskjolds Forslag erklærede han, at han med Modbydelighed vilde kommandere over slige Leiesvende, som Armeens Rækker, om dette Forslag gik igjennem, vilde blive fyldt med. Wedel derimod og Flere med ham, opponerede stærkt mod Hegermanns Forslag, der gik ud paa Conskription, hvilket Greven ansaae for at være saa forhadt af den almindelige 78Mening, at dens Indførelse kunde medføre mange gode Borgeres Emigration. Disse Debatter gave Anledning til Sagens Udsættelse, for at give Grundsætningen sin rette Form paa sit Sted i Grundloven.
Det til 8de Grundsætning gjorte Tillæg om Jødernes Udelukkelse, opvakte ogsaa nogen Strid. Provst Middelfart fortsatte sit Forsvar i Committeen for Jødernes Antagelse i en vakker og vel udarbeidet Tale, der var beriget med flere historiske Noticer, og hvori han fremstillede det Inhumane og Intolerante i, at udelukke en stor Klasse af Medmennesker formedelst Troesforskjel af vort Statssamfund. Hans Mening understøttedes af Flere. Ogsaa Wedel ansaa det for inhumant at udtale Jødernes Udelukkelse som en Grundlovsbestemmelse. Mod Jøderne talede især Præsten Grøgaard. Han fandt det betænkeligt at hæve en saa ældgammel Bestemmelse, og frygtede for at Landet vilde blive oversvømmet med Udskuddet af denne skakrende Nation, som ikke fandt sig bunden ved Landets Religion og Statsformer. Der fandtes, meente han, intet Inhumant i at indføre en Bestemmelse, der bevarede en gammel Tingenes Orden. Motzfeldt bemærkede, at det ikke var Religionsforskjellen, som bevægede ham til at stemme for Jødernes Udelukkelse. Han fandt et vigtigere Argument derfor i den Erfaring, at Jøder i intet Land, endog efter flere Generationer, assimilerede sig med Folket, men ansaae sig stedse kun som Jøder. Pluraliteten bifaldt denne Anskuelse og Grundsætningen blev staaende som den af Committeen var foreslaaet.Om Teis Lundegaards Kraftudtryk, som Wergeland omtaler i sit Skrift 2det Hefte Pag. 50, hvormed denne Debat skulde være endt, erindrer Forfatteren Intet, og finder det heller ikke optegnet i sin Dagbog. De endnu levende Medlemmer af Forsamlingen, med hvem han har talt herom, vide heller Intet derom. Hvor djærv Lundegaard end var, havde han visseligen ei den Indflydelse i Thinget, at hans Reisning skulde have revet Alle, endog Jødernes Forsvarere, med sig, om endog Pluraliteten reiste sig med ham.
79Ritmester Heidemann fremsatte i Anledning af den 10de Grundsætning et Forslag, at Adelens arvelige Rettigheder skulde indskrænkes til deres nærmeste Arvinger. Men ogsaa dette Forslag udsattes indtil Undersøgelsen om Paragraphens Tillæg og Modifikationer senere skulde foredrages.
Præsidenten gjorde derefter Forsamlingen opmærksom paa, at den i Følge Reglementet til næste Møde maatte være betænkt paa Valget af en ny Præsident, og tillige paa efter Regentens Forlangende at udnævne en Committee, der skulde undersøge Finantsernes Tilstand, og i Overlæg med Finantsdepartementet forfatte et Udkast til et Budget over Landets Indtægter og Udgifter. I den Anledning reiste Kammerherre Løvenskjold sig og erklærede, at ikke alene en saadan Committee burde nedsættes, men at der efter hans Formening ogsaa burde udnævnes en Committee for at undersøge Norges Stilling til Udlandet, hvortil officielle Efterretninger fra Regenten, forsaavidt disse vare meddeelte, kunde tjene til Veiledning. Dette Forslag understøttedes af Wergeland. Sverdrup erklærede, at han troede sig kun berettiget til at behandle Spøsrgsmaalet om Statsforfatningen og Grundlægningen af en Constitution, og at man ei burde indlade sig i andre Undersøgelser, og allermindst den foreslagne, der var af en saa indviklet og vanskelig Natur. Omsen bifaldt – uventet for Oppositionen – raskt Sverdrups Mening, og flere Stemmer sloge sig paa samme Side. Wedel 80derimod erklærede med Varme: «Prindsen skal fremlægge for Forsamlingen de Oplysninger, som han er i Besiddelse i, af om Landets Forhold til udenlandske Magter; det er overeensstemmende med Forsamlingens Værdighed at kræve dem, og under Prindsens Værdighed at nægte dem.» Præsidenten afbrød Debatterne, som begyndte at udarte til en betænkelig Heftighed, med den Erklæring, at det var udsat til næste Møde, at undersøge hvor mange Committeer der skulde nedsættes, og dermed opløstes Forsamlingen. Den afbrudte Strid fortsattes imidlertid privat efter Mødets Opløsning, og der var en larmende Mumlen i Forsamlingen, der lod ane hvor urolig den Session vilde blive, hvori de i Dag omhandlede Qvæstioner endeligen skulde afgjøres.
Der laa imidlertid endnu en rolig Dag imellem disse Debatter. Den 17de April tilbragtes med gjensidig Besøg af de Medlemmer, som vare enige i deres Anskuelser om Fædrelandets Stilling, og man aftalte med hverandre det Forhold, som burde iagttages under Afgjørelsen af den udsatte Qvæstion. Grev Wedel, som i Dag med Blom gjorde Grøgaard og Forfatteren et langt Besøg, fortalte, at Kammerherre Anker havde faaet et Brev fra Gothenborg, hvori der berettedes, at Norge skulde trues med et Indfald fra alle Kanter, og at der nyligen havde været en Landshøvding i Christiania med Meddelelser til Rigsforsamlingen, men at han ei var kommen afsted, fordi Ingen vilde befordre ham. Der udbredtes ogsaa det Rygte i Dag, at Prindsen ei vilde modtage Kongetitlen, men der vare Faa, som troede det.
Den 18de April hørte til Forsamlingens uroligste Dage. Om Formiddagen var Constitutionscommitteen samlet, og om Eftermiddagen var der Møde i Thinget, for at vælge Præsident. 81Til Præsident valgtes Oberste Hegermann, til Vicepræsident Sorenskriver Falsen. Forsamlingen vedtog efter Falsens Forslag, at en Committee til at undersøge Statens Finantsvæsen skulde udvælges af Repræsentanternes Midte, og at denne Committee skulde bestaae af 9 Medlemmer. Til Medlemmer af denne Committee valgtes Kjøbmændene Meltzer, Smith, Rolfsen, O. C. Mørch, Gabriel Lund og Stoltenberg, Foged Collett, Amtmand Krogh og Kjøbmand Rosenkilde, efter Lodkastning med Amtmand Bendeke.
Nu reiste Falsen sig og holdt et Foredrag, hvori han vidtløftigen søgte at vise, hvorlunde de her forsamlede Repræsentanter ikke kunde indlade sig i Lovgivningens Detail, langt mindre i diplomatiske Undersøgelser, og at den exekutive Magt, som ikke kunde komme i Folkets Hænder, ene havde Midler og Anledning til at kjende Landets udvortes Forhold og afgjøre det Fornødne i saa Henseende.Falsens Tale findes i Wergelands Constitutionshistorie 2den Deel, Pag. 53. Til den Ende foreslog han:Falsens første Forslag angik det allerede antagne Valg af en Finantscommittee.
2) At en Committee, bestaaende af 5 kyndige og erfarne Mænd, hvad enten i eller udenfor denne Forsamling, udnævnes af Rigsforsamlingen, saasnart denne har endt sine Forhandlinger, for at gjennemgaae og ordne vort Lovgivningsvæsen, hvorefter den har at forelægge den første, eller om dette ikke er muligt, den anden lovgivende Forsamling Resultatet af sit Arbeide.
823) At denne Forsamling, saasnart Constitutionen er antagen og Kongen valgt, ansees som hævet.
Da Falsen havde sat sig, reiste Grev Wedel sig i stor Sindsbevægelse, og med en Heftighed, som berøvede hans Foredrag noget af dets sædvanlige Klarhed og Orden, søgte han at vise, hvor urigtigt det var at gjøre saadanne Motioner, der laae udenfor Dagens Orden, og ei forud vare anmeldte i Forsamlingen til Debat. Han paastod, at en Lovcommittee ikke kunde nedsættes, forinden det var bestemt, i hvis Hænder den lovgivende Magt var, og hvorledes den skulde virke, og at han endeligen ansaa det sidste Forslag som et Indgreb i Nationens Rettigheder, efter hvilke den kunde kræve alle fornødne Oplysninger af Regenten. Præsidenten Anker erklærede, med et Øiekast til Falsen, at det ikke var rigtigt at fremkomme i Forsamlingen med udstuderede Taler og Projekter, hvorover skulde debatteres samme Dag, og paa hvis Behandling Medlemmerne ei vare forberedte. Han foreslog derfor, overeensstemmende med Reglementet, at udsætte Motionens Behandling til næste Dag, og dette blev af Forsamlingen vedtaget.
Oberstlieutenant Stabel fremlagde den 18de det Tillæg til sit Votum, som han den 16de havde anmeldt, og det dermed forbundne Forslag. I sin Indledning yttrede han sin Utilfredshed med, at der i Forsamlingen fremsattes Spørgsmaal, som Medlemmerne ei vare beredte paa at besvare, hvorved han som en læg Mand, og Flere med ham, kunde overraskes til at afgive en Stemme, som de ved nøiere Overlæg maatte ønske tilbagekaldt. Han foreslog derfor – hvilket Forslag ogsaa var undertegnet af Sergeant Melleby – at følgende Tillæg, saavidt det ei allerede laa i Tingenes Natur, maatte blive Reglementet tilføiet.
83«At Præsidenten ei maa tillade Nogen at gjøre Tilsætninger til de Qvæstioner, som den Dag ere fremsatte til Debattering og Votering, men at Sligt alene maatte kunne tilføies det, som i Henseende til Tydelighed maatte kunne synes at mangle, og at, naar en Tilsætning eragtes fornøden, Qvæstionen da udsættes indtil den efter forandret Tilstand kan leveres til fastsat Betænkningstid.»Der vare de i Forsamlingen, som troede, at Stabel pløiede her med fremmed Kalv, men til denne Mening var ingen Grund. Stabel var den Mand, der baade selvstændig kunde tage sin Beslutning og forstod skriftligen at fremsætte den. Forslaget blev ikke nærmere behandlet, fordi Bestemmelsen i sin Hovedsag fandtes i Reglementet; men det var en ikke overflødig Erindring om at holde sig dette efterretteligt.
Falsens Foredrag og Forslag optoges forskjelligen. Nogle meente, at det var fremsat for at berede Prindsens Ophøielse til Konge, og ved denne Overraskelse at forebygge den Opposition, som kunde ventes af dem, der intet saadant Kongevalg ønskede. Andre derimod yttrede den høieste Tilfredshed med Falsens Forslag og gave hans Tale lydeligt Bifald.
Da der kun var levnet den korte Tid fra 7 om Aftenen til 10 om Morgenen til at berede sig paa næste Dags Afgjørelse af Falsens Forslag, saa blev der en travl Aftenstund for Mange, som den følgende Dag agtede at tale for og imod det omhandlede Forslag. Man indsluttede sig i sit Kammer, og deres Penne, som tiltroede sig Evne til at kunne yttre sig om Sagen, vare flittigen i Bevægelse. Den lille Kreds, som dagligen samledes hos Anker, var ved denne Leilighed heller ikke uvirksom. Enhver af dem opsatte skriftligen sine Tanker; de meddeelte hverandre deres Indlæg, og besluttede djærveligen at 84modsætte sig Falsens Hensigt, allerede nu at fremskynde Prindsens Valg. De indsaae, at Norges Skjebne afhængte af Forsamlingens Beslutning i denne Henseende, og holdt det for deres Pligt at forebygge enhver overilet og ubetimelig Afgjørelse. – Men det viiste sig, at de forgjæves arbeidede mod Strømmen, og at den i Forsamlingen herskende Mening understøttede Planen til at fremskynde Kongevalget.
Den 19de April mødte Forsamlingen henved Kl. 11. Alles Forventning var spændt paa denne Dags Forhandling, da Mange af Medlemmerne ved skrevne og memorerede Taler have beredt sig paa deels at forsvare, deels at angribe det af Falsen fremsatte Forslag, som den nye Præsident, Oberst Hegermann, strax satte under Debat. Den først fremsatte Qvæstion, hvorvidt en Lovcommission strax skulde nedsættes, foranledigede ikke mange Debatter. Kammerherre Løvenskjold tog først Ordet, og viiste i et kort men vel udarbeidet Foredrag, at Lovgivningens Ordning for Fremtiden vel var en ønskelig Sag, men at Falsens Forslag anticiperede Forhandlingens Gang, og at man først burde i sin Tid undersøge, hvorvidt Forslaget lod sig forene med de Constitutionsbestemmelser, som Forsamlingen var i Færd med at grundlægge. Da desuden Nedsættelsen af denne Committee var forbunden med Udgifter, fordi Medlemmerne maatte lønnes for Opoffrelsen af deres Tid og Kræfter, saa burde det først undersøges, hvorvidt Finantsernes Tilstand tillod en Udgift for at fremme en Sag, der var ønskelig, men for Tiden ei trængende nødvendig. I al Fald troede han, at Lovcommitteens Arbeider ved Trykken burde bekjendtgjøres, paa det at samme kunde komme under Bedømmelse af Nationens kyndige Mænd. – Omsen troede, at Sagen burde for Tiden udsættes, og henvises til Constitutionscommitteen. 85Efter Opfordring af meer end 1/5 af Forsamlingen foretoges skriftlig Votering, og ved 58 mod 52 Stemmer blev dette Falsens Forslag antaget, dog uden Bestemmelse i Henseende til Antallet af Committeens Personale, «hvilket i sin Tid bliver nærmere at afgjøre naar Valget skeer.»
Falsens andet Forslag: «at denne Forsamling, saasnart Constitutionen er antagen og Kongen valgt, skulde ansees som hævet», foranledigede alvorlige og langvarige Debatter. Kammerherre Løvenskjold tog atter Ordet, og lagde i et sindigt og vel forfattet Foredrag Forsamlingen paa Hjertet, at see sig nøie for, førend den gav dette Forslag sit Bifald. Hvor ubetimeligt end Forhandlingens unødvendige Forlængelse maatte være, var det dog langt vigtigere at det skede vel end hastigt. Han ansaa det for høist fornødent, at forinden indhentedes Oplysning om Fædrelandets Forsyning med Livets Fornødenheder, dets Pengeresourcer og Stridskræfter. I Mangel af disse Oplysninger kunde Forsamlingen dekretere Fædrelandet en ulykkelig Fremtid, som hverken for Gud eller Mennesker kunde forsvares. Da Prindsen selv havde meddeelt Forsamlingen flere Oplysninger om Landets Stilling, saa kunde det vel ei være urigtigt at kræve end flere. Ikke heller kunde Oplysning herom være unødvendig, da Fædrelandets Statsforfatning uden den ei kunde bestemmes. Napoleon og Frankriges Exempel, som havde maattet bøie sig under Overmagten, viiste, at man ei burde være ligegyldig med Hensyn til mægtige Forbund. Han frasagde sig alt Ansvar for de ulykkelige Følger, «som en saa utilgivelig Ligegyldighed maatte nedlyne over vort ulykkelige Fædreland.» Han indstillede saaledes: «at alle anmeldte Oplysninger maatte af Regjeringen udbedes, at der paa de erholdende Oplysninger maatte vorde taget Hensyn under Constitutionens 86Udarbeidelse og Antagelse, og at Forsamlingen først maatte ansees hævet efter Antagelse af en Constitution, grundet paa sikkre Data, som kunde love Fremtids Sikkerhed og Held.»Løvenskjolds Tale, der fortjener heel at læses, findes i Wergelands citerede Skrift 2det Hefte Pag. 60 ff.
Denne Tale gjorde en øiensynlig Virkning i Forsamlingen og bidrog sit til at bringe de forskjellige Meninger om Sagens Realitet i Ligevægt. Forsamlingen indsaa, at Rigets Skjebne afhængte af Beslutningen om Kongevalget, og dette nærværende Spørgsmaals Afgjørelse betragtedes derfor af Forsamlingen som afgjørende Selvstændighedens Liv eller Død.
Efter Løvenskjold fremstod Wergeland, og i en fyndig og blomstrende Tale viiste han Nationens Ret til at undersøge Landets Tilstand og de udvortes Forhold, samt dens Beskjæmmelse, om den lod sig denne Ret berøve. Men han brugte strax i Foredragets Begyndelse Udtryk, som vare mindre passende, og umuligen kunde tækkes det stærke Selvstændighedsparti, hvorved han beredte sin Tale en uvenlig Modtagelse af denne Pluralitet i Thinget, ligesom sig selv senere hen store Krænkelser. Paa den Dag undergik disse Udtryk ikke nogen alvorlig Anke, men senere hen bleve de paa en uparlamentarisk Maade Gjenstand for heftige og ubetimelige Angreb. «Med inderlig Kummer – sagde han – har ogsaa jeg reist mig for at yde mit Klagesuk over Nationalforsamlingens døende Selvstændighed, over Folkets tabte Haab til os. Jeg tør tale med Frimodighed – Intet skrække mig – Haanden fæster jeg i Himlen og lader Kloden rulle; ingen Hvirvel af Partier skal rokke, skal anfægte mig. Foden fæster jeg paa Religionens 87Klippe, og smiler ad hine truende Bølger.» Efter denne vistnok i en Forsamling som denne mindre passende Indledning gik han over til at vise Inconseqventsen af at paastaae, at Souverainiteten var i Folkets Haand, og at dets Repræsentanter ikke havde Fuldmagt til at spørge, hvorledes er det fat med os? Han opkastede det Spørgsmaal, «hvad Trøst vi havde at give det længselfulde Folk, naar det efter Hjemkomsten spurgte os, hvad vi havde udrettet? Maatte vi ikke rødmende slaae Øinene ned, naar vi intet andet Svar havde end dette: vi have bygget Eder en Trone – Andet maatte vi ikke. – Tør vi saaledes spotte den gule Hunger?» Han gjorde opmærksom paa, at det var meest Almuen som leed, naar Sværdet droges, at det var dens Blod, der skulde flyde. Den ventede Fred, og nu bødes den Krig, Krig, Skat, Skat, uden at Noget desangaaende var taget under Overveielse. Han tilføiede endeligen, at Prindsen havde givet Forsamlingen frie Hænder, og at den ei selv burde binde dem, og ligesaa lidt have Mistillid til sine egne Medlemmer. «Vi have Ret – saa sluttede han – til Alt, som sigter til Folkets og Fædrelandets Held. Dertil have vi Fuldmagt af Gud, af Fornuften, af Naturen – amicus Christianus, amicus Fredericus, sed magis amica patria!»
Da Wergeland havde sat sig, reiste Sverdrup sig, og gjorde nogle sarkastiske Bemærkninger i Anledning af nogle af Wergeland brugte Udtryk. «Ikke min Haand – sagde han – men mit Haab fæster jeg i Himlen», og yttrede derhos den Mening, at man kunde være fædrelandsksindet uden at dele Wergelands Anskuelser. Imidlertid indlod han sig ikke alvorligen i nogen Gjendrivelse.
88Cancelliraad Dahl lod nogle Ord falde om at Wergeland nærmere burde forklare sine Udtryk; men de bleve ikke bemærkede, og Angrebet gjorde dengang ingen Virkning. Det kom, som forhen bemærket, siden paa en upassende Tid i meer indflydelsesrige Hænder.
Wedel talede i samme Tone som Løvenskjold og Wergeland, og advarede mod de Farer, som en overilet Beslutning kunde bringe over Fædrelandet, ved at bygge Tronen paa Sand.Dette Udtryk fik Wedel siden igjen af Thingets flittige Digter, som forfattede en Bordsang, hvori det heder: Paa Retfærds evig faste Grund / Og ei paa Sand vi bygge o.s.v. / hvilken Sang endog nød den Ære at afsynges ved Prindsens Bord. – Ogsaa Grøgaard understøttede sine Meningsfrænders Taler ved sit sædvanlige livlige og vittige Foredrag.
I Modsætning mod disse Taler fra Oppositionens Side holdt Rein en Tale, som ikke forfeilede sin sædvanlige Virkning paa Forsamlingen. Han forudsatte, at Regenten maatte have forudseet de Vanskeligheder, som vare forbundne med at forsvare Rigets Selvstændighed, at han kjendte dem og vidste at overvinde dem; thi ellers havde han for tidligen opfordret Folket til at besværge Selvstændigheden, og for tidligt havde Nationen aflagt Ed paa, at ville vove Liv og Blod, Velfærd og Rolighed for Noget, der blot var en Drøm og aldrig kunde komme til Virkelighed. «Alle vore Forhaabninger vare da et Børneværk.» Imidlertid ansaa han det for ønskeligt og nødvendigt, at en Oversigt over Landets Fordele og Mangler, Hjælpekilder m. m. lagdes for Nationalforsamlingens Øine. Men derved burde man blive staaende. Han ansaa det for 89en overdreven Ængstelse, ei passende i de kraftfulde Mænds Mund, der førte denne Tale, at ville bestemme vort Forhold til udenlandske Magter, eller som det synes fordre ministerielle Beviser paa, at fra Udlandet ingen Hindring skulde møde vort Foretagende. Ingen fiendtlig Flaade omgav vore Kyster; der høres Intet om Opbringelser; Kornladninger komme ubehindrede i vore Havne, norske kondemnerede Skibe frigives og komme med Korn til vore Havne. «Dette er Kjendsgjerninger. Skulle vi oversee dem, og derimod lade os bortskræmme fra kraftfulde Handlinger ved Spøgelser, Trudsler om en forenet svensk, brittisk, russisk og jeg troer tyrkisk Armee, der vilde oversvømme vort Land? Og dersom vort Land – jeg forudsætter hvad jeg ei kan overtale mig til at troe – dersom Norge nærede en Forræder i sit Skjød, hvis Ønske det var at spille os i vore Naboers Hænder, hvad vilde da være ham lettere end at foranstalte tordnende Proklamationer, og udgive dem for authentiske, for at gjøre Nationen modløs?» Han forudsatte det derhos muligt, at Prindsen havde erholdt beroligende Efterretninger fra de Hoffer, til hvis Skaansomhed vi trænge, hvilke ei burde ubetinget forelægges Forsamlingen. – – «Jeg tilstaaer derfor – saaledes endte Rein – at jeg, som uindviet i Politiken, ikke begriber, med hvilken Ret man gjør denne Fordring paa Regenten, eller hvorfor deslige Indberetninger nødvendig maa gaae foran Constitutionen.»
Denne Tale gjorde, ligesom en paafølgende i et senere Møde i samme Anledning, stor Virkning i Forsamlingen. Der var ingen Taler i Thinget, hvis Veltalenhed var mere henrivende end Reins; – denne Priis havde ogsaa hans geistlige Taler – hans Sprog var simpelt, men kraftfuldt og overbevisende, og det var intet Under, at hans Tale vandt overveiende Bifald 90blandt dem, der heldede til samme Mening som han. Men denne Tales Indhold taalte visseligen ikke den skarpe Kritik. Den deri brugte Beviisførelse faldt i Ørene, men den manglede Grundighed, og Taleren spillede med urigtige Kjendsgjerninger. I det Øieblik han talede omspændtes vore Kyster af fiendtlige Krydsere og Kapere, og Opbringelse fandt dagligen Sted. Den korte Ro, som Norge nød i Vintermaanederne, forvandledes i Foraaret til en krigersk Stilling, da de udenlandske Magter lærte at kjende Norges Beslutning at modsætte sig Foreningen. Talen formaaede heller ikke meer end ved Stemmegivningen at vedligeholde Ligevægten imellem de deelte Meninger, og Seieren var neppe bleven paa Selvstændighedspartiets Side, naar ikke Wedel tilsidst havde erklæret Falsens Forslag for ligegyldigt. – «Det vil, sagde han, ikke sige andet, end naar vi ere færdige ere vi færdige.» Aabenbart forledede Forslagets uskyldige Udseende Wedel og Mange af hans Tilhængere til roligen at see dets Antagelse; men det bar i sig en Forberedelse til Sagens Afgjørelse, som dengang ikke bemærkedes. Efter Forslaget skulde nemlig Forsamlingen hæves, naar Constitutionen var antagen og Kongen valgt.» Der laa altsaa indirekte deri den Bestemmelse, at Kongevalg inden Forsamlingens Opløsning skulde foregaae, og derved blev en Sag afgjort, som ikke direkte var fremsat til Debat. Bestemmelsen benyttedes siden til at tilveiebringe et eenstemmigt Valg paa Christian Frederik, der visseligen ei vilde være foregaaet, dersom ikke Forsamlingens Hænder ved denne foreløbige Beslutning havde været bundne. Da Stemmegivningen optaltes, viiste det sig, at Stemmerne vare deelte. Reglementet indeholdt endnu Intet om dette Tilfælde; men da Præsidenten havde voteret for Falsens Forslag, blev dette antaget som bifaldt, fordi 91Wedel erklærede, at dette var sædvanlig ved Voteringer af den Art.Forfatteren havde ogsaa Aftenen før denne Session udarbeidet en kort Tale, og efter at have forelæst den for sine Venner besluttede sig til at holde den. Men han havde i dette Møde en stor Frygt for at lade sin Stemme høre i Forsamlingen. De Ideer, som han havde at fremføre, vare saa stridende mod den i Forsamlingen herskende Mening om Fædrelandets Stilling, at han maatte ansee det forgjæves at fremsætte dem. Hertil kom, at Sagen var af flere Talere fuldstændigere og bedre behandlet, end han selv troede at have gjort. Han har imidlertid senere fortrudt, at han ikke ogsaa fremsatte sine Tanker i denne vigtige Strid. Hvad han agtede at sige, findes i Bilag No. 5, som er ordlydende Afskrift af hans Dagbog.
Debatterne endte med en komisk Scene, idet en Repræsentant fra en af de vestlandske Byer anførte nogle Slutningsord til Forsvar for Falsens Mening. Hans Ord og Gebærder vare lige skikkede til at sætte Forsamlingen i et muntert Lune, og tjente denne Gang som en Afledning for den mørke Stemning. Han sad nederst i Forsamlingen paa en Stol midt for Præsidenten, da der ingen Plads var paa Bænkene. Det var hans sædvanlige Maneer at stige langt frem i Forsamlingen med megen Armbevægelse og mange Complimenter til ForsamlingensForsamlingens] rettet fra: Forsamgens (trykkfeil) Medlemmer paa begge Sider, og man var saa vant til at see og høre noget komiskt af dette Medlem, saa der gjerne opstod en ufrivillig munter Bevægelse i Forsamlingen, saasnart han reiste sig for at tage Ordet. Denne Gang forsikkrede han sin Collegaer med forvirrede Talevendinger, at hans Committenter havde paalagt ham at forsvare Selvstændighedens Sag til det Yderste, men endte med det Haab, at Ingen af Forsamligen 92var af hans Mening. Forsamlingen opløstes virkelig med en vis Munterhed formedelst denne Episode.Han var iøvrigt af sund Dømmekraft, og en af Vestlandets virksomste og heldigste Handelsmænd.
Udenfor Forsamlingen havde ogsaa Kabaler været i Bevægelse for at frembringe det stedfundne Resultat. Kjøgemesteren, Elieson, kaldte nemlig for sig Raabygdelagets Repræsentant, Ole Tveten, beværtede ham vel og opfordrede ham til at votere som Falsen.Dette blev Forfatteren fortalt af Sorenskriver Bryn, en troværdig Mand, hvis Medrepræsentant O. T. var. Ole Tveten var et Exemplar fra den gamle Oldtid, redebon til at understøtte en Mening med djærve, ja blodige Midler. Han havde for ikke længe siden i en Næve- og Tolleknivkamp fældet sin Modstander, men var bleven aldeles frikjendt, fordi han var bleven overfaldet og Drabet saaledes var Nødværge og Vaadesgjerning. Det var han, som efter en anden Forfatter talte om «at stinge» Prindsens Modstander.Men slige Tanker nærede Ole visseligen ikke paa Eidsvold, da han saa Mænd, som han agtede høit, staae ved Siden af Prindsens saakaldte Modstandere. Han var Forfatteren til sin Dødsdag hengiven. Prindsens Adjutant, Lieutenant Schwartz, en Søn af den berømte kjøbenhavnske Akteur, arbeidede paa sin Side til samme Maal. Han kaldte Tollev Huvestad, som var Kammerherre Løvenskjolds Medrepræsentant, for sig, og forestillede ham, at Løvenskjold var svensksindet, og ligesaavel som Grev Wedel bestukken af den svenske Regjering for at understøtte Sveriges Sag. Men Tollev var selvstændig Mand, og agtede ikke derpaa, endskjønt han var Prindsens Sag hengiven. – Forfatteren havde ogsaa denne Dag en lang Samtale med Lieutenant Schwartz, som paastod, at den almindelige Tone var for 93Gjenforeningen med Danmark, hvilket Forfatteren vidste aldeles ikke saaledes forholdt sig. De fleste Medlemmer forskjøde Forbindelsen med Danmark maaskee endog meer end med Sverige, endskjønt de, som forhen bemærket, i en synderlig Inconseqvents havde bestemt sig til at vælge en Prinds, som var Arving til Danmarks Throne, og visseligen ei vilde ombytte den med Norges.Vi henvise i denne Henseende til kort forhen anførte Yttringer. – Om Aftenen kom Prindsen tilbage; man havde ikke ventet ham saa hastig. – De Par følgende Dage anvendtes til uafbrudt Arbeide i Constitutionscommitteen, og der var neppe noget Medlem af denne, som jo ønskede en hurtig og lykkelig Ende paa disse Forhandlinger.
Den 21de om Morgenen havde Forfatteren Audience hos Prindsen, og atter en af de alvorlige Samtaler, hvis Ubehagelighed han før havde følt. Prindsen var imidlertid i Dag meget forbindtlig. Han erklærede, at han vel ikke havde de bedste Forhaabninger om Englands Understøttelse, men efter hans Overbeviisning var Nationens Stemning saaledes, at de, som tilraadede Foreningen med Sverige, vilde udsættes for at blive et Offer for Folkets Harme. – Det var intet Under, at Prindsen nærede en saadan Mening, eftersom alle de, der omgave ham, saavelsom de, der nærmede sig ham, istemte Selvstændighedens Tone, der klang saa behagelig i Prindsens Øren. «Dersom England – tilføiede han – erklærer sig imod os, anseer jeg mig vel forbunden til at gjøre Nationen bekjendt med de Farer, som omringe den; men jeg vover ei at opfordre den til Forening med Sverige.» – Forfatteren svarede ham, at han som ærlig og sanddru Mand kunde forsikkre Prindsen, at den almindelige Mening ikke var saa bestemt mod en passende 94Forening med Sverige, som han forestillede sig, og hans Omgivelse vilde bevæge ham til at troe. Der herskede vistnok et gammelt Nationalhad mod de Svenske, og fra denne Side megen Modbydelighed mod Forbindelsen, men usigelig Nød og Elendighed, forbunden med Næringsløshed, havde opvakt hos mange ulykkelige Mennesker en fortvivlet Længsel efter hvilkensomhelst Forandring. Han blev imidlertid let enig med Prindsen deri, at denne Forening var den sidste Udvei, Nationen havde at vælge, og at Beslutningen maatte hvile paa rene Data, bestemte Oplysninger og antagelige Betingelser. Med denne Tro kom Forfatteren til Eidsvold, og denne havde han ikke forandret. Prindsen lod under denne Samtale nogle Ord falde, som syntes at hentyde paa hans Haab om, at Sverige, dersom Noget tilstødte Carl Johan, vilde vælge ham til Thronfølger. Denne Samtale endte imidlertid som de forrige, at Prindsen beholdt sin Mening og Forfatteren sin, hvorhos han forsikkrede Prindsen, at han, hvordan Resultatet af Rigsforsamlingens Forhandlinger vilde blive, skulde vedblive i sin Kreds at virke det Gavn han formaaede. Prindsen erklærede Forfatteren i de venligste Udtryk, at han var overtydet om hans redelige og gode Villie. I denne Samtale fortalte Prindsen, at han havde faaet Efterretninger, om hvis Paalidelighed han ei kunde tvivle, om at Paris var indtaget af de Allierede. Efterretningen om denne mærkelige Katastrophe var ham tilsendt gjennem Feltmarskalk Essen.Denne Samtale har Forfatteren nedskrevet saagodt som ordlydende efter sin Dagbog, i hvilken han indførte den umiddelbart efterat den var holdt.
95Den 22de April. Grev Wedel fortalte i Dag, at der var skrevet fra Christiania, at Carsten Anker under sit Ophold i London ikke havde kunnet faae Prindsregenten i Tale, men var bleven henviist til Lord Liverpool, som heller ikke havde villet høre ham. – Men Intet var i Stand til at rokke Selvstændighedsmændenes trofaste Tillid til et godt Udfald af den Sag, Prindsen havde paataget sig at forsvare. – Fra Christiania var i Dag skrevet til Nogle af Forsamlingen, at høist krænkende Rygter vare udbredte i Hovedstaden om Grev Wedels Forhold paa Eidsvold. Man gik saa vidt, at der paastodes, at Greven havde tragtet Prindsen efter Livet, ja endog i den Hensigt lagt sig under Prindsens Seng med et skjult Værge, og flere Urimeligheder, som ei fortjene at gjentages. Grev Wedel forholdt sig, som forhen bemærket, aldeles rolig paa Eidsvold, og gjorde intet Skridt for enten ved Rænker eller voldsomme Midler at fremtvinge en Statsforandring, som han for Fædrelandet ansaa gavnlig. Flere af de tilstedeværende Rigsdagsmænd af begge Partier yttrede stor Misnøie over disse skammelige og løgnagtige Rygter; Andre klagede over at de vare omringede med Spioner. En høist agtværdig Officeer gjorde Forfatteren herpaa opmærksom, men selv sporede han aldeles ikke noget Saadant. Sagen var vel, at Sligt ei trives i Norge, og at Vedkommende med overdreven Mistanke betragtede, hvad der skede omkring dem. Nogle tjenstfærdige Hoffolk virkede vel her og der paa Forsamlingens lidet tænksomme Deel, men denne Skare var liden, og Effekten kunde ei blive stor. For Resten fulgte den store, tænksomme Hob sine politiske Meninger med Overbeviisning, trofast Vedholdenhed og et redeligt Sind.
96Dagene fra den 23de til den 26de April vare saa eensformige, at der ikke gaves nogen Materie for en Dagbog. Der vare daglige Møder i Constitutionscommitteen, som skred raskt frem i sit Arbeide, og ved dets Bord forstummede alle Kabaler, og al Meningsforskjel med Hensyn til Landets politiske Stilling opløstes i det almindelige Ønske, at forfatte en Constitution svarende til Landets Tarv. – Forfatteren finder saaledes i sin Dagbog kun anført nogle Bemærktninger om de forskjellige Partier paa Eidsvold. Til det første regnede han det, i hvis Spidse Falsen stod, hvis Øiemed fornemmeligen gik ud paa at gjøre Norge til et absolut selvstændigt Rige, og Prinds Christian Frederik til dets Konge, hvilket Maal de søgte at fremme ved alle de Midler, som stode dem til Raadighed. Til de heftigste blandt disse, som Forfatteren skyede formedelst deres barske Miner og den haarde Dom, som de fældte over deres Meningsmodstandere, hørte Falsen, Provst Schmidt, Foged Collett, Præsten Rein, Capitaine Holck, Sorenskriver Weidemann, Kjøbmændene Stoltenberg og Rosenkilde, Lehnsmand Lysgaard og nogle mindre Navne.Forfatteren vil ei strides med dem, der ville tilskrive det uvenlige Anstrøg, som Divergents i politiske Meninger let giver, denne Dagbogens strenge Dom. Han har ovenfor tilstaaet, at han med Hensyn til Flere var paa Afveie. Men han beskriver med historisk Sandhed de Anskuelser, som han havde paa Eidsvold. De Fleste af disse Mænd rakte han endnu før Forsamlingens Opløsning Forsoningens Haandtryk. De mere moderate af dette Parti havde en inderlig Overbeviisning om, at Foreningen med Sverige under hvilketsomhelst Vilkaar vilde lede til Landets Ulykke, og at Norge heller burde igjennemgaae alle Grader af Elendighed, før det underkastede sig 97svensk Herredømme, eller endog dermed forenede sig; men de vare ikke saa indtagne af deres egne Meninger, at de jo havde Agtelse for Andres Overbeviisning, ligesom de pleiede venlig Omgang med Flere af deres Opponenter. Dertil regnedes Motzfeldt, Sverdrup, Hegermann, Fabricius, Jørgen Aall, Doctor Møller,Forøvrigt En af Forsamlingens varmeste og heftigste Patrioter. Ritmester Heidemann, Sorenskriver Christie, Kjøbmand Meltzer, Bergmester Steenstrup og Flere. Det andet Parti, som maaskee var det talrigste, bestod deels af samvittighedsfulde Mænd, som ikke kunde blive enige med sig selv om hvilken Fane de skulde følge, deels af Mænd, som ingen Mening havde, som ængsteligen lyttede efter hvad den herskende Tone monne være, for ikke at støde deres Fod paa nogen Steen. De frygtede for personlige Krænkelser i Rigsforsamlingen, og for Prindsens Misgunst, og Nogle – vistnok den allermindste Deel – tænkte ikke over Sagen. Dagbogen indeholder mærkelige Exempler paa den Forandring, som i den Henseende under Rigsforsamlingens Forhandlinger foregik med adskillige Medlemmer, der lode sig henrive af det herskende Parties imponerende Adfærd til at skifte deres politiske Farve.
Det tredie Parti var det saakaldte svenske, der mistvivlede om Norges Kraft til at naae Selvstændighedens Maal, og som ansaae Forbindelsen med Sverige under passende Vilkaar for den bedste Ende paa Landets Lidelser, og som en af Europas mægtigste Stater foreskreven Nødvendighed. Disse Mænds Stilling paa Rigsdagen var vistnok den ubehageligste, og om dem udspredtes de meest nærgaaende Rygter, hvorpaa ovenfor er givet Exempel. Til dette Parti hørte Wedel, Løvenskjold, Grøgaard, Wergeland, Anker, Blom, Cappelen, Oftedahl, 98Mølbach, Major Sibbern, Oberste Stabel, Capitaine Fleischer, Omsen, Cloumann, O. C. Mørch, Kjøbmand Moses, Kjøbmand Smith, Byfoged Hornemann, Sorenskriver Bryn, Foged Erichstrup, Auditeur Wulfsberg, Provst Stub, Etatsraad Roggert og Jacob Aall.Et af Rigsforsamlingens nulevende Medlemmer har tvivlet om, at Oberste Stabel, Byfoged Hornemann og Kjøbmand Smith kunde regnes til dette Parti; men mener, at de heller maa regnes blandt de samvittighedsfulde Tvivlere. Forfatteren veed med Vished, at Stabel hørte dertil, da Wedel derom havde overbeviist sig, og Forfatteren ved umiddelbar Omgang med Stabel fandt dette bekræftet. Men Stabel var i et Embedsforhold, der ei tillod ham at udstille sin politiske Fane; han var kjæk Officeer, og frygtede som saadan ikke Krigen, og han forstod at skjule sin Mening naar fornødent. I sin Omgang med Hornemann, med hvem Forfatteren allerede paa Eidsvold sluttede en siden bestandigen fortsat Venneforbindelse, troede han at opdage en overeensstemmende politisk Tro. Saa bestemt vover han ei at sige dette om Kjøbmand Smith, endskjønt han formedelst denne humane Repræsentants venlige Tilnærmelse, og tvivlende Udtryk om den attraaede Selvstændigheds Opnaaelse, dertil troede sig berettiget. Foruden disse Partier vare Enkelte – meget Enkelte – som flankerede til alle Sider uden at man kunde blive klog paa, hvilken Mening de bekjendte sig til. Man talede om, at en enkelt Repræsentant havde hemmelige Ærinder fra hiin Side; men deels kunde Kabaler af den Art ikke trives i en Forsamling, hvis Medlemmer udmærkede sig ved et fædrelandsk Sindelag, deels var Rygtet rimeligviis grundløst.
Der manglede i disse Dage ikke heller paa Rygter, heel trøstelige for Selvstændighedssagen. Man vilde vide, at der til Gothenborg var ankommen en Coureer fra England, som havde bragt ostensible Depescher til den svenske Regjering, indeholdende det engelske Ministeriums Forsikkring om Ankers Afviisning 99fra London med uforrettet Sag, men derimod hemmelige til Prinds Christian, som forsmodedes at være af langt andet Indhold. Disse Rygter gaves forskjellige Nuancer efter de forskjellige Partiers Anskuelser. Det var naturligt, at ethvert Parti fæstede meest Tro til de Rygter, som bare paa Begivenheder, der understøttede deres Sag, men de Rygter, som understøttede det svagere Oppositionsparties Mening, kastedes for Vinden, medens de, der smigrede det stærkere Selvstændighedsparties politiske Tro, forplantedes i høiere Toner.
Flere Norske kom i disse Dage tilbage til Norge fra Danmark for at søge Ansættelse i deres Fædreland, og Alle vare eenstemmige i at bevidne de Danskes Enthusiasme for Norges Konge, og Misnøien i Danmark med Frederik den Sjette paa den Tid beskreves som stor. Der lagdes i Almindelighed ingen Hindring i Veien fra svensk Side for de Norskes Gjennemreise gjennem Sverige, og især behandledes alle Nordmænd af den humane Marskalk Grev Essen med stor Forekommenhed. Kun Enkelte bleve anderledes behandlede. Rosenkrantz og Thygeson vare af Prindsen nedsendte til Kongen af Danmark for at gjøre ham bekjendt med Stillingen i Norge og retfærdiggjøre Prindsens Fremgangsmaade. Frederik den Sjette tilkjendegav dem sin store Misnøie med hvad der var skeet i Norge, der saa meget forlængede Danmarks Lidelser ved Krigen, og udsatte det for det europæiske Forbunds Mistanke. Rosenkrantz vendte ubehindret tilbage til Christiania, medens Thygeson reiste til sine Godser i Jylland. Rygtet gik, at Thygesons uforsigtige Udladelser i det svenske Hovedqvarteer paa Nedreisen havde spærret ham Tilbageveien til Norge; men det var paa den ene Side rimeligt, at Thygeson som stor Eiendomsmand ikke vilde sætte sin Stilling i Danmark paa Spil, og 100paa den anden Side, at den svenske Regjering nægtede en Mand Tilbagereisen til Norge, der havde været en af de Raadgivere, som meest havde opmuntret Prindsen til at lægge Haand paa Selvstændighedsværket. – Det var ogsaa paa denne Tid, at Kammerjunker Gyldenpalms uforsigtige Færd forvoldte ham selv og flere anseete Mænd i Danmark Ubehageligheder. Gyldenpalm, som havde været benyttet i den diplomatiske Carriere, var efter Kielertraktatens Afslutning kaldt tilbage til Kjøbenhavn. Han var bekjendt som en Mand af Talenter – endskjønt han for tidligen afbrød sine akademiske Studier – men han manglede en Diplomats nødvendige Egenskab, Taushed og Forsigtighed i Udførelsen af sine Embedsærender. Kjærlighed til Fædrelandet og Haab om der at blive ansat drog ogsaa ham til Norge, og han erholdt af den svenske Gesandt i Kjøbenhavn et Pas til denne Reise. Han tilbød at modtage Breve til Norge fra Venner og Slægtninger i Kjøbenhavn, men bar sig med disse saa uforsigtig ad,Allerede i Kjøbenhavn pralede han af, at han skulde gjemme Brevene, saa at de skulde undgaae svenske Visiteurers Øine. Dette kom den svenske Gesandt for Øren, som hemmeligen derom underrettede General Essen. Essen har selv fortalt En af vore nulevende Statsraader, at han havde gjort Gyldenpalm opmærksom paa, at han vidste, at han medbragte Breve, men at han ønskede at undgaae Nogens Uleilighed. Essen var derpaa gaaet hen til Vinduet for at give Gyldenpalm Anledning til at kaste Brevene i Kaminen, men paa Gyldenpalms gjentagne Forsikkring om at han ingen Breve medbragte, kunde Undersøgelsen ei undgaaes. at Brevene bleve fundne hos ham og tilligemed Kammerjunkeren selv sendte til Stockholm, hvorfra Brevene siden tilhændigedes Danmarks Konge. En af Danmarks høieste Embedsmænd, F. Moltke, som havde 101været Stiftamtmand i Norge, havde ogsaa med Gyldenpalm sendt Vennebreve, hvori han udtrykte sig med Deeltagelse for Norges Sag. Følgen af denne Uforsigtighed blev, at han faldt i Unaade og ombyttede sin høie Post med Stiftamtmandskabet i Aalborg. Gyldenpalms egen Embedsrolle var nu saagodt som udspilt, og omendskjønt han siden ansattes paa en underordnet Post ved den norske Statsraadsafdeling i Stockholm, levede han der forglemt og i smaae Kaar.
Den 27de April var Constitutionscommitteen indbuden til at møde Committeen for Finantsvæsenet. I dette Møde forelagde den sidste den første de Oplysninger, som den af Finantsdepartementet havde erholdt om Landets Indtægter og Udgifter for nogle forbigangne Aar, og fremlagde Planen til at ordne Landets Pengevæsen. Oplysningerne vare tildeels ufuldstændige, tildeels mindre rigtige, Planerne vare umodne og utilstrækkelige til at naae Maalet, og det Hele var saare liden Opmærksomhed værd. Sagen var, at der i Spidsen for Finantsdepartementet stode Mænd, som deels ikke vare deres Embede voxne, deels vare overlæssede med andre Forretninger i Statens Anliggender, som formedelst dennes kritiske Stilling vare i høi Grad forviklede. Derhos var den borgerlige Virksomhed saa lemlæstet formedelst Næringsveienes totale Standsning, at der ikke lod sig tænke Muligheden af at grundfæste Landets Pengevæsen paa en fast Grundvold. I den Henseende havde Stillingen meget forandret sig siden det store Møde i Christiania mod Slutningen af 1813, endskjønt det allerede da fandtes vanskeligt at berede Fremtiden et sikkert og paa en solid Grundvold bygget Pengevæsen. Planen lagdes i hiint Møde, og understøttedes af talrige Subskriptioner,I 2den Deel af dette Værk er dette vidtløftigere omhandlet. 102men den kom aldrig til Udførelse, og med Hensyn til hiint Mødes Hovedøiemed kunde hver Time, som var anvendt i dets talrige Forsamlinger, ansees spildt, endskjønt i Sandhed andre store Statsøiemed indirekte derved fremmedes. Der manglede vistnok ikke den paa Eidsvold nedsatte Finantscommittee paa dygtige Mæend, der vare udrustede med de fornødne Kundskaber, hvilke de i disse og senere Forhandlinger noksom lagde for Dagen, men der fattedes paa Materialier til at bringe Orden i et forvirret Pengevæsen, og især paa Evne, ja tildeels Villie, til at sammenbære de Midler, der ene kunde føre til Maalet. En stor Deel af Forsamlingen – og denne Mening deelte den større Deel af Landets meest formuende Mænd udenfor samme – som vare istand til i Gjerningen at understøtte Sagen, ansaae desuden disse Anstrengelser for unyttige og for sig farlige, saalænge Fædrelandets politiske Stilling var ubestemt, og de vægrede sig ved at bringe store Offere for en Sag, til hvis heldige Udførelse Udsigterne aldeles ikke vare smigrende. Der fattedes vistnok ikke paa kraftige Opfordringer til formuende Privatmænd til at gjøre de fornødne Tilskud til en saadan Indretning, og de ledsagedes med bittre Klager over Mangel paa et patriotisk Sind hos dem, som holdt sig tilbage; men man begyndte nu at indsee, at den Patriotisme, som lemlæster Kraften til borgerlig Virksomhed, grændser til Uforstand og lønnes aldrig med Medborgernes Erkjendtlighed. For den større Deel af Landets meest formuende Mænd var derhos Selvstændighedens Sag, der isolerede Norge fra alle andre Stater, tvetydig i sine Følger, og den betragtedes i sine lyseste Farver mestendeels kun af dem, som havde Lidet at opoffre. 103Imidlertid bleve begge Committeer enige om at tage hver for sig igjennem sine kyndige Medlemmer under Overveielse, hvorlunde Nationens Ret til at beskatte sig selv kunde forenes med Regentens store Trang til Pengeresourcer, og hvorlunde denne Rigsforsamling, som egentligen kun var sammenkaldt for at forfatte og grundfæste en Statsforfatning, kunde, uden Berammelsen af et nyt Møde, see sig berettiget til at gjøre en saa vigtig Anvendelse af Grundlovens Bestemmelser. Man indsaae derhos, at Intet kunde foretages til at forsvare den nye Stat i sin valgte Selvstændighed, og til at ordne dens indvortes Statsforhold uden de nødvendige Midler. Den hele Maskine maatte under saadanne Omstændigheder snart gaae i Staae, ligesom Statskrediten var rystet ved Statens vaklende Stilling og en forestaaende Krigs Rædsler. Saaledes valgtes den Udvei, der i Forlegenhedens Stund er den sædvanlige, at udsætte den endelige Afgjørelse indtil videre, og det kan ikke nægtes, at der opstod megen Forvirring i Fremtiden deraf, at man senere hen forsømte at tage Sagen under nøiere Overveielse, og at den Partiaand, som herskede mellem de forskjellige politiske Meningers Formænd, deels foranledigede uhensigtsmæssige Beslutninger, deels sammenblandede og forvirrede de forskjellige Statsmagters indbyrdes Rettigheder til at bestemme de vigtigste Statsforhold. Følgerne viste sig senere hen aabenbarligen.
Møderne i Constitutionscommitteen fandt imidlertid dagligen Sted til bestemte Tider. De begyndte om Formiddagen Kl. 10 – tidligere kunde det ikke vel skee, fordi mange Medlemmer boede langt fra Forsamlingsstedet – og varede til 2 Eftermiddag, og fra Kl. 4 om Eftermiddagen til 7 om Aftenen. Sessionernes Historie var den sædvanlige. Der disputeredes ofte med Heftighed om mindre betydelige Ting og om 104grammatikalske Rettelser i Stilen. Committeens Formand, som vel kjendte Værdien af den Myndighed, der var lagt i hans Haand og søgte at haandthæve den, paabød ofte Taushed og Orden, men efter et Øieblik var hele Forsamlingen stundom igjen i en larmende Strid i Anledning af den omhandlede Gjenstands Afgjørelse. Man var endnu ikke vant til den Orden og Takt i Diskussionerne saavel i den store Forsamling som i de mindre Møder, der siden af en Mesterhaand tilveiebragtes. En og samme Paragraph formedes forskjellige Gange, dikteredes ligesaa ofte, og Medlemmernes Manuskripter saae saa bemalede ud, at de neppe kunde finde Rede i dem. Man indsaae saaledes, at en Redaktion af enkelte Medlemmer var fornøden for at bringe Eenhed i Stilen og Orden i Materierne. Committeen havde imidlertid ogsaa sine rolige Øieblikke, i hvilke Hovedsagen skred stadigen frem til Endemaalet, og dette lettedes meget derved, at Diskussionerne om den indvortes Politik, og om Valget af Regjeringens Overhoved aldeles bortfjærnedes fra Committeens Overveielser.
Den 29de April ankom fra England og Danmark hertil de mærkværdige Aviser, som indeholdt Parises Erobring af de Allierede. Begivenhederne vare saa detaillerede, at man ikke kunde tvivle om Beretningens Authenticitet. Den 30te Marts blev den franske Armee under Marmont og Mortier slaaet under Parises Barriere; den 31te rykkede Keiser Alexander, Kongen af Preussen og Prindsen af Schwarzenberg ind i Paris. Den letsindige franske Pøbel overlod sig til den høieste Jubel. Alexander forgudedes, Napoleon forbandedes, og høie Raab krævede Bonaparte afsat og Ludvig den 18de tilbage. Hele Egnen om Paris og en stor Deel af det øvrige Frankrige erklærede sig for Ludvig. Senatet, Talleyrand i Spidsen, erklærede 105Bonaparte afsat og Ludvig Konge. En Deel af den franske Armee, saavelsom de vigtigste franske Generaler, svore til det nye Dynasti. Den engelske Avis tilføier, at paalidelige Efterretninger fra Dünkirken berette, at Napoleon har modtaget Keiseren af Ruslands Tilbud om Øen Elba som et Tilflugtssted for ham og hans Familie. – Hvor bestemte end disse Efterretninger vare, havde man Møie med at fæste Lid til dem. De bleve imidlertid modtagne af Medlemmerne med stor Deeltagelse og foranledigede en urolig Gjæring i hele Forsamlingen. Det eneste Trøstelige ved disse Rystelser fra Vesten var Haabet om Fred, som nu maatte synes mere grundet end tilforn, da det svage Norge vel maatte underkaste sig det mægtige Europas Bestemmelser. Saaledes raisonnerede den roligere Deel af Forsamlingen. Men disse Efterretninger vare endnu ikke i Stand til at nedtrykke de sværmende Selvstændighedsmænds sangvinske Forhaabninger. Endnu denne Formiddag deeltog Forfatteren i en politisk Ventilation, hvori de besynderligste politiske Meninger bleve fremførte. Man stolede endnu paa Englands Bistand, man gjorde sig de bedste Forhaabninger om Carsten Ankers Udeblivelse,Anker opholdtes, som fortalt, i London formedelst private Gjældsforhold. man glædede sig over, at Carl Johan ikke havde været tilstede ved Napoleons Nederlag – og hvad Stof meer man kunde have til glade Udsigter for Norges Selvstændighed. Rosenkrantz var ogsaa nyligen ankommen fra Danmark, og ogsaa han lagde stor Vægt paa den Enthusiasme for Norges Sag, som sporedes overalt der.
Den 1ste Mai ankom atter engelske Aviser af 12te April, i hvilke gjentoges efter officielle og authentiske Efterretninger, at 106Napoleon havde antaget de Allieredes Tilbud, og for 2de af sine forrige Generaler erklæret sig villig til at erkjende Ludvig den 18de som Frankriges retmæssige Konge, og havde derefter begivet sig paa Veien til Elba. Frankrige var beroliget, den nye Constitution antaget, og Freden smilede til det hele Europa – kun i Norge vajede Blodfanen! – Atter i Dag var hele Forsamlingen fuld af Beretninger om ankomne Kornskibe. Til Bergen skulde være overført fra England meer end 20,000 Tønder Kornvarer, og til mangfoldige andre Steder vare ikke ubetydelige Partier ankomne.Disse deels historiske Begivenheder, deels falske Rygter kunde synes at staae paa sit urette Sted; men Forfatteren har troet at burde efter sin Dagbog give et Billede af Rigsforsamlingens Physiognomi i det Hele. Det er ikke hans Erindring, men hans Dagbog, som her og andensteds i hans Fremstilling om Rigsforsamlingen har veiledet ham, og som han fast bogstaveligen har afskrevet. Til Christiania var i Gaar ankommet et Skib under svenskt Flag med 1000 Tønder Rug, som havde en svensk Supercargo ombord, og herom fældedes de meest forskjellige Domme. Ved Siden af hine mærkværdige politiske Nyheder fra Vesten udbredtes i disse Dage det besynderlige Rygte, som begjærligen optoges af Prindsens Tilhængere, at Carl Johan havde gjort det Tilbud at renoncere paa den svenske Throne, og at modtage en høi Post i Frankrige eller et Fyrstendømme i Tydskland, og at den afsatte svenske Konges, Gustav 4de Adolphs, Søn befandt sig i det russiske Hovedqvarteer for igjen at sættes paa Sveriges Throne. Man talte om, at ikke alene de engelske Krydsere havde ladet vore Kornskibe ubehindret passere; men endog høfligen convoyeret 107dem ind i Skjærene.Engelske Krydsere havde vistnok, i Følge Kielertraktaten, ophørt at jage i vore nordiske Vande i de første Maaneder af Aaret; men Jagten begyndte igjen om Foraaret, da Norge havde modsat sig Foreningen med Sverige. Hermed contrasterede de Efterretninger, som bragtes af Lieutenant Falbe fra Kjøbenhavn. I Wennersborg opholdt sig nemlig Admiral Steen Bille og en dansk Oberst Lønborg, der vare udsendte af Kongen af Danmark, for som Kommissairer fra dansk Side at overlevere de norske Fæstninger til Sverige. Fra disse var Lieutenant Falbe tilligemed en anden Lieutenant afsendt til Prinds Christian med Depescher. Prindsen afviiste imidlertid Kommissairerne og nægtede at udlevere Fæstningerne. Med Falbe kom Afskriften af et Brev, hvilket han selv kaldte officiel, fra den svenske Envoye i London, Rehhausen, til Grev Rosen i Gothenborg af 22de April, hvori det berettedes, at der var afgaaet Fregatter fra England, som skulde blokere Norges Havne og hindre Overførsel af Korn.See Bilag No. 6. Men ikke heller dette Brev gjorde nogen Virkning paa Selvstændighedens Forsvarere, det blev anseet som en svensk Løgn, opdigtet for at indjage Nationen Skræk. Imidlertid gave disse hverandre modsigende Efterretninger og Rygter Anledning til levende Controverser mellem de Mænd, der opholdt sig paa Eidsvold.Forfatteren havde samme Dag en Ventilation hos sin Broder Regjeringsraad Aall med Sommerhjelm, som ogsaa var Medlem af Regjeringsraadet. Forfatteren havde fordybet sig i en Samtale med sin Broder om Landets politiske Stilling, hvori hans egen Frygt og hans Broders Haab spillede den sædvanlige Rolle. Forfatteren meente nemlig, at der var lidet at stole paa Englands Bistand, og at dette neppe vilde svigte sine til Carl Johan givne Løfter. Samtalen førtes med fortrolig Aabenhjertighed, fordi den meentes holdt under fire Øine. Men S. befandt sig i Sideværelset, hvortil Døren stod aaben, og da han hørte Samtalen kom han ud, og sagde med Heftighed: «Jo min Sjæl vil England os vel, og hvo som tvivler herom søger kun at fremme daarlige Planer.» Forfatteren svarede i samme Tone, at han hørte blandt disse Tvivlere, og troede sig derfor ikke slettere Patriot end Andre – og dermed endte Striden. Denne Samtale anføres kun som et Beviis paa den politiske Mening, der ogsaa i Statsraadet havde befæstet sig. Sommerhjelm var bekjendt som en human og retsindig Mand, høflig mod Alle, og Forfatteren har senere baade i Norge og Stockholm havt Beviser paa at denne lille Strid, hvori Ømfindtligheden paa begge Sider var lige stor, var aldeles glemt. Iøvrigt besværede Regjeringsraaderne visseligen ikke Forsamlingens Medlemmer med Miskjendelse eller Forsøg paa at rokke Nogens Overbeviisning. Forfatteren havde ofte de venligste Samtaler med Prindsens ivrigste Tilhængere blandt dem. Den 25de April 108valgtes for de næste 8 Dage Commandeur Fabricius til Præsident og Rein til Vicepræsident.
For Resten gik Tingene sin rolige Gang paa Eidsvold. De forskjellige Partier vexlede vel stundom Høfligheder og Bitterheder med hverandre efter deres forskjellige politiske Tro; men Alt, med enkelt Undtagelse, inden den Anstands Grændser, som maatte ventes af en Samling af saadanne Mænd. – Man begyndte nu at klage meer over Beværtningen, som efterhaanden blev slettere og meer eensformig – stedse Kalvekjød vædet med suur Viin. Grøgaard og Forfatteren mødte ofte disse Spædkalve – eller som Grøgaard kaldte dem ufødte Kalve – der i blodige Lagener bares til Rigsforsamlingens Kjøkken. Med denne Beværtning kontrasterede Spiisningen ved Prindsens Bord, hvor der herskede Overflod og lækkre Spiser, til hvilket Festmaaltid et lille Antal af Forsamlingens Medlemmer efter Distrikternes Rad dagligen indbødes. Klagerne derover gave imidlertid meer Anledning til Spøg end til alvorlig Anke 109– Alles Tanker vare henvendte paa ganske andre Gjenstande.
Der ankom i disse Dage et vidtløftigt Brev til Grev Wedel, der indeholdt en Betænkning over Norges Stilling, som i Forfatterens Tanker var noget af det Bedste, der var skrevet i den Materie. Nogle meente, at Forfatteren var Biskop Krogh i Nordlandene; men Andre vilde finde en politisk Tro i Brevet modsat den, hvortil Krogh bekjendte sig. Brevet løb kun om mellem den lille Kreds af Grevens fortrolige Meningsfrænder, og tjente til at understøtte deres politiske Meninger. Ved Siden deraf var sat i Omløb A. W. SchlegelsPaa Eidsvold antoges han almindeligen som Forfatter. bekjendte Sendebrev til Hr. v. Holten, der var denne Forfatter uværdigt, og modtoges af begge Partier med almindelig Uvillie, formedelst de deri indeholdte uanstændige Udtryk om Prinds Christian, og hans falske Raisonnements i det Hele om Norges Stilling. Der var megen Tale om at udarbeide et Modskrift mod denne Pamphlet, som kun Forfatterens Navn men ikke dens Indhold kunde give nogen Betydning; men de blandt Forsamlingens Medlemmer, som dertil havde Evne, havde altfor vigtigt Arbeide under Hænder til at skjænke denne Sag nogen Opmærksomhed. Den 2den Mai valgtes til Præsident Justitsraad Diriks og til Vicepræsident Amtmand Bendeke.
Onsdagen den 4de Mai indleveredes det af Constitutionscommitteen forfattede Udkast til Grundloven, og ved dette Møde var Rigsforsamlingen usædvanlig talrig, da kun to af Medlemmerne vare fraværende, medens ellers sædvanligen større Huller i deres Række ved de almindelige Møder fandtes. Udkastet havde følgende af Falsen forfattede Indledning:
110«Det vigtige Kald blev betroet Committeen, at udarbeide Forslaget til en Constitution for Riget. Den fremlægger herved Resultatet af sit Arbeide.
«Æmnets Natur forbyder at levere noget Fuldkomment, og dette har hidtil end ikke været muligt i de Stater, hvor dyrebar Erfaring har understøttet Thronen.
«Under sit Arbeide har Committeen havt stadigt Hensyn til den borgerlige Friheds Betryggelse, Eiendommenes Sikkerhed og Rettighedernes muligste Lighed. Rigsforsamlingens Viisdom vil vide at bestemme, hvorvidt dens Bestræbelser for at fremme dette almeenvigtige Formaal have været ledsagede med Held.
«Forskjellige Bidrag til Constitutionsværket ere indleverede saavel fra Rigsforsamlingens Medlemmer som fra Andre. Committeen har modtaget disse Bidrag med Erkjendtlighed og benyttet dem, saavidt Omstændighederne gjorde det muligt. Naar de ere oplæste vil Rigsforsamlingen selv bestemme, om end mere af disse Bidrag bør indlemmes i Statens Grundlov.
«Den private Lovgivnings Bud ere udenfor Constitutionens egentlige Grædser. Committeen har derfor kun fremsat nogle didhørende Principer, hvis Nødvendighed i den borgerlige Lovgivning ved den norske Nations egen Erfaring er godtgjort.
«Det vilde have været lidet gavnligt, om Committeen havde forsøgt at tilveiebringe fuldkommen Eenhed i Stilen og streng Orden i Paragraphernes Følge. Udeladelser, Forandringer eller Tillæg, som Forsamlingen maatte finde hensigtsmæssige, vilde tildeels nedbryde denne Orden og Eenhed.
«Om Statens Pengevæsen udfordres Bestemmelser, og disse ville ikke kunne indføres i Constitutionen, førend Finantscommitteens Forslag ere fremsatte og prøvede.
111«Committeen tillader sig derfor det Forslag, at Stilen og Materiens Form maa vorde undtagne fra Debatterne.
«Naar Forsamlingen har tilendebragt sine Forhandlinger om det hele Udkast og de Paragrapher om Pengevæsenet, som deri bør indlemmes, vil Stilens Eenhed og Paragraphernes rigtigste Orden beqvemmest fastsættes ved 2 eller 3 dertil udnævnte Mænd.
«I flere Poster har Committteens Medlemmers Meninger været deelte, og den underkaster nu Rigsforsamlingens videre Granskning, om og hvorvidt sikkrere Midler i Constitutionen kunne udfindes til Betryggelse for Fædrelandets Selvstændighed, dets Hæder og Held.
«Eidsvold i den til Constitutionens Udarbeidelse nedsatte Committee den 30te April 1814.»
(Underskrevet af samtlige Committeens Medlemmer).
Forsamlingen vedtog foreløbigen eenstemmig, at Materiens Form og Paragraphernes Orden under Debatterne ei skulde tages i Betragtning.
Af Oberste Hegermann blev nogle Forslag til Tillægs- Paragrapher til Grundloven fremlagte, som Forsamlingen vedtog skulde tages under Overveielse naar de didhørende Paragrapher omhandledes.
Derefter oplæstes de Constitutionsforslag, som vare indleverede af Forsamlingens forskjellige Medlemmers,Dog ikke Adlers og Falsens, som flittigen var benyttet i Committeen. hvoraf Sorenskriver Weidemanns var det vidtløftigste og bedst motiverede, ligesom det og i enkelte Punkter var benyttet af Committeen. 112Lysgaard, som ogsaa havde vedtaget Weidemanns Forslag, havde desuden indleveret sit eget, hvori han havde lagt Vægt paa at bevare Odelsretten i sin gamle Reenhed, paa Afskaffelsen af Leilændingsvæsenet, og paa at Jordegods ei i for stor Omfang skulde opdynges i enkelte Hænder, i hvilken sidste Henseende Weidemanns Forslag tildeels stemmede overeens med Lysgaards. Sorenskriver Korens saakaldte «Strøtanker» vare af ham anmeldte som et Hastværksprodukt, og dertil toges ogsaa i Committeen lidet Hensyn, endskjønt det indeholdt flere Beviser paa at Forfatteren deraf havde tænkt over Sagen. Endeligen indleverede Falsen ogsaa nogle Bemærkninger, som vare ham tilstillede i et anonymt Skrift,Hvis Forfatter angaves at være en svensk Mand ved Navn Gyldenborg, der som svensk Flygtning opholdt sig i Kjøbenhavn. der indeholdt adskillige læseværdige Bemærkninger og Forslag. Wergeland havde ogsaa, som forhen bemærket, forfattet et Udkast; men dette blev ei oplæst, fordi det ei blev indleveret. I Hovedsagen var det Committeen bekjendt, da det der deelviis var bleven oplæst og tildeels benyttet, idet nogle Bestemmelser skyldtes denne Forfatter. Forelæsningen heraf varede over 2 Timer, og umiddelbart derefter sattes Forslagets Paragrapher under Debat og Votering. Det gik meget raskt med Antagelsen af Paragrapherne, idet 20 expederedes allerede den første Dag.
Den 2den Paragraph fik efter Sorenskriver Christies Forslag det Tillæg, at Jesuiter og Munke ikke maatte taales. Provst Middelfart, som havde stridt for at Jøderne ikke skulde nægtes Adgang til Riget, søgte ogsaa i et veltalende Foredrag i samme Aand at forhindre Indførelsen af dette Tillæg, hvilket 113han ansaae som et Beviis paa en uchristelig Intolerance at indføre i Grundloven; men Christies Forslag gik igjennem med 94 Stemmer. Denne § var iøvrigt anderledes redigeret paa Eidsvold end den i Grundloven findes indført. Der hedte den saaledes: «Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. Alle christelige Religionssekter tilstedes fri Religionsøvelse, dog ere Jøder og Jesuiter fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. Munkeordener maa ikke taales. Landets Indbyggere, som bekjende sig til Statens Religion, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i samme.» Det er ikke Forfatteren muligt at forklare Grunden til denne Forandring i Redaktionen, men han er fuldkommen vis paa, at den blev antagen som her anført, og som den ogsaa findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger. Det er formodentligen en Redaktionsfeil, hvorved Committeens Udkast er bleven trykt i Stedet for den af Christie redigerede og af Forsamlingen antagne Paragraph; thi en Redaktionsrettelse kan det ikke være.
Den 4de Paragraph lød saaledes: «Kongen skal stedse have bekjendt og bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion, haandthæve og beskytte den.» – Rein undersøttede denne Paragraphs Bestemmelse ved en kort Tale, hvori han søgte at vise, hvor farligt det var at vælge en Konge, der havde skiftet Religion. «Ethvert Folk – sagde han – fordrer, at dets Konge skal have en Religion. – – Naar en Konge ikke tager i Betænkning at afsværge den Religion, han engang har bekjendt sig til, og hvori han er opdragen, og at antage en anden for at vinde en Krone, saa lægger han klarligen for Folkets Øine, at han virkelig slet ingen har, og dette kan, dette maa ikke være noget Folk ligegyldigt, at see en Konge paa sin Trone, der spotter saavel med sine Fædres, som med den sidst antagne 114Religion.»Reins Tale findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 1ste Deel, Pag. 100 ff. Debatterne over denne Paragraph spillede paa Grændsen af Betragtninger om Prinds Carl Johans Person, men Striden neddyssedes, da Ingen gjenmælede Sorenskriver Weidemann, som egentligen havde begyndt den. Den Deel af Forsamlingen, som tænkte sig Muligheden og endog Rimeligheden af at Carl Johan engang vilde komme til at bære Norges Krone, forudsaae, at dette vilde blive en af de Paragrapher, som i Tilsælde af den skandinaviske Halvøes Forening let kunde blive forandret, og de fandt det upassende derom for Tiden at fremkalde nogen Strid. De lode det saaledes blive ved stiltiende at votere derimod, og Committeens Forslag blev med 77 Stemmer uforandret antagen.
Den 5te Mai fortsattes Forhandlingerne om Udkastet til Grundloven. Paragrapherne 21– 28 bleve antagne med ubetydelige Forandringer saaledes som de af Committeen vare foreslagne. Men om den 28de § bleve nogle varme Debatter. Den lød i Committeens Forslag saalunde: «Kongen maa ikke modtage nogen anden Krone eller Regjering uden Storthingets Samtykke, hvortil i dette Tilfælde 2/3 Stemmer udfordres.» Toldprokureur Omsen reiste sig i denne Anledning, og søgte med lidenskabelig Heftighed at vise, hvorlunde Antagelsen af denne § i sin nærværende Form vilde bringe Norge tilbage til en Forbindelse, som havde været saa ufordeelagtig for Fædrelandet. Han paastod, at Norges Konge under ingen Betingelse burde kunne antage en anden Krone, og at Ordene «uden Storthingets Samtykke» burde udgaae. Wergeland istemte samme Tone, og understøttede Omsens Forslag ved et 115langt Foredrag, hvori han søgte at bevise Gavnligheden af en ubetinget Bestemmelse i Grundloven, der hindrede Kongen fra at antage en fremmed Krone. Hans Mening blev imidlertid bestridt af Sverdrup og Flere, og Forfatteren fremsatte ogsaa sine Tanker korteligen herover. «Det kunde, meente han, blive et Indgreb i Landets tilkommende National-Lykke at forbyde i nærværende Constitution paa en absolut Maade Norges Konge at modtage en fremmed Krone. Det var umuligt for nærværende Forsamling at forudsee alle de Tilfælde, som kunde gjøre en saadan Indskrænkning farlig for Samfundet. Hverken denne eller andre Bestemmelser, der ikke kunde betragtes som Grundlovsprinciper, hvis uforanderlige Værd igjennem alle Tidsaldere er bleven erkjendt, bør gjøres saa urokkelige, at de jo kunde modtage de Modifikationer, som Tid og Omstændigheder, Landets Tarv og forandrede Culturtilstand maatte gjøre fornødne.»Forfatterens Foredrag findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 1ste Deel 3die Hefte Pag. 9. I Anledning af denne § kaldte Prindsen Sverdrup og Motzfeldt til sig og forestillede dem Urigtigheden af den – allerede for nogle Dage siden fattede Beslutning om Kongens Udelukkelse fra Adgang til fremmed Throne. Han anførte, at det engang i Tiden kunde blive til stort Held for Norge, om Kongen fik et Rige til at regjere over. De nægtede ikke Muligheden deraf, men ansaae det for afgjort, at i et saadant sjeldent Tilfælde vilde Storthinget ei nægte sit Samtykke.– Saaledes kaldte Prindsen flere Gange Præsident og Vicepræsident til sig og diskuterede med dem om en og anden af Forsamlingens Beslutninger, men stedse med Blidhed, Delikatesse og Maadehold, og mestendeels stedse uden Virkning. Committeens Forslag gik imidlertid igjennem med 98 Stemmer og Tillægget blev staaende.
I Anledning af den 31te § foreslog Theis Lundegaard tilligemed flere Bønder «at det beneficerede Gods maatte anvendes 116som et Bidrag eller Hypothek for at ophjælpe Statens Pengevæsen, oprette en Bank o.s.v. De grundede Forslaget paa, at dette Gods var en Levning fra den katholske Tid, at dets Anvendelse ikke passede til nærværende Forhold, og blev ikke heller, som det nu benyttedes, bragt til den Fuldkommenhed, som var ønskelig. De meente, at Præsterne burde sættes paa fast Gage, der skulde rettes efter de forskjellige Præstegaardes Beskaffenhed, der nu bringe betydelige Indtægter. Skulde deres Forslag ikke gaae igjennem, men Indtægterne af det beneficerede Gods efter Committeens Forslag henlægges til Oplysningsvæsenet og Geistlighedens Bedste, foreslog de, at denne Bestemmelse kun midlertidigen skulde tages, og at det skulde overlades næste Storthing at afgjøre Sagen. Dette Forslag reiste store Debatter, da især Forsamlingens geistlige Medlemmer søgte at oplyse, at dette Gods i Følge sin Bestemmelse var legeret til gudeligt Brug, og især til Geistlighedens Nytte, og at man ikke uden at krænke Testators Villie kunde anvende det til anden Hensigts Opnaaelse. Committeens Forslag gik imidlertid igjennem med omtrent 2/3 Stemmer. Christies Forslag, at det beneficerede og de offentlige Stiftelsers Gods ei maatte bortsælges, blev ikke heller antaget.Dersom det ikke kan nægtes, at den senere hen tagne Beslutning at realisere det benificerede Gods har været Staten til stor Gavn, var det vistnok et Held, at dette Forslag ei gjordes til en Grundlovsbestemmelse, især da Erfaring har lært, hvor vanskeligt det har været at bevirke forandret en Tøddel i Grundloven.
I Anledning af Forslagets 33te § saalydende: «Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter», fremlagde Major Sibbern sin Betænkning, der gik ud 117paa at indskrærnke en Rettighed, som han ei troede ubetinget burde nedlægges i Regentens Haand, og søgte at understøtte sit Forslag ved at henvise til Historien, «som indeholdt mange Beviser paa, at denne Ret af Regenten har været misbrugt.» Paragraphen blev imidlertid antagen i Committeens Form med 90 mod 14 Stemmer.
Den 37 § gav Anledning til megen Debat. Denne indeholdt følgende Forslag fra Committeen: «Kongen kan meddele Rang, Titler og Ordener til hvem han forgodt befinder til Løn for udmærkede Fortjenester, dog saaledes at ingen maa være arvelige, give Ret til Fritagelse fra Statsborgernes fælles Pligter og Byrder, eller medføre fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maae tilstaaes Nogen for Fremtiden.»
I Anledning af denne Paragraph gjordes forstkjellige Bemærkninger og Forslag, hvoraf især Grøgaards udmærkede sig ved hans interessante, vittige og tildeels bidende Foredrag. Han ansaa ikke alene Titler og Rang – med Undtagelse af Embedsrang – upassende, men troede heller ikke, at det burde staae i Regentens Magt at uddele Ordener. Han gjorde sig lystig over de mange Alen hvide Baand med røde Kanter, som i Flæng vare uddeelte, og formedelst denne hensigtsløse Uddeling havde nedsat Udmærkelsens Værd. De danske Ridderordener vare ikke istand til at opretholde den dansk-norske Stat, ligesaalidt som Napoleons Æreslegion det franske Keiserdømme. Han foreslog en saadan Redaktionsforandring: «Ingen personlige eller blandede arvelige Rettigheder maa tilstaaes Nogen for Fremtiden; ikke heller blotte Titler eller anden Rang end Embedsrang. Ingen Ridderorden maa stiftes i Norges 118Rige. De, der nu bære noget udenlandsk Ordenstegn, maae vedblive at bære dette.»
Doktor Møller fra Arendal udbredte sig derefter vidtløftigen over denne Sag, og fik derved Anledning til at læegge sin af en reen Fædrelandskjærlighed udspringende Enthusiasme for Fædrelandets Frihed og Selvstændighed for Dagen, der har fulgt ham til hans sidste Dage.Endnu den Dag i Dag give Discussioner af den Art den 80aarige Olding Ungdommens Varme.
Ogsaa Forfatteren blandede sig i disse Debatter. Han meente, at i en Stat som Norge, der vel ikke vilde blive istand til at lønne alle Embedsmænd passende til Embedsmandens Møie og Embedets Vigtighed, kunde Rang betragtes som et Gode, eller i det mindste som et uundvæligt Onde. Forfængelighed vilde vel ikke heller flye denne Stat, men dens Tilfredsstillelse blive et Middel til at opmuntre Statsborgernes Flid. Tiller ansaae han derimod i vor lille Stat for overflødige, indeholdende noget vist Latterligt og fordunklende sande Fortjenester. Han foreslog derhos, at Embedsrangen ei opbørte med Embedet. Tillige foreslog han, at overlade til Lovcommitteen at prøve Adelens Rettigheder, og forelægge et kommende Storthing Resultatet af denne Undersøgelse.
Efterat flere af Forsamlingen havde talt om denne Paragraphs FormDe Taler, som i denne Anledning bleve holdte, findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 1ste Binds 3die Hefte, Pag, 69 ff. blev den tilført Protokollen saaledes:
«Kongen kan ikke uddele nogen anden end Embedsrang og Titel. Den Embedsmand, som i Naade afskediges, beholder den Titel og Rang, som hans havte Embede har medført. Til Belønning for udmærkede Fortjenester kan Kongen uddele 119Ordener til hvem han forgodt befinder, men ved Ordenens Tildelelse skal offentligen kundgjøres de Fortjenester, hvorfor de ere givne.»
«Intet Hæderstegn kan give Ret til Fritagelse fra Statsborgernes fælles Pligter og Byrder, eller medføre Adgang til Statens Embeder. Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maae tilstaaes Nogen for Fremtiden.»
Efterat denne Paragraph var antagen, oplæste Sorenskriver Falsen en Erklæring, hvori han for sig og sine Descendentere fraskrev sig deres hidtil havte Adel med alle de Rettigheder, som dermed kunde være forenede.See Rigsforsamlingens Forhandlinger 1ste Binds 3die Hefte Pag. 47. Dette Offer modtoges imidlertid med taus Ligegyldighed af Forsamlingen og efterlignedes ikke af nogen tilstedeværende Adelsmand. Den mindste Deel vidste, at Falsen var Adelsmand.
Man troede i Dag at spore Virkningen af Prindsens Nærværelse, der visseligen ellers høist sjelden lod sig føle. Grev Wedel havde dikteret i Committeen den 41 og 42 § i Grundloven, som indeholdt Fordelingen af Statsstyrelsen mellem 5 Statsraader og bestemte disses Forretninger. Der meentes nu, at Committeens Formand, efter Aftale med Prindsen, bevægedes til at gjøre en Forandring og fremsætte et Forslag, som var forskjelligt fra Committeens, da man der Intet derom havde hørt. Han udviklede nemlig i en lille Tale, at Committeens Forslag i 41 og 42 § efter hans Formening streed mod det engang antagne Princip, at den executive Magt bør være i Kongens Hænder. Man burde ikke uden Hensigt indskrænke Kongens Myndighed. Ingen kunde bedre end Kongen bedømme, 120paa hvad Maade Forretningerne bedst fordeeltes. Han lagde megen Vægt paa de ubehagelige og hensigtsløse Indskrænkninger, som derved paalagdes Regjeringen. Staten havde Garanti nok, naar der sørgedes for at Udgifterne ikke unødvendigen forøges, og enhver Statsraad staaer til Ansvar for de Expeditioner, der udgaae fra hans Departement.See Rigsforsamlingens Forhandlinger 1ste Binds 3die Hefte Pag. 54. Han foreslog derfor, at Paragraphen skulde faae følgende Form:
«Kongen vælger selv et Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad skal i det mindste bestaae af 5 Medlemmer, men foruden dem kan Kongen ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget, til at tage Sæde i Statsraadet. Forretningerne fordeler han iblandt dem saaledes, som han det for tjenligst eragter.» Efter Wulfsbergs Forslag tilføiedes Paragraphen den Slutning: «Fader og Søn eller tvende Brødre maa ei paa samme Tid have Sæde i Statsraadet.»
Wedel, hvis Mening det i Almindelighed ingenlunde var utilbørligen at indskrænke den executive Magts Myndighed, indvendte Intet mod denne Forandring og Falsens Forslag gik igjennem med 99 mod 3 Stemmer, og Wulfsbergs eenstemmigen. Derimod havde Wulfsbergs Forslag, at Statsraadet skulde vælges af Storthinget, kun een Stemme for sig.
Præsidenten Diriks foreslog ved Enden af denne Dags Debat, at Forsamlingen for at fremme Forretninger, hvis Ende Nationen og hvert enkelt Medlem af Forsamlingen saae med Længsel imøde, skulde fortsættes Morgendagen, som var en Søndag. Derom opstod stor Strid, især fordi Nogle af Præsterne ansaae det for en Helligdagsbrøde, hvorimod Loven indeholdt 121Forbud. Omsider afgjordes det, at man Morgendagen skulde tage Middag Kl. 2, og derefter møde Kl. 4, da Helligdagen maatte ansees endt. Forfatteren erindrer meget godt, at den Scene, som Provst Wergeland fortæller i sine fortrolige Breve,Pag. 83, hvor den fortælles saaledes: «Det veed jeg – sagde Teis – at hverken Guds eller Kongens Lov tillader at arbeide paa en Søndag.» – «Men veed Du ikke og – svarede Sverdrup – hvad der staaer i Bibelen, hvad Christus siger …» «Græsk og Latin, replicerede T. – det maa I forstaae, men lær I mig ikke min Christendom; hvad Guds Ord siger, veed jeg nok. I Bibelen staaer der: falder en Oxe eller et Asen i en Grav paa en Helligdag, saa kan Du trække den op igjen. Er der en Oxe eller et Asen at trække op paa Rigssalen, skal D. g. i m. jeg ogsaa komme og hjælpe den op. «Et dygtigt Slag i Bordet var Punktum og Amen til denne drøie Præken, som var og blev sans replique.» forefaldt mellem Sverdrup og T. Lundegaard. Lundegaard fremtraadte allerede paa Eidsvold med et vist djærvt Væsen, som dog udvikledes meer paa de følgende Storthing til en vis Grad af Raahed, der stundom forledte ham til upassende Yttringer, og voldte ham Ubehageligheder. Men han lod sig mindre høre i Forsamlingen paa Eidsvold end senere i Storthingssalen, deels fordi den afhandlede Materie i Almindelighed var ham mere fremmed, deels fordi der endnu fattedes ham Mod og Evne til at tale for Mængden. Han lagde iøvrigt noksom for Dagen, at han var en Mand af sund Forstand, der dømte rigtig om flere af Landets Forhold, ligesom hans Bemærkninger vare ikke sjeldent træffende, skjønt stundom bidende. Han indskrænkede sig saaledes mestendeels paa Eidsvold til nogle Kraftudtryk udenfor Forsamlingen, og var da stundom meget høirøstet, og et saadant, omtrent som Provst Wergeland fortæller, undfaldt ham ogsaa i den anførte Samtale mellem 122Sverdrup og ham. – For Sagen i det Hele maatte det ansees gavnligt, at Evnen til at tale offentligen endnu ei fandtes i nogen udviklet Grad hos Repræsentanterne paa Eidsvold. Man tænke sig de vigtige Gjenstande, som der overveiedes, saaledes behandlede som paa senere Storthing. Færdighed til at kunne fremsætte sine Tanker, og Mod til at lade sig høre i offentlige Forsamlinger, har ofte ved senere Storthing utilbørligen forhalet Forhandlingernes Gang. De samme Argumenter, med en ringe Afvigelse i deres Orden og udvortes Form, ere gangne igjennem mangfoldige Munde, den omtvistede Gjenstands Behandling er bleven udtværet til det Yderste, og de grammatikalske Rettelser have ofte været trættende. Paa Eidsvold havde kun enkelte Medlemmer det i sin Magt at føre Parlamentstriden med Færdighed og Held, og disse Faa hørte til Forsamlingens talentfulde Mænd, der vare deres Syssel voxne, og mestendeels kun betænkte paa at befordre Hovedsagens Fremme til sit rette Maal. Mishagede Enkelte ved deres Vidtløftighed, da var det ligesaa ofte Fordom og politisk Meningsforskjel, som Talerens Misbrug af Forsamlingens Tid eller uhensigtsmæssig Behandling af hans Materie, der foranledigede Mishaget. De Fleste medbragte hvad de havde at sige skriftlig, og naar dette var fremsagt manglede der Mange enten Mod eller Vaaben til at gaae Modstanderne imøde. – Men især bidrog den almindelige Længsel efter at ende dette vigtige Arbeide til dets Forkortelse – en Længsel, der hos de Fleste fulgte af en velmeent Iver for snarest muligt at bygge Fædrelandets Held i Fremtiden ved en passende Grundlov, og Attraa efter at kunne vende tilbage til Borgersysler, som under Fædrelandets mislige Stilling paa mange Maader forvikledes; hos enkelte Andre af en vis Ligegyldighed for et Arbeide, der med Hensyn 123til Landets udvortes Forhold ingen Bestandighed ansaaes for at kunne have. Vi have ovenfor søgt at forklare Aarsagen til den Hurtighed, hvormed Norges Grundlov, uden at skade dens omhyggelige Bearbeidelse, fremmedes i Committeen, og ovenstaaende Bemærkninger kunne maaskee tjene til at forklare den Raskhed, hvormed de vigtigste Materier i Rigsforsamlingssalen afgjordes.
Søndag Eftermiddag den 8de Mai mødte Forsamlingen, og Ingen udførte sin Trudsel at udeblive fra denne Helligdagsforretning, da kun to Medlemmer udebleve, hvilket var det mindste Antal af Udeblivende i de daglige Møder. Der fandt imidlertid varme Debatter Sted, og Sessionen hørte i denne Henseende blandt de urolige. Den Paragraph i Grundloven, som omhandler Indfødsretten, debatteredes, og Flere af Forsamlingen viiste sig ivrige for at udelukke alle Fremmede og især Danske fra Norge. Provst Stabel fremsatte først det Forslag, som han tildeels havde laant af det af Sorenskriver Weidemann indleverede Constitutionsudkast at kun Norskfødte skulde gives Adgang til norske Embeder. Bryn og Weidemann – som Begge gik endnu videre end Stabel – understøttede dette Forslag i heftige Taler, og især lagde Weidemann Vægt paa, hvormeget norske Borgere under den danske Regjering vare blevne fortrængte af Danske. Han anførte Exempler paa, at fortjente Mænd, som vare Medlemmer af denne Rigsforsamling, vare blevne ligesom forviiste til Embeder i de fjærneste Polaregne,Herved meentes Præsten Rein, som, endskjønt han var den Første, der underkastede sig Store-Philologicum, ei kunde bringe det videre end at opnaae Kautokeino Kald. Aarsagen skal have været, at Rein ved en Leilighed skal have ladet Cancellipræsidenten Brandt føle sin bittre Satire. Rein kom imidlertid ikke til Kautokeino, da Generalauditeur Wessel kaldte ham til det residerende Kapellani i Skiberg, hvortil han havde Kaldsret. I vore Dage kaldes en Befordring til et Kald i Polaregnene ikke en Forviisning. medens Udlændinger og unge uerfarne Adelsmænd 124vare befordrede til Landets vigtigste Embeder. I samme Stiil talede Bryn. Derimod søgte Flere af Forsamlingen at vise det Uhensigtsmæsige i, nu for Tiden at udelukke de Danske, der ved saa mange Baand vare bundne til Norge, og meente at dette ikke kunde endnu undvære disse Mænds Talenter og Kundskaber til at reise og understøtte den nye Statsbygning, aldenstund der ikke endnu fandtes i Landets Skjød tilstrækkelig Mængde af norske Candidater til at besætte Landets Embeder, og Universitetet endnu ei var i fuld Virksomhed til at danne dem. Provst Middelfart, som hørte til Forsamlingens humaneste og liberaleste Medlemmer, tog ogsaa her Ordet, og havde i den Anledning nedskrevet en vel sammensat Tale, og han understøttedes af Sverdrup, Jørgen Aall, Forfatteren og Flere.Disse Taler findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 1ste Deel 3die Hefte Pag. 65 ff. og i Wergelands citerede Skrift 3die Hefte Pag. 6? ff., hvor disse Debatter fuldstændigen findes anførte. En chronistisk og fuldstændig Fremstilling af Rigsforsamlingens Forhandlinger ligger ikke i Forfatterens Plan, og vilde kun blive en Gjentagelse af hvad der forhen er Landsmænd forelagt. Han fremstiller kun det Billede, som hans Dagbog og hans Erindringer, understøttede af Venners Bemærkninger, der vare Medlemmer af Forsamlingen, give ham i Hænde. De Ord, Forfatteren talede i Anledning af Indfødsretten, findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 2det Bind, 6te Hefte Pag. 117 ff. Sagen blev ved disse forskjellige Anskuelser saa tvivlsom, at Forsamlingen besluttede denne Paragraphs Remisse til Committeen, for ved en ny Behandling at søge Mægling mellem de forsktjellige Meninger.
125I Constitutionscommitteen, som til den Ende samledes næste Formiddag, og blev færdig med sit Arbeide til Klokken 12 Middag, blev denne Sag behandlet med liberalt Hensyn til Landets Tarv, og dens Medlemmer bleve enige om at danne denne Deel af Udkastet saaledes, at ogsaa danske Mænd kunde befordres til Landets Embeder, naar de enten havde opholdt sig længe nok i Landet for at kunne ansees naturaliserede, eller ved en høitidelig Act havde erklæret, at de deelte dets Skjebne med Hensyn til de tagne Beslutninger. – Constitutionscommitteen maatte overhovedet betragtes som en Mellem-Instants, der med Sindighed, Indsigt og en reen Oversigt forberedede de Gjenstande, der i Rigsforsamlingen skulde afgjøres. Derhos lettedes dens Arbeide meget ved den Tillid og Agtelse, som den nød i Forsamlingen. Naar den omhandlede Sag blev tvivlsom formedelst Yttringen af modsatte Meninger, afgjordes den ikke endeligen i Thinget, førend Committeens Mening paany var bleven hørt. Det er tillige let at forklare, at der paa dette første Folkemøde var en stor Ideernes Gjæring. Den pludselige Overgang fra en fuldkommen Udelukkelse fra Statsstyrelsen, og fra en Forfatning, der paa mange Maader krænkede Borgernes naturlige Rettigheder – hvordan endog den executive Magt monne have udøvet denne Myndighed – til en fast uindskrænket Statsstyrelse og Folkets afgjørende Deeltagelse i Lovgivningen gjennem sine Repræsentantere, maatte give Anledning til udskeiende Meninger om Folkets Rettigheder, som ikke til Statssamfundets Gavn kunde finde praktisk Anvendelse i den nye Statsforfatning. Beviser paa disse Udskeielser ligge tydeligen for Dagen i de Forslag, som indleveredes til Rigsforsamlingen paa Eidsvold, saavel af dem, hos hvilke den fornødne Kundskab og Statsklogskab ei kunde forudsættes, som af 126indsigtfulde Mænd, der befandt sig i en Slags exalteret Stemning, som ei tillader rolige Overveielser. Dette viiste sig især i Debatterne paa Eidsvold om Næringsfriheden og den lige Fordeling af Statens Byrder og Rettigheder mellem de Forskjellige Virksomhedsarter i Landet. I dette første Thingmøde dannede sig allerede et, senere hen meer udviklet, Schisma mellem Embedsstanden og næringsdrivende Borgere, i Følge hvilket de i en Art af Opposition vexelviis strede mod den gjensidige Interesse. Embedsmændene søgte at bryde Staven over alle de Forrettigheder, som hindrede Næringsdriftens frieste Udvikling og Udøvelse, og fandt alene i denne Frihed Sikkerhed for den borgerlige Velvære. Til denne pludselige Overgang til en fuldkommen Lighed i Betingelserne for den borgerlige Virksomhed fra mangehaande Tvang og Indskrænkninger, iledes, især i Begyndelsen, med stærke Skridt, og en stor Forvirring kunde have fundet Sted i de bestaaende Forhold, naar ikke Constitutionscommitteens sindige og forstandige Medlemmer havde forberedt en passende Middelvei mellem en gammel aristokratisk og en ny demokratisk Ideegang. – Paa den anden Side vaagnede hos Menigmand Mistillid til Embedsstanden, og en Sammenligning mellem Stændernes forskjellige Kaar med Hensyn til Livets Nydelser og udvortes Fortrin, som udtalte sig i Forsøg paa at deprimere Embedsmændenes Stilling. Det var imidlertid, i Følge Beskaffenheden af Medlemmernes Sammensætning, mere den første end den sidste Meningsyttring, som under Beskyttelse af enkelte varme og eensidige Forsvarere af Næringsfriheden raadede paa Eidsvold, og den vilde have viist sig langt mere virksom, naar ikke Committeens Medlemmer havde ved at foreslaae passende Bestemmelser lagt Tømme paa Hines Udskeielser. Vi have seet, hvorlunde 127en enkelt Mand i Committeen tilveiebragte en passende Ligevægt imellem den Myndighed, som tildeles Statsmagtens forskjellige Afdelinger ved Forslag til hensigtsmæssige Bestemmelser, og Fornuft og Sindighed var stedse tilrede for at mægle mellem de forskjellige Interesser. Vi finde saaledes i vor Grundlov udtalt visse Grundsætninger, som hævde Menneskets naturlige Rettigheder; men ved Siden af dem opstilledes andre modificerende Bestemmelser, der toge tilbørlig Hensyn til de bestaaende Forhold, og forebyggede en pludselig Forrykkelse i borgerlige Stillinger. Denne sindige og upartiske Behandling af Statens indbyrdes Forhold vilde maaskee have fundet Sted i en høiere Grad, naar ikke enkelte høitformaaende, kundskabsrige og talentfulde Medlemmer af Forsamlingen, med stadigt Øie fæstet paa Selvstændighedsideen, havde søgt at gjøre denne folkelig ved at understøtte og fremme visse Folkemeninger. Paa den Maade indførtes i Grundloven Almeensætninger og urokkelige Bestemmelser, som have besværet en senere Lovgivning, foranlediget vidtløftige Undersøgelser og vaklende Bestemmelser, og ligesom forstenet forældede Institutioner, hvis Indflydelse paa Samfundet kan siges at have et dobbelt Ansigt.
Da Thingets Medlemmer samledes igjen den 9de Mai, og Constitutionscommitteens forandrede Redaktion kom under Debat, gjorde vel Indfødsrettens Forsvarere et nyt Forsøg paa at forfægte Indigenatsretten, endskjønt nu med vigtige Modifikationer, men Committeens Forslag gik igjennem med 84 mod 26. Dog tilføiedes efter Weidemanns Forslag: at de, som saaledes naturaliseredes, ikke maatte have vægret sig ved at have gjort Selvstændigheds-Eden – et Tillæg, som forøvrigt havde Lidet at betyde, da en saadan Vægring efter den 128Maade, hvorpaa Selvstændigheds-Eden var aflagt, ei vilde være let at bevise.Da Forfatteren den følgende Dag hørte blandt dem, som i den bestemte Omgang vare indbudne til Prindsens Taffel, henvendte Prindsen nogle venlige Ord til ham, fordi han havde søgt at bidrage til et passende Udfald af Bestemmelserne om Indfødsretten.
Samme Dag fik Forsamlingen sit Navn Storthing. Det varede længe inden man bestemte sig til denne Benævnelse, som var foreslaaet af Wergeland. Man havde at vælge mellem det i Falsens og Adlers Udkast foreslagne Althing i den gamle Stiil og Wergelands Storthing; men man blev staaende ved det sidste, fordi det fandtes mere passende og charakteriserende, endskjønt Mange i en from Erindring om Fortiden havde Forkjærlighed for det gamle «Althing». Iligemaade bestemtes i Dag Storthingets Inddeling i Lagthing og Odelsthing, som dog ikke gik igjennem uden stor Modstand af Enkelte blandt Thingets dygtigste Medlemmer. Især gjorde Motzfeldt derimod alvorlige Indvendinger. Han ansaae Inddelingen deels unyttig, deels skadelig. Dersom der blandt Repræsentanterne var en afgjort Overvægt af en vis Interesse eller af et vist Parti, da vilde Valget af Lagthingsmænd efter Tingens Natur blive saadan, at dette Parti vilde faae Overhaand paa begge Thing, og Afdelingen blive unyttig; dersom derimod de dygtigste Medlemmer valgtes til Lagthingsmænd, saa vilde Odelsthinget blive saaledes svækket, at det ei kunde opfylde sit vigtige Kald. Han meente, at den Hensigt, som man vilde opnaae ved denne Inddeling, nemlig at forhindre at ikke Partiaand eller Overilelse skulde fremvirke en Beslutning, som siden vilde fortrydes, kunde bedre opnaaes ved at bestemme, at ethvert Lovforslag skulde 129debatteres i 3 forskjellige Dage – en Efterligning af Billens 3de Gange gjentagne Læsning i det engelske Parlament. En fuldkommen Efterligning af det engelske Parlaments Inddeling i Overhuus og Underhuus fandtes i Committeen ikke passende, fordi en saadan Stands Afsondring var mindre folkelig, og fordi der i Norge ikke fandtes nogen saa talrig Klasse af mægtige Possessionater, der kunne danne et fast Overhuus, som formedelst dets Medlemmers imponerende Stilling i Staten kunde være mest interesseret i, at dens vigtigste Anliggender fremmedes. Man fandt det imidlertid hensigtsmæssigt at give Anledning til Sagernes omhyggelige Behandling ved at dele Thinget i tvende Afdelinger, og saaledes tilveiebringe en omhyggeligere Drøftelse, en alvorligere Overveielse under et Mellemrum af Tid, og at standse overilede Beslutninger. De Exempler, som hentedes fra andre Lande, henpegede paa et virkeligt Overhuus, bestaaende af faste Medlemmer, hvis Competents til at møde paa Thinget alene skrev sig fra uvæsentlige Fortrin; men i de norske Storthing tænkte man paa at danne et, som, overveiende i Sindighed og Intelligents, kunde tjene som et Regulativ for Lovgivere, der vare mindre øvede i Lovgivningsvæsenet og Statsstyrelsen. Dersom ikke Hensigten fuldstændigen opnaaedes, fordi Forudsætningen ikke gik i Opfyldelse, og neppe uden Skade for den gode Sag i sin Heelhed kunde fuldbyrdes, saa er det dog vist, at denne Deling af Storthingets Medlemmer i 2de Autoriteter har gjort sin gode Nytte. Vel har man længe vaklet i Maaden at vælge Lagthingets Medlemmer paa, der i de første Storthing mestendeels skede efter Embedsrang, og tillige har man længe været uenig om Grændsen af begge Afdelingers Authoritet, der har foraarsaget lange Debatter; men det er øiensynligt, at Indretningen 130i det Hele har været gavnlig. – Motzfeldt Bemærkninger havde imidlertid nu som altid stor Vægt, og Committeens Forslag fik kun en Overvægt af 2 Stemmer.
Der blev i Dag foretaget et nyt Valg til Præsident og dertil valgtes Sorenskriver Falsen og Amtmand Krogh. Præsidentvalgene, der vare aldeles i Selvstændighedspartiets Haand som det talrigste, begyndte nu mere at skee med Hensyn til den Sag, som behandledes. Man valgte saadanne Mænd, som ansaaes bedst at kunne lede de vigtige Forhandlinger, som Constitutionsværket efterhaanden fremkaldte. I Begyndelsen af Forhandlingerne blev der mellem hiint Parties Medlemmer aftalt en Plan for Valget af Præsidenter og Vicepræsidenter. Det var som Følge deraf, at Anker, Fabricius og Hegermann – for at vise disse hæderlige Mænd, tildeels vel ogsaa deres Stillinger, skyldig Opmærksomhed – bleve valgte; men med Flid i de første 3 Uger, da man tvivlede om deres Evne til at fungere, naar Constitutionsudkastet skulde behandles. I de sidste 3 Uger begyndte man at see sig om efter de dygtigste Ledere, og det kan ikke nægtes, at Valget havde det heldigste Udfald. Grev Wedel havde stedse adskillige Stemmer ved Præsidentvalget; men det lille Oppositionsparti, som stod ved hans Side, formaaede ikke at hæve ham paa Præsidentstolen, og af Selvstændighedspartiet var der neppe Nogen, der tænkte paa ham ved den Leilighed. Tilfældet vilde, at et Par Gange Sorenskrivere bleve valgte til Præsidenter og Amtmænd til Vicepræsidenter, og man lagde Mærke til, at Amtmændene stedse mødte i civil Dragt, medens Sorenskriverne næsten altid præsiderede i Embedsdragt.
I disse Dage var Prindsen beskjæftiget med at affærdige de danske Commissarier, Kammerherre Bille og Oberste Lønborg, 131der, som ovenfor meldt, vare opsendte for at opfordre Prindsen til at overgive de norske Fæstninger i Sveriges Hænder. Efterat Prindsen gjennem Lieutenant Falbe havde givet disse Herrer et afslaaende Svar paa den Opfordring, som deres Ærende indeholdt, indsendte de til Kommandanten paa Frederikssteens Fæstning, Generalmajor Ohme, et Brev, der indeholdt samme Opfordring, at overgive Fæstningen, hvilket Brev Ohme tilstillede Prindsen. I den Anledning paalagde Prindsen Ohme at svare de danske Commissairer: «at De, siden Kongen af Danmark løste Dem og Garnisonen fra Deres Troskabseed, ikke erkjender nogen anden Befalende i Norge end Regenten, samt at De desuden kjendte Deres Pligt, ei at overgive Fæstningen.» Da Kammerherre Bille paa den officielle Vei Intet kunde udrette, udbad han sig en partikulair Samtale med Prindsen, som derpaa svarede i Brev af 13de Mai:
«I Anledning af Deres sidste private Skrivelse, ved hvilken De anmoder mig om en venskabelig partikulair Samtale, da pligter jeg at tilmelde Dem, at jeg troer, at De i Deres Stilling, som Hans danske Majestæts Befuldmægtigede, maa være yderst forsigtig, for at de Svenske, som kun lure paa en Anledning til at paaføre Danmark de Ulykker, som Norge hidtil er blevet befriet for, ikke skal tage Anledning til at sige, at De officiellement har røgtet Deres Ærende, men hemmeligen har bestyrket mig i, standhaftigen at vedblive en Handlemaade, der ene, om Noget skal gjøre det, kan afværge Danmarks fremtidige Underkuelse under svensk Overmagt. At jeg ei kan opoffre den norske Nations Vel for Skyggebilleder, det vil De indsee; altsaa bliver vores Samtale, hvad dens Resultat i det Væsentlige angaaer, frugtesløs. Skulde Hr. Kammerherren, disse Bemærkninger uagtet, thi jeg gjentager det, De bør ei 132tale med mig, naar De kunde troe, at de Svenske paa den fjærneste Maade kunde udlægge det som en Forstaaelse imellem Kongen af Danmark og mig; skulde De, siger jeg, bestemme sig til at ville tale med mig, da skal det fornøie mig at see en Mand, som jeg fra min Ungdom har agtet, paa Søndag Formiddag paa Hølands Præstegaard. Hestene ere bestilte for Dem paa Løverdag og Søndag. Skulde De efter modent Overlæg maaskee opoffre Venskabsfølelse for Klogskabs Bud, da beder jeg Dem blot at skrive et Par Ord til General Staffeldt, at De ikke kommer, hvilket han da sender mig imøde. Jeg ønsker fremdeles under lykkeligere Omstændigheder at kunne bevidne Dem den Fornøielse, jeg altid skal føle ved at see Dem igjen o.s.v.» – Imidlertid gik dette Møde ikke for sig.
Den 11te Mai behandledes de tvende vigtige Paragrapher, som angaae Værnepligten og Privilegiernes Ophævelse. Oberste Hegermann streed i et vidtløftigt og vel motiveret ForslagSee Rigsforsamlingens Forhandlinger 2det Binds 4de Hefte Pag. 33 ff. for Værnepligtens almindelige Udøvelse. Alle Norges Sønner skulle øves aarligen i 8 Dage paa beqvemme Tider i Gymnastik, Skiveskydning og militaire Øvelser. Exercitien paa Ski skulde øves om Vinteren. I alle lærder Skoler, Borger- og Realskoler skulde holdes Forelæsninger over Taktik og Tjeneste i Feldten. Studenter skulde deeltage i de aarlige nationale-militaire Øvelser, tildeels som Anførere, indtil de faae Embede. Byindbyggerne skulde organiseres i Borgervæbninger til Byens Forsvar. Enhver Værnepligtig skulde personlig forrette sin Tjeneste; Ingen kunde leie for sig. Ved den almindelige Værnepligt «skulde efter saa mange Aars Fred igjen 133vækkes den indslumrede Aand og Følelse, for ved egen personlig Tjeneste saavel i Fred som i Krig at yde en Skjærv paa Fædrelandets Alter.» Kammerherre Løvenskjold havde indleveret til Constitutionscommitteen i Anledning af den 11te Grundregel for Norges Constitution et Forslag, hvori han understøtede sin forhen yttrede Idee, efter 3 Aars Forløb at forandre den personlige Værnepligt til den Forpligtelse for visse Distrikter og Lægder at stille en frivilligen antagen indfødt vaabendygtig Mand. Flere Officerer, Heidemann, Ramm, Underofficeer Bratberg understøttede Hegermanns Idee. Patrioten Dr. Møller stred ogsaa i sin varme Stiil for Sagen. Jørgen Aall og Hount yttrede sig ogsaa herom, men med Modifikation af Hegermanns Forslag. Mod Konskriptionen talte Wergeland og Forfatteren.De forskjellige Taler i Anledning af Værnepligten findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 2det Binds 4de Hefte Pag. 29 ff. Forfatterens Foredrag er anført sammesteds 6te Heste Pag. 119 ff. De Indvendinger, som gjordes mod Hegermanns Forslag bevægede den humane Proponent til at modificere sit Forslag, hvorved han foranledigede det Udfald, som Paragraphen fik. Den Pligt at værne om Fædrelandet blev udtrykt i en almindelig Grundsætning; men de Betingelser, under hvilke Værnepligten skulde udøves, de Indskrænkninger, som den skulde undergaae, overlodes til første ordentlige Storthings Afgjorelse, efterat alle Oplysninger vare indhentede ved en Committee. Det er ovenfor bemærket at, da denne Committees Medlemmer skulde udnævnes, bestræbede Hegermann sig for at den blev sammensat af Mænd, som havde modsatte Meninger om Sagen, paa det at den fra alle Sider kunde blive drøftet. Det var aabenbart, at den almindelige 134og ubetingede Udøvelse af den personlige Værnepligt aldrig kunde ansees nødvendigere end i det Øieblik, da Nationen havde høitideligen bestemt sig til at forsvare Norges Selvstændighed mod en Nabofiende og de mægtige Medforbundne, som understøttede Sveriges Planer, og det er i Sandhed et stort Beviis paa Hegermanns Upartiskhed og Fædrelandssind, at han ikke benyttede de Midler, som han havde i Hænde til at drive Konskriptionen igjennem, og saaledes fremme den Sag, for hvilken han ivrigen arbeidede. Det var den almindelige Udøvelse af Værnepligten, forenet med det voldsomme Indgreb i Privatformuen, som satte Frankrige istand til at overvinde sine talrige Fiender, og hindre al fremmed Indflydelse i dets indvortes Anliggender i Revolutionens farligste Øieblik. Et Efterspil i det Smaa, og i en mindre grusom Stiil, kunde under Pluralitetens Stemning ventes paa den Tid i Norge. Det er ingen Tvivl underkastet, at en Beslutning, som den af Hegermann foreslagne, var gaaen igjennem, dersom Proponenten eensidigen vilde have benyttet sin Fordeel. De militaire Medlemmer af Forsamlingen, Forslagets naturlige Forsvarere, vare ikke faa, og med disse vilde upaatvivligen den Stand have forenet sig, som bestandigen og saa godt som udelukkende har maattet bære Værnepligtens Byrder, saavelsom de ivrige Selvstændighedens Forsvarere, som i denne satte Fædrelandets Frelse og Hæder, og ansaae ingen Opoffrelse stor nok til at fremme et saa dyrebart Formaal. – Hvor vanskeligt det er blevet at mægle mellem de stridende Interesser, for paa den ene Side at benytte Borgernes physiske Kræfter til at værne om Fædrelandet, uden at svække Landets moralske Interesse til Ordens Vedligeholdelse, Næringsdriftens Fremme og Culturens Udvikling, og paa den anden Side at fordele Værnepligtens Byrder lige mellem 135Samfundets i lige Grad værnepligtige Borgere, det har Erfaring viist. Denne Sag, som definitivt skulde været afgjort paa det første ordentlige Storthing efter Rigsforsamlingen, er efter 30 Aars Forløb endnu ikke bragt til en endelig Afgjørelse. Den ene Committee har afløst den anden, Principerne i dem ere flere Gange blevne forandrede, og endnu er Sagen ikke paa noget Storthing bleven afgjort. Det er imidlertid langt fra, at vi ville ansee denne Udsættelse skadelig for Sagen selv; thi nu maa et klarere og roligere Oversyn derover være mere muligt end i Statsforfatningens Morgenrøde, da saa mange Omstændigheder foranledigede eensidige Anskuelser. Værnepligtens hensigtsmæssige Udøvelse er ikke den eneste vigtige Statssag, som har fremledet dybe og alvorlige Granskninger, der i en Række af Aar ere blevne fortsatte, førend de kom til endelig Afgjørelse.
Da denne Sag var afgjort, fremstod Bergmester Steenstrup og foreslog, at alle Privilegier og Monopoler skulle ubetinget ophæves efter 7 Aars Forløb, og efter samme Tid skulde al Tiende- og Skattefrihed ophøre. Steenstrups Forstag understøttedes af Dr. Møller, som gjennem sit hele Liv har viist sig som en varm Forsvarer af Frihed og Lighed i alle borgerlige Forhold. Mod Forslaget reiste sig imidlertid flere Talere.Hvad Forfatteren derom yttrede, findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 2det Binds 6te Hefte Pag 183. Det var visseligen et Beviis paa Forsamlingens Klogskab og Forsigtighed i sine Beslutninger, at Forslag af en saa gjennemgribende Art, der maatte klinge saa vel i en stor Deel af Forsamlingens Øren, og som fremsattes af Thingets oplyste Mænd, ikke ubetinget bleve antagne, men at der stedse toges Hensyn 136til det Bestaaende af Frygt for en Forrykkelse i vigtige Næringsforhold og Tilintetgjørelse af lovligen erhvervede Rettigheder. Saaledes fremkom en Paragraph, der vistnok udtrykker tilbørlig Agtelse for den borgerlige Virksomheds Udøvelse under lige Betingelser, men tillige beskytter midlertidigen den nærværende Virksomhed, om den endog i en forældet Stiil krænker nogle af hine. Det var imidlertid fornemmeligen Saugbrugseiere og Værkseiere, mod hvilke Steenstrups Forslag stilede, og han var udsendt fra et Distrikt, hvor hine Privilegier vistnok i en høist trykkende Grad udøvedes. Steenstrups Forslag understøttedes af Repræsentanten Christensen. Dennes Forslag gik ud paa, at det skulde være Skoveieren tilladt at forædle egne Skovprodukter, uden at Saugbrugsprivilegierne skulde deri kunne være til Hinder. Iligemaade foreslog han et Forbud mod Opkjøb af flere Landeiendomme af enkelt Mand, for at hindre Udvidelsen af Leilændingsvæsenet. Alle disse Forslag havde imidlertid een og samme Skjebne. De henviistes til endelig Afgjørelse paa følgende Storthing, efterat Lovgivningscommitteen havde indleveret sit Arbeide.
Den 109de § om Trykkefriheden, som var redigeret af Diriks, blev eenstemmigen og med taus Bifald antagen. – I Anledning af den 110de § om Odelsretten oplæste Capitaine Holck et Foredrag, hvori han søgte at bevise, at Odelsrettens fra Fædrene nedarvede Vedligeholdelse havde foranlediget, at Jordeiendommene for største Deel vare forblevne i de naturlige Besidderes Hænder, og at Leilændingsvæsenet ikke i nogen stor Grad havde fundet Indpas. Derfra skrev han ogsaa den større Oplysning, som han paastod Bondestanden i Norge besad fremfor de fleste andre Landes Bønder. – Fra nogle Bonderepræntantere indleveredes ogsaa et Forstag til nogle 137Bestemmelser i Odelsloven. Om Odelsrettens Vedligeholdelse, befæstet ved en Grundlovsbestemmelse, yttredes ingen Meningsforskjel; men man blev enig om ogsaa at afgjøre Odelsloven i sit hele Omfang paa et følgende Storthing.
Den 13de Mai var en af Forsamlingens meest larmende Dage, paa hvilken Kronen sattes paa Selvstændighedsværket; thi da gaves Regenten Midler i Hænde, uden hvilke ingen Modstand mod Selvstændighedens udvortes Fiender var mulig. Finantscommitteen havde nemlig indleveret til Forsamlingen sin Indstilling. Den havde visseligen saa fuldstændigen indtrængt i den Sag, der var den til Overveielse overdragen, som Tidens Korthed, og de Materialier, som vare givne dem i Hænde, gjorde muligt. Den begyndte sin Indstilling med at give en Oversigt over Norges Indtægter for de 10 Aar, som vare forløbne før Krigen. Denne Oversigt maatte være glimrende og hentyde paa et stort Overskud. Deels hørte disse 10 Aar til de fordeelagtigste Handelsaar, som i Mands Minde vare kjendte, deels vare mange af Norges Statsudgifter skjulte i det store danske Statsbudget, og de vilde faae et ganske andet Udseende, naar Norge, især som et selvstændigt Rige uden politisk Forbindelse med nogen anden Stat, vilde faae sine egne Udgifter at bære.Udgifterne havde efter Committeens Beregning aldrig naaet 900,000 Rd. Courant, medens de under en senere Periode efter Skilsmissen oversteeg 2 Millioner Species. Hvor meget større maatte denne Udgift blive under en Selvstændighedstilstand. Den oplyste endvidere, at Statsgjælden for udstedte Rigsbankpenge var over 5 Millioner Rigsbankdaler, foruden hvad Norge vilde blive paalagt som Andeel i den danske Seddelmasses Indløsning. Den sidste Sum troede dog Committeen at kunne lade komme ud af Betragtning, fordi 138Norge maatte have betydelige Contrafordringer, der, om ikke aldeles, saa dog for en Deel maatte nedsæette Summen, og Sagen i det Hele ikke kunde afgjøres førend en endelig Opgjørelse i sin Tid fandt Sted. Den gjorde derhos overeensstemmende med Finantsdepartementets Formening opmærksom paa, at det var umuligt at gjøre et endog approximerende Overslag over hvad der vilde blive fornødent til næste Storthing, som antoges at ville blive sammenkaldt i næste Februar 1815, da dette afhængte af, hvor stor en Armee der maatte holdes, hvormeget det fornødne Korn vilde koste m. m. Der opgaves imidlertid at der strax til Korns Indkjøb vilde behøves 4 Millioner Rigsbankdaler, og at der fra 1ste Mai 1814 til 1ste Marts 1815 vilde behøves 10 Millioner, nemlig 1 Million maanedlig.Udfaldet viiste, at endog denne store Sum var utilstrækkelig, da de omhandlede 14 Millioner med et Tilskud af enduu flere vare medgaaede inden November Maaned 1814. Blandt flere Forslag gjordes saaledes et under No. 2: «at Rigsforsamlingen ei alene skulde garantere den nuværende Statsgjæld, forsaavidt den af Storthinget erkjendes rigtig, men ogsaa de 14 Millioner Rigsbankdaler N. V., eller hvad mere der kunde behøves til næste Storthingsmøde, og hvorfor vil blive aslagt Regnskab – Alt til den af Rigsbanken den 1ste August (f. A.) satte Cours af 375 pCt., hvilket strax maatte blive bekjendtgjort.»
Det var fornemmeligen dette No. 2 i Committeens Forslag, som foranledigede Dagens Debatter og urolige Scener. Grev Wedel, som i flere Dage havde været upasselig af Podagra og holdt sig hjemme i sit Logis, humpede den Dag paa Krykker ned i Forsamlingen, for at deeltage i Debatterne om denne vigtige Gjenstand. Han var den første, der tog Ordet 139da dette Nummer af Committeens Forslag blev taget under Behandling. Han viiste hvor ufuldstændige de forelagte Data vare, hvor forskjellig Norges Stilling var fra den, som passede sig til de meddeelte Oplysninger, og hvor meget Nationen vovede ved at indlade sig i de gjorte Forslag. Han udviklede dette med sin sædvanlige Klarhed og Skarpsindighed, og viiste til Slutningen, hvorlunde man ved nøie at sætte sig ind i Sagen kom til et langt andet, men mindre fordeelagtigt, Resultat, end det, som af Committeen var fremstillet. Finantscommitteens Formand, Amtmand Krogh, ansaa Grev Wedels Udladelser som fornærmelige for Committeen og søgte at forsvare den, uden dog at indlade sig i nogen detailleret Gjendrivelse af Wedels Opposition. Wedel erklærede, at det ingenlunde var hans Hensigt at fornærme Committeen eller bebreide den at have forsømt nogen af sine Pligter; han gjorde dens omhyggelige Flid for at udføre det den overdragne Hverv sin Ret; men han bemærkede, at Committeen efter de den meddeelte Oplysninger ikke kunde udrette mere, eller af saa ufuldstændige Materialier, som den havde faaet i Hænde, opføre en fuldkommen Bygning. Da imidlertid Ingen af Committeens Medlemmer, eller nogen Anden i Forsamlingen, var istand til at gjendrive Grevens Bemærkninger, blev man efter Presidentens Forslag enig om at tilkalde først Departementets Chefer Tank og Haxthausen for at tilveiebringe de fornødne Oplysninger. Disse Herrer mødte saaledes i Forsamlingen, og dette var indtil denne Dag første og sidste Gang, at man har seet Nogle af Regjeringens Medlemmer møde i Norges Storthing for at meddele Oplysninger og deeltage i Debatterne. – Der opstod nu en heftig Strid imellem Tank og Wedel om Beskaffenheden af de Oplysninger, som Departementet havde meddeelt. Tank 140havde en flydende Tunge, en utrættelig Vedholdenhed i at forfægtes fine Meninger og stor Dristighed til at tale i den største Forsamling. Men om han i den Henseende kunde stille sig paa sin Modstanders Side, saa var han ham ikke voxen i Kundskab om den Materie, som var under Behandling, og i Skarpsindighed til at bedømme den forelagte Gjenstand, ligesom det maatte være en let Sag at blotte den Svaghed og Utilstrækkelighed, som laa i de fremlagte Oplysninger. Der hørtes imidlertid forskjellige Domme om denne Strids Udfald, idet flere Medlemmer tildeelte snart den Ene snart den Anden af de stridende Talere Seirens Priis – en Dom, der dog mere grundede sig paa forskjellige politiske Anstuelser, end paa Stridens Beskaffenhed og egentlige Udfald. Derhos viiste det sig, at Begge i Hovedsagen vare enige, og at det kun var en Æresstrid, hvori Tank forfægtede Rigtigheden af de af Finantsdepartementet meddeelte Oplysninger, uden Hensyn til de Resultater, som deraf kunde udledes. Tank gjorde nemlig Forsamlingen opmærksom paa, at det Forslag, efter hvilket Statens nuværende og tilkommende Gjæld skulde garanteres af Rigsforsamlingen efter en Cours af 375, ikke kom fra første Departement, og at han endog ansaa dette for farligt. At dette forholdt sig saa i Sandhed, det viiste sig senere, da Tank som Medlem af det første ordentlige Storthing var En af de ivrigste Opponenter mod Eidsvoldgarantiens Opretholdelse.Tank har yttret for Flere, at hans Uenighed med Regjeringens øvrige Medlemmer i denne Henseende var Hovedaarsagen til at han tog sin Afsked, ligesom han og paa Eidsvold erklærede, at dette var hans Hensigt. Men da han først søgte sin Afsked langt hen paa Sommeren, da Statsraadens Eiendomme vare omspændte af Fienden, og han tilligemed Provst Hount – vistnok i den redeligste Hensigt – brugtes af Sveriges Kronprinds som Fredsmæegler, har man søgt en anden Grund til hans Udtrædelse.
141Da Tank og Haxthausen – hvilken Sidste ingen Deel havde taget i disse Forhandlinger – havde forladt Forsamlingen, løsnedes Talernes Tunger, og Striden føsrtes over paa den egentlige Hovedgjenstand for disse Undersøgelser. Det indsaaes, at hvordan end Beskasaffenheden af de meddeelte Oplysninger monne være, var en Beslutning angaaende de fornødne Pengemidler nødvendig, nåar ikke hele Selvstændighedsvæket skulde falde i Gruus, og at dettes Skjebne saaledes afgjordes af denne Times Forhandlinger. Falsen, Hegermann, Stoltenberg, Motzfeldt, Collett, Schmidt, Møller, Rolfsen, Rein og Flere, holdt Taler i den Anledning.Disse forskjellige Taler findes indførte i Rigsforsamlingens Forhandlinger 2det Binds 5te Hefte Pag. 26 ff. De søgte paa den ene Side at vise Nationens Styrke til at bære de med denne Bestemmelse forbundne Byrder, paa den anden Side Nødvendigheden af at paalægge Nationen dem, naar den ikke vilde underkaste sig de Ulykker, som vare forbundne med en Forening med Sverige. Især lagdes af alle Talere Vægt paa den ubetydelige Byrde,som ved denne Garanti paalagdes Nationen, som, om den endog forøgedes til 14 Millioner Rigsbankdaler, ikke vilde udgjøre meer end en Million efter Nogles, 2/3 Million Pund Sterling efter Andres Beregning.Det viiste sig imidlertid, at de i Selvstændighedstiden udstedte Millioner, endskjønt Fabrikationen af disse Sedler standsede i November, vilde have udgjort 1½ Million L. Sterl., dersom Garantien var bleven overholdt. Der vankede i disse Taler, som rimeligt var, mange Sidehug til de Medlemmer i Forsamlingen, som tvivlede om Selvstændighedens 142Mulighed, og til Landets formuende Mænd, som rugede over store Midler, uden at ville frembære dem paa Fædrelandets Alter. Men ingen Tale gjorde dog den Dag større Virkning end Præsten Reins. Han beklagede, at da nu endeligen det forønskede Tidspunkt var kommet, i hvilket Norge kunde blive en selvstændig Stat, Hindringer, som kaldes uovervindelige, lægges i Veien derfor af Mangel paa Fødemidler. Men han ansaa disse Vanskeligheder nu for hævede. Korn tilstrømmede Norge i Overflod; men nu talede man om de Hindringer, som Finantsernes slette Tilstand lagde i Veien for Norges Selvstændighed, og om Krigens Ulykker. Han spottede over disse tvivlende Patrioters ømme Kjærlighed, og over den misundelsesværdige Skjebne, som blev Norge til Deel, naar det forenedes med Sverige, «et Land, som flyder af Melk og Honning, et sandt Slaraffenland, hvis Pengevæsen er i en ypperlig Tilstand, hvis Forraadskilder ere undtømmelige, et Land hvor Undertrykkelse og vilkaarlig Behandling, hvor misbrugt Stormandsvælde ere ubekjendte Navne, et Folk, som stedse har elsket os broderligen, som vil paatage sig at bære alle vore Byrder.» – Han ansaa slige Fortællinger som Beviis paa, at Patriotismen kan gaae til Afsindighed. Han spottede med den Ubetydelighed, som behøvedes for at kjøbe vor Selvstændighed – nogle gamle Dalere, nogle Tønder Korn, som Skat paa hver Mand, vilde gjøre Sagen færdig. Han talede om Embedsmændenes slette Kaar i Krigens Tid; men den usle Rest, som han havde tilbage efter disse Trængsler, offrede han med Glæde for Norges Selvstændighed. Han havde ikke arvelige Privilegier og Forrettigheder for værdigere Mænd, ikke engang saameget som Aner at efterlade sine Børn; men dette ønskede han een Gang at kunne sige: «Norge er frit og uafhængigt, og ogsaa 143jeg har efter min Evne bidraget dertil.» Han henvendte sig derpaa i sin Tale til Norges Odelsmænd, og spurgte om de Intet vilde opoffre for at bevare Norges Selvstændighed? «Vælg – sagde han – svensk Herredsømme, og naar da engang i Tiden Dine Efterkommere, medens de arbeide som Trældyr under det uværdige Adelsaag, medens de udsues og sukkende læse i Krøniken, hvad Norge, hvad Nordmænd engang havde været – naar de paa dette sidste Blad i Krøniken læse: da man skrev Aar efter Christi Byrd 1814, da solgte Norges Mænd deres Nations gamle Hæder, deres Frihed og Uafhængighed, deres Børns Odel for en Sum, hvorved hver Mand kunde kjøbe en Tønde Korn, – da ville de forbande vort Minde, og bittert spotte med vor Usselhed.» – Overalt jublede man Friheden imøde; Tydskland og Spanien havde for at vinde den trodset de største Lidelser. «Og Eder, Nordmænd, tør man opfordre til saa skammelig Feighed, til saa skjændigen at forraade det gjengivne Fædreland – at bortgive det til Fremmede, til en Arvefiende, forat spare en Haandfuld forslidte Vankosedler! – Europas Øine ere heftede paa os, – O! lader os dog ikke bedække vort Navn med Skjændsel! – Her gives Mænd blandt os, der true med at forlade Fædrelandet, saafremt det bliver frit. Bort med dem! Lad dem længe nok fly det Land, hvis uægte Sønner de ere! Kun at de ville gjøre os den Tjeneste at fortie, fra hvilket Land de uddrage.Rein hentydede især til en enkelt frittalende Mand, som ved Spisebordet skulde have talt om at forlade Landet, dersom man vedblev at gaae frem paa den farlige Selvstændighedsbane, og paa den af Wedel føromtalte Yttring under Værnepligtens Behandling. – Jeg for min Deel antager altsaa Finantscommitteens Forslag. Om jeg eier, eller kan tilveiebringe den Sum 144Rigsbanksedler, som af mig maatte fordres, det veed jeg ikke, men at jeg opoffrer indtil den sidste Rest, det veed jeg.»
Da Rein satte sig, reiste Forsamlingen sig. Den Ene ligesom fremskudt af den Anden – Selvstændighedens Modstandere undtagne – og applauderede med Klap og Bravoraab denne Tale, der vistnok har sit rethoriske Værd, men vrimler af falske Sætninger, overdrevne Begreber om Landets Kraft, og utilbørlig Nedsættelse af de Offere, som krævedes af Nationen, og især af bittre og upassende Sidehug til de Mænd i Forsamlingen, som vare af en anden Mening. Det var Repræsentanten fra Stavanger By, Rosenkilde, som aabnede denne Scene, og det var ogsaa denne – i sit private Liv iøvrigt agtede og humane – Mands eneste Virksomhed under Rigsforsamlingen, ligesom dette var en af de faa Gange, at slige larmende Bifaldsyttringer rungede igjennem Storthingssalen. Men neppe havde Forsamlingen sat sig igjen, førend Toldprokureur Omsen reiste sig, og nedkaldte Forsamlingens Opmærksomhed paa koldere Betragtninger. «Poesi er et – begyndte han – Prosa et andet» og derpaa fremsatte han sine Tanker om Sagen selv i et Foredrag, som han havde nedskrevet. Han undersøgte, om Forsamlingen var berettiget til at tage dette Finantsspørgsmaal under Prøvelse, og paalægge Nationen disse Byrder, og dernæst, om det nu var hensigtsmæssigt at fatte en saadan Beslutning. Han gjorde opmærksom paa, at Rigsforsamlingen var sammenkaldt for at forfatte en Grundlov, og var ei berettiget til at udskrive Skat. Den var Lovgiver og ei udøvende Magt. Vilde Forsamlingen ikke misbruge sin Myndighed, saa blev den staaende ved Grændsen af den Forretning, som var den overdragen, og dekreterede, at et Storthing strax skulde sammenkaldes, for at bestemme, hvorledes de fornødne 145Summer skulde reises, Pengevæsenet funderes og Skatterne udredes. «Men lader os for Guds Skyld ikke begynde med at undergrave vor egen Bygning, Constitutionen.» Han søgte derefter at oplyse, at om end Forsamlingen ansaa sig bemyndiget til at udvide saaledes de den paahvilende Undersøgelser, saa fandt han det dog høist betænkeligt nu at tage en Beslutning som den foreslagne. Dertil manglede Forsamlingen al fornøden Veiledning og Oplysning. Man kjendte ikke Statens Indtægter i det svundne Aar, man havde ingen Oversigt over Udgifterne i det kommende Aar, og han ansaa det baade for nødvendigt at indhente disse Oplysninger og muligt for Finantsernes Bestyrere at give dem. At forudsætte det Modsatte, vilde være at nære en ubillig Tvivl til de Mænds Indsigter og Duelighed, som stode i Spidsen for Finantsvæsenet. Endeligen gjorde han opmærksom paa, hvor betænkeligt det maatte være at tage Beslutninger, som forviklede Pengevæsenet i en farlig Grad, og saaledes forøge de Ulykker, som Pengevæsenets Forvirring allerede havde forvoldt Nationen. Han forudsaa, at Følgerne af denne store Seddel-Emission vilde, uagtet Garantien, blive, at alle Varer, saavel Overdaadigheds- som Fornødenhedsvarer, vilde stige til det Dobbelte. Han endte med det Varselsraad: «I samme Øieblik, som vi indvilge 14 Millioner ufunderede Rigsbanksedler, og Ret til at gjøre Flere efter Fornødenhed, i samme Øieblik dekretere vi Dyrtid, Hungersnød og mange Medborgeres Undergang og Død.» Talen blev holdt med megen VarmeGrev Wedel, som sad lige foran Omsen, klagede smilende over, at den sprudlende Taler vædede hans Haar. Men der var Ingen i Forsamlingen, der mere bifaldt denne Tale end Wedel. og blev visseligen modtagen med 146stort Bifald af Thingets Tvivlere; men Modet til at understøtte ham var disse ligesom berøvet ved den Beruselse for Selvstændighedens Sag, som den store Pluralitet havde lagt for Dagen ved de stormende Bifaldsraab til Reins Tale, som nyligen skingrede igjennem Salen. Omsens Ord, endskjønt talte i rette Tid, og endskjønt deres Gyldighed og Værd altfor meget bekræftedes ved senere Begivenheder, blev fremsat uden Virkning. Selvstændighedspartiet lod Ordene hendøe i Salen i dyb Taushed, og, vis paa sin Seier, ansaa det Gjendrivelse ufornøden, ligesom den visseligen vilde have været vanskelig. Omsen havde henpeget paa simple Erfaringssætninger, som ikke lode sig gjendrive ved Argumenter af den løse Beskaffenhed, som den Dag vare hørte i Forsamlingen. Modpartiet vilde imidlertid ikke spilde sin Kraft paa en unyttig Kamp, og det var ligesom lemlæstet ved Forsamlingens nyligen udtalte Mening angaaende Landets politiske Stilling. Wedel selv havde indskrænket sig til at oplyse Ufuldstændigheden af de fremlagte Oplysninger, og lod det blive ved dette indirekte Angreb mod Hovedsagen, overbeviist om at ethvert Ord, som videre blev udtalt, vilde være spildt og nedbryde den Rest af Popularitet, som han selv med Nogle af Partiets Medlemmer kunde have. Endog Løvenskjold, der ellers hverken manglede Mod eller Evne til at tale i Forsamlingen og understøtte sin Mening ved et grundigt Foredrag, taug med sine øvrige Meningsfrænder, endskjønt han ogsaa var meent blandt dem, der udviistes af Rein fra Fædrelandet, fordi han ei deelte Modpartiets Mening om Fædrelandets Stilling, og skjulte den ikke, hvorsomhelst den kom paa Bane. Det var som en stiltiende Aftale mellem de 30 Mænd, som deelte samme Mening om Selvstændighedsværkets Mislighed, ikke at modsætte sig den rivende Strøm. Men 147dersom end Omsens Tale den Dag henklang som en tom Lyd i Forsamlingen, saa blev den paa et senere Storthing betragtet som en Protest mod Rigsforsamlingens Bestemmelser, og et Støttepunkt for Beslutninger, der havde en afgjørende Indflydelse paa Fædrelandets Pengevæsen.
Omsen bar saaledes den Dag Prisen for at have frimodigen og sandt talt mod farlige Beslutninger, og hans Uheldsprophetier, som altfor bogstaveligen opfyldtes i Tidens Løb, maae staae i den Tids Historie som et Vidnesbyrd om Mandens Indsigt og Mod, og som en Forsvarstale for det lille Forbund af Meningsvenner, der deelte Anskuelser med ham om Landets Politik. Ved Rigsdagens Aabning var Wergeland det svagere Parties varme Forsvarer; mod Rigsdagens Slutning fremstod Omsen og talte djærve Ord for at forhindre overilede Beslutninger. Historien vil saaledes indskrive disse tvende Mænd paa sin Tavle som de frimodigste og virksomste Medlemmer af Oppositionen. Derhos har et følgende Blad i Historien at oplyse, hvorlunde de dristige Beslutninger med Hensyn til Fælandets politiske Stilling under Begivenhedernes Løb fremledede det heldigste Resultat.
Nogle af de 29 Medlemmer, som havde voteret mod Garantien, indleverede skriftlige Voteringssedler til Beviis for, at de ikke havde givet deres Bifald til dette Committeens Forslag, og blandt disse udmærkede sig især Repræsentanternes fra Stavanger Amt, Oftedahls og Mølbachs.Dette velskrevne Votum findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 2det Binds 5te Hefte Pag. 77 ff. De erklærede deri, at de betragtede Rigsforsamlingen som en af Folket selvvalgt Constitutionscommittee, men ikke som en Rigsdagssamling, og 148troede ei at burde fremtræde som Organer for Folkets Villie i andre Henseender, uden for saavidt denne var dem bekjendt. De bestyrkedes deri ved de Indskrænkninger, som Forsamlingen ved andre Undersøgelser havde paalagt sig selv, ligesom og at Garantien kun maatte gives af dem, som den blev paalagt.
Rein nød iøvrigt ikke alene sin Triumf over sit Seiersord ved Forsamlingens brusende Bifald i Rigssalen; men en Efterklang deraf trængte ogsaa ind i Spiseværelset ved Dagens Middagsbord. Efter Sverdrups Forslag blev Norges Skaal drukken, og lige i Hælene af den: Norges kraftfulde Talers, Pastor Reins. Men dette var og det sidste larmende Bifald, som blev Taleren til Deel. Hist og her begyndte man at yttre Misnøie med Talens heftige Udfald mod enkelte Medlemmer, og Flere blandt dem, som deelte Reins politiske Meninger, lode sig i Samtale med Forfatteren forstaae med, at flere Udtryk i Talen havde været paa det urette Sted. Selv paa høiere Steder vandt Talen ikke ubetinget Bifald, da Prindsen erklærede det for urigtigt at benytte slige Vaaben mod sine Modstandere, og saaledes miskjende Medborgeres fædrelandske Sind.
Med Hovedsagen var Prindsen og hans Raad dog aldeles ikke tilfreds. De indsaa, at denne udvidede Emission af Sedler, som gaves dem i Hænde til at fortsætte Selvstændighedskrigen, deels kunde bygge Farer for Nationen, deels var utilstrækkelig til at fuldbyrde det store Værk. Det var Rigmandens Sølv, som man vilde fremdrage af sine Gjemmer, det var en Bank, som man vilde have funderet paa en solid Grundvold, for at komme i Besiddelse af en Valuta, hvis Gyldighed erkjendes af Alle, og som baner Staten den letteste Vei til at skaffe baade sig selv og Private sine, især udenlandske, Fornødenheder. Men Sølvet var paa den ene Side vanskeligt at 149skaffe tilveie under Fædrelandets nedtrykte og næringsløse Tilstand paa den Tid, og paa den anden Side sidder det sædvanligen ingensteds fastere end i de Kasser, hvor det findes i største Overflod. – I den Anledning havde Forfatterens Broder, Regjeringsraad Aall, ham dygtig i Skole, fordi Rigsforsamlingen ikke vilde give Regjeringen passende Midler i Hænde til at bestride Statens Udgifter; men han meente sig brødefri, fordi Bestemmelser af den Art laa udenfor Rigsforsamlingens Omraade.
Efter dette stormfulde Møde nærmede imidlertid Rigsforsamlingens Medlemmer sig hverandre mere fredeligen og venskabeligen. Det ene Parti syntes at erkjende, at det var gaaet for vidt, det andet ventede roligen paa hvad der skulde komme, og trøstede sig ved Intet at have bidraget til de tagne, i deres Øine farlige Beslutninger. Selv Reins Venner yttrede Mishag med nogle af hans haarde Udtryk mod Enkelte af Forsamlingen, og Sverdrup gjorde endog Undskyldning for Grev Wedel for et Udtryk i hans Tale, hvorved Greven muligens kunde ansee sig krænket, endskjønt der i Udtrykket egentligen ikke laa nogen Fornærmelse. Det store politiske Spørgsmaal nærmede sig sin Afgjørelse, Udfaldet kunde ikke være uvist, og Selvstændighedens humane Forsvarere søgte at formilde den Bitterhed, der saa ofte ledsager den politiske Divergents.
Den 15de Mai forlod Prindsen Eidsvold for at gjøre en Inspectionsreise til Blakjær-Skandse. Man hvidskede til hverandre, at han, som vidste, at den store Katastrophe var forhaanden i Rigsforsamlingen, vilde ved sin Fraværelse give Repræsentanterne Anledning til en friere Behandling af det vigtige Spørgsmaal om Valget af Rigets Overhoved. Han kom imidlertid tilbage samme Dags Aften. – De forskjelligste 150Rygter vare atter i Dag i Omløb blandt Medlemmerne. En engelsk Avis ombares i Forsamlingen, hvori det paastodes, at Norge vilde blive en vanskelig Erobring for Sverige, i hvilken Henseende Avisskriveren henskjød sig under Spaniens Exempel. Man talede om Høflighedsbeviser, som engelske og norske Krydsere skulde have givet hverandre, ja der fortaltes endog, at de Svenske vare slagne i Holsteen. Derimod foreviistes fra den anden Side Breve, hvori der berettedes, at en engelsk og russisk Ambassade skulde sendes til Norge, for at gjøre Prindsen de sidste Forestillinger, og at Norges Blokade nu af det store Forbund vare utilbagekaldeligen bestemt. Paa denne Maade holdt Medlemmerne af de forskjellige politiske Meninger hverandre i Skak hele Rigsforsamlingen igjennem.
Den 16de Mai var en af Forsamlingens rolige Dage. De Forslag, som af Finantscommitteen vare den forelagte, og som stode i en naturlig Forbindelse med hvad Forgaarsdagen var besluttet, gik igjennem uden Debat. Medlemmerne af de forskjellige Committeer, Lovcommitteen, Værnepligtcommitteen og Finantscommitteen bleve nævnte, og de Fleste valgtes udenfor Forsamlingens Midte.Til Medlemmer af Lovcommitteen udnævnedes Prosessor Krogh, Justitsraad Diriks, Generalauditeur Bergh, Etatsraad Treschow, Assessor Debes. Til Suppleanter: Sorenskriver Christie, Sorenskriver Weidemann, Assessor Gjertsen. Til Medlemmer af Værnepligtcommitteen valgtes Oberst Hegermann, Commandeur Fabricius, Jacob Aall, Lehnsmand Lysgaard, Sorenskriver Falsen, Matros I. Svendsen og Kjøbmand Iver Holter. Til Medlemmer af Finantscommitteen valgtes Professor Rasmussen, Assessor Vogt, Grosserer Johannes Thrane, Kammerraad Holst, Grev Wedel Jarlsberg. Til Directeurer for Rigsbanken valgtes Agent Nielsen, Grosserer Thomas Joh. Heftye og Grosserer Westye Egeberg. Da Grev Wedel af Stemmegivningen 151mærkede, at Valget som Medlem af Finantscommitteen vilde falde paa ham, henvendte han sig til Flere af sine Venner, og raadspurgte sig hos dem, om de troede han burde modtage Valget, da han dog mindst af Alle i Forsamlingen bifaldt de ved dette Rigsdagsmøde tagne Beslutninger. Men de tilraadede det eenstemmigen, da hans Veiledning maatte være af den største Nytte, hvordan end Statens politiske Stilling maatte blive, og Greven modtog Valget. Derefter besluttede Forsamlingen, at næste ordentlige Storthing skulde sammenkaldes til første Søgnedag i Februar 1815. – Da nu Grundlovens Paragrapher vare gjennemgaaede og afgjorte, blev af Formanden for Redaktionscommitteen oplæst den redigerede Grundlov. I Henseende til Paragraphernes Orden havde den undergaaet adskillige Forandringer, men i Henseende til Udtrykkene kun liden. – Det hele Værk var saaledes fuldbyrdet, og det stod kun tilbage at afgjøre Valget af Statens Overhoved. Præsidenten, Professor Sverdrup, anmeldte, at dette Valg vilde foregaae den følgende Dag, og det blev derfor af Forsamlingen vedtaget, at dersom nogen Repræsentant skulde faae Forfald til at møde, han da maatte indsende skriftligt Votum, forsynet med Indsenderens Underskrift. – Hverken Stoltenbergs Indbydelse til Rigsforsamlingen, som var indleveret den 12te Mai, at gjøre et Sammenskud for at lindre Brødres Nød, eller Hounts Forslag, der gik ud paa at communicere Sverige, at Constitutionen var istandbragt, og at Norge havde bestemt sig til at forsvare den, men at det ønskede at leve i god Forstaaelse med andre Nationer, blev taget under Behandling. Flere Forslag, som vare indleverede af Bønder fra forskjellige Distrikter til Forsamlingen, opvakte mere Munterhed end alvorlige Diskussioner i Forsamlingen, da de indeholdt tildeels komiske og eensidige 152Hensyn til særskilte Statsøiemed, og kun faa sunde Betragtninger.
Den 17de Mai var bestemt til at afgjøre Spørgsmaalet om Kongevalg, og Dagens Vigtighed udbredte en høitidelig Stemning over hele Forsamlingen. Professor Sverdrup var bleven valgt til Præsident, og Capitaine Motzfeldt til Vicepræsident, tvende af Prindsens varmeste Tilhengere, og de ivrigste Modstandere af Foreningen med Sverige. Sverdrup aabnede Dagsmødet med en Tale, i hvilken han gjorde Forsamlingen opmærksom paa Vigtigheden af denne Dags Forhandling, og opfordrede den til at skride til skriftlig Votering. Motionen modtoges under Hurraraab og Klav – dog toge ikke alle Munde og Hænder Deel i disse larmende Yttringer. Selvstændighedens Modstandere sadde mestendeels tause i Forventning om hvad der monne komme. Imidlertid forlod Modet ikke Omsen, men han vovede at reise sig midt i denne Bifaldslarm, og foreslog, at Kongevalget skulde udsættes indtil Norges Selvstændighed i det mindste af een Magt var vedtagen, da Nationen i denne Stund var omspændt af saa mange Farer, at intet Valg efter hans Formening for Tiden burde skee. Over denne dristige Yttring og dette djærve Forslag opstod megen Larm i Forsamlingen; men Forslaget forkastedes med stor Pluralitet – den samme, som styrede alle Qvæstioners Udfald af den Natur. Saaledes skredes til Votering. Det faldt i Kammerherre Ankers Lod, som første Repræsentant fra det Distrikt, der havde det første Bogstav i Alphabetet, først at votere. Han gav det bestemte Svar, at Valget efter hans Mening burde udsættes. Men Præsidenten, og med ham Secretairen, gjorde heftige Indsigelser mod at indføre dette Votum. Det var, meente de, allerede under et Møde i April bestemt, at Forsamlingen 153først skulde opløses, naar Constitutionen var antagen og Konge valgt, og denne Beslutning kunde ikke tilbagekaldes. Det viiste sig nu, hvilken dyb Betydning hiint Forslag af Falsen havde havt, som endog havde undgaaet den skarpsindige Grev Wedels Opmærksomhed, der dengang betragtede Spørgsmaalets Afgjørelse som ligegyldig, idet derved kun antydedes, at naar Forsamlingens Forretninger vare endte, kunde den opløses. Kongevalget, der var indskudt i Forslaget som en Mellemsætning, ansaaes derved bestemt, og en af de vigtigste Qvæstioner, som Forsamligen havde at afgjøre, kom derved ikke engang under alvorlig Debat; men Forsamlingens Hænder bandtes ved en foreløbig Beslutning. Flere Talere, Falsen, Rambech, Jersin, Dr. Møller, understøttede Kongevalget.Disse Taler findes i Rigsforsamlingens Forhandlinger 2det Binds 6te Hefte, Pag. 21 ff. Der opstod derefter en mundtlig Strid imellem Præsidenten, Sekretairen og Anker, hvori den øvrige Forsamling tog liden Deel, og hvori Anker fremdeles vægrede sig ved Kongevalg, som han troede burde udsættes, fordi Nationen gik store Farer imøde ved at foretage det. Det var i Sandhed for en Deel af Forsamlingen krænkende og tildeels rørende, at være Vidne til denne ærværdige Oldings vaandefulde Kamp mellem sin Overbeviisning og Pluralitetens Mening, men Striden førtes med ulige Vaaben, da Anker ikke var sine Modstandere voxen, og hans Modstandere støttede sig til en forhen tagen Beslutning. Forgjæves anmærkede Grøgaard med Bitterhed, at han ikke kunde ansee sig som fri Mand i en fri Forsamling, naar han ikke kunde handle og votere efter Fornuft og Samvittighed; forgjæves forenede Amtmand Løvenskjold sig nu med ham i at understøtte Ankers 154Protest. Man raabte, at man kunde vælge til Konge hvem man vilde, men Kongevalg maatte efter Forsamlingens Beslutning foregaae. Efter en halv Times Ventilationer, som tildeels foregik paa Gulvet ved Ankers Plads mellem de tre ovennævnte Medlemmer, saae Anker sig nødt til Kongevalg og afgav følgende Votum: «Da vi Alle ere uvidende om vor nærværende politiske Stilling i Europa, saa troer jeg det rigtigst og forsigtigst, ikke at stemme for noget Kongevalg i dette Øieblik, men derimod at anholde hos Prindsregenten om, at han indtil Videre vil vedblive Bestyrelsen af Kongeriget Norge, efter den af Rigsforsamlingen sanctionerede Constitution. Efterat denne min Mening var anført til Protokollen,Den var dog egentligen ikke ført til Protokols, da Præsidenten dertil ei vilde give sit Samtykke. fandt Rigsforsamlingen som Lov, at jeg skulde nævne en Konge, og vælger jeg da naturligviis Prinds Christian Frederik.»
Nu gik Voteringen raskt fra Haanden uden at blive standset ved Debatter, og mestendeels i Enhvers Votum laa hans politiske Mening. Nogle indhyllede deres Votum i Udtryk, der smigrede Prindsen og ophøiede hans Færd som Norges Regent; Andre gjorde deres Valg uden videre Bemærkninger. Nogle derimod gave tydeligen nok tilkjende, at de nødtvungne foretoge Valget, og kun ifølge den tagne Beslutning, at Valget skulde foregaae. Til de Sidste hørte vistnok de Mænd, omtrent 30 i Tallet, som gjennem hele Mødet havde hyldet de samme politiske Anskuelser; men neppe 20 udtrykte denne deres Mening tydeligen i deres Votum. De Øvrige stode rimeligviis i et saadant Forhold til Prindsen, at de ved denne Leilighed ikke vilde fremtræde som hans Opponenter. – Pastor Oftedahls 155Votum forekom Forfatteren et af de simpleste og bedste; det lød saalunde: «Den Krone, som det selvstændige Norge nu har at give, er jeg overbeviist om, at Stavanger Amt ikke tilbyder Nogen heller end Prinds Christian Frederik. Dette er ogsaa min individuelle Mening, og derfor tilbyder jeg den herved paa mine Committenters Vegne.» Forfatterens Votum lød: «Da Kongevalg efter de fleste Stemmer i Rigsforsamlingen skal finde Sted, vælger jeg Prinds Christian Frederik til Konge.» – Saaledes blev vel Christian Frederik paa en Maade eenstemmigen valgt, og den skjulte Hensigt af en foregaaende Votering opnaaet; men deres Navne, som ikke vilde noget Kongevalg for Tiden, staae tydeligen nok indførte i Rigsforsamlingens Protokol.
Efterat Voteringen var foregaaet, reiste Præsidenten, Sverdrup, sig og tiltalte Forsamlingen med de Ord:
«Reist er altsaa under Norges Enemærke Norges gamle Kongestol, som Adelstener og Sverrer beklædte, og hvorfra de med Viisdom og Kraft styrede gamle Norge. At den Viisdom og Kraft, der prydede hine vort Hedenolds store Konger, ogsaa maa besjæle den Fyrste, vi, Norges frie Mænd, overeensstemmende med Folkets Ønske, af Taknemlighed og Erkjendtlighed i Dag eenstemmigen have valgt, er et Ønske, som sikkerligen enhver Norges ægte Søn med mig nærer. Gud bevare gamle Norge!»
Det sidste Udraab gjentoges af den hele Forsamling. Efter Præsidentens Forslag bestemtes, at en Deputation skulde udvælges for at tilkjendegive Prindsen i ærbødige Udtryk Forsamlingens Beslutning, og det blev Præsidenten overladt at vælge denne, hvis Antal bestemtes til 18 Medlemmer. Saa vis var Præsidenten i sin Sag i Henseede til Kongevalget, at 156han havde færdig en Adressa til den valgte Konge, skrevet paa stort Velinpapiir, som han havde medbragt i Forsamlingen. Den lød saaledes:
«Vi undertegnede Norges Repræsentanter gjøre herved vitterlig: At vi, overeensstemmende med Folkets Ønske og Deres Kongelige Høiheds Opfordring, have, i Følge de os meddeelte Fuldmagter, forenet os om at forfatte er Grundlov for Kongeriget Norge, saaledes som vi efter bedste Skjønnende eragtede samme at være Norge tjenligst. Vi have til den Ende søgt at fordele den souveraine Magt saaledes, at Lovgivningen nedlægges i Folkets, og den udøvende Magt i Kongens Haand.
«Efterat have udarbeidet denne Grundlov, blev det os en kjær Pligt at vælge en Konge, der ved sin vise og kraftfulde Styrelse kunde betrygge og haandthæve Rigets Sikkerhed, Hæder og Held.
«Det kunde ikke være tvivlsomt for det norske Folks Repræsentanter, hvem de skulde udkaare til denne høie og vigtige Post. Tillid, Taknemlighed og Kjærlighed opfordrede os ligemeget til at fæste vore Øine paa Deres Kongelige Høihed. De kom til os i Farens og Nødens Stund. De tænkte og virkede med utrættelig Iver for vort Fædrelands Tarv, De knyttede Deres Skjebne uadskilleligen til vor, og De har som Landets Regent viist ligesaa megen Agtelse for Folkets Rettigheder, som Nidkjærhed for dets Lykke og Hæder.
«Vi ere forvissede om at have opfyldt det norske Folks Ønske og Villie, ved i Dag at udvælge Dem til Norges Konge, og idet vi fremlægge denne Rigets Grundlov for Deres Kongelige Høihed, glæde vi os i det Haab, at den maa findes 157Deres Bifald værdig, og at De vil modtage den Krone, som frivilligen rækkes Dem af et frit Folk.
I Rigsforsamlingen paa Eidsvold, den 17de Mai 1814.
Efter Forsamlingens Beslutning undertegnet paa samtlige Repræsentanters Vegne af
G. Sverdrup, p. t. Præsident.
Motzfeldt, p. t. Vicepræsident.
Christie, Sekretair.»
Deputationen, som efter Forsamlingens Beslutning udnævnedes af Præsidenten, og skulde overbringe Adressen, bestod af Følgende: Af Aggershuus Stift: Kammerherre Anker, Major Sibbern, Provst Hount og Lehnsmand Lysgaard. Af Bergens Stift: Capitaine Holck, Sorenskriver Koren, Kjøbmand I. Rolfssen og Bondemand Brynild Gjerager. Af Trondhjems Stift: Justitiarius Rogert, Ritmester Heidmann, Sognepræst Darre og Klokker Forseth. Af Christiansands Stift: Sognepræst Oftedahl, Kjøbmand O. C. Mørch, Sergeant Rød og Lehnsmand Ole Tveten, samt af Sødefensionen Commandeur Fabricius og Matros Even Thorsen.
Deputationen satte sig strax i Bevægelse, og forføiede sig til Prindsens Gemak. Prindsen var ligesaa forberedt paa dette Tilbud, som Præsidenten havde været paa Kongvalget. Han havde forfattet sit Svar skriftlig og oplæste det for Deputationen. Det lød saaledes:
«Denne Dag er en af de vigtigste i Norges Aarbøger. Det Værk er fuldendt, som skal grundfæste det norske Folks Held. Constitutionen er et Palladium for Folkets Frihed, som selv Uretfærdighed og Vold ei ustraffet skal antaste.
«Denne Dag er den hæderligste for mig; thi Nationens Tillid kalder mig og min Æt til at haandthæve denne Grundlov paa Norges Throne. Dømmer selv om de Følelser, som nødvendigen 158maae opfylde mit Sind, og tilsteder mig nogen Tid til modent Overlæg, efter hvilket jeg skal meddele Rigforsamlingen mit Svar.
«Naar jeg følger Rigsforsamlingens yttrede Villie, skeer det nu fordi hellig Pligt byder det, og jeg veed, at det alene staaer i Guds Haand, om mine redelige Bestræbelstr skulle krones med Held, eller om det skal vorde min skjønne Lod, selv i Døden at opoffre mig for Fædrelandets Frihed og Selvstændighed.
«Jeg beder Dem at tilkjendegive Rigsforsamlingen min Høiagtelse og Erkjendtlighed, og at underrette Sammes Medlemmer om, at jeg paa Torsdag den 19de, om Formiddagen Kl. 11, agter høitideligen at slutte Rigsforsamlingen.»
Dette Svar blev skriftligen faa Minuter efter Deputationens Tilbagekomst indleveret til Præsidenten. Om Udfaldet af Prindsens Beslutning var ikke mindste Tvivl i Forsamlingen, da alle Forberedelser til Høitideligheden vare gjorte, og Professor Leganger endog tilsagt at foranstalte Gudstjeneste, og den 19de holde en Præken, passende til Kongevalget. Denne korte Frist skjænkedes saaledes kun Anstanden, og behøvedes for at fuldende Forberedelserne.
Da denne Akt var forbi, forlode Medlemmerne Salen, og samlede sig i Grupper deels i Vestibulen, deels paa fri Mark, og meddeelte hverandre deres Tanker i Anledning af Dagens Bestutning, og det var naturligt, at der i fortrolige Samtaler fældedes forskjellige Domme om det Skridt, som var foretaget. Forfatteren stødte paa forskjellige Repræsentanter, der med stor Iver havde drevet paa, at Kongevalget strax skulde foretages, og hos hvem der nu opstod Betænkeligheder med Hensyn til Følgerne. Der var en støiende Mumlen imellem 159Medlemmerne, men uden bitter Hentydning til det Passerede. Den sidste Akt havde beroliget alle Gemytter; thi Sagen var endeligen afgjort. Det gik som saa ofte, at de, der befandt sig i den slagne Opposition, vare mere rolige og tilfredse med deres Modstandsfærd end de, der havde seiret paa en Bane, der truede Fædrelandet med store Farer for Fremtiden. I Forsalen traf Forfatteren Etatsraad Rogert, som formedelst Sygelighed og Ulyst til at blande sig i larmende Debatter liden Deel havde taget i Forhandlingerne, men som Forfatteren under dette Møde fortroligen havde nærmet sig, fordi de havde samme Anskuelser om Fædrelandets politiske Forhold. Paa Forfatterens Spørgsmaal, hvad han syntes om Dagens Forhandlinger, svarede han: «Ja, vi have valgt Konge, men denne Herlighed varer kun kort; om 2 à 3 Maaneder er den Glæde forbi.» – Altfor sandt blev dette Varselsord.Om Eftermiddagen foregik den Scene mellem tvende Repræsentanter, hvortil Provst Wergeland hentyder i sit Skrift Pag. 143. Den var den Eneste af det Slags og opvakte stor Harme hos den største Deel af Forfamlingen over et uforskyldt Angreb mod en anseet Repræsentant. Striden kan visseligen ikke give Ophavsmanden nogen behagelig Erindring. Forfatteren græmmede sig dobbelt derover, fordi hans Forsøg paa at bringe Fornærmeren til en passende Afgjørelse mislykkedes, endskjønt Striden strax efter Mødets Opløsning bilagdes, og blev uden Følger.
Den 18de Mai var atter en af Forsamlingens urolige og ubehagelige Dage. Repræsentanterne vare forsamlede i Rigssalen for at underskrive Constitutionsakten, og da dette var skeet, fremstod Kammerherre Pettersen og erklærede, hvorlunde han følte sig fornærmet ved adstillige Udtryk, som Wergeland i en Tale den 12te April havde brugt. Pettersen havde stor Agtelse i Forsamlingen som retskaffen og dygtig Officeer, en 160fleersidig dannet Mand og varm Fædrelandsven. Men han var derhos af et pirreligt Sind, var paa Eidsvold sygelig og havde hidtil taget saare liden Deel i Forhandlingerne.Det er ikke Forfatterens Hensigt at kaste en Skygge paa denne værdige Officeers Minde, hvis Færd ved denne Leilighed, endskjønt vistnok uparlamentarisk, maa udledes af hans til Ømfindtlighed grændsende Fædrelandssind. Denne Varme havde han lagt for Dagen ved en anden Leilighed, idet han med stor Vanskelighed afholdtes fra at krave Præsident Kaas til Regnskab for hans Adfærd mod Christian August i det Frederikshaldske Gilde. Wergeland havde nemlig paa hiin Dag, for 5 Uger siden, talt om «den døende Selvstædighed og Nationens skuffede Tillid til Forsamlingen»; og Pettersen paastod, at Wergeland burde kalde disse Udtryk tilbage. Der reiste sig nu Flere ved Siden af Anklageren og erklærede sig enige med ham deri, at Wergeland burde kaldes til Regnskab for disse Udtrykke, og paalægges at tage dem tilbage. Tilfældigviis var Wergeland selv ikke tilstede, og der blev nu Spørgsmaal om at hente ham, for at den ham tiltænkte Ydmygelsesakt kunde blive udført. Saavidt erindres var det Bonden Elling Valbø, som af Præsidenten anmodedes om at formaae Wergeland til at indfinde sig i Rigsforsamlingen.Dette skal han have gjort paa den Maade, at han opfordrede Wergeland at indfinde sig i Forsamlingen «for at rette for sig.» Kort efter kom virkelig Wergeland, som opholdt sig i den lille Lund, der grændser til Eidsvolds Hovedbygning, tilstede. Han var bleg og syntes forundret over denne uventede Indstævning. Pettersens Motion blev atter oplæst og understøttet af Christie. Med en Fatning, som man under saadanne Omstændigheder neppe kunde vente, og som beroligede hans Venner, der i høi Grad harmedes over denne i deres Øine uparlamentariske Adfærd, begyndte Wergeland sit Forsvar: 161«Han vidste ikke, sagde han, hvorvidt et Medlem enten i denne eller nogen anden Parlamentforsamling kunde, overeensstemmende med Reglement og Vedtægt, kaldes til Regnskab for Udtryk, som han, havde brugt for saa lang Tid tilbage, og hvorved han kun frimodigen havde udtalt sin Mening om den Sag, der var forelagt til Undersøgelse, uden ringeste Hensigt at ville fornærme noget Individ.» Men han vilde ikke benytte denne sin Ret som Repræsentant til at neddysse den gjorte Anklage, men forsvare sig mod det uforskyldte Angreb. Dersom han havde udtrykt sig med Varme, saa var det en Følge af hans Interesse for den omhandlede Gjenstand, og hans Følelse for Fædrelandets vigtige Anliggender, og han troede, at de Krænkelser, som han derved kunde have tilføiet Nogen i Forsamlingen, ikke kunde sammenlignes med dem, som han selv i lignende Diskussioner maatte taale. Dersom han havde fornærmet Nogen, var han villig til at staae den Fornærmede til Ansvar, men kun for sine rette Dommere.»Saavidt Forfatteren erindrer, og i Følge hans Bemærkninger i sin Dagbog, var Gangen i Wergelands Forsvar den, som han angiver i «sine fortrolige Breve.» Præsidenten forenede sig nu med Wergelands Angribere, krævede ham til Regnskab for hvad han havde sagt om Eidsvoldforsamlingen, og paastod, at da Rigsforsamlingen havde eenstemmigen erklæret Wergeland for at have forbrudt sig mod den, burde han ogsaa kalde de paaankede Udtryk tilbage. «Altsaa, endte Præsidenten, har Forsamlingen bestemt, at Wergeland skal kalde de paaankede Udtryk tilbage.» Da reiste Forfatteren sig med Harme, og erklærede høit: «Ikke hele Forsamlingen, Hr. Præsident; jeg erklærer høit, at jeg ikke føler mig fornærmet ved Wergelands 162Udtryk.» – «Ikke heller jeg» – gjenlød nu et fleerstemmigt Raab i Forsamlingen, og Forfatteren troede at finde, at Flere forenede sig i denne Protest, end den Minoritet, som deelte politiske Anskuelser med hverandre. Grøgaard reiste sig og sagde at, naar man vilde pille Udtryk ud af Fleres Taler, kunde man finde større Bitterhed mod enkelte Medlemmer af Forsamlingen end den, som Wergeland havde betjent sig af. Det Samme erklærede Forfatteren og tilføiede, at han havde taalt disse Krænkelser med Taalmodighed som en Følge af den Stilling, hvori Repræsentanterne befandt sig. Der blev nu megen Larm i Forsamlingen, megen Snakken i Munden paa hverandre, indtil Striden afgjordes ved den humane Motzfeldts Mellemkomst. Han yttrede, at da Wergeland havde erklæret, at det ikke var hans Hensigt at fornærme Nogen, saa burde dette antages for Fyldest. Præsidenten fandt det nu raadeligst at tage sit Forslag tilbage og neddysse Sagen med den Yttring, at Forhandlingerne burde endes venskabeligen. Den Ydmygelse, som var Wergeland tiltænkt, bortfaldt saaledes, men Oppositionens Uvillie over dette Forslag tiltog alt meer og meer, og aldrig veed Forfatteren at have under sin hele Storthingsfærd følt sig i en stærkere Sindsbevægelse end ved denne Leilighed. I denne Krænkelse, som var tiltænkt en Meningsfrænde, laa Erindringen om en Række af haanlige Talemaader, og krænkende Anklage for et upatriotisk Sindelag, som den lille tætsluttede Skare, der vovede at tvivle om Hensigtsmæssigheden af den af Prindsen og Pluraliteten af Forsamlingen valgte Politik, havde maattet taale. Wedel og Løvenskjold vare den Dag ikke tilstede i Forsamlingen formedelst Upasselighed, men da den Adfærd, som var viist mod Wergeland i Thinget, blev dem fortalt, deelte de deres Venners Harme derover.
163Da Larmen i Forsamlingen havde sat sig, og der ingen Tale mere blev om de mod Wergeland fremførte Anker og Trudsler, gik han op til Præsidenten for at indlevere et Dokument til Protokollen. Paa denne korte Vandring gik Flere af Wergelands Venner, hvoriblandt Forfatteren, ham imøde og bevidnede ham deres Deeltagelse. Men den bittre Følelse, som hiin krænkende Adfærd forvoldte ham, søgte han i Eensomhed at blive Herre over. Han forlod derfor Forsamlingen, og indsluttede sig i et Sideværelse. Mødet hævedes under støiende Bevægelser, der fortsattes nede i Vestibulen, men med Sandhed kan det siges, at der sporedes i Almindelighed mere Misnøie end Tilfredshed med det mod Wergeland gjorte Angreb. Minoriteten havde ogsaa omsider vundet en lille Seir, som dog ingen Indflydelse kunde have paa Hovedsagen.
Den 19de Mai skulde Kronen sættes paa Selvstændighedsværket, Prindsens Erklæring om Kongevalget modtages, og den høitidelige Akt feires ved foranstaltede Ceremonier, Kirkegang og alle Festers muntre Ende, et festligt Maaltid. Da Medlemmerne mødtes om Formiddagen i Vestibulen, sporedes tydeligen Virkningen af Forsvaret for Wergeland. Flere af Selvstændighedens varme Forfægtere, som i deres Taler ikke havde sparet Oppositionspartiet, vare i Dag beskjæftigede med at nærme sig Flere af dettes Medlemmer, og tildeels søge at formilde Indtrykket af disse Sigtelser. Nogle af disse, som fortroligen omgikkes hverandre paa Eidsvold, havde flere Scener af den Art at meddele hverandre. Saaledes kaldte Foged, senere Amtmand, Collett Sorenskriver Blom, med hvem han havde stedse staaet i den venskabeligste Forbindelse, tilside, og bad, at de maatte skilles ad som Venner. Til Grev Wedel nærmede sig Flere og bevidnede ham deres Agtelse. Professor 164Sverdrup yttrede for Forfatteren sit Haab om, at de fremdeles maatte være Venner som tilforn, og Forfatteren ilede at give en Mand denne Forsikkring, for hvem han følte dyb Agtelse og Venskab. Kun den foregaaende Dags Scene havde Begge at glemme; for Resten vexlede de intet uvenligt Ord med hinanden paa Eidsvold. Præsten Rein kaldte Forfatteren tilside og erklærede ham, at han ingenlunde havde sigtet til ham i sin Tale, og tilføiede venligen, at han var overbeviist om hans Retskaffenhed og Fædrelandssind, som han ved andre Leiligheder havde lært at kjende. Det kostede i Sandhed Forfatteren Intet at række denne Hædersmand et forsonende Haandtryk. Rein talede iøvrigt om Nattevandringer, som af Oppositionspartiet vare foretagne for at hverve Stemmer, og det var vanskeligt at overbevise ham om, at han i denne Henseende var ført bag Lyset. Yttringer af den Art lagde noksom for Dagen, at begge de store politiske Partier ikke skjænkede hinanden Noget, med Hensyn til Anklage og Mistanke.
Klokken 11 mødte hele Rigsforsamlingen i sin bedste Stads i Forhandlingssalen, og den venlige Vaardag, en af de blideste i denne vakkre Aarstid, syntes at smile til Dagens Høitid. Der blev udvalgt en Deputation for at modtage Prindsen, som havde ladet Forsamlingen underrette om, at han ikke vægrede sig ved at modtage Norges Krone, og Deputationen bestod af de samme Medlemmer, som havde overleveret ham Beslutningen om Kongevalget. Disse modtoge ham ved Trappen, og gik foran ham ind i Salen. Med Prindsen fulgte Regjeringsraadet, tvende Bisper, tvende Stiftamtmænd, og flere Embedsmænd tilligemed hans Adjutantstab. Forsamlingens Medlemmer bleve paa deres Pladse, men reiste sig, da Prindsen treen ind i Salen. Denne havde i Dag faaet en ny Prydelse for 165at forherlige Dagens Høitid. Christian den Fjerdes føromtalte Portrait var borttaget, og i dets Sted var ophængt et Maleri af Capitaine Munch, der forestillede Prindsens unge Søn – der dengang var i Børnealderen – i Legemsstørrelse, legende med en Fjærbolt.Munch havde ført dette Maleri med stor Bekostning med sig til Lands fra Kjøbenhavn, men ved en Forglemmelse af den nye Konge og Forsømmelse af hans Omgivelse fik Munch, efter sit eget Udsagn, derfor ingen Betaling. Prindsen tog sit Sæde paa en Stol, som var anbragt for ham øverst oppe i Salen, og da han satte sig, fulgte Rigsforsamlingen hans Exempel, men hans Suite blev staaende om ham. Han holdt nu følgende Tale:
«Nordmænd!
«Det høie Kald, hvortil Medborgeres Tillid udkaarede Eder, er nu fuldbyrdet. Norges Statsforfatning er grundlagt; Nationen har gjennem Eder, sine udvalgte Mænd, haandhævet sine Rettigheder, befæstet dem for Fremtiden, og ved en viis Fordeling af Magten sikkret Borgerfrihed og den Orden i Staten, som den udøvende Magt er pligtig og formaaende at vedligeholde.
«Den for andre Stater dyrekjøbte Erfaring har lært det norske Folks Repræsentanter i lige Grad at vogte Regjeringsformen for Despotismens Kjendemærker og for Folkeregjeringens Misbrug.
«Dette gamle Kongerige forlanger en Konge, men han skulde i Formen ligesaalidet som i Gjerningen være Despot; – Nei! Sit Folks første Ven og Fader bør han være. Dette venter Nationen at finde i mig, og dens Tillid er for mig et 166helligt Kald til, uagtet de Farer og den Møie, der vente mig, ganske at opoffre mig for Norges Held og Hæder.
«Med disse redelige Hensigter, og styrket ved Tro paa Gud den Almægtiges Bistand, haaber jeg at svare til denne Nations Forventning.
«Jeg antager Norges Krone som en Gave af et oprigtigt og trofast Folk, et Pant paa dets Kjærlighed for mig og min Kongelige Æt.
«Jeg lover og sværger at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensstemmelse med dets Constitution og Love; Saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.»
«Min store Forgjængers, Fjerde Christians, Aand følge mig i al min Gjerning! Han var det norske Folks gode Konge og Fader. Hans Mønster skal tidligen indprentes i min elskede Søns Hjerte, og Folkets Kjærlighed skal gaae i Arv til ham; thi han skal lære at agte denne Arv høiere end Kronens Glands.
«Og nu Norges udvalgte Mænd, dets troe Sønner! besværger den Grundlov for det selvstændige Norge, som vi troligen ville haandthæve og forsvare!
«Hellig er den aflagte Eed! Du høre og velsigne den Gud!
«Endnu staaer tilbage at Meddele Rigsforsamlingen, hvad jeg seer mig i Stand til angaaende Rigets politiske Stilling – en Meddelelse, jeg gjerne havde ønsket at kunne give samme, førend Kronen overdroges mig, men dette Ønskes Opfyldelse er bleven mig nægtet ved Udeblivelsen af Indberetningen fra de betroede Personer, som jeg har afsendt til England og de allierede 167Fyrster, og paa svenske Tidender bør jeg ei bygge nogensomhelst Gisning eller Forventning.
«Imidlertid er ingen Fiendtlighed udøvet eller nogen Krigserklæring af nogen Magt udstedt imod Norge.
«Kongen af Sverige har under 12te April erklæret Norges Kyster i Blokadetilstand, og lader udstede Kaperbreve for at opbringe alle til og fra Norge seilende Skibe; nogle Skibe ere opbragte til svenske Havne, hvorimod ogsaa trende svenske Kapere ere indbragte af norske Krydsere. Under vore Briggers Beskyttelse have betydelige Kornforraad, til Beløb af omtrent 150,000 Tønder, naaet vore Havne, og man tør saaledes med Taknemlighed mod Forsynet ansee de fleste af Rigets Egne sikkrede mod Hungersnød.
«Angaaende Forholdet med Danmark seer jeg mig istand til at forelægge Rigsforsamlingen nogle oplysende Aktstykker, i hvilke jeg ønsker, at den fra min Side maatte finde det norske Folks Værdighed iagttaget, tilligemed hvad jeg til denne Dag skylder en høit elsket Frænde og et trofast Folk, hvilket Folk, selv efter Fraskillelsen fra Norge, viser, at det ønsker at bistaae det norske Folk af yderste Evne, og som derfor har Fordring paa enhver retsindig Nordmands Høiagtelse og Erkjendtlighed.
«Saaledes sluttes Rigsforsamlingens Forhandlinger. Dog ville Præsidenterne og øvrige Embedsmænd fungere indtil Protokollerne med videre ere underskrevne.
«Drager hjem, Medborgere! med den lønnende Overbeviisning, at Enhver har handlet med det Fædrelandssind, som besjæler ham, og at Folket med Tilfredshed vil erkjende, at Rigsforsamlingen har viist sig dets Tillid værdig, idet den har hævdet Nationens Ære og beredt dens Fremtids Vel.
168«Hertil vilde Gud lægge sin bedste Velsignelse, om hvilken vi i Dag samlede i Herrens Tempel ville anraabe den Almægtige!».De Dokumenter, som bleve af Statssekretairen oplæste i dette Møde, findes indførte i Rigsforsamlingens Forhandlinger 2det Bind 6te Hefte Pag. 72 ff. – Nogle deriblandt findes i Bilag 7.
Da Prindsen berørte sit Haab om at kunne svare til Nationens Forventninger skjælvede hans Stemme, hans Ansigt var blegt, og hans hele Væsen viiste en dyb Bevægelse, ligesom der neppe var Nogen i Forsamlingen, der jo deelte denne med ham. Tanken om hvad der kunde blive Følgen af disse store og djærve Beslutninger, og om de blodige Optrin, som kunde forestaae under den ulige Kamp for Selvstændigheden mod det europæiske Forbunds erklærede Bestemmelse, stemte Forfatterens og visseligen en stor Deel af Forsamlingens Sind til den dybeste Vemod. – Storthinget og alle Tilstedeværende aflagde nu Eden, og svore Constitutionen og Kongen Lydighed, – en Scene, der baade var høitidelig og rørende. Det norske Flag vajede udenfor Salens Vinduer, og 3 Gange 27 Skud skraldede i Fjeldene. Kongen forlod derpaa Salen, ledsaget af et almindeligt: «Kongen leve!» og i samme Procession, hvormed han var indtraadt i den.
Forsamlingen blev indbuden til en stor Cour, som bestod deri, at saamange af dens Medlemmer, der kunde rummes, proppede sig sammen i Prindsens snævre Værelse; Resten blev staaende udenfor i Vestibulen. Den nyvalgte Konge kom ind og yttrede med den venligste Tone, at han ønskede at kunne tale med Enhver af Forsamlingens Medlemmer, men Tiden tillod ham kun at bevidne den hele Forsamling sin Agtelse, og 169at han blot da kunde føle sig lykkelig, naar de, som Folkets Repræsentanter, vare det. Denne Tiltale blev modtagen med et almindeligt Hurraraab. Enkelte Klap neddyssedes, da denne Hyldingsmaade, der saa ofte upassende anbringes under Udbrud af høitidelige Følelser, med Grund ved denne Leilighed især ansaaes for at være paa det urette Sted. Under disse Glædesyttringer viiste sig ingen Dissonantser; der var Ingen, som tænkte paa nogen Meningsforskjel. Loddet var kastet, Kongen var valgt, al Meningsstrid var hævet, og ethvert Medlem forenede sig i det almindelige, oprigtige og fromme Ønske, at den tagne Beslutning maatte bringe Held og Velsignelse over et elsket Fædreland. De forskjellige Partier havde, om ikke ved Ord, saa ved Stemmegivning, udtalt deres Mening om Landets politiske Forhold, og nu bøiede Alle sig under de fleste Stemmers Villie. – Forfatteren følte en Rolighed i sin Sindsstemning, som havde været ham fremmed under hans hele Ophold paa Eidsvold. Vistnok kastede han et frygtsomt Øie til den uvisse Fremtid; men Nationen havde selv valgt sin Skjebne, og hver retsindig Nordmand maatte føle sig forpligtet til at bidrage sin Skjærv til den heldigste Udførelse af den tagne Beslutning. Det var, som ovenfor bemærket, som om begge Partier havde skiftet Rolle; Ængstelsen var paa Selvstændighedsmændenes Side. Mange blandt dem forfærdedes over deres egen Gjerning; Roligheden var paa Tvivlernes Side; de havde ingen Deel i den dristige Beslutning, men de glede med den seirende Menings rivende Strøm. Men denne Stemning var som et Nærmelsesmiddel til at forsone Gemytterne. I Fred og Enighed blandede sig de forskjellige politiske Partier mellem hinanden.
170Efter denne Cour forføiede hele Forsamlingen, Kongen hans Raad og Suite, saavelsom hele Storthinget, sig til Kirke, hvor en høitidelig Gudstjeneste, svarende til Dagens Fest, den christelige i Anledning af Christi Himmelfart, og den borgerlige i Anledning af Norges nysreiste Trone, var forberedt. Aldrig har vel en Procession i en simplere Skikkelse uden Bram og Cermoni fundet Sted ved et høitideligt Kongevalg. De Fleste jumpede afsted paa simple Bondekjærrer, eller rede paa magre Rosinanter, der, udpiinte af en langvarig Eftervinters Fodermangel, neppe kunde slæbe sig afsted, Andre, hvoriblandt Forfatteren, gik paa deres Fod, og der fandt ingen ceremoniel Orden Sted i den lange Række. Den nyvalgte Konge selv kjørte i en simpel aaben Phaeton, forspændt med ulige farvede Heste, og ingen udvortes Pragt bebudede den kongelige Færd uden den lille Skare af ridende Jægere, som omringede Vognen. Ceremoniens Simpelhed var et Billede paa den Throne, som Norges Konge havde besteget, og den besynderlige Blanding af alle Klasser, uden udvortes Spor af Forskjel i Besiddelsen af Livets uvæsentlige Fortrin, var en Afbildning af den Ringeagt for disse Fortrin, som er den norske Forfatnings Særkjende, og en Gave af Naturen og indvortes Statsforhold. En mild Sol smilede paa denne vakkre Vaardag til Forsamlingen, men Vinteren bar endnu sine Spor i de af Tellegrøpe gyngende Veie.
Da Kongen var kommen til Kirke, blev han modtagen af Regjeringsraadet og andre Embedsmænd, som ledsagede ham ind i Kirken. Forsamlingen bestod ikke alene af de Personer, der efter deres Stilling og Kald deeltoge i Dagens Høitid, men og af en stor Skare af Omegnens Beboere, der vare stimlede til Kirke. Kongen hilsede venligen den hele Mængde med 171de Ord: «Himlen smiler til os i Dag.» Professor Leganger var atter Dagens Taler, og det maatte ventes, at den Præken, han holdt, strømmede over af Priis og Smiger til den nyvalgte Konges Ære, og kunde saaledes ikke tækkes alle Tilhørere. Der vare visseligen faa Høitidstaler i de Dage, som ikke istemte disse Toner, og de maatte naturligviis stige høiest der, hvor Kroningen ligesom foregik.Forfatteren var Grev Wedels Sidemand i Kirken, og da Prædikanten salvede den nye Konge «med overflødig Salve», hviskede Greven: «Buk Dem, ellers falder Smørelsen ned i Hovedet paa os.» Efter Prækenen var hele Selskabet indbuden til en Dejeuner hos Professor Leganger. Det var formodentligen en Erkjendtlighed for det Offer, som var lagt paa Præstens Alter af Forsamlingen ved dens første Kirkebesøg. Anretningen var foranstaltet i Haven, hvor lange Borde vare opstillede. Men ved Gilder af den Art, endskjønt foranstaltede af en venlig og gjæstfri Opmærksomhed, er der ofte kun lidt Tale om Nydelse; denne faldt kun i deres Lod, som kunde puffe sig frem til de dækkede Borde, og Mange gik derfra med tørre Munde. – I en blandet uordentlig Vrimmel vendte den hele Skare uden Ceremoni tilbage til Eidsvold, og Høitideligheden var endt. Storthinget gik til sit sædvanlige Spisebord, som den Dag udmærkede sig ved fire Anretninger, og en bedre tillavet Spist, der imidlertid vædedes med slet Madera. Kongens Skaal blev drukken med stor Enthusiasme og under høie Hurraraab, og efter dette kom Hans Majestæt selv ind fra det Værelse, hvor han spiiste, takkede Forsamlingen for dens Hengivenhed og forsikkrede den om sin Agtelse. Præsidenten henvendte igjen nogle Taksigelsesord til Kongen, som 172derpaa vendte tilbage, ledsaget af Glædesyttringer og Hurraraab. Før Adskillelsen tilkjendegav Præsidenten Forsamlingen, at den i Morgen for sidste Gang havde at møde i den store Sal, for at underskrive Protokollen, og derefter opløses.
Denne høitidelige Dags Munterhed forstyrredes dog ogsaa et Øieblik ved en Mellemscene, som indtraf paa Kirkegaarden og paa Veien derfra. Regjeringsraad Tank havde i Falsens og en stor Mængde Tilhøreres Nærværelse ved Kirken i Dag erklæret, at Rigsforsamlingen havde paadraget sig et stort Ansvar ved at garantere Statens Gjæld og dens fremtidige Behov af Bankosedler indtil Marts 1815 til en Cours af 375, og at ikke 20 Aars Fred kunde gjøre denne Vildfarelse god igjen. Han tilføiede, at han af den Aarsag agtede at tage sin Afsked som Regjeringsraad.Hen paa Sommeren tog han virkelig sin Assked, men efter en almindelig Mening af andre Aarsager. Hans Udladelser vare meget heftige og, fremførte i en stor Almues Nærværelse, ingenlunde vel overlagte. Nogle af Repræsentanterne opsøgte derfor Præsidenten, Sverdrup, for at formaae ham til at stille Tank tilrette. Men da Sverdrup var hos Prindsen, henvendte Kammerherre Pettersen, som især harmedes over Tanks Udtryk, sig til Vicepræsidenten, Motzfeldt, for at han skulde tage sig af Sagen. Det skede; men Tank modtog Motzfeldts Mægling med saa megen Heftighed, at han ei videre vilde have med Sagen at gjøre. Paa Hjemveien fra Kirken blev der en heftig Scene mellem Sverdrup og Tank,Da Garantispørgsmaalet senere hen paa Storthinget 1815 blev omhandlet, henskjød Tank, som var ogsaa dengang en af Garantiens ivrigste Modstandere, sig under den Slags Protest, han paa Eidsvold imod den havde fremført. hvori Falsen ogsaa tog Deel. 173Der taltes endog om at indstævne Tank for Rigsforsamlingen; men Flere blandt Medlemmerne bleve enige om at forhindre en saa ubehagelig Forlængelse af Forretningerne. Saa vidt kom det heller ikke, da en Forsoning mellem Tank og Sverdrup senere fandt Sted.
Det sidste Møde i Rigsforsamlingen den 20de Mai var i høi Grad tilfredsstillende. Der var ikke Tale om nogen politisk Meningsforskjel; Alle rakte hverandre Haanden til den venligste Afsked. Dertil bidrog meget et Forslag fra den blide og kjærligsindede Commandeur Fabricius, der ingensinde havde yttret et uvenligt Ord mod sine Medkollegaer, eller misforstaaet noget Medlem formedelst forskjellige Anskuelser, og nu foreslog, at hele Forsamlingen skulde bortkaste al Uenighedsstof, og i en Broderkjæde med sammenslyngede Arme ligesom forene den hele Forsamling i en eneste Person. Dette skede, og der var neppe Een i Forsamlingen, som jo med oprigtig Forsonlighed og bevæget Hjerte tog Deel i denne Afskedsscene. Saaledes opløstes en Forsamling i Fred og Enighed, under hvis Forhandlinger den største Meningsforskjel og de uroligste Gjæringer havde fundet Sted. Men det fælles Ønske, som næredes varmt og oprigtigt i de Tilstedeværendes Barm, at fremme Fædrelandets sande Gavn, lettede Arbeidet, skjønt Veien til dette fælles Maal gik i forskjellige Retninger. Den øvrige Deel af Dagen anvendtes til en munter Forberedelse til Afreisen. Man havde en kjærlig Afsked at tage med Venner, som under samme politiske Fane havde deelt Rigsdagens Sorger med hverandre, og et venligt Ord at sige dem, der bortfjærnedes under Mødet formedelst Meningsforskjel, og nu skiltes ad med et forsonligt Sindelag. Aldrig har Forfatteren deeltaget i nogen offentlig Forretning, som hos ham har efterladt høitideligere Erindringer 174end Mødet paa Eidsvold; og han har ikke betalt disse for dyrt med de Ængstelser og Bekymringer, som han der oplevede. Han forlod Eidsvold med en rolig Sindsstemning med Hensyn til sin Færd som Repræsentant, og vendte hjem til sin Familie og sine Sysler, beredt paa at gaae de Farer imøde, som den store Beslutning maatte fremkalde, og i denne Henseende laa i Sandhed en kummerfuld Sommer for ham.
Førend Forfatteren forlod Eidsvold den 21de Mai, søgte han Audience hos den nyvalgte Konge, og udbad sig Tilladelse til at maatte reise lige til sit Hjem, uden at tage Deel i de Høitideligheder ved Kongens Indtog i Christiania, som vare en Følge af Kongevalget. Der var vel i denne Henseende Intet foranstaltet fra høiere Steder, og ingen Tvang var Medlemmerne af Rigsforsamlingen paalagt, men Forfatteren maatte frygte for at blive misforstaaet, naar han ligesom listede sig bort fra Forsamlingen uden at deeltage i de Glædesyttringer, hvormed den nye Konge hilsedes i Hovedstaden. Tillige benyttede han denne Leilighed til at erfare Kongens Forhaabninger med Hensyn til Landets udvortes Stilling, og fremdeles henvende hans Opmærksomhed paa Landets Nød og Farer. Kongen viiste sig særdeles naadig, og var tilsyneladende glad i hvad der i Rigsforsamlingen var bleven udrettet. Han yttrede sin store Tilfredshed med Grundloven, som han ansaa for et i alle Henseender fuldkomment Værk, der fulgte Middelveien imellem Despoti og Demokrati. Men med Bedrøvelse erfoer Forfatteren tillige i denne Samtale, at Kongen havde urigtige Begreber om Landets Tilstand. Han paastod, at Landet var forsynet med Korn for et heelt Aar, og forgjæves forsikkrede Forfatteren ham om, at dette var saa langt fra at være Tilfældet, at 175der allerede nu sporrdes Mangel paa Brød- og Sædekorn. Kongen paastod nu, som oftere forhen, at Nationens Stemme, som ubetinget afskyede enhver Forbindelse med Sverige, gjorde ham det til Pligt at forsvare Norges Selvstændighed til det Yderste. Da Loddet nu var kastet, var derimod nu ingen videre Indvending at gjøre. Forfatteren udbad sig alene Tilladelse til at overlevere Hans Majestæt en skriftlig Deduction af hans Begreber om Fædrelandets Stilling, som det havde været hans Hensigt i Rigsforsamlingen at fremlægge, men hvori han var bleven hindret formedelst Omstændighederne og Forhandlingernes Gang. Kongen behagede at svare, at han med Fornøielse læste hvad Forfatteren skrev,Denne Udarbeidelse havde en besynderlig Skjebne. En Kopi deraf havde Forfatteren sendt til En af sine Venner i Kjøbenhavn, som meddeeite den til Andre. Saaledes kom den i en svensk Avis, og blev derfra ertractviis indført og roest i Bredows Chronik, Vosses neue Zeitung og Venturinis «Skandinavien og Carl Johan», hvor den indførtes som en Tale, der virkeligen var bleven holdt. Forfatterens Rygte leed i Danmark, fordi han ansaaes for en Tilhænger af det svenske Parti, og Selvstændighedssagen fandt i Danmark en meer udeelt Sympathi end i Norge selv. For at redde Forfatterens Rygte, havde hans Venner sat dette Dokument i Omløb. Det findes i Bilag No, 8. og yttrede sig med Tilfredshed om hans Forhold i Rigsforsamlingen, og om de korte Foredrag, han der havde holdt om forskjellige Gjenstande. Derhos Yttrede Kongen, at han ingenlunde tvivlede om, at England vilde true, men troede sig ligesaa overbeviist om, at det ei vilde udføre sine Trudsler. Det var formodentligen Opposionens stærke Yttringer i Parlamentet til Understøttelse for Norges Sag, og mangen en Stemme fra det engelske Folk, som udtrykte sig overeensstemmende dermed i de offentlige Blade, der styrkede hans Forhaabninger. Han ansaa det derhos 176for rimeligt, at en russisk Sendemand vilde komme til Norge, og ønskede at det maatte blive en retsindig Mand, der selv kunde overbevise sig om Nationens Stemning. Til Slutning tillod Forfatteren sig det Spørgsmaal, om Kongen troede, at Norge kunde forsvare sin Selvstændighed, naar England og de allierede Magter erklærede sig mod den. «Jeg vil, svarede Kongen, forsvare den, saalænge jeg kan.»
Midt under disse muntre Scener havde Prindsen, eller som vi herefter maae kalde ham, Kongen, vigtige Foranstaltninger at træffe, for at hegne om Norges unge Selvstændighed, ligesom Begivenheder indtraf, der maatte volde den valgte Konge store Bekymringer; men hans Tilfredshed med Rigsforsamlingens eenstemmige Valg syntes at lette enhver Omsorg, og formilde enhver Bekymring. De Meddelelser, som i de Dage udfløde fra den nye Konges Kabinet, bære Spor af en høi Grad af Tilfredshed med Kongevalget, ligesom de vidne om en alvorlig Beslutning og et høit Mod til at gaae de Farer imøde, som kunde blive en Følge af den store Forandring, som var foregaaet i Christian Frederiks Stilling. Hans Tanker maatte især være henvendt paa at sørge for Landets Providering; thi Hungerens Sværd var det skarpeste i Fiendens Haand til at omstyrte den nyopførte Selvstændighedsbygning, ligesom det gamle Frænderige maatte være den Kilde, hvorfra Landets Frelse i denne Henseende udsprang. Prindsen havde betroet dette vigtige Ærende fornemmeligen til Assessor, senere Statsraad, Krog, og hans kraftfulde Foranstaltninger, troligen understøttede af sideordnede Landsæmnd, af danske Autoriteter og liberale danske Handelsmænd, skyldtes en Kornafsendelse, som efter de daværende Omstændigheder var fast utrolig stor, og med et udmærket Held lykkeligen naaede sin Bestemmelse. 177I et Brev af 17de Mai udtrykker Prindsen denne Hædersmand sin Erkjendtlighed for hans Bestræbelser i den Henseende, og Brevets Slutning hentyder paa hans Tilfredshed med den Dags Forhandlinger i Rigsforsamlingen. Brevet lød saaledes:
«Min kjære Krog! Ikke noksom kan jeg takke Dem for alle Deres gode Bestræbelser i Jylland. Jeg haaber, at De inden fjorten Dage skal have Remisser for over en Million i Jylland; herom vilde De underrette Etatsraad Kjellerup, som De ville forvisse om, hvor meget dette ligger mig paa Hjertet. Glæd Dem med mig over, at vore fire Brigger senest lykkeligen have convoieret 32,000 Tønder til Norge, Alle i Havn i Paasyn af en svensk Fregat, som ei turde angribe dem.
«Nu er den svenske Magt for stor, og vi kunne gjøre en Pause – altsaa for det første ingen Convoi og ingen Skibe hidsendt fra Jylland uden med sikkre engelske Papirer, eller under en engelsk Beskyttelse, hvis samme om føie Tid gives, eller – som Gud forbyde – hvis Fienden skulde trænge ind i Jylland; men er den svenske Sømagt stor, da er det vel bedre at Skibene gaae til Samsø, end at vove meer end Klogskab byder.
«Vi have havt stor Held med alle Expeditioner – Norge er frelst fra Hungersnød, og har faaet meget Sædekorn, især fra fremmede Steder. – Gud velsigne Dem for den Deel, De ved Deres Aktivitet har deri.
«Det vil være Dem kjært at erfare, at Rigsforsamlingen i Dag har overdraget mig Norges Krone, hvilken jeg høitideligen antager tilligemed Constitutionen Torsdagen den 19de 178Mai. Hermed er Rigsdagen til Ende. Lad mig snart erfare gode Tidender.
Eidsvold, den 17de Mai 1814.
Christian Frederik.»
Paa samme Tid meddeeltes ham Efterretninger fra Sverige, at de udenlandske Magters Sendemænd vare underveis til Norge, og han kunde ingen Tvivl nære om, hvad Indholdet deraf maatte være. Efterretningen bekræftedes ved Kammerherre Billes Brev af 16de Mai, der tilhændekom Prindsen den 19de, strax efter han havde afsendt til Rigsforsamlingen sin Antagelse af Kongevalget. Dersom disse Rygter – hvilket af Mangel paa bestemte Efterretninger maa blive ved en Formodning – vare Prindsen tilhændekomne, førend han havde meddeelt Rigsforsamlingen sit bekræftende Svar paa dens Tilbud af Norges Krone, havde han vistnok spart sig selv mange Bekymringer, og Landet den Sommer mange Lidelser, om han havde udsat sin Vedtagelse indtil han havde gjort sig bekjendt med Beskaffenheden af disse Sendebud, og ved en aaben Fremlæggelse deraf for de da endnu forsamlede Rigsdagsmænd givet Anledning til en alvorligere Drøftelse af Norges politiske Stilling, end som endnu var skeet. Men derhos kan det med Vished forudsættes, at det egentlige Resultat ikke var blevet saa heldig for Norge, som det ved senere Begivenheders Sammenføining virkeligen blev. Hvilke Beslutninger den nyvalgte Konge tog, sees af hans Brev til Generalmajor Staffeldt af 20de og til Kammerherre Bille af 21de. Brevet til Staffeldt lød saa:
«Hr. Generalmajor Staffeldt!. Ved Efterretninger fra Sverige er jeg bleven underrettet om, at en russisk Afsending, en General Orlov, ventes her til Landet, en preussisk Major Martens ligeledes, og maaskee Kammerherre Admiral Bille vender 179tilbage til Strømstad. Skulle disse Herrer, eller En af dem, forlange at reise til Christiania, da kan det fra Mandag af den 23de tilstedes dem. Rosenørn kan følge dem; men Oberst Lønborg maa ei følge med Kammerherre Bille, og denne maa udtrykkeligen erklære for Hr. Generalmajoren, at han ei kommer som dansk Kommissair til Fæstningernes Modtagelse, i hvilken Egenskab jeg aldeles har afviist ham. – Svenske Kommissairer maae aldeles ei modtages, men melder der sig en anden Afsending fra Feltmarskalk Essen, da vilde De nærmere underrette mig derom og afvente Ordre. Kun Lagmand Flack har jeg lovet fri Indpas.
«Det vil være fornødent at have et vaagent Øie paa Singelfjorden; thi den svenske Kanonflotille er i Farvandet. Angreb fra Landsiden er iøvrigt neppe at forvente for det første. Jeg forbliver Hr. Generalmajorens bevaagne og velvillige
Eidsvold, den 20de Mai 1814.
Christian Frederik.»
Til Kammerherre Bille skrev han:
«Hr. Contreadmiral Bille! Deres Skrivelse af 16de indløb efter at jeg havde meddeelt Rigsforsamlingen mit bekræftende Svar paa det trufne Valg af Mig og Min Æt til Norges Throne. Nationens saa bestemt yttrede Villie, at vove Alt for dens Uafhængighed, maatte desuden være den bestemte Lov for mine Handlinger; thi hvor Svaghed yttres, der er Faldet nær. – Jeg afventer med Rolighed, hvad de allierede Magters Afsendinger bringe mig; – de Vilkaar, de byde, synes at være de sletteste, der nogensinde kunde ventes, selv efterat være overvundne – altsaa langt heller falde med Ære, saa vil hver Nordmand tænke. – Som dansk Kommissarius har 180Hr. Kammerherren mit Svar, som min Ven skal det være mig kjært at see Dem tilligemed bemeldte Gesandter, men hverken den anden Kommissair eller nogen svensk Kommissair modtages.
«At bringe til Folkets Kundskab, hvad der fra fremmede Hoffer ei engang stiles til mig, og allerhelst da jeg venter først at tale med Vedkommende, det kan De begribe ei at blive Tilfældet, men underhaanden at meddele det til mine kommanderende Officerer, saasom til Hr. Capitaine Fasting, det skulde Hr. Kammerherren heller overlade til de Svenske.
«Det gjorde mig ondt, at den lange Afstand i Søndags lod mig forfeile det hensigtede Møde med Dem paa Hølands Præstegaard, hvor jeg modtog Deres Brev seent paa Aftenen.
Eidsvold, den 21de Mai 1814.
Christian Frederik.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.
Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.
I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.
Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859
Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
