Tolvte Capitel

293Imidlertid fik Christian Frederik Anledning til nye Underhandlinger, da 2de Kommissairer fra den svenske Kronprinds indfandt sig i Hovedqvarteret paa Moss, som medbragte nye Forslag til Vaabenstilstand for at forberede Freden. Til den Ende sammenkaldtes Statsraadet den 13de August, og om dette Møde indeholder Statsraadets Protokol Følgende:

«Aar 1814 den 13de August var Statsraadet efter Hs. M.s allerhøieste Befaling forsamlet paa Moss Jernverk, hvor da tillige af Hs. M. vare tilkaldte Justitsraad Diriks, Sorenskriver Falsen og Professor Sverdrup, hvilken sidste endnu ikke var tilstede, da Samlingen begyndte.

«Hs. M. underrettede Statsraadet om, at der til hans Hovedqvarteer var fra Hs. svenske Majestæt ankommen svensk General BjørnstjernaEgentligen vare tvende Kommissairer, nemlig Generalmajor Skøldebrand og Generalmajor Bjørnstjerna, afsendte fra det svenske Hovedqvarteer for at underhandle, men den første blev ved et for ham ulykkeligt Tilfælde hindret i at møde. For nemlig at give Underhandlingerne om Vaabenstilstanden større Vægt var et Angreb fra svensk Side bleven iværksat paa samme Tid som Kommissairerne afreiste, og dette skede saa iilfærdigen, at de endog vare udsatte for deres Landsmænds Kugler. Under dette Angreb blev General Skøldebrands Søn, Oberstlieutenant Skøldebrand, haardt saaret, idet hans Been blev afskudt, og denne Efterretning, som Generalen fik om Morgenen, gjorde ham utkikket til at deeltage i Forhandlingerne. med Forslag til en Vaabenstilstand, hvilke i Udkast Hs. M. nu overleverede, bestaaende i Følgende:

No. 1. Opsatte Betingelser for Vaabenstilstanden, indeholdende 11 Poster.

2942. Tvende saakaldte Separat-Artikler.

3. En Deklaration af 10de August sidstleden fra Sveriges Kronprinds til Norges Folk.

«Hs. M. befalede, at disse Papirer og Forslag skulde af Statsraadet og de tilkaldte Herrer tages under nøieste Overveielse, til derom afgivende Formening, som skulde forelægges Hs. M. Til den Ende overleverede Allerhøistsamme tillige en Dags Dato af Dhrr. Generalmajor Arenfeldt og Kammerherre Oberste Hegermann udfærdiget Deklaration angaaende Forfatningen og Stemningen ved deres Armeekorpser, hvorefter Allerhøistsamme tilkjendegav, at Armeen er i største Mangel paa Proviant, der er saa stor, at der ved Generalmajor Arenfeldts Brigade tildeels ikke haves Forraad for meer end 2 Dage, og at der ikke haves Udsigter til at kunne anskaffe samme. Oberstlieutenant Stabel, som var bleven tilbage paa den østlige Side af Glommen, var bleven trængt tilbage til Fedtsund, og blev dette forceret, saa vilde Armeen i sin nærværende Stilling være indsluttet, og ikke levnes anden Resource end at forlade Christianiafjorden og kaste sig over paa Vestlandet. Fra Mossekanten kunde hvert Øieblik ventes et Angreb, som man mod den fjendtlige Overmagt ei kunde vente at afslaae, og som da vilde have den Følge, at Moss inden faa Timer kunde være besat af Fienden. Under disse Omstændigheder, og da et videre drevet Forsvar vilde paadrage Landet uberegnelige Ulykker, uden at lede til noget ønskeligt Resultat, saa maatte Hs. M. nu tilkjendegive sin bestemte Beslutning, at han, overveiende at hans redelige Bestræbelser fra nu af ikke mere vilde kunne gavne Nationen, men kun paadrage samme den Skjebne at blive behandlet som et erobret Folk, vilde nedlægge den ham overdragne Krone i Storthingets Hænder, som til den Ende snarest 295mulig skulde blide sammenkaldt, og befalede Hs. M. Statsraaderne Collett og Aall, efterat de fremlagte Forslag paa det nøieste vare drøftede, og det samlede Statsraads og Tilforordnedes Mening var dem meddeelt til Efterretning, at træde i nærmere Underhandling med den sig her opholdende svenske General.Collett og Aall vægrede sig længe ved at overtage dette vanskelige Hverv, som de ansaa sig mindre i Stand til at udføre; men de maatte give efter for Kongens indstændige Anmodning.

«Statsraadet foretog sig derefter at gjennemgaae de samme overdragne Papirer i Forening med de Tilforordnede, og fandt da samme efter nøieste Overlæg at maatte gjøre følgende Bemærkninger. (Disse Bemærkninger findes nu i Protokollen; men ikke Artiklerne selv; dog sees det, at Statsraadet i Hovedsagen fandt disse Artikler antagelige, kun med nogen Forandring i Henseende til den af de Svenske foreslagne Demarkationslinie, og at Garnisonen i Frederiksteens Fæstning skulde rykke ud med fuld militair Honneur, og Folkene hjempermitteres. I Henseende til les articles separés i Dokumentet No. 2 findes følgende Bemærkning):

«Ved 1ste Post: (der formodentligen indeholdt, at Kongen skulde nedlægge sin Myndighed og overgive den i Statsraadets Hænder) umulig at indgaae, da Statsraadet som ene Autoritet uden Kongen ikke vover at paatage sig at holde indvortes Orden og Rolighed vedlige til Storthingets Holdelse.

«Ved 2den Post: (der bestemte Statsraadets Virksomhed, saalænge interregnum varede). Statsraadet kan i ingen Deel fungere uden i Overeensstemmelse med Constitutionen, saalænge denne er i Kraft. Man kunde ikke tilraade, at Hs. 296M. bortfjærnede sig fra Regjeringens Sæde, i det mindste ikke forinden han havde nedlagt Regjeringen i Nationens Hænder, om hans Beslutning i saa Henseende er fast og uforanderlig.Forfatterens Broder har meddeelt ham, at saavel Statsraaderne som de tilforordnede Medlemmer, især Sorenskriver Falsen, tilraadede Kongen hellere at vove et Slag, end indgaae disse ydmygende Betingelser, da dog hidtil Intet endnu var tabt, eftersom ikke Slag men kun Skjærmydsler have fundet Sted. Aall tilbød sig i den Anledning ved personlig Medvirkning at tilveiebringe fra Kjøbstæderne den fornødne Proviant, som den vigtigste Hindring fra Krigens Fortsættelse. Kongen syntes et Øieblik at have givet dertil sit Samtykke; men tog det senere tilbage. Vi have ovenfor seet, at han havde bundet sine Hænder ved føromtalte Breve til Kronprindsen; men dette Skridt var Statsraadet aldeles ubekjendt. Aall bemærker derhos, at hiint krigerske Votum ei blev ført til Protokols, ligesom det kun i almindelige Udtryk findes indført mod Slutningen.

«Endelig formeente Statsraadet og Tilforordnede, at naar Statsraaderne Collett og Aall, overeensstemmende med Ovenstaaende, kunde bringe Vaabenstilstanden tilveie, burde af dem tillige paastaaes, at Kongen af Sverige skulde forbinde sig til at anvende al sin Indflydelse hos Kongen af Danmark, for at formaae ham til at tilbagekalde de Anordninger og ophæve de Foranstaltninger, som han siden 14de Januar d. A. maatte have gjort eller truffet, enten mod Hs. M. Kongen, mod Norge i det Hele eller herværende Embedsmænd i Norge. – Da dette Tillæg blev Hs. M. forelagt, saa erklærede Allerhøistsamme bestemt, at denne sidste Underhandlingspost aldeles ikke maatte berøre hans personlige Interesse, da denne skulde være udenfor al Negotiation.

«Iøvrigt bifaldt Kongen Statsraadets og Tilforordnedes yttrede Formening, der blev Allerhøistsamme forelæst som Basis 297for de Underhandlinger, som Statsraaderne Collett og Aall nu havde at indlede.

«Medens disse Statsraader vare fraværende for at underhandle med General Bjørnstjerna, indfandt Professor Sverdrup sig, der blev underrettet om det Passerede, hvorved han efter Omstændighederne Intet fandt at erindre, og især troede han, at Mangelen paa Proviant maatte afgjøre Spørgsmaalet.

«Da saavidt var passeret, blev Sessionen for denne Sinde hævet, efterat det endnu en GangAf dette Udtryk bekræftes Statsraad Aalls Yttring, at denne Modstands-Idee tidligen i Forsamlingen har været paa Bane, uden at derom findes Noget i Protokollen anført. paa det kraftigste blev indstillet til Hs. M., om Armeen ikke kunde gaae offensiv tilværks.»

Statsraaderne Collett og Aall skrede saaledes ufortøvet til at udføre Kongens Befaling, at underhandle med den svenske Kommissair. Underhandlingerne fandt Sted i et privat Huus i Moss, hvor General Bjørnstjerna var indqvarteret. De sammentraadte Underhandlere bleve snart enige om Hovedpunkterne i Vaabenstilstanden: Krigens Ophør, Sammenkaldelse af et overordentligt Storthing, og Kongen af Sveriges Erkjendelse af den Eidsvoldske Constitution, hvori der ei skulde foreslaaes andre Modifikationer end dem, Foreningen med Sverige gjorde fornødne, og ved nærmere Overeenskomst med Storthinget fandtes antagelige.Artiklerne angaaende den norske Konges Fratrædelse fta Regjeringen behandledes vel ikke i dette Møde, da disse, som allerede noksom forberedte, umiddelbart afgjordes mellem Christian Frederik og Carl Johan. Større Vanskeligheder opvakte Bjørnstjernas 298Forlangnde, at Fæstningen Frederiksteen skulde overgives, at Bergen skulde modtage en svensk Garnison af 5000 Mand, og at den svenske Armees Demarkationslinie skulde udstrækkes til paa denne Side Moss. Frederiksteens Fæstning forsvarede sig kjækt mod det svenske Beleiringskorps, og Kommandanten Generalmajor Ohme, og Vicekommandanten, Oberst Pettersen, havde besluttet ikke at overgive Fæstingen førend i yderste Nød. Da imidlertid denne Fæstnings Fald under Krigens Fortsættelse var let at forudsee, fordi den var asskaaren fra al Undsætning fra Hovedarmeen, og fra al Tilførsel af Provision og Ammunition, troede de norske Kommissairer at maatte give efter i dette Punkt. Derimod bestemte de sig paa eget Ansvar til at modsætte sig Bergens Besætning af svenske Tropper, der rimeligviis vilde fremlede Scener, som vilde tilintetgjøre Underhandlingens Øiemed, og omsider gav Bjørnstjerna, der viiste en øiensynlig Tilbøielighed til en fredelig Afgjørelse, efter i denne Henseende. Den fra svensk Side forlangte Udstrækning af Demarkationslinien paa hiin Side Moss, og langt nærmere Hovedstaden end det Punkt, paa hvilket den svenske Armee nu befandt sig, kunde de norske Kommissairer ikke tilstaae, da den Rolighed og Frihed, hvormed Storthingsforhandlingerne skulde pleies, let kunde forstyrres, naar den svenske Armee plantede sine Faner saagodt som ved Hovedstadens Porte. Da Underhandlerne ikke kunde blive enige om dette Punkt, forenedes de om at underskrive betingelsesviis med Hensyn dertil, idet enhver Part forbeholdt sig sin Paastand, og Bjørnstjerna lovede at anvende al sin Indflydelse paa Sveriges Kronprinds, for at formaae ham til at vedtage den i den af de norske Kommissairer foreslagne Form – hvilket og senere skede. Derhos erklærede Bjørnstjerna ved Forhandlingens Slutning, at han, da 299han havde overskridt sin Fuldmagt ved at indgaae disse Vilkaar, ikke kunde borge for en ubetinget Antagelse deraf; men lovede redeligen at arbeide derpaa. Under disse Forhandlinger var den største Deel af Dagen forløben.For de norske Kommissairer var denne Dag en Hungersdag. Ved deres Tilbagekomst til Kongens Residents fandt de alle Levnetsmidler fortærede, alle Vogne forspændt for at føre Kongen og den kongelige Suite bort fra Krigsscenen, og stor Modløshed hos Flere af Kongens Omgivelser, som forhen havde viist et større Mod. De gode Efterretninger, som Collett og Aall havde at meddele, udbredte dog snart mere Munterhed hos Alle. Da Kommissairerne havde gjort Kongen Rede for Udfaldet af deres Ærende, yttrede han sig dermed særdeles vel tilfreds, og erklærede, at han ikke havde ventet saa megen Eftergivenhed fra svensk Side. Umiddelbart derefter sammenkaldte han sit Statsraad, hvorom Protokollen indeholder Følgende:

«Samme Dags Eftermiddag (den 13de August) blev Statsraad atter holdt, og leverede da Statsraaderne Collett og Aall tvende Udkast, hvoraf det ene angik de militaire Betingelser for Vaabenstilstanden under Titel: «convention d’armistice», og det andet under Titel: «Traité», de Vilkaar, hvorunder Storthinget skal sammenkaldes og Kongen nedlægge sin Myndighed i dettes Hænder. Disse Dokumenter vare efter foregaaende Negociation og Underhandling med den svenske General Bjørnstjerna af denne egenhændigen nedskrevne med den Erklæring, at skjønt han for sin Person antog at Propositionerne kunde være antagelige, dristede han sig dog ikke til at underskrive dem, endog paa forventende Ratifikation, men var besluttet, saafremt hans Adjutant, som han ventede endnu i Aften, 300ikke bragte ham Fuldmagt i saa Henseende, at reise direkte til den svenske Kronprinds for at faae hans Ultimatum.

«Deklarationen fra den svenske Kronprinds havde Komparenterne formaaet General Bjørnstjerna, efter Conference med Originalen, som han anviist, at verificere.

«Statsraadet forelagde derefter Hs. M. Resultatet af disse Underhandlinger, hvormed Allerhøistsamme erklærede sig tilfreds.

«Disse her benævnte Dokumenter bleve derefter in duplo reenskrevne, og samme Aften tilstillede den svenske General Bjørnstjerna med Betydning, at man derefter forventede den hastigste mulige Afgjørelse.

Rosenkrantz. Sommerhjelm. Jonas Collett. Aall.

v. Holten.»Den originale Protokollation ved disse mærkelige Statsraads-Sessioner den 13de August blev ført paa løst Papiir og nedskreven af Sorenskriver Falsen, og findes underskreve, foruden af de Statsraader, hvis Navne ere tilførte Protokollen, tillige af Haxthausen, Diriks og C. M. Falsen. Protokollen var tillige vedføiet den ovenanførte franske Skrivelse til Christian Frederik fra Carl Johan. Det i Statsprotokollen Anførte er aldeles overeensstemmende med den originale Protokollation, naar undtages at Slutningen i Protokollen «efterat det endnu engang – tilværks» ikke findes i den originale Protokollation. Følgende Passus: «Statsraadet forelagde derefter Hs. M. Resultatet af disse Underhandlinger, hvormed Allerhøistsamme erklærede sig tilfreds», har oftrindeligen været affattet som følger: «Statsraadet U., hvormed Høistsamme erklærede sig saa meget mere tilfreds, som han ikke kunde ventet saa megen Eftergivenhed», men den sidste Passus findes overstregen. Holten har ei underskrevet den originale Protokollation.

301For saa hastig muligt at bevirke disse Betingelsers Sanktion af Sveriges Kronprinds sendte Kongen sin meest betroede Adjutant, Major Brock, samme Aften til Frederikstad, hvor Carl Johan opholdt sig. Kronprindsen modtog Brock i grande costume, omgiven af 2 Officerer af sin Stab, og af sin Søn Arveprindsen med dennes Hovmester; men da han gjenkjendte Brock fra Flensburg og Danmark, og vidste, at han kunde underholde sig med ham paa Fransk, lod han de Tilstedeværende udtræde og underholdt sig med Brock alene. I Begyndelsen gjorde Kronprindsen nogle Vanskeligheder ved at ratificere Vaabenstilstanden, idet han gjorde opmærksom paa de store Fordele, den svenske Armee allerede havde vundet, og henpegede i den Anledning paa et Kort, der laa opslaaet paa hans Bord, og var fuldt af de sædvanlige Antydningspunkter af mærkelige Steder. Prindsen førte Samtalen med den Varme, der var ham egen, naar Gjenstande omhandledes, der interesserede ham; men han formildedes strax ved Brocks beskedne Bemærkninger, med Hensyn til det usikkre Ufald af et Slag, som endnu ei var prøvet, og Vanskeligheden af en Krig mellem Bjerge og Snævringer, og raabte ud i Forgemakket «du papier &c.» Da han havde faaet dette, skrev han Konceptet til Bekræftelsen af Konventionen paa Moss, gav dette Papiir ud, fik det reenskrevet tilbage, og forsynede det med sin Underskrift. Medens han udførte dette, spurgte han Brock, om han ikke havde endnu et Brev til ham. Brock svarede, at han havde et til Kongen af Sverige, som han fremtog, men bemærkede, at han havde Ordre til først at aflevere det, naar Konventionen var ratificeret. Kronprindsen tog ham Brevet af Haanden med den Erklæring, at han havde sin Faders Fuldmagt til enhver Afgjørelse, og efterat have læst Brevet yttrede han stor Tilfredshed dermed, 302og Ratifikationen gik rask fra Haanden.Ved Major Brocks Nærværelse i Kronprindsens Hovedqvarteer erfoer han, hvor nøie Carl Johan var underretter om hvad der foregik i Norge, da Kronprindsen endog kunde fortælle Brock de Udtryk, hvoraf han havde benyttet sig ved Kongens Taffel i Anledning af en vigtig Melding fra Staffeldt. Ved Afskeden tilbød Kronprindsen Brock en fordeelagtig Ansættelse i den norske Armee, som dog Brock, der havde bestemt sig til at følge Christian Frederik til Danmark, afslog. Derefter havde Brock det sørgelige Ærende at bringe Kommandanten paa Frederiksteen, Generalmajor Ohme, Ordre til Overgivelse af Fæstningen til de Svenske; men han fandt Fæstningens Tilstand saaledes, at Ohme ikke syntes utilfreds med at see denne Ende paa Sagen. Ved Tilbagekomsten til Moss fandt han Christian Frederik i en høist nedtrykt Sindsstemning.

Der var Militaire i høiere og lavere Stilling, som beklagede sig over, at ikke militaire Personer vare tilkaldte ved disse Forhandlinger imellem Kongen, hans Statsraad og de svenske Kommissairer, og som paastode, at store Feil af den Aarsag havde indsneget sig i Konventionen. Især er dette skeet af Generalmajor Seyerstedt i hans Tilsvar paa den Overkommissions Spørgsmaal, som var nedsat for at undersøge de militaire Forhold i denne Krig. I sit Svar paa det 11te Spørgsmaal, som i den Anledning blev ham forelagt, yttrer han:See Morgenstjernes ovenfor citeret Skrift Iste Deel Pag. 162. «Hs. Majestæt har i denne Henseende ikke værdiget at høre min Mening derover, hvilket jeg dog formedelst min Stilling kunde have formodet; men jeg erfarede ikke denne Afslutning førend Hr. Major v. Brock afreiste til det svenske Hovedqvarteer for at faae den ratificeret, og dens Indhold ikke førend 303efter Majorens Tilbagckomst med Ratifikationen, hvorefter jeg blev befalet at udfærdige de fornødne Ordres til Troppernes Tilbagemarsch. Hvorfor hverken jeg eller nogen militair Person blev brugt ved dette Anliggende, er mig aldeles ubekjendt, og jeg formoder at det høie Statsraad vil derom kunne give den bedste Oplysning, da dette afsluttede Vaabenstilstanden.» Men om end Seyerstedt, hvilket ikke ubetinget kan tilstaaes, havde Ret med Hensyn til Grunden til hans og andre Militaires Udelukkelse fra denne Raadspleie, kunde dette skee uden at derved kastes mindste Skygge over Christian Frederiks Omhu for Landets Ære, eller over hans Klogskab under Underhandlingerne. Efter de Begreber, som Kongen havde dannet sig om Tingenes nærværende Stilling, det Oversyn han havde over Begivenhedernes Gang i det Hele, hans fuldkomne Bekjendtskab med de Allieredes urokkelige Bestemmelse, og hans Overbeviisning om at den svenske Armees seierrige Skridt ikke mere vare at standse, maatte han betragte en Vaabenstilstand som absolut nødvendig for at tilveiebringe et heldigt Udfald af Krigen. Han havde gjort sig fortrolig med den Tanke, at Norges Forening med Sverige ikke mere var at forhindre, og det stod kun tilbage at søge denne bevirket paa en Maade, som beredte Norge Held i Fremtiden. Derhos havde han faaet aabenbare Beviser i Hænde paa, at hans personlige umiddelbare Deeltagelse i Rigets Bestyrelse betragtedes som en uovervindelig Hindring for enhver fredelig Tilnærmelse, og han havde ædelmodigen bestuttet at bringe dette Offer af sin personlige Interesse, for at befordre et lykkeligt Udfald af den begyndte Modstand. Det maatte saaledes ansees naturligt, at Christian Frederik i denne sidste Regjeringsakt ikke søgte Raad hos de Mænd, hos hvilke han kunde vente en bestemt Opposition mod 304en Plan, til hvis Udførelse han af indvortes og udvortes Grunde havde bestemt sig, og hvis militaire Beskaffenhed maatte ansees underordnet høiere Formaal. Men denne Seyerstedts Bebreidelse er desuden ikke paa sit rette Sted, uden at vi ved denne Paastand ville kaste en Skygge over en dygtig og retskaffen Officeers hæderlige Eftermæle. Vi have ovenfor seet, at Seyerstedt tilligemed flere Divisionschefer i det Statsraad, som afholdtes den 8de August, havde skildret Armeens Stilling som høist betænkelig, og ikke istand til at hindre Fiendens Fremtrængen til Landets Hovedstad. I militair Henseende var altsaa Udfaldet klart for Enhver, og det kom nu an paa at underhandle om de bedste Betingelser for en mindelig Overeenskomst. Til denne Underhandling valgte han tvende af sine Statsraader, som stedse havde viist sig som de ivrigste Modstandere af Foreningen med Sverige, som vare ham personlige hengivne, og som formedelst deres Stilling i Staten og Forhold til Kongen maatte have det reneste Oversyn over Underhandlingens Gjenstand. Han maatte i Sandhed ansee Norges Tarv og sit eget vel forvaret i saadanne Hænder, og Udfaldet retfærdiggjorde hans Tillid.

Mindre betydende ere vistnok de Indvendinger, som ere gjorte mod de Bestemmelser i Konventionen, der angaae Demarkationslinien.Felttoget i Norge 1814 af en norsk Officeer Pag. 61 og 62. I denne Henseende vare Kommissairernes Hænder bundne. Vaabenstilstandens Afslutning under hvilkesomhelst Betingelser, der kunde opnaaes, var det første og ufravigelige Punkt i deres Instrux, og vi have ovenfor seet, hvor nær de norske Kommissairer gik den Grændse, som de Svenske omsider beqvemmede sig til at tilstaae. Demarkationsliniens Indskrænkning 305til Norges Fordeel var et øienblikligt Gode, hvis Følger tabte sig i den strax paafølgende Fred. De øvrige ved Konventionen for Norge betingede Fordele sloge deres Rod i den fjærneste Fremtid og sikkrede Norge en politisk lykkelig Stilling, som det under disse Omstændigheder neppe havde kunnet vente.

Strax efter Vaabenstilstandens Afslutning skulde Fæstningen Frederiksteen overgives. Denne Fæstning havde under den kjække Ohmes Kommandantskab forsvaret sig med Held, og hverken Trudsler eller Løfter kunde bevæge ham til at overgive sig. De Beleirendes Tab af Døde og Saarede var større end de Beleiredes, endskjønt Fæstningens Huse og Bygninger havde lidt betydelig af Fiendens Kugler. Endskjønt Kommandanten selv forudsaa Fæstningens Fald under en fortsat Beleiring og fremdeles Udeblivelse af al Undsætning, brændte Besætningen, i det Øieblik da Ordre kom til at overgive Fæstningen, af Lyst til at fortsætte Forsvaret.Efter svenske Beretninger paastaaes vel, at Beleiringskorpset, der lededes af den svenske General Suremain, var saavidt fremrykket, da Ordre til Overgivelse ankom, at Fæstningen om meget kort Tid maatte falde, men da der dog var Proviant i Fæstningen for flere Uger, Ammunition endnu ikke fattedes, og Alt inden Fæstningen var i god Orden, endskjønt flere af dens Bygninger vare ramponerede, er der Grund til at tvivle om, at Erobringen var bleven saa let. Svenske Beretninger paastaae ogsaa, at der herskede Misnøie i den norske Garnison, og Ulyst til at fortsætte Forsvaret, men denne strakte sig i det mindste ikke til Garnisonen selv, hvis Mod eenstemmigen rostes af de i Fæstningen værende Officerer, hvilket og kan sees af de urolige Scener, som Overgivelsen foranledigede. Efter Overeenskomst med Christian Frederiks Adjutanter aabnedes Fæstningen om Natten, og de svenske Tropper marscherede ind, uden at Besætningen 306var bekjendt med Overgivelsen. Deraf opstod Klammeri og endog Nævekamp imellem de svenske Soldater og de ubevæbnede Norske, som stilledes deels ved de norske Officerers Mellemkomst, der vare bekjendte med Tingenes Stilling, deels ved de svenske Troppers Disciplin og Eftergivenhed. De Svenske viiste tilbørlig Agtelse mod den lille Krigerskare, der saa kjækt havde forsvaret sig; de Norske græmmede sig over at maatte forlade en Fæstning, som de endnu havde Midler til at forsvare.See herom «Frederiksteen i Beleiringen 1814 af en norsk Officeer. Christiania 1826.» Deri ankes over, at Ohme, hvis Tapperhed og Mod under Beleiringen gives al Ret, ikke gjorde Besætningen bekjendt med Overgivelsesordren førend om Morgenen, hvorved den omtalte Uorden foranledigedes. I Skriftet «Felttotoget i Norge 1814» siges, at Ohme overlod til Vice-Kommandanten, Oberst Pettersen at overgive Fæstningen; men derom findes Intet i ovennævnte Skrift. Dagen efter Overgivelsen tog Sveriges Kronprinds med sin talrige Suite Fæstningen i Øiesyn. Intet undgik hans Opmærksomhed, og han roste Garnisonens og dens Kommandants kjække Forhold under Beleiringen. Da Kronprindsen kom til det Sted, 150 Skridt fra Glacien, hvor Carl den 12te blev skudt, blottede han med Bevægelse sit Hoved, hvilket Exempel hans hele Omgivelse fulgte, og Kronprindsen talede ved denne Leilighed om den tappre Kriger, hvis Minde Stedet tilbagekaldte.Spørgsmaalet blev endog om et Minde, der af svenske Krigere skulde opreiseS til Ære for Helten – men Ideen forkastedes snart. – Da Garnisonen efter Udmarschen passerede forbi den svenske Linie, modtog den Salut. Kronprindsen tilbød de norske Officerer deres tilbagestaaende Gage i svenske Penge, og Nogle blandt dem endog Forfremmelse; 307men de afslog begge Dele formedelst Uvished om, hvad Beslutning Storthinget vilde tage med Hensyn til Fædrelandets Fremtid. – Ohmes og den Frederikshaldske Garnisons Priis lød paa den Tid i Alles Munde over det ganske Norge.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.