Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Ellevte Capitel

Kongens Befaling at forlade Glommens østre Bred, og trække Armeen over Grønne- og Onstad-Sunde til den vestre, maatte betragtes som et Vendepunkt i Forsvarskrigen, der henpegede til dens Ende, og neppe havde Kongen henlagt sit Hovedqvarteer, førend der gaves ham Anledning til Underhandling gjennem Emissairer fra den svenske Overgeneral.

Den 7de August ankom Statsraad Tank – der kort før Fiendens Indbrud efter Ansøgning var traadt ud af Statsraadet og havde sat sig i Rolighed paa sit Landgods Rød – og Provst Hount med Forslag til Vaabenstilstand fra det svenske Hovedqvarteer,Tank og Hount bleve skarpt dadlede af flere Landsmænd, fordi de paatoge sig dette Ærende; men det er vanskeligt at finde noget upatriotiskt i et Skridt, som efter disse Mænds Overbeviisning ledte til Statens Gavn, og hvis Hensigtsmæssighed retfærdiggjordes af paafulgte Begivenheder. og Kongen besluttede i denne Anledning at 286sammenkalde sit Statsraad. Om dette Møde indeholder Statsraadsprotokollen Følgende:

«Anno 1814 den 8de August var Statsraadet efter Hs. K. M.s allerhøieste Befaling paa Spydbergs Præstegaard, hvor da blev taget under Overveielse det af H. K. H. Kronprindsen af Sverige ved Hr. Statsraad Tank oversendte Udkast til de Vilkaar, hvorunder Foreningen imellem Norge og Sverige skulde kunne iværksættes, og da disse fandtes paa det nærmeste overeensstemmende med de Vilkaar, som forhen have været antagne til Forelæggelse for et holdende Storthing, saa kunde der forsaavidt nu intet Videre være derimod at erindre, end at de jo kunne være at forelægge det sammenkaldende Storthing til Overlæg, Antagelse eller Forkastelse.

«Statsraadet maa her udtrykkelig bemærke, at det i Forveien allerunderdanigst havde bedet Hs. M. om, at Dhrr. Generalmajor Seyerstedt og Oberst, Kammerherre v. Hegermann maatte blive tilkaldte for at afgive deres bestemte Erklæring, om og hvorvidt det endnu var militairisk muligt, at Armeen kunde dække Christiania, uden at denne Hovedstad havde nogen videre Invasion at befrygte. Saavel Generalmajor Seyerstedt som Oberst Hegermann erklærede, at det kunde antages, at det ikke længere stod i Armeens Magt at forhindre, at jo Fienden inden en kort Tid kunde være i Christiania, da der imod hans Overmagt til Vands, forenet med en betydelig Landstyrke, ikke var noget at udrette, i Betragtning af det Terrain, han havde vundet, og med Hensyn til de militaire Maneuvres, hvormed hans Armee avancerede, ligesom fordi den var saa overlegen, bestandig gik frem uden at kunne tvinges til Slag, da de norske Tropper vare udsatte for stedse at overfløies af den fiendtlige Magt. – Hs. K. M. befalede, at saavel Hr. Generalmajoren 287som Hr. Obersten skulde indlevere denne deres Erklæring skriftlig, hvilket de og lovede strax allerunderdanigst at efterkomme. Hvad dernæst Armeens Providering angaaer, da erklærer jeg, Generallieutenant Haxthausen, at jeg maa aldeles henholde mig til de fra Tid til anden til Generalkommandoet indleverede Lister over de i Behold værende Levnetsmidler, som vise, at der kun er Proviant for Armeen indtil Midten af denne Maaned, foruden en Beholdning af henimod 4000 Tønder Korn, som findes paa Bragernæs, Land og flere Steder. Vel kunde der være Haab om en ikke ubetydelig Indhøstning, naar Saadant kan skee for fiendtlig Overlast, men aldrig vil den kunne være tilstrækkelig til Armeens fremdeles paatrængende Fornødenheder, og endnu mindre til at holde Hungersnøden ude i Riget. Der kan altsaa ikke bygges paa et varigt og heldigt Forsvar under saadanne Omstændigheder.

«Paa Grund af disse Oplysninger fordristede Statsraadet sig ikke til at fraraade Hs. K. M. den anbudne Vaabenstilstand, da Fæstningerne Frederikstad og Frederiksteen allerede ere, den første besat med svenske Tropper, og den anden, som nu efter de indløbne Beretninger bombarderedes, er fuldkommen indsluttet, uden at kunne undsættes, saa at denne Vaabenstilstand, som nu bringes i Forslag, i Grunden ikke er andet efter de forandrede Omstændigheder, end hvad forhen har været tilbuden den svenske Regjering.

«Hs. M. gav sit kongelige Ord paa at anvende Alt for at erholde Blokaden ophævet, og at fri Tilførsel maa blive tilstaaet saavel til Lands som til Vands, samt tillige at udvirke saadanne Betingelser for det norske Folks fremtidige Rettigheder og Friheder, der i det mindste ere ligesaa fordeelagtige som det fremlagte Udkast indeholder, og overalt at sikkre Nationen 288en Vaabenstilstand, hvorunder dens Repræsentanter kunde sammenkaldes til et holdende Storthing, for der nærmere at bestemme Vilkaarene mellem begge Nationer, Norges Selvstændighed uforkrænket.

Christian Frederik.

Rosenkrantz. Sommerhjelm. Jonas Collett.

v. Holten.»

Foruden hvad der saaledes forhandledes i Statsraadet den 8de August, maa Kongen tillige have indhændiget Statsraad Tank to Privatskrivelser til Sveriges Kronprinds,Den ene har formodentligen været til Kongen af Sverige, den anden til Kronprindsen. som rimeligviis indeholdt den norske Konges Bestemmelse at nedlægge sin Kongeværdighed i Storthingets Hænder. Senere hen i Statsraadsprotokollen findes nemlig Kronprindsens Svar (uden Datum) saalydende:

«Monsieur mon Cousin! Je ne veux pas perdre un instant de Vous exprimer la satisfaction, que m’ont données les deux lettres de Votre Altesse Royale que Monsieur Tank m’a apportées, la resolution qu’elle a prise va lui acquerir des droits à l’intérêt general. Je renouvelle à Votre Altesse Royale les Assurances sollennelles de tout ce que le Roi veut faire, de tout ce que Sa Majesté fera pour la liberté, le bien-être, et le voeu du peuple, au bonheur duquel Vous ne Vous opposés plus. Fils adoptif de mon Roi, héritier de son trône, j’ai des devoirs à remplir envers ce Monarque et envers la Nation, qui m’a 289adopté en même tems que lui. Votre Altesse Royale reconnaitra elle même que, malgré mon désir personel, je ne puis avoir d’entrevue avec elle avant qu’elle n’ait remis le pouvoir exécutif à la Nation Norvegienne; cette démarche faite par Votre Altesse Royale c’est moi, qui souhaiterai vivement de la voir et de lui parler; je me rendrai de bien bon coeur ou Votre Altesse Royale le desirera, et je lui prouverai que les sentimens qu’elle m’inspire, depuis que j’ai recu ses deux lettres, sont ceux de L’affection d’un sincére et véritable ami.

Je suis de Votre Altesse Royale le trés affectionné Cousin Charles Jean».Oversættelse: «Min Hr. Fætter! Jeg vil ikke spilde et Øieblik for at udtrykke Dem den Glæde, som de tvende Breve, hvilke Hr. Tank har bragt mig fra Deres Kongelige Høihed, have forvoldt mig. Den Beslutning, som De har taget, vil skaffe Dem Ret til almindelig Deeltagelse. Jeg fornyer D. K. H. den høitidelige Forsikkring om Alt hvad Hans Majestæt Kongen vil og skal gjøre for det Folks Frihed, Velvære og Ønske, hvis Lykke De ikke mere modsætter Dem. Som adopteret Søn af min Konge, som Arving til hans Throne, har jeg Pligter at opfylde mod denne Monark, og mod den Nation, der tilligemed ham har adopteret mig. Deres Kongelige Høihed vil Selv indsee, at jeg, uagtet mit personlige Ønske, ikke kan have nogen Sammenkomst med Dem, førend De har overgivet den exekutive Magt til den norske Nation. Naar D. K. H. har gjort dette Skridt, er det mig, som levende vil ønske at see og tale med Dem, og jeg skal særdeles gjerne indfinde mig, hvor D. K. H. ønsker det. Jeg skal bevise Dem, at de Følelser, som De indgyde mig, efterat jeg har modtaget hine tvende Breve, er en oprigtig og sand Vens Hengivenhed. / Jeg er Deres Kongelige Høiheds meget hengivne Fætter / Carl Johan.» / (De sidste halve Linier vare skrevne med Carl Johans egen Haand.)

290Men under denne Tilnærmelse fortsattes Krigsoperationerne paa det alvorligste, hvorved den svenske Overgeneral rimeligviis havde til Hensigt at give sine Underhandlinger større Vægt. En stærk Arrieregarde var under Oberstlieutenant Stabel og Major Butenschøn bleven tilbage paa den østre Side af Glommen. Denne blev angreben med Overmagt og maatte vige tilbage over Glommen til Tveten, hvor Stabel satte sig fast og samlede en Magt af 3500 Mand, uden at han, efterat have pleiet Raad med sine Officerer, vovede at foretage noget offensivt mod en Fiende, hvis Krigsstyrke var hans mange Gange overlegen.See Bilag 12. Forfatteren har hørt flere agtværdige Officerer, som deeltoge i denne Krig, yttre, at den almindelige Mening blandt Officererne var, at Krigens Udfald under Armeens Stilling og Fiendens bestemte Overmagt var let at forudsee, uden at denne Overbeviisning havde nogen for den egentlige Krigstjeneste skadelig Indflydelse. Ved Langenæs i Nærheden af Onstad-Sund var der bleven slaaet en Pontonbro over Glommen, der blev dækket af et vel anlagt Brohoved. Den 9de August angreb Fienden dette med stor Heftighed, og han blev slaaet tilbage med et betydeligt Antal af Døde og Saarede; men Kongens Rædsel for unyttig Blodspilde afbrød en Modstand, der fra Nordmændenes Side fordeelagtigen var begyndt under Oberst Hegermanns Kommando, som ved et Tilfælde var kommen i hans Hænder. Da nemlig hans egen Division var svækket 291ved flere Detascheringer hist og her, udbad han sig Kommandoen ved Langenæs, hvor der var ingen høiere Officerer, og hvor der kunde ventes et Angreb. Kongen kom til just da Fienden var dreven tilbage, og Hegermann mødte ham med det glade Udraab: «Vi have seiret, Deres Majestæt», men fik til Svar: «Min Gud, Hegermann, vil De opoffre to Batailloner?» Da just i samme Øieblik den ved denne Affaire saarede Lieutenant Hauch med nogle saarede Soldater bares forbi Kongen, bevægedes Kongen ved dette Syn,Da Hauch førtes forbi, udbrød Kongen fortvivlet: «Min Gud, er jeg Skyld i alt dette?» Denne Kongens Adfærd, disse af Hjertets Dyd undslupne Udtryk, forklares naturligen af hans Oberbeviisning om Krigens Unytte; men hos Mange af Tropperne gjaldt Alt dette som Mangel paa Mod hos Kongen og svækkede Tilliden. Svenske Officerer, som vare med i det angribende Korps, have fortalt Statsraad Motzfeldt, at de Dagen efter, da de ventede et alvorligt Angreb, neppe kunde troe sine egne Øine, da de saae, hvad de Norske havde foretaget. og da der paa samme Tid hørtes en stærk Geværild, som en Følge af Fiendens Forfølgelse, yttrede han, at Fienden vist snart kom igjen, og gav Ordres til Pontonens Afbrydelse og Positionens Rømning. Denne Befaling, hvis Udførelse hindrede de Norske aldeles i at benytte de vundne Fordele, blev modtagen med megen Bekymring, og En af de høie Officerer, som var hos Prindsen, udbrød med Fortvivlelse: «det er forbi.» Det skjønne Brohoved blev nu forladt, de Kanoner, som ei kunde bortføres,nedsænkedes, og Pontonen overlodes til Floden. To Dage efter angreb Fienden Stabel, som stod ved Tveten med omtrent 4000 Mand, trykkede ham tilbage og nødte ham til at retirere over Fedtsund.

Vi have imidlertid ovenfor seet, at Kongen i Følge den i Statsraadet Dagen før dette Slag tagne Beslutning saavelsom 292sin Bestemmelse at overgive Kronen i Folkets Hænder, var beføiet til at forhindre den unyttige Blodsudgydelse, der var forbunden med Krigens Fortsættelse. En Indledning til Vaabenstilstand var alvorligen begyndt, og Kongen havde forpligtet sig til at tilveiebringe de hæderligste Betingelser. Uagtet hine foreløbige Underhandlinger mellem Christian Frederik og Carl Johan, vedblev dog Christian Frederik at træffe de fornødne Foranstaltninger deels til Armeens Proviantering, deels til at dække Hovedstaden mod fiendtligt Overfald. Den 10de og 11te August fremlagde Haxthausen fremdeles i Statsraadet et mere nøiagtigt Oversyn over Magasinbeholdningerne af alle Slags, og over hvad der fremdeles fornødigedes til at forsyne Armeen. I denne Anledning besluttedes, at en Deel af den Beholdning af Kornvarer, som fandtes i Magasinerne i Bergen, skulde transporteres sydefter, og en Opfordring skee til Nationen om et frivilligt Sammenskud af Levnetsmidler til Armeen, «da man havde det største Haab om at saadan Opfordring vilde have den gavnligste Virkning.» Samtidig dermed udstedte han under 11te August Ordres til de forskjellige Chefer, Arenfeldt, Hegermann og Staffeldt, at samle Tropperne ved Svindal, og forhindre at Fienden ikke afskar den norske Armee fra Christiania, ligesom han beordrede Stabel med sit flyvende Korps at forurolige Fienden i Ryg og Flanke, om han efter Overgangen over Glommen skulde rykke mod Christiania.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.