Fjortende Capitel

321Efterat denne Vaabenstilstand var afsluttet, og Christian Frederik, ved aldeles at træde tilside og frasige sig al umiddelbar Deeltagelse i Regjeringen, havde ryddet den vigtigste Hindring afveien for den skandinaviske Halvøes Forening, gjorde den svenske Regjering Alt, hvad der stod i dens Magt for at overbevise den norske Nation om sin Hensigt, at bringe Rolighed, Virksomhed og en fredelig Tilstand tilbage i Landet, og i politisk Henseende berede Norge en lykkelig Fremtid. Til den Ende blev under 2den Septbr. af General Bjørnstjerna, som Hs. svenske Majestæts Kommissair i Norge, afgivet en Note, der beroligede Statsraadet med Hensyn til Blokadens Ophævelse. Han forsikkrede deri, at de fornødne Meddelelser vare gjorte Sveriges Allierede, og at der efter hans Overbeviisning ingen Fare var for de norske Handlende ved igjen at begynde et fredeligt Samqvem med England og Danmark. Da imidlertid det danske Hof, sin Forpligtelse tro, endnu ikke havde tilladt fri Udførsel af Korn til Norge, indleverede den svenske Minister i Kjøbenhavn en Note til Grev Schimmelmann, hvori han yttrede Kongen af Sveriges Ønske, at Handelsforbindelsen imellem Danmark og Norge igjen maatte vorde oprettet. Schimmelmann ilede paa Dronningen af Danmarks Vegne, der bestyrede Rigets Anliggender under den danske Konges Fraværelse i Wien, i sit Svar at forsikke, at Intet var meer overeensstemmende med Hds. Majestæts Ønske, end at see Handelsforbindelsen med Norge, som kun efter Sveriges Anmodning var afbrudt, igjen fornyet, og at de fornødne Foranstaltninger i den Henseende vare trufne. «Den danske Regjering glæder sig – saaledes ender Schimmelmann sin Note – ved at være 322sat istand til i saadan Henseende at handle i Overeensstemmelse med den svenske Regjering, og at kunne lade de danske og svenske Stater nyde gjensidige Fordele.»

Tillige var den svenske Regjering betænkt paa, under Vaabenstilstanden at afhjælpe den midlertidige Trang til Korn ved Indsendelse og Uddeling af flere Partier Kornvarer. I den Anledning blev den 23de August fremlagt i Statsraadet en Skrivelse fra den svenske Generalmajor Bjørnstjerna, dateret Moss den 22de s. M., hvori denne tilkjendegav «den svenske Kronprindses Ønske om at see Norge forsynet med Korn, og at der til den Ende maatte afsendes tvende eller flere norske Medborgere, for der med de Mænd, som af ham udnævnes, at overlægge de tjenligste Midler til Iværksættelsen af denne vigtige Sag.» Statsraadet besluttede at svare Generalmajoren: «at det paaskjønnede den svenske Kronprindses Opmærksomhed for det norske Folks Tarv, at det ligeledes ansaa Provianteringen som en hellig Gjenstand for Statsraadets Bestræbelser, og at samme, idet det nærede det Haab, at de alt længe etablerede Provideringskommissioner og især de Handlendes Anstrengelser vilde tilveiebringe det fornødne Korn, tillige øinede det virksomste Middel til Opfyldelsen af det tilsigtede Øiemed i det Vilkaar af Vaabenstilstanden, hvori Prindsen lover at afvende de fiendtlige Messures mod Norges Handel. Imidlertid vilde Statsraadet gribe det Tilbud, som Prindsen har gjort, forsaavidt det uden Henstand og under nærværende Konjunkturer er muligt, og paa Grund deraf søge at formaae tvende Handelskyndige at møde paa Moss, for i Forening med Oberste Hegermann at afhandle denne Gjenstand.»

Derimod troede Statsraadet sig ikke beføiet til at lade uddele et Parti af omtrent 2000 Tønder Kornvarer, som Kronprindsen 323havde indsendt som en Gave til de meest trængende Norges Indbyggere. I sit Svar til Bjørnstjerna yttrede det: «at det ingenlunde miskjendte Kronprindsens ædle Hensigt med denne Gave, men at det holdt sig overbeviist om, at Uddelingen deraf under nærværende Omstændigheder ikke alene vilde vække den slumrende Partiaand, og sætte Folkets Tillid til Statsraadet i Fare, men og give den Nationaluvillie, som Tidens Begivenheder havde fremvirket, ny Næring.» Det indstilledes saaledes at udsætte denne Uddeling indtil Storthinget var bleven samlet, hvorimod det tilbød sig at modtage og paa de offentlige Magasiner bevare dette Korn til nærmere Raadighed derover. Bjørnstjerna anmodede derefter Statsraadet om at berettige Fattigvæsenets Bestyrelse, eller andre vedkommende Autoriteter til at gjøre de fornødne Foranstaltninger i den Henseende, enten efter egen Skjønsomhed eller efter Aftale med ham. I sit Svar undslog Statsraadet sig fremdeles fra al Deeltagelse i Uddelingen af dette Korn, og haabede i Kronprindsens milde Bedømmelse at finde Undskyldning for denne sin Beslutning. Bjørnstjerna henvendte sig tilsidst til Stiftsdirektionen, men med samme Resultat. Den understøttede sin Vægring med Statsraadets Forhold i denne Henseende.Korrespondencen om denne Korndeling findes i Bilag 13.

Ved samme Leilighed gjorde Kronprindsen opmærksom paa Hensigtsmæssigheden af at regulere Forholdet mellem Værdien af norske og svenske Penge, da de sidste under den svenske Armees Ophold i Landet saa meget udbredte sig, og han foreslog derfor, at der til at aftale Midlerne til at afhjælpe Norges Korntrang maatte udvælges Mænd, som ogsaa vare bekjendte med Norges Finantsforfatning, paa det der med dem kunde 324provisorisk afhandles om Forholdet af disse Pengeværdier, og begge Folk skee Billighed og Ret. I denne Anledning bemærkede Statsraadet i sin Svarskrivelse, «at Alt, hvad der vedkommer Statens Finantser, kun ved Storthinget kan afgjøres, og at der ved Rigsforsamlingen paa Eidsvold er foreskrevet denne Green af Statsbestyrelsen visse Normer, som ikke kunne fraviges uden at Statsraadet paadrager sig Ansvar for Nationens Repræsentanter. Skulde derimod Meningen af denne Overeenskomst være at enes om et Koursforhold imellem svenske og norske Repræsentativer i Anledning af Leverancer til de paa norsk Grund forblivende svenske Tropper, da vilde Statsraadet tillige meddele ovennævnte Kommissairer fornøden Instruxion.»

Gemytterne vare imidlertid ikke aldeles beroligede, men der viiste sig endnu et Efterspil af de urolige Bevægelser, som havde fundet Sted ved Underhandlingerne om Norges Forening. Der vare Rygter udbredte om Lunkenhed og Skjødesløshed, som skulde være viist af høie Embedsmænd og militaire Chefer i Udførelsen af deres Embedspligter, ja endog om Forræderier, som skulde være begangne under den sidste Krig, og om en forrædersk Brevvexling, som skulde være bleven ført mellem enkelte norske Mænd i ophøiet Stilling og svenske Autoriteter. Ikke alene krævede den offentlige Stemme, at en Undersøgelse i denne Anledning maatte blive anstillet, men Statsraad Sommerhjelm foreslog i et Statsraadsmøde af 20de August, at en Undersøgelseskommission desangaaende maatte vorde nedsat. I Christiania vare disse Anklager især stilede mod Statsraad Haxthausen, som ved Forsømmelse i Kommissariatets Anliggender ansaaes for at have foranlediget Armeens slette Forsyning og Krigens derpaa fulgte uheldige Udfald. I det sidste maatte dog Haxthausen ansees uskyldig formedelst Statens svage Kraft til 325at give ham de fornødne Midler i Hænde, ligesom visseligen ingen upartisk Mand anklagede ham for at have gjort sig skyldig i forræderske Planer eller et underfundigt Samqvem med Fienden. Om han ikke altid rygtede Provideringens Sag med tilbørlig Aarvaagenhed, maatte dette tilskrives de mange tildeels heterogene Embedsforretninger, der vare læssede paa hans Skuldre. – Kort efter Vaabenstilstanden stimlede saaledes en talrig Pøbelhob udenfor hans Huus paa en Dag, da han havde en Vennesamling paa sit Landsæde udenfor Byen, og truede at mishandle ham.Det er endog rimeligt, at Haxthausen havde foranstaltet denne Vennesamling, hvoriblandt Flere af Byens agtede og yndede Mænd, for at være desto sikkrere i denne Omgivelse under et Angreb, hvorom han havde Nys. Haxthausen blev nødt til at forstikke sig, men Generalauditeur Bergh, som var en af hans Gjæster og havde Folkets Tillid, fremtraadte paa Husets Altan og beroligede den forsamlede Hob, hvoriblandt nogle velklædte Personer, med den Forsikkring, at Statsraad Haxthausen Dagen efter frivilligen vilde nedlægge sit Embede, hvorefter hans Forhold lovligen kunde blive undersøgt. Derefter adspredte Folkehoben sig. Den følgende Dag tilmeldte Haxthausen Statsraadet, «at han efter det stedfundne Opløb i Christiania og den ham under dette viiste Opførsel har fundet det rigtigst at forlade Byen,Han søgte sin Tilflugt hos sin Ven, Provst Lassen paa Gran. Men han behøvede ikke længe at skjule sig, da Gemytterne snart beroligedes. samt at den constituerede Amtmand over Agershuus Amt, Kammerraad Holst, havde erklæret sig villig til at tiltræde første Departement som Committeret.» Denne Constitution blev derefter gjennem Statssekretariatet udfærdiget, og kort efter renoncerede Haxthausen paa sin Gage som Statsraad.

326En anden Pøbelskare, i hvis Spidse fandtes Enkelte, der visseligen ei kunde finde sig tjent med denne Klassifikation, stimlede sammen udenfor den svenske Kommissair, General Bjørnstjernas Logis hos Trakteur Carstens, og slog endog Vinduer ind i det Værelse til Gaden, hvor han boede, men ogsaa denne Folkehob adspredtes uden at videre Voldsomhed udøvedes. Det norske Folk er lidet tilbøielig til at belægge sine Trudsler og høie Talemaader med blodige Handlinger, og der gives i den sidste Krigshistorie intet Exempel paa at noget Individ personligen er bleven mishandlet, hvor megen Anledning der endog under enkelte tumultuariske Scener synes at have været til at befrygte saadant.Den tilfældige Molest, som tilføiedes en Kjøbmand i Arendal under et Folkeopløb, kan ikke regnes hertil, da det ikke var denne sammenløbne Folkehobs Hensigt at myrde, men at røve. Da imidlertid General Bjørnstjerna i Anledning af denne ham tilføiede Ulempe var afreist, afsendtes Cederstrøm paa et Krigsskib til Christiania, for at undersøge Forholdene.Der gik endog det Rygte, at det svenske Regiment «royal suedois» skulde rykke ind i Christiania for at hindre slige Opløb, men den fornuftige Deel frygtede ikke for dette Brud paa Vaabenstilstanden. Ved Cederstrøms Landstigning fandt vel en urolig Gjæring Sted i den forsamlede Folkehob; men det lykkedes ham dog uden videre Ulempe at frembringe sit Ærende for Statsraadet, som i den Anledning var forsamlet den 24de August i Kongens Palais. I Statsraadet overrakte Cederstrøm en Skrivelse, hvori han anmeldte at være sendt fra H. K. H. Kronprindsen af Sverige i Anledning af det Opløb, som forleden Nat havde fundet Sted i Christiania, og at det var ham paalagt at gjøre Forespørgsel «om Statsraadet ved egne Midler troer sig stærk nok til at tilveiebringe og vedligeholde Rolighed 327i Staden og paa Landet, da Prindsen i modsat Tilfælde skyndsomst vilde træffe de Foranstaltninger, som Regjeringens Sikkerhed og indgangne Forpligtelsers Hellighed fordrede.» – Herpaa besluttede Statsraadet at svare: «at Samme anseer sig fuldkommen istand til at overholde den indvortes Rolighed, at de urolige Optrin undersøges af vedkommende Autoritet, at en Kommission vil blive nedsat, naar de præliminaire Forhør indløbe, for at paasee Urostifterne tiltalte og straffede, og at der, saavidt Statsraadet bekjendt, Intet er forefaldet, som har havt nogen personlig Fornærmelse mod Generalmajor Bjørnstjerna eller medhavende Officeer til Følge, da der uopholdelig blev førget for disses Sikkerhed.» – Cederstrøm ledsagedes tilbage under Misnøiens Udbrud af den sammenstimlede Folkehob.Generalmajor Bjørnstjerna ankede i en Skrivelse til Statsraadet over, at Cederstrøm personligen var bleven insulteret; men Statsraadet svarede ham, at han var urigtigen underrettet, og at Cederstrøm derimod med sit Følge havde mødt al Forekommenhed. Pøbelens Sammenstimlen var ikke heller forbunden med nogen Slags Voldsomhed.

Men det var ikke alene i Hovedstaden, at disse Uroligheder fandt Sted; de viiste sig med større Virkning udenfor samme. General Staffeldt, der af Aarsager, som mere havde sin Grund i et uheldigt Sammenstød af Omstændigheder, og i Mistillid til hans politiske Tænkemaade, som udgik fra høiere Steder, end i nogen virkelig Brøde fra hans Side, maatte ogsaa bære sin Deel af Folkets Misgunst. Efterat Vaabenstilstanden var sluttet, viiste sig allerede i Armeen selv Spor af denne Misnøie, og det forsikkres af Øienvidner, at Staffeldt kun ved Forklædning undgik de forbittrede Soldaters Mishandling. Med denne truedes han ogsaa efterat han var 328kommen hjem til sin Bopæl ved Laurvigen. Ikke alene bleve Plakater, affattede i de meest ærerørige Udtryk, opslagne paa hans Venners Huusdøre, men en Hob, bevæbnet med alskens Vaaben, marscherede ud fra Frederiksværn for at angribe ham paa hans Gaard Roligheden, hvilket dog ved formaaende og moderat tænkende Mænds Mellemkomst blev forhindret.See Beretning om Staffeldts Forhold o.s.v. af Morgenstjerne. Staffeldt maatte af Frygt for Gjentagelse af slige Scener tage sin Tilflugt til en gammel Ven, som havde været Auditeur ved Jægerkorpset, Kancelliraad Brunnech i Skien, der modtog ham i sit Huus uden at ændse den Fare, for hvilken han derved udsatte sig. Foreløbigen undslap saaledes Staffeldt denne Forfølgelse; men større Lidelser forestode snart denne Olding.

Disse urolige Scener og et almindeligt Nationalønske, som gjenlød i alle offentlige Tidender, forenet med en Opfordring af Enkelte af Statsraadets Medlemmer selv, foranledigede Statsraadet, i hvis Hænder nu Regjeringen var, til at udnævne en Overkrigskommission, bestaaende af Generalmajor Meyer, Generalauditeur Bergh og Oberst Ramm, «der skulde sammentræde for at undersøge de mulige Uordener og hemmelige Feil, hvorover, den almindelige Stemme saa høiligen beklagede sig, og som under forskjellige Kommandeurers Anførsel skulde være begaaede i dette Felttog. Gjenstanden for deres Undersøgelse skulde fornemmeligen og allerførst blive Kragerøens Forsvar, og saavidt muligt Frederikstads Kapitulation, samt overhovedet alle de Tilfælde, som under Fiendtlighedernes Gang maatte være indløbne. Resultatet af denne Kommissions Undersøgelse, og den videre Sagsforfølgelse mod de Anklagede, tilhører et følgende Tidsrums Historie; men især blev det ulykkeligt for 329den gamle Staffeldt, der formedelst samme omsider lagdes i Graven.Staffeldt synes meer at være falden som et Offer for en politisk Mening end for en virkelig Forbrydelse. Han havde ingen Deel i den udkastede Forsvarsplan. Denne havde Prinds Christian længe før Krigens Udbrud betroet en Officeer, som dengang havde hans ubetingede Tillid. Staffeldt havde liden eller ingen Adgang til Kongens Raad under Krigen, og modtog efter at denne var udbrudt flere Beviser paa Kongens Tilsidesættelse og Mistillid. Han var saaledes kun at betragte som Divisionschef, der havde at udføre de Ordres, der udgik fra Hovedqvarteret, og disse vare mestendeels af den Art, at de lammede Krigens Virksomhed. De øvrige Divisionschefer vare aldeles uafhængige af Staffeldt, meddeelte ham ikke deres Stilling og opererede ikke efter Aftale med ham. Han følte sig krænket ved denne sin Konges Tilsidesættelse og Mistillid, og hans Hænder vare bundne ved Kommandoens Søndersplittelse. Ingen Under altsaa, at Staffeldt ikke fremtraadte i denne Krig med samme Lyst og Krigerfynd, som i den første Krig, hvilken han seierbekrandset førte under en Overgeneral, til hvilken han stod i et gjensidigt Tillidsforhold. Derhos forudsaa hans skarpe Krigerøie let Krigens Udfald, og han udlod sig stundom derom maaskee altfor frimodig. – Den første Domstol, Overkrigskommissionen, frikjendte Staffeldt; det høieste Tribunal dømte ham fra Liv og Ære. Hans Konges Benaadning reddede ikke hans Liv; thi han sank i Graven af Græmmelse og Sorg, idet Oldingens Livsstof fortæredes under Sjælens Qvaler. Men om han end fældedes af den dømmende Retfærdighed i sidste Instants, langt ophøiet over Uindviedes og Ulærdes Dom, maa det være tilladt at befri hans Minde fra Forræderiets Stempel. Den Overbeviisning kunde aldrig berøves Staffeldts Venner og upartiske Iagttagere af hans hele Færd, at han var moralsk uskyldig, om han end juridisk maatte fældes.

Alle disse urolige Bevægelser og tumultuariske Optrin, som viiste sig blandt den mindre tænkende, mindre oplyste og mindre dannede, eller dog mindre fordomsfrie Deel af Nationen, denne strenge Fremgangsmaade fra deres Side, som stode 330paa Selskabets høiere Trin og styrede dets Anliggender, vare tildeels et Foster af den Græmmelse, som et skuffet Haab maatte opvække hos Selvstændighedens Forsvarere, og af den Overbeviisning, at denne Kamp under en tro Opfyldelse af alle Vedkommendes Pligter vilde have faaet et heldigere Udfald; men den Befaling, som gik ud fra Statsraadet om en streng Undersøgelse af enkelte Krigeres Forhold, maa ansees som en hæderlig Omsorg for at redde Nationalæren, og et klogt Hensyn til en fast almindelig Fordring af Folkestemmen. I Hovedsagen var visseligen Nationalæren ikke krænket i den sidste Krig, men over enkelte Krigsbegivenheder hvilede beskjæmmende Rygter, og Straf maatte gaae over dem, som havde foranlediget det mindre hæderlige Udfald.

Den svenske Regjering forholdt sig mestendeels rolig og neutral under denne indvortes Gjæring i Norge, og viiste et Maadehold, som endog kunde synes at styrke disse Bevægelsers uforstyrrede Fremgang, men havde sin Grund i Europas forandrede politiske Forhold. Sveriges Kronprinds, hvis vise og heldige Politik under denne sidste europæiske Krig vi have havt Leilighed til at fremhæve, indsaa dette, og valgte derefter Forholdsregler, som iøvrigt saa meget stemmede overeens med hans liberale og ædle Sind. Overalt viiste han sig ved sin Indtrædelse i Norge mere som Ven end som Fiende. Gjorde endog de Banstraaler, som han havde udslynget mod Norges valgte Konge og Selvstændighedens Tilhængere, ikke sin Virkning, og opirrede endog tildeels folkets Gemytter, saa havde de Skridt, som han umiddelbart foretog sig ved at betræde norsk Grund, en mildere og klogere Retning. Han forløvede alle Fanger, som han havde gjort i Frederikstad og paa Valpladsen, under den venligste Behandling, og forlangte kun, at 331de ikke skulde bære Vaaben mod ham. Han behandlede de Egne, som berørtes af hans Krigerskarer, med den største Skaansomhed, og lod dem det mindste muligt føle Krigens Byrder. Han paalagde ingen Krigsstyr, men betalte med rede Penge, hvad der af Landets Indbyggere leveredes hans Armeer. Ved sit venlige Væsen, sin humane og fordringsfrie Modtagelse tiltrak han sig alle dem, som nærmede sig ham. Aldrig har nogen Fyrste havt det meer i sin Magt at forjage al Frygt og Tvang hos dem, som havde Noget at foredrage for ham i hans Kabinet. Det var ikke Fyrsten men Privatmanden, der underholdt sig med sine Lige uden Spor af nogen besværlig Etikette, og Enhver, som forlod ham, troede at have opnaaet hvad han ønskede. Saaledes vare deres Følelser, der under Vaabenstilstanden og efter Kongevalget i Storthinget indlodes i hans Audience-Gemak, og denne venlige Tone er aldrig veget derfra under hans hyppige Ophold i Norge.En Audience hos Carl Johan i hans norske Kabinet havde visseligen et i Fyrste-Kabinetter usædvanligt Præg. Hans særegne Bøining med Hovedet, ledsaget med et venligt Haandtryk og det franske «Adieu» ved Indtrædelsen, hans fuldkomne Tilsidesættelse af sin ovhøiede Stilling under Samtalen, den særegne Færdighed, hvormed han lettede dem, der vare mindre øvede i det Sprog, som han alene forstod, Evnen til at udtrykke sig, hans fromme Velsignelse «que Dieu Vous benisse» ved Afskeden, maa gjøre Erindringen om disse Audiencer levende, dyrebar og uudslettelig. Det kunde vistnok hænde, naar i Samtalens Løb Gjenstande kom paa Bane, der frembragte hos ham ubehagelige Erindringer, eller Noget fremførtes, som mindre tækkedes ham, at hans Miner og Udtryk fik Præg af en lidenskabelig Heftighed, der for et Øieblik ængstede hans Tilhørere; men aldrig var Overgangen fra den lidenskabelige Heftighed til den venligste Tale og det blideste Væsen større, end i disse private Audiencer. Forfatteren har stundom været i det Tilfælde, at han maatte for sin Konge berøre fædrelandske Anliggender, om hvilke Fyrsten havde dannet sig Begreber, der i Forfatterens Tanker ikke svarede til de sande Forhold, og beskrive Landets Stilling med andre Farver end den fra andre Sider var bleven ham afmalet. – Saaledes troede Forfatteren i Slotssagen, som Formand for den i denne Henseende nedsatte Committee, at burde gjøre Kongen opmærksom paa, at den lagte Plan til Slotsbygningen, stridende mod en foregaaende Storthingsbeslutning, var for stor for Landets Kræfter, og forudsagde at den ikke vilde gaae igjennem i Storthinget, hvis Begreber herom Forfatteren kjendte. Hans Bemærkninger, endskjønt fremsatte med undersaatlig Ærefrygt, frembragte Misnøie og heftige Udbrud hos Fyrsten; men da han mærkede, at dette gjorde Indtryk paa hans Tilhører, gik han strax over i en venlig Tone. «Vær rolig, sagde han, Jeg har min Mening, De har Deres, Enhver yttrer sin, og vi ere derfor lige gode Venner.» Og Forfatteren sporede i Sandhed aldrig en Forandring i hans venlige Færd, eller Formindskelse af hans kongelige Gunst, om han end frimodigen havde udtalt sin Mening om vanskelige Anliggender. Det norske Folk har gjennem sine Repræsentanter ofte havt delikate Materier at afhandle med sin Konge; det har, under en med Constitutionens Aand overeensstemmende hellig Ærefrygt for Kongens Majestæt, i Virkeligheden modsat sig Forslag, paa hvilke han lagde megen Vægt, og fattet Beslutninger, der mindre tækkedes ham; men denne Modstand har ikke forstyrret det kjærligste Forhold mellem Konge og Folk, som i en voxende Grad varede til den sidste Skilsmisse. Han tog det norske Folks Kjærlighed udeelt med sig i Graven.

332Dette Maadehold i den svenske Regjerings Fremgangsmaade, understøttet af Kronprindsens personlige Humanitet, formedelst hvilken han skyede Alt, hvad der kunde være Nationen ubehageligt, og beflittede sig paa hvad der kunde tækkes den, forbundet med en fuldkommen Forglemmelse af alle forbigangne Udbrud af Had mod Forbindelsen med Sverige, styrkede deres Mod, der nu stode sørgende ved den absolute Selvstændigheds 333Grav, og satte dem istand til, ligesom i et Efterspil at fortsætte deres Bestræbelser for at hævde Fædrelandets Ære, og give det sin tilbørlige Vægt og uafhængige Stilling i det nye Forbund. Længe efterat dette var indgaaet, var hiint Selvstændighedsparti endnu høittalende, og dets vigtigste Medlemmer stode opreiste mod sine Modstandere, uagtet Ideernes Seier egentligen var paa disses Side. Enkelte af det saakaldte svenske Parties Tilhængere opløftede vel sin Stemme strax efter Foreningen, og fremhævede i forskjellige Brochurer deels de Ulykker, som den forrige Forening skulde have bragt over Norge, deels Fordelen af den ny, hvilken de betragtede som Historiens Villie, og som grundet paa begge Landes naturlige Forhold og politiske Stilling. Men ingen af Delene fandt Gjenklang hos den større Deel af deres Landsmænd. Kjærligheden til den gamle Statsforbindelse var ikke udryddet af alle Hjerter – den fæstede endnu dybe Rødder i Landets Indre – og til den nye var Tilliden endnu ikke befæstet. Hine Forsøg bleve modtagne med fast almindeligt Mishag, og gjendrevne med Alvor. Dette Forhold forandredes ikke da den nye Statsorganisation fandt Sted. Den svenske Regjering sammensatte sit norske Raad mestendeels af Mænd, som havde været Foreningens ivrigste Modstandere. Grev Wedel var den eneste af det saakaldte svenske Parti, som optoges i det norske Statsraad. De Fleste af dette Parties Tilhængere trak sig efter Foreningen stiltiende tilbage i sin forrige Stilling. Vi ere langt fra – og derpaa er ofte henpeget – at antage denne Tingenes Stilling skadelig for Fædrelandet. Formedelst denne kunde hine Mænd Skridt for Skridt iagttage Nationens Tarv med Hensyn til Foreningens Betingelser, og ligesom aftvinge de svenske Underhandlere 334en Eftergivenhed, der meer syntes at passe sig paa den Overvundne, end paa Seierherren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.